For Romantik og Historie Bind 11

Den uforbederlige bibliotekar

Niels Jensen
For Romantik og Historie
Maanedsskrift. Udgivet af H.P. Holst, 1868-90.

Om indholdet på: https://danskforfatterleksikon.dk/1850p/p104811.htm

Udarbejdet 2023 af Niels Jensen

Opdateret den 7. oktober 2023 af Niels Jensen

H. P. Holst:

For Romantik og Historie.

Ellevte Bind.

Kjobenhavn.
J. Cohens Bogtrykkeri
1875.

Fun nnn Br

n | df 2 A* 8 E

Nee 2 5

149. Wee
*

GENTOFTE Knee

Indhold.

To Digte. Af Theodor Schmelck (Chriſtiania).

Johan Mesſenins. Ved Adjunkt Chr. Ramsgaard

Ewalds og Wesſels Grave. Af H. H. 1 1

Krablingen. (Efter „All the year round“).

George Bryan Brummell . LDR

Fra fremmede Literaturer . É

Goethe: Ganymed. Bed H. Schwan enflügel

„Hvorledes fanger man en Solſtraale“. Af Daa
Baner

Eneboeren. En Novelle af Rich 980 Kaufm ann. v

Nogle Anekdoter om Voltaire. Ved A. H..

Slottet Ham. (Revue des deux one 15de Sug
18735

Digte af S. Schandorph

Valdemarernes Stjerne. Af O. C. Lund

Paa Jagt efter en Bog. Af Forf. til Donna Evornia

Et Puſt fra Aandeverdenen. En original Fortælling
af Forf. til Novellen „Capitainen“

Sporſtifterens Hiſtorie. Efter 5 Weekly
Ded hh 2 roede

To Digte. Af Martin Kok e 5

Til en gammel Ven. Af Ludvig Bodtcher 8

Fra Verona. Af Fr. Julius Meier g

Venedig. Fruens Indtryk. Af Guftave Droz.
Overſat af Richard Kaufmann.

En „Min“. Efter Leopold Kompert.

Rimbrev. Af Carl Anderſen

Oberſt Evrard. En Fortælling * Jules Sande eau
ved H. P. Hole

Et utrykt Digt. Af Welhaven

Mødet i Skoven. Af Sophus die

J Preſtens Studerekammer. En Skizze af R.

Den norſte B Overſat fra Engelſtk af M.

Soltern .
Madame Roſenhain, En Theaterhiſtorie af G8
Berlioz. „ %„ „ „% „ INT ss
Literatur og Kunſt 8
Julen. Af Theodor S i
Julehilſen. Af Jul. Chr. Gerſon
Nummer et i min Klasſe SEJRENE
Piſtolſtuddet. Af Alexander Puſchkin. (Paa Danſk
ved A. D.) .
Biſp Valdemar. Hiſtoriſt Size i Th. M. Johnſen
Skizzer fra Corſica. Efter Ferdinand Gregorovins
ved P. H. .
Literatur og Kunſt

Portraiter:

Johannes Ewald. — Johan Herman Wesſel. —
Ludvig Tieck. — Eſaias Tegnér. — M. Gold ſchmidt.

— J. S. Welhaven.

A —

PP ͤ -ͤ—Bà—²g; !

n

Johannes Ewald.

Co Digte
af
Theodor Schmelck,
(Chriſtiania).

I.
Ved Elven.

Hiſt fra Skyggen ved Elvens Bred

Flagrer Svalen, ſtryger afſted,

Fugter ſin Vinge i Vandets Kryſtal

Og koidrer fin Livslyſt i vaargronne Hal.
Men Elven lober mod Havet.

Ungbirk neier for hver en Vind,

Blinker muntert i Solens Skin, —

Ludende ſtander den Gamle derved

Og bsier fin Krone fan tankefuld ned;
Frit Elven lober mod Haver.

To Digte.

Sommerfuglen, Tetflædt og bly,

Drikker Nektar fra Morgengry,

Lober omkaps med hvert Fnug ifra Land,

Og ſpeiler fig ſelv i det blinkende Vand.
Men Elven lober mod Havet.

Tag mig, Svpale! med pan din Flugt,
Lad mig fage min Vaarlengſel ſlukt;
Solſtraale! varm du min Sjæl og mit Sind
Og blos, o Zefyr! din Aande derind,

For Elven lober i Havet!

II.
Cil et Tra.

Saa friſt og grøn og rank du ſtager,
— Vi har jo ſamme Fodſelsaar —-
Din Krone heved du mod Himlen,

Mens jeg kun tabte mig i Vrimlen.

Dig pleied Ingen, da du ſtod

Som Spire ſped ved gamle Rod —
Jeg dengang havde Ly og Varme

J ſterke, omme Moderarme. —

*

To Digte.

Din ſpede Kviſt i Blæjt og Snee

Kun ſom et Halmſtraa var at fee; —
Min Ungdoms Kviſt man troligt freded,
Da Onmhed Veien den bereded.

Du voxede, blev ſtor og ſterk,
Nu priſer du Vorherres Vært .
Og hæver Kronen høit mod Himlen, —
O tag mig Daare med fra Vrimlen! -

Johan Mlessenins.
Ved
Adjunkt Chr. Ramsgaard.

Den beromte Hiſtorieſtriver Johan Mesſenius blev
fodt 1579 i en Landsby i Nerheden af Wadſtena.
Efter hans Fjenders Sigende var hans Fader en be⸗
rygtet Heſteiyv, medens Moderen fad i en Bagſtue
udenfor Orebro og ernærede fig ved fin Spinderok. Fa⸗
deren blev indviklet i Partiſtridighederne under Johan
den Tredies Regjering og maatte bode for fine lands⸗
forræberffe Handlinger med Livet omtrent ved Aaret
1588. Faderens Navn var Johan Tordsſon.

Paverne Paul den Fjerde og Pius den Femte, der
vare beſjelede af en brændende Iver for den katholſke
Lære og gjennemtrengte af en urokkelig Overbevisning
om dens Sandhed, ſogte netop paa denne Tid at befrie
den fra flere af dens Vildfarelſer og at indgive Preſte⸗
ſtabet en renere Tenke⸗ og Leveviis, ligeſom de ogſaa

— | eg

Johan Mesſenius. 7

af yderſte Evne ſtrebte at omvende de frafaldne Prote—
ſtanter. Paa Grund af denne ovenfra kommende Stre—
ben bleve de katholſte Underviisningsanſtalter forbedrede,
og et ſtort Antal ſelvopoffrende Mænd blev udſendt for
at arbeide pan Troens Udbredelſe. Gjennem det for⸗
celdede Pavedomme gik der nu atter et Puſt af Aand
og Liv, ſom opfordrede alle dets Tilhængere til kraftige
Anſtrengelſer for deres Troesbekjendelſe. For en kort
Tid bleve disſe Anſtrengelſer kronede med Held og Frem⸗
gang. Det fane ud, ſom Katholicismen ved Johan den
Tredie ſkulde gjenvinde det tabte Sverrig, og ſom om
den proteſtantiſte Lære i Tydſkland ved Prediken og
Sværd Aar for Aar fkulde. blive trængt tilbage neſten
til Oſterſoens Strande, indtil endelig deels Guſtaf
Adolfs Seirvindinger, deels en hos Paverne atter
indtredende Slappelſe tilligemed Uenighed med Oſterrig
atter bragte Bladet til at vende ſig.

Et Middel, ſom man ofte brägte i Anvendelſe for
at opnage de ovenanforte Oiemed, var at hente begavede
Drenge eller Ynglinge fra de Lande, der ſtulde bear⸗
beides, og at ſette dem i Skole hos Jeſuiterne, for at
disſe kunde meddele dem ſaavel en varm Overbevisning
om Leerens Sandhed ſom en brendende Iver for dens
Udbredelſe; derpaa ſendte man dem tilbage. til Fedre⸗
landet, for at arbeide paa dets Omvendelſe. Dette var
ſaaledes Tilfældet med Kloſter-Lasſe paa Kong Johans
Tid, Petroſa m. fl. under Carl den Niende, Studen⸗
terne Campanius og Antkelius under Guſtaf Adolf,

8 Johan Mesfening.

hvilke bleve halshuggede paa Grund af landsforrederſke
Forbindelſer med Katholikerne og den Green af Waſa—
flægten, der nu regjerede i Polen, men var udviiſt fra
Sverrig. Til at indtage en ſaadan Stilling blev ogſaa
den unge faderloſe Johan Mesſenius udſeet. J en
Alder af ti Aar blev han fat i Wadſtena Skole, hvor
han ved lykkelige Naturgaver vakte Opmeerkſomhed hos
fine Lærere, der ſynes at have næret en hemmelig Hen—
givenhed for den katholſte Lære; thi det Sted i Sverrig,
hvor denne Tro holdt fig lengſt, var i og omkring denne
Byes gamle Brigittinerkloſter. Gjennem disſe Lærere
have Jeſuiterne efter al Sandſynlighed faaet Anviisning
paa den opvakte Dreng. Sexten Aar gammel blev han
fat i den bekjendte Jeſuiterſkole i Braunsberg, hvis
Stiftelſe navnlig var beregnet paa Nordens Omven⸗
delſe. Med uſedvanlig Hurtighed og ſtor Berommelſe
gik Mesſenius Skolen igjennem, hvorefter han opholdt
ſig nogen Tid i Danmark og nogen Tid ved Hoffet i
Krakau. Derpaa beſogte han Rom og Ingolſtadt, hvor
han blev forfremmet til Doctor i Philoſophien, ligeſom
han i Prag blev udnævnt til poeta Caesareus af Kei⸗
ſeren. Siden oprettede han en Underviisningsanſtalt i
Danzig.

Johan Mesſenius var i Beſiddelſe af et ildfuldt
Sind, en hurtig Fatteevne og en ſtor Evne til at ud—
trykke ſig i Serdeleshed paa det latinſte Sprog, ſaavel
i Vers ſom Proſa. Han var ſeerdeles vel hjemme i
Hiſtorie, Talerkunſt ſamt den Tids theologiſke og philo⸗

Johan Mesſenius. 9

ſophiſte Grundſetninger, ganſte ſom det ſommer fig. for
en Apoſtel. Desuden var der falden en hartad utrolig
Arbeidsdygtighed i Forbindelſe med en ſtor Lyſt til
Arbeide i hans Lod. Ved Siden af disſe heldige
Egenſkaber var han langtfra uden ſtore Feil, ſaaſom en
grendſelos Egenkjerlighed, der i Alt, Hvad der vedkom
hans egen Perſon, forte ham til de urimeligſte Paa⸗
ſtande, ja endogſaa ikke ſjelden til vitterlige Uſandheder,
og desuden en Uerlighed eller i al Fald en Upaalide⸗
lighed baade i Ord og Gjerning, hvilken imidlertid, ſom
det ſynes, ikke mindre var en Folge af Jeſuiternes
haltende Sæbelære end af hans egne medfodte Anlæg.
Endelig vifte der fig hos ham en Uro, Bitterhed og
Trettekjerhed, ſom aldrig lod enten ham felv eller Andre
i Fred, men ſom i Forbindelſe med hans Vankelmodig⸗
hed og Upaalidelighed nodvendigviis for eller ſenere
maatte ſtyrte ham i Ulykke. De ſamme Egenſtaber
raadede meer eller mindre hos hele Slægten, og ved
at betragte dens Livstildragelſer med nogen Opmeerk⸗
ſomhed fager man en meget betegnende Forklaring over
det gamle Ordſprog: „Gale Katte fage revet Skind.“

J Danzig ægtede Mesſenius Lucia Grothuſen,
Datter af den polſte Konge Sigismunds afdode Leerer,
Arnold Grothuſen. Lucia var en ſaare egenſindig og
heftig Kvinde; desuden have Nogle-paaſtaaet, at hun
for ſit Ægteffab Havde fort et letferdigt Levnet og født
flere uægte Born. Hendes Fader havde faaet en heel
Deel Bondergods i Forlening af Kongerne Johan og

10 Johan Mesſenius.

Sigismund; men ſidenefter var han bleven anklaget
for Forræderi under Carl den Niendes Regjering, og
man havde, uden at tilſtede ham noget Forſvar, domt
ham fra alt hans Gods, ſom man ſtjenkede Kongens
Vndling Chesnecopherus.

Endnu i Carl den Niendes levende Live fattede
Mesſenius Aar 1608 den Beſlutning at flytte tilbage
til Sperrig med Lucian Grothuſen. Nogle ville derfor
ſige, at Mesſenius ikke har gjort ſaa ſtor Lykke i Polen,
ſom han havde ventet, og det er ikke uſandſynligt, at
han der har fkaffet fig Uvenner ved fin egen Optreden
og derved lagt Hindringer i Veien for ſin Lobebane.
Men i det ſtrengt lutherſke Sverrig var der, tilmed
under en Konge ſom Carl den Niende, endnu mindre
Udſigt til at gjore Lykke for en Lærling af Jeſuiterne
ſom Mesſenius og for en Datter af Arnold Grothuſen.
Hans Henſigt ſynes at have veret, ſom Jeſuiterne hyp—
pig have for Skik, at flaffe fig. Indpas i Landet ved
at lægge. Skjul paa fin virkelige Toenkemaade og derpaa
at binde Oorighederne eller Ungdommen for fig for ſaa—
ledes lettere at kunne virke Noget for den katholſke
Leeres Gjenindferelſe. J ſin yngre Alder havde Mes—
ſenius ſelv ſkrevet Smedevers imod Carl den Niende,
og ved fin Ankomſt til Danzig paa Overreiſen til Sver⸗
rig indlod han fig i fortrolig Omgang med denne Kon—
ges verſte Fjender, ſaaſom begge Posſerne, Göran
Knutsſon og Göran Nilsſon, af hvilke den Sidſte har
ſtrevet det berygtede Smedeſtrift: Hertug Carls Slagter—

Johan Mesſenins. 11

bænk. Samme. Aar Mesſenius drog til Sverrig, ſtode
begge disſe Herrer Fadder til hans eldſte Son. Han
havde af disſe Grunde heller ikke Mod til at reiſe til
fit Fedreland, for Lucia var reiſt i Forveien og havde
udvirket Kongens Tilladelſe dertil.

Ved ſin Ankomſt til Stockholm fremlagde han
hederlige Vidnesbyrd om fine Kundſkaber og gjorde
Alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at ſtaffe fig Ind—
pas hos Tidens Stormend. Han opſatte et Slegt⸗
regiſter, ifolge hvilket Kong Carl den Niende nedſtam—
mede fra den beromte Antenor fra Troja. J Carls
Aand affattede han en Opſats om Striden mellem ham
og hans afſatte Broderſon, Kong Sigismund af Polen,
ligeſom han ogſaa overſatte den i Linkoping Aar 1600
over Sigismunds Tilhængere feldede Dodsdom paa
Latin og lod den udkomme paa Tryk. Ligeledes ſogte
han at indynde ſig hos den indflydelſesrige Erik Tegel
ved at tilegne ham en af ſine Boger og hans Huſtru
en anden; han gjorde fig ogſaa megen Umage for at
opſtove Breve og andre Aetſtykker til hans Fader Göran
Persſons Forſvar og ſtrev over VUndlingens Vaaben, de
tre Teglſtene, folgende Vers:

Strictus calce later, trinus tostusqve probatam
In regem signat in patriamqve fidem,

hvilke paa Danſt ville lyde, ſom folger:

Teglſtenene tre, ildherdede, faſte, betegne
Provet Troſkab imod Konge og Fædreland.

— —

12 Johan Mesſenius.

Uagtet alle disſe Anſtrengelſer fra Mesſenius's
Side mistænkte, Carl den Niende ham dog for en ſtjult
Hengivenhed for Sigismund og den katholſke Tro. For
at berolige denne Miskanke aflagde Mesſenius Tro—
ſtabsed til Kong Carl og forpligtede fig derhos til at
afbryde al Forbindelſe med Sigismund og den polfke
Green af Waſaſtammen. Tillige udgav han tvende
ſerſtilte Skrifter, Hvori han udſlyngede haarde Beſtyld—
ninger mod Jeſuiterne. Det ene havde folgende rimede
Titel:

Retorcion og Gjenſvars-Skrift

Imod den &øgn og fkammelige Digt,
Som Lucifer med ſit Samfund

Har udſendt fra Helveds Afgrund,

Og ſom af Jeſuiternes Orden

Sverrig til Spot er ſpunden vorden ofv.

Det er meget vanſteligt at ſige, Hvorvidt Mesſe⸗
nius's Omvendelſe har været ægte eller ikke, og om

hans Smigrerier ligeoverfor Carl og hans Bitterhed

imod Jeſuiterne grundede ſig paa virkelig Overbeviisning
eller blot vare beregnede paa at gjøre Lykke paa fvenft
Grund, eller om det Hele endelig blot var den rene
Forſtillelſe for at ſtjule den hemmelige Jeſuit, der ſtak
i hans upaalidelige Perſon. De to ſidſte Formodninger
ſynes at fortjene ſtorſt Tiltro. J hvert Fald var hans
Opforſel foragtelig, hvad enten han nu har gjort ſig
ſtyldig i en Falſthed og Forſtillelſe uden Lige, eller han

Johan Mesſenius. 13

ſom en ægte politiſt Veirhane har viiſt den ſorteſte
Utaknemlighed mod fine tidligere Venner og Velgjorere.
Imidlertid lykkedes det ham at dysſe Kongens
Mistro i Sovn og at komme i Beſiddelſe af et Pro—
fesſorat ved Upſala Univerſitet. J denne Stilling ud—
merkede han fig i mange Henſeender. Hans Flid og
Arbeidsevne var aldeles utrættelig. J Lobet af kort
Tid udgav han en Mængde Skrifter, der ſpredte et for
den Tid nyt og uſeedvanligt Lys over hans Bidenflab.
Desuden gav han i Reglen otte Timers Undervisning
hver Dag og det med et ſaadant Liv, at en hidtil
ukjendt Mengde af Tilhorere ſtrommede til hans Leere—
ſal. Upſala havde aldrig tidligere været Vidne til en
ſaadan Virkſomhed, og Mesſenius ſyntes alene at ud—
rette langt Mere baade for Videnſkaberne og for Ung—
dommen end alle de ovrige Profesſorer tilſammen.
Men der opkom fnart uhyggelige Kjcvlerier. Mange
af de hoieſte Adelsmend havde fat deres Sonner under
Mesſenius's færlige Opſyn; men han lod dem, med
Forbigagelſe af de grundigere Videnſkaber, fornemmelig
underviſe i letlere Fag ſamt i Dands, Ridning, Fegt—
ning og i at ſpille Comedie. Senere. fandt han paa,
ganſte i Strid med alle beſtaagende Love og Vedtegter,
at fordre, at disſe Elever ſkulde optages i Studenternes
Tal uden nogen foregagende Prove; „thi,“ ſagde han,
„de, ſom jeg vil indſtkrive, ere fuldt fan dygtige ſom
de, der have beſtaaet Proven.“ Ligeledes gav han fine
Elever altfor ſlappe Toiler og Tod dem raade ſig ſelv i

— —— —

14 Johan Mesſenius.

for hoi Grad. Ake Tott, ſenere bekjendt under Navnet
Guſtaf Adolfs Sneeplov, lob uſtraffet rundt i Gaderne
med draget Sverd. Han og hans Kammerater ſlog
Vinduer ind, overfaldt uſtyldige Menneſter, tog Bonder
og ſpoendte dem for Karrer og drev andet Uvæfen. De
havde endogſaa engang den Freekhed, at befrie nogle
Fanger af Slotsfeengslet. Sommetider bleve de rigtig—
nok avede af Mesſenius; men det hændte ikke ſjeldent,

at han tog ſaavel ſine egne Elever ſom andre Studen—

ter i Forſvar, naar de formedelſt upasſende Opforſel
bleve bortviſte fra Univerſitetet. Naar Conſiſtorium ſendte
Bud efter de urolige Knegte for at advare eller repſe
dem, ſparede Mesſenius, „at de vare betroede alene til
hans Ledelſe, og at Conſiſtoriet Intet havde med dem
at ſkaffe. Hvid de ſtulde anklages og dommes, var
Rigets Raad den eneſte Domſtol, han for deres Ved—
kommende anerkjendte.“ Mesſenius's Maade at be—
handle de unge Adelsmend paa ſtemmede ganſte over⸗
eens med Jeſuiternes Fremferd paa den Tid i andre
Lande, hvor de ved Smiger og Forlokkelſe ftræbte, efter
Omſtendighederne, at vinde Folkepartiet eller Hoffet, men
ſom ofteſt Adelen for ſig.

Ogſaa i andre Henſeender gav Mesſenius ofte

Anledning til Klagemaal. Han lod fig undertiden for—

lyde med, at han ſtod over de ovrige Profesſorer i
Lærdom, Han paaſtod, at Keiſeren havde optaget ham
i Adelsſtanden, og ihvorvel det ikke kunde beviſes, for⸗
brede han dog i Kraft af bette Adelſtab Plads ikke alene

Johan Mesſenius. 15

ovenfor alle de andre Profesſorer, men ogſaa over Uni—
verſitetets Rector. Wrkebiſpen og Conſiſtorium negtede
han ligefrem Lydighed, og da han blev ſtevnet for Dom—
capitlet for at forſvare fig, ſvarede han: „Jeg giver
baade Wrkebiſpen og Conſiſtorium ſyv tuſind Djævle.”

Da Mesſenius 1609 kom til Upſala, fandt han
der den beromte Johannes Rudbeck ſom Profesſor. De
vare begge unge Mænd, Mesſenius tredive, Nubbeck
otteogtyve Aar gammel, desuden livlige og flittige og i
Beſiddelſe af en god Deel Stivfind og Selvtillid. Mel—
lem Mænd af den Slags, fom vare ſtillede ved Siden
af hinanden, kunde der ſnart komme Rivninger, og
Kjavlerierne begyndte ſtrax efter Mesſenius's Ankomſt.
Rudbeck udgav en Afhandling, hvori han angreb Jeſui—
terne. Sandſynligviis ikke uden Grund troede Mesſe—
nius, at den var montet paa ham, Hvorfor han blev
misfornoiet og trak ſig tilbage fra de andre Profesſorer.
Kort efter fik han ſelv i Sinde at holde en Disputation,
der ſtulde gage for fig paa uſedvanlig Viis og ledſages
af Muſik for at vælfe Opſigt hos de Markedsgjeſter,
der netop den Gang i ſtort Antal vare ſtrommede ſam—
men til Byen. Conſiſtorium bad ham at undlade flige
mye og ufædvanlige Skikke; men han ſvarede, „at man
Intet havde over ham at befale.“ Conſiſtoriet ſpurgte,
om han da ikke var Medlem af Univerſitetet. „Jo,“
ſvarede Mesſenius, „og tilmed det fornemſte, og jeg
burde derfor ikke lyde, men befale her.“ Rudbeck ſagde
til ham: „J ffal ikke hovmode Eder; thi Selvroes

16 i Johan Mesſenius.

ſtinker.“ For denne Gang blev Üdfaldet af Sagen, at
Mesſenius og Rudbeck af Kantsleren bleve formanede
til Fred og Enighed, og at Tviſtighederne ſtulde anſees
for bilagte.

Ilden ulmede imidlertid under Aſken. Anſporet
af Mesſenius's Exempel antog Rudbeck ogſaa en Hob
Lerlinge, hvis Hengivenhed han forſtod at vinde i hoi
Grad ved fin Iver og Duelighed. Mellem de to Sværme
af unge Menneſter opſtod der nu meget ofte Skjenderier
og Slagsmaal, deels paa Lærernes Vegne, deels paa
Grund af Knoſenes egne Kjeplerier, og Mesſenianerne
og Rudbeckianerne, med hvilke Navne de to Partier ſom
ofteſt betegnedes, forſtyrrede længe paa en hoiſt ubeha—
gelig Maade Univerſitetet med deres Uveſen. Conſiſto—
rium vilde gjore Ende paa denne Uro og forbod ſaavel
Rudbeck ſom Mesſenius at have private Elever. Rud—
beck adlod; men da Mesſenius gjennem Vagtmeſteren
modtog en Opfordring til at give Mode for at hore
Conſiſtoriets Beflutning, ſparede han med fit Yndlings—
udbrud: „Jeg giver baade Wrkebispen og alle Profes—
ſorerne ſyv infind Djevle.“ Da Vagtmeſteren bragte
Conſiſtoriet den Beſked, ſendte dette tvende Geiſtlige til
Mesſenius for at kundgjore ham den tagne Beſlutning;
men de to geiſtlige Herrer fik ordret den ſamme Hilſen
med tilbage.

Paa den Tid havde Univerſitetet en faſt Rector ved
Navn Raumannus. Denne var imidlertid ſom ofteſt
altfor ſvag og eftergivende og vifte navnlig ved denne

Johan Mesſenius. 17

Leilighed ſtor Partiſthed ligeoverfor Mesſenius. Den
Misfornoieiſe, der længe havde herſtet ligeoverfor Nau—
mannus, tog derfor til, og paa hoiere Steder fik man
Underretning derom. Han blev afſat, og Univerſitetet
fit Befaling til ſelb at vælge en Rector. Mesſenius
reiſte over Hals og Hoved til Stockholm for at ſtaffe
fig dette Embede, men til ingen Nytte; Rubbeck blev
valgt efter nogen Vaklen. Nu blev Mesſenius meget
opbragt og paaſtod, at Rector burde vælges af Studen—
terne ſelv; ellers var hans Valg ikke lovligt. Dog blev
det trufne Valg ftadfæftet. Ved fin Embedstiltredelſe
holdt Rudbeck en Tale, hvori han forklarede Studenterne
Indholdet af deres Ed og formanede dem til et mere
ſtille og ſedeligt Levnet, „Deres Tretter, Slagsmaal,
Overmod og Umaadelighed,“ ſagde han, „pasſede bedre
for vilde Dyr end for fornuftige Menneſter.“ Mesſe—
nius, der med en Hob af fine Elever havde indfundet
ſig ſom Tilhorer, afbrød flere Gange Talen med Piben
og anden Larm og raabte ved ovenanforte Sted: „Du
ſtjelder mine Elever og Rigets Ungdom ud og haaner
dem. Du lyver, og Du er et Beſt, en, Nar, et Daare—
kiſtelem og en Jyde!“ Rudbecks Fader var Holſtener,
og dette Optrin foregik netop 1612, da der i Sverrig
under Kalmarkrigen herſtede en heftig Forbittrelſe mod
de Danſke. En faa uanſtendig Opforſel kunde naturlig⸗
vis ikke gage upaatalt hen. Mesſenius blev ftævnet for
Conſiſtorium og gav Mode. Man havde foreſat fig at

give ham en alvorlig Næfe, men det blev ham, der
2

—— —

18 Johan Mesſenius.

paatog ſig at revſe ſine Embedsbrodre. Han gjorde
Begyndelſen med at roſe ſine Arbeider og ſagde, at de
ovrige Profesſorer dovnede og beſtilte Ingenting. Mod
Rudbeck fremſatte han flere haarde Beſtyldninger, af
hvilke nogle ſynes at have veret aldeles uſande, ſaaſom
at han ſom Student i Wittenberg havde ſlaget et Men⸗
neſte ihjel, at han i den tidligere Strid med Mesſenius
havde maattet gjore Afbigt o. ſ. v. Da Verkebispen
fordrede de opfætfige og fredsforſtyrrende Elever afftraf-
fede, ſvarede Mesſenius: „Det formaager Du ikke at
fætte igjennem, om Du ogſaa veiede ti Gange fan meget,
ſom Du veier.“ Ordſtiftet blev tilſidſt faa heftigt, at
Mesſenius raabte til Rudbeck: „Du er en Forræder, en
Skurk og Vrkejyde!“ Rudbeck ſvarede: „Du er ſelv en
Forreder, en Skurk og Jeſuit!“ Ude af fig ſelv af
Raſeri udfordrede Mesſenius Rudbeck paa ſtagende Fod
og ſendte Bud efter fit Sværd, Johannes Rudbeck
vilde ſom Preſt ikke tage imod Udfordringen; men hans
Broder Jacob, der ikke var hindret i fine Bevegelſer af
Kraven, tilbød fig i Broderens Sted. Kampen blev
dog afværget, og Mesſenius gav Kjob. Men da Lucia
Grothuſen af Budet, der ſkulde Hente Sverdet, ſik
Underretning om Striden, ſendte hun et Jilbud hen.
efter Mesſenianerne, der vare ude paa Kongsengen at
drive Legemsovelſer. Selv ſtyndte hun fig til Conſiſto⸗
rium, trængte ind i Salen, og da hun fandt alle bets
Medlemmer forſamlede, overoſte hun dem med Ørov=
heder. De toge Sagen med Ro og Koldblodighed og

Johan Mesſenius. 19

formaaede hende endelig til at forlade Salen. Men
imidlertid vare Mesſenianerne vendte tilbage og vebnede
fig med Sværd og Bosſer, hvorpaa de foraarſagede
megen Larm og Uro i Staben.

Dette forargelige Optrin blev fnart almindelig be—
kjendt og vakte Misfornoielſe hos alle Forſtandige, men
forſt og fremmeſt hos Regjeringen. „Om jeg ikke,“
ſagde Guſtaf Adolf, „af egen Erfaring vidſte, hvor
nyttige og nodvendige Videnſtaberne ere, fulde jeg i en
Fart oploſe hele Univerſitetet.“ Han ſendte ufortovet
Rigskantsleren Axel Oxenſtjerna og Johan Skytte til-
ligemed nogle Biſtopper til Upſala for at anſtille grun—
dige Underſogelſer. Mesſenius blev nu af Aerkebiſtop⸗
pen, Rudbeck og de ovrige Profesſorer anklaget for de
ovenfor omtalte Forſeelſer, ligeſom han ovenikjobet af
Axel Oxenſtjerna blev overbeviiſt om under ſit Forſvar
at have givet falſte Oplysninger. Han var ilde faren
og maatte modtage alvorlige Foreſtillinger af Biſperne.
For Elevernes Vedkommende fældede Oxenſtjerna paa
Stedet den Dom, „at de, der vare Studenter, ſtulde
ſtraffes efter Univerſitetets Love, medens de andre Smaa⸗
drenge fkulde ſmage Skoletampen.“ Den øvrige Deel
af Sagen ſtulde afgjores af Kongen.

Det var ikke nogen let Sag. Begge Hovedmen⸗
dene for Striden vare i andre Henſeender ualmindelig
dygtige Mend; Mesſenius var meſt ſtyldig, men
maaffee ogſaa i Beſiddelſe af de ſtorſte Fortjeneſter.
Man ſaae hoiſt ugjerne, at Riget flulbe gage glip af

2*

2

20 Johan Mesſenius.

den Nytte, det kunde have af et Par faa dygtige Viden—
ſktabsmend, og haabede, at Liden og forandrede Forhold
ſtulde berolige Sindene. Guſtaf Adolf beſluttede der—
for at anvende en mild Fremgangsmaade. Begge de
Anklagede fif alvorlige Advarsler og ſtiltes fra Univer⸗
ſitetet. Rudbeck blev udnævnt til Hofpredikant og ſenere
til Biſtop i Weſteraͤs, hvor han med ſtor Iver og Dyg—
tighed arbeidede hen til en Forbedring af de temmelig
forvirrede Forhold i Stiftet. Mesſenius fil Rigsarchivet
i Stockholm under fin Varetegt og udnævntes Aaret
efter til borgerlig Biſidder i Swea Hofret.

Ved disſe Forholdsregler haabede Guſtaf Adolf
at bringe Ro og Orden tilbage ved Upfala Univerſitet.
Det lykkedes ogſaa, men kun tildeels, da Donningerne
af de foregaaende Storme endnu kunde meerkes i flere
Aar.

Neppe to Aar havde Mesſenius været i Stockholm,
for han ogſaa der blev indviklet i mange heftige Stri⸗
digheder iſer med de af Carl den Niendes Bnudlinger,
ſom han meſt havde ſmigret ved fin Ankomſt til Riget,
ſaaſom Tegel, Chesnecopherus, Swen Maͤnsſon Eketräd
og adſtillige Andre. Strax efter Carl den Niendes Dod
gjorde Mesſenius Fordring paa de Gaarde, Arnold
Grothuſen havde beſiddet, og ſom Chesnecopherus havde
faaet overdraget. Guſtaf Adolf vilde ikke tage fin
Fabers Gaver tilbage, men tilbød andre Eiendomme
iſtedet. Denne Erſtatning afflog Lucia Grothuſen at
modtage, og derved blev Sagen ſtaagende. Dog forærebe

Johan Mesſenius. 21

Kongen Mesſenius en Bygning i Stockholm, ſom Grot—
huſen havde eiet. Stridighederne med Chesnecopherus
vedbleve og kunde ikke bringes til nogen Overeenskomſt.

Endnu ſtorre Opſigt vakte Tviſtighederne med
Tegel. Denne havde foregivet for Carl den Niende, at
endeel Huusgeraad, ſom fandtes i Stockholm, tilførte
Kong Sigismund, hvorfor Kongen gav Tegel det Alt—
ſammen. Nu paaſtod Mesſenius, at Tegels Foregivende
var falſt, og at alt Losoret Havde tilhort Grothuſen,
hvorfor han fordrede det tilbage. Sagen blev fort med
Bitterhed og vanderende Sigtelſer fra begge Sider, fan
at Dommerne forſikkrede aldrig at have overværet Op—
trin af den Art i Retten. Særligt var det i hoi Grad
færerigt at høre Mesſenius og Tegel gjenſidig beſtylde
hinanden for ved lognagtige Angivelſer at have ophidſet
Carl den Niende mod de Aar 1600 drebte Herrers
Enker og Paarorende. Harmfuld over den heraf op—
ſtaaende Forargelſe bod Guſtaf Adolf begge Parter at
tie; men i ſit Theatrum Nobilitatis, en Bog, ſom
Mesſenius udgav Aaret efter, greb han Leiligheden til
at tage Hevn og indrykkede allehaande nedſettende Hi—
ſtorier om Tegels Fader, Göran Persſon, ſom han dog
tidligere havde roeſt. Til Gjengjæld affattede Tegel en
Opſats, der indeholder en Mængde ererorige Beſtyld—
ninger mod Mesſenius.

J Vaaren 1616 opdagedes forſtjellige forrederiſke
Forbindelſer med den fordrevne Green af Waſaetten.
En Mand ved Navn Jöns Hansſon, ſedvanlig kaldet

22 Johan Mesſenius.

Jöns Papiſta, blev tilligemed adſkillige Andre overbeviiſt
om forbuden Brevvexling med bette Parti ſamt om at
have indført og udſpredt flere Smedeſtrifter om Carl
den Niende og Guſtaf Adolf. Disſe og deres Til—
hængere angave Mesſenius ſom deres Medſtyldige. De
paaſtode, at han havde ſendt en Mængde vigtige Pa—
pirer til Polen, at han havde holdt hemmelige Sammen—
komſter med adſtillige ſtjulte Katholiker og andre Mis—
fornoiede i Stockholm, at han tre Gange gjennem oven—
nævnte Jöns Papiſta havde ſendt Budſtaber til de
polſte Waſaer, at han havde opmuntret dem til at gjøre
et fjendtligt Indfald i Sverrig m. m. Mesſenius paa⸗
ſtod derimod, at han kun hapde vexlet Breve med nogle
Slegtninge og det om aldeles private Anliggender, og
at han gjennem Jöns Papiſta havde gjort et Forſog
paa at faae flere hiſtoriſte Skrifter tilbage til Sverrig,
ſom Biſtkop Braſt paa fin Flugt Havde taget med fig
til Danzig. Protokollerne over den langvarige Under—
ſogelſe ere ikkte mere at finde, faa at Ingen nu kan
afgjore, i hvilken Grad Mesſenius var ſkyldig. Uſtyldig

ar han ikke; thi han blev overbeviiſt om den forbudte

Brevvexling, og man fandt iblandt hans Breve en Skri—
velſe, hvori han forſikkrede, at han endnu af ſit ganſte
Hjerte var den katholſte Leere hengiven, og at kun For⸗
holdene i Sverrig havde tvunget ham til paa Skromt
at affværge den. Hele Brevvexlingen og i Serdeleshed
denne ſidſte Yttring flod i en ſtrigende Modſetning til

den Ed, han havde aflagt 1609. Efter en lang Ret—

Johan Mesſenius. 23

tergang og flere Forhor blev han den tyvende Auguſt
1616 af Hofretten domt til at ſtraffes paa Livet ſom
den, der havde forbrudt fig imod fin Troſtabsed og mod
Rigets Love og Vedtægter. Dog tilraadede man en
Formildelſe i Dommen, forſaavidt ſom han med tolv
Mænds Ed kunde bekrefte, at bemeldte Brepvexling ilke
var bleven fort i nogen ond Mening og Henſigt. J
faa Fald overlodes det til Kongen at beſtemme Straffen
efter Omſteendighederne. Dommen er undertegnet af ti
Dommere, blandt hvilke Magnus Brahe, Axel Oxen⸗
ſtjerna og Johan Skntte.

Den Forſikkring, de tolv Mededsmeend ſtulde under—
ſtrive, gik ud paa, at de havde læft alle de Breve, Mes⸗
ſenius havde afſendt til udenlandſke Steder, og at der
i disſe Intet fandtes mod Kongen og Riget. Forgjeves
klagede Mesſenius over, at Ordlyden i denne Erklering
var altfor ſtreng. Den blev imidlertid ikke forandret,
og Mesſenius fkal ikke have kunnet tilveiebringe det for—
nodne Tal af Mededsmend.

Kongen tovede en Tid med at afgjore Sagen. N
Efter adſtillige Forhor, ſom Guſtaf Adolf anſtillede
perſonlig, beſluttede han at beſtemme Straffen til Feng⸗
ſel for Livstid. Hans Huſtru og Born bade om Naade,
men forgjeves. Nogle af Raadsherrerne talte om den
Domtes Fortjeneſter af Videnſkaberne og anholdt om
en Formildelſe i Straffen; men Guſtaf Adolf var
meget opbragt paa ham. „Han er visſelig en lærd
Mand,“ ſagde Kongen, „og ſom ſaadan har han gjort

24 Johan Mesſenius.

og kan maaſtee endnu gjøre megen Nytte. Men Fanden
ſtikker baade i ham og i Konen, og derfor maa man
anbringe dem ſaaledes, at det onde Kræ ikke gjor
Skade.“ '

Tilfeldigviis var Statholderen over Ulea og Kajane—
borgs Lehn, Herr Erik Hare, netop paa ben Tid i Be—
greb med at vende tilbage fra Stockholm til Oſterbotten.
Han fik Befaling til at medtage Mesſenius og hans
Familie og at fætte dem i Forvaring paa Kajaneborg.
De afſeilede fra Stockholm den femtende October 1616
og lan dede i Waſa den eenogtyvende i ſamme Maaned.
Da Froſt og Snee Havde banet Skovveiene, tiltraadte
man ſtrax Reiſen derfra til Oſterbottens vidtſtrakte Or⸗
kener. Den tredivte November nagede Mesſenius til
Kajaneborg.

Sexten Miil pan den anden Side af Ulea, hoit
oppe i Skovene mellem Uledtråfi og den rusſiſte Grendſe,
faa Kajaneborg Feſtning. Kun Rideveie og Gangſtier
forte derhen. Stedet laa i hoi Grad enſomt, og Ind—
byggerne, der oprindelig vare af finſt Byrd, forſtode ikke
engang det ſpenſre Sprog. Midt i en bruſende og
aldrig tilfrosſen Fos, med Vandfald paa alle Sider,
faa Feſtningen, ſom deels var opfort paa en lille O,
deels pan Pele, faa at Vandet ſtrommede hen under
nogle af dens Verelſer. Af en ſaa ſorgelig Beſkaffen—
hed var det Sted, man anviſte den lærde og heftige
Mesſenius til Fengſel for Reſten af hans Levetid.

J Begyndelſen fil han Tilladelſe til at beholde

Johan Mesſenins. 25

ſin Son tilligemed en anden Dreng hos ſig, og han
fandt ſtor Glæde og Tilfredsſtillelſe i at ſysle med
deres Underviisning; men efter nogle Aars Forlob for—
bod man ham at nyde disſe Borns Selſtab. End—
ogſaa i denne dybe Enſomhed vakte han Guſtaf Adolfs
Mistanke, og denne lod derfor anſtille Efterforſkninger
efter mulige forbudne Brevvexlinger, ligeſom det ogſaa
blev indffærpet Befalingsmanden paa Slottet at fore
ſtrengt Tilſun med Fangen. Alt tyder paa, at Kongen
nu mere end nogenſinde for nerede et dybt og heftigt
Had til den ulykkelige Mesſenius.

Det varede ikke længe, forend Mesſenius ogſaa i
fit Fengſel kom i heftigt Klammeri med fine Omgi—
velſer.

Statholderen Erik Hare
Red mig verre end en Mare

ſtrev han etſteds i ſine Versſamlinger. Statholderens
Svigerſon Helge var dog den, der bidrog den ſtorſte
Deel til at gjore ham Livet ſuurt. Over ſin Behand—
ling i Feengslet forte Mesſenius folgende Klagemaal.
For at forøge hans Enſomhed og gjere hans Tilverelſe
endnu haardere, bortſendte man ikke blot hans Born,
men ogſaa hans Tjeneſtefolk, og afſkedigede de Vagt
karle, der viſte et mildere Sindelag mod ham. Over
Strommen byggede man et nyt Fengſel til ham af
raat Tommer, faa lavtliggende, at Bandet ofte ſteg
heelt op under Gulvet. Paa den ene Side var Lade—

26 Johan Mesſenius.

gaarden, hvor Moddingen laa lige under Mesſenius's
Vindue, paa den anden Side anviſtes ham et Spiſe—
verelſe, der var fuldt af allehaande Uhumſtheder. Da
det var umuligt med det Gode at formaae Mesſenius
til at flytte ind i det nye Fengſel, bragte man ham der—
hen med Vold, ved hvilken Leilighed hans Kleder bleve
revne itu og et Nibbeen beſtadiget. En anden Gang
borttog Helge den Øre, hvormed Mesſenius ſelv hug—
gede fit Brænde, og udfljældte en Soldat, der laante
ham ſin Tollekniv. Helge drev det ſaa vidt, at han
opmuntrede Soldaterne til at kaſte Steen paa Mesſe⸗
nius for at forkorte deres ledige Timer ved en faa edel
Tidsfordriv. En drukken Soldat ſaarede engang Pigen
og Helge ſelv hans Huſtru. „Det gjør aldeles Intet,”
ſagde Helge, „om ogſaa Mesſenius fætter Livet til.“
De Breve, han ſtrev til Regjeringen for at beklage ſig,
lod Helge ligge Aar ud og Aar ind udenfor Doren
uden at ville tage dem op og end mindre beſorge dem.

Fra 1616 til 1635, det vil ſige i nitten ſamfulde
Aar, fab Mesſenius indelukket i Feſtningen Kajaneborg,
given til Priis for alle de Übehageligheder, ſom et raat
Klima, Fængfel og haard Behandling kan medfore.
Han havde alene fin Huſtru at takke for, at han ikke
bukkede under heelt og holdent, da hendes beundrings—
verdige Omſorg og Pleie var det Eneſte, der holdt ham
oppe. Dog bidrog ogſaa hans uafbrudte Virkſomhed
til at gjore ham Livet nogenlunde taaleligt. Man havde
givet ham Tilladelſe til at tage en Mængde Bøger og

Johan Mesſenius. 27

Haandſtrifter med fig ſamt til at faae ſaameget Papir
og Bleek, han onſkede. Dette havde ſerdeles heldbrin—
gende Folger ſaavel for hans Fedreland ſom for ham
ſelv, da det indgav ham den Tanke, at anvende fin
Enſomhed til at firive Sverrigs Hiſtorie. For ham
fandtes der kun enkelte ſpredte og ufuldſtendige Forſog,
ſom han nu havde i Sinde at ſammenſmelte til et
eneſte ſtort Arbeide, ſom kunde vere i Stand til at
ſprede Lys over Fedrelandet og dets Tildragelſer.
Veerket ſtulde fore Titelen: Scandia illustrata (det be⸗
lyſte Scandien). Med ſjelden Ufortrodenhed arbeidede
han paa dette ſtore Verk, og det ſtulde blive hans
Tidsfordriv, hans Lyſt og hans Ære. J fine Feng⸗
ſelsaar fuldendte han ikke blot Rigets Hiſtorie lige til
fin egen Tid, men ogſaa en Mengde andre Arbeider,
der angik Fedrelandet, ſaa at hele Verket kom til at
beſtaae af tyve Bøger. Mange vrange Meninger, ſom
forhen havde herſtet, bleve rettede, og vel var der endnu
mange Feil i hans ældre Hiſtorie, men for de ſidſte
Aarhundreders Vedkommende vifte han en Skarpſindig⸗
hed og Upartiſthed, der volder, at hans Verk endnu er
en af Hovedkilderne til den Tids Hiſtorie. Det ud—
merkede fig desuden ved en let og klar Fremſtilling,
faa at man leſer det med Fornoielſe. Man havde
dengang i Sverrig intet Skrift, der kunde ſettes i Sam⸗
menligning med dette, og Mesſenius, der jo heller ikke
nogenſinde havde havt Tilboielighed til at undervurdere
fig ſelv, lagde til, at dets Mage ingenſinde vilde komme.

28 Johan Mesſenius.

En anden Gang og 1 en anden Sindsſtemning yttrede
han: „Gud har paalagt mig dette haarde Fengſel, deels
ſom Straf for mine Synder, deels for at Sverrigs
Hiſtorie ſaaledes engang kunde blive ſtrevet.“

Mod Slutningen af fin Fengſelstid og ved Alder—
dommens Nermelſe vendte Mesſenius tilbage til ſin
Ungdoms Tro, nemlig den katholſte. J et af ſine da
ſtrevne Arbeider yttrer han blandt Andet: „Jeg erkjen—
der herved offentlig for Gud og Menneſter, at jeg med
min Tro omfatter den katholſte Bekjendelſe ſom den
eneſte ſande ſamt ſom den, uden hvilken intet Menneſte
kan blive ſalig. Jeg takker Gud, at han har frelſt mig
ſom eet Faar blandt de ni og halvfemſindstyve ud af
Orkenen til det levende Ords Kilde og til den ſande
Tro, i hvilken jeg vil leve og doe. Jeg erklerer lige—
ledes herved, at Alt, hvad jeg har talt, ſtrevet og
handlet mod denne Tro, har havt fin Grund i Tvang
og Hykleri og ſtrider mod min bedre Overbeviisning.
Derfor anraaber jeg alle Himmelens Helgene at bede
for mig hos Gud og udvirke Tilgivelſe ſaavel for denne
ſom for mine andre Synder.“

Aaret i Forveien havde han dog i Guſtaf Waſas
og Carl den Niendes Hiſtorie yttret ſig fordeelagtigt
om den lutherſke Lære. Man kjender ikke Grunden til
hans hurtige Omvendelſe og til denne ſidſte Bekjendelſe,
om den grundede ſig paa virkelig og ſand Anger og
Overbeviisning, eller om den ſtager i Sammenhæng med
Guſtaf Adolfs Dod, der netop indtraf paa den Tid,

Johan Mesſenius. 29

og med Haabet om, at den polffe Green af Waſaſtam—
men og med den den katholſte Tro atter ſtulde komme
til Herredommet i Sperrig. Det er meerkeligt nok, at
han tidligere havde tilegnet Guſtaf Adolf alle ſine
Boger, medens Bladet nu fuldſtendigt vendte fig, faa
at han ſtadig forte Klagemaal over fin uſtyldige Fengs—
ling og kaldte den afſatte Sigismund Sverrigs adleſte
Konge. Et klart Beviis pan Mandens Upaalidelighed
er ſaavel hans ovenanforte Troesbekjendelſe ſom den
Omſtendighed, at han en Tidlang holdt den hemmelig.

Flere Gange havde Mesſenius afſendt ſtriftlige
Klagemaal til Guſtaf Adolf, dog uden at udrette Noget
dermed. Forſt Aaret efter Kongens Dod bevilgede For—
mynderregjeringen nogen Lindring i hans Fangſel.
Han huvde imidlertid i flere Breve talt om fit nu fuld—
endte Arbeide, dets Nytte og Fortreffelighed ſamt bedet
om, at Regjeringen vilde gjore ſig bekjendt dermed, lade
det afſtrive og til Belonning gjengive ham Friheden.
En af Erik Hares Efterfolgere i Statholderſkabet, Wern—⸗
ſtedt, virkede i Serdeleshed derfor. Regjeringen lod nu
Mesſenius fore fra Kajaneborg til Ulea mod Slutnin—
gen af Aaret 1635, og man tilſtod ham dobbelt faa
Meget til Underhold ſom tidligere. Tillige ſendte man
en kyndig Mand derhen for at gjennemſee og afſtrive
Verrket, for at man kunde fane en begrundet Mening
om dets Verd. J Begyndelſen gik Alt godt og vel;
men ſnart fif Mesſenius Mistanke om, at Regjeringen
havde til Henſigt ſelv at udgive hans Arbeide og ſaa—

30 Johan Mesſenius.

ledes berove dets Forfatter den Belonning og Wre, ſom
tilkom ham. Han ſtillede derfor det Vilkaar for den
fortſatte Afſtrivning af Værket, at hans Son blev los—
ladt af fit Fengſel, og at han felv fik Lov til at reiſe,
hvorhen han vilde. Forbittret over disſe Ophavelſer
truede Regjeringen med atter at ſende ham til Kajane—
borg, naar han ikke forſtod bedre at holde fine Lofter
og at fætte Priis paa de Velgjerninger, han alt havde
nydt. Midt under Brevvexlingen herom gjorde Doden
Ende pan denne ſom pan Mesſenius's ovrige Stridig—
heder og Ulykker. J Slutningen af 1636 dode han i
Uled. Lucia Grothuſen forlangte Tilladelſe til at fore
hans Lig til Wadſtena, de ſpenſte Katholikers kjereſte
Hvileſted. Regjeringen havde ingen Grund til at mod—
jætte fig bette Onſkte; men ſaaſom man nu ikke len⸗
gere brugte Wadſtena Kloſter til Begravelſesſted, og
Jorden var gaget over til andre Eiere, anſaae man det
for rigtigſt, at Mesſenius blev begravet i Ulea, hvilket
ogſaa ſtete. Over Graven fatte man hans Billede og
folgende af ham ſelv forfattede Linier:

Herunder hvile Doctor Johannes Mesſenius's Been,
Sjælen i Guds Rige, hans Bergmmelſe over hele Verden.

Regjeringen tilbod Lucia Grothuſen fem hundrede
Rigsdaler for det omtalte hiſtoriſke Værk, men hun af-
ſlog dette Tilbud, ilede med Haandſtriftet ud af Landet
og bilde ikke udlevere det paa nogen anden Betingelſe
end Sonnens Frigivelſe. Kun paa dette Vilkaar fik

Johan Mesſenius. 31

man efter langvarige og befværlige Forhandlinger Ar—
beidet udleveret. Det varede imidlertid længe, inden
det blev udgivet, deels maaſtee af Uvillie mod Forfat⸗
terens Slægt, der idelig indlod fig i nye forraederſte
Forbindelſer, deels fordi Mesſenius ikke havde gjort det
fvenffe Folk faa gammelt, ſom den almindelige Tro hos
Folket fordrede. Olof Rudbeck, der udgav det berygtede
Verk Atlantican og paaſtod, at Adam og Eva havde
levet i Sperrig, forhindrede paa Embedsvegne Tryknin⸗
gen af Mesſenius's Scandia, fordi dets Forfatter i
Fedrelandets Hiſtorie kuldkaſtede, hvad man med faa
ſtor Moie Havde opført. Forſt Aar 1700 blev Verket
lagt under Presſen, og denne ſene UÜUdgivelſe ſamt det
latinſke Sprog volder, at Bogen ikke har vakt faa megen
Opmeerkſomhed, ſom den fortjener,

Man har ikke mindre end otte og halvtredſindstyve
Skrifter af Mesſenius udgivne i Trykken. Hans dra⸗
matiſte Arbeider have vundet ſtor Berommelſe. Det
var hans Henſigt at fremſtille hele den ſpenſte Hiſtorie
i en Rekke af et halvt hundrede Skueſpil; men han
fif kun fer færdige, af hvilke de fleſte bleve opførte af
hans Elever og gjorde megen Lgykke.

(Efter Aud. Fryxrell.)

32

Ewalds og Mlessels Grabe.

Af
H. H. Nyegaard.

J.

„Hvor tidt er jeg henvandret til din Grav,

J Krogen hiſt bag Kirken, flad og lav,

Dybt var Du ſjunken alt i Jordens Favn,
End ruged dog en Steen, pan den dit Navn:
Johannes Ewald der paa Stenen ſtod,

Halvt vaſket ud af Regnens Vinterflod.“

„Ewalds Grav" af Oehlenſchleger.

* *
*

Det var om Eftermiddagen den 23. Marts 1771,
at en tarvelig Kiſte blev baaren ned fra et Kviſtkammer
i Skindergade Nr. 21. Den Afdøde havde veret til—
huſe her hos den ſtikkelige Borgerkone, Enkemadam
Anna Chriſtine Skou, der fortjener Danſtes erkjendtlige

Ewalds og Wesſels Grave. 33

Ihukommelſe, fordi hun gav fin ſyge, paa Sjæl og
Legeme lidende Logerende, der var en af Danmarks
berommeligſte Mænd, faa mild og kjerlig en Pleie.
Noget Uſedvanligt maatte der være ved denne Kyiſt—
beboer. Kiſten blev nemlig baaren af Kommunitetets
Decaner, og Ligfolget, der beſtod af Folk af alle Stender,
var faa langt, at det ſtrakte fig fra Sorgehuſet og lige
til Hellig Trefoldigheds (Trinitatis) Kirkegaard. Her
ſcenkedes Kiſten i Jorden tæt bagved Kirkens ene Hjørne.

Den forunderlige Modſetning, der gav fig tilkjende
imellem den fattige Kiſte og det talrige Folge, hvilket
for fin Tid var noget aldeles uſedvanligt, fortſattes,
ogſaa i den Stemning, der aabenbarede ſig hos Sorge—
ſkaren, lige til Graven, hvor Nogle forargedes over al
den re, der viſtes den Afdøde, og ved lydelige Be—
ſpottelſer gav deres Harme Luft, medens Andre, bevægede
af en neſten hellig Wrefrygt, i Modſetning hertil ſogte
at bode Noget pan al den Uret og Miskjendelſe, der i
levende Live var viiſt den Afdode.

Det var Johannes Ewald, der ſtededes til
Jorden, forhaanet og ſpottet af Mange, æret og elſtet
af forholdsviis Faa. Han var dod den 17 Marts i
en Alder af 37 Aar og 4 Maaneder, efter mange Aars
haarde og ſmertefulde Lidelſer, der begyndte med den
Gigtſygdom, ſom angreb ham i Aaret 1769, det Aar
han ſtrev Rolf Krake. Ved Sammenſtud blev der lagt
en flad Steen paa Graven med folgende, nu neſten

udſlettede og uleſelige Indſtrift:
3

34 . Ewalds og Wesſels Grave.

„Danne Skalden Johannes Ewald fodtes den 18.
November 1747, dode den 17. Marts 1781. Hans
Sange hores med Beundring af Hver, ſom agter Smag,
Dyd og Religion, og ere udodelige ſom han felv.”

Den i Livet mishandlede og forpinte Digter undtes
ikke engang Fred i Graven. Efter Yttringer af Rah—
bek og Abrahamſon have uhyggelige Optrin fundet
Sted paa Kirkegaarden. Det lader til, at Enkelte end—
ogſaa have trampet paa Graven, og at Sognepreſten
har befalet Borttagelſen af de Blomſter, hvormed blandt
Andre den unge, for Ewald begeiſtrede Digterinde Frede—
rifle Münter havde beſtroet Graven til megen Forargelſe
for den fine og fornemme Spidsborgerverden.

Men Bevegelſen i Folket, blandt Hoie og Lave,
maatte nodvendigviis være ſtor ved Efterretningen om
Ewalds Dod, ſtjondt denne længe havde været at vente,
hvis man forovrigt vilde have brudt ſit Hoved med at
tenke derpaa. Det havde man i Almindelighed heller
ikke gjort. At tenke paa en i legemlig Usſelhed og
Elendighed nedſunken ſtakkels Digter! Det var ogſaa
noget for den nogterne Virkelighed at befatte fig med.
Nu kom imidlertid Budſkabet, og nu flog det ned ſom
et Lyn.

Ewald bøde midt under fin mægtige Aands Udvik—
ling; de ſtjonneſte Forhaabninger bleve nu jordede med
ham. Det var omtrent et Aar ſiden, at „Fiſterne“
var Blevet opfort pan Theatret. De lyriſte Partier,
navnlig i Sangene, høre viſtnok til det Skjonneſte og

Ewalds og Wesſels Grave. 35

i metriſk Opfindelſe til det Kunſtferdigſte, vor Literatur
har at opviſe. Allerede Klageſangen over Frederik
den Femte bebudede, hvad man i den Retning kunde
vente. Naar havde man i den danſte Digtekunſt hort
renere Strofer end disſe:

„Hold, Taare, op at trille,

Og Du, min Cithar, ſtille!

Nu bæres Kongen bort

Til Graven.
Nu bæres Kongen bort til Graven.” —

Disſe henrivende Toner har man treffende faldt
vor lyriſte Digtekunſts primula veris.

Steffens ſiger om Evald: „Modersmaalets yndige
Dybde aabnede fig for ham med den aandige Bevege—
lighed, der foier fig til det i fit Inderſte ryſtede Gemyts
ſtjulteſte Tanker, og ſom lader Toner af Lyſt dg Smerte
trænge frem af den ryſtede Sjels Dyb. Han anflog
paa ſin Harpe de bavende Strenge, hvis Muſik uddannede
fig ved Oehlenſchleger.“ — J hvor dyb en Taknemme—
ligheds Gjeld har ikke denne vor ſtorſte Nationaldigter
ſtedſe følt fig at ftaae til Ewald?

„Ak! der var Een! Skjgndt fortæret af Smerte,

Skjcenkte ham Gud en udødelig Flamme

Og for Naturen det aabneſte Hjerte;

Han kunde tolke, hvad Andre kun ſtamme!“
ſynger Oehlenſchleger. Ligeledes erkjender Baggeſen,
at Ewald var den Forſte, der havde tændt hans poetiſte
Gniſt:

3*

36 Ewalds og Wesſels Grave

„. . . . Din Glands, o Ewald! var det Bliv,
Hvorved mit Orgel Stemme fil!”

Hvilke Lofter om en ſtor tragiſk Digter indeholdes
ikte i „Balders Dod?“ Endogſaa Theaterdirectionen
indſaae bette, og Kammerherre Warnſtedt opfordrede
Ewald til at ſtrive en Tragedie, hvilket ogſaa ſees at
have været Digterens faſte Forſet. Dodsbudſtabet bragte
pludſeligt alle ſtjonne Forhaabninger til at forſtumme.
Det hjalp kun lidet, at der blev ſendt 100 Dukater til
Ewalds Vertinde, fordi hun med moderlig Omhu havde
pleiet ham, og at Theatret paa Begravelſesdagen opforte
„Fiſterne“ ſom Sorgefeſt til Digterens Wre. Ewald
var ikke mere; han var dad midt under ÜUdovelſen af
ſit udodelige Kald. Det lyttende Folk ſtod ventende ved
den brudte Lyre, indtil Oehlenſchloger atter anflog
de bruſtne Strenge.

„Din Sjel bli'er ikke Gravens Fange,
Din Aand har lagt et varigt Frø.”
(„Digterbeſpget“ af Oehlenſchleger.)

— — cf ff

Ewalds og Wesſels Grave. 37

II.

„Sku Wesſels Grav og Glædens Tempel ode!
Stu Latter ſelv i Grand, fordi dens Fader døde!”
Fafting.

Eg *

*.

„Graad ſmelted hen i Smil, naar Wesſels Lune bod,
Og Gledens Smil forſvandt i Taarer ved hans Dod.“
Baggeſen.

* *
*

Under den beromte komiſte Skueſpiller Londemanns
Portrait, der findes i forſte Aargang af den af Skue—
ſpiller Frederik Schwartz udgivne „Lommebog for Skue⸗
ſpilyndere“, havde Wesſel ſtrevet:

„Man ſukker, for han er ei meer,
Man huſker, hvad han var, og leer.“

Motivet i disſe to Linier ſynes baade Baggeſen
og Faſting at have benyttet til deres bekjendte, ovenfor
eiterede Grapſtrifter over Digteren Johan Herman Wes⸗
ſel, der dode, tre og fyrgetyve Aar og nogle Maaneder
gammel, den ni og tyvende December 1785. Han blev
begravet Fredagen den ſjette Januar 1786 paa Trini⸗
tatis Kirkegaard i Nærheden af Ewald. Det var kun
en fattig og tarvelig Begravelſe. Foruden Medlemmerne
af det Norſke Selſtab, hvis Formand Wesſel var, ſaaes
kun ganſte fan Danſte i den lidet talrige Soergeſtare.

38 Ewalds og Wesſels Grave.

Hans nermeſte Venner ſtjod ſammen til den fattige
Begravelſe; „men hans Grav kan ikke længer
beſtemt paaviſes, da den aldrig blev beteg—
net ved nogen Mindeſteen“ (Trap: Statittift-to-
pographiſt Beſtrivelſe over Danmark I. Special Deel
Pag. 23). Kirkebogen har ingen Oplysning; man veed
kun, at Grapſtedet ſkal være lidt til Venſtre for Ewalds
Grav (naar man kommer fra Lille Kjobmagergade) tet—
tere ind til Kirkens Muur. J den nyeſte Tid har det
godgjerende Selſkab „Wesſels Minde“, ſtiftet den 16de
December 1857, reiſt en Mindeſteen paa det formeent—
lige Grapſted, paa hvilken er indſtrevet Digterens Fod—
ſelsdag, ſjette October 1742, og Dodsdag, ni og tyvende
Decb. 1785, tilligemed Baggeſens Vers.

Den Bevegelſe i Folkeſtemningen, der ledſagede
Budſtabet om Ewalds Dod og tilkjendegav fig ved Be—
gravelſen, i Modſetning til den Ligegyldighed, hvormed
Folk horte Efterretningen om Wesſels Dod, og ſom
paa lignende Maade er antydet i det Factum, at man
ikke betegnede hans Grav ved nogetſomhelſt Mindes⸗
merke, viſer temmelig correct Forſtjellen i den kjoben—
havnſte Stemning for Ewald og Wesſel ved deres Dod.
Ewald ſtod — ved ſin Dod — for den Deel af Sam—
tiden, der opfattede og forſtod ham, ſom den opgagende
Morgenſol, hvis blendende Straaler give Lofter om en
ſtſon Dag. Wesſel var ved fin Dod den nedgagende
Sol, ſom Ingen længer brød fig om, men hvis Ned⸗
gang man længe havde ventet og næften onſket; Wesſel,

ä —

Ewalds og Wesſels Grave. 39

der pludſeligt var ftanet op ſom et lyſende Meteor med
„Kjeerlighed uden Strømper”, det, i al Fald for fin
Tid, ubetinget meſt fuldendte Meſterverk, ſom vor Lite—
ratur eier, havde overlevet fig ſelv. Det timedes ham
efter Døden, hvad han i levende Live havde erkleret:
han holdt fig udenfor, hvor der er Trengſel. Han be—
fandt fig i fin Dodsſtund alene, udenfor Trængfelen, —
nær Indgangen til Udodeligheden. Det er denne Een—
ſomhed, ſom Soren Kierkegaard kalder: Det Vemodige
ved Geniets Udmerkelſe. Geniet er en eneſte Undta—
gelſe, der felv er den hoieſte Regel. Anden Udmærfelfe
fager Geniet ikke her i Verden; men denne forer ogſaa
nermeſt til det evige Formaal for al menneſtelig Higen
og Lengſel.

Ewald og Wesſel! — Hvor forſtjellige end deres
digteriſte Evner vare, hvor Lidet de tilſyneladende havde
tilfælles i Smag og Aandsretning; de høre dog ſammen.
De ere Begge Illuſtrationer af den Begredelſesbog,
der danner et Album for det Skjonnes og Geniales
Talsmend, ſom ere forud for Tiden. Geniet opfattes
ikke af den ſpottende Samtid, der ſtager for langt til:
bage; ſelv luttres det gjennem de Kampe og Smerter,
fom Tiden forhaaner og miskjender.

Wesſel havde maaſtee med Henſyn til Forſtaaelſe

i Folket en noget lykkeligere Lod end Ewald, fordi den
komiſke Muſe lettere finder Vei til den ſtore Mengde
end den tragiſte. Men fan kan paa den anden Side
den komiſte Muſe i Reglen ifolge Forholdets Natur

2

40 Ewalds og Wesſels Grave.

ikke være faa productiv ſom den tragiſte, der har lettere
ved at bevæge fig imellem en Mangfoldighed af
„ha⸗ſtemte Toner“:

. „ nhvis man vil befale,

Jeg daglig tuſind Vers ſkal male,
Gaa vælger jeg den Art med Ha!

Jeg kommer ellers ſlet derfra.

Jeg mener Ha! med hvad tilhører —
Med dette Spend man haſtigt kigrer.“

ſiger Wesſel i Digtet: „Ringe og velmeent Onſte til
Hr. Landsdommer Bartholin og Jomfru Hall, i Anled⸗
ning af deres Wgteforening, fra Brudeparrets Wen.“
Den Sorgefeſt, der var beſtemt til at afholdes paa
Theatret den 1ſte Februar 1786, gik ind i det ſidſte
Dieblik, men kom dog iſtand den 27de December
ſ. A., da „Kjerlighed uden Strømper" opfortes tillige—
med en Galeottiſt Ballet til Fordeel for Wesſels Son,
Jonas, der paa den Tid var fem Aar gammel. Ind⸗
tegten var for fin Tid betydelig, nemlig i Alt 840

Rd., herk indbefattet Kongehuſets Contingent, ſom var

300 Rd.

Vi have nu berørt Stemninger og Tilſtande ved
Ewalds og Wesſels Grave og ſogt at give en fort
Charakteriſtik af Tiden dengang. Hvorledes er det gaaet
ſenere? hvorledes gaaer det nu? hvad gjør Nutiden,
Dyr egen driftige Haſtvoerkstid for Ewalds og Wesſels
Minde? Der er udkommet en Mængde forſtjellige Ud⸗
gaver af Ewalds og Wesſels Skrifter, meer eller mindre

... —— ft...

Ewalds og Wesſels Grave. 41

gode, enkelte ſoerdeles gode, — det er bet Hele, og det er
jo ogſaa i og for fig fortjenſtligt, ſtjondt det dog maa be-
merkes, at flige Foretagender ikke altid ere Offringer
pan Literaturens Alter, men Pengeſpeculationer af ved—
kommende Entrepreneurer. Den Thaarupſte Udgave af
Ewalds Skrifter danner dog viſt en hæderlig Undtagelſe.
Mage vi roſe Boghandelen for at have bidraget til Üd—
bredelſen af Kjendſkab til Ewald og Wesſel, kunne vi
ikke tildele vor nationale Skueplads en lignende Roes.
For Theatrets Vedkommende ſeer det ud, ſom om to af
vore ſtorſte Digtere ikke exiſterede. „Fiſterne“, his
Opforelſe vilde være af megen Interesſe, ogfan i muſi⸗
kalſt Henſeende, er ikke opfort ſiden 1814; „Balders
Dod“ ikke ſiden 1832. „Kjerlighed uden Stromper“,
ſom i Alt er opført 64 Gange, blev ſidſte Gang opført
paa det kongelige Theater den 3die Juni 1847 til en
Sommerforeſtilling — og at gjenoptage bette Sihkke
pan Hundredaarsdagen efter dets forſte Opfsrelſe — den
26de Marts dette Aar — faldt man naturligviis
ikke paa.

Ved den ſidſte Reſtauration af Trinitatis Kirke og
ſammes Omgivelſer ſtulde man have ventet, at der var
blevet tænft pan Ewalds og Wesſels Grave. Des⸗
værre — Tiden har for travlt til at befatte fig med
ſaadanne Bagateller ſom Mindesmeerker for Digtere;
der er ikke foregaaet anden Forandring end den, at man
nu har affpærret Adgangen for Publicum til Kirke⸗
gaarden, ogſaa til Ewalds og Wesſels Grave. Dette

— BE rr

—

42 Ewalds og Wesſels Grave.

grendſer noget ner til Skandale ligeoverfor de mange
Fremmede, der beſoge „Nordens Athen“. Thi fordi vi
ikke ſelb bryde os om disſe Grapſteder, ja faa lidet, at
vi ikke engang efter Forlobet af hundrede Aar med Sik—
kerhed kunne paaviſe Wesſels Grav, behove vi dog ikke
at forudſette om Fremmede, at de ere lige ſaa ligegyl—
dige for vore ſtore Digteres Eftermele, ſom vi felv ere.
Man er jo forreſten for OSieblikket faa ardæologift-
begeiſtret, at det forekommer mig, at det i denne Hen-
ſeende kunde vere ikke uden Betydning at finde Wesſels
virkelige Gravſted. Ja — endogſaa Rigsdagen deler
jo denne Begeiſtring, idet der i disſe Dage af Finants⸗
udvalget er tilraadet en Bevilling af 3500 Rd. til
„Underſogelſe og Fredning af ſamtlige Mindesmeerker
fra Fortiden.“ Kunde ikke ſaadan en Bevilling komme
til at omfatte — Ewalds og Wesſels Grave?

43

Aroblingen.

(Efter „All the year round“.)

Aftenen var raakold, og der laa Snee paa Ga⸗
derne, ægte londonſt Snee, halvt optoet, ſammenkraadt
og blandet med Dynd. Jeg huſtede godt den Snee,
ſtjendt det var femten Aar ſiden, at jeg ſidſt havde feet
den. Der fan den paa den ſamme Maade ſom fordum
og gjorde Fortoget ligeſaa glat ſom tidligere, Jeg, ſom
kun for faa Timer ſiden over Southampton var ankom⸗
nien fra Sydamerika, fad nu i mit Verelſe i Morleys
Hotel, Charing Croſs, og fane ned paa Springvandet;
derpaa gik jeg misfornsiet op og ned ad Gulvet og
gjorde mit Bedſte for at være glad over, at jeg ikke
mere var pan Reiſe, men langt om længe var kom⸗
men hjem.

Jeg ragede op i Ilden og kaſtede et langt Blik
tilbage paa mit ſpundne Liv. Jeg huffede, hvorledes

min Barndom var bleven forbittret ved min Afhengig⸗

— — —

44 Krøblingen.

hed af Andre, Hvorledes min rige, anſete og forfenge⸗
lige Onkel havde betragtet min Tilverelſe ſom en Plage,
ikke ſaameget fordi han var nodt til at aabne fin Pung
for at betale mine Kleder og bekoſte min Opdragelſe,
ſom fordi det generede ham, at jeg ſom Wldre ikke
vilde komme til at kaſte nogen Berommelſe tilbage paa
hans Navn. Jeg huſtede, hvorledes jeg i hine Dage
kunde paavirkes af Skjonhed og havde et neſten kvin⸗
deligt blodt Hjerte, ſom ved Hug og Spot lykkelig og
vel omſider blev revet ud af mig. Jeg erindrede, hvor—
ledes min Onkel folte fig lettet, da jeg fattede den Be—
ſtutning at reiſe bort og prove min Lykke, hvorledes
min eneſte Fetter ſagde mig et koldt Farvel, og hvor⸗
ledes jeg alligevel ikke vilde opgive mine Forhaabninger
om at vinde Berommelſe og Guld ved egne Anſtren—
gelſer, og hvorledes jeg derved vilde aftvinge dem, ſom
foragtede mig, den verdiloſe Agtelſe, ſom de nu neg⸗
tede mig.

Jeg ringede paa Klokken, og Opvarteren, en gam—
mel Karl, hvis Anſigt jeg erindrede, kom ind. Jeg
gjorde ham nogle Sporgsmaal. Jo, han kjendte Mr.
George Rutland og huſtede, at han for mange Aar
ſiden pleiede at ſtaae af hos Morleys, naar han kom
til London. Den gamle Herre var altid taget ind der.
Men George var nu allfor fornem. Familien kom altid
til Byen om Foraaret, men pan denne Aarstid vilde
„Rukland Hall, Kent“ ganſte viſt være deres Adresſe.

Krøblingen. 45

Da jeg havde fanet at vide, hvad jeg onſlede, be-
gyndte jeg ſtrax at ffrive et Brev.

„Kjere George — Jeg antager, at Du vil blive
ligeſaa forundret ved at fee min Haandſtrift, ſom ved
en Aabenbaring fra de Dode. Du veed jo, at jeg al—
tid var en Dogenigt, og jeg har ikke havt den Lykke at
doe endnu. Jeg ſkammer mig over, at jeg ikke er iſtand
til at melde mig ſom hjemkommen Millionair, men
Uheld kan ogſaa forfølge den meſt Arbeidſomme og Ret-
ſtafne. Jeg er endnu en ung Mand, omendſtjondt
femten af mine bedſte Aar maaſtee ere tabte, og jeg er
tilboielig til at tage fat paa en hæderlig Beftjæftigelfe.
Imidlertid længes jeg efter at fee Dig og Dine. En
lang Fraværelfe fra Hjemmet bringer En til at fætte
Priis paa en Vens Haandtryk. Jeg venter ikke paa
dit Svar herpaa, men tager ned til Kent iovermorgen,
fan at jeg omtrent kommer der ved Middagstid. Du
feer, at jeg er vis paa at være velkommen i et Par
Uger, indtil jeg har faaet Tid til at fee mig omkring.

Jeg forbliver, kjere George,

Din gamle Fetter og Ven
Guy Rutland.

Jeg lagde dette Brev ſammen og kom det i en
Convolut. „Jeg ſtal dog fee at komme paa det Rene
med, hvordan be egentlig ere,“ ſagde jeg til mig ſelb,
da jeg ſtrev Adresſen: „George Rutland, Esg., Rutland
Hall, Kent.“

46 Krøblingen.

" En barft Froſtaften omtrent Kl. ſyv holdt jeg uden-
for den imponerende Indgang til Rutland Hall. Ingen
Fetter George kom farende ud for at tage imod mig.
„Nei, naturligviis,“ tenkte jeg; „men han ſtager ſagtens
og venter mig utaalmodigt indenfor paa Maatten.“ En
ſtiv Perſon lukkede mig op, faa roligt og mechaniſt, ſom
om min CTilbagekomſt til Hjem og Slegtninge var Noget,
der forekom ham hver Dag. Han forte mig ind i en
ſtor Sal, men heller ikke her traf jeg Huſets Herre.
„Ah,“ tenkte jeg, „han ſtager ſagtens og ſtamper fig
varm paa Dagligſtuens Kaminteppe, og jeg vil neppe
engang fane Tid til at klede mig om til Middagsbor—
det.“ Jeg fulgte reſigneret med en Tjener, ſom høfligt
anviſte mig det Verelſe, der var beſtemt til mit ſpecielle
Brug. Jeg vur nodt til at ſtige temmelig hoit tilveirs,
og da jeg nagede derop, forundrede jeg mig over at
finde Verelſerne i ſaadant et Slot faa tarveligt ud⸗
ſtyrede.

Jeg gjorde mit Toilette og blev fert ned til Dag⸗
ligſtuedoren. Underveis ſtuderede jeg paa en artig Tale,
hvormed jeg kunde introdueere mig hos mine Slagt—
ninge. Jeg har ikke nogen glimrende Begavelſe, men
undertiden lykkes det mig at behage, naar jeg forſoger
derpaa, og denne Gang onfſkede jeg at gjøre mit Bedſte.

Dagligſtuedoren var i den modſatte Kant af Salen,
og min Ankomſt havde været fan ſtille, at min ventende
Vert viſt neppe havde hort, at jeg var der. Jeg troede,
at jeg ſtulde overraſte ham. Doren aabnede og lukkede

Krøblingen. 47

fig efter mig. Jeg faae omkring mig og ſaae — Morke
og intet Andet.

Dog jo, der var noget Mere! Jeg faae en blus—
ſende Ild, ſom ſendte hvirvlende Straaler af Lys ud i
Morket, og netop i disſe Straaler laa en lille Skikkelſe
mageligt i en Leneſtol. Den lille Skiktelſe var en
Pige paa omtrent femten eller ſexten Aar, der var kledt
i en fort, lurvet, fort Kjole og gienſynligt fordervede
fine Oine ved at læfe ved Kaminilden. Hun laa med
Hovedet tilbage, og en Fylde af ſmukke, krollede Haar
faldt ned over Floielspuden, hvorpaa det hvilede, medens
hun holdt ſin Bog hoit op for at opfange Lyſet. Hun
var fuldkommen fortabt i ſin Enſomhed og dromte kun
lidt om nogen Forſtyrrelſe.

Hun var faa optaget af fin Bog, Doren havde
aabnet og lukket fig fan ſagte, og Verelſet var faa ſtort,
at jeg var nodt til at lade mig føre, for at veekke
hendes Opmeerrkſomhed. Da ſprang hun pludſelig op
og faae fig frygtſomt omkring. Hun tabte fin Bog,
rettede fig og udſtrakte Haanden, idet hun ivrigt ſnap—
pede efter Noget, ſom jeg ikke ſtrax havde bemeerket, og
ſom var ſtottet til Stolen — det var et Par Krykker.
Hun ſtod nu foran mig. Den ſtakkels lille Ting var
lam og ſtottede fig til fine Krykker.

Jeg ſagde, hvem jeg var, og hendes Frygt ſyntes
at tabe ſig. Hun bad mig om at ſidde ned med en
paataget Mine af Hjemlighed, ſom ikke ſyntes at være
hende tilvant. Hun tog fin Bog op og lagde den paa

48 Krøbfingen.

fit Skjod; derpaa fik hun fat paa et Net, ber laa paa
Stolen, ſamlede Krollerne ſammen og ſtoppede dem ind
i Nettet. Saa ſatte hun ſig rolig, men holdt ſine
Heender paa Krykkerne, ſom om hun var rede til Hvert
Oieblik at humpe bort over Teppet og lade mig fljotte
mig ſelv.

„Thomſon troede, at der ikke var Nogen i Stuen,“
ſagde hun med en Betoning, ſom om hun vilde forklare,
hvorledes hun kom her i dette Verelſe. „Jeg er ellers
… altid i Borneſtuen, undtagen naar de Andre ere ude.
Da holder jeg af at leſe lidt herinde.“

„Mr. Rutland er nok ikke hjemme?“ ſagde jeg.

„Nei, de ſpiſe Alle ude.“

„Deres Fader har da viſt ikke faaet mit Brev?”

Hun blev blusſende rod.

N „Jeg er ikke Miſs Rutland,“ ſagde hun. „Mit
Navn er Teecie Ray. Jeg er en forældreløs Pige. Min

Fader var en Ven af Mr. Rutkland, og han tager fig

af Barmhjertighed af mig.“

j Hun vedblev: „Jeg veed Intet om Brevet, men

jeg horte nok, at en Herre ventedes hertil. Jeg tæntte

ikke, at det kunde bære iaften, da de Alle ere ude.”

„Det var ikke faa urimeligt endda,” tenkte jeg, og
derpaa begyndte jeg at gruble over den overſtrommende
Gjeſtfrihed, ſom min elſtverdige Fetter George ſand—
ſynligviis vilde viſe mig. Hvis jeg var den Herre, der
ventedes, faa maatte de have modtaget mit Brev, og
deri var Dagen og Timen til min Ankomſt tydeligt nok

Krgblingen. 49

ungivet. „Ah! George, min kjere Fætter,” ſagde jeg,
„Du har ikke forandret Dig det Allermindſte.“

Jeg ſage iveiret og modte et Par ſtore, kloge,
gjennemtrengende Oine. Min lille Vertinde betragtede
mig med ſaadant et nysgjerrigt, talende Udtryk, at jeg
ikke kunde lade være at leſe i hendes Anſigt og more
mig over hvad jeg leſte. Det ſagde ligefrem: „Jeg
veed mere om Dem, end De troer, og jeg har Med—
folelſe med Dem. De kommer her med Forventninger,
ſom ikke ville blive opfyldte. De vil ofte blive krenket.
Jeg undres egentlig over, at De overhovedet er her.
Hvis jeg engang var vel ude af disſe Porte, ſtulde jeg
nok vogte mig fer at humpe indenfor dem igjen. Vidſte
jeg Bei ud i den Verden, hvorfra De kommer, faa vilde
jeg fare raſt afſted paa den med mine Krykker. Nei,
ikke engang for en Times Skyld, ſom denne i en Floiels
Leneſtol, vilde jeg blive her.“

At et Blik kunde ſige alt dette, var en Gaade;
men det gjorde det virkelig. Anſigtet talte faa tydeligt,
til mig, ſom om hvert Ord hapde varet henvendt til
mig. Maaſtee et viſt indre Lys, der var tendt for
længe ſiden, førend denne lille Foreldreloſe blev fodt,
eller forend George Rutland var bleven Eier af „Ruk—
land Hall“, hjalp mig paa rette Bei. Saameget em
viſt, at Meget, ſom for var dunkelt, ſtod paa eengang
Hart for mit indre Blik, og at et ſelſomt ſympathetiſt
Baand knyttede fig med det ſamme imellem mig og den.
unge Pige, [om holdt mig med Selſkab.

4

50 Krgblingen.

„Miſs Ray,“ ſagde jeg, „hvad tenker De om en
Mand, ſom, efterat han har været udenlands i femten
Aar, har den Uforſkammethed at komme hjem uden en
Skilling i Lommen? Burde han ilke ſtenes levende?“

„Jeg tænkte nok, at det var ſaaledes,“ ſagde hun,
idet hun ryſtede paa Hovedet og fane op med det ſamme
fiffige Oiekaſt. „Jeg fluttede mig til det, da man gav
Dem ſaadant et daarligt Værelfe. Man har holdt alle
de gode Verelſer tilbage til de Fremmede, ſom komme
her i neſte Uge, Huſet bliver fuldt til Juul. Det
gaaer ikke,“ ſagde hun dybſindigt.

„Hvad gaaer ikke?“ ſpurgte jeg.

„Det, at De ikke har en Skilling i Deres Lomme—
Man vil fee Dem over Hovedet, og Tyendet vil meerke
det. Jeg har en Guinee, ſom den gamle Lady Thorn—
ton gav mig paa min Fodſelsdag, og den flal det være
mig en Fornoielſe at laane Dem. Jeg behover den i
Grunden ikke, og De kan betale mig den tilbage, naar
De engang er ved Muffen.“

Hun ſagde bette med en ſaadan forretningsmessſig
Alvor, at jeg havde ondt ved at beherſke min Latter.
Hun tog mig aabenbart under fin Beſtyttelſe. Hendes
ſtarpe lille Forſtand forudſage de Übehageligheder, der
Hentede mig paa Rutland Hall, Übehageligheder, font

mine Dine efter hendes Mening maatte være blinde for.

Det morede mig at betragte hende, ſom hun ſad der
og alvorligt overveiede mine finantſielle Interesſer. Jeg

havde en vis Lyſt til at ſette mig noiere ind i bet"

Krpblingen. 51

beſynderlige fortrolige Forhold, ſom faa pludſeligt var
opſtaaet imellem os. Derpaa ſagde jeg alvorligt:

„Jeg er Dem meget forbunden for Deres Tilbud,
og det ſtal være mig en Fornoielſe at benytte mig ber.
af. Har De tilfeldigviis Guineen hos Dem?“

Hun greb ſine Krykker og humpede hurtigt ud af
Verelſet. Strax efter kom hun tilbage med en lille
Bonboneſte, ſom hun rakte mig. Da jeg agabnede den,
fandt jeg Guineen, omhyggeligt indſpobt i et Stiykke
Papir.

„Jeg vilde onſke, at det havde været Mere!“ ſagde
hun alvorligt, idet hun roligt ſtak den i min Lomme.
„Men jeg fager ſaa ſjeldent Penge!“

J dette Oieblik meldte „Thomſon“ mig, at min
Middagsmad var ſerveret.

Da jeg kom tilbage til Dagligſtuen, fandt jeg til
min ſtore Sorg, at min beſtyttende Fugl var floiet bort.
Teecie Ray var humpet afſted til Borneſtuen.

Næfte Morgen ved Frokoſten blev jeg indført hos
Familien. Jeg fandt dem Alle meget fornemme, ſom
jeg havde ventet det. Min Fetter George havde ud⸗
viklet fig til en ſtorſlaaet, anſeelig Familiefader, og til
Trods for deres Forſikkringer om, at de vare inderligt
glade over at fee mig, var det oienſynligt, at de helſt
vilde være frie for mig. Miſtreſs Rutland tog imod
mig med den allerkoldeſte Hoflighed. De oplobne unge
Damer behandlede mig med velopdragen Ligegyldighed.

Jeg maatte have været meget flov for ikke at opdage,
4 *

ꝙꝓ?́-— ——— —, ꝶ æui r —

52 Kroblingen.

hvad for en Plads, der var anviiſt mig i Rutland Hall.
Jeg var det Frygteligſte, man kan være — en Übety—
delighed. George morede ſig med mig nogle faa Dage
ved at viſe mig fine Herligheder, men aldrig ſaaſnart
ankom der finere Folk, for han lod mig ſtjotte mig ſelv.
Misſes Rutlands taalte kun, at jeg ledſagede dem paa
deres Ridetoure, til der kom mere udvalgte Kavalerer.
Hvad Huſets Frue angaager, faa kunde hun neppe ſtjule
ſin Utaalmodighed over at have mig indkvarteret paa ſine
Enemeerker. Sandheden var, at det convenerede dem
flet ikke, at en fattig Slegtning pludſelig dukkede op
iblandt dem og kaldte dem „Fettere“. Hvad mig an—
gaaer, var jeg ingenlunde blind for alt dette Uveſen;
men jeg gjorde mig det faa hyggeligt, ſom Forholdene
tillode det, tog Alt fra den gemytlige Side og var ved
enhver Leilighed faa lykkelig og tilfreds, ſom om jeg var
det meſt feterede Medlem af Selſkabet. At min beffedne
Stilling fremkaldte deres Foragt, derover havde jeg jo
ingen Ret til at beklage mig. Jeg taalte det ſom et
Tillæg til deres Gjeeſtfrihed og var glad over, at Tiden
gik. Den Tungſindighed, ſom havde tynget paa mig
ſtrax ved min Ankomſt til England, var ganſte forſvun—
den. „Hvorledes kunde jeg være andet end lykkelig ved
at fee mig omgiven af venlige Slegtninge og edelmo—
digt forſorget under deres gjeſtevenlige Tag?“

Da jeg merkede, at Gjeeſterne i Rukland Hall nod
en vis Frihed i Valget af deres Morſkab og Anvendelſen
af deres Tid, benyttede jeg mig ogſaa af dette Privile—

—

—

Kroblingen. 53

gium. Da jeg fandt, at jeg ikke altid var velkommen
i Dagligſtuen, forſogte jeg paa en ſnild Maade at faae
Adgang til Borneſtuen. Der opvoxede fem til fer unge
Skud af den Rutlandſte Familie. Efter en vis Tid paa
Dagen tenkte aldrig Nogen af de Aeldre paa at over—
ſtride disſe Enemeerker. Kl. fem om Aftenen var det
Bornenes Theetid, og det var for mig den behageligſte
Tid i Dognet. Barnepigen var et ſat Fruentimmer,
ſom vidſte at fætte Priis paa en lille Preſent nu og da.
Bornene vare uregjerlige og uartige. De fattede imid—
lertid en Slags Hengivenhed for mig, fordi jeg under—
tiden fragte dem adfkillige Indkjob fra mine enſomme
Ridetoure: Billedboger, Toppe, Dukker eller Syltetoi,
hvilket Altſammen blev anffaffet for Teecie Rays Guinee.
Dette gav jeg Teecie Ray at forſtaae en Aften, da hun
ſad ved Siden af mig og pasſede paa, hvorledes jeg
uddeelte mine Preſenter; hun nilkkede taus og tenkte
ſagtens, at jeg Holdt godt Huus med min Formue. .
Den Guinee var et Skalkeſkjul for en ſtor Mængde
Odſelheder.

Hvorledes min Stilling end var paa Rutland Hall,
faa var Teecie Rays dog ulige verre. En mindre ftært
Sjæl maatte være bleven kuet og knekket derved. Tyen⸗
det ſjoflede hende aabenbart, Børnene haandterede med
hende, ſom de Havde Lyſt til, lod deres onde Luner
gaae ud over hende, ſparede hverken paa Slag eller
Spot og forlangte, at hun til enhver Tid ſtulde ſtaae'
paa Pinde for dem. Barnepigen, den Eneſte, der tog

SENERE ERE

54 Krøblingen.

lidt Henſyn til den Forælbrelofe, vilde vel undertiden
beſtytte hende mod deres ugudelige Angreb; men hun
havde ikke Lov til at behandle disſe ſode Unger paa
den eneſte Maade, der kunde bringe dem til Fornuft.
De Wldre i Huſet vare ikke et Haar bedre. „Hvad ſkal
man gjore med den Pige?“ horte jeg Mrs. Rutland
bemerke til en af fine Doktre. „Hvis hun ikke var
Krobling, ſaa kunde man ſette hende til at fortjene ſit
Brod ved Et eller Andet; men ſaaledes ſom det nu er

. .; et Skuldertræk og et viſt medlidende Udtryk i
Anſigtet afflorede kilſtrekkeligt hendes halvt udtalte
Mening.

Og hvorledes tog nu Teecie Ray alt dette? Hun
klagede ikke og gjorde ingen Indvendinger; hun blev
hverken gnaven eller opfarende. Under hendes luſlidte
forte Kjole Havde hun et Pandſer af Taalmodighed.
Selv naar hun blev nok fan haardt provet, kunde man
ikke fee nogen feig Underkaſtelſe paa hendes lille Anſigt,
og heller ikke var der nogenſinde i hendes Manerer eller
Ord nogen Bebreidelſe eller Modſtand. Hun taalte i
Stilhed. Hendes ſtore, taalmodige Dine og tauſe, kloge
Mund ſyntes al ſige: „Hpad jeg end liber, hvad jeg end
lenges efter at vove, faa lenker Taknemligheden mine
Lemmer og forſegler min Mund. Jeg er dog beſtyttet
mod det Veerſte, og derfor tier jeg.“

Den anden Gang, jeg modte min lille Velgjorer—

einde, var en Dag eller to efter vort forſte Mode i
Dagligſtuen. Jeg kom tilfældig bag paa hende en

1

9 ——

Kroblingen. 55

Eftermiddag, idet hun humpede ned ad en indhegnet
Gang, ſom laa bagved Huſet hinſides Haverne, Kjokken—
haven og Legepladſen. Jeg hapde fundet, at denne
Gang forte til en ſtovbevoxet Hoi, og at der langt nede
ved Foden af Hoien var en Flod. Dette var Teecie
Rays Pndlingsudflugt, og der tyede hun hen fra Borne—
ſtuens Pinſler. Jeg begyndte oieblikkeligt at give alle
mine Klager og Befværinger Luft; hun lyttede til
dem med fuldkommen Troſtyldighed, idet hun af og til
udtrykte fin Sympathi ved et udtryksfuldt Nik med
Hovedet eller et betydningsfuldt hurtigt Diekaſt. Der—
paa gav hun mig et lille klogt Raad og gik hjem, ſom
det lod til grublende paa mine Anliggender.

Alt ſom Dagene gik, og mine Slegtninge meer og
meer fortabte ſig i deres Vinterfornoielſer, fandt jeg mig
beſtandig meer og meer henviiſt til at more mig ſelv.
Sedvanligviis gjaldt Invitationerne ogſaa mig, og jeg
modtog dem; men i Almindelighed foretrak jeg at holde
mig borte fra Folk, ſom kun lidt ſtjottede om mit Sel⸗
ſtab. Et fuldſteendigt gjennemfort Beſtikkelſesſyſtem havde
gjort mig hjertelig velkommen hos de vilde Stammer i
Borneſtuen. Mange Aftener fandt mig ſpadſerende i
den indhegnede Gang med Teecie Ray, ſom humpede
ved Siden af mig og talte klogt og ligefremt ſom altid.
Jeg hapde altid en eller anden ny Gaade at give hende
at gjette, og hun var altid rede til at rynke fine Oien—
bryn for at loſe den. Engang ſtandſede hun pluͤdſelig
og kaſtede fine ſmaa Krykker pan Sneen.

56 Krøblingen.

„De burde tage bort herfra og arbeide,” raabte
hun. „O, kunde jeg blot gjore det Samme!“

En vis Sir Harry ankom til Rutland Hall; jeg vil
ikke uleilige mig med at tenke paa hans Efternavn; det
er ikke værd at erindre. Han var en rig Peberſvend af
fornem Familie, og Huſets Damer lagde omhyggeligt
Meerke til Alt, hvad han foretog fig. Denne Sir Harry
havde faaet den Vane at ryge fin Cigar i den indheg—
nede Allee, og mere end een Gang modte han min lille
Velgjorerinde, naar hun humpede ene omkring der, og
begloede det ſmukke, friſte Anſigt under den gamle, forte
Hat, indtil det rodmede med et misfornoiet Udtryk.
Teecie forandrede ſin Gang ligeſom en jaget Hare, men
Sir Harry ſporede hende op og plagede hende med ſine
veemmelige Complimenter. Sagen kom nu Mrs. Nut=
land for Ore, og hun lod det naturligviis gage ud over
den forſvarsloſe lille Pige. Jeg veed ikke, hvilke ſorge—
lige Beſtyldninger og Bebreidelſer hun overdeengede hende
med; men da jeg den Aften, ved Bornenes Theetid,
traadte ind i Borneſtuen med en ny Bold i Haanden
til Jack (den Yngfte og mindſt Uartige af Banden), faae
jeg Teecie Ray for forſte Gang fee" alvorligt bedrovet
ud. Hendes lille Anſigt var ophovnet og rødt af liden—
ffabelig Graad.

„Kom, kom, Teecie,“ ſagde jeg, medens Barne—
pigen havde travlt med at ſtille de andre Smaafolk til⸗
freds, fordi „Fetter Guy“ ikke ogſaa havde bragt Noget
til dem. „Hvor er al Deres Philoſophi, min lille

Krøblingen. 57

Veninde? De moraliſerer for mig, og faa foregaaer
De mig med ſaadant et Exempel.“

Teecie taug og ſtirrede ind i Ilden.

„Teecie,“ ſagde jeg, „huſt pan, at De har dog een
Ven, ſelv om han ikke formager faa grumme meget.”

Hun gav et af ſine ſmaa beſynderlige Nik, der
omtrent vilde klinge i Overſettelſe: „Det veed jeg nok
Altſammen, men nu kan jeg ikke tale.“ Lidt efter lidt
klarede det imidlertid op, og hun gik hen til Bordet for
at fane fin Deel af Theen og Smorrebrodet, medens
jeg begyndte at reparere paa Toms Flitsbue. Tom var
den vildeſte og uregjerligſte i hele Banden.

Et Par Dage efter folte jeg mig merkverdigt op—
lagt til at lade Kjorepidſten dandſe paa hans Rygſtykker.
En ſmuk Dag fif Hallunken det Indfald at ſpille Teecie
et Puds. Han ſnappede hendes Krylker, gik omkring i
Borneſtuen og efterabede hendes Humpen og uden at
bryde fig om hendes Bonner, bar han dem derpaa i
Triumf ud af Doren og huggede dem i Stiykker med en
Oxe. Teecie fab nu hjelpelos inde i Borneſtuen og
maatte høre paa Ungernes Skrig og Spektakel. Der
fab hun i de klare Vinterdage ſom en Fange og faae
med leengſelsfulde Blikke gjennem Vinduesruderne ud
over de ſmukke Alleer. Hendes Taalmodighed i denne
ulykkelige Situation rorte ikte Tom og — hvad der var
endnu verre — heller ikke de Aeldre i Familien. Det
var jo altid en Maade at blive hende kvit paa — den
fattige Fugl!

, . ere

58 Kroblingen.

Fuglen vanſmegtede paa fin Pind, men hvem brod
fig derom? Barnepigen fvoer paa, at det var en Skam,
og var endnu mere venlig imod Fangen end tidligere;
men hvem veed, om hendes Venlighed ikke kom fra de
Halvkroner, ſom jeg jevnligt ftaf hende i Haanden? —
Og de ſtrev fig alle fra Gnineen? Ja naturligviis! —
Der var dog een Perſon, ſom havde en virkelig Inter—
esſe for den ſtakkels Teecie Ray. Det var den ſamme
Lady Thornton, hvis Godhed indirecte havde forſynet
mig med Lommepenge under mit Ophold ban Rutland
Hall. Denne gamle Dames Gunſt hapde jeg gjort mig
Umage for at vinde. Hun var en rar gammel Perſon,
og jeg kunde godt lide hende. En Dag kom hun,
under Teecie Rays Fangenſtab, for at indbyde Rut
lands og deres Gjeſter, Store og Smaa, Gamle og
Unge, til et Selſkab i hendes Huus, der fan nogle faa
Mile borte. Jeg var tilfeldigviis alene i Dagligſtuen,
da hun kom, hvorfor jeg greb Leiligheden til at fortælle
hende Hiſtorien om Teecies Krykker.

„See mig, til den ondſtabsfulde Dreng!“ ſagde
hun. „Hun ſkal have nye Krykker inden mit Selſtab.“

„Ja, det man hun naturligviis,“ ſagde jeg meget
deeltagende. ?

Den gamle Dame lagde fit Hoved tilbage og fane
ſtarpt paa mig gjennem Brillerne.

„Undſtyld, min unge Ven,“ ſagde hun, „men
hvoraf kommer det, at De har ſaamegen Interesſe for
Teecie Ray?“

Kroblingen. 59

Jeg ſmilede. „Aa! Teecie og jeg ere udmerket
gode Venner,“ ſagde jeg.

„Teecie og De?“ gjentog hun. „Men veed De
ogſaa, at Miſs Ray er atten Aar gammel?“

„Er hun virkelig? Jeg lægger aldrig Meerke til
Smaapigers Alder.“

„Men Teecie hører ikke til Smaapigerne, Mr. Guy
Rutland. Teecie Ray er en Dame, det kan jeg for—
ſikkre Dem.“

Teecie Ray en Dame! jeg kunde ikke bare mig for
at lee. Min lille Velgjorerinde, min lille Veninde!
Jeg troer nok, at Lady Thornton blev lidt forarget over
min Lutter, men der kom lykkeligviis Nogen ind i Stuen
i det ſamme. Siden den Dag kom jeg ofte til at
lee, naar jeg tænkte paa Lady Thorntons Ord: „Teecie
Ray er en Dame?“ En Dame! Hvilken en Galſtab!.

En Morgen, da der kun var en Uge til Selftabet,
hændte der fig en beſynderlig Tildragelſe. Familien fik
pludſelig travlt med at drofte en Sag inde i Biblio—
theket. Der var kommet noget Extraordinairt fra Lon—
don til Rutland Hall. Dette Noget var en ſtor Tre—
kasſe, adresſeret til Teecie Ray, og da man aabnede
den, fandt man, at den indeholdt to Krykker. Men
hvilke Krykker! To Kunſtverker af Skildpadde, indlagte
med Solpforziringer og forſynede med nydelige ſmaa
Puder af guldbroderet Floil! Familien var ſom lyn—
ſlaaet. Hvem hapde dog ſendt disſe Koſtbarheder? Ja
hvem? Hvem udenfor Rutland Hall hapde nogenſinde

60 Krøblingen.

hort Tale om Tecie Ray? Tilſidſt kom man til det
Reſultat, at det maatte være Sir Harry, der var den
Skyldige. Det var dem et Horn i Siden, og jeg gned
mine Hænder af Glede.

J deres Betuttelſe beſluttede de, at Teecie ſtulde
holdes i Uvidenhed om hvad for en glimrende Foræring,
der var kommen til hende. Den pasſede jo iffe til
hende og vilde kun gjore hende forſtruet i Hovedet.
Og ſaaledes blev Teecie ved at ſidde hicelpelos i Borne—
ſtuen til Trods for Ankomſten af de koſtbare Krykker.
Trekasſen og dens Indhold blev fat tilſide, og der blev
aldrig talt om deres Tilverelſe. Jeg ventede et Par
Dage for at ſee, om de ikke vilde komme til bedre For—
ſtand, men forgjeves. Fuglen fad endnu beſtandig paa
ſin Pind, og det lod ikke til, at nogen venlig Haand
vilde aabne Doren til Buret for at lade den flyve.
Saaledes ſad hun nu Dag for Dag inde i Borne—
verelſet, ſommede Forkleeder for Ammen eller ſtoppede
Strømper til Børnene, medens hun lengſelsfuldt ſaae
ud af Vinduet og blev bleg af Mangel paa friſt Luft.
Hun raiſonnerede aldrig, klagede aldrig. Imidlertid
ſatte Forberedelſerne til Julen hele Huſet i Bevegelſe,
og Børnene vare fulde af Henrykkelſe ved Tanken om
Julegildet hos Lady Thornton. Der var en ſtor Virk—
ſomhed i Vorneſtuen, en utrolig Travlhed med nye
Klæber, Baand, Musſeliner o. ſ. v. Kun Teecie fab
taus i ſin lurvede Dragt. Lidt efter lidt fik hun fuldt
op at gjore med at binde Livbaand, ſye Bryſtſtrimler og

1 — ERE

Srøblingen. 61

fætte Roſetter pan Skoene. Hun var en flink lille Ar—
beiderſte, og man gav hende nok at beſtille. Da jeg
fane, hvor ſmukt det kledte hende at ſidde med Skjodet
fuldt af rode Baand, fan ſyntes jeg, at det var Synd,
at hun ikke ogſaa ftulde have en ſmuk Dragt, ligeſom
de Andre.

Der var Ingen, ſom ſagde: „Teecie, hvad vil Du
have paa?“ eller: „Teecie, er Du ikke ogſaa inviteret?”
Ingen ſyntes et eneſte Oieblik at vente, at Teecie ogſaa
kunde onſte at more fig ligeſom de Øvrige. Hvor kunde
hun tage hen, hun, ſom var lam og havde ingen
Krykker?

Jeg havde netop et Wrinde til den nermeſte By.
Det var ud pan Aften, da jeg tog derfra og forſt gik
ind i en Modehandel der paa Stedet og ſpurgte om
min Pakke.

Pakken var færdig. „Onſter Herren ikke at fee den
ſmukke Damekjole?“ ſpurgte man. Vefken blev aabnet,
og en Sky af et let og luftigt Stof udfoldede fig for
mine Dine. Jeg kan naturligviis ikke beſtrive det; det
var noget Hvidt, Fiint og Gjennemſigtigt, hvorigjennem
man ſage noget Roſenrodt. Jeg lod, ſom jeg forſtod
mig ban Sligt, og roſte den uforbeholdent. Der var
kun een Feil derved: „Er den ikke temmelig lang til en
lille Pige?“ ſpurgte jeg, idet jeg huſtede pan den Skik—
kelſe, ſom ſkulde have den paa, med den korte ſlidte og
lappede Kjole, der netop naaede til Begyndelſen af
Stoplerne.

! ss dens

62 Krøblingen.

„Paa ingen Maade, Sir!“ ſparede Modehandler—
inden; „De ſagde ſelv, at den unge Dame var atten
Aar gammel, og derfor have vi naturligviis gjort den
ſaaledes.“

Det var ſildigt om Aftenen, da jeg nagede hjem.
To fuldtpakkede Vogne kjorte netop ud af Porten, da jeg
holdt udenfor den. Jaa Minutter efter var jeg i Borne—
ſtuen med Modehandlerindens Pakke i Haanden. Der
ſad den kjere lille Affepot med blusſende Kinder og
ſaae paa Stumperne af Baandene og Reſterne af Knip—
lingerne, Blomſterne og Bomuldstotterne, ſom lage
ſpredte rundt omkring hende. Hun havde havt en travl
og kjedelig Dag; de havde tuget al den Brug af hende,
de kunde, og Havde derpaa overladt hende til hendes
Enſomhed.

Et Glimt af Glede foer hen over hendes Anſigt,
da hun fane mig. „Jeg troede, De var taget bort med
de Øvrige,” ſagde hun. Es

„Nei,“ fvarede jeg, „jeg er ikke taget bort endnu.
Jeg venter paa Dem.“

„Paa mig?“ gjentog hun modlos. „De veed jo,
at jeg ikke kan gane. Jeg har desuden ingen Dragt,
ſelv om jeg kunde gage.“

„En Ven har ſendt Dem en Kledning,“ ſagde jeg,
„og jeg vil paatage mig at ſtaffe Krykker.“ Jeg hen=
vendte mig til Ammen: „Vil De være fan god at tage
denne Kasſe,“ ſagde jeg, „og gjøre Miſs Teecie færdig.
jaa hurtigt ſom muligt. Vognen venter os ved Doren.“

0 —

Krøblingen. 63

Teecie blev blusſende rod, og jeg troer, hun ſtod
paa Nippet til at græde; derpaa blev hun bleg og ſaae
ganſke bange ud. Ammen, hvem jeg havpde ſtukket en
god Drikkeſtilling i Haanden, var lige ved at daane
ved Synet af den ſmukke Dragt.

„Kom, Teecie,“ ſagde jeg, „og ſtynd Dem!“ Teecie
ſtjelvede baade af Frygt og Glede, men fandt ſig dog
i at gjore Toilette.

Lidt efter vendte jeg tilbage fra min Expedition
med de vidunderlige Krykker under min Arm, og Teecie
var ferdig.

Teecie var færdig. Disſe tre ſimple [maa Ord
udtrykke imidlertid faa Meget, at jeg er nodt til at
ſtandſe lidt og forſoge paa at gjengive Alt, hvad der
ligger i dem. De betyde ikke blot, at Teecie, det Barn,
ſom jeg var vant til at kalde min lille Velgjorerinde,
havde faaet en ny Kjole paa og var pyntet til et ungt
Selſtkab ligeſom andre Born; men der ligger i dem, at
der ſtod, da jeg kom tilbage, en ſmuk Pige henne ved
Kaminen i en ſmuk roſenrod Kjole. Da hun vendte
Hovedet, ſage jeg, at det ſode Anſigt, indfattet i de
barnlige Lokker, var det ſamme; men den forrige Teecie
Ray var forſpunden og pluͤdſelig forvandlet (peccavi!
Lady Thornton!) til en deilig ung Kvinde,

Vi vare alle Tre comiſt forbauſede over den plud—
ſelige Metamorphoſe, der havde fundet Sted. Teecie
var altfor ligefrem for ikke ſelv at fole Forandringen;
hun følte den dybt og med en beſynderlig Glede og

64 Krpblingen.

Angſt. Ammen havde faa længe været vant til at be—
handle hende ſom et Barn, at hun ſtod ganſke maallos.
Hvad mig angager, var jeg forſt forffræffet over hvad
jeg havde gjort, derpaa henrykt og fan forlegen, ligeſom
Teecie Ray ſelv.

Da jeg i fuld „dress“ kom frem med Krpykkerne,
fane Ammen paa mig, ſom om jeg var en forkledt
Prinds fra „Tuſind og een Nat“.

Det var med en beſynderlig Folelſe, at jeg ſage
Teecie prove dem, ikke humpende ſom for, men ſpevende
over Gulvet, med de ſmaa Floielspuder ſtjulte under de
hvide og runde Skuldre i en Sky af Kniplinger og
Musſeliner. Jeg veed ikke ſelv, hvorfor jeg i dette
Dieblik med en vis Henrykkelſe tænkte paa en Guinee i
en lille Bonboneeſke, ſom laa nede i den luſlidte Frakke,
jeg havde moret mig med at bringe med mig til Rut⸗
land Hall!

Vor Eqvipage ventede paa os. Teecie og jeg foer
hurtigt afſted hen ad de ſneebedakkede Veie til Lady
Thornton. Jeg vil ikke forſoge paa at beſkrive hverken
denne mindeværdige Aften i det Hele eller den Opſigt,
ſom vor Ankomſt gjorde, hverken mine kjore Sleegtnin⸗
ges Forbauſelſe og Sonderknuſelſe eller Lady Thorntons
Glæde og Misfornoielſe, idet hun, ſkjondt glad over at
fee fin lille Favorit, greb Leiligheden til vredt at hviſte

mig i Øret: „Undſtyld, men hvad ſtal Enden blive paa
alt dette?“

Krøblingen. 65

Scenen var ny og interesſant nok for Teecie, men
hendes Frygt for Mrs. Rutlands lynende Siekaſt gjorde,
at hun ikke rigtig kunde nyde den. Vi følte Begge, at
en Storm vilde bryde los over vore Hoveder, og vi
toge ikke feil. Ikke en eneſte af Familien Rutland tog
mindſte Notits af os. Da det var paa Tide at vende
tilbage, tog de bort i deres egne Vogne, og Teecie og
jeg ljorte hjem, ſom vi vare komne. Da vi kom hjem,
ſad Fetter George og hans Kone og ventede paa os i
Bibliotheket, væbnede til Tænderne. Jeg fane, at der
foreſtod en Krig, og at det var forbi med Venſtabet.
Mrs. Rutland tog Teecie under Behandling og forte
hende bort med fig, og jeg blev tilbage med George.

„Sir,“ ſagde han, „vi har taalt Deres uforſkam—
mede Paatrengenhed længe nok. De forlader dette
Huus i Overmorgen!“

„Fetter George,“ ſagde jeg, „bliv ikke hidſig! Jeg
tager bort i Overmorgen, men paa een Betingelſe, og
det er, at Teecie Ray folger med mig, derſom
hun vil.“

Han ſage forbauſet paa mig. „Veed Du,“ ſagde
han, „at hun er en fattig Forceldrelos, ſom jeg har taget
i Huſet af Barmhjertighed?“

„Jeg vil gjore hende til min Kone,“ ſagde jeg
alvorligt, „hvis jeg har været faa lykkelig at vinde hen—
des Kjerlighed.“

„Og hvad har Du ſaa iſinde at leve af?“ ſpurgte

han haanligt. „Af Luften eller af dine Venner?“
5

66 Krøblingen.

„Ikke af Dig, George Rutland,“ ſagde jeg, idet
jeg fane ham ſtift ind i ODinene. „Hor nu, hvad jeg
har at ſige Dig. Jeg har kun villet fætte Dig paa
Prove. Jeg har ſigtet Jer Alle i dette Huus, ligeſom
man ſigter en Haandfuld Hvede. Jeg har fundet lutter
Uvner og kun et eneſte Guldkorn. Det vil jeg beholde
og ſette Priis paa, ſom det fortjener. Gud give, jeg
kan det!“

„Det er meget ſmukt ſagt,“ ſagde George, „meget
ſmukt jagt. Men huſft paa, at jeg fra dette Oieblik
vaffer mine Hender ligeoverfor Jer Begge!”

„Amen!“ tilfoiede jeg, ſagde Godnat, dreiede mig
om paa Hælen og gik.

Tidlig neſte Morgen bankede jeg pan Doren til
Borneſtuen og bad Ammen vekke Miſs Teecie og bede
hende om at tale et Par Ord med mig i Haven. Jeg
gik ned og ventede paa hende. Det var Julemorgen,
en Dag, der er beſtemt til Fred og til Glæde. Hvad
jeg folte, da jeg fane hen over Landſtabet, var dog
neppe Fred, ſtjondt jeg egentlig ikke bar Nag hverken til
den Ene eller den Anden.

Teecie kom ſtrax efter humpende hen over den frosne
Sti i fin luflidte Kjole og ſaage neſten ſtamfuld ud
over fine prægtige Krykker. Jeg folte mig lettet ved at
ſee hende ſaaledes. Og dog, naar jeg ſage rigtigt til,
indſage jeg, at det ikke ganſke var den gamle Teecie.
Noget var der forandret; enten det nu var en Foran⸗
bring hos hende eller hos mig, eller maaſkee hos os

Krøblingen. 67

Begge, derover grublede jeg ikke. Det var jo ikke nogen
uheldig Forandring. Vi gik ind i Alleen og talte ab
vorligt ſammen hele Veien. Da vi gik tilbage, ſagde
jeg: „Du er altſaa ikke bange for at ſulte ihjel med
mig, Teecie? Du vil nok ſtage den Riſico?“

Et af de gamle Nik var Teecies Svar.

„Gaa faa hen og hent din Hat“, ſagde jeg, „thi
vi vil ikke blive her et Oieblik længer. Tag forreſten
ilfe Noget med Dig, ikke en Stump! Jeg har endnu
en Halppenny tilbage af den Guinee, ſom Du veed
nok — og for den flal vi nok fane Alt, Hvad vi
behove.“

Teecie hentede ſin Hat, og vi tog bort med hin—
anden. En Time efter vare vi Mand og Kone. Vi
gjorde vor Bon i Kirken ved hinandens Side og gik
derpaa tilbage til Rutland Hall for at ſige Farvel til
vore Slegtninge. De troede naturligviis Alle, at jeg
var forrykt — idetmindſte indtil Fætter George modtog
den Anviisning, ſom jeg neſte Dag ſendte ham, en
Pengeanvisning pan de Udgifter, han havde havt paa
Grund af fin Barmhjertighed imod Teecie Ray. Nu
begyndte det at lobe rundt for dem, og endelig gik der
et Lys op, da jeg reiſte udenlands med min Kone.
Tid og Pleie kurerede hende for hendes Skade, og det
var ikke faa underligt, at hendes Slogtninge, da vi
kom tilbage til England, havde ondt ved at gjenkjende
Teecie Rutland, fodt Ray, ſom nu gif uden Krytfer,

BE

68 Krpblingen.

og var gift med Millionairen! Med Lady Thornton
forſonede vi os hurtigt, og den vidunderlige Guinee er
endnu i min Beſiddelſe. Jeg falder den Teecies Med—
gift. Krykkerne, der ganſte viſt ikke ere nogen Preſent
fra Sir Harry, bevare vi Begge ſom en dyrebar Familie—
Curioſitet.

69

En Sonate,
Af Joh. O. A. Friis.

Vi kjende Alleſammen den Beethoven'ſke So—
nate, der bærer Opustallet 27, Nr. 2, eller hvis
vi ikke bryde os om at huſle Opustal, faa kjende vi
den i alt Fald under Navnet: Sonata qvasi una fan-
tasia, thi ſtjondt der findes to med det Napn, er det
dog for det meſte den anden, man tenker paa, naar
man taler om „Fantaſi-Sonaten. Efter Tonarten be⸗
nevnes den „Cis⸗moll Sonaten“; endelig har den faaet
endnu et Navn, hvorunder den ofte gaaer, nemlig „Maa—
neſtins⸗-Sonaten“, et Napn, ſom Oſterrigerne førft benyt—
tede. Denne ſidſte Benævnelfe ſtulde være væfentlig,
for faa vidt ſom den i fort Begreb ſtulde angive Styk—
kets Stemning og Charakteer, men i faa Fald mage vi
rigtignok ikke tenke paa ganſte almindeligt Maaneſtin.
Det er ikke en Fuldmaane, der hele Tiden klar og ro—
lig ſender fit Lys ud over et rigt og frodigt Landſkab;
her er ogſaa tykke, ſorte, jagende Skyer, ſom Maanen

70 En Sonate.

maa fæmpe fig Bei igjennem; haſtigt verle Lys og
Skygge; Landſtabet er ſtort og fantaſtiſt; her ligger
Skopſletten, her en aaben Eng, her et vildt Klippeparti;
Vinden gaaer klagende der igjennem; fnart ſukker den
ſagte, ſnart tier den ganſte ſtille, og faa hæver den fig
igjen med Velde. g

At Beethoven felv kaldte den en Fantaſi-So⸗
nate, viſer os, at han har trængt til et friere Udtryk for fin
Tanke, en Form, der, uden at bryde med Sonaten, dog
ikke behover at lade ſig binde af dennes ſtrengere og
mere beſtemte Udtryksmaade. At Oſterrigerne derefter
kaldte den Maaneſtins⸗Sonaten viſer os, at Fantaſien
har bevæget fig i en ſeregen Retning, at Stemnin—
gen har antaget et beſtemt Preg. Begge Dele, Tran:
gen til den friere Udtryksmaade og den ſvermeriſke Stem⸗
ning, finde deres Begrundelſe og Forklaring i den De—
dication, ſom Beethoven lod folge med ſin Digt—
ning. Der ſtager nemlig over Sonaten: Der Gräfinn
Julie Guicciardi gewidmet, eller i Originaludga—
ven: A. Madamigella Giulietta di Guicciardi. Altſaa
en Roman, en ulykkelig Kjærlighed! Stakkels Beetho—
ven! — udbryder maaſtee en venlig Leſerinde. Ja,
Overſtriften ſiger det egentlig ikke, thi Beethoven har
dedieeret mange Verker til forſtjellige Damer, ſom han
paa en eller anden Maade følte fig tiltrukken af; havde
han kjendt Dem, min Naadige, er det flet ikke umuligt, at han
havde ſtjeenket Demen Sonate; Skjonhed, Elſtverdighed og
et varmt Hjerte ovede let deres Virkning paa ham,

En Sonate. 71

naar han kun fandt et eller andet Tilknytningspunkt.
Men De faaer alligevel Ret; her var virkelig en flær-
kere Grund — Beethovens dybeſte, maaſtee eneſte
Kjerlighed.

Digtekunſten fandt tidligſt fit Udtryk for det feil—
ſlagne Haab, den utilfredsſtillede Længfel og Kjerlig—
hedens Smerte; langſommere gik det med Muſiken:
forſt ſeent blev den reent lyriſk, og det ſtete forſt med
Beethoven. Dette ligger fan i Sagens Natur.
Digtekunſten begynder ſom virkelig Kunſt med Eposſet,
men den kan hurtigt gjennemlobe de objektive Former
og blive ſubjektiv, thi den har kun med fit eget Stof,
med Ordet, at gjore. Ikke ſaa med Muſiken. Dens
Materiel udviklede fig for det forſte ſeent til et natur⸗
ligt og rigtigt Toneſyſtem, og dens indre Veſen ſom
Kunſtart kunde forſt vaagne med Chriſtendommen; Græ-
kerne kjendte ikke Muſik i vor Forſtand. Dernaſt havde
den fra forſte Færd ikke blot med fig ſelv at gjøre; den
blev knyttet til en anden Kunſtart, idet den blev fore—
net med Ordet og gjorde dette til et endnu rigere og
ſtjonnere Udtryk for Livet, ſom det rorte fig i Kirken
(Gudstjeneſten) eller i Verden eller i dem begge til—
ſammen (ſtreng Kirkemuſik, Opera, kirkeligt Drama
eller Oratorium). Saa begynder den hiſt og her at
frigjere fig og virke felvftændigt, men hvor dette
feer, er ben ganſte naturligt i Begyndelſen kun For⸗
malisme, bernæft bliver den hvad man kunde lalde reen
toniſt Kunſt (hvis Hoidepunkt er Seb. Bach); men

72 En Sonate.

bet reent fjælelige Element, Følelfen og Stemningen,
ſlumrer endnu; det vaagner forft til fuldt LinmedH aydn og
Mozart.“) Dog ikke alt det Indhold, Mufifen ſom felvftæn=
dig Kunſt har inde, blev udtomt af dem; af det lyrifk—
romantiſke Element blev endnu den ſtorſte Deel til—
Dage: det var forbeholdt Beethoven og hans Efter—
folgere. Blandt disſe ſidſte blive efterhaanden henimod
vore Dage mange af underordnet Betydning og tvivl—
ſomt Værd; Folelſen bliver ſtruet og uſund, eller van—
det og ſentimental, og Banen ſynes udloben. Derved
lades Veien aaben for de Wagner'ſke Ideer; derfor
kan han fortælle os, at Muſiken ſom ſelvoſtendig Kunſt
er hort op. Men det er ingenlunde Tilfeldet og vil al—
drig blive det, ſaa ſandt Muſiken altid beholder en
mægtig indre Kraft til at udfolde fit eget Liv. Men
hvorledes Udviklingen ſkal fortſettes, det er endnu ſtjult.
Dog, vi have ladet os fore for langt; vi ſtandſe
ved Beethoven. Han er altſaa den forſte Forkynder
af den reent lyriſt-romantiſte Retning. Her er ikke
alene en fuldſtendig Frigjerelſe for enhver Afhængighed
af Ordet, men Muſiken er endog, idetmindſte paa een
Kant, naaet ud til Grendſen for fit Territorium o: det,

*) Man erindre vel, at det er Udviklingen i fine Hoved⸗
trek; Seb. Bach er ogſaa dyb, men paa en anden
Maade; det er ikke det, der ſtiles mod i denne Sam⸗
menhæng.

En Sonate. 73

den formager at udtrykke. Hvor Beethoven tager
Ordet til Hjælp, ſom i Kirkemuſik, Opera og Sang
(Lied), kan han vel vere ſtor, men det er dog ilke den
egentlige Beethoven. Kun Tonerne forlanger han;
i dem ſynger han om Glæde og Sorg, om de dybe
Rorelſer, om den ſterke og underfulde, den higende og
uopnagede Lengſel. Formen kan blive ham for trang,
fan han bryder ud over Grendſerne, fordi han vil
Mere, end Kunſten, end ſelve Muſiken kan eller fful
kunne tolke.

Her, i Fantaſi-Sonaten, ſynger han om Kjerlighedens
Længfel og Smerte. Saadant et beſtemt Motiv, en
ledende Grundtanke giver fig tilkjende gjennem over—
maade mange af Beethovens Verker. Medens Haydn
og Mozart, hver paa fin eiendommelige Maade, gjen—
nem deres Verker gjengave almene Stemninger og Fo—
lelſer, uden at have beſtemte Perſoner eller Forhold ſom
ydre Motiver for Øie, er det derimod hyppigt Tilfældet
hos Beethoven, at der i hans Veerker findes beſtemte
Motiver eller ydre Tilknytningspunkter, ſom de ſtylde
deres Fremkomſt, hvad enten disſe ſtrive ſig fra Perſo—
ner, til hvem han ſtod i et eller andet Forhold, eller
fra pregnante Sjeelstilſtande, ſom han vilde give deres
Udtryk — Noget, ſom jo netop er egent for hele den
rontantifte Skole. Hans Dedicationer ere derfor ofte
mere end blotte Navne. Man erindre ſaaledes: Sinfo—
nia eroica, der, ſom bekjendt, fkulde været en Apo—
theoſe af Beethovens Helt, Republikaneren Bon a—

74 En Sonate.

parte og oprindelig var tilegnet ham, men fun blev
et Minde om ham”), forbi Republikaneren til Beeth o-
vens Smerte og Raferi fod fig gjøre til Keiſer. Til
Charakteriſering af den femte Symfoni har man for den
forſte Afdelings Vedkommende de flagende Ord af Com—
poniſten: „So pocht das Schickſal an die Phorte;“ og
til Paſtoralſymfonien, ligeſom til Sonaten op. 81, har
han ſelv over hver Afdeling angivet de ledende Grund—
tanker — det er, hvad vi ovenfor kaldte pregnante
Sjelstilſtande, eller, ſom man maaſtee ſkarpere kunde
ſige, artikulerede Stemninger. Om op. 57 (appassio-
nata) og op. 31 Nr. 2 ſagde han til Schindlers“):
„Leſen Sie nur Shakſpeares „Sturm“; og to
andre Klaveerſonater (op. 14) kaldte han: „Ein Dia⸗
log zwiſchen Mann und Frau“, eller en Kamp mellem
to Principer — „das widerſtrebende und bittende.“
Om Sonaten op. 90 yttrede han: „Er habe ihm
(Moritz v. Lichnowſky) die Liebesgeſchichte mit ſeiner
Frau in Muſik ſetzen wollen.“ Saaledes med mange
andre Compoſitioner. Men om fin egen Kjarlighed,
fit feilflagne Haab har han ſunget dybt og inderligt i
Fantaſi⸗Sonaten.

Beethovens Hjerte trængte til Kjærlighed. Naar
man feer paa hans Portraiter, hvoraf mange forreſten

*) Under Titelen: „Sinkonia eroica“ ſkrev Beethoven:
Per festeglare il soicavenire d'un gran uomo.
) Beethovens forſte Biograf.

En Sonate. 75

ere meer eller mindre Fantaſibilleder, falder man let
paa at troe, at han var en mørk og heelt indeſluttet Cha—
rakteer, og det var han i Grunden ſlet ikke; men naar
det tog ſig ſaadan ud, var det alene paa Grund af
„den Dæmon, ſom havde taget Ophold i hans Øre”,
og ſom forfulgte ham gjennem det Meſte af hans Liv,
gjorde ham pirrelig og mistroiſt og forbittrede ham Li—
vet i den Grad, at han endog omgikkes med Selvmords—
tanker, hvorfra kun Tanken om hans Kunſt kunde frelſe
ham. Det var denne ulykkelige Sygdom, der lagde en
ydre Skal om ham, ſom kunde være vanſtelig nok at
trænge igjennem, men var det forſt lykkedes, faa flog
der En et fuldt og varmt Hjerte imode. Men hvor
Meget af denne Trang til kjeerlig og velvillig Medde—
lelſe, til Samliv i glad Fortrolighed med fine Medmen—
neſker maatte han nu ikke dode og begrave i fit Bryſt!
Og ſom Menneſtehjertet var modtageligt for Kjerlighed i
Almindelighed, ſaa var Kunſtnerhjertet naturligvis let
modtageligt for den kvindelige Skjonhed. „Ein Muſiker
ift auch ein Dichter“, ſkriver han, „er kan ſich auch
durch ein Paar Augen plötzlich in eine ſchönere Welt
verſetzt fühlen oſv.“

Hans forſte Iniklination var Jeanetted'Hacrath.
Det var en ung Dame fra Koln, ſom Beethoven —
dengang puur ung — lærte at kjende i Bonn, hvor
hun ofte beſogte den Breuning'ſke Familie, i hvis
Huus Beethoven var faa godt ſom hjemme. J bro⸗
derlig Forening ſpeermede han og Vennen, Stefan v.

76 En Sonate.

Breuning, begge for den ſmukke, muntre Blondine,
indtil en lykkelig Trediemand gjorde en brat Ende paa
deres Haab, Gaa var hun endda ſlem nok til at drille
den ſtakkels Elſter med en dengang bekjendt Sang:

Mich heute noch von Dir zu trennen

Und dieſes nicht verhindern können,

Iſt zu empfindlich für mein Herz!

J Wien, hvor han levede den meſte Tid af ſit
Liv, var han, efter hvad hans Venner Wegeler og
Ferdinand Ries“) fortælle, neſten altid forelſket og
gjorde Erobringer i de hoiere Kredſe — hvortil næften
alle hans Elſtede horte — ſom Mangen maatte mis—
unde ham. „Beethoven“, fortæller Ries, „ſage me—
get gjerne Fruentimmer, iſcerdeleshed ſtjonne, ungdom—
melige Anſigter, og ſedvanlig, naar vi gik forbi en el-
ler anden tiltrekkende Pige, dreiede han fig om, ſaae
gjennem ſit Glas endnu engang ffurpt paa hende og lo
eller gjorde Grimacer, naar han fandt fig bemeerket af
mig. Da jeg engang drillede ham med Erobringen af
en ſmuk Dame, tilſtod han, ar hun havde fængflet ham
ſterkeſt og lengſt — nemlig hele fyn Maaneder.” Og
en anden Anekdote fortæller, hvorledes Beethoven al-
drig beſogte ham (Ries) hyppigere, end da denne boede
hos en Skredder, der havde tre meget ſmukke Dottre.
Hertil hentydede Slutningen af et Brev fra Beetho—
ven, hvor det hedder: „Schneidern Sie nicht ſo viel,

*) Komponiſten, Beethovens Elev.

En Sonate. 77

empfelen Sie mich der Schönſten der Schönen, ſchicken
Sie mir ein halb Dutzend Nähnadel“?) — Ogſaa
Grevinde Marie Erdody, hvem han tilegnede de to
Trioer, op. 70, har maaffee gjort mere end et Venfkabs—
Indtryk paa ham. Hun horte til hans varmeſte Beun—
drere og havde i Parken ved et af fine Slotte i Un⸗
garn bygget et ſtjont Tempel til Wre for Beethoven
og havde prydet det med en betegnende Indſtrift, der
ſtulde udtale hendes Beundring for den ſtore Kunſtner.

Senere, i Aaret 1810, kom Bettina Brentano
(v. Arnim) til Wien og beſogte Beethoven. Hun er
bekjendt af ſit Forhold til Goethe, var en begavet,
men fværmeriff og overſpendt Dame, der med Glæbe
kom i Extaſe ved at ſtage i Forbindelſe med fan ſtore
Mænd, og i fin Bog: „Goethes Briefwechſel mit ei—
nen Kinde“ giver hun gode Beviſer derpaa. Hvad Bee—
thoven angager, lægger hun ham i den omtalte Bog
med digteriſt Frihed en Mængde Ting i Munden, ſom
han ſikkert aldrig kan have ſagt. Forreſten ſynes hun
at have gjort et viſt Indtryk paa ham; han ftriver
ſaaledes: „Gott! hätte ich eine ſolche Zeit mit Ihnen

) Det falder lidt komiſk, at Schindler ikke vil troe paa
disſe og lignende Anekdoter, medens han dog pan den
anden Side nok kan finde dem naturlige; han gjør des⸗
uden opmerkſom paa, at der aldrig blandede fig noget
Ureent i flige Forhold; det var uſkyldigt Altſammen,
hvad vi jo vel kunne flutte paa Forhaand af Beetho⸗
vens hele Charakteer.

78 En Sonate.

haben können, wie der (Göthe), das glauben ſie mir,
ich hätte noch viel, viel mehr Großes hervorgebracht.“

Disſe og andre talrige Forelſtelſer, der vare ſaa
naturlige for hans ſom for ethvert let fengeligt Digter=
hjerte, vare imidlertid ligeſaa flygtige og forbigagende,
ſom de vare hyppige, og tjente kun ſom Aflob for hans
let tendte Folelſe. Nogen egentlig Kjerlighed var her
ikke, det var mere Spil paa Overfladen; ned i Dybet,
hvor den rige Skat ligger, kom han ikke ved nogen af
disſe Forbindelſer; men han lengtes efter et Veſen,
der kunde fylde hele hans Kjerligheds Trang; hende
vandt han ilke, men fandt hende dog i fin Julie.

J Aaret 1799 *) — om itke tidligere — lerte
han hende at fjende, og hun bragte atter Lys og Glæde
i Sjælen paa en Tid, da han var ner ved at fortvivle
over fin ſorgelige Oreſygdom. Julie Guiceiardi
var af Greveſloegt, men Rangsforſtjellen var ikke til
Hinder for, at et Bekjendtſtab let kunde ſtiftes, da B e-
thoven kom i de fleſte Adelshuſe og talte mange af
den hoieſte oſterrigſte Adel blandt fine Velyndere og Be—
undrere. Noget ſenere (1801) ſtriver han derom til
Vennen Wegeler: „Etwas angenehmer lebe ich jetzt
wieder, indem ich mich mehr unter die Menſchen ge—
macht. Du kannſt es kaum glauben, wie öde, wie trau⸗
rig ich mein Leben ſeit zwei Jahren zugebracht, wie ein
Geſpenſt iſt mir mein ſchwaches Gehör überall erſchie—

*) Bethoven var altſaa dengang 29 Aar gammel.

En Sonate. 79

nen, und ich floh die Menſchen, mußte Miſantrop
ſcheinen und bin's doch ſo wenig. — Dieſe Verände—
rung hat ein liebes, zauberiſches Mädchen hervor ge—
bracht, das mich liebt, und das ich liebe; es ſind ſeit
zwei Jahren wieder einige ſelige Augenblicke, und es
iſt das erſte Mal, daß ich fühle, daß heirathen glück—
lich machen könnte; leider iſt ſie nicht von meinem
Stande, — und jetzt — könnte ich nun freilich nicht
heirathen; ich muß mich nun noch wacker herumtummeln.“
— Der findes tre Breve fra Beethoven til hans
Elſtede, ſtrevune under et Sommerophold i Aaret 1806
ved et ungarſt Badeſted, hvor han laa for fin Sund—
hed. Disſe Breve aande den varmeſte Folelſe, den in
derligſte Kjærlighed, ſom et Par losrevne Ord ville kunne
viſe os. „Mein Engel“, ſtriver han, „mein Alles,
mein Ich! — Nur wenige Worte heute, und zwar mit
Bleiſtift (mit deined gn Die Bruſt iſt
voll Dir viel zu ſagen. — Ach es giebt Momente, wo
ich finde, daß die Sprache noch gar nichts ift! — Cr
heitere Dich — bleibe mein treuer, einziger Schatz,
mein Alles, wie ich Dir; das Uebrige müßen die Göt⸗
ter ſchicken, was für uns ſeyn muß und ſeyn ſoll.“ —
I det andet Brev hedder det: „Wie Du mich auch liebſt,
ſtärker liebe ich Dich doch —“ ... . og i det tredie:
„Leben kan ich entweder nur ganz mit Dir, oder gar
Hi!!; Nie eine andere kann mein Herz beſitzen,
nie! nie! ..... Deine Liebe macht mich zum Glid-
lichſten und zum Unglücklichſten zugleich. — .... —

80 En Sonate.

Welche Sehnſucht mit Thränen nach Dir, mein Leben,
mein Alles! Lebe wohl! — O liebe mich fort und
verkenne nie das treueſte Herz Deines geliebten Ludwig.“
— Men hvorfor blev hans Lykke da ikke fuldendt?
Hvorfor blev hun ikke hans Huſtru? Var han maaſtee
dog itke hendes Romeo, ſom hun var hans Julie?
Jo, det var han viſtnok, og dog kunde han ikke ægte
hende. „Leider ift fie nicht von meinem Stande“, hed
det ovenfor, „und jetzt — könnte ich nun freilich nicht
heirathen; ich muß mich nun noch wacker herumtummeln.“
Altſaa Standsforſljellen var allerede een Grund, og
man maa erindre, at paa den Tid havde en ſaadan
Grund viſtnok endeel Vægt; og han lægger Mere til:
han ſtulde nu tumle fig endnu kraftigere omkring. Det
Mindſte ſyntes ham gjort, det Storſte ſtod tilbage;
mangfoldige Planer, Tanker og Ideer krydſede i hans
Fantaſt; foran ham laa en vid Mark, der ventede paa
Ubfæb, og her ſyntes ham da, midt i de gjerende
Kampe med det ene Kunſtnermaal for Øie, ligeſom ikke
at være Plads nok for hans Kjærlighed, thi, ſiger han
„die Liebe fordert Alles und ganz mit Recht;“ det
kunde ſynes ham, at han ikke pasſede til Wgteſkabets
rolige Lykke. En ſaadan Tankegang, der dog man ligge
i hine anforte Ord, var ſikkert falſfk, og han har vel
heller neppe meent noget Rigtigt dermed; i det mindſte
ſtrev han engang paa et ſenere Tidspunkt: „Nur Liebe
— ja nur ſie vermag dir ein glücklicheres Leben zu
geben! O Gott — laß mich fie — jene endlich fin⸗

En Sonate. 81

den, die mich in Tugend beſtärkt, die erlaubt mein 'iſt.“
Derfor har Schindler viſtnok Ret, naar han ſiger, at
Beethoven trængte til en ſaadan Conſtanze, ſom
Mo zart havde. En ſorgelig Grund endnu til det
feillagne Haab maatte derimod ogſaa hans Oreſygdom
være; ſom den piinte ham og ihjelſlog hans Glede
overalt, hvor han kom i Beroring med Andre, faa kunde
den vel ogſaa her forſtyrre hans Haab og umuliggjore
hans Dromme om et fuldkommen lylkkeligt Wgteſtab.

Selv talte Beethoven kun ganffe ſjeldent og
flygtigt om fin Kjærlighed; ikke engang til ſine fortro—
ligſte Venner udlod han fig videre om bette Capitel,
men han glemte aldrig fin Julie og fulgte i Stilhed
hendes ſenere Skjebne, ſkjondt hun tilfoiede ham det
tungeſte af alle Slag, idet hun fkicenkede fin Haand
(mon ogſaa fit Hjerte?) til Grev v. Gallenberg.
Fuld af Smerte over hendes Utrofſktab flygtede Beeth o—
ven bort til Grevinde Erdodys Gods, hvor han und—
veg alle Menneſter og i tre Dage ſyntes forſvunden,
indtil han atter blev bragt tilbage til Verden. Sin
oprorte Sjelsſtemning ſkal han have gjengivet i Sona⸗
ten op. 31 Nr. 2, om hvilkken han, ſom før fortalt,
yttrede: „Leſen Sie nur Shakſpeares „Sturm“. Len⸗—
gere hen i Tiden (1823) finde vi en Samtale med
Schindler i et af Converſationshefterne“), der dreier

*) Ban Grund af fin Døvhed brugte Beethoven under⸗
tiden Skrift ſom Meddelelſesmiddel.
6

82 En Sonate.

fig om Grev v. Gallenberg og berveb naturligt og-
fan kommer til at berøre hans Gemalinde, den forrige
Julie Guieciardi. Samtalen fores pan Tydſt og
Franſt ifleng. Efter et Par Repliker ſiger Beethoven:
„Hun elſtede mig engang hoit, mere end nogenſinde fin
WÆgtefælle. Dog var han fnarere hendes Elſker end
jeg; men af hende fif jeg Underretning om hans for—
trykte Omſtendigheder, og jeg fandt en Pengemand,
ſom gav mig en Sum af 500 Flor. for at hjælpe ham.
Han var altid min Fjende, det var netop Grunden til,
at jeg gjorde alt, hvad der ſtod i min Magt.” —
Schindler: „Derfor ſagde han ogſag til mig: „Han
er et utaaleligt Mennefke!“ — ſandſynligvis af lutter
Taknemmelighed. Dog, Herre, tilgiv dem .... Er
det længe ſiden, hun blev gift med Hr. v. Gallen—
berg?“ — Beethoven: „Hun er fodt Guicciardi.
Hun var gift med ham, forend hun reiſte til Italien.
— Da hun kom til Wien, opſogte hun mig grädende,
men jeg foragtede hende.“ — Schindler: „Herkules
pan Skilleveien!“ — Beethoven: „Og hvis jeg
havde villet hengive min Lipskraft og mit Liv ſaaledes,
hvad vilde der da være blevet tilbage for det Ædle, det
Bedre?“ — Man ſeer af alt dette, hvilke Svingninger
der kunde være i hans Hjerte; ſnart ſukker han efter
hiin Eneſte, ſom kunde blive hans, ſnart ſtager Wgte—
ſtab og et roligt Husliv for ham ſom noget Uopnaage—
ligt, Noget, der nu engang ikke var til for ham og
ikke var godt for ham; men ſikkeri er det i ethvert Til—

En Sonate. 83

fælbe, at Julie var den, der var hans Hjerte
fjæreft, ſelv efter at hun havde ægtet en Anden; han
fandt eller ſogte i det mindſte aldrig Nogen, der mu—
ligt kunde have erſtattet ham Tabet af hende.

Som bemeerkt var det kun meget ſjeldent, at Bee—
thoven talte om Julie, felv til fine bedſte Venner;
godt var det, at han dog havde een, den allerbedſte
Ven, hvem han kunde tale til i al Glæde og al Sorg,
og ſom villig gav ham Svar; godt var det, at han
havde een, den allerbedſte Ven, hvem han villig talte
til, og ſom kunde give ham Spar. J Tonerne, i den
herlige Sonate har han ſagt os Alt, hvad der laa ham
paa Hjerte. Selv om vi andet Steds fra Ingenting
vidſte om Julie Guicciardi og om hans Kjærlig-
hed, ſaa vare hans Toner dog nok; det er den fyldigſte
og klareſte Fortælling. Der gives kun faa, maaſtee
flet ingen, muſikalſte Kjerlighedsſtildringer, faa fiint
nuancerede og faa udtommende ſom denne; Schumann
f. Ex. har ganſte viſt gjengivet mangen Kjerligheds⸗
ſtemning, men her er det ingen enkelt Stemning, her er
de! en heel Roman.

Tre Blade; paa det forſte ſtaaer: Jeg er ene,
min Kjærlighed er kun en Drøm; paa det andet ſtaaer:
Ver ſtille mit Hjerte, lad mig glemme Tornene og
glæde mig ſtille over min Roſe; dens Duft er deilig
og blid ſom Nattens Puſt; og paa det tredie ſtaaer:
Min Kjærlighed er ode, thi den eier ikke Haab. Sif

kert er Sonaten ſkreven ikke faa fort efter de forſte beta⸗
6*

84 En Sonate.

gende Indtryk; mangen Smerte maa være gjennem:
gaaet, Bevidſtheden om det Haabloſe i hans Kjærlig-
hed, ſom vel kan have veeret ſtjult tilſtede fra Begyn⸗
delſen, men dog forſt ſenere blev mere og mere klar,
maa vere traadt levende frem, for han ſtrev; derfor er
Sonaten neppe ſlreven længe for 1809 (det Aar, da
den udkom), hvad der ogſaa vil være rimeligt, naar vi
erindre, at de ovenfor citerede tre Breve til Julie ere
fra 1806, og i dem fane det endnu ikke morkt ud. At
hente Beviis fra den forſte Sonate i Opusſet (op. 27
Nr. 1), der udkom ſamme Aar ſom vor Sonate, men
er ſtreven 1801, lader fig ikke gjøre, da ber flet ikke
ſindes nogen Sammenheeng imellem dem.

Jeg fjender ikke mange Toneſtykker, faa deilige og
fan forunderligt betegnende ſom den forſte Afdeling
(Adagio sostenuto) af Fantaſi⸗Sonaten. Den griber
og feengfler ſtrax, naar man hører den forſte Gang, og
den griber med uforandret Styrke alle folgende Gange,
thi dens Stemning er faa klar og gjennemſigtig, dens
Skildring er faa fuld og levende, ſom det kun ſjelden
findes; hele Sjælen er lagt i Tonerne. Der er noget
Drommende og Svommende i Rhytmen; det er, ſom
ſad Du alene i en Baad og gled langſomt hen paa
det ſtille, bybe Vand, eller ſom Du ſtod paa en aaben
Plads i den halvmorke Skov, medens Maanen ſeiler
foroven. Skyerne jage af og til forbi; nu ſtilles de
(Allegretto'en); vi ftaae paa en aaben Eng; Luften er
mild og balſamiſt, og Stemningen bliver vemodig let

En Sonate. 85

og reſigneret. Men nu morknes Alt (Presto agitato);
Skyerne blive forte og tykke og deekke for Maanen, Eg—
nen bliver vild og ſtorſlaget, og Vinden lofter fin kraf—
tige Roſt. Saa ſtandſe Tonerne; der er Intet tilbage;
nu har han ſagt os Alt, hvorledes det rorte ſig i hans
Bryſt. Herligt har han ſtildret det Altſammen!

Chr. Richardt har i „Beethovenſke Stemninger“
forſogt at gjengive Fantaſi-Sonaten; heldigſt har han
været i (2) eller navnlig maaſtee i (3).

Skulde jeg nævne noget Værk af Beethoven,
der paa en let tilgængelig Maade gjengav ham med
det Meſte af hans Eiendommelighed, jan vilde jeg
nævne dette. Ganſte viſt træder den udprægede Lyriker
og Romantiker allerede levende frem med det forſte af
hans Verker (C-moll Trioen i op. 1), og for ſaavidt
kunde man gjerne tage denne Compoſition ſom Exem—
pel; men i Fantaſi-Sonaten er dog Stemningen mulig
mere forſtjelligartet, mere fyldig og dyb. Her er ſaa
meget af det for Beethoven karakteriſtiſte Omraade, af
hans Lyrik og Romantik; her er Sorgen, Smilet gjen—
nem Taaren og den vilde Smerte. Hvis En, ſom ikke
kjendte Beethoven, kom og ſpurgte, hvad det var
for en Mand, faa troer jeg, at man burde ſpille denne
Sonate for ham, han vilde da ſtrax, fordi den er ſaa
ſimpel at folge, fage et virkeligt Indtryk og en Fore⸗
ſtilling om Beethovens Individualitet, ſom han ikke
ſtulde kunne fane pan en fan let tilgængelig Maade
gjennem noget andet af hans Værfer.

86

George Bryan Prummell.

Forfatteren til det beromte Lexicon over det en⸗
gelſte Sprog Johnſon havde neſten hele fit Liv en uad⸗
ſtillelig Ledſager, en Slags Stenograf, der fulgte ham
i Helene ſom hans Skygge og opfangede enhver Sta⸗
velſe, der faldt fra hans Læber, ſom om det kunde være
Perler og Rubiner, og endte naturligviis med at udgive
ti tykle Bind om ham, hvori hans Portrait gjengives
os lige faa noiagtigt, ſom om det var daguerreotyperet.
Hvad Boswell gjorde for Johnſon, det har nylig Ca—
pitain Jesſe gjort for en Celebritet af en ganſte anden
Slags, og det er lykkedes ham at ſtrive et Værk i to
tykkte Bind („the life of Brummell, by captain
Jesse“) om en Mand, der tilbragte den ſtorſte Deel af
fin Levetid med at fætte fit Halstorkleede. George Brum—
mell begynder allerede nu at forſpinde af Erindringen
og dog har han i en lang Rekke Aar i England udovet
en aldeles uindſtrenket Kongemagt paa alle Modens
Enemeeker.

George Bryan Brummell. 87

Med den Ombyggelighed, der er eiendommelig for
engelſte Biografer, fordyber Capitain Jesſe fig i vidt—
loftige Underſogelſer om hans Helts Genealogi. Vi
ville noies med at anføre, at Brummells Bedſtefader
var hvad man paa Engelſt kalder en confectioner, det
vil ſige en Poſteibager, og at hans Fader, der ſtod i
færlig Gunſt hos Miniſtrene Lord Liverpool og Lord
North, ſamlede fig en ganſte anſeelig' Formue og efter—
lod ſine Born over halvanden Million Franes. Det
er neſten Alt hvad man veed om George Brummells
Forfedre; de vare mindre beromte, men mere ftikkelige
og lykkelige end deres Efterfolger og havde valgt fig en
ulige bedre Carriere.

Georges Brummell fodtes den 7de Juni 1778.
Hans Fader ſatte ham i Skole i Eton, hvor hele det
unge engelſte Ariſtokrati bliver opdraget. Allerede i en
ganſte ung Alder gjorde han fig der bemærket ved de
ſamme Egenſkaber, der ſiden ſkulde gjøre ham faa be—
romt. Om han end ikke udmeerede fig ved uſedvanlige
Fremſtridt i de clasſiſke Studier, faa var han uforligne—
lig i den Kunſt, at ſette fit Haar og holde fine Strom—
per frie for Stenz, naar det regnede. Brummell kom
ſenere til Univerſitetet i Oxford, hvor han fortſatte de
ariſtokratiſte Bekjendtſtaber, ſom han havde gjort i Eton,
og allerede i en Alder af ſexten Aar blev han udnævnt
til Fendrik i det tiende Huſarregiment, der dengang
commanderedes af den Mand, ſom ſtulde komme til at
udove den ſtorſte Indflydelſe paa hele hans Fremtid,

88 George Bryne Brummell.

hans opheiede Ven og Fjende, Prindſen af Wales.
Prindſen var dengang to og tredive Aar og fil ſtrax en
eiendommelig Forkjerlighed for den unge Fendrik, hvis
livlige Aand, elegante Manerer og gode Paakledning
gjorde ham bemeerket iblandt de unge Menneſter, der
omgave Thronarpingen. Skjondt han altſaa Havde de
bedſte Üdſigter til at avancere og allerede var bleven
Capitain i fit attende Aar, opgav han dog pludſelig fin
militaire Stilling, der aldrig ret havde tiltalt ham; thi
han var ikke nogen Ven af at blotte ſig eller udſette
fig for nogen Fare. Hvad der ogſaa bevægede ham til
at tage denne Beſtemmelſe var Onſket om at frigjore
fig for Pudderet, ſom dengang kun blev brugt i den
engelſte Armee. Pudderet ſpiller en ilke uvigtig Rolle i
den engelſte Hiſtorie imod Slutningen af det attende
Aarhundrede. J 1795 lagde den berømte Tory-Mini—
ſter Pitt en hoi Skat pan Pudderet for at hjælpe paa
Skatkammeret. Det „unge England“ vilde ikke vide
noget deraf, indgik ſtrax en hellig Alliance mod denne
nye Green af Budgettet, erklerede Pudderet for ikke at
være „fashion“ og forpligtede fig til under en hoi
Mulkt at lade Haaret beholde ſin naturlige Farve. Det
var naturligviis de unge Medlemmer af Whigmpartiet,
der her angave Tonen og berovede Tory-Miniſteren en
Indtegtskilde, hvorpaa han faſt havde gjort Regning;
man gav ham det Raad til Gjengjeld at lægge en Skat

paa Brugen af Parykker, men et ſaadant Angreb paa

habeas corpus tillod han fig dog ikke.

George Bryan Brummell. 89

Forreſten viſte det ſig, at Whiggerne ved at af—
lægge Pudderet foretog en Handling, der var ligefrem
patriotiſt, thi den overdrevne Brug af Pudderet i denne
Krigstid truede England med en virkelig Hungersnod.
Englænderne, der ere ſtore Statiſtikere, beregnede ogſaa,
hvad Anvendelſen af Pudderet i Armeen koſtede Landet.
Militairſtyrken belob fig dengang til tohundrede og halv—
tredſindstyvetuſinde Mand, hvoraf hver Enkelt brugte et
Pund Meel om Ugen, hvad der om Aaret udgjor 6500
Tons, det vil ſige en Qvantitet, der er tilſtrekkelig til at
bage halv fjerde Million Brod paa fire Pund Sihkket,
eller til at ernære halptredſindstyvetuſind Menneſter.
Hungersnoden gjorde i Aaret 1800 ſaadanne Fremſtridt,
at det i den kongelige Huusholdning blev indffærpet at
anvende Riis iſtedenfor Meel til Poſteibageriet, og det
kom ſaavidt, at Poſteibagerne maatte anvende Former af
Tro iſtedenfor Skorper og Cruſter.

Hvad der ogſaa bevægede Brummell til at tage fin
Afſted ſom Officeer var den Omſtendighed, at hans Re—
giment blev forflyttet til Mancheſter. „Deres kongelige
Hoihed,“ ſagde han til Prindſen af Wales, „vil indſee
hvor ubehageligt det vil være for mig! vil De blot
tenke Dem — til Mancheſter!“ Brummell tog altſaa
ſin Afſted. Aaret efter blev han myndig og kom nu i
Beſiddelſe af fin Formue, der i hans Umyndigheds Pe—
riode var voxet op til henimod en Million Francs.
Denne Sum vilde fave været tilſtrekkelig til at leve af
i Calais, maaſkee i Paris, men den var for Intet at

90 George Bryan Brummell.

regne i London, naar man ſtulde omgaaes daglig det
rigeſte Ariſtokrati i Verden og en Prinds, der udgav
alene halvtredie Million om Aaret for fin Garderobe.
Brummell, beſtyrede i Begyndelſen med en vis Klogſtab
og Forſigtighed fin lille Fedrenearv. Han leiede fig et
lille Huus i Weſtend, holdt to Heſte og en Kok og ſaae
kun engang imellem ſine Venner hos ſig. Inden kort
Tid blev han et Modens Orakel for hele Byen. Hans
egentlige Wrgjerrighed beſtod i at være det bedſt kloedte
Menneſte i London, og i den Retning lagde han en
overordentlig hoi Grad af Smag og Opfindſomhed for
Dagen. Han undgik Alt, hvad der var overdrevent og
eccentriſt, og udmerkede fig kun ved den gjennemforte
Omhyggelighed, han anvendte paa fit Toilette. Hals—
torkledet var dog Hoidepunktet i hans Elegance. Der
var ſagde man dengang, kun tre Menneſter i Ver—
den: Napoleon, Byron og Brummell. Det vilde være
urigtigt at benægte, at de to Forſte har udovet en ſtor lite-
rair og politiſt Indflydelſe paa deres Samtidige, men det er

dog for Intet at regne imod den Revolution, ſom Brum—

mell frembragte i at binde Halstorkledet. Der fortelles
om en emigreret Marquis, at han erhvervede fig en ſtor
Formue ved at lere Folk, hvorledes man fkal lave Sa—
later. Brummell kunde have erhvervet en endnu ſtorre
ved at lære Folk at binde deres Halstorkleeder. Hans
fornemme Venner, og deriblandt Prindſen af Wales,
kom ikke ſjelden til ham i Paakleedningstimerne for at
beleres af hans Smag og Elegance, og det er ogſaa

George Bryan Brummell. 91

bekjendt om denne Prinds, at han var en ualmindelig
Modeherre for ſin Tid, og at hans Garderobe efter hans
Dod blev ſolgt for fabelagtige Summer.

Brummell forenede i ſig alle de Egenſtaber, ſom
gjore et Menneſte elſtverdigt i Verden. Han tegnede ret
godt, var muſikalſt, ſtrev Vers og dandſede ifær ganſte
fortrinligt. Hans Munterhed og gode Humeur gjorde
ham altid til en bebagelig Selſtabsbroder, og Ingen
kunde derfor være mere velkommen end han, ſelv i de
fineſte og meſt ariſtokratiſte Selſtaber i Brighton, hos
Prindſen af Wales, i Belvoir hos Hertugen af Rutland,
i Woburn hos Hertugen af Bedford og i Chatsworth
hos Hertugen af Devonſhire. Han var ikke nogen ſtor
Sportsman, thi han holdt ikke af at bringe fit Hals—
torkleede i Uorden, men han var en fortreffelig Rytter,
og hans Heſte vare altid i den meſt udmærkede Stand.
Derfor ſorgede hans Groom, der kjobte, ſolgte og
byttede hans Heſte ganſte paa egen Haand, thi i det
Punkt lod Brummell ham fuldſtendig raade ſig ſelv.

Brummell er bleven benyttet ſom Forbillede for
flere Romantyper. Bulwer har ſaaledes laant en Mengde
Træf af ham i Pelham, og i Romanen Granby ſtildres
der en Side af hans Charakteer, ſom vi endnu ilke har
havt Leilighed til at dvele ved. J det daglige Liv ud—
merkede Brummell ſig ved en vis Impertinence forenet
med et ſtort Talent til at vere ſarkaſtiſt. Hans Biograf
har ogſaa i den Netning ſamlet en Mængde Treek, der
give et eiendommeligt Indblik i hans Charakteer. To

92 George Bryan Brummell.

Damer, hvis Navn havde en tilfældig Lighed, en Mrs.
Thompfon og en Mrs. Johnſon, gjorde Bal ſamme
Aften. Prindſen af Wales hapde ladet ſig melde til
Mrs. Thompſons Bal, og da det netop var paa den
Tid, at Prindſen var brouilleret med Brummell, var denne
ſom en Folge deraf ikke pan Liſten mellem de Ind—
budne. Juſt ſom Mrs. Thompſon om Aftenen omringet
af en talrig Kreds ſtod ved ſin Dor for at kage mod
den kongelige Gjæft, traadte Brummell raſk ind af Doren
med ſit allerbehageligſte Smiil. Denne, der havde ondt
ved at bekempe fin Vrede, lod ham forſtage, at han ikke
var indbuden. „Ikke indbuden?“ gjentog Brummell
med fit uforanderlige Smiil; „men det maa jo være en
Misforſtagelſe.“ For at forlænge den ulykkelige Mrs.
Thompſons Angſt, der frygtede for, at Prindſen fkulde
lomme i dette Oieblik, gav han fig til ganſte langſomt
at ſoge efter i fine Lommer og fif endelig et Indbydel—
ſeskaart frem, ſom han overrakte Vertinden. „Men, min
Gud!” udbrod hun, „det er jo en Indbydelſe fra Mrs.
Johnſon, men mit Navn er Thompſon —“. „Virkelig,
min naadige Frue,“ ſparede Brummell med det uſtyl—
digſte Anſigt af Verden; „men det er jo ligefrem et
Uheld, Mrs. Johnſ .. .. Mrs. Thompſon vilde jeg
ſige; men De veed Johnſon og Thompſon, Thompſon
og Johnſon, det kommer næften ud paa Et. Mrs.
Thompſon, jeg har den Ære at anbefale mig.“ Han
gjorde et dybt Buk og forlod Salen, medens Mrs.
Thompſons Gjeſter havde ondt ved at bekeempe deres

George Bryan Brummell. 93

Latter. — En anden Gang ſpurgte man ham i Klub—
ben: „Brummell! hvor har De ſpiiſt til Middag
idag?” — „Hos et Individ, der hedder R. . .. og
ſom ſagtens har inviteret mig, for at jeg ſtulde lægge
Merke til ham. Middagen var meget god og Selſtabet
npaaklageligt; men kan De tenke Dem min Forbauſelſe,
da jeg feer, at Hr. R. . .. har den Uforſkammethed
at fætte fig ned og ſpiſe med os Andre.“ — Et tredie
Trak, ſom Capitain Jesſe meddeler, er ikke mindre cha—
rakteriſtiſt. Det er bekjendt, at der i London er en
ſtarv Modſetning imellem Weſtend, Modekvarteret, og
City, den egentlige Kremmerby; den ſidſte betragtede
Brummell ſom et terra incognita og lod, ſom han
aldrig havde hort tale om den. En Dag inviterede en
rig Kjøbmand ham til at ſpiſe til Middag hos fig i
City. „Ja, men paa eet Vilkaar,“ ſagde han, „De maa
love mig ikke at ſige det til Nogen.“ Undertiden trak
han dog det kortere Straa. En beromt Bihgger, hvis
Navn man endnu kan leſe pan alle Murene i London,
Alderman Combes, ſpillede en Aften med ham i Klub—
ben og tabte efterhaanden fem og tyve Ponies (en
Pony er det ſamme ſom fem og tyve Guineer).
Brummell reiſte ſig, bukkede med et alvorligt Anſigt
og ſagde, idet han ſtak Guineerne i Lommen: „Tak,
Alderman! for Fremtiden ſtal jeg ikke drikke anden Por⸗
ter end Deres.“ — „Jeg vilde onſte,“ ſvarede Bryg⸗
geren i en kold Tone, „at alle de andre Dogenigter i
London vilde gjore det ſamme.“

94 George Bryan Brummell.

Af det ſmukke Kjon var Brummell paa ingen
Maade en varm Tilbeder, og det indrommer hans Bio—
graf ogſaa ganſte. Han var en Slave af Moden, og
den var hans eneſte og abſolute Herfferinde. Den ud—
ovede en ſaadan Magt over ham, at der ikke kunde være
Tale om at tilbede nogen Anden. Men netop derfor
var han fan vel feet af Alle. Damerne morede fig
med ham og kunde ikke blive trætte af at føre paa ham,
og Herrerne vare ikke jaloux paa ham, og dog var denne
Kreds af fornemme Damer en af de elſtveerdigſte, der
nogenſinde har exiſteret. En Samtidig har i Tal, op—
ſtillet en ſammenlignende Tabel over de herſtende Skjon⸗
heder i denne Periode. De ſerlige Egenſtaber hos en—
hver af disſe ephemere Guddomme udtrykkes i Tal og
det hoieſte Tal er tyve. Hertuginden af Devonſhire
har ſaaledes tyve for Gratie, atten for Elſtverdighed,
ſytten for Elegance, ſexten for Figuren, femten for
Teinten, men kun fjorten for Treekkenes Regelmesſighed.
Paa denne Tabel figurerer ogſaa Prindſesſe Mary,
Hertuginden af Gloceſter, der dengang var ſytten Aar
gammel og havde Ord for at være ben elffværdigfte
unge Pige i hele England, navnlig havde hendes konge—
lige Hoihed den meſt fuldendte Ankel og Fod, hvad de
forte Kjoler, ſom man dengang brugte, gap Enhyver Lei⸗
lighed til at domme om. Blandt de ovrige Skjonheder
ville vi blot nævne Hertuginderne af Rutland og Mont—
roſe og Ladierne Fitzroy, Lambton, Nusſell, Webſter,
Campbell og Lambert.

George Bryan Brummell. 95

Ogſaa Mænbene i denne Periode, der falder
ſammen med den franſte Revolution, vare ſtorſlagede
Figurer fulde af Liv og Handlekraft. Ligeoverfor ſaadanne
Perſonligheder maa en Figur ſom Brummell, hvis
hele Fortjeneſte beſtod i altid at være paakledt à quatre
épingles, tage fig temmelig kummerlig ud; men naar
man vil være retfærdig imod ham, man man ilke tage
ham ud af hans Sphere. Hans Livs egentlige Glands—
punkt er Tiden, der fulgte nærmejt efter det Moment,
da han brouillerede fig med fin ophoiede Beſtytter, Prind—
ſen af Wales. Man veed ikke noie Beſked med, hvad
der har foranlediget hans Unaade. Brummell meente,
at den ſtrev fig fra Prindſens Elſterinde, Lady Fitzherbert,
hvem han havde fornærmet med fine Sarkasmer. Men
maaſtee ſtrev den fig ogſaa blot derfra, at Prindſen be—
gyndte at lægge fig ftærft ud, medens hans Ven havde
den Indiscretion at bevare ſin ungdommelige Figur
uforandret. Hvad nu end Grunden var, faa fane Brum—
mell fig pludſelig udelukket fra Carltonhouſe, hvor han
jaa længe havde herſtet. Den Maade, hvorpaa han
fandt fig i fin Ungade gjor ham re. Aldrig i
fit Liv lagde han mere Aand, Vittighed, Mod og Vær-=
dighed for Dagen. Han viſte dengang, hvad man hid—
til havde tvivlet om, at han var Noget ved fig felv og
ikke blot et Kreatur af fin Beſtytter eller fin Skreder.
Iſtedenfor at gane afveien for fin kongelige Fjende, for⸗
fulgte han ham med de erbodigſte Uforſtkammetheder og
paaforte ham en Krig, der var lige ſaa aandrig ſom

96 George Bryan Brummell.

ubarmhjertig. „Det er mig,“ ſagde han, „der har givet
ham fin Glorie, men jeg ſkal afkloede ham den igjen.”
Med den fornoieligſte Alvorlighed forſikkrede han, at han
vilde bringe den gamle Konge i Mode, og Prindſen af
Wales's Saloner ombyttede han paa engang med Her—
tugen af Vorks. Prindſens corde sensible, hans tykke
Mave, blev et uudtommeligt Stof for hans Vittigheder
og Sarkasmer. Paa denne Tid var det, at Brummell
og tre af hans Venner, Lord Alpanley, Sir Henri
Pierrepoint og Sir Henri Mildmay, der Alle horte til
Londons udſogteſte Modeherrer, gjorde et beromt Bal,
der er beljendt under Navnet Dandiernes Bal. De
havde havt Lykken med fig i Spil, vundet en umaadelig
Sum og beſluttede at bruge den kongeligt. Ballet
gjorde overordentlig Opſigt, blev længe omtalt i Forvpeien,
og Prindſen af Wales lod fig forlyde med, at han vilde
modtage en Indbydelſe. Da man meldte Prindſens
Ankomſt, toge de fire Dandier hver et Lys og gik ham
imode for at modtage ham efter alle Former. Pierre—
point, der kjendte Prindſen, holdt fig nermeſt ved Doren,
Mildmay, ſom den Bugſte, ſtillede fig ligeoverfor ham,
og Brummell og Alvanley mere til Siden. Prindſen
traadte ind, talte høfligt med Pierrepoint, Mildmay og
Alvanley, derpaa vendte han fig om til Brummell, fane
paa ham og gik videre, idet han lod, ſom han flet ikke
kjendee ham. Brummell havde Aandsnervarelſe nok til
at gaue ud fra den ſamme Hypotheſe, at de ikke kjendte
hinanden, og ſagde ganſte hoit til fin Gjenbo: „Alvanley!

George Bryan Brummell. 97

hvad er det for en Tykſak?“ Prindſens Anſigt for—
raadte tilſtrekkeligt, hvor blodigt han følte fig truffet.

Brummell forſomte fra denne Dag ikke nogen
Leilighed til at ſaare Prindſen, men altid med den
uſtyldigſte Mine af Verden. En Dag gik han forbi en
offentlig Bygning i ſamme Sieblik, ſom Prindſens Vogn
ſtandſede udenfor den. Skildvagten prœſenterede; Brum—
mell tog med det alvorligſte Anſigt af Verden Wres—
beviisningen til Indtegt, tog fin Hat dybt af og lod,
ſom han flet ikke faae, hvem der var i Vognen. Prindſen
blev blodrod af Forbittrelſe, men ſagde Intet.

Denne Krig mellem den engelſke Thronarving og
en Mand, der hverken havde Rang eller Rigdom, fort—
ſattes endnu længe; men til at fore Krig høre Penge,
og dem manglede Brummell.

Efterat han var forviiſt fra Carltonhouſe, viſte han
ſig jevnlig i Klubben og ſpillede ivrigt. J Begyndelſen
havde han Lykken med fig, og en Aften vandt han end—
ogſaa 26000 Pund. Hans Venner raadede ham til
at lade det blive derved og kjobe en Rente for Pen—
gene; men han blev ved og tabte igjen Alt, hvad han
havde vundet. Han laante nu Penge af Aagerkarle til
ublue Renter, og han laante og ſaa Penge af Folk, der
betalte den Wre at ajøre hans Bekjendtſkab. Brum—
mell betragtede dem ligefrem, ſom om det var dem, der
var i Gjeld til ham, og da en af dem en Dag bad
ham om at betale ſig, ſvarede han i en raſt Tone:
„Jeg har jo betalt Dem.“ — „Naar da?“ — „Ih,

7

98 George Bryan Brummell.

forleden Dag, da de kom forbi Klubben, og jeg raabte
til Dem oppe fra Vinduet: „Goddag, Jemmy, hvor—
ledes gager det?“ — Da han imidlertid ikke kunde be—
tale al fin Gjeld paa denne Maade, var han nødt til
for Alvor at tenke paa fin Sikkerhed. Den 16de Mai
1826 forſpandt han pludſelig fra Scenen for fine Tri—
umfer. Samme Morgen ſtrev han til en af fine Ven—
ner: „Min kjere Scrope, laan mig to hundrede Guineer.
Banken er lulket, og jeg har fat alle mine Penge i tre
Procents.“ Hans Ven fvarebe ham ligeſaa lakoniſt:
„Min kjere George, det er meget nheldigt; thi jeg har
ogſaa fat mine i tre Procents.“ Efter dette uheldige
Forſog gik han om Aftenen i Operaen, ſatte ſig der—
efter i en Poſtvogn, kom om Morgenen til Dover, leiede
et lille Fartoi og var nogle Timer efter paa franſt
Grund.

Her begynder i Brummells Liv et nyt Affnit, der
er ulige ſorgeligere at leſe; thi man feer, at det guaer
beſtandigt ned ad og ned ad. Med en utrolig Taal—
modighed har hans Biograf fulgt ethvert Spor af ham
i Calais, hvor han tilbragte fjorten Aar, og derpaa i
Caen, hvor han dode. J Calais var det hans vigtigſte
Omſorg at indrette fit nye Logis ret comfortabelt. Fra
London havde han medbragt fem og tyve tuſind Francs,
og dem brugte han alene til at meublere ſine tre Ve—
relſer for. Hans eneſte Hjelpekilde var fra nu af de
Gaver, ſom hans Venner ſendte ham, og ſaaledes gik
det lige til hans Dod; thi hans Lonning ſom Conſul

George Bryan Brummell. 99

i Caen, hvortil han ſenere blev udnævnt, var altid op—
taget i Forveien. Hertuginden af Vork ſendte ham af
og til disſe Smaaforceringer, der holde Venſlabet ved—
lige, ſnart en Pung, ſnart en Tegnebog, og der var
altid Bankoſedler i dem. En Mængde Perſoner, der—
iblandt Hertugerne af Wellington, Rutland, Richmond,
Bedford og fremfor Alle Lord Alvanley, vedbleve at
være ham troe og hengivne. Da Brummell boede paa
Routen, pasſerede hans Venner aldrig forbi uden at
ſtandſe og invitere ham til Middag. Han havde ind—
deelt fin Tid her med en mathematiſt Noiagtighed.
Klokken ni om Morgenen ſtod han op, drak fin Café au
lait og læfte Morning- Chronicle. Klokken tolv be⸗
gyndte han paa ſit Toilette, der varede to Timer; der—
paa gav han Audients i et Par Timer ligeſom Hr.
Talleyrand. Klokken fire gjorde han fin Promenade i
Rue Royale ligeſom tidligere i St. James-Street; Klok⸗
ken fem gik han hjem for at klede fig paa til Middags⸗
bordet, og Klokken halvotte gik han i Theatret, hvor han
havde Loge. Som alle gentlemen havde han en af-
gjort Antipathie mod at omgaages fine Landsmeend pan
fremmed Grund, og han modtog kun dem, der pasſerede
igjennem. Den vigtigſte Begivenhed i hans Liv i
Calais var Prindſen af Wales' Ankomſt, efterat han
var bleven Georg den Fjerde: det var i September 1821.
Kongen af England gik til Hannover, og Hertugen af
„Augouléme var bleven. ſendt for at modtage ham i Ca—

lais. Det var et kritiſt Oieblik i Brummells Liv. Han
7*

100 George Bryan Brummell.

gik hen og ſtrev fit Navn i Hotel Desſin, ſom hans
Souverain var taget ind i, men han udbad fig ingen
Audients, da hau ilke vilde udfætte fig for et Afflag.
Kongen gav en ſtor Diner i Hotellet, og Brummell over—
lod Verten fin Kammertjener til at lave Punſch; men
Georg den Fjerde tog bort uden at have ſeet ſin gamle
Favorit. Paa Tilbagereiſen tog han lige igjennem Calais
uden at opholde fig der et Dieblik. Brummells Vært
i Calais fortæller det noget anderledes. „Jeg ſtod,“
ſiger han, „udenfor min Port, og faae, at Mr. Brum—
mell vilde ind i Hotellet; men Menneſkemasſen, der bol—
gede gjennem Gaderne, var ſaa ſtor, at han ikke kunde
komme over til Porten. Da Kongens Vogn kom forbi,
og alle Folk tog Hattene af, flap Brummell over, og
jeg horte i det ſamme Kongen ſige: „Min Gud, Brum—
mell!“ Men Brummell var bleg ſom et Lig og gik op
paa fit Verelſe uden at ſige et Ord.“

De to Venner forſonedes aldrig. Brummell var
imidlertid ſtadig i ſtor Pengetrang. Igjennem flere Aar
levede han i Calais af fine londonſke Venners Gaver
— men han var temmelig dyr. Endelig fik man ham
udnavnt til engelſt Conſul i Caen. For han forlod
Calais, fulde han imidlertid betale fin Gjeld. Den
var ikke ubetydelig og for at betale den, maatte han
fælge ſine koſtbare Meubler og fit gamle Soͤvres-Por—
cellain. Det flog dog ikke til, og han blev endnu fin
Banquier 12000 Fr. ſtyldig; ligeledes ſtyldte han fin
Kammerkjener flere tuſinde Fr. for havte Ublæg, og det

George Bryan Brummell. 101

Hotel, hvorfra han tog fin Middagsmad, flere tuſinde
Fr. Det koſtede ham mange Overtalelſer, for det lykke—
des ham at formage fin Banquier til at forſtrekke ham
yderligere med 12000 Fr. Til Sikkerhed for Tilbage—
betalingen ſtulde han hæve 8000 Fr. aarlig af hans
Gage, ber fun beløb fig til 10,000 Fr. Han havde
altſaa kun 2000 Fr. om Aaret tilbage til at leve af.

Endelig forlod han Calais i Slutningen af Sep—
tember 1830, og inden han begrov fig i fin nye Re—
ſidents, vilde han forſt gjore en Udflugt til Paris. J
de otte Dage, han tilbragte der, levede han ſom Fiſten
i fit Element; han levede i de fornemſte Kreeſe og ſogte
paa alle Maader at holde ſig ſtadeslos ſor de fjorten
Aar, der vare flaaere ihjel for ham i Calais. Men
tilſioſt maatte han bort, og den åte October 1830 fane
Byen Caen Hs. britiſte Majeſtœts Conſul indenfor fine
Mure. Han holdt fit Indtog i en Equipage med fire
Heſte, tog hen til det bedſte Hotel og beſtilte den bedſte
Diner, ſom det var muligt at opdrive. Et halvt Aar
efter var han ligeſaa forgjeldet i Caen ſom i Calais.

Fra det Oieblik, da Brummells Lip ikke længer
er knyttet til de hiſtoriſke Perſonligheder pan hans Tid
og i hans Land, har det ikke lenger den ſamme In—
teresſe ſom tidligere; dog vil det maaſkee lonne fig at
hore, hvorledes hans Biograf beſtriver ham i denne
Periode.

„Brummell,“ ſiger han, „vedblev at bære Whig—
gernes Farver lige til ſin Dod. Om Aftenen gik han

102 George Bryan Brummell.

i en blaa Kjole med Floiels Krave, guul Veſt, forte
Beenkleder og Stovler. Stovlerne vare en Innova⸗
tion, der uden Tvivl hidrorte fra, at hans Been havde
miſtet fin tidligere ſmukke Form. Sloifen paa hans
Halstorklede var endnu beſtan dig uforlignelig. Af Koſt⸗
barheder gik han kun med en glat Guldring og en tyk
Guldkjede i Uhret. En Klaphat og Handſter fuldendte
hans Coſtume. Om Formiddagen gik han altid med
en brun Frakke med mork Krave, en Caſhemirs Veſt,
morkeblage Beenkleder, ſpidsneeſede Stovler, fort. Hat og
lyſe Handſker. Hatten fab en Smule paaſkraa, og naar
han gik ud, Havde han neſten altid Parapluien under
Armen. J den forſte Tid, han opholdt ſig i Caen, gik
han med Stok, men da Barometret i dette Land er
meget foranderligt, og da han Havde en afgjort Aver⸗
ſion for at blive vaad, tog han altid fin Parapluie med.
Den ſtak i et pynteligt Hylſter og havde ſom Haandtag
et Elfenbeensportrait af Prindſen af Wales, der ingen⸗
lunde var ſmigret. Paa Gaden tog han aldrig Hatten
af for Nogen, ikke engang for Damer — hans „Häne—
kam“ kunde let komme i Uorden, og det var noget, der
for enhver Priis maatte undgaaes. Naar Veiret var
ſmukt, gjengjeldte han ſine Venners Hilſen med en
Haandbevegelſe eller et venſkabeligt Nik; men naar det
var daarligt Veir, var han ſaa optagen af at udſoge
de Stene, han fulde træde paa, at han flet ikke havde
Øie for andet. Naar jeg gik ud med ham, og det var

George Bryan Brummell. 103

ſmudſigt paa Gaden, bad han mig altid at holde mig
i en vis Afſtand, hvad jeg ogſaa var bleven vant til
at gjore ganſte mechaniſt.“

Efter at Brummell havde fanet fin Anfættelfe ſom
Conſul, var han langt mere trængende, end for han fit
Gage. Hans Venner meente, at nu kunde han nok komme
ud af det med ſine tituſinde Fr. og holdt derfor op med
at ſende ham Penge. Caen var desuden et Ravne—
krog, hvor han ſnart maatte glemmes, medens Calais
derimod laa paa Routen mellem London og Paris, og
gav ham den onſteligſte Leilighed til at prelle dem, med
hvem han tidligere havde ſtaget pan en fortrolig Fod.
Han kom derfor ogſaa fnart fan vidt, at han var nodt
til at laane Penge af Folk, ſom han tidligere ikke for
nogen Priis vilde have nermet fig.

Den Eneſte, han i Caen kunde tage ſin Tilflugt
til, var en Mand ved Navn Armſtrong, en Landsmand,
ſom Havde etableret fig der ſom Handlende. „Min
kjcre Armſtrong,“ ſtrev han en Dag til ham, „ſend
mig 70 Fr., at jeg kan betale min Vaſterkone; jeg kan
ikke fane en Skjorte fra hende, og jeg er Skyld i, at
hun er nærved at doe af Sult. Jeg kan ikke engang
betale min Brevporto.“ For at gjore det faa galt ſom
muligt blev det engelſke Conſulat i Caen ophævet. Lord
Palmerſton, der dengang var Miniſter, Havde forhørt
lig hos Brummell, om denne Poſt ogſaa var nodven⸗
dig. Brummell, der haabede at fane den ombyttet med

104 George Bryan Brummell.

en Anſettelſe i Italien, ſparede, at der var flet Intet
at gjore. Heraf benyttede Palmerſton ſig til at ſtryge
Conſulatet i Caen, og Brummell blev afſpiiſt med Lof—
ter. Der var nu intet Andet for ham at gjore end at
appellere til fine londonſte Venner, og i Efteraaret 1832
ſendte han Armſtrong til England for at gjore en Ind—
ſamling hos dem. Dette Skridt lykkedes over al For-
ventning. Hertugen af Welligton, Lorderne Willoughby,
Burlington, Pembroke og iſer Lord Alvanley tegnede
ſig for betydelige Summer. Brummells Sendebud kom
tilbage med en faa ſtor Sum, at der var nok til at
bælfe den lobende Gjeld; men Brummells Hovedereditor,
Banquieren i Calais, var endnu ikke betalt. Han blev
tilſidſt kied af det, og i Foraaret 1835 lod han fin
ulykkelige Debitor arreſtere. Brummell var endnu ikke
ſtaaet op, da man kom for at fætte ham faſt. Han blev
aldeles fortvivlet, da man vekkede ham med det Torden—
budſtab, og tiggede indſteendig om, at man vilde lade
ham et Sieblik alene for at han kunde gjore Toilette.
Det vilde man ikke indlade fig pan, og det var maafkee
forſte Gang t hans Liv, at han var nodt til at klede
fig paa i en Fart.

J de forſte Dage, han tilbragte i Fængslet, var
han aldeles modlos. Alle disſe Overflodigheder, der
med Aarene vare blevne ham meer og meer nodvendige,
maatte han med eet gjore Afkald paa. Han kom ſig.
forſt en lille Smule, da man ſtikkede ham hans Saber

George Bryan Brummell. 105

og Pommader, Eaudecologne og Alt, hvad han med eet
Ord kaldte fine „comestiblesé“. Han optog nu igjen
fine gamle Baner, og en af hans Fengſelskammerater
forteller, at han brugte tre Timer til ſit Toilette, at
han ragede fig hver Dag og vaſtede fig fra Overſt til
Nederſt. Til denne Reenlighedsproces, der var uhørt
i Fengslets Aarboger, brugte han tolv til femten Potter
Band og to Potter Melk, der daglig bleve ham bragte.
Brummells Creditor havde uden Tvivl gjort Regning
pan, at de ſtrenge Forholdsregler, han tog imod den
gamle Dandy, ffulde formaae hans Venner til at betale
for ham. Han forregnede ſig ikke heller. Armſtrong
blev anden Gang ſendt til London, gik fra Dor til
Dor og gav en faa ynkelig Skildring at den ci-devant
Modekonges Skjebne, at Hertugen af Beaufort og Lord
Alvanley fatte fig i Spidſen for en ny Subſtription.
Hertugen af Devonſhire, General Uxton, General Gros—
venor og Flere tegnede ſig hver for 25 Guineer, og
Lord Palmerſton foiede hertil 200 ſom en Slags
Skadeserſtatning, fordi han havde miſtet Conſulatet.
Armſtrong kunde ſaaledes vende tilbage med en ſaa ſtor
Sum, at ikke blot Banquieren i Calais blev betalt,
men der blev endnu et Overftud. Hertil kom, at en⸗
deel af Brummells Venner forpligtede ſig til desuden
at ſende ham aarlig tretuſinde Fr. for at ſikkre ham
mod at lide Nod.

Brummell forlod Fengslet og gik ſamme Aften

106 George Bryan Brummell.

pan Bal. Han havde faaet fit tidligere gode Humeur
tilbage og forſikkrede alvorligt, at det var den ſmukkeſte
Dag, han havde levet. Men fra bette Oieblik gik han
ſtadig nedad Balle. Han havde endnu beſtandig Lyſt
til at ſpiſe godt, og da han ikke kunde gjore det for
egen Regning, gjorde han fig ingen Samvittighed af
at leve godt paa Andres. Han var bleven en Slags
Curioſitet der paa Stedet og et faſt Inventarium ved
Hotellets table d'hôte. Han, der tidligere var faa ex—
cluſiv, betenkte fig nu ikke paa at lade fig traktere med
Champagne af den forſte den bedſte Fremmede.

Paa denne Tid foregik der en ſtor Revolution i
hans daglige Levemaade: han fandt fig i at gage med
fort Halstorklede! Det var en Begivenhed, in Abdica—
tion, men det var ogſaa le commencement de la fin.
Den gamle Dandy bragte det ſnart faa vidt, at han be—
gyndte at negligere fit Ydre, fin Paakledning, der havde
været hans Livs væfentligfte Opgave. Hans eneſte
Lidenſtab var nu at ſpiſe, og han ſpiſte med en ſaadan
Forſlugenhed, at man var nodt til at udelukke ham fra
table d'höte. Kort efter tog hans Sindsforvirring til
i en ſaadan Grad, at man ſtadig maatte have ham
under Bevogtning. Det var undertiden ſorgeligt nok
at lægge Merke til hans Galſtab. Undertiden bildte
ban fig ind, at han gjorde en ſtor Feſt for fine Ven⸗
ner, og han inviterede da alle dem, han Havde havt
Omgang med i ſin Velmagt, og hvoraf Mange allerede

George Bryan Brummel. 107

vare døde, Paa ſaadanne Dage lod han fit Værelfe
gjøre ryddeligt, fatte Whiſtbordet frem og lod Lyſene
tende. Klokken otte aabnede Tjeneren, der hapde faaet
ſine Inſtruktioner, Doren og meldte: Hertuginden af
Devonſhire! Han reiſte ſig da fra ſin Stol og gik lige
hen til Doren for at modtage den ſmukke Georgiana.
Han bukkede neſten ligeſaa gratieuſt ſom i fine unge
Dage. „Ak, min kjere Hertuginde,“ ſagde han i en
leſpende Tone, „hvor jeg er lykkelig ved at fee Dem!
Vil De ikke komme herhen og begrave Dem i denne
Leneſtol! Veed De, at jeg har faaet den af Hertug—
inden af Vork, der engang var mig meget god? Stab
kel! hun er nu ikke mere!“ Her fyldtes hans Dine
med Taarer, og idet han ſank tilbage i Laneſtolen ſtir—
rede han ind i Ilden, indtil Lord Alvanley eller Lord
Woreeſter eller en anden af hans fornemme Venner blev
meldt, og nu begyndte Pantomimen forfra. Klokken ti
meldte man Vognene, og dermed var Fareen forbi.

Tilſidſt var der ikke Andet for hans Venner at
gjore end at lægge ham ind paa et Hoſpital. Man
maatte noeſten bringe ham derhen med Magt, thi han
troede, at han igjen ſkulde i Fengſel. Her dode han
den 30te Marts 1840 i en Alder af to og halpfjerd—
ſindstyve Aar.

George Brummells Liv bærer fin Lære i fig ſelv.
Hans Liv manglede Verdighed og Sandhed. Han var
en complet Egoiſt, thi uagtet hans Venner fodte og

108 George Bryan Brummell.

kledte ham i fem og tyve Aar, ſagde han dog, da han
miſtede ſin Pudelhund, at det var hans bedſte Ven, der
havde forladt ham. Man behover ikke at være Purita—
ner for at indſee, at om det end er overmaade rart, at
en Mand forſtager at klede fig med Smag, faa maa
det dog ikke gane faa vidt, at han ikke kan fee, at der
ogſaa er Andet at leve for end netop Kleederne. Det
er ikke dem, der ere det ene Fornodne.

Len fremmede Viteraturer.

Ved
A. 3.

I.
Hvor kan jeg bære glad og fro,
Hvor kan jeg feſtligt ſmykket gage,
Naar den, jeg gav mit Hjertes Tro,
Til fjerne Land jeg drage ſaae?

Det er ei Vintrens barſte Veir,
Det er ei Snee, ei iskold Vind,
Der bringer Taarer paa min Kind,
Men Savnet af min Hjertenskjer.

Forbi er Vintren, Vaaren ner!
Naſt ſktyder Birken grønne Skud,
Alt fætter Knop og ſpringer ud,
Nu vender hjem min Hjertenstjær!
(Ph. Kaufmann.)

109

110 Fra fremmede Literaturer.

II.

O fane jeg Dig paa Heden hiſt

J Regn og Slud,

Min Kappe imod Stormens Magt

Jeg bredte ud!

Og kom Dig Storm og Uveir ner

Og bragte Nod,

Glad jeg Dig da, ſom Tilflugtsſted,
Mit Hjerte bod!

Og om jeg i den ode Ork
Forladt mon ftaae,
Den til et Paradis mig blev,
Blot Dig jeg ſaae!
Og var en Konge jeg, og var
Alverden min,
Du Kronens bedſte Smykke var,
Saa faur og fin!
(Burus.)

III.

Sneeklokken hoit i Mark og Eng
Nu kalder fjernt og nær:

„Staa op af Vintrens kolde Seng,
Du fagre Blomſterheer!“

Fra fremmede Literaturer.

Og Blomſter, rode, hvide, blaae,
Komme i tuſindtal,
Forglemmigei, Violer ſmaa

Og Lillieconval.

Sneeklokken ſpiller op til Dands,
Thi Alle dandſe vil,

Mens Maanen ftaaer i Solverglands
Og nok ſaa glad feer til;

Men Junker Riimfroſt han blev vred
Og Vei til Feſten fandt,

Da ſtandſed' brat al Lyſtighed,
Brat hver en Blomſt forſvandt.

Dog borte er Hr. Niimfroſt knap,
For de ved Klokkens Lyd
Ta'e fat igjen, hvor nys de ſlap
Og med fordoblet Fryd.
Os Alle Klokken kalder paa,
Jeg ſpigter heller ei,
Til Dands nu alle Blomſter gage,
Til Dands gaaer ogſaa jeg!
(Hoffmann v. Fallersleben.)

—

IV.

Paa Marken nys et Liv der var,
Hvis Mage Verden feet ei har;

11

Fra fremmede Literaturer.

Muſik og Sang og Dands og Spil
Med alſkens Lyſtighed dertil.

Greshoppen Gjæfterne indbod,

Fra Gry dens travle Piben load:
„Skynd Eder, ind til Feſten trin;
Her ſtjenkes Dug og Blomſtervin.“

Hr. Torbiſt med ſin Frue ſmuk

Alt bænfet fad ved et Glas Dug,

Og til hver Blomſt langs Vei og Sti
Raft gjorde Cour den vevre Bi.

Ei Tiden Fluerne faldt lang,

De ſummed lyſtigt mangen Sang,
Mens Myggene med lette Trin
Sig muntert ſvang i Solens Skin.

Et Liv der herſked' overalt,

Som om for Evighed det gjaldt;
Tæt Gjeſterne drog ud og ind
Og Alle med fornsiet Sind.

Dog Alt i Verden Ende fager,
Idag afmeiet Marken ſtaager;
Lagt ode er det ſtjonne Huus,
Forbi al Glæde, Suus og Duus.
Hoffmann v. Fallersleben.)

SS
SS

D

2

Johan Herman Wessel.

Goethe: Ganpmed.

Bed

H. Schwanenflügel.

Hvor Du ſtraaler mig imode
J Morgenglandſen,

Foraar Du Elſtte!

Mit Hjerte fornemmer
Med tuſindfold Vellyſt

Og hellig Been

Din evige Varme

Og uendelige Skjonhed!

Gid jeg kunde Dig favne
Med disſe Arme!

Ak ved din Barm
Jeg ſmegtende hviler.

Dine grønne Straa fig over mig boie

Goethe: Ganymed.

Og tæt til mit Hjerte fig Blomſterne trænge.
Du liflige Morgenvind

Kjoler den brendende

Torſt i min Sjal,

Og elſtovsfuldt falder

Naktergalen mig fra det Fjerne;

Jeg kommer, jeg kommer!

Hvorhen? ak, hvorhen?

Opad! Opad det drager mig.
Skyerne dale,

Skyerne nærme fig

Mig, mig,

Der elffer og længes.

J Eders Stjøb

Opad, opad!

J Fapnen omfapnende!
Opad mod dit Bryſt,
Alkjerlige Fader!

117

„Gborledes fanger man en Solstraale.“
W
Adolf Bauer.

Ovenſtagende Titel er laant fra en lille Fortel⸗
ling, ſom formodentlig i det Mindſte af Navn vil være
de Fleſte bekjendt, idet den danner det forſte Led i en
Reekke „Solſtraalefortellinger“ af den Halv allegoriſerende,
halv moraliſerende Art, der er eiendommelig for en ſtor
Deel engelſte literaire Frembringelſer. Den gaaer ud
pan at viſe, hvorledes man i det daglige Livs Sorger
og Bekymringer, under Nod og Ulykke, ved at ſee opad
er i Stand til at fange en Straale af Lys og Liv og.
kan hente Troſt, Opmuntring og nyt Haab, naar man
kun ret forftaaer at fange dette Solſtin. Solſtraalen er
jo for os Bereren af Lys og Varme, og derved op-
muntrer og vederkveger den vort Sind. Vi fjende Alle
den Folelſe af Gnavenhed og Utilpashed, der bemegtiger
ſig os, naar Veiret er morkt og graat, naar det er

118 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

Regn eller Slud, og ſom man har givet det betegnende
Navn „Graaveirshumeur“, men vi vide ogſaa, hvilken
Forandring en Smule Lys og Solſtin kan tilveiebringe
heri. Hvor glad og veltilmode føler man fig ikke om
Foraaret, naar Solen atter begynder at fane Kraft, og
hvilken oplivende Indflydelſe har ikke en ſped Solſtraale
om Efteraaret, naar den ligeſom bringer Budſkab om
Sommeren! Kjende vi ikke Alle Solſtraalen, naar den i en
bred Lyslinie falder gjennem vort Vindue ind pan Gul—
vet, medens de utallige Smaalegemer, hvoraf Luften er
opfyldt, flimre og boltre fig i den, idet de ved at kaſte
dens Lys tilbage netop gjøre den tydelig for os? Der
er neppe Mange, der have feet dette Phænomen, uden
at det Onſte en eller anden Gang er opftaaet hos dem
at kunne faſtholde eller fengſle denne Straale, med andre
Ord at kunne fange Solſtraalen.

For at gjore dette, maa vi indrette os derpaa.
Man formorker fuldſtendig Verelſet ved at ſette Skod—
der for Vinduerne, og hænge Toi for alle de Spreekker
og Aabninger, hvorigjennem Lyſet muligviis kan liſte
fig ind. J det ene Skod gjeres derpaa en lille Aab⸗
ning, ad hvilken Solſtraalen kan pasſere, og denne vil
da falde ind paa den modſtagende Veg eller pan en
hvid Skicerm, ſom man kan opſtille i Verelſet. Men
vi have det i vor Magt endnu bedre at coneentrere
denne Lysſtraale, idet vi i Aabningen anbringe et flebet
Samleglas, en ſaakaldet Lindſe eller Brendglas. At
Brendglasſet er iſtand til at concentrere Solſtraalerne,

„Hporledes fanger man en Solſtraale.“ 119

er bekjendt nok; man har jo anvendt det, for man fit
de nuværende flette og bekbemme Tendemidler til at an—
tende med, og adſtillige Ildebrande ere netop foraarſa—
gede ved, at man uden fit Bidende eller Villie har havt
Gjenſtande, der virkede ſom Brendglas, ſtagende paa et
Sted, hvor de bleve trufne af Solſtraalerne. Man har
ofte hort, at der er opſtaget Ildlos i et Verelſe, hvor
Ingen i flere Timer har opholdt ſig, eller hvor der i
længere Tid hverken havde været Ild eller Lys, og man
har ikke paa nogen Maade kunnet forklare fig Ildens
Opkomſt. Men fan oplyſes det engang, at der paa
Bordet i dette Varelſe har ſtaget f. Ex. en Vandkaraffe
med rund Bug, og nu veed man, hvem der er Gjer—
ningsmanden. Et Glas af denne Form, fyldt med
Band, er netop et ypperligt Middel til at ſamle Lys—
ſtraalerne, og vi vide jo, at Skomagerne benytte et
ſaadant, den ſaakaldte „Skomagerkugle“, til at concen-
trere Lysſtraalerne pan deres Arbeide om Aftenen. Ka⸗
raffen har virket ſom et Breendglas og har tændt Bord—
tæppet, fra hvilket Ilden har forplantet fig til Bordet
og derfra til de andre Gjenſtande i Verelſet. Paa
den Maade ere, ſom ſagt, mange Ildebrande opſtaaede.

En ſaadan Lindſe anbringes nu i Aabningen i
Vinduesſtoddet, og Solens Straaler concentreres da i
denne, hvorpaa de atter derfra kaſtes ind pan Veggen
eller Sfjærmen, idet de give os et Billede af de Gjen—
ſtande, de have modt pan deres Vei. Vi faae altſaa
pan Skjcermen en Afbildning af Huſet ligeoverfor eller

120 „Hvorledes fanger man en Solſtraale“

Gaden udenfor vor Bolig med alt det Liv, der rorer
ſig paa denne. Men man var dog ikke ret tilfreds med
denne Maade at opfange et ſaadant Billede paa, idet
Befværet ved at formorke hele Verelſet var altfor ſtort,
og idet man heller ikke kunde frembringe et ſaadant morkt
Verelſe overakt. Neapolitaneren Giovanni Battifta
Porta opfandt da i det ſyttende Aarhundrede et trans—
portabelt morkt Rum af folgende Indretning. Det er
en paa alle Sider lukket, fiirkantet Trœkasſe, hvis ind—
vendige Vægge ere fværtede, for at de ikke ſtulle kaſte
Lyſet tilbage, Paa dens forreſte Væg findes Aabningen,
hvori Lindſen er anbragt, men denne rager lidt ud af
Kasſen, idet den ſidder i et Ror, der er anbragt i Aab—
ningen. Bagveggen kan man gjore af mat Glas, og
paa denne vil man da opfange Billedet af Solſtraalen
med de Gjenſtande, den belyſer; vi kunne flytte denne
Kasſe med overalt, hvor vi ville, og ſtille den op, hvor
vi onſte: i Byen, i Skoven, paa Marken, ved Strand—
bredden, og overalt vil den give os Billedet af Gjen—
ſtandene, concentreret i Brendglasſet, og derfra fkarpt
og tydeligt kaſtet hen pan Bagvoeeggen. Men bette Bil-
lede, har den i vore Pine veſentlige Feil at ſtage paa
Hovedet; det er et omvendt Billede, hvilket let vil for—
ſtaaes. Have vi i AB Gjenſtanden, der belyſes, og i
O Lindſen, vil Lysſtraalen, der fra A gaaer gjennem
denne, falde paa Skjeermen ved D, og den, der fra B
pasſerer Brendglasſet, vil falde pan Skjcermen i E, ſaa
at, hvad der for var oppe, nu er nede og omvendt.

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 121

Denne Mangel kunne vi dog let afhjælpe, da det
ſtager i vor Magt at vende hele Billedet om og igjen bringe
det paa Benene. Anbringer man i Kasſen iſtedenfor
ED et ſtraat Speil, der helder ved D, ville Lysſtraa⸗
lerne ogfau treffe bette paa den angivne Maade, men
nu kaſtes Billedet tilbage, og da Speilet helder, ville
de falde op ad mod Kasſens Laag, ſom man nu kan
gjore af mat Glas. Billedet vil da komme til at ſtaae
paa dette i ſin naturlige Skikkelſe, og vi have da her et
ypperligt Middel til at opfange alle mulige Gjenſtande,
Bygninger, Landſkaber, Perſoner oſv., idet man kan ſtille
ſin Kasſe, der er let og bekvem at transportere, op,
hvor man vil, og optage Billeder. Man kan have megen
Fornoielſe af et ſaadant Camera obscura, der, godt
konſtrueret, med megen Skarphed og Tydelighed gjen⸗
giver Billederne af alle de mange vexlende Scener, der
foregane udenfor. Et Exempel paa denne Anvendelſe
vil man finde i den ſtore Samling af Modeller, der op—
bevares i Conservatoire des Arts et Metiers i Paris.
J et afs de inderſte Verelſer i bette feer man et ſtort
teltformigt Forheng, og under dette er der opſtillet et

122 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

Bord med en hvid Flade, der altſaa ſparer til Skjer—
men eller Veeggen. Gager man ind under Forhenget
og feer ned paa Bordet, vil man til fin Overraſtelſe
gjenfinde et Stykke af Gaden udenfor Huſet med dens
Bygninger, Træerne langs Gadelinien og alle de mang—
foldige Gjenſtande, der røre og bevæge fig paa denne.
Ekvipager rulle forbi med deres gallonerede Kudſke og
Tjenere,; en ſpeertbelesſet Arbeidsvogn kommer kjorende;
den holder udenfor et Huus, Kudſten afleverer nogle
Varer og kjorer videre; de Spadſerende bevæge fig hen
ad Trottoiret, ſtandſe foran et Butiksvindue, ſom de
betragte, og gage atter videre, og ſaa fremdeles i det
Uendelige. Stadig ſtiftende Scener, fulde af Liv, Lys
og Farve, oprulle fig for os, fan at man naſten itke kan
blive træt af at betragte dem. Forhernget er kun an—
bragt, for at Lyſet i Verelſet ikke fkal falde ind paa
Bordet og forſtyrre Lysbilledet.

Meningen med denne Opfindelſe var imidlertid ikke,
at den blot ſtulde tjene til Lyſt. Det var Henſigten at
byde Kunſtnere og Tegnere et bekvemt Middel til at af—
bilde forſtjellige Gjenſtande, idet man ved at lægge et
Stykke Kalkeerpapir paa Glaspladen, hvor Billedet viſer
lig, er i Stand til at aftegne dette, faa at man ſenere
blot behover at eftergaae Konturerne. Imidlertid har
dens Anvendelſe hertil aldrig ret fundet Indgang und—
tagen i det Hoieſte hos Dilettanter, men derimod opſtod
den Tanke ſnart, om det ikke ſtulde være muligt at faſt⸗—
holde og bevare det Billede, der vifte fig paa Glas-

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 123

pladen. Det er Lyſet, ſom tegner dette, og kunde vi
fængfle dets Tegning, have vi i Virkeligheden fengſlet
Lysſtraalen: vi have fanget en Solftraale.

Fra Slutningen af det [de Aarhundrede batere
fig de forſte hiſtoriſre Forſog herpaag. Mænd ſom
Wedgewood, Steentoiskarrenes beromte Opfinder, og
den lærde Humphry Davy forſogte blandt Andre at
loſe denne Opgave og at kopiere Kobberſtik ved Lyſets
Hjælp, men alle Forſogene faldt uheldig ud, og paa
Grundlag af disſe Erfaringer udtalte de da den af hele
Datidens videnſtabelige Verden anerkjendte Dom, at Los⸗
ningen af denne Opgave var en Umulighed: man kunde
ikke fange Solſtraalerne.

Efter dette ſtulde man ikke troe, at Nogen alligevel
havde vovet fig i Lag med denne Opgave, men til alt
Held var den Mand, i hvis Lod bet faldt at berige
Verden med en af de meſt epokegjorende og frugtbrin—
gende Opfindelſer i vor Tidsalder, fuldſtendig ubekjendt
med Videnſkabsmendenes Udtalelſer, da han ellers neppe
vilde have vovet fig ind paa Noget, ſom disſe havde
ſtemplet ſom umuligt. Paa et lille Landſted ved Bred⸗
den af Sadne levede paa den Tid en Mand ved
Navn Joſeph Nicephor Niepce. Han var, hvad
man kalder en Tuſindkunſtner, en Mand, der uden at
være Videnſtabsmand, levende interesſerede fig for Tet
nik og Chemi, og ſom gjerne-ſyslede med Experimenter
i disſe Videnſkaber. Han hapde forſogt at konſtruere
en Maſtine, Hvori Dampen ſtulde erſtattes af opvarmet

124 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

Luft; ſenere havde han lagt fig efter at fremſtille Indigo
af indenlandſke Planter, og da Lithografien blev ind—
fort, optog den alle hans Tanker. Som man veed er
den lithografiſte Steens Forekomſt kun indſtrenket til et
enkelt Sted, men man efterſogte ivrigt Steenbruddene
for at opdage nye Findeſteder. Under denne Sogen kom
han paa den Tanke at erſtatte Stenen med en poleret
Metalplade, og herfra fortes han ſnart til Forſogene
paa ved Lyſets Hjælp at frembringe Afbildninger paa
en ſaadan, ſom det derpaa var hans Henſigt af ætfe
ned i Pladen, for at benytte denne til at lage Af
tryk med.

J 1813 begyndte Niepce ſine Arbeider, og en
Nekke af henved tyve Aar gik hen med moiſommelige
og anſtrengende Forſog paa at loſe Opgaven. Og det
lykkedes ham virkelig ved Hjælp af camera obscura at
frembringe Billeder, men hvilket Befvær koſtede ikke bette,
og hvor ufuldkomne vare disſe ikke ſammenlignede
med, hvad man nu til Dags ſeer! Om at aftage Per—
ſoner var der flet ikke Tale; han indſkrenkede fig til at
afkopiere Kobberſtik eller til at optage enkelte Billeder af
livloſe Gjenſtande, men han brugte dertil neſten 10—12
Timer, og i Lobet af dette Tidsrum forandredes Lyſet
og Skyggen af Gjenſtandene, faa at han fik matte og
udviſtede Farver, ligeſom ogſaa hans hele Fremgangs—
maade var heiſt ufuldkommen.

Omtrent ved 1826 fil Niepee imidlertid en Med⸗
arbeider i fine Forſog pan at fange Lysſtraalerne. Det

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 125

var en Theatermaler i Paris ved Navn Louis Mand sé
Daguerre, hvis Studier over Lyſets Virkninger lige⸗
ledes havde fort ham til at anſtille Forſog paa at faft-
holde de Billeder, der fremkomme i et camera obscura.
Han fik tilfældigvis Nys om Niepces Forſog og ſtrev
til ham for at fane Oplysning om, hvilke Reſultater
han var kommet til, men Indholdet af Daguerres Brev,
i hvilket han pan den ene Side gav det Udſeende af,
at han ſelv havde opnaaet betydelige Reſultater, medens han
paa den anden forhørte fig hos Niepee om denne over⸗
hovedet anſage Sagen for mulig, var ikke ſtikket til at ſtaffe
bette Indgang hos Niepce. „See til den Pariſer,“
ſagde han, „han vil udfritte mig,“ og da han endelig
beſluttede fig til at ſvare, var hans Brev affattet i en
faa diplomatiſt Tone, at Daguerre ikke ſtulde blive fyn:
derlig klog deraf. Senere kom de dog i nermere Bero⸗
ring, og i 1829 fluttedes der en Kontrakt mellem dem
om en fælles Virkſomhed paa bette Omraade.

Det blev dog Tilfældet, der her, ſom faa ofte, kom
dem til Hjælp, og gav dem Anviisning paa den Bei,
de ſkulde folge. Det hændte fig en Dag, at en Skee
af Uagtſomhed var bleven liggende paa en præpureret
Solvpplade, men hvem ſtildrer Forbauſelſen, da man fandt
Skeens Omrids aftegnet paa Pladen. Man lagde ſelv⸗
følgelig ſtrax Hovedet i Blød for at udfinde, hvad der
var gjort ved Solppladen, hvorved den var bleven faa
modtagelig for Lyſets Indvirkning, og man erindrede
da, at den havde været udſat for Dampene af Jod, et

126 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

Stof, ſom udvindes af Havvandet, ſom ogſaa udgjor
en vigtig Beſtanddeel af Levertran, og hvis Anvendelſe
i Medieinen mod Kjertler vil være bekjendt. Naturlig—
viis fortſafte man ſtrax Forſogene i denne Retning, og
det vifte fig da, at Solvplader, der bleve uͤdſatte for
Joddampe, vare i hoi Grad modtagelige for Lyſets Ind—
virkning.

Blandt de forſtjellige Stoffer, der paavirkes af
Lyſet, indtage Solvets Forbindelſer en fremragende
Plads. Alle kjende Helvedesſtenen, de hvide Stenger,
ſom Lægerne benytte til at touchere med, og ſom netop
er en ſaadan Solvpforbindelſe. Man vil da uden Tvivl
vide, at disſe Stenger beſtyttes omhyggelig mod Lyſets
Indvirkning, for at de ikke ſtulle fværtes, ligeſom at de
Steder af Huden, hvor Touchering har fundet Sted,
farves ſorte, og ligeledes vil man mindes den Omhu,
der ved en ſaadan Touchering viſes, for at ikke Pa—
tientens Linned eller Sengens Lagener ftulle plettes,
da de derved fremkomne forte Pletter kun vanſkelig kunne
fjernes. Endnu en lille Anvendelſe af Helvedesſtenen
fra det daglige Liv kan der appelleres til for at frem—
drage Mindet om denne Egenſtab ved Solpſaltene; det er
dens Anvendelſe ſom Merkebleek. Oploſt i Band dan—
ner den et vandklart Fluidum, med hvilket man føriver
paa Toiet efter iforveien at have præpareret dette med
Gummi, for at Sfriften ikke fkal lobe ud, og de der—
ved frembragte Sfrifttræl farves da hurtig forte af
Lyſet.

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 127

Paa dette Grundlag experimenteredes der nu vi⸗
dere; men der var endnu langt tilbage. Skuffelſer og
mislykkede Forſog var der nok af, men kun fan Lys—
ſtraaler. Midt under disſe Arbeider dode Niepce, den
dte Juli 1833 i Chalons i en Alder af 63 Aar. Det
var lykkedes ham at kaſte et Blik ind i det forjættede
Land; han havde feet, at den af fan Mange ſpottede
og forhaanede, af Andre fuldſtendig underkjendte Tanke
var praktiſt udførlig, han havde fanget en Solſtraale,
men den havde ſpigtet ham igjen, og det lykkedes ham
ikke at fuldføre det Vork, han hapde offret faa mange
Aars udholdende Arbeide. Upaaagtet og miskjendt døbe
han, efterladende fin Familie i trange Kaar, og forſt
efter hans Dod lagde Berommelſens Solſtin fin Straale-
glorie om den forſte Opfinders Minde og ſpredle
ogſaa Lyſet og Varmen derfra over hans fattige Ef—
terladte.

Daguerre arbeidede ivrigt for at lofte den Arv,
Niepce havde efterladt ham, og han kom agſaa til at
hoſte det ferſte Udbytte af de Tos forenede Anſtrengelſer,
men endnu forlob der henved fem Aar, forinden han
turde vove fig frem med fin Opfindelſe. Da lob Ryg:
tet en Dag over Frankrige og ſtrakte ſig fra det ud over
hele den civiliſerede Verden, at det var lykkedes ved Ly⸗
ſets Hjælp at frembringe Afbildninger af forſtjellige
Gjenſtande. Man kan tenke fig, hvilken Opſigt en ſaa⸗
dan Efterretning maatte gjøre ban en Tid, hvor endnu
ikke alle de ſenere ſtorartede Opfindelſer og Opdagelſer

— ä —

— —— — —T—T—— — —

128 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

paa Naturvidenſkabernes Omraade havde gjort Sindene
modtagelige for ſaadanne Meddelelſer; medens Folk nu—
tildags ſnarere troe for meget end for lidt og ere tilboie—
lige til at modtage ſelv de meſt halsbrekkende Ideer
med en vis Agtelſe for deres Mulighed, var Jord—
bunden dengang aldeles ubearbeidet, og Daguerres Op—
findelſe blev modtagen med almindelig Mistillid. Da
kom den i det franſte Akademies Hiſtorie mindeværdige
Dag, den 7de Januar 1839, da den beromte Arago
forelagde den forſte Meddelelſe om Opfindelſen. Da—
guerres Navn var dieblikkelig pan Alles Leber, Folk
ſtrommede til hans Atelier for at fee Prøverne pan den
ſjeldne Opfindelſe, og Alle interesſerede fig for den og
fik Lyſt til at efterligne den. Fremgangsmaaden var
endnu en Hemmelighed, men for at den ved at blive
Alles Eie kunde udvikles og fuldkommengjores faa meget
ſom mulig, forelagde Regjeringen Deputeretkammeret i
Modet den 15de Juni 1839 et Forſlag om at affjobe
Opfinderen hans Hemmelighed for at offentliggjore den.
J Kraft af en „Folkebeſlutning“ ſikkredes der Daguerre
en livsvarig Penſion paa 6000 Francs, medens Niepces
Son i Anerkjendelſe af hans Faders ſtore Fortjeneſter
af Opfindelſen fik en mindre aarlig Penſion. J
et derpaa folgende Mode af Akademiet, den 19de Au—
guſt 1839, offentliggjorde Arago alle Detaillerne i Frem—
gangsmaaden.

Det var et bevæget Mode. Salen var fyldt faa-
vel af Medlemmer ſom af Tilherere, og udenfor Huſet

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 129

flokkedes talrige Skarer af Nysgjerrige og Videbegjeer⸗
lige. For denne Forſamling, der indeſluttede de be—
romteſte Videnſkabsmend og Kunſtnere i Paris, fore—
lagde Arago den nye Opfindelſe, medens den udenfor—
ſtaaende Hob jevnlig modtog Meddelelſer om, hvad der
foregik i Salen ved Hjælp af utaalmodige Stafetter, der
ikke kunde vente med at meddele Reſultaterne af, hvad
de havde hort, til Foredraget var forbi, og ſom derfor
bragte forhaſtede Efterretninger om de forſtjellige Sta⸗
dier i Opfindelſens Udvikling i Stedet for om dennes
Reſultat. Da denne tilſidſt forelaa i fin Helhed, var
den Senſation, den fremkaldte, umaadelig. Alle vilde
forſoge deres Lykke. De optiſte Inſtrumentmagere fik
ſnart udſolgt; thi der var ikke ſaamange Lindſer at er⸗
holde i deres Butiker, ſom det ivrige Publikum onſtede.
Det var blevet en Modeſag at ſtulle anſtille Experimen⸗
ter med Lysſtraalerne, og ſtjondt de fleſte af disſe kun
gave daarlige Reſultater, ſom naturlig var, fil man dog
ogſaa af og til et lille vellykket Billede af en eller anden
Gienſtand, der gav Beviſet i Hende pan, hvad der
kunde udrettes med den nye Opfindelſe. Selpfolgelig
ophorte ſnart denne Mode, thi Andet var det ikke, men
Frugterne af, at Opfindelſen ſaaledes var bleven Alles
Eiendom, have viiſt fig i den ſtorartede og ſmukke Ud—
vikling, Kunſten til vor Tid har naget.

Lad os et Sieblik betragte de nye Billeder, der fik
Navn efter den heldige Opfinder. Nutildags optager
man ikke mere Daguerretypier; de betegne et tilbagelagt

9

130 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

Stadium i Kunſtens Üdvikling, men man finder dog
hiſt og her pan Væggene i forſtjellige Huſe Billeder af
denne Art fra tidligere Tider. Man kan af disſe fee
deres Mangler, ſtjondt ſaadanne Billeder dog allerede
tilhore en forholdsviis fremſtreden Udvikling; thi i Be⸗
gyndelſen var Tiden; der medgik, altfor lang, til at man
kunde aftage levende Perſoner. Forſt efterhaanden lykke—
des det at indſtrenke denne til en 2— 3 Minutter, hvad
man dengang fandt var en forbauſende kort Tid. Men
Enhver veed, at disſe Billeder kun kunne ſees i en vis
Belysning, da der ellers fremkommer en ubehagelig
Speilning fra Fladen. Ligeledes begynde disſe ældre
Billeder nu at tabe fig; de udviſtes efterhaanden, og
der vil neppe gage ret mange Aar, for der ikke exiſterer
et eneſte Daguerreotypi. Begge disſe Mangler have en
fælles Aarſag, der ligger i den ufuldkomme Methode.
Billedet fremſtilles pan en forſolvet Kobberplade, der ud—
ſettes for Joddampe og derved bliver modtagelig for
Lyſets Paavirkning. Den anbringes i Kameraet, og
Lysſtraalerne aftegne da Billedet pan Pladen. Men
naar man tager Pladen ud af Kamerget, ſeer man ſlet
intet paa den; for at fane Billedet frem, er det nod—
vendigt at udſette den for Kvikſolodampe, og Kvikſolvet
afſetter fig da kun paa de af Lyſet paavirkede Steder.
Derfor er det nodvendigt at holde Pladen i en vis
Stilling, for at Lyſet kan kaſtes tilbage. Efterhaanden
fordamper imidlertid Kvikſolvet, og Billederne udviſkes
derved.

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 131

Mellem disſe Billeder og Nutidens udviklede foto—
grafiſkte Kunſt er der et umaadeligt Spring. Gjennem
de optiſte Apparaters Udvikling og Fuldkommengjorelſe,
og ved en heel Dannelſe af de chemiſte Operationer,
hvorpaa Procesſen beroer, har man naget den forbau—
ſende ÜUdvikling, ſom vi Alle kjende. Det vilde være
vanſkeligt at opregne alle de Omraader, Hvor nu Foto—
grafien finder Anvendelſe, men det behoves heller ikke,
fordi Alle have en Erkjendelſe deraf. Nutildags er
Intet helligt for Fotograferne: Menneſker, Dyr, Byg—
ninger, Landſtaber, Skibe og alle mulige livloſe Ting,
og indenfor disſe Grene exiſterer der igjen mangfoldige
Specialiteter. Man behover nu ikke mere en Tid af
2—3 Minutter for at optage et Billede, ligeſaa mange
Sekunder ere tilſtrœekkelige, og i „Diebliksbillederne“ ſteer
Optagelſen i et Nu. Medens man tibligere ofte maatte gaae
forgjeves hos Fotografen, forbi Veirliget var uheldigt, er bette
heller ikte nu mere nogen Hindring; til enhver Tid
pan Dagen er Fotografen villig til at optage et Bil—
lede, idet han kan tilveiebringe tilftrælfelig ſterk kunſtig
Belysning hertil. Ved Hjælp af denne er han ligeledes i
Stand til at optage fotografiſke Billeder af Steder, hvor
Lyſet aldrig trænger hen, f. Ex. det Indre af Phra—
miderne eller af Katakomberne i Paris“ Det ſterke
kunſtige Lys fætter ham i Stand til at forſtorre Bil⸗
lederne, faa at disſe kunne leveres i Legemsſtorrelſe,
medens man ſamtidig kan fage andre Billeder, der ikke

ere ſtorre end et Knappenaalshoved og mage bekragtes
9"

132 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

gjennem et Forſtorrelſesglas for at kunne ſees. Medens
Synsfeltet tidligere var indſtrenket, er der nu neſten ingen
Grendſe for, hvad dette kan rumme. Heller ikte med Henſyn
til fit Materiale behover Fotografen at være forlegen; man
fotograferer nu raſt væl paa Papir, Glas, Træ, Vox⸗
dug, Æggehvide, Collodion, man indbrender Billederne
paa Glas, Porcellain og Emaille, fort ſagt en Mængde
forſtjellige Gjenſtande. Men ved Siden af disſe An—
vendelſer, af hvad man kunde falde „Hperdagslivets Fo—
tografi“, ſtaae de omfangsrige og nyttige Tjeneſter, Fo—
tografien har viiſt Videnſkaben. Alt lader fig fotogra—
fere, kan man neſten ſige, og Fortrinet ved disſe Af—
bildninger fremfor de ved Menneſtehaand optagne er
den umaadelige Korrekthed og Noiagtighed, hvormed Af—
bildningen ſteer; hvad man ikke kan fee med det blotte
Die, ſtuderes gjennem Mikroſkopet. Derfor behøver
Oldforſteren ikke at reiſe til fremmede Steder for at
ſtudere merkelige Indſtrifter; thi han kan gjore det lige⸗
faa ſikkert i fit Studereverelſe ved at betragte Fotografiet
deraf gjennem en Loupe; ſjeldne Lokaliteter, meerke—
lige Klippehuler, de deri fundne Gjenſtande, fremmede
Folkeracers Anſigtstrek, deres Redſkaber oſv. ſtuderes af
Ethnologen og Anthropologen gjennem Fotografier; Filo—
logen fager gjennem den et lige til det gule Papir,
hvorpaa Kopien er gjengivet, tro Billede af ſjeldne gamle
Haandſtrifter eller Voerker, af Oldtidens Kunſt⸗ og Kultur⸗
Frembringelſer. Zoologen og Botanikeren fager ved den

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 133

Afbildninger af ſjeldne Dyr og Planter eller Dele af
disſe, medens Geologen kan ſtudere mangt et Lags
Stilling paa Fotograftet. Fyſikeren har i det for Lys—
indtryk folſomme Papir et vigtigt Hjelpemiddel ved
mange meteorologiſte Studier, medens Aſtronomen har
bendt Kameraet mod Himlen og har faaet Gjengivelſer
ikke blot af hine Kloder i Verdensrummet, der udgjore
Gjenſtanden for hans Studier, men ogſaa har formaget
at faſtholde i et Billede enkelte kortvarige, men minde—
værdige Begivenheder paa disſe ſaaledes ſom f. Ex.
Warren de la Rue, der har fotograferet Maaneformorkelſen
i 1864. Og i alle disſe Tilfælde, der kunde foroges
med mangfoldige flere, har Fotografien givet Alle An—
deel i, hvad for kun enkelte heldigt ſtillede Forſtere kunde
opnage, baade forſaavidt ſom de fotografiſte Billeder let
kunne erhverves af Enhver, ſom ogſaa fordi de, forſtor⸗
rede ved Hjælp af en kraftig Lyskilde, kunne viſes paa
engang i ſtore Dimenſioner for en heel Forſamling og
ſaaledes enten bidrage til at udbrede Kjendſkab til Vi—
denfkaben og dens Reſultater i vide Kredſe eller til at
lade os ſtifte Bekjendtſtab med de fjerneſte Dele af vor
Klode og de derpaa bærende Veſener og Gjenſtande,
hvorved den ligeſom nærmer Jordens Beboere mere og
mere til hverandre.

Den Magt til at fengſle og binde Solſtraalerne,
man har erhvervet fig, er ſaaledes ikke ringe, og det
ſtulde ſynes, ſom om man fuldkommen vel kunde flaae
fig til Taals dermed. Dette er dog ikke Tilfældet; man

134 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

arbeider tvertimod raſtloſt videre paa at udvide fit Herre⸗
bomme over Solſtraalerne, og en mere eller mindre nær
Fremtid vil ſikkert bringe nye, forbauſende Opfindelſer
i fan Henſeende. Der er navnlig to Retninger, Hvori
der arbeides, og Maalet viſer ſig i dem begge, ſtjondt
ligeſom gjekkende, faa at det forſvinder igjen, hvergang
man troer at gribe det.

Man vil erindre, at Wedgewoods og Humphry
Davys tidligſte Forſog gik ud paa ut kopiere Kobberſtik
ved Lyſets Hjælp, og at den Opgave, Niepce havde
ſtillet ſig, da han begyndte ſine Forſog, var at erſtatte
den lithografiſte Steen med en poleret Metalplade, paa
hvilken Lyſet ſtulde aftegne et Billede, ſom han da
ſenere kunde etſe ind i Pladen og benytte til at frem—
bringe Aftryk med. Hvor langt er Fotografien naaget i
Losningen af denne Opgave? Det er den ene af de
Retninger, hvori der ſtadig arbeides paa den nye Kunſts
Udvikling og Fuldkommengjorelſe: at erſtatte Treſnittet
eller Lithograftet ved Fotografier, at frembringe Lysbille—
der, der ved Hjælp af en Bogtrykkerpresſe eller litho—
grafiſt Presſe kunne gjengives i et omtrent ubegrendſet
Antal Exemplarer. Man er allerede naget til ganſke
ſmukke Reſultater i faa Henſeende, de ſaakaldte Foto—
lithografter eller Albertypier, ved hvilke Fotografiet over⸗
fores paa den lithografiſte Steen, og man har en
Mængde Forſog, betegnede med forſtjellige Navne, paa
at overføre Fotografier paa Træ, Glas eller Metalplader,
ſom derpaa flulle anvendes til at tage Aftryk med, men

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 135

i fin Heelhed kan Opgaven dog endnu ikke ſiges at
være loſt.

Den anden Retning, i hvilken man ſoger at udvide
fit Herredomme over Straalerne, gjelder derimod den
Maade, hvorpaa disſe optræde. Naar Lysbilledet tegner
fig paa den matte Bagveg i Kamerget, ſtager det der,
fyldigt og levende, med de naturlige Farver ſom Øjen-
ſtandene beſidde i det daglige Liv, men naar det fengſles
paa den fotografiſte Plade, forſpinde de lyſe Farver, og
vi beholde kun et i Sort og Hvidt tegnet Billede
tilbage. Onſket om ogſag at kunne faſtholde Bil⸗
ledets naturlige Farver og gjengive det Farveſtjcr, der
hviler over dette, maatte naturlig opſtage, faa ſnart man
havde lært at fængfle ſelve Solſtraalen. Det er en af
Fotografiens Hovedopgaver i Fremtiden at tegne os BIL
lederne 1 hele deres naturlige Farvepragt, men Maalet
ſynes her at ligge fjernere end i det forſtnevnte Til
felde. Vel er det lykkedes at fremkalde adſtillige af de
naturlige Farver paa den fotografifte Plade, men at faſt⸗
holde dem, at „fixere“ dem, at forhindre, at de ikke ved
Lyſets fortſatte Indvirkning atter forſvinde, er en Op⸗
gave, hvis Losning er ſtudt ud i en ubeſtemt Fremtid.

Vi have ſaaledes ſeet, hvorledes man formager at
fange Solſtraalen, hvorledes man kan tvinge den til
at feſte de Billeder, den moder paa fin Vei gjennem
Rummet paa den folſomme Plade, og hvorledes denne
modtager Indtrykket deraf for at opbevare det for kom⸗
mende Tider. Men vort Herredomme over Solſtraalen

136 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

er langt ſtorre, langt fuldkomnere. Vi have den fuld—
ſtendig i vor Magt, kunne oploſe den i dens enkelte
Beſtanddele, kunne bringe den til at gabenbare os fine
lonligſte Hemmeligheder og fortælle os om fin Oprin—
delſe fra Solen, og hvad denne faa mange Millioner af
Mile fra os fjernede Klode gjemmer i fit Indre. Denne
Opdagelſe, en af vor Tids ſtjonneſte og betydnings—
fuldeſte, der har gjort Epoke i Videnſkaben ſom fan andre,
kaldes Spektralanalyſen.

Alle vide, hvor ſmukt Lyſet bryder ſig i de mange—
kantede ſlebne Glasſtykker, man pleier at opheenge ved
Lyſekroner, netop for at frembringe denne Virkning. Men
anſtiller man det Forſog, vi begyndte med at omtale, at
lade Solſtraalen gjennem en enkelt Aabning falde ind
paa en Skjerm eller en Veg ei et fuldſtendig morkt
Verelſe pan den Maade, at man i Aabningen anbrin⸗
ger et regelmesſigt ſlebet Prisme af Glas, ſpaltes Sol—
ſtraalen, den oploſes i fine enkelte Beſtanddele, og man
faner nu paa Sfjærmen Farverne rodt, orange, gult,
grønt, blaat og violet i den her anforte Orden. Vi
hape ſaaledes her taget Solſtraalen under Behandling,
og oploſt den i dens enkelte Dele, og det gjælder nu
kun om at fane den til at robe de Hemmeligheder for
os, den maatte være i Beſiddelſe af. Ogſaa dette er
lykkedes; ved noiere at underſoge Billedet af Farverne,
det prismatiſte Farvebillede, opdagede Optikeren Frau en⸗
hofer merke Striber i bette, ſnart brede, ſnart ſmalle,
nogle nær, andre fjernt fra hinanden, men hvergang

„Hvorledes fanger man en Solſtraale.“ 137

man fremſtillede Billedet, fandt man altid de ſamme
Striber paa den ſamme Plads. Disſe Runer, ſom
Solen ſaaledes har riſtet i det prismatiſke Farvebillede,
har man formaget at tyde, og ved Hjælp af dem er man
kommen til Kundſtkab om, hvorledes det ſtager til paa
denne Klode. De to tydfle Forffere Bunſens og
Kirchhoffs Underſogelſer have viiſt, at disſe Striber
belære os om Tilſtedeverelſen af de Stoffer, der findes
pan Solen; hvert Stof har fin eller fine Striber, hvor—
paa vi kunne kjende det. Det er ikke Stedet her at gjore
Rede for alle de forbauſende Opdagelſer og den fuld—
ſtendige Omveltning i vort Kjendſkab til Solen, ſom
herved er fremkaldt; vi have ikke blot faaet Kundſtab
om, hvilke af de pan Jorden værende Grundſtoffer, der
ogſaa findes paa Solen, men dennes Natur er bleven
os langt klarere. Dens indre Bygning, Fordelingen af
dens glodende, flydende og luftformige Dele, dens ly—
ſende og farvede Omgivelſer, dens Pletters og Protu—
beranters Natur, Sporgsmaal, om hilke man endnu for
knap en halv Snees Aar tilbage fortabte fig i Gisnin⸗
ger, ere blevne gjorte til Gjenſtand far exakte Under⸗
ſogelſer, der have kaſtet Lys over deres Natur, og der
er derved ſkabt en heel ny Green af Videnſtaben: „So⸗
lens Meteorologi.” Der anſtilles nu jevnlig Under⸗
ſogelſer over Uveir, Hvirvelſtorme, Flammeſoiler og glo⸗
dende Brintudbrud af Tuſinder af Miles Hoide paa
Solen. Samtidig dermed er ogſaa vor Kjendſtab til
de andre Himmellegemer blevet udvidet: Maanens Straa⸗

138 „Hvorledes fanger man en Solſtraale.“

ler, Fixſtjernernes Lys, Kometernes Lysſtjoer, Taage—
pletterne og Melkeveien, Zodiakal og Nordlyſet ere
blevne opfangede i Spektroſkopet og underſogte, og Re⸗
ſultaterne have veſenklig bidraget til at udvide vore
Foreſtillinger om Verdensrummets fyſiſte og chemiſte
Forhold.

Solſtraalen er ſaaledes bleven fengſlet og bunden,
vi have tvunget den ind under vort Herredomme, og
ladet den fortælle os de Hemmeligheder, den medbragte
fra hine fjerne Egne, hvor den er opſtaaet. Det ſimple
Forſog, hvorfra vi gik ud: at lade Solſtraalen falde
gjennem en ſnever Aabning ind i et formerket Værelfe,
har udviklet fig ret anſeeligt i Tidernes Lob, og det er
ved det faldet i Videnſkabens Lod at fange Sol—
ſtraaler, faa mægtige og lyſende, at de ſtaae ſom to af
de vigtigſte og betydningsfuldeſte Opdagelſer i vort
Aarhundrede.

139

Eneboeren.
En Novelle

af
Richard Kaufmann.

Trods al den Aand og alle de Penge, der gaves
ud ved Voltaires fyrſtelige Hof i Ferney, hendte bet
undertiden, at en og anden ung Mand pludſelig fandt
Luften i de glimrende Sale tung og krykket, fik Lyſt til
for en Afvexlings Skyld at hore lidt Fugleſang iſtedet⸗
for Vittighederne og faa en ſtjonne Dag ſagde Farvel
til Meſteren og hans Difciple og al den aandelige og
materielle Luxus pan det glimrende Landgods, for at
flakke ud omkring i det ſtjonne Frankrig og idetmindſte
en Stund glemme hele den nye, verdensforloſende Lære mel⸗
lem uphiloſophiſte Naturmenneſker i en uphiloſophiſt Natur.

Det var gaaet den unge Maler ſaaledes, der i en let
Sommerdragt, med ſin zirlige Malerkasſe hengende i en

140 Eneboeren.

broderet Rem over Skulderen og med en bred, ſtyggende
Hat over det brune, lokkede Haar, klattrede om mellem
Klipperne i et vildt, men ſkjont og ſolbeſtinnet Landſkab
pan Veſtkyſten af det gamle Bretagne der, hvor de forte
Bjerge falde af mod Havet.

Han havde provencalſt Blod i fine Aarer. Paa
modrene Side nedſtammede han i lige Linie fra Ber—
nard de Ventadour, og Troubadourblodet gjorde ſin
Net gjeldende. Han horte til de vandrende Naturer.
Det var da i Grunden ogſaa kun en Tilfeldighed, at
Ferney havde kunnet fængsle ham i henved to Aar. Han
var kommen dertil paa en af fine Udflugter, og Voltaire
havde forelſtet fig i hans glade Blik og fornoiede Lat—
ter. Til Gjengjælb havde den unge Maler forelſtet fig
i en lille tydſt Grevindes rodmende Kinder og ſtjelmſte
Smilehuller, og det var derfor ikke vanſteligt at bevege
ham til at blive, Men da han forſt engang havde
faaet fig til Ro, faldt det ham ikke ind at bryde op
igjen, for Grevinden gjorde, hvad Grevinder i Regelen
altid gjor, lod den beilende Kunſtner i Stikken og gif—
fede fig med en af Ludvig den Fjortendes Hofembeds—
mend. Da hun drog til Paris, forlod ogſaa han Fer—
ney, gav Troubadourtilboielighederne frit Spillerum og
vandrede afſted pan Lykke og Fromme, indtil han en
Dag i Auguſt opdagede, at ligeſom Brekagnes Fjelde
havde bragt ham til at glemme Haverne ved Ferney,
ſaaledes var i Grunden ogſaa de bretagneſte Landsby⸗

Eneboeren. 141

pigers rode Kinder vel faa ſmukke ſom den tybfle
Grevindes.

Og ligeſom for at conſtatere, hvor fuldſtendig han
havde brudt med de to Aar hos Voltaire, nynnede han
nu, idet han behendig balancerede fremad mellem Klip—
perne, en munter Drikkeſang af Crebillon, i hvilken
Skueſpildirekteuren havde faaet Leilighed til at indflette
et Par bidende Udfalb mod fin gamle Mebbeiler til
Madame Pompadours Gunſt, den nu ſaa eneveldige
Philoſoph i Ferney.

Nundt omkring ham var der ſtille. Fra de brune,
ſolbeſtinnede Klippeſider ſtrommede Varmen ud, faa man
kunde ſee den bolge i Luften. Men under de gamle
Ege var der Skygge, og fra Havet, der ude mod Veſt
ſtjod fig frem ſom et himmelblaat Silkebaand, bares af
og til friſke, kjolige Puſt ind over Land.

„Jeg kunde have Lyſt til, at vor ſorſpundne Ven
Chambaud ſtulde være med pan denne Tour“, ſagde
Maleren til fig felv, idet han huggede fin Bjergſtok
faſt i Jorden, og fatte over en af de Kløfter, hvoraf
han nu paa fin Vei havde pasſeret en Snees Stykker.
„Det var en Natur, der pasſede for ham. Og ſaa
ovenikjobet disſe evindelige Klofter, ſom min fortreffe⸗
lige Bjergſtok kun med Nod og neppe kan hjælpe mig
over! De er ufremkommelige, ſom hans lange, lerde
philoſophiſte Syſtemer var det for mig, disſe Syſtemer,
der indbragte Værten i „den rode Hane“ faa mange

142 Eneboeren.

Louisd'orer, naar min ſtakkels Vens Lærdom maatte
ſtylles ned med Vinen fra Nuits ..

Hvad enten det nu ſtyldtes Mindet om Gulbdſtyk⸗
kerne, der vare blevne tilbage i „den rode Hane“, eller
Tanken om den miſtede Ven, kom der paa engang et
mere alvorligt Udtryk i Malerens Anſigt. Han kaſtede
fig eftertenkſom ned paa en mosbedelket Klippeblok og
blev en Stund liggende der, henſunken i Betragtninger,
medens Myrerne ivrigt kom lobende til for at forundre
fig over den gigantiſte Kjæmpe, der pludſelig forſtyr⸗
rede deres vante, fredelige Ro.

Til Slutning blev deres Forundring faa ſtor, at
den begyndte at genere ham. „Ulykkelige Ven!“ ſuk⸗
kede han, idet han reiſte ſig og fortſatte ſin Vandring.
„Din Natur var for dyb og ſandhedsſtrœebende for vor
Tid og vor Verden. Du vilde finde de Viſes Steen,
og Du glemte, at den, ſom ſaa meget Andet, kun er til
i de gamle Eventyr. Men Du ſogte efter den med en
ærlig Villie, og var der Nogen, ſom fortjente at finde
den, fan var det Dig. Jeg lo maaſkee engang imellem
af Dig, men Latteren var kun et Skalkeſtjul, fordi jeg
ikke kunde folge dine Tanker. Og Du vidſte ogſaa nok,
at jeg holdt af Dig alligevel. Himlen ſtal vide, at
jeg vilde give Meget for en af vore gamle Aftentimer
i „Hanen“. Det var Dig, der talte, og det var mig,
der drak. Men fab Du her nu, faa horte jeg paa
Dig, ſelv om der ikke var en Draabe Viin. Og det
var ſandelig Noget, jeg ikke vilde gjore ved Enhver.

Eneboeren. 143

Thi min Gane er ſaa tor, ſom havde den i mange Dage
ikte ſmagt Andet end Stov. For Pokker!“ vedblev
han, idet han ſogte at nage op paa et Klippeparti, der
hævede fig over det øvrige Hoidedrag, „boer der da
flet Ingen i dette gimle Bretagne? Har jeg nu ilke i
fire Timer forgjeves ſpeidet efter en menneſtelig Bolig,
hvor jeg kunde fane denne unaturlige Torhed jaget
bort!“

En lille, rislende Bælt banede fig Vei over Klip—
pen, til hvilken han nu var naget frem. „Siden Him⸗
len ikke vil forunde mig Andet, faa nodes jeg vel til
at tage til Takkfe med Dig ... Folk har Net”, ved⸗
blev han, da han endelig med ikke ringe Befvær havde
ſtillet ſin Torſt i det kolde Bjergvand og nu reiſte ſig
igjen, „Torſten er dog den bedſte Mundſtjenk.- Det
gjorde mig godt, ſom kunde det have været ſelve Vol⸗
taires funklende Falerner.“

Han kaſtede atter Malerkasſen over Skulderen, be⸗
gyndte igjen at nynne den tidligere afbrudte Sang, og
gik videre i Retning af Havet, ſom nu udfoldede fig
ſtadig ſtorre og ſtorre for ham. Tilſidſt kom han faa
langt frem imod det, at han fra Hoiden, Hvor han
ſtod, kunde overſee Kyſten. Et venligt lille Fiſkerleie laa
dernede i Solſtinnet, og imellem Hytterne opda⸗
gede han, omgivet af høie Træer, en ſtor, gammel Gaard
i Stiil fra Henrik den Fjerdes Tid.

Naar man har et let Sind og reiſer med et godt
Humeur ſom den unge Maler, og naar ovenikjobet det

144 Eneboeren.

Land, Hvori man reiſer, er det gamle Bretagne, ſaa
kan det aldrig fkorte hverken paa Fordringer eller Til⸗
bud om Gjeſtfrihed. Beboerne af den nævnte Gaard
folte fig ligeſaa glade ved endelig engang igjen efter
lang Tids Forløb at fee den daglige Enſomhed afbrudt
af en ung, fornoiet Gjæft, fom han folte ſig tilfreds
ved atter at mode ligeſtillede Menneſter, efterat han i
flere Uger kun havde havt den tauſe Natur og et Par
ingenlunde underholdende Bønder til Selſtab.

Snart fad han ved de fyldte Viinkrus i ivrig Sam⸗
tale med fin Vært, Det var en hoi, flank Sfitfelfe
med en vis Omhyggelighed og Værdighed ſaavel i Klæ-
dedragt ſom i Holdning og Anſigtstrek. Den lidt
lave Pande og de buede Tindinger fortalte juſt ikke om
aandelig Overlegenhed, men i de morke, alvorlige Oine
laa der et Udtryk af den rolige Livsopfattelſe og den
jævne Hjertensgodhed, ſom man maaſtee netop finder
ſtorſt hos den Slags Menneſker, der gage ind under
Begrebet: Folk, ſom Folk er fleſt. Manden var forreſten
en Notabilitet der paa Stedet, den fornemſte civile Em—
bedsmand i Departementet og ved flere Leiligheder fær-
lig udmærket paa Grund af Dygtighed og Troſkab

imod Kronen.

„De kommer fra Paris?“ ſpurgte han fin Gjæft,
efterat de allerede en Stund Havde talt ſammen.

„Nei, men alligevel ude fra den ſtore Verden,“
ſvarede Maleren. „Deres Forgenger i den maaffee

Eneboeren. 145

ikke fan misundelſesverdige Lod: at være min Vært,
var ingen Ringere end Voltaire ſelv.“

Denne Oplysning ſyntes ikke at gjore det fordeel⸗
agtigſte Indtryk paa Bretagneren; Furen over de buſkede
Bryn blev dybere, Alvoren i de morke Dine ſtrengere.
„Ogſaa vi har her pan Egnen en Mand, ſom kom her—
til fra Hoffet i Ferney“ ſagde han, og ſom vilde ſaae
Giftſeden dernedefra mellem vore bretagneſke Klipper.
Den er ſom en ond Smitte, der netop kraver ſig alle
de yngſte og dygtigſte Kræfter til Offere. Men den
gamle Fedrene-Tro er ſterk hos Bretagnerne, og med
den hellige Moders og vor Skytspatrons Hjælp ſkal vi
vel kunne holde Sygdommen borte. Han, jeg taler om,
var den Forſte, der bragte den nye, fordærvelige Dje—
velens Lære hertil, men fee ſelv, Hvortil det har fort
ham. Folket ſtyer ham, ſom man ſtyer den Spedalſte;
hvor han gaaer, flygter Alt, hvad der er godt og ſundt;
ſelv Planterne omkring hans Hytte ſynes at visne og
doe bort. De har vel allerede feet Eremitboligen der—
oppe pan Skrenten? De kjender ham maaſtee endog—
ſaa ſelv?“

Maleren fik ikke Tid til at beſvare dette Sporgs⸗
maal, thi Doren blev ſtille lukket op, og en ung Pige
traadte ind i Stuen. Hun var ikke ualmindelig ſmuk,
og der var i hendes Figur og Optreden ikke noget En—
Telt, ſom i ſerlig Grad fængslede Opmeerkſomheden.
Alligevel glemte den unge Mand ganſte fin Værts
Sporgsmaal for at betragte hende. Ind i den merke,

10

146 Encbocren.

alvorlige Stue ſyntes der ham pludſelig at falde et lyſt'
Glimt af en opgagende Maiſol, og han lænede fig uvil—
kaarligt ſtudſende tilbage i Stolen. Pigen kunde neppe
være kommen ud over den Alder, i hvilken Kvinden
endnu ikke har fortrængt Barnet, men hvor de modes,
for gjenſidig at ſupplere hinanden, til noget faa Ynde—
fuldt og Reent, fan Fiint og Stemningsrigt ſom et Blad,
der kun venter pan Regndraaben for at folde fig ud,
eller et Kjerlighedsſuk, der lofter den forelſkede Kvindes
Barm, uden endnu at lyde fra hendes Leber. J hen:
des glandsfulde Oine ſyntes der bag det barnlige Ud—
tryk at dromme en Verden af vaagnende Liv; over Kin⸗
den laa der denne friffe Rodme, ſom man kun kan finde
ude pan Landet, hvor Barnet er voxet op i Luften fra
den friſte, blomſter⸗ og poeſifyldte Skov, og hvor ingen
ſtore Huſe har ſtengt Solen ude og ingen flette Exemp⸗
ler kaſtet Skygge ind i det uſtyldige Sind. Hun var
kledt i en hvid Kjole, der vifte en Arm, rund og blod
ſom Ferſkenens Duun, og ſom fab ſtramt over Bryſtet, faa
man kunde fee det hæve og ſenke fig ſom efter en hur⸗
tig Gang eller en ſterk Sindsbevegelſe. Hatten var
fan lille, at den kun ſtjulte en ringe Part af det lok—
kede Haar, der i indtagende Forvirring faldt ned over
Skuldrene.

Da hun opdagede den Fremmede, gjorde hun uvil-
kaarlig et Skridt tilbage igjen mod Doren. Malerens
Studſen havde ogſaa henledet hans Verts Opmeerkſom⸗
hed paa hende. „Kom kun nærmere, mit Barn“, ſagde

Eneboeren. 147

han, „Du behover ikke at vere bange, det er en ung
Kunſtner, ſom vil male dine ſmukke Klippeegne, for at
man ogſaa ube i Verden kan fane at vide, hvor ſtjont
der er i vort gamle Bretagne. Ja, her ſeer De en af
vore bretagneſke Piger“, henvendte han fig til Maleren,
„det er min Datter Heloiſe, med hvem De nu maa for—
drive Tiden en Stund, medens jeg ſeer efter, hvorledes
det ſtaaer fig med mine Forretninger. Ved Aftensbor⸗
det treffes vi igjen, — for De bliver da nu en Tid
hos os.“

Maleren fremſtammede nogle Ord om Misbrug
af Gjeſtfriheden, men hans Vert afbrød ham hurtigt.
„Naar vi engang har faaet Gjeſter, flippe vi dem ilke
fan let igjen”, ſagde han. „Det er en Adſpredelſe i
i vor Enſomhed, ſom vi ſette dobbelt Priis paa, fordi
den hender fua ſjeldent. Og jeg haaber, at bande De
og vi ſtal befinde os vel ved hinandens Selſtab, for⸗
udſat at De ikke ogſaa er bleven ſmittet af Sygen fra
Ferney.“

„Ja hvem veed, om jeg ikke er det?“ ſagde Male—
ren ſmilende.

„Aa nei“, ſvarede den Anden. „Baade Deres
Anſigt og Deres Ord fortælle, at De er Sundheden
felv, og dette Anſigt kan ikke lyve. Men naar De
ſtreifer om mellem vore Klipper, ſaa vogt Dem for
Eneboeren deroppe. J vor Tid kan Smitſoten over⸗
falde ſelv de bedſte unge Menneſter.“

Den unge Mand, der hele Tiden havde havt fit
10˙*

— —

148 Eueboeren.

Die fæftet pan Heloiſe, lagde Merke til, at der gik en
uvilkaarlig Bevegelſe igjennem hende, da hendes Fader
nævnede Eneboeren. „Kjender De den Mand, ſom De—
res Fader advarede mig imod?“ ſpurgte han, da han
var bleven alene med den unge Pige.

„Ja, og han er langt bedre, end baade Fader og
de Andre ſige“, ſvarede hun i en Tone, der paa ſamme
Tid havde Klang af et ſteerkt Forſvar og indeholdt en
Bon om Hjælp for den, hun forſparede, faa barm og
ſympathivekkende, ſom kun en ung, uſtyldig Pige kan
bede den.

Maleren folte ogſaa ſtrax hele fin Interesſe blive
vakt for den Übekjendte. Men Deres Fader ſiger, at
Alle her paa Egnen ſtye ham; Hvorledes kan da De
ikke alene kjende ham, men endogſaa turde forſvare ham?“

„Det er jo netop det, jeg ikke tor gjore“, ſparede
hun, og de klare Oine ſaae undſeeligt ned mod Gulvet.
„Alleſammen er de imod ham, men jeg kan ſlet ikke for—
ſtaae, at de er det. De ſige, at han er ond, at han
Ingenting elffer og Intet troer pan. Men det er ikke
fandt! Han taler fan varmt og ſtjont og herligt, han
veed ſaa meget, ſom Ingen af de Andre veed, og han
kan ſige det faa Hart, at det er ligeſom hvert af hans
Ord tændte Lys rundtomkring En. De vilde holde af
ham Alleſammen, Fader ogſaa, det er jeg vis paa, naar
de blot kjendie ham. Han fulgte mig ned gjennem Dalen
nu, da jeg kom hjem, og De ſtulde blot have hort ham
tale om Naturens Fred og Storhed, om al den Skjon—

—

BJ —

Eueboeren. 149

hed, ſom det Øie kunde fee, der vilde fee og ikke blev
lukket til af det daglige Livs lille og indſtrenkede Be—
tragtning. De ſtulde have hort ham tale om den Rig—
dom af Varme og Kjærlighed, der vuggede fig frem
gjennem Solens Lys, gjennem Fugleſangen og Blom—
ſternes Farvepragt, — og De vilde vere den Forſte
til at forſvare ham.“

„Men hvad er da Grunden til, at De er den
Eneſte, ſom ſiger dette?“ ſpurgte Maleren. „Thi ſaa—
vidt jeg har kunnet forſtage, har han Alle imod fig
undtagen Dem.“

„Jeg veed ikke, hvordan det kan være”, ſparede
hun og taug derpaa et ODieblik. Man ſaae, ſom hun ſtod
der og halvt undſeelig, halvt barnlig og frimodig fe—
ſtede fine forſtende Dine paa den Fremmede, hvorledes
hun vaklede mellem Trangen til at udſige Noget, der
længe havde hvilet pan hende, og en vis Skyhed for at
tale med en Übekjendt om Ting, der oienſynlig hapde
hele hendes Interesſe. Der maatte imidlertid ved den
unge Maler være Noget, ſom indgjod hende Tillid, thi
hun traadte nu et Par Skridt nærmere hen til ham og
fortſatte Samtalen.

„Han kom hertil, endnu medens jeg var Barn,“ for⸗
talte hun. „Jeg kan erindre, at jeg allerede dengang,
naar jeg horte ham blive angreben af Alle, havde en
underlig, uforklarlig Fornemmelſe af, at man dog maaſkee
giorde ham Uret. Men jeg havde da aldrig feet ham,
og hvis jeg ikke ved et Tilfælde havde lært ham at

150 Eueboeren.

fjende uden at vide, hvem han var, vilde jeg ſikkert med
Skrek være flygtet bort fra ham ligeſom de Andre. Thi
man havde fortalt mig de forfærdeligfte Ting om ham,
hvorledes han ikke alene havde haanet Guds Moder og
de Hellige, men endogſaa engang havde paaftaaet, at
den Gud, vi tilbad, var et ſygeligt Drommebillede uden
Liv og Sandhed. Man havde ſagt, at han var Med—
lem af et hemmeligt Selffab, ſom virkede over hele
Frankrig, og ſom havde til Maal at tilintetgjore ikke
blot Religionen og Kjerligheden, men Alt, hvad der
var helligt og dyrebart for Menneſtene. Alt bette havde
gjort et ſterkt Indtryk paa mig, og han beſtjeftigede
ofte mine Tanker. Tidt faldt det mig da ind, at han
maatte være meget ulykkelig, at maaſtee en tung Sorg
havde fjernet ham fra Gud, og at man fnarere maatte
beklage end fordomme ham. Men til andre Tider
traadte Billedet af ham frem for mig i en ſaa vild og
angſtindjagende Skikkelſe, at jeg uvilkaarlig, naar jeg
nærmede mig den Klippeſkrent, hvor han havde bygget
fit Huus, folte mig overvældet af Skræl og ſtyndte mig
langt bort fra dette Sted. Hidtil havde jeg aldrig ſeet
ham. Thi han kom aldrig herned til Byen, men boede
eenſomt og ſtille deroppe mellem Klipperne med en gam—
mel Tjener, ſom beſorgede Alt for ham. For ikke lang
Tid ſiden havde jeg en Dag fulgt Bakkens Lob len⸗
gere op end ſedvanlig. Der var faa varmt og ſolklart
inde i Fjeldkloften, at jeg flet ikke havde Lyſt til at
gage tilbage igjen. Jeg fatte mig da påa en mosbe—

Cneboeren. 151

groct Steen ved Bakken og følte mig fan forunderlig
glad ved at hore Vandets Rislen ſynge omkap med
Fuglene, der hoppede fra Green til Green i de gamle
Egetrœer, og ved at fee Guldſmedene lade deres Vinger
blinke i Solſtinnet, medens de legede med de nysud—
ſprungne ſtore, blodrode Geranier. Som jeg ſad der,
henfalden i Tanker, ſage jeg en ung Mand komme op
gjennem Dalen. Han ſogte efter Planter og Steen og
lagde ikke Merke tit mig, for han var nær ved. Da
ſagde han venligt Goddag, kom hen til mig og be—
gyndte at tale med mig. Han viſte mig de Blomſter,
han havde fundet, forklarede mig, hvorledes deres fær-
egne Form og Farve ſtilte dem fra andre, og bvilke
eiendommelige Egenſtaber hver enkelt af dem hapde.
Jeg kunde godt fee, at mine mange Sporgsmaal for-
bauſede ham, og at han ſage fan underligt paa mig,
ſom havde han ventet at høre mig ſige noget helt An—
det end det. jeg ſagde. Vi talte længe med hinanden
og ikke alene om Blomſterne, men om hele Naturen, om
dens Skjonhed og Forunderlighed, og om faa mange,
mange andre Ting, jeg aldrig for havde tenkt pan. Og
i Alt, hvad han fagde, var der Noget ſaa hjerteligt og
faa dybt alvorligt, at jeg ſtadig lyttede til med ſtorre
og ſtorre Interesſe. Han forekom mig at være heelt an⸗
derledes end de Folk, jeg kjendte nede i Byen, faa
forunderlig ſtor og Hog, faa tillidsvekkende, naar han
ſaae paa mig med ſine dybe, merke Dine, at jeg gjerne
gik med, da han bad mig folge fig længere op gjennem

152 Eneboeren.

Dalen. Jeg tænkte ikke derover, men jeg folte enſaa—
dan Tryghed ved hans Side, at jeg reent glemte Tid
og Vei, mens vi fulgtes ad, og jeg lyttede til, hvad
han fortalte. Hans Ord ſyntes ligeſom at aabne Lande
for mig, jeg hidtil aldrig havde ſeet, og at oprulle her—
lige, farvefulde Billeder, der vinkede mig imode fra det
Fjerne, og ſom vi beſtandig kom nærmere og nærmere.
Vi havde allerede for længe ſiden forladt Dalen og var
ſtegen hoiere og hoiere op af Fjeldet. Da ſtod vi plud—
ſelig ved Skrenten, og jeg fane Eneboerens Huus ligge
for mig. Den gamle, uvilkaarlige Angſt kom over mig

og ſtjelvende greb jeg hans Haand. — „Er De bange,

mit Barn?“ ſpurgte han, og der lag en ſaadan Ro og
Styrke i hans Ord, at det forekom mig, Angſten atter
veg bort. — „Nei, ikke naar De er med“, fvarede jeg og
klyngede mig tættere til ham, „men Huſet der er hans,
Eneboerens“. — „Og Eneboeren, det er mig, Huſet er
mit“, ſagde han, og idet han ſlap min Haand, forſpandt
pludſelig det milde, lyſe Udtryk af hans Anſigt, og
en dyb, mork Fure drog ſig over hans Pande. Atter
folte jeg en dobbelt, forfærdelig Angſt lægge ſig knu—
gende om mit Hjerte, men det varede kun et Oieblik,
faa var han igjen den Samme ſom for. — „Jeg for-
ſtager Dem mit Barn“ ſagde han; „man har fortalt Dem
Meget om mig, meget Ondt. Troer De, at det er ſandt,
hvad man har ſagt?“ — Hvor kunde jeg troe det, naar
han ſaage ſaaledes paa mig! „Spar mig“, vedblev han
da jeg taug, „troer De det er fandt?” — Jeg følte næ=

— —

Eneboeren. 153

ſten ſom en Trang til at kaſte mig ned for hans Fod—
der og bede ham om Tilgivelſe for alle de mange Skrak—
kebilleder af ham, mine Dromme hapde viiſt mig. —
„Nei, jeg troer det ikke“, ſvarede jeg. „Folk nede i Byen
kjende Dem ikke, og det er derfor de har fortalt det.“
— „Og er De da ikke fænger bange for mig?“ ſpurgte
han og rakte atter fin Haand ud imod mig. Jeg tog
den og ſparede ikke. Men han maatte i mit Øie kunne
leſe, at jeg var faa langt, langt fra at være det. —
„Saalenge jeg har boet heroppe paa Fjeldet“, vedblev
han, er ingen Fremmed nogenſinde kommen over min
Dorterſtel. Har De Mod til at være den Forſte, der
feer ind i dette Hjem, om hyilket De ſikkert tidt har
dannet Dem en hoiſt uhyggelig Foreſtilling, naar De
faae det nede fra Dalen?” — Han havde Ret. De
kjender uden Tvivl de Billeder, Barneſindets Phantaſi
maler af de morke, vilde Steder, hvor Eventyrets onde
Aand har opflaget fin Bolig og lægger fine Planer til
Fordeervelſe for alle de Helte, Barnet holder af. Jeg
havde ofte feet bette Huus ligge for mig i en ſaadan
afſtrekkende, hemmelighedsfuld Taage, og jeg havde nee—
ſten havt ſtorre Frygt for det end for ham ſelv. Nu
blinkede Solſtraalerne faa fornoiet paa dets hvide Mure,
det ſtore, rode Huslog bredte ſig ſaa fredeligt hen over
Taget, og under det byggede Fuglene Rede. Jeg kom
nu uvilkaarlig til at ſmile over min tidligere barnlige
Angſt, og jeg fulgte ind med ham uden noget Oieblik
at betenke mig. Hvor helt anderledes, end jeg havde

154 Eneboeren.

foreftillet mig, var der ikke ogſaa derinde! Hjemme i vort
eget Huus havde de lange Hylder med Bøger i min
Faders Stue, allerede fra jeg var ganſte lille, gjort et
Indtryk paa mig af noget viſt Hoitideligt og dog paa
faa ſamme Tid Fortroligt, og det var med en Folelſe
af erefrygtsfuld Glede, at jeg betraadte denne Hellig—
dom, naar jeg engang imellem fik Tilladelſe til at komme
derind. Men hvormeget Mere var der ilke her end i
den gamle Stue derhjemme, hvormeget Mere, ſom kunde
vælfe min Forundring og fengsle min Opmeerkſomhed!
Der var ikke blot Hylder med Bøger, men alle Veg⸗
gene bare formelig betrurne med dem, fra Vinduerne
hang lange, grønne Epheuranker ned og ſnoede fig ind
imellem dem, eiendommelige Dyr, ſom jeg aldrig for
havde feet, ſtirrede mig med deres underlige, ſtive Glas:
dine imode rundtomkring fra Skabe og Borde, og over:
alt opdagede jeg ſtore Billedveerker ligge opflaaede, ſom
med glimrende Farver aftegnede Naturen og dens Plan⸗
ter og Dyr. Og fan var der ſaa fredeligt og tyſt
overalt derinde, Fuglenes Sang under Tagſtjeget løv
ind gjennem de aabne Vinduer, og Solglimt og Inſek⸗
ter legede med hinanden paa de grønne Blade. — Men
jeg fortæller Dem langt mere, end De kan forſtage, naar
De ikke felv har feet det. Han vifte mig rundt mellem
alle disſe Rigdomme, han fortalte mig om de ſtore
Mend, ſom hapde nedlagt deres Tanker i disſe Boger,
om deres Liv og Virken, om hvorledes de tidt havde
maatte lide tunge Sorger, ja endogſaa vare blevne

Eneboeren. 155

pinte og ſtraffede af Folk, ſom ikke forſtod dem, men
hvorledes de dog vare blevne det Kald troe, ſom de
havde faaet fraoven, og hvorledes de alle ſom Led i en
ſtor Kjede fortſatte hinandens Virken til Bedſte for hele
Mennefteflægten. — Jeg var bleven længe derinde, langt
længere, end jeg havde turdet, naar jeg havde huſtet
ban, at Tiden gik, og det var ham ſelv, der mindede
mig om, at man maatte ſavne mig hjemme. Han fulgte
mig tilbage ned gjennem Dalen, og da vi ſtiltes, tak⸗
fede han mig, forbi jeg var kommen til ham og ſagde,
at vi vilde ſees ſnart igjen. Ogſaa jeg folte, at vi
ſtod hinanden ner, og at det var faa underligt at gaae
fra hinanden. Det faldt mig et Dieblik ind at bede
ham folge med hjem til Fader, men ſaa mindedes jeg
det ſtrenge Udtryk, ſom altid kom i Faders Anſigt, naar
han talte om Eneboeren, og jeg turde ikke gjore det.
Jeg vilde forſt ſelv tale med ham og fortælle ham om,
hvad der var hendet mig, og at den Fremmede langt⸗
fra var ſaaledes, ſom alle Menneſter troede. Men netop
da jeg kom hjem, ſad Fader ſammen med den gamle
Kjobmand, ſom boer ligeoverfor os, og talte om ham,
og jeg horte de ſamme haarde Ord, ſom jeg faa tidt
havde hort. Jeg gik da ud af Stuen igjen og havde
ikke Mod til at forſvare ham eller fortælle, at jeg havde
været hos ham. Ofte har jeg villet gjøre det ſiden, men
altid har Ordene ſvigtet mig, lige naar jeg vilde ſige
dem, og Fader veed endnu ſlet ikke, at jeg kjender den
Fremmede.“

156 Eneboeren.

„Og De har ſeet ham ofte, ſiden den forſte Gang
De modtes?“ ſpurgte Maleren, der med ſtor Opmeerk—
ſomhed havde lyttet til den unge Piges Fortælling.

„Neſten daglig“, ſvarede hun med uforſtilt barnlig
Glæde. „Det var ligeſom vi ikke kunde undgage at
treffe hinanden, naar jeg ſpadſerede i Dalen. Og De
kan ikke tenke Dem, hvormeget han har fortalt mig, og
hvormeget jeg har leert paa disſe Toure ſammen med
ham. Det forekom mig, ſom der hver Gang blev dra—
get et nyt Slor fra mit Øie, ſom ſage jeg Naturens
Skjonhed i rigere Farver, og ſom forſtod jeg Alting
langt bedre end for. Og hvor gjorde det mig da ikke
ondt, naar jeg hernede horte ham miskjendt og fordomt!
Men, ikke fandt, De vil gage til ham, De vil lere at
forſtaae ham og fortelle Fader om ham, og om hvor
klog og edel han er. Jeg veed ikke ſelv, Hvordan det
kan være, men ſtjondt jeg ikke fjender Dem, er det ſom
noget Uforklarligt ſagde mig, at De vil holde af ham,
og at De netop er kommen her for at forſone Fader og
ham.“

Hendes fugtige, ſtraalende Pine fil atter bette be—
dende Udtryk, der gik den unge Maler lige til Hjertet.
Bretagnes Bonderpiger Havde bragt ham til at glemme
den tybffe Grevinde, men det, ſom tiltalte ham hos
dem, den naive, friſte Natur, var her parret med ſaa
megen kvindelig Fiinhed og nde, med ſaameget af den
Poeſi, ſom han netop var reiſt ud for at ſoge, at han
et Sieblik tænkte ved fig felv, at han her var naaet til Maa⸗

Eneboeren. 157

let, ikke alene for ſin Reiſe mellem de ſorte Bjerge, men
ogſaa for en langt ſtorre.

Han lovede hende allerede den neſte Morgen at
opſoge Eneboeren paa Klippeſtrenten og at bidrage Sit
til atter at ſtille den ulykkelig Miskjendte i det rette
Lys hos Egnens Folk. Men da hans Nysgjerrighed
med Henſyn til det hemmelighedsfulde Slor, ſom ſyntes
at hvile over den Fremmede, var bleven kilfredsſtillet,
faa vidt det forelobig lod fig gjore, glemte han hurtigt
ham for at betragte hans indtagende Forſvarerſte. Tje—
neſtepigen var kommen ind for at dakke Alftensbordet,
og Heloiſe hjalp hende. Den lette Frihed og Ynde i
hendes Bevegelſe fif herved Leilighed til at udfolde fig
og fremhævede end mere Skikkelſens ungdommelige Skjon⸗
hed. Hun ſyntes ham ſmukkere for hver Fold i Dugen,
hun glattede ud, og for hver Tallerken, hun ſtillede til
Rette. — Et Hjem med hende, tenkte han ved ſig ſelv,
et Liv heroppe i den ſtille Natur, et Liv, fredeligt ſom
Freden i hendes Die, og lykkeligt ſom Barneſmilet om
hendes Mund, er det ikke netop det, hvorimod al min
urolige Higen længes! Han blev et Oieblik ene, medens
hun ſammen med Tjeneſtepigen gik ud af Stuen. Fra
Vinduet, ved hvilket han hapde ſat ſig, kunde han ſee
ud over den ſmukke Klippedal. Solen var i Færd med
at ſenke fig bag de hoieſte Bjerge, og en ſtille, ſtygge—
fuld Demring lag over Dalen. Hans letbevagelige
Phantaſi udmalede ham en Fremtid her ved den ſummende
Bek under de gamle Ege. Han fane deres Huus reiſe

158 8 Eneboeren.

fig med blomjterdætfet Straatag, med flyngende Epheuer
langs Muren og me ſvalende Sfygge fra Egetræerne.
Han fade fig ſelv ſidde ved Staffeliet derinde, medens
hun ſtod for ham i den hvide Kjole, og medens han
ſogte i Farver at giengive al denne Elſtelighed og Ynde.
Og da hun atter felv kom ind i Stuen, ſvarede han
adſpredt ban hendes Sporgsmaal; han foregav Trethed
og brod tidligt op. Men det Havde længe været Nat,

for han ſov bort fra fine halvvaagne Drommerier om
hende.

Strax da de fane hinanden den neſte Morgen
mindede hun ham om hans Lofte. Han havde næjten
glemt det. Opfyldelſen af det forekom ham nu at være
det bedſte Paaſtud til at være ſammen med hende; han
kjendte ikke Veien og bad hende folge ſig. Det ſyntes,
ſom hun allerede af fig ſelv havde tænkt paa at gjore
det. „Men vi vil vælge Veien langs Havkyſten,“ ſagde
hun; „den er maaſtee en Smule beſperligere, men De
nager alligevel hurtigere derop ad den, og desuden har
De jo allerede igaar ſeet det Smukkeſte af Dalen.“

Det var tidligt. Gjennem en ſpindende Taage
banede Solſtraalerne fig kun Bei med Beſper, og den
friſte Morgenkjolighed forhoiedes ved Havets Nerhed.
Det laa ſtille, og ogſaa over den lille By hvilede der
en kaus Sondagsro.

Eneboeren. 159

Tæt udenfor modte de en Proecesſion af Nonner.
Han ſpurgte hende, hvorfra de kom. „Det er fromme
Soſtre fra Sanct Hubertskloſteret, ſom ligger pan ben
anden Side Bjerget,” ſvarede hun. „Sanct Hubert er
Byens Skytspatron og en af Bretagnes meeſt anſete
Helgener. Han var mellem de forſte Chriſtne i vor Egn
og maatte udftaae talrige Forfolgelſer af de hedenſle
Beboere. Paa den fremſpringende Klippepynt, ſom De
kan fee derude tilhoire, havde han bygget fin Hytte.
Men en Nat begravede Stormfloden baade den og ham
i fine Bølger, Siden er der blevet reiſt ham en Stotte
lidt leengere inde. De kan flimte den ligefor os, hvor
Veien ſenker fig; det er fra den, Kloſterſoſtrene kommer,
thi det er juſt idag den Dag, ſom bærer hans Savn,
og de har derfor ved hans Støtte anraabt ham om ogſaa
fremtidig at beſtytte vor By og Egn.“

„Og troer man virkelig endnu paa en ſaadan hel—
lig Huberts beſtyttende Vidunderkraft?“ ſpurgte Maleren
hende.

„Alle Folk her vilde betragte det ſom det ſtorſte
Kjetteri ikke at offre Sanet Hubert den hoieſte Grad af
Tilbedelſe og Beundring,“ ſvarede hun, men et let Smiil
pan hendes Anſigt ſyntes at fortælle ham, at hun ſelv
ikke var ganſte fri for at være en Smule Kjetterſte.

„Men hvad ſiger De?“ ſpurgte han videre.

„Jeg kan godt lide den gamle Fortælling om ham.
Han var i de ſmaa Forhold en Helt, der kœmpede tro—
faſt for den Lære, han elſtede, og han kan vel fortjene

160 Eneboeren.

at bevares i venligt Minde. Men jeg mener, at man
burde takke ham for hvad han har gjort og lade være
med at bede ham om Ting, ſom dog ikke ſtage i den

Dodes Magt. Støtten kan jeg ikke lide. Naar jeg feer

den, kommer jeg altid til at tenke paa, hvad der engang
hænbte mig ſom Barn. Min Fader Havde foræret mig
et deiligt lille hvidt Lam, der nylig var bleven født.
Saa var det min Fodſelsdag, og viſtnok i den bedſte
Henſigt, for at glede mig, havde min Legekammerat,
Kjobmandens Son ligeoverfor os, hemmelig pyntet Lam—
met med Guldſtads og malet det med alle mulige ſprag—
lede Farver. Jeg kjendte det ikke igjen, da han viſte
mig det, og jeg græd længe over min lille Bundling,
ſom jeg havde ſyntes var faa ſmuk i fit blode, Hvide
Uld, men ſom jeg ſlet ikke kunde holde af i den brogede
Forkledning. Der ſynes mig at være en lignende For—
ſtjel mellem den Hubert, hvorom de gamle Legender
fortælle, og den, ſom Kloſterſoſtrene og Egnens Folk fee
reprœſenteret i Støtten her.“

De vare imidlertid naaede frem til Helgenbilledet,
hvorom hun talte, en plump Granitfigur, med et dodt,
munkelignende Udtryk i det grove Anſigt og en masſiv,
forgyldt Gloriering om Panden. Stotten var fra Hoved
til Fod beheengt med friſte Krandſe, der sienſynlig ſtrev
ſig fra de fromme Soſtres Morgenandagt, og et ſtort
Stykke af Klippen, hvorpaa den ſtod, var beftrøet med
Blomſter.

Kun et Oieblik ſtandſede de foran den. De ſyntes

Eneboeren. 161

begge at fole, at den Fred og Andagt, ſom fremkaldtes
af den ſtille Morgenſtund, netop forſtyrredes ved Tilſtede⸗
verelſen af bette ſmagloſe og udpyntede Billede, og de
ſtyndte ſig forbi det, for at folge Veien, der nu gik lige
ved den paa en Strakning aldeles flade Kyſt, hvor Skjer—
gaarden havde dannet en Bugt, i hvilken Byens Fiſter⸗
baade lage fortojede ved ſmaa Broer og Pale.

Solen havde faaet mere og mere Magt over Taa—
gen; man kunde allerede fee temmelig langt ud over
Havet, og den unge Pige holdt neſten hele Tiden ſpei—
dende fit Øie feſtet mod Horizonten.

„De feer beſtandig mod Havet,” ſagde Maleren;
„det er, ſom De ventede at opdage Noget derude.”

„Men det gjor jeg netop ogſaa,“ ſparede hun.

„Og hvad da?“

„Ganſte ſimpelt et Skib, ſom horer hjemme her, og
ſom ikke kan være langt borte.”

„Og har De nogen ſerlig Interesſe af dette Skibs
Komme?“

„Det bringer mig en kjer Ven tilbage, den Lege—
kammerat, jeg fortalte Dem om, ham, ſom malede mit
ſtakkels Lam.“

„De har altſaa tilgivet ham den Sorg, han den⸗
gang forvoldte Dem.“

„O, det er nu ſaa lenge ſiden, og han gjorde
det jo desuden kun for at glæde mig ... Ja, der er
gaaet lang Tid ſiden da,“ vedblev hun efter en Pauſe.

„Dengang vare vi begge Born; nu forer han Sfibet,
11

162 Eneboeren.

hvorom jeg talte. Han er en dygtig ung Mand, og
han har hurtig banet fig en god Vei. Men dog huer
denne Færd paa Soen mig ikke ret. Hvergang det
ſtormer, og Bølgerne vælte fig herind mod Klipperne, og
han faa er ude, kan jeg ikke betvinge Angſten for at
ogſaa han maaſtee er i Fare.“

„De holder altſaa meget af ham?“

„Holder man ikke altid af dem, til hvem man er
knyttet ſaa ner, ſom jeg til ham?“

Maleren ſage forundret paa hende. „Han er da i
Slægt med Dem?“

„Det er fandt,” ſvarede hun leende; „jeg har jo
reent glemt at fortælle Dem, at jeg og han engang ſkal
giftes med hinanden.“

„Giftes!“

„Er det ſaa forunderligt?“ lo hun, da hun lagde
Merke til det ſtudſende Udtryk i hendes Ledſagers An—
ſigt. „Det er Noget, ſom allerede var ordnet og aftalt,
dengang han ſpillede mig det Puds med Lammet ..
Men fee der,“ vedblev hun, „bag Træerne oppe paa
Skrenten kan De fee Taget af Eneboerens Huus. Her
gager Veien op ad Bjerget; De kan umulig tage feil.
Farvel! Men De maa ikke blive altfor længe deroppe!
der er Fare for det, thi man horer ikke faa let op igjen,
naar man forſt er begyndt at tale med ham. De maa
være hjemme igjen til Middag; Fader vilde ikke ſynes
om det, hvis De blev borte.”

Hun nikkede venligt til ham og ilede Hurtigt til-

Eueboeren. 163

bage for at at nage en gammel Fiſter, der gik ind mod
Byen, og med hvem Maleren ſage hende folge videre.

Han ſtod en Stund og ſtirrede efter hende. „Alt—
faa atter en Skuffelſe!“ ſagde han ved fig ſelv. „Nu
ja, jeg er vant til det; dette er ikke den forſte, og det
bliver vel heller neppe den ſidſte. Er Skylden min egen,
eller er det Tilfceldets? Sikkert er det, at enten maa
jeg have et ganſte overordentlig let fengeligt Gemyt,
eller ogſaa har jeg havt et ſjeldent Held til at mode
elſtverdige Kvinder paa min Vei. Men alligevel: der
var Noget ved hende, ſom jeg ikke har truffet hos de Andre.
Og faa er det dog et Sporgsmaal, om jeg i Længden
havde ſyntes faa godt om det ſtraateekkede Huus i Dalen,
ſom jeg gjorde iaftes. Nei, Sagen er nok den, at jeg
endnu har for meget af Fuglens Natur i mig, . ..
Nu vel,“ vedblev han, idet han vandrede opad Bjerg—
veien, „ſaa lad mig da flagre afſted ſom den. Der er
unge og ſtjonne Kvinder overalt i Verden. Endnu har
jeg Meget at ſee, for jeg kan lade det Hele fare og
gjemme mig under Skyggerne i en bretagneſt Dal. Og
endnu har jeg vel ogſaa en Deel at gjøre, for alt det, ſom
er herinde i mig, fager Form og Farve paa Leeredet.
Naar jeg har Sol og Sommer omkring mig, holder jeg
det ſagtens endnu en Tid ud alene med min Kunſt.
Og kommer der faa en Stund med Træthed og Leng⸗
ſel efter Ro og Hvile, fan finder jeg vel altid igjen en
Plet Jord med Hygge og Fred og en lille elſtverdig

Pige, ſom vil dele den med mig.“
11*

164 Eneboeren.

Nynnende gik han videre, til han nagede Toppen
af Bjerget. Han ſtod da ligefor Huſet, ſom hans Led—
ſagerſte havde viſt ham. Solen var nu brudt fuldſten—
dig frem, og Himlen hvelvede fig hoi og blaa over
Klipperne. Huſet laa i en frodig bevoxet Senkning
lige ved Skrenten, og det Havde ganſte det venlige,
neſten idylliſte Preg, ſom Heloiſe Havde ftildret i fin
Beretning om hendes forſte Beſog hos Eneboeren.

Han aabnede den fave Dor og traadte ind i et
mindre Rum, der neſten var fuldſtendig dekket med
Glastag. Solen faldt brændende hed ind gjennem det
og gav Varme til den brogede Samling af Planter,
ſom havde fundet Plads her. En anden Dor ſtod
aaben, og gjennem den kunde han ſee ind i Stuen, hvis
Boger havde gjort et faa ſterkt Indtryk paa den unge
Pige.

Han gik derind. Paa det med et tykt Bambus—
tæppe delkede Gulv kunde hans Skridt neppe hores,
og han traadte tilmed fan ſagte ſom mulig for en
Stund at kunne betragte Verelſets eiendommelige Ud—
ſtyrelſe, for han henledte Eneboerens Opmerkſomhed paa
ſig. Men denne ſad ſaa ivrig fordybet i at leſe, at
ſelb en langt ſterre Stoi ikke vilde have forſtyrret ham.
Han havde ſtottet Hovedet i Haanden og ſad ſaaledes
bortvendt, at Maleren ikke ſaae hans Anſigt. Men felv
uden det faldt det ham ikke vanſteligt i den ſlanke
og dog faa kraftig byggede Skikkelſe at fee, at He—
loiſe havde havt Ret i at kalde ham en ung Mand.

Eueboeren. 165

Heller ikke hans Dragt eller Omgivelſerne ſyntes at
tyde paa, at det juſt var en Eneboer af den alminde—
lige Art.

Maleren kaſtede et Blik paa Bogerne. Det var
veſentlig ældre franſke og italienſte Digterverker, en rig
Samling hiſtoriſte og naturvidenſtabelige Skrifter ſamt
de Arbeider, ſom den ſidſte literære og philoſophiſte Beve—
gelſe i Frankrig Havde fremkaldt. Sin gamle Vært
Voltaire fandt han fuldſtendig repreſenteret, men det
Stoplag, hvormed disſe Bind vare bedælfede, ſyntes juſt
ikke at tyde paa, at den beromte Forfatter ogſag i denne
Afkrog af Bretagne blev leſt ligeſaa meget ſom ude i
den ſtore Verden.

Ved at gage rundt langs Boghylderne var han
kommen ſaaledes ind i Verelſet, at han nu ſtod ligefor
Eneboeren. Hans Blik faldt paa den Leſendes Anſigt.
Uvilkaarlig veg han et Skridt tilbage, og i hans Træf
tegnede fig Üdtrykket af en pludſelig, uventet Overraſkelſe.
Han blev ſtagende i taus Betragtning af dette Anſigt,
pan hvis Pande der hapde draget fig brede Furer, men
over hvilket der dog laa et ſaadant Preg af Kraft og
Styrke, og gjennem hvis dybe, funklende Øie der ud—
ſtraalede ſaameget Liv og Sjæl, at det maatte fengſle
enhver Betragter, ſelv om han ikke faae paa det med en
faa ſœregen Interesſe, ſom i, for Oieblikket var Til⸗
fældet med Maleren.

Efterat han havde ftaaet 1 5 en Stund, ner⸗
mede han fig langſomt den Leſende. Sagte lagde han

166 Eueboeren.

ſin Haand paa hans Skulder. „Pierre,“ hvidſtede han,
og da han endnu ikke blev hort, gjentog han Navnet
hoiere. Den Anden fane op fra Bogen. Et Oieblik
ſtirrede han aandsfraperende pan den, der havde tiltalt
ham, men i det næfte ſprang han op fra Stolen og
kaſtede fig i de Arme, der blev ſtrakte ud imod ham.

Længe blev der Intet ſagt. Gjenſynet bevægede
dem begge dybt, og Maleren fane, at der ſtod Tuarerr i
hans Vens Die.

„Det var altſaa her, jeg ſtulde treffe Dig igjen,”
ſagde han endelig. „Mindſt ventede jeg, at det var Dig,
om hvem man talte, da man advarede mig for Eneboeren
heroppe. Og dog, — Du ſyntes jo virkelig i den ſidſte
Tid, vi tilbragte ſammen i Ferney, at have et viſt Hang
til at begrave Dig i en Orken. Naa, Du kunde have
fundet den uhyggeligere end her.“

„Jeg priſer den lykkelige Stjerne, der viſte mig
Vei hertil,“ ſvarede den Anden. „J denne ſtille, frede—
lige Natur har jeg fundet igjen, hvad jeg troede at have
tabt for beſtandig.“

„Forhaabenklig Dit gode Humeur fra vor forſte
Ungdomstid?“

„Nei, mere endnu end det. Det er en Blomſt, der
visner igjen, om ikke for, faa naar Livets Efteraar kom—
mer med Slud og regufulde Dage. Den eier intet Evig—
gront, ſom kan ſmykke Haven for alle Aarstider. Og
det var heller ikke den, jeg ſogte.“

„Og hvad da? J Ferney var det nok ikke ſtort

Encboeren. 167

minbre end ſelve de Viſes Steen. Men den finder man
vel juſt ikke, fordi man reiſer fra Voltaire til Bre—
tagne.”

„Man finder ben overalt, hvor man finder det, jeg
har fundet: Ro i fin Sjel, Fred efter de taagede, uro—
ligt higende Lengfler og en ſikker Planke i Livet, hvor—
til man kan klynge ſig med Vished om, at den aldrig
ſvigter og aldrig buffer under, en Planke, ſom er ſtor
og bred nok til, at man paa den kan bygge ſig et Hjem,
der lukker Stormene og Bolgegangen ude, og hvor der
er lyſt og venligt inde, ſaa man glemmer Sorgen og
alle morke Tanker ... See, det er det, jeg har fundet
og — tilfoiede han med ſagtere Stemme — maaſtee
endnu mere, Noget, ſom jeg flænge hapde troet, at Verden
intetſteds eiede.“

„Men faa er jo dette gamle Bretagne virkeligt et
reent Eventyrland, rigere end Hindoſtans Diamant—
gruber og ſtjonnere end ſelve Profetens Paradiis,“ ſagde
Maleren, idet han i en gammel, lederbetrukken Leneſtol
fogte at ſtaffe ſig et faa bekvbemt Sede ſom mulig. —
„Jeg haaber, at Du fnareft lader mig ſtifte Bekjendt⸗
ſtab med dine ſjeldne Skatte og giver mig en omhyg—
gelig Beretning om Alt, hvad der baade udadtil og
indadtil — thi forſtager jeg Dig ret, er det nok derinde at
de ſtorſte Begivenheder ere foregaaede — er hændet min
philoſopherende Ven, ſiden vi ſidſt var ſamlet med hinanden
i den rode Hane. Naar Du ſaa ovenikjobet kunde ſtille
en Flaſte Viin paa Bordet, ligeſaa god ſom den Værten

168 Eneboeren.

dernede ſtjenkede for os i de hyggelige Aftentimer ... men
maaflee har Du i din Egenſtab af Eneboer paalagt Dig
ſelv Faſte og givet Afkald paa alle flige livsforſtjonnende
Nydelſer? Nei,“ vedblev han, da han fane den Anden
fra et Skab i Hjornet af Verelſet hente Viin og Glas,
„jeg ſeer, at Du heldigviis paa bette Punkt endnu er den
gamle Pierre Chambaud. . .. Naa, lad mig faa høre
Fortellingen om, hvad der er hendet Dig. Vinen er
faa god, at' jeg taalmodig ſtal fore til, ſelbs om Du
bliver ligeſaa vidtloftig ſom i gamle Dage.”

Maleren ſtjod en Stol til fin Ven hen ved Siden
af fin egen, ſtjenkede atter i fit Glas og tomte det flittigt,
medens den Anden fortalte.

„Jeg havde allerede", begyndte denne, , været en
rum Tid i Ferney, da vi traf hinanden der. Fyldt af
den hoieſte Beundring havde jeg nermet mig den ſtore
Aand, hvis Lære Du veed jeg havde ſporet til fra min
tidligſte Ungdom, og hvis Veerker Du viſtnok mindes,
at jeg tidt over for Dig har forſvaret med den hoieſte
Begeiſtring. Da Tilfældet gjorde det muligt for mig,
felv at blive optaget i den Kreds af talentfulde Mænd,
der ſamlede fig om ham, folte jeg i mig en gjerende,
bruſende Kraft, der vilde have givet mig Mod til jeg
veed ikke hvad, og jeg var maaſtee den meſt excentriſte
af alle hans Tilhængere. Det var i Virkeligheden heller
ikke underligt. Jeg har fra ganſte ung havt et varmt
Blod, der var let til at ſyde og koge over; Alt, Hvad
der drog min Sympathi til fig, gjorde jeg hurtig til

Eueboerne. 169

Gjenſtand for en næften afguderiſt Tibedelſe. Maaſtee
var det, fordi jeg udenfor mig ſelv greb efter det Hoide—
punkt, ſom jeg endnu ikke havde fundet i min egen Sjæl.
Men jeg troede pan den Tid ikke Andet, end at de nye
Ideer, ſom vare komne frem, ftulde frelſe Verden, og
at jeg ſelv havde det Kald gjennem Kampen for dem at
blive en af dens Velgjorere. Jeg elſtede lidenſkabeligt
Alt, hvad der var ungt og ſterkt; flere Gange havde
jeg ſelv tungt folt Vægten af gamle Former og For—
dumme, og jeg havde i Taushed erklæret dem Kamp paa
Liv og Dod. Jeg var fyldt af en brændende Higen efter
Sandhed, og jeg kunde derfor opflammes af den heftigſte
Harme, naar jeg omkring mig ſage en tilloiet Folelſe og
en hyklet Wrbedighed for det, ſom enten den ringeſte
Fornuft kunde fee ikke havde noget Værd, eller ſom ogſaa
ſyntes mig fan ſtort og helligt, at det forekom mig at
beſmittes ved at ſtilles offenlig frem ſom Gjenſtand for
Alverdens Godtkjobskjerlighed. Havde jeg betragtet
Sagen med en moden Overbeviisnings Ro mog Klarhed,
vilde jeg vel ſagtens have feet, at den Lære, ſom ud—
gik fra Ferney, predikede Korstog ikke alene mod mine
Fjender, men maaſkee ogſaa mod Andre, imod hvem jeg
iffe Havde nogen Grund eller nogen Trang til at fore
Vaaben. Men endſer man i det Oieblik man begeiſtret
ſtiller fig i Rekkerne for at ſorſvare den gode Sag, om
Ens Sværb rammer den Uſtyldige ſammen med den
Skyldige? Tenker man, naar man feer Markerne tre—
des ned og Byerne gager op i Flammer pan Andet end

170 Eneboerne.

pan Seiren, ſom vinker bagved dem? Den forſte Tid,
jeg tilbragte hos Voltaire, var han for mig en General,
hvis mindſte Ord var Visdom, og hvis mindſte Befaling
maatte lydes blindt, fordi den ufeilbart forte til Held
for Alle. Men efterhaanden ſom disſe Lærdomme og
Feltraab for mig bleve ligeſaa gamle og tilvante og be—
ljendte ſom Munkenes Procesſioner tidligere havde været
det, veg den forſte Begeiſtring Pladſen for fold og rolig
Eftertanke. Den Skepticisme, ſom jeg ligeoverfor alt
Andet Havde gjort mig faa fortrolig med, vendte fine
Vaaben mod mit eget Indre. Du maa kunne huſte
fra den Tid Du traf mig dernede, hvorledes jeg kunde
gage hele Dage i dyb Grublen, hvorledes jeg ofte var
indeſluttet i mig ſelv, mere bitter og uomgengelig, end
det laa i min Natur at være det. Jeg havde ſtillet
mig ſelv ligeoverfor de nedtraadte Marker og de dode
Tomter, jeg havde ladet mit Blik vandre ud over Alt,
hvad der var odelagt, og jeg havde forgjeves ſpeidet
” efter det, ſom ſkulde reiſe fig ungt og nyt og ſterkt til
Erſtakning for det, der faldt. Jeg følte Tomheden i
mig felv bore ſtorre og ſtorre; intetſteds Noget, hvorpaa
jeg faſt kunde ſtole, Noget, jeg kunde boie mig for og
ſtienke den Kjerlighed, ſom netop nu med faa higende
Lengſel ſogte fin Gjenſtand. En underlig Modloshed
og Lipstrœethed overfaldt mig, og det var, da den havde
naaet ſit Hoieſte, at jeg forlod Ferney, og fulgt af min
gamle, tro Jean reiſte bort uden at tage Afſted med
Nogen. Jeg flygtede for Menneftene og ſogte de meſt

Eneboeren. 171

enſomme Steder. Jeg kom da herop mellem disſe Bjerge,
men den morke, ſonderrevne Natur, i hvilken jeg nogle
Dage flaͤkkede om, bidrog kun til at forøge den Sygdom,
der havde angrebet mig. Den var paa ſit Hoieſte, da
jeg en Dag kom til Byen dernede ved Kyſten. Til—
fældet vilde, at jeg atter her ſtulde ſtode ſammen med
en vandrende Bodspredikant, ſom jeg allerede engang
for havde modt paa min Vei, og hvis tidligere Liv jeg
vidſte ingenlunde ſtod i Samklang med den Fromhed,
ſom han nu fandt fin Regning ved at bære offentlig
tilſtue. Han havde imidlertid forftaaet at ſkaffe fig et over—
ordentlig ſtort Ry for Hellighed, navulig her i Bretagne
blev han formelig tilbedt ſom en levende Helgen, og
man flokkedes i Tuſindviis ſammen, naar han holdt ſine
Taler, der vare faa meget deſto mere farlige, ſom en
ingenlunde almindelig Begavelſe dekkede over Hulheden
og Vrangheden i de Doktriner, han opſtillede. Jeg havde
kun været ganſte fort Tin i Byen, da man ſamledes til et
af disſe Moder. Hans Navn havde jeg imidlertid hort
paa Alles Leber, og jeg havde feet, hvorledes hele Byen
var gaget fuldſteendig op i Beundring for ham. Det
Fornuftigſte vilde ſelvfolgelig have været, at jeg havde holdt
mig borte fra dette Mode, men netop fordi jeg vidſte,
hvad der ſtjulte fig bag denne Maſte, ſyntes det mig
ut være min Pligt om muligt at afſlore Hykleren
overfor dette langt mere godtroende end begavede Folk.
Hvad der blev Folgen, kan Du let tenke Dig. Jeg
traadte offentlig op imod ham, mit Blod var bragt

2 Eueboeren.

ſterkti Kog ved den Mylr af hule Phraſer, jeg havde
hort klinge omkring mig, og end mere ophidſedes jeg
ved den Storm af Uvillie, hvormed man modtog mine
klare og ſunde Grunde for de Paaſtande, jeg fremſatte.
Hertil kom nu den ſygelige Tilſtand, hvori jeg pan den
Tid befandt mig. Mere og mere fod jeg mig i Kam—
pens Hede drive til Pderligheder, og da jeg tilſidſt ſtaan—
ſelsloſt ſpottede deres Tro og Former, fulgte der en af
disſe ſtormende Scener, i hvilken Folkemasſens Raſeri
voxede ſaaledes, at jeg maaſtee neppe vilde være ſluppen
derfra med Livet, hvis ikke de mere Beſindige havde
lagt ſig imellem.

„Jeg havde ſelpfolgelig ved denne Leilighed faaet
et ſaadant Navn ſom Gudsbeſpotter, Conſpireret mod
Stat og Kirke, og jeg veed ikke hvad, at Opholdet i Byen
var bleven mig ligefrem umuligt. Naturen her tiltalte
mig imidlertid, og maaſtee havde jeg ogſaa allerede da
en Forudfolelſe af, at jeg her vilde finde den Fred, ſom
jeg hidtil forgjeves havde ſogt.

„Heroppe pan Fjeldet laa et gammelt Huus, ſom
ſtod ubeboet, og ſom jeg kjobte. Men ogſaa Arbeids—
kraft til ÜUdbedringen og Indretningen af det blev mig
nægtet dernedefra, og jeg maatte da fra Nabobyen, der
ligger flere Mile borte, hente den fornødne Hjelp. Som
Du feer, har jeg imidlertid efterhaanden faaet et ret
hyggeligt Hjem ud af den gamle Hytte, og her har jeg
da i ſtille, uforſtyrret Eenſomhed tilbragt omtrent halo—
andet Aar alene med mig ſelv, mine Boger, Naturen

Eneboeren. 173

og fua min gamle Jean, der vel faa noget ner er den
bedſte Sygevogter jeg kunde finde, naar det gjaldt at
blive heibredet idetmindſte for den ene af mine Sygdomme,
Menneſtkehadet. Det gif i Begyndelſen langſomt med
denne Helbredelſe, og ſom enhver anden Syg er jeg nu, da
det er overſtaget, neppe i Stand til at fortælle Dig,
hvorledes det egentlig gik. Jeg gjorde lange Udflugter
ud mellem Klipperne, gik mig træt, beſteg de ſteileſte
Skrenter og kaſtede mig atter med neſten feberagtig Iver
over det Studium af Naturen, ber levende havde inter—
esſeret mig fra min tidligſte Ungdom, men ſom jeg
ſenere var kommen bort fra. Naar jeg da, legemlig træt
efter disſe Anſtrengelſer, kom hjem, havde Jean altid
indrettet Alt ſaaledes, ſom han vidſte, jeg holdt af det.
Overalt, i Naturen og i mit Hjem, var der Intet, ſom
ſtodte min Tanke eller min Folelſe, Intet, ſom kunde
ægge mig til Trods eller nære Bitterheden i min Sjæl.
Fra mit Hjem i Paris hapde jeg ladet Jean hente mig
de Bøger, ſom jeg havde ladt tilbage der, og efterhaanden
ſupplerede jeg dem med andre. J Forbindelſe med Na⸗
turen blev disſe Boger min Mediein, og det var netop
dem, ſom jeg' troede vilde ligge mig fjerneſt, i hvis
Lesning jeg nu fandt den ſtorſte Nydelſe. Vore
egne gamle Digtere og Dante, Tasſo, Arioſt, hade
jeg i de ſenere Aar neſten glemt, og ſelv de af deres
Verker, jeg mindedes, kom til at ſtage i et heelt andet
Lys for mig nu, da jeg læfte dem om igjen. Med
Forundring lagde jeg Meerke til det dybe, betagende

174 Eneboeren.

Indtryk, ſom jeg modtog netop af den Poeſi, der ud—
talte Digterens meſt umiddelbare og barnlige Stemning;
jeg læjte videre og videre, og jeg blev beſtandig mere
og mere fortrolig med den Digtningens Verden, hvori
de bevægede fig, jeg følte mig beſtandig mere glad og
lykkelig ved efter endt Dagveerk at kunne ſoge tilbage til
dem. Saaledes gik da Tiden for mig, deelt mellem dem
og mit flittige Studium af Naturen. Efterforſtninger
ude og Underſogelſer hjemme loſte den ene Gaade for
mig efter den anden og aabnede for mig nye Betragt—
ningsmaader, ſom jeg vidſte tidligere ikke vare kjendte.
Naar jeg engang vender tilbage til Verden, og det
Tidspunkt ligger maaſkee nu ikke længer fjernt, vil jeg
fra mit Eneboerliv medbringe Reſultater, hvorover de
Lærbe ville forundres, og ſom jeg haaber Videnſkaben
vil takke mig for.

„His Du nogenſinde har lidt af en ſper legemlig
Sygdom, i hvilken Du en Stund kempede med Doden,
og faa alter langſomt har folt Smerterne ſvinde, Kref—
terne vende tilbage og Livet paany ſmile Dig imode
med al ſin Rigdom af Skjonhed og Lykke, ſaa vil Du
kunne danne Dig en Foreſtilling om, hvorledes jeg var
tilmode i den ſidſte Tid, jeg har tilbragt heroppe. Naar
Du fun ovenikjobet Hertil føler, at den Natur, der for
mig var bleven Halvdelen af mit Liv, netop nu efter
en lang, haard Vinterſopn atter veekkedes af Solens
Varme og udfoldede fig i ungdommelig Friſkhed og
Fylde, behover jeg neppe at ſtildre Dig, med hvilken

Eneboeren. ; 175

Hurtighed jeg kom ud over de ſidſte Reeonvalescentdage.
Du ſiger, at jeg ſogte efter de Viſes Steen. Ja, jeg
har fundet den eller idetmindſte fundet Trylleformularen,
ſom aabner den hemmelige Eventyrhal, hvori den gjem—
mes, og denne Formular er lille og ſimpel, to Ord, ſom
man ube i den ſtore Verden og i fin raſtloſe Sogen faa
tidt iler ſpottende forbi, to ſmaa Ord: Arbeide og Poeſi.
Det er i disſe to Ord, at jeg har fundet Legemidlet
for min Sygdom og fundet den Klippe, hvorpaa jeg kan
reiſe min Fremtids Bygning. Endnu ſlutter jeg mig til
den ſtore Ræffe af Fremſtridtets Mænd, der vil loſe
Lænferne for de uretfærbigt Bundne, aabne Oinene paa
de Blinde, give de Vaklende Støtter i Haanden og
ſpreenge de gamle Mure, der fra forſpundne Tider ſtaae
ſteengede for den fremadſtreebende Aand og den Menneſle—
fjæl, ſom higer efter Sandhed og Lys. Lad det falde
og ſynke i Gruus, alt det, ſom ikke ved egen Kraft
kan ſtage, naar Tidens Storme bruſe omkring det, men
over de ſtyrtede Bygninger og paa de ode Tomter man
der reiſe fig Paladſer, hvis Glands kan overſtraale Min⸗
derne om det, der faldt. Og de vil reiſe fig med funk—
lende Spiir og kneiſende Tinder, naar Alverden ſamler
fig under Arbeidets lyſende Fane og foier Steen til
Steen, medens Digteren ſtager overſt og opflammer
med fin Sang, og Sangens Ord lyde forſtagede igjen i
et tuſindfoldigt Chor. Thi Arbeidet er det ſtore Livstre,
under hvis Grene Alle kan finde Fred og Skygge, og.
Digtningens Sang er Duggen, der vader dets Blade

176 . Eneboeren.

og ſtjcenker dem Haabets vaagronne Farve. Enhver,
ſom bygger under det Tre, han være mægtig eller ringe,
rig eller fattig, han finder der de Viſes Steen, ſom
lægger Lys og Straaleglands om den Vei, han ſtal gage
mod Maalet, der er ſat for hans Livs Gjerning, og
han gager fremad imod det med Tro paa den Magt, ſom
ſtyrer Seklers og Verdners Gang, med Vished om, hvad
han kan og vil, og med unge Kræfter, der jævne Veien
og gjore Gangen let.“

Han havde, medens han ſagde det Sidſte reiſt fig
op, og hans Stemme lod med en eiendommelig rolig
Klang, rolig, men dog ligeſom dirrende af Overbeviis—
ning og Varme. Med ſtedſe voxende Forundring havde
Maleren lyttet til. Dette Udtryk havde han aldrig for
ſeet i ſin Vens Anſigt, og ſaaledes havde han aldrig
hort ham tale, og dog var der ved det Noget, ſom i hans
Sjel kaldte Minder frem fra lang Tid tilbage, paa
ſamme Maade, ſom naar man i en Aarrakke har været
borte fra Hjemmet og faa ved fin Tilbagekomſt finder
den nyanlagte Have voxet til, ſeer, hvorledes de ſmaa
Skud ere blevne ſtore, blomſtrende Buſte, Hvorledes de
ſtyggende Trœer ere fulde af modne Frugter, og hvor—
ledes Epheuen ved Muren har ſlynget ſig ud til et ſtort,
Alt bedekkende Lovteppe.

„Vi er forſtjellige i Meget,“ ſagde han ſtille efter
en Stunds Taushed, „og jeg forſtaaer Dig maaſkee ikke
ganſke. Men jeg forſtager, at Du viſtnok har Net i, at
dette Liv her i den eenſomme Natur har bragt Velſig—

Eneboeren. 177

nelſe for Dig. Jeg ſeiler endnu for rolig Medbor af-
ſted ube paa det ſolblinkende Hav, den friſte Vind bug⸗
ner i Seilet, og Bolgerne ſynge mildt, mens de vugge
fig om Kjolen, men dit Skib har været ude i Storm
og Uveir, og det trængte til den Havn, ſom det har
fundet.“

„En Havn, — ja, og maaſtee er den fundet, ſom
jeg aldrig havde troet at finde den.“

„Du har endnu ikke fortalt mig Alt?“

„Nei, men hor ... En Dag i Forſommeren var
jeg ſom ſedvanlig gaaet tidlig ud. Om Natten havde
det regnet, og de ſtore Vanddraaber lag endnu tindrende
i Gresſet. Himlen, ſyntes jeg, var hoiere og mere blaa
end ellers, Solen var mere livsvekkende, Duften fra
Planterne ſterkere og friſtere. Maaſtkee bidrog ogſag
et Tilfælde til at lægge en forſtjonnende Glands over
Alt omkring mig. Du veed, at jeg allerede var halvvoxen,
da jeg kom til Paris, og at jeg har tilbragt min forſte
Barndom i en Bjegegn i Auvergne. Paa en markelig
Maade blev jeg paa hiin Dag mindet om denne Tid. Jeg
ſogte at folge en eiendommelig Aare i Bjerget og kom
derved ind i en lille afſides Sidedal, hvor jeg aldrig tidligere
havde været, Oppe mellem de brudte Klipper fane jeg
en rod Blomſt, ſom allerede paa Afſtand tiltrak fig min
Opmeerkſomhed. Den forekom mig faa bekjendt, og dog
kunde jeg ikke mindes, hvilken det var, eller hvor jeg
havde feet den for. Men da jeg gik nærmere, ſtod det
Hele pludſelig klart for mig. Den var et af disſe eien⸗

12

178 Eueboeren.

dommelige Phenomener, der ſynes fremkaldte ved et over—
givent Lune af Naturen. En nærbeflægtet Art med blade
og noget anderledes formede Kornblade er meget almin—
delig i alle vore Bjergegne, men den rode har man
hidtil i hele Frankrig kun fundet paa to Steder. Det
ene var netop omkring mit Barndomshjem i Auvergne,
og jeg havde ſom Dreng naſten forelffet mig i denne
ſmulke rode Blomſt. Nu, efter de mange Aars Forlob,
ſaae jeg den pludſelig igjen, og dette Gjenſyn frem—
manede faa levende og fan ſterkt de Omgivelſer, Hvori
jeg dengang havde befundet mig, at jeg uvilkaarlig kom
til at tenke paa, i hvilken underlig forklaret Glands
Naturſtjonheden fremſtiller fig for Barnebiet. Men netop
den fyldige Foreſtilling herom bragte mig ogſaa nu til
ligeſom at fee Alt i et klarere og mere forſtjonnet Lys.
Og i en eiendommelig glad Stemning vendte jeg tilbage
gjennem Dalen.“

„Og faa mødte Du en ung Pige med et Par ſtore,
klare, barnlige Dine, med Kinder, friſke ſom en Wble—
blomſt, og det huldſaligſte Solſtinsſmiil om de ſmaa,
rode Læber; ikke fandt, er det ikke rigtig gjettet?“ ſpurgte
Maleren ſmilende.

„Jo,“ vedblev den Anden uden at lægge ſynderlig
Merke til fin Veng Ord, „jeg traf en ung Pige. Paa
mine Toure pleiede jeg i Regelen ikke at mode Folk fra
Dalen, og endnu ſjeldnere talte jeg med Nogen. Men
over denne Kvindeſtikkelſe maa der ſtrax ved det forſte
Diekaſt have ligget et Preg af, at hun ikke var ſom de

Eneboeren. 179

Andre, thi det faldt mig ikke engang ind at gage hende
forbi, uden at give mig i Tale med hende. Og denne
uvilkaarlige Indſtydelſe bedrog mig heller ikke. Hun var fra
Byen nede ved Havet, men jeg forſtager endnu ikke, hvor—
ledes hun kan være voxet op mellem disſe Menneſker,
hvorledes denne fine Blomſt med al dens Poeſi har
kunnet trives i dette forkuede Hverdagsliv og udfolde fig
bag de høie Fordommens Mure, ſom ſtaage ſtengende
dernede. Hendes Natur er Kvindens, ſaaledes ſom vore
forſte Ungdomsdromme foreſtille os den, men ſom det
kun falder i fan Lykkeliges Lod at finde den igjen ude i
Verden. J hendes Sjæl laa Alt anelſesfuldt, reent
og ſtjert ſom Jordberrets hvide Blomſter paa den For—
aarsdag, de ſpringe ud, og det var ſom jeg gjennem
hvert af hendes Ord kunde indaande deres vaarfriſte
nde. Og naar hun lyttede til, hvad jeg fortalte hende,
da var det ikke, ſom hun troede, hende, der belertes af
mig; nei, det var mig, der beaandedes af hendes Øie og
i det læfte Forklaringen paa ſaameget, der havde været
mig dunkelt, og ſom jeg forſt fik fuld Forſtaaelſe af i
det Nu, jeg fremſatte mine Tanker for hende. Vi mod—
tes neſten daglig, og for hvert nyt Mode folte jeg det
visſere og ſterkere, at jeg heroppe mellem de enſomme
Bjerge ikke blot havde gjenfundet Evne og Mod til med
nye Kræfter at tage fat paa Livet, men ogſaa En, til
hvem jeg kunde ſoge hen, hvis der atter kom Tvivl og
Vaklen, og hos hvem jeg kunde hente Lykke og Solſtin
nok over alle de Dage, ſom fkulle komme.“

122

180 Eneboeren.

„Du elſter hende!“ udbrod Maleren beſtyrtet.

„Ja, jeg elſter hende,“ ſvarede hans Ven roligt.
„Men det er en anden Kjærlighed end den, der engang
bragte os til at odsle vor Tid bort i Dromme om de
ſmaa Pariſerfrokener, ſom havde heldet fig fortrolig til
os i en Kontradands, eller ſendt os et hemmeligt Smiil,
naar vi mode dem paa Boulevarden. Jeg elſter hende,
fordi hun vælfer alt det, ſom er godt i mig, fordi hen—
des Smiil befrugter min Tanke, og fordi hendes Ord er
for mig [om Muſik i Slaget, fan jeg glemmer alle Farer
og kun ſeer Seiren, der vinker mig. Den Folelſe, hun
kalder frem i min Sjæl, er ikke hiin ſygelige Feberſtem—
ning, der hidſer Unglingens Blod og tilſlorer hans Øie
med blege Nattephantaſier, — den er ſund ſom Vindens
Bruus over Havet, den fylder mig med Ro og Klarhed,
den gjor mig ſterk og giver mig i Arbeidets Time dob—
belt Kraft, fordi jeg veed, at hendes Die folger med min
Gjerning, og at jeg i hendes Tro paa mig kan finde
mere end Lon nok for Alt, hvad jeg gjor.“

Han var gaaet hen til Vinduet, og idet han lenede
fig til den af Epheu overgroede Karm, faldt Formiddags—
ſolens Skjer ind over hans Anſigt og belnſte ſterkere
det Ubtryf af mandig Ro og Kraft, ſom laa i hans
Tro.

Maleren havde ſtudt fit Glas tilſide og reiſt fig.
Langſomt nærmede han fig fin Ven og greb deeltagende
hans Haand. „Stakkels Ven!“ ſagde han bekymret,

Eneboeren. 181

„Du horer ikke til de Udvalgte, der have ſluttet Vagt
med Lykken. Den unge Pige, om hvem Du taler, til
hører en Anden end Dig.“

Eneboeren faae paa ham, ſom forſtod han ham ikke.

„Hun havde givet fit Hjerte bort, allerede for Du
lærte hende at fjende,” vedblev Maleren.

„Det er umuligt,” ſagde den Anden med et let
Smiil, og uden at bet rolige Udtryk i hans Anſigt ſtif—
tede. „J hendes Sjæl er Kjerligheden endnu ikke
vaagnet, men naar den vaagner, vil den knytte hende
til mig.“

Der blev et Diebliks Taushed. „Den Overbevis—
ning, ſom klinger gjennem dinne Ord,“ ſagde Maleren,
„gior det dobbelt ſmerteligt for mig, at Du har taget
feil.”

„Jeg ſiger Dig, at det er umuligt,” gjentog hans
Ven, men dennegang med et let Anſtrog af Utaalmodig⸗
hed i Tonen.

„Kvindehjertet er en Gaade,“ vedblev Maleren,
„ſom ſelv den ſtarpeſte Jagttager tidt ikke forſtaaer. At
Du ſtaaer hendes Tanker nær, derom tvivler jeg ikke.
Jeg er jo netop her, fordi hun har bedt mig derom,
og fordi hun gjennem mig vilde ſoge en Forſoning
mellem Dig og fin Fader. Men hør mig: Da hun
fulgte mig paa Vet herop, og vi gik langs Kyſten, ſaae
jeg, at hendes Øie ſtadig ſpeidede uroligt ud over Havet.
Jeg ſpurgte hende hvorfor, og hun fortalte mig da, hvad
der undrer mig, at Du ikke allerede veed. En Barn⸗

182 Eneboeren.

doms Legekammerat, en ung Somand, der forer et Skib
herfra Byen, og ſom hun netop nu venter hjem, er
hendes Brudgom. Du har Ret: hun er et elſteligt
Barn, fuld af Friſtkhed og Poeſi, men hun horer hjemme
dernede hos dem, mellem hvem hun er voxet op, og dem
maa hun vedblive at tilhore. Hun vilde dog aldrig
lere at forſtaae Dig rigtigt ... Alligevel,“ vedblev
han, da han faae den Anden ſtage taus henſunken i fig
ſelv, „forſtaaer jeg, at delte er en Skuffelſe, ſom maa
ramme Dig haardt netop nu, da Alt atter lag lyſt om—
kring Dig og ſyntes at bringe Erſtatning for Tvivlens og
Modgangens Dage. Men det er jo ikke blot Kjerligheden
til hende, der har fort Dig bort fra dem; har Du virke—
lig fundet den frelſende Planke, ſom reddede Dig fra
det andet og ſtorre Skibbrud, faa maa Du vel ogſaa
paa den kunne fuge Tilflugt fra dette.”

„Her er ikke Tale om noget Skibbrud, hun kan ikke
elſte ham,“ ſagde den Anden ſagte og med en vis haard—
nakket Klang i Stemmen, ſom vilde han tvinge fig ſelv
til at holde faſt ved en Overbeviisning, der begyndte at
vakle. Maleren fane, hvorledes hans Blik ſtirrede ſtift
frem for fig uden at fee, men med Udtryklet af, at an—
dre Billeder end de, der omgav ham, ſteg frem for hans
Sjæl. Ligeſom fuldſteendig henſunken i dem boiede han
fig ned over Vindueskarmen, ved hvilken han ſtod, og
ſtottede Hovedet i Haanden, medens han ſamtidig flyg=
gede med den for Oinene. Maleren forſtyrrede ham ikke,
og han blev ſtagende lege ſaaledes. Alt omkring var

770

Eneboeren. 183

faa ſtille, at hans Ven kunde høre, hvorledes hans Bryft
arbeidede, og hvorledes undertiden Ord, ſom ikke bleve
ſagte, bevægede hans Leber.

Endelig loftede han atter Hovedet, men en dyb
Grunden laa endnu over hans Træf, og der var Noget
halvt aandsforverende, halvt ſty i det Blik, hvormed
han fane paa Maleren. „Kom,“ ſagde han, idet han
reiſte ſig helt op og gik henimod Doren. „Lad os
gage.“

„Men hvorhen?“ ſpurgte Maleren.

„Til hende,“ ſvarede den Anden. „Her maa ikke
være nogen Uvished, og jeg troer endnu ikke paa, hvad
Du far fagt, for jeg horer det befræftet af hende ſelv.“

Uden at gjore nogen Indvending fulgte Maleren
ham, og de gik ned ad Stien over Bjerget. Samtalen
imellem dem blev kun fort i afbrudte Sætninger og med
lange Mellemrum. Maleren forſtod, at han helſt taug,
og om hende blev der Intet ſagt. Kun een Gang næv-
nede Eneboeren ſelb hende. „Heloiſe har Met i at være
engſtelig for dem, der er ude pan Soen,“ ſagde han.
„Der trekker Uveirsſtyer op bag Bjerget, og jeg kan
fee paa Havet, at Stormen nærmer fig.” — J Virke⸗
ligheden blev ogfaa Krusningen derude ſterkere og ſter⸗
kere, i ſtodviſe Kaſt ſtrog Vinden op gjennem Dalen,
og Maagerne floi lavt nede ved Kyſten. Flygtende
Skyer droge hurtigt over Himlen og deekkede af og til
Solen for faa atter at fare videre og forøge den morke

184 Eneboeren.

Taageſamling i Horizonten. Nede i Bugten trak Fiſterne
deres Baade pan Land, og Blomſterne duftede ſteekt,
ſom for en kommende Tordenregn.

Omtrent midtveis mellem Byen og Eneboerens
Huus ſliltes Vennerne. Maleren gik ad en Gjenvei til—
bage til Byen; den Anden fulgte endnu et Stykke Bæt-
kens Lob nedefter, ſtandſede faa og fatte fig pan en frem—
ſpringende Klippe, hvor Dalen boiede. Hans ſogende
Oie ſtirrede ned igjennem den. Det var pan denne
Tid Heloiſe, pleiede at komme, og det var her, at de
ſom efter en taus Overeenskomſt daglig modtes. Vilde
hun komme ogſaa idag? Da Maleren ikke var vendt til-
bage, maatte hun jo antage, at der idag Ingen vilde
være pau det vante Sted. Alligevel ventede han hende;
han vidſte, hvorledes hun i Meget blev ledet af den
hemmelighedsfulde Anelſe, der hos Menneſket er ſom
et Sideſtykke til Dyrets Inſtinkt, og ſom ofte findes
ſterkeſt udviklet netop hos den barnlige, dybtfolende
Kvinde.

En Stund ventede han imidlertid forgjeves. Vex⸗
lende ſom de jagende Skyer foer en Mylr af urolige
Tanker gjennem hans Hoved. Han havpde folt fig
fau ſikker paa hendes Kjærlighed, og naar han atter
ſogte tilbage til hele hendes Væfen ligeoverfor ham,

Eneboeren. 185

fandt han heller ikke nu Noget, der kunde omſtode denne
Sikkerhed. Men hans Ven havde Ret: Kvindens Hjerte
er tidt en Bog, ſtrevet i et Tungemaal, ſom ſelv den
Klogeſte ikke forſtaaer at laeſe. Og naar hun nu virkelig
elſtede denne Anden? Han ſagde atter til fig ſelv, at
det var umuligt, men ſtadig vendte dog dette „naar“
ſporgende og engſtende tilbage. Der var allerede lagt
faa mange Planer og bygget ſaameget op paa denne
Grund, at han maatte gyſe tilbage for Tanken om, at
det Hele kunde ſtyrte ſammen.

Han fane de morke Striber i Horizonten blive
bredere og ſamtidig Tordenſtyen over Bjerget hæve
fig hoiere og hoiere, faa der endnu kun var et blaat
Baand af Himlen tilbage i Midten, henover hvilet
imidlertid ogſaa uophorligt Skyer jog, ligeſom Forpoſter,
der ſendtes ud, for de to ſtore fjendtlige Here ſtodte
ſammen. Af og til lyſte Solen endnu, men faa kom
der Mellenrum, i hvilke en tung, halvklar Demring
bredte fig ud over Dalen med trykkende Luft og ligeſom
mættet af den Regn, der ſnart maatte bryde los. J det
ene Oieblik var der aldeles ſtille, i det næfte foer hvirv⸗
lende Vindſtod forbi ham. Overalt flagrede Fuglene
raſtlos afſted, ſom frygtede de for ikke at nage deres
Skjul, for Uveiret kom.

„Veiret har ſtremmet hende og holdt hende tübage,
ſagde han til fig ſelv, men hans Øie ſtirrede dog endnu
ſogende ud over Veien foran ham. Da faae han plud—
ſelig den velbekjendte hvide Kjole komme frem om den

186 Eneboeren.

nermeſte Dreining af Dalen. Hurtigt reiſte han fig og
gik hende imode. Som han ſage hende der barnlig
ligefremt ile henimod ham ſom altid, folte han atter den
fortroſtningsfulde Sikkerhed om, at han ikke havde taget
feil, vende heel og ubeſkaaret tilbage.

„Jeg havde næften tvivlet om at finde Dem her
idag,“ ſagde han og rakte hende venligt Haanden.

„Jeg veed i Grunden heller ikke, hvordan det kan
være, at jeg er her,“ ſvarede hun. „Jeg vilde ikke være
gaaet; jeg troede at De var hjemme, fordi De havde
en Gjeſt — ſom jeg ſelv havde ſendt til Dem,“ til—
foiede hun ſmilende, „og Fader vilde blive vred, naar
han vidſte, at jeg var faa langt borte i et Veir, ſom
det, det truer med at blive. Men den Angſt, ſom altid
kommer over mig, naar jeg feer Tordenſtyerne træffe op,
overfaldt mig idag med dobbelt Styrke. Jeg folte en
fan uendelig Uro, og jeg kunde iffe blive hjemme. Uden
at jeg felv vidſte af det, var jeg paa Veien herop gjen-
nem Dalen, og da bet faldt mig ind, at jeg gik, vilde
jeg ikke vende om igjen, forbi jeg tenkte, at jeg dog
maaſte alligevel kunde træffe Dem.... Men jeg tor
ikke folge med Dem ſom ellers,“ vedblev hun, da han
Ingenting ſagde. „Üveiret kan bryde los hvert Oieblik,
og her er jo intet Sted, hvor vi kan ſoge Ly for det.
Idag maa De folge mig tilbage til Byen. . .. Nu
vil De nok, ikke fandt,” tilføjede hun med en bedende
Klang i Stemmen; „han, ſom jeg ſendte til Dem, har
jo imidlertid talt med Fader, og han vil ordne det Alt—

Eneboeren. 187

ſammen ſaaledes, at De ikke længer behover at boe faa
enſomt deroppe.“

Han ſparede endnu Intet, men fulgte hende lang—
ſomt nedefter. J det Fjerne horte man allerede ſtadig
ſterkere Tordenſtrald, og Himlen var nu faa godt ſom
fuldſtendig bedekket med Skyer.

Hun havde lagt fin Arm ind i hans, og han folte,
hvorledes der gik en Skjelven igjennem hende for hvert
nyt Dron, og hvorledes hun ſtadig ligeſom klyngede ſig
tættere ind til ham.

„Det er meget barnagtigt af mig at være faa
bange, ikke fandt?” ſagde hun ſagte, „men Angſten kom—
mer uvilkaarligt over mig, hvormeget jeg end ſoger at
betvinge den.“

„Og aner De ikke ſelv Grunden?“ ſpurgte han
ſtille. „De frygter ikke faa meget for Dem ſelv, ſom
for en Anden.“

Hun fane forundret op pan ham.

„For en Anden,“ vedblev han, „for hvem Uveiret
kan bringe ſtorre Fare, fordi han ferdes ude paa det
Element, Hvor Stormen raſer ſteerkeſt og kan knuſe hans
Skib mod Klipperne.“

„Den Fremmede har fortalt Dem, at vi vente
ham hjem netop nu?“ ſagde hun ſagte og paa en Maade,
fom vilde hun undguae, at der blev talt mere om bette.

Hendes Ledſager lagde Merke dertil, men alligevel
ſagde han efter et Siebliks Taushed roligt og langſomt:

188 Eneboeren.

„Svar mig ærligt, ſom De altid gjor det — elſker De
den unge Somand?“

Den faſte, alvorlige Klang i hans Stemme ſyntes
at forundre hende. „Hvorfor ſporger De mig om det?“
ſvarede hun og loftede fine ſtore, drommende Dine op,
ſaa de modte hans.

„Fordi det vil glæde mig at vide Deres Fremtid
lykkelig og betrygget.“

„Min Fremtid? ... Bil De da forlade os og
reiſe bort fra vor Egn?“ ſpurgte hun hurtigt.

„Nei, nei, viſt ikke,“ ſagde han lidt utaalmodigt.
„Men ſpar mig paa mit Sporgsmaal: elſker De fam,
ſom nu færdes derude?“

Han pegede ud mod Havet, der faa morkt og tru—
ende, medens et flammende Lyn i dette Oieblik oplyſte
Horizonten.

„See, fee,” udbrod hun forfeerdet. „Seer De
Maſterne, ſom komme frem derude. Maaſtee er det
hans Skib!“

„de elſter ham altſaa?“

„Han er jo min Brudgom,“ ſagde hun ſagte og
vedblev at ſtirre ud mod Horizonten, hvor der nu atter
var morkt, ſaa man Intet kunde ſee.

De gik en Stund tauſe. Et nyt Lyn ſpaltede
Skyerne, og det ſterke Tordenſtrald rullede i mange
Gange gjentaget Echo fra den ene Fjeld til det andet.
Enkelte ſtore Regndraaber begyndte at falde. De gik
med hurtige Skridt. Sit Hoved havde hun vendt ind

Eneboereu. 189

imod ham, og hun ſtiyggede med Haanden for Oinene
og foer ſammen, hvergang Himlen oplyſtes af Lynene,
der nu fulgte efter hinanden med ſtadig kortere Mellem—
rum.

„Det er umuligt at nage Byen, for Vandſtyllet
ſtrommer ned,“ ſagde han. „Men nogle faa Skridt
herfra danner Klippevoeggen en Grotte, hvor vi kan
verre i Ly, til Uveiret er truffet over. Vil De folge
mig derhen?“

„Men Havet ſtiger,“ ſagde hun angſt.

„Det kan umuligt nage denne Grotte,“ ſparede han.
„Vi er der fuldſtendig ſikkre.“

IJ det Samme brod Tordenregnen los. Uden at
ſige Noget loftede han hende op paa fin Arm og bar
hende hurtigt over nogle lave Stenblokke til de naaede
den naturligt udhulede Fordybning i Klippen, hvorom
han hapde talt. Han fatte hende der ned paa en mos—
bevoxet Steen lengſt inde og tog ſelv Plads tæt ved
Siden af hende. Klippetaget over dem ſtrakte ſig ſaa
langt ud, at hverken Regndraaberne eller de voldſomme
Vindſtod kunde nage derind.

„Det var et Held, at vi var i Noerheden af dette
Sted,“ ſagde han. „Uveiret raſer med en Kraft, ſom
jeg ſjelden har ſeet.“

Han havde Ret. Fra Stedet, Hvor de fab, var
der over den lave, med ſmaa, loſt henkaſtede Klippe⸗
blokke bedekkede Kyſt Udſigt over Havet. Kun heelt inde,
hvor det ſtyllede hoiere og hoiere op over Landſtrimlen

190 Enebocren.

og de ſmaa runde Steen, faae man Bolgerne rulle fig
med hvidt Skum paa Toppen, men længere ude furedes
den morke Flade kun af lange Zigzaggange, naar Orfa=
nen feiende og pibende foer henover dem. Det var imid—
lertid ikke, fordi den manglede Kraft til at fætte i
Oprør; ſom en frembruſende Lee fældede den i fin Fart
de ſmaa Birketrœer, der ſtjod fig op mellem Klippe—
blokkene, ſtonnende og hvinende forte den dem et Sißykke
med fig paa fin Vei og ſlyngede dem faa, naar et Vind—
ſtod fra en anden Kant modte dem, ud til Siden med
en Kraft, ſaa Grenene ſplintredes mod Klipperne, hvor
de faldt. Negnen var ikke længere Draaber, men en
eneſte ſtor nedſtyrtende vandmasſe. Uafbrudte Lyn blin⸗
kede og krydſede hinanden i alle Retninger, og neppe
havde det ene Tordenſtrald tabt fig i det Fjerne, for det
ligeſom rullede tilbage igjen og atter begyndte ſin Vei
med forſterket, bedovende Larm.

Han havde taget hendes Haand i fin, og han folte,
hvor den ryſtede. „De er bange endnu, fjære Barn,“
ſagde han og lagde hendes Hoved op mod ſin Skulder.
Og det var, ſom hun fik mere Mod, da hun kunde for⸗
nemme, hvor rolig han ſad, til hvem hun ſtottede ſig.
Hun ſendte ham et taknemmeligt Blik, og han meerkde,
at hendes Skjelven lidt efter lidt atter horte op.

„Hvor fært er det i Grunden ikke,“ ſagde han halvt
ſmilende, „at J Kvinder, hvis Sie ikke kan taale at fee
et Lyn fare hen over Himlen, og ſom ſtjelve ved Braget
af et Tordendron, at J dog i Eders inderſte Veſen eie

— — —

Eneboeren. 191

en Faſthed og Styrke, der fan ſjeldent findes hos os
Mænd.”

Hendes Øie ſaae op pan ham, ſom forſtod hun
flet ikke, Hvad han meente. „Fatter De ikke, hvad min
Tanke er?“ vedblev han alvorligere. „J de gamle For-
tellinger om Chriſtendommens forſte Tid mode vi ofte
Beretninger om fromme Mend, ſom taalte de værfte
Forfolgelſer og gjennemgik de ſmerteligſte Pinsler uden
nogenſinde at ſvigte den Lære, ſom de troede paa. Vi
kalde dem Martyrer, og vi beundre denne Faſthed og
aldrig forſagende Tro. Og hvad er dog disſe Chriſten⸗
dommens Helte imod en Kvinde, der elſter! Ogſaa
hun troer, troer faſt og urokkeligt paa den, til hvem hun
har knyttet ſit Hjerte, og er hendes Tro ikke tidobbelt
mere beundringsveerdig end deres? Ja, de led og taalte
uden at forſage, men Mange faae derpaa og takkede dem
derfor. Og hvad var faa ikke det, der gav deres Tro
Styrke, ſaa de gik uſtadte gjennem det Altſammen! Et
Liv uden mindſte Plet, ſtort og lyſende, faa det maatte
fylde Hver edel Sjæl med Begeiſtring, en Lære, der
brød ſom ſtraalende Foraarsſolſkin gjennem den lange
Nat, og pan hvis Banner det Ord ſtod ſtrevet, ſom er
den mægtige Kraft, der ſtyrer Verden og Alt i den, en
Lære, hvis hele Aand og Indhold var — Kjerlighed.
Den Kamp for Troen paa det var ikke faa fvær, og den
Martyrdom at falde med denne Leeres Ord paa Leberne
var ikke faa tung endda. ... Men uſeet og ubeundret
gaaer Kvinden fin ſtille Gang gjennem Livet, og naar

192 Eneboeren.

hun lider, er der Ingen, ſom troſter og takker og torrer
Taarerne bort. Dybt i fit eget Bryſt maa hun gjemme
Smerten, og hvor tidt martrer den ikke langt mere end
ſelb de gamle Hedningers klogtigſt opfundne Pinsler.
Men bog flager hun ikke, dog er hun ftærk, thi hun
troer pan den, hun elffer, og denne Tro giver hende
Mod og Kraft til at taale Alt. Og fortjener da denne
Tro ikke, at vi boie os for den i den dybeſte Beundring?
Her er dens Gjenſtand intet Heelt og Sturt; det vatler
og ſvaier og har tuſinde Broſt og Mangler, men dog
troer hun, og nager den, hun elſker, at fuldbringe en Daab,
ſom lægger Hederens Krands om hans Pande, fan er
han kun naget dertil, fordi han i hendes Tro paa ham
hentede Styrke til at gage frem mod Maalet ... Og⸗
faa vi Mænd kan elſte, ſterkt og heftigt, vort Blod kan
brænde i glodende Lidenſtab, men faa dyb og ſterk og
ſlion ſom Kvindens er vor Kjærlighed dog aldrig, thi vi
eie ikke denne faſte, urokkelige, aldrig forſagende Tro,
ſom bliver hele hendes Livs Indhold i det ſamme Oie—
blik, hun virkelig elſter.“

Han ſagde de ſidſte Ord langſommere og med ſtoeerk
Betoning. Hun hapde loftet fil Hoved op, men hendes
Haand laa endnu i hans, og det forekom ham, at han
kunde merke, hvorledes Pulſen flog hurtigere end ellers.

Der blev en lang Taushed. „Heloiſe,“ ſagde han
endelig, „forſtod De rigtigt, hvad det var, jeg vilde
ſige?“

„Ja, jeg troer, at jeg forſtod det,“ ſvarede hun

Eneboeren. 193

ſagte og fane paa ham med et Udtryk, hvori der lau
ligeſom en Mylr af vaagnende Tanker.

Et nyt Sporgsmaal ſtod i Begreb med at trenge
fig frem over hans Læber, men netop i bette Oieblik
horte de forvirret Larm og angſtfulde Raab lyde noget
lengere bort fra Kyſten. De reiſte fig hurtigt og gik
hen til Udgangen af Grotten. Regnen var nu langt
ſvagere, men Orkanen hvinede endnu om Klipperne, og
Havets Oprør var voxet, faa dets dumpe Brolen næften
overdovede de hendoende Tordenſtrald.

Lige ud for den Pynt, der ſtkjod fig frem foran
Baadehavnen, og i næppe to Bosſeſtuds Afſtand fra +
Land flyngedes et Skib frem og tilbage af Bolgerne.
Den ene Maſt var knekket af, og den anden boiede fig
og knagede, faa man hvert Sieblik maatte troe, at nu
faldt den. Der var ikke Tale om, at Skibet lyſtrede
ſit Nor; Bolgerne tumlede med det ſom en Bold, fnart
loftende den ene, fnart den anden Side, og kaſtende
med det ſom en Kat, ber allerede har bidt Livet af fit
Offer og nu leger med det et Oieblik, for den mætter
fin Blodtorſt. Det var umuligt at ſige, hvorlenge dette
Brug endnu vilde ſlynges omkring derude, før det naaede
længere ind og knuſtes mod Klipperne, for berpaa be=
ſtandig at forſvinde i det oprorte Element.

Ombord kunne man ikke opdage Menneſter. Men
inde paa Pynten havde der ſamlet fig en tet Klynge af
Folk, og paa deres urolige Loben omkring mellem hver⸗

andre kunde man fee, at det ikke alene var det ulykke⸗
13

194 Eneboeren.

lige Skibs Sfjæbne, man fulgie med ſpendt Opmeerk⸗
ſomhed, men at der ogſaag maatte være Menneſteliv i
Fare.

Neppe hapde hele denne forferdelige Scene viiſt fig
for de To, der havde ſiddet inde i Grotten, for Heloiſe
ubdſtedte et Skrig og med den ſterkeſte Redſel malet i
alle Træt klyngede fig op til Eneboeren.

„Det er hans Skib,“ ſagde hun med en Stemme,
der ſljelvede af Angſt. „Jeg kjender det igjen. Og
han er ombord. Seer De, derude pderſt pan Pynten
ftaner Fader. Han taler til de Andre, han opfordrer
dem til at bringe Hjælp, men Ingen tor gage i Baa—
dene. Kom! kom! Vi vil tale til dem; hvert Minut
kan gjelde Liv eller Dod, og der maa bringes Hjælp
derud, for det er for ſeent.“

Med ilende Skridt ſtyndte hun fig afſted henover
Klipperne i Retning af Pynten. Han havde ſtaget et

Dieblik ſunken hen i Tanker, men indhentede hende
ſtraxk, greb hendes Arm og mere bar end fulgte hende
fremad. f

Nogle fan Minuter efter havde de naget Stedet,
hvor de Andre ſtod. Det var Mend fra Byen, Fiſtere
og ſovante Folk i Dragter, ſom kom de ſelv ude fra
det oprørte Hav. De gik frem og tilbage mellem hver⸗
andre og talte høit, faa man kunde hore Stemmernes
Klang gjennem Stormen. Omkring Billedet af den
hellige Hubert lage Nonner og gamle Mænd paa &næ og
mumlede halvtheie Bonner.

Eneboeren, 195

Der gik en forundret Bevegelſe gjennem Flokken,
da man ſage den unge Pige komme ſammen med Ene—
boeren. Maleren, der i ſin lyſe Sommerdragt ſtod midt
imellem Fiſterne og talte ivrigt for at bevege dem til
at ſœette Baade i Soen, ſendte de Kommende en venlig
Hilſen, men ellers modtes de kun af morke, fjendtlige
Blik.

Heloiſe ſlap fin Ledſagers Arm og ilede hen til
ſin Fader. „Er han frelſt?“ ſpurgte hun med en
Stemme, der ruſtede, ſom vovede hun ikke ſelv at høre
Svaret pan fit Sporgsmaal.

„Nei, mit Barn,“ ſagde Faderen alvorligt. „Alle
ere ombord endnu.“

„Men Baadene ligge i Land. Hvorfor gager Ingen
ud? Om et Oieblik er det maaſtee for ſeent,“ vedblev
hun hoiere, og ligeſom hun vilde befværge den Skrek
der havde lammet Alle omkring hende.

„Saalcenge Orkanen og Brendingen raſer ſom nu,
kan ingen Baad nage til Skibet,“ ſvarede hendes Fader.
„Vi mage vente og lægge Alt i Herrens Haand.“

Med bedende Blik vendte hun ſig til de omkring⸗
ſtagende Fiſtere, men en taus, alvorlig Ryſten paa Ho—
vedet var Svaret fra Alle. Et hvinende Stormſuus
foer hen over Skibet, og ſtrax efter horte man en umaa⸗
belig Bragen lyde hoit over Brendingens Larm. Den
Maſt, der hidtil havde ſtaget, boiede fig ſom et aars⸗
gammelt Træ heelt ned over Relingen, ſlyngedes med.
lynfnart Fart tilbage, boiede fig faa atter, ryſtende fra

15⸗

b

196 Eneboeran.

Toppen til Foden, og faldt, for i neeſte Oieblik af et
Bolgekaſt at begraves i Havet. Fra ſelve Vraget lod
der en lang, dump Knagen, ſom ſtod Bolgerne endelig
i Begreb med at fane Magt over deres Offer.

Inde paa Land var der endnu ikke mindſte Beve⸗
gelſe, ſom tydede paa, at man vilde forſoge paa at
bringe Hjælp. Folkene havde flokket fig tættere ſammen;
af og til ſendte de ſtulende Blik over til Eneboeren, der
ſammen med den unge Maler ſtod tet henne ved Helgen—
billedet, og en dæmpet Hviſken gik mumlende gjennem
deres Kreds. Den voxpede hoiere og hoiere og ſamlede
fig endelig i et mangeſtemmet, forbittret Udbrud af
Vrede. „Han ſkal gage!“ lod Raabet vildere og vildere.
„Bort med den Spedalſte, bort med Gudsbeſpotteren!
Det er ham, der bringer Ulykke. Han ſtal gaae, eller
vi kaſte ham i Havet.“

Flokken bevægede fig allerede henimod ham, der var
Gjenſtand for deres Vrede, da Heloiſes Fader traadte
mellem Eneboeren og de forbittrede Fiſtere.

„Her er Ingen, der bringer Ulykke,“ ſagde han
holt og roligt. „Det er Himlen, ſom ſender Stormen,
og det er den, der atter kan lægge Volgernes Naſen.
Bed, bed til den hellige Hubert, at han beſtytter de
Ulykkelige, der have hjemme under hans Varetegt!“

„Nei, bed ikke!“ raabte Eneboeren og ſprang op
paa Klippen, hvor Helgenbilledet ſtod. „Her ſteer ikke
Mirakler,“ vedblev han deroppefra med en Stemme, der
lod faa veldigt gjennem Stormen, at den uvilkaarligt

— ͤ ę ——

Eneboeren. 197

bragte Fiſterne til at vige tilbage. „Skal De derude
frelſes, fan mage J frelſe dem felv. Og De har ikke
Tid at vente, medens J telle Kuglerne pan Eders
Roſenkrandſe. J ſiger, at jeg haaner Eders Tro og
ſpotter Eders Gud. Ja, det gjor jeg, hvis det er den
Gud, der lerer Jer at redde Menneſteliv med Bonner,
for at J ſelv kan fage Lov til at krybe i Skjul for
Faren. Den Gud, jeg fjender, han er Kjerligheden og
Styrken, og han lærer dem, ſom tilbede ham, at være
Mend og at handle ſom Mænd, ikke at ligge paa Knæ
for en Steen, ſom jeg kan ſparke til Jorden.“ Og idet
han ſagde dette, ſtodte han med en ſaa voldſom Kraft til
Helgenbilledet, at Stotten vaklede pan fit Fodſtykke, med
et dumpt Bulder ſtyrtede ned paa Klippen og bragte de
endnu knelende Nonner til at fare forfærdet op.

Et halvt tilbagetrengt Udbrud af Skrek og For⸗
bittrelſe lød fra Fiſterne, men han, der Havde talt til
dem, ſtod rolig deroppe.

„See, nu har J ikke længer nogen Afgud at bede
til,“ vedblev han. „Viis nu, at J har den ſamme
Gudsfrygt, den ſamme Tillid til den, der ſtjcermer en
modig Handling, ſom han, J ſtodte fra Jer med Foragt.
Sæt en Baad i Soen; jeg ſeiler ud til Skibet!“

Langſomt og roligt gik han fra Klippen ned mod
Soen, og Ingen lagde ham nogen Hindring i Veien.
Da man ikke gjorde Mine til at ville hicelpe ham, ſtjod
han ſelv med Anſtrengelſe af alle ſine Kræfter en af
Fiſkerbaadene fra det glatte Sand, hvorpaa den laa, ud

198 Eneboeren.

i Bandet. Han var allerede halvt ovre i den, da Heloiſe
kom ilende ned imod ham.

„De maa ikke tage derud,“ ſagde hun bedende.
„De vil aldrig komme tilbage!“

„Og Folkene derude? Og han, Te elſker? Troer
De ogſaa, at han kan reddes ved et Mirakel?“

„Men et eneſte Kaſt af Bolgerne kan vælte Baaden
og bringe Dem Doden,“ vedblev hun i voxende Angſt.

„Faren er mindre for mig end for dem ombord.
Hold mig ikke tilbage, Heloiſe,“ vedblev han ſagtere.
„Vil De, jeg ſtal viſe de Andre, at heller ikke jeg har
mere Mod end de.“

Hun taug, ſank om paa Klippen og dekkede Oinene
til med Haanden for ikke at ſee.

Hurtigt ſprang han i Baaden. „Er der Ingen,
ſom vil folge med?“ raabte han, men Fiſterne ſtode
tauſe og fane ſporgende paa hinanden. Da banede den
unge Maler, der hidtil var bleven ſtaaende ved det om—
ſtyrtede Helgenbillede, ſig Vei igjennem Flokken. „Pierre!“
raabte han allerede i Afſtand, „vent, jeg folger med Dig,“
og med hurtige Spring ſatte han over Klippeblokkene og
ilede ned til Baaden. Den Anden havde allerebe med
Aaren ſtodt ud fra Sandgrunden. „Baaden ligger fun
langt borte, at jeg ikke kan komme over,“ ſagde Male⸗
ren. „Reekk mig Aaren.“

„Nei,“ ſparede den Anden og arbeidede ſig endnu
loengere ud. „Jeg vidſte, Du havde Mod, men din Hjælp
kan her ikke nytte. Skal Baaden kentre, kentrer den,

Eueboeren. 199

enten Du er med eller ei. Og Du har for meget at
vente af Livet til at offre det Altſammen for et modigt
Indfald.“

„Men huſter Du da ikke, ot jeg er halvveis So-
mand ... Pierre, Pierre!“ kaldte han, „Du kan ikke
ſtyre Baaden alene. Jeg vil med! Horer Du, jeg
vil med!“

Men den Anden horte ham ikke. Baaden var kom⸗
men flot fra Sandgrunden og væltede fig allerede om
mellem Bolgerne. Han hapde fat fig midt i den, og
naar den loftedes op paa Bolgekammen, kunde man
inde fra Land fee, hvorledes han anſpendte alle Kræfter
for at tvinge den frem mod det raſende Clement.

Fiſterne vare ſtimlede ſammen heelt ude paa
Pynten, og forreſt mellem dem ſtod den unge Maler
med Heloiſe ved Haanden. I det ſamme Oieblik Ene⸗
boeren ſtjod Baaden ud ſyntes en neſten overnaturlig
Styrke at være kommen over hende. Mens hendes Hvide
Kjole flagrede i Stormen, ſtod hun derude med loftet
Hoved og med blusſende Kinder. Om hendes Leber
laa der neſten et Smiil; hun ſyntes at have glemt
alt Andet omkring fig for med flammende Blik og til⸗
bagetrengt Aandedrag at følge hver eneſte af Baadens
Bevegelſer.

Langſomt arbeidede den fig fremad. Hvert Oie⸗
blik fane det ud, ſom havde Bolgerne begravet den un⸗
der fig, men i det næfte loftedes den atter op, og ſaa⸗
ledes naaede den ud omtrent midtveis mellem Landet og

200 Eneboeren.

det nu grundſtodte Skib. Men da ſyntes Krafterne at
være udtomte for ham, ſom fab i den. Man ſage,
hvorledes Aaretagene blev ſvagere og ſpagere, faa Baa—
den nu fnarere kaſtedes tilbage end arbeidede fig fremad.
„Han nager aldrig derud; vi vidſte det, det var ugjor—
ligt,“ lod det mumlende gjennem Fiſternes Flok.

Ogſaa den unge Maler ſyntes at have opgivet Haa—
bet. „Hans Kræfter ere udtomte, ſagde han ſagte til
Heloiſe. „Lad os gaae bort, for at De ikke ſtal blive
Vidne til den Scene, der ſnart man komme.“

„Nei, nei!“ ſvarede hun med hoi og klar Stemme.
„Han maa, han vil nage derud! See, ſee!“ vedblev
hun, og hendes Ord lod neſten ſom Jubel, „nu tager
han fat igjen, Baaden arbeider ſig hurtigere afſted, han
har Styrke ſom Fire; fee, fee, hvor han tvinger den
fremad!“

Det ſyntes i Virkeligheden ogſaa, ſom han kun
havde hvilet et Dieblik for atter at tage fat med for—
doblede Kræfter. Aaretagene blev igjen ftærfe og takt⸗
faſte, Baaden ſenkede fig og loftedes, men mere og mere
nærmede den fig Skibet. Man horte et hoit Raab fra
den. Nogle Secunder efter dukkede et Hoved op over
Skibets Reling, faa eet til og faa flere. Man havde
hort Raabet og opdaget Baaden. Kort derpaa blev et
Reb kaſtet ud fra Skibet og flyngedes frem og tilbage
langs dets Side. Atter hvinede et heftigt Orkanſtod,
efterfulgt af en dump Knagen i Vraget. Den bøde lang—
ſomt hen, og en Stund førte man kun Bolgegangens

Eneboeren. 201

hule Dronen ... Men ba lod der pludſelig et jub—
lende Gledesſtrig ude fra Skibet. Baaden var naget
derud; han, der fad i den, havde hugget Hagen faſt i
Skibets Side, og Folkene ombord lod ſig en En for En
glide ned ad det udkaſtede Toug. — — — Faren var
overſtaaet; Baaden blev atter gjort los fra Skibet, og i
faa Minuter havde Bolgerne kaſtet den ind til Land.
Derinde havde Flokken ſtaget taus og med ſpendt
Opmeerkſomhed fulgt hele denne Scene. Hurtigt ilede
Fiſterne ned til Stedet, hvor Baaben kom ind, og en
halv Snees Stykker af dem gik ud paa det lave Vand,
halede Baaden op og mere bar end hjalp de ulykkelige
Sofolk, ſom lage i den, dryppende af Band, med ſonder—
revne Kloeder og dodsblege Anſigter, i hvilke der nu, da
Faren var overſtaget, ſtod et medynksvekkende Udtryk af
Slappelſe og Mathed efter de ſidſte forfærdelige Timers
Anſtrengelſer og Redsler. En af dem, en hoi, ung
Mand, ſom havde været den Sidſte, der gik i Baaden,
kaſtede et Blik ud til det forulykkede Skib, over hyvilket
det raſende Element ſyntes at fane mere og mere Magt.
„Folk,“ ſagde han og vendte fig om til de Andre,
„inden en Time er vort Skib ſplintret af Bolgerne.
Lad os takke ham, hvis Mod og Styrke har givet os
Alle Livet,” og medens hele Flokken af Fiſterne erbo—⸗
digt blottede Hovedet, trykkede de Frelſte tauſe deres
Redningsmands Haand. Ogſaa Heloiſes Fader gik hen
til ham. „De og vi,“ ſagde han med bevæget Stemme,

202 Eneboeren.

„har hidtil kun kjendt hinanden daarligt, men fra idag
vil vi lære at forftaae hinanden.”

Fulgt af Slegtninge og Venner gik de Forulykkede
ind mod Byen, ſom de havde været faa ner og dog
troet aldrig mere at flulle vende tilbage til. Han, der
havde talt til dem, vendte ſig endnu engang om til
Eneboeren. „De er Fremmed her, ſagde han, og jeg
kjender Dem ikke. Men hvad De idag har gjort for
mig og mine Folk, maa gjore os til Venner for be⸗
ſtandig.“

„Det er ikke mig, De ſtal takke,“ ſvarede Eneboeren.
„Min Kraft var brudt, mine Hænder klamrede fig ud—
mattede til Aarene, i det neſte Minut vilde jeg have
ſluppet dem, og Ingen af os vilde nogenſinde have nauet
Land. Da loftede jeg mit Blik, og jeg ſage Deres
Brud ſtage herinde. Jeg ſyntes at kunne fee hendes
Bon om ikke at ſpigte, og det var ſom en overnaturlig
Kraft atter ſpendte mine Mufkler og forte Baaden ud
til Skibet.“

Den Anden faae forundret op paa ham, ſom for i
hans Blik at ville leſe Forklaringen pan det, han havde
ſagt. Derpaa rakte han ham Haanden efter et Oiebliks
Taushed: „Hun er ikke knyttet til mig,“ ſagde han,
„hvis hun elſter nogen Anden. Det Baand, ſom bandt
os til hinanden, var kun Barndomsvenſkabets, og det
har jeg længe ventet, at Liden atter vilde lsſe. „See,“
tilfoiede han ſagtere, „der ſtager hun, og fee ſelv, om
det er mig, hendes urolige Øie ſoger.“

Eneboeren. 203

De ſage ud mod Pynten. Sammen med den unge
Maler var Heloiſe bleven ſtagende derude, efterat Baa-
den var kommen til Land, og man kunde ſee, hvorledes
hun i heftig Bevegelſe ſyntes ligeſom at kjcmpe med
ſig ſelv.

De to unge Mend gik henimod hende, men de
havde kun gjort et Par Skridt, for hun ſlap Malerens
Haand og ſom dreven af en længe tilbageholdt Folelſe
ilede dem imode. Med et Udbrud, ſom Taarerne bpalte,
ſtyrtede hun i Eneboerens Arme og trykkede fit Hoved op
til hans Bryſt.

Han lagde fin Arm om hendes Liv, drog hende
tæt ind til fig, og medens hans Oie ſtraalede, ſyntes
hans Bryſt i et langt, befriende Aandedrag ligeſom at
flaffe fig Luft for Noget, ſom længe havde tynget paa
ham. Derpaa boiede han fig ſtille ned over hende.
„Er det fandt, Heloiſe, at Du virkelig elſker mig?“
ſpurgte han.

Hun faae op og feſtede fit dybe, beaandede Blik
paa ham. „Forſt i den ſidſte Time har jeg lært Kjer⸗
ligheden at kjende,“ ſvarede hun, „og Du lærte mig jo
ſelv, at en Kvinde kun elſter den, hun troer paa, ſom
jeg nu troer paa Dig.“

Den unge Maler havde nermet fig til dem:
„Snart reiſer jeg atter ud i Verden,“ ſagde han, og
faa flal jeg ikke glemme at fortælle om vor Ven Pierre
Chambaud, der i det gamle Bretagne hur lært ikke alene

204 Eneboeren.

at finde de Viſes Steen, men ogſaa at gjore ſig Alt
underdanig, baade Storm og Bolger og unge Piger.“

Et underligt langt, knagende, tordnende og ſtonnende
Brag lød i dette Oieblik ude fra Søen. De faae derud.
Havet havde ſeiret; Sfibet ſplintredes i kuſinde Stykker,
og Bolgerne havde ſnart ſpredt de loſe Planker omkring
paa fine ſkumklœdte Toppe. Det var et forferdeligt Syn,
og Heloiſe ſtjulte forſtrekket fit Anſigt ved Eneboerens
Bryſt.

„Ver kun bange, min Elſtede, min Brud!“ hvi⸗
ſtede han. „Nu har jeg Styrke nok for os begge.” Og
han trykkede et langt, glodende Kys paa hendes Læber.

Hogle Anekdoter om Voltaire.
Ved
A. H.

Under et Ophold i Paris 1872 faldt en gammel Bog
mig i Haanden, hvis Titel var: Tableau Historique de
Esprit et du Charactere des Litterateurs Francais,
depuis la renaissance des lettres jusqu'en 1785. Par N.
Olk, Avocat en Parlament. Paris 1785. Blandt andet
fandtes der i denne Bog endeel morſomme Anekdoter om
Voltaire, af hvilke jeg her meddeler et lille Udvalg.

Det er Enhver bekjendt, at Voltaire meget tidligt
røbede poetiſte Anlæg, og han ſagde ſelv derom, at
han „loeſpede Vers fra Vuggen af". Den beromte
Ninon de l'Enclos, der fane nogle af disſe Vers, domte
af dem, at deres Forfatter engang vilde blive en beromt
Digter. Hun teſtamenterede ham ogſaa to tuſinde Liv—
res, ſom han blev meget glad over, da han dengang
ikke var formuende. Nogle Dage efter ſkrev han nogle
ſatiriſte Vers om Regenten, der nylig var kommen til

'
e ⁰ 33377 ERR

206 Nogle Anekdoter om Voltaire.

Magten, og denne fod ham til Straf herfor ſette i Ba⸗
ſtillen. Her var han et Aar og lagde den ſidſte Haand
paa Tragedien „Oedip“, ſom kort efter blev opfort og
gjorde megen Lykke. Regenten, der var en meget aand—
rig og dannet Mand, blev faa begeiſtret over „Oedip“,
at han fod dens Forfatter fætte i Frihed igjen. Dig⸗
teren gik ſtrax hen for at takke Fyrſten, der ſagde
til ham:

„Ver nu beſindig, faa ſtal jeg nok ſorge for Dem.“

„Jeg er Deres Hoihed meget forbunden,” ſparede
Forfatteren, „men jeg anmoder Dem ikke oftere at gjore
Dem Uleilighed med min Koſt og Logi.“

Efter Opforelſen af „Oedip“ flog en ung, adelig
Laps Voltaire paa Skulderen og ſagde:

„Det er beundringsverdigt, Voltaire!“

Digteren, der blev lidt ſtodt over den familiaire
Tone, ſparede:

„Jeg er ikke Du's med Dem; hvorfor tiltaler De
mig da ikke med „Hr.“ ?“

„Men,“ ſvarede Adelsmanden, „der er en meget ſtor
Forſtjel pan mig og Dem.“

„Ja, den, at jeg bærer mit Navn, men De
ſleber Deres efter Dem i Snapſet.“

Noget ſenere befandt Voltaire ſig engang i en
Salon, hvor der var Selſtab til Wre for „Oedips“
Digter. Alle Folk vilde ſee ham, og han blev ſkubbet
og trykket i en ſaadan Grad, at han udbrod: „Man
kvœles her! — men det er under Roſer.“

—

fg mm

Nogle Anekdoter om Voltaire. 207

Voltaire havde ſtrevet et maadeligt Stykke — jeg
troer det hed „La princesse de Navarre“ —, ſom
imidlertid behagede Fru d'Etioles (ſenere Fru Pompa—
dour) i den Grad, at hun ſtaffede Voltaire en Kammer-
herrepoſt ved Hoffet. Denne Poſt var fan meget beha—
geligere, ſom Kongen tillod ham at fælge den og dog

beholde Titelen, Privilegierne og Funktionerne. Vol: +

taire gjorde over denne uventede Maade folgende Im⸗
promptu:
Mon Henri quatre et ma Zaire
Et mon Américaine Alzire,
Ne mont valu jamais un seul regard du roi:
Javais mille ennemis avec très-peu de gloire;
Les honneurs et les biens pleuvent enfin sur moi
Pour une farce de la foire.

(: Min Henrik IV og min Zaire og min Amerikanerinde
Alzire have aldrig ſkaffet mig et eneſte Oiekaſt af Kongen;
jeg havde tuſinde Fjender og meget liden Wre. Heders⸗
beviisninger og Formue vegne endelig ned over mig for et
Ficllebodsſtykke.)

Jet Selſtab, hvor Voltaire var tilſtede, blev der
revet meget ned paa Digteren Lamotte. Voltaire, der
ikke havde deeltaget i denne Kritiſeren, hævede pludſelig
Stemmen og ſagde: „Mine Herrer, jeg har her en Fabel af
Lafontaine, ſom aldrig har været trykt.“ — „Hvorledes?
en Fabel af Lafontaine? Læg den dog for os!“ —
Voltaire læfte den, og Alle udbrød: „Ja, den er be—
undringsverdig. Den er ilke ſom disſe elendige Fabler
af Lamotte. Her er Natur, Ynde, Dybde oſv. oſv.“ —

q„63—5* — 25

208 Nogle Anekdoter om Voltaire.

„Nu vel,“ ſagde Voltaire, „denne fortreffelige Fabel,
ſom De alle beundre, er dog af Lamotte.“ Alle taug,
og denne Hiſtorie bidrog til at gjøre Voltaire endnu
mere anſeet og frygtet, end han var i Forveien.

Da Voltaire ſidſte Gang opholdt fig i Paris, onfkede
Benjamin Franklin, der dengang var i Frankrig, at ſee

ham. Voltaire beſogte ham med ſin Niece, Fru Denis,

og talte Engelſt med ham. Fru Denis erindrede ſin
Onkel om, at Franklin kunde tale Franſt. — „Mit
Barn,“ ſagde Voltaire, „jeg gav blot et Sieblik efter for
den Forfengelighed at tale ſamme Sprog ſom Hr.
Franklin.“ Marinemaleren Vernet (Horace Vernets Fa⸗
der) beſogte Voltaire. Saaſnart den beromte Digter be—
merkede den ſtore Maler, ſagde han: „Er det Dem,
Hr. Vernet, ſom gager Udodeligheden i Mode; De har
de meſt ſtraalende og varige Farver!“ — „Mine Far⸗
ver bære ikke Priſen mod Deres Blok!“ ſagde Vernet.
Derpaa vilde han tage Voltaires Haand og kysſe den,
men Voltaire drog den hurtigt tilbage og ſagde: „Hvad
mener De? ſaa maatte jeg jo kysſe Deres Fodder!“

En anden Gang beſogte den beromte Skueſpiller—
inde, Mademoiſelle Clairon ham, og kaſtede fig ved An—
komſten paa Knee for ham. Digteren kaſtede fig ogſaa
paa Kno og ſagde: „Mademoiſelle, nu er vi begge paa
Knee, Hvad ſtal vi faa gjore?“

Jet af det franſke Akademies Moder debatteredes
der om Optagelſen af nogle fremmede Ord i det franſte
Sprog. Voltaire raadede dertil, „thi,“ ſagde han, „vort

Nogle Anekdoter am Voltaire. 209

Sprog er en fattig, men ſtolt Kvinde; man man give
det Almisſe mod dets Villie.“

Engang ſpillede man L'orphelin de la Chine“
paa Ferney; Montesquieu, ſom var Tilſtuer, faldt i Sovn.
Voltaire, der bemeerkede dette, kaſtede ham fin Hat i
Hovedet, med det Udraab: „Han troer, han ſidder i
Retten!“

Jet Selſtab ſagde En til Voltaire: „Hvor De
mag have Glöde af Deres Skrifter!“ „Ja,“ ſparede
Digteren, „ligeſom en Mand, der har en kfoket Kone:
alle have Glæde af hende, undtagen han ſelv.“ — En
genial Udtalelſe haves af Voltaire om det engelſte Folk: „Det
ligner,” ſagde han, „en Tonde ſterk Ale; Skummet er oven⸗
paa, Midten er ypperlig, og paa Bunden er Bermen.“

Da en Forfatter havde ſtrevet et Skandſtrift, ſom
havde opnaaet et viſt Ry, ſagde Voltaire: „Det er
meget bedre at være Lakai hos en Bel-Eſprit, end Bel⸗
Eſprit for Lakaierne.“

Da en Privatmand var bleven meget venligt mod⸗
taget paa Ferney, erklærede han, at han agtede at til—
bringe fer Uger pan dette ſtjonne Sted. Voltaire, der
ikke havde Lyſt til at beholde Manden ſaaleenge, ſagde:
„Kjere, ber Dem ikke ad ſom Don Quixote, der tog
Gjeſtgivergaarden for et Slot; De tager jo Slottet for
en Gjeſtgivergaard.“

Der var dem, der havde fortalt, at Alzire ikke var
af Voltaire; da man henvendte fig til denne des—
angagende, ſagde han: „Det vilde jeg virkelig onſte.“

14

210 Nogle Anekdoter om Voltaire.

„Hvorfor?“ blev der ſpurgt. — „Fordi Nationen faa
havde en god Forfatter mere ).“

Om den bekjendte Marivaux, Forfatter til de nyde⸗
lige Smaakomedier, ſagde han: „Han kjender alle de
ſmaa Stier, der fore til Hjertet, men ikke den ſlagne
Landevei.“ — Da Lebrun Havde anmodet Voltaire om
at tage fig af Pierre Corneilles Datter, ſvarede Dig—
teren: „Med Fornsoielſe; det er altid en gammel Sol-
dats Pligt at tage ſig af ſin Generals Datter.“ — Den
Forfatter, vi her har benyttet, fortæller endnu en Mengde
Anekdoter om den beromte, forgudede Digter, men de
her overſatte ere de interesſanteſte. Endnu een ville vi
dog fortælle, for derpaa at flutte: Da flere Boghandlere
optrykte Voltaires Værker uden hans Vidende og Billie,
ſagde han: „Jeg er ſom en bød Mand, hvis Indbo
man flalter med efter eget Tylkke.“

*) Denne Udtalelſe tillægges andre Steder ikke Voltaire,
men Skueſpilleren Briſart. Overſ.

211

Slottet Pam.

(Ræévne des deux mondes, 15de Auguſt 1875.)

Ham er en lille By med 2500 Indbyggere og
ligger i Santerre ved Bredderne af Somme⸗-Floden.
Den er af gammel Oprindelſe, thi det ældfte Kaart over
den ſtriver fig fra 1142, og Krypten i dens merkveer⸗
dige Kirke har Grave med Aarstallet 1234. Ligeſom
Saint Valery, Doullens og flere er den bleven be—
leiret og opbrendt en halv Snees Gange, men takket
være dens Induſtri har den altid reiſt fig igjen af fine
Nuiner. For Oieblikket har den Toifabriker, Garverier,
Brerndeviinsbrenderier, Sukkerraffinaderier og Fabriker,
hvori der forarbeides udmeerkede Agerdyrkningsredſkaber,
og Byens Arbeidsiver er faa ſtor, at midt under de al—
vorlige Begivenheder i ſidſte Krig og i det SOieblik, da
Fjenden kun var faa Mile borte, leverede Byens Avis
ben ene Artikel efter den anden om Concurrencen mel⸗

lem Runkelroeſukkeret og Sukkerroret. Det var i det
LE

212 Slottet Ham

Smaa det romerſte Senat, der fætter de Marker til Auc—
tion, hvor Hannibal havde ſlaget Leir.

Slottet Hams Oprindelſe gaaer tilbage lige til de
forſte Capetinger; men de Bygninger, der nu ere tilbage,
ere af et ſenere Datum. De udgjore et Rektangel, der
er 120 Fod lang og 80 bred og omfatter i fin En-
ceinte et betydeligt Gaardsrum. Et rundt Taarn ſprin—
ger frem i hvert Hjorne, og der er et af disſe, Conne—
table⸗Taarnet, der forbauſer ved ſine virkelig gigantiſte
Forhold. Opfort i et Tidsrum, da man begyndte at
anvende Artilleriet ved Beleiringen, danner det en Slags
Overgang mellem det middelalderlige og det moderne
Syſtem, og Murene have ilke mindre end fer Metres
Tykkelſe. Nogle fortificatoriſte Arbeider af ſamme Slags
ſom de, der findes i Vincennes, ere blevne foiede til de
tidligere, og i fin nuværende Stand er Slottet Ham
iſtand til at yde et viſt Forſpar. Inden Krigen lage
to eller tre Infantericompagnier i Garniſon der, men
nu er der ikke ſaameget ſom en Skildvagt: Alt er ode
og tauſt. Midt i Gaarden hever fig? en Muurſteens⸗
bygning,” hvis Vinduer ere forſynede med Jernſtenger.
Det er Statsfengſlet; en gammel Lind kaſter fin Skygge
henover Muren, og denne Lind er et Frihedstro, der blev
plantet af en af de Commisſairer, hvem Velfeerdscomi⸗
teen i fin Tin havde overdraget at opreiſe Guillotinen i
de nordlige Departementer.

Man vilde være iftand til at ſtrive en Hiſtorie om
Frankrigs Borgerkrige og Revolutioner i de ſidſte 300 Aar

Slottet Ham. 213

ved blot at gjennemgaae Regiſtrene over Fangerne i
Slottet Ham, og det er ogſag med en vis Folelſe af
bitter Sorgmodighed, blandet med Medynk og Foragt
for Menneſtene, at man feer paa disſe Dore, hvis
mægtige Laaſe ſaamange Gange have lukket fig efter
Vilkaarlighedens Offre. Blandt Fangerne er der nogle,
ſom Lovens Strenghed har ramt med Rette, og naar
Prindſen af Condé, Ludvig af Bourbon, den aandrigſte
og meſt udfvævende Putkelrykkede paa den Tid, fatte fig
Spidſen for Sammenſveergelſen i Amboiſe, maatte han
priſe fig meget lykkelig ved at flippe med nogle Maa—
neders Fengſel i Connetabletaarnet; men hvad der op⸗
rører En er at ſee Casſard, fin Tids meſt udmærkede
Somand, i 1726 blive ſpœrret inde i Feſtningens Kasſematter
efter en Ordre af Cardinal Fleury, og hvorfor? fordi
han vilde have de Forfkud tilbage, ſom han havde givet
af fin egen Lomme, da det gjaldt om ak udruſte tolv
Krigsſtibe paa eengang.; og hvad der oprorer ikke mindre
er at fee Mirabeau ſperret inde i et Buur, ſom den
Tids Memoirer udtrykke fig, fordi han havde fremdraget
de flammeligfte Unberflæb i Finantſerne og paaviiſt Em⸗
bedsmendenes Strafſtyld. Man maa alligevel være
fan retferdig imod det gamle Monarki at indrømme, at
det i trehundrede Aar har ſendt færre Fanger til Slot⸗
tet i Ham end Revolutionen, Keiſerdommet og Revpolutio⸗
nen i fem og tyve. J denne forte Perigde kan man telle
dem i hundredeviis, og alle Klasſer og Meninger, en⸗
hver Art af Slethed og Opoffrelſe ere her repreſenterede.

214 Slottet Ham.

Under Radſelsperioden ſendte Jacobinerne herhen den
berygtede General Rosſignol, der havde gjort fig be—
romt i Vendée ved fin Udygtighed, for at han i Conne⸗
tabletaarnet i Ro kunde tænfe pan de revolutionaire Stor⸗
heders Intethed.“) Den niende Thermidor kommer
Touren til Jacobinerne, og under Conſulatet og Keiſer⸗
dommet ere Fengſlerne der ingenlunde tilſtrekkelige til
at rumme alle de Mistenktte. Han, der gjorde fig til
af at have gjengivet Religionen fin Veerdighed, ſendte
til Slottet i Ham alle de Prekſter, der tillode fig at
dadle hans voldſomme Fremfeerd imod Paven, og en af
disſe, Abbed Henry de Briosne, blev fan fkammeligt
behandlet og fattes i faa uſundt et Verelſe, at han
efter ko Aars Fangenſtab ikke uden Hjælp kunde komme
ud af fin Seng eller reiſe fig af fin Lænejtol. Da den
gamle Fæftning blev forvandlet til en keiſerlig Baſtille,
vifte den fig ſnart aldeles utilſtrekketig, og Dekretet af
zdie Marts 1810 oprettede otte nye Statsfengſler, der
ſnart alle vare fyldte.

Da Ludvig den 18de igjen beſteg fine Fedres
Throne, ſom det hed under Neſtaurationen, udſtedte han
den Befaling, at der i Slottet Ham ikke maatte ind⸗
ſeltes Statsfanger; men ligeſom hans Forfædbre tænfte

*) Da en af Rosſignols Fangevogtere bragte denne hans
Fangekoſt og bebreidede ham at han havde ladet Republikene
Soldater hugge iſtykker, ſvarede han roligt: „Havde de
ikke ſvoret, at de vilde døe for Fædrelandet?”

Slottet Ham. 215

han udentvivl med den hellige Thomas, at Lovene
gjelde ikke for dem, der have udſtedt dem. J 1815
ſendte han Marechal Moncey derhen, fordi han havde
nægtet at tage Deel i Juſtitsmordet paa Marechal
Ney, og Aaret efter domte han en af de braveſte Sol⸗
dater i Republikens og Keiſerdommets Armeer, General
Travot til tyveaarig Indefpærring der. Den ſtakkels
General, hvis Forbrydelſe beſtod i, at han i de hun-
drede Dage hapde overtaget Commandoen over Divi⸗
ſionen i Rennes, blev, uagtet han var indbefattet i Am⸗
neſtien af 12te Januar 1816, flæbt for en Krigsret og
domt til Døden. Ludvig den 18de behagede at forandre
hans Straf til tyve Aars Fengſel; Generalen blev af—
ſindig i Feengſlet og døde i Afſindighed.

Femten Aar efter oprev Revolutionens Storme den
capetingiſte Stamme med Roden, og den 29de December
1830 maatte Miniſtrene Polignac, Peyronnet, Chanke⸗
lauſe og Guermon-⸗Ranville flytte ind i de Celler, hvori
Abbeden af Briosne og General Travot faalænge havde
ſukket. Hertuginden af Polignae ledſagede fin Mand
til Ham og blev her velſignet af en Mængde Ulykkelige
for hendes Menneſtekjerlighed og Fromhed, medens
hendes Gemal troſtede fig med at ſtrive hiſtoriſte, philo⸗
ſophiſte og moralſte Studier. Peyronnet udgav „En
Statsfanges Tanker“ og ſendte til den ſaakaldte Livre
des cent et un en interesſant Afhandling om de
Mænd, ſom Politikens afvexlende Storme begravede
under Feſtningernes Laaſe og Lukker. Han holdt fig

216 Slottet Ham.

Feſtningsreglementet ſtrengt efterretteligt, beklagede fig
aldrig og udbad ſig kun den eneſte Gunſt, at man vilde
forandre den Tid, der var forundt ham til at ſpadſere.
„Hvis denne Tid ikke convenerer Dem,“ ſvarede Com—
mandanten, „ſaa kan De blive hjemme.” Fra det Oic⸗
blik forlod Peyronnet ikke mere fit Værelfe, for langt om
længe Louis Philippe gav ham og hans Collegaer Fri—
heden efter et ſexgarigt Fangenſtab.

Efter Carl den Niendes Miniſtre fulgte Louis Na—
poleon. Han blev fort til Ham efter Affairen ved Bou⸗
logne og var paa hele Reiſen Gjenſtand for alminde⸗
lig Nysgjerrighed. Paa en Poſtſtation kom en gammel
Kone hen til ham for at udbede ſig en Naade, og han
lovede ſtrax, at han fulde huſte paa hende, naar han
blev Keiſer. Lignende Træf forefaldt ſtadig under
hele hans Fengſelstid. Hvergang han pan fine Spad—
ſeretoure i det Indre af Slottet pasſerede forbi en Skild—
vagt, manglede det aldrig, at denne praſenterede for
ham, og, tiltrods for at dette blev forbudt og at der flere
Gange fkiftedes Garniſon, vedbleve Skildvagterne ikke
deſtomindre at gjore Honneurs for ham. Den 25be
Mai 1846 undveg Louis Napoleon fra Ham. Tre
Aar ſenere, den 22de Juli 1849, aflagde han et Beſog
der ſom Republikens Preſident. Bed den Banket, ſom
Byen forauſtaltede i denne Anledning, reiſte han
ſig og ſagde: „Jeg udbringer en Skaal til Wre
for de Mænd, der tiltrods for deres Overbeviisning be⸗
ſlutte fig til at reſpektere deres Fœedrelands Inſtitutioner.“

Slottet Ham. 217

Og den 3die December 1851 var det Generalerne Ca⸗
vaignae, Changarnier, Lamoricière, Leflö og Bedeau,
der maatte bekvemme fig til at holde deres Indtog i
dette Feugſel. Saaledes opfyldtes ogſaa her Ma⸗
chiavellis Ord: „Naar en Forſamling er i Strid
med en Fyrſte, er det altid Fyrſten, der maa ſei re,
thi han har den Fordeel over Forſamlingen, at han
kan tie og lyve.“

Da en preusſiſt Diviſion den 21de November 1870
beſatte Ham, beſogte General Kummer allerferſt de Væ-
relſer, ſom Napoleon havde beboet, ret ſom han vilde
viſe fig erkjendtlig mod den Mand, hvem Preusſen
ſtyldte ſin Storhed. Diviſionen marcherede bort nogle
Dage efter, men lod en Garniſon blive tilbage i Slot
tet med det Hverv, at modtage der de Lepnetsmidler
og øvrige Gjenſtande, ſom de flyvende Colonner bemeg⸗
tigede ſig der paa Egnen. General Faidherbe, der
nylig var bleven færdig med at reorganiſere Nord⸗
armeen, beſluttede at gjøre en Ende pan disſe preus⸗
ſiſte Üdpresninger og ſendte tre Batailloner til Ham,
under Anforſel af General Lecointe. Denne tappre Of⸗
ficeer ankom, eſkorteret af to Dragoner, der udgjorde
hele hans Cavalleri, Klokken ſex om Aftenen til Ham.
Han kaſtede fine Tropper ind pan Jernbanegaarden og i
Gaderne, og alle de Preusſere, der lode ſig ſee, bleve
gieblikkelig fangne eller drebte; de derimod, ſom havde
beſat Slottet, trak Vindelbroerne op og aabnede en heftig
Ild mod de franſte Tirailleurer, der hapde poſteret fig

ff ˙70˙5. T —½¾],ũ ss , ... ̃ ³⁰. g ²—èN T

"

218 Slottet Ham.

bag Træerne i Esplanaden og i de Huſe, der laae
ligeoverfor Feſtningen. En franſk Officeer, der blev af:
ſendt ſom Parlementair, blev modtaget med en Salve,
der drebte hans Trompeter og ſaarede ham ſelv i Ho—
vedet. General Faidherbe lod da nogle Kanoner kjore
op og affyrede et Par Skud imod Taarnene, hvorefter
en preusſiſt Officeer, der nylig var bleven fangen, til⸗
bod at gjøre Garniſonen begribelig, at al videre Mod⸗
ſtand var ſpildt. En Capitulation blev da underſkreven,
og 210 Fanger, hvorimellem 12 Officerer, overgav fig
til General Faidherbe. Imellem deres Bagage og i
Soldaternes Torniſtre fandtes der Silkekjoler, Skjorter,
Solvgafler og Solvoſteer, en Violin og en Mængde
andre lignende Gjenſtande, der vidnede om, at „la-
trocinium honestum“ endnu, ligeſom paa Tacitus's
Tider, hører med iblandt Germanernes krigeriſte Dyder.

Overrumplingen af Ham var den forſte offenſive
Bedrift af Nordarmeen, og dens forſte umiddelbare Virk—
ning var, at den afſtar Communicationen mellem Man-
teuffel og Rheims og afbrod Jernbaneforbindelſen mel⸗
lem Tergnier, Amiens og Normandiet. Et Par Dage
efter opſnappede en Bataillon af det 75de Regiment pan
Veien til La Fére en Convoi af tredive Vogne, der
vare fulde af Gjenſtande, ſom Preusſerne havde røvet i
Compiegne. En Eſkorte paa 138 Mand blev tagen med
det ſamme, og Officererne, der fulgte den i en Omni⸗
bus, bleve anmodede om at flige ud, hvilket de gjorde

Slottet Ham. ' 219

med ſtor Beredvillighed; men fort efter maatte den
franſte Armee drage bort, og Byen blev paany befat af
Preusſerne. Der paalagdes den nu under alle mulige
Paaſtud den ene Contribution efter den anden, og her
ſom allevegne var det de tydſke Autoriteters oprorende
Haan, der krenkede Gemytterne endnu blodigere end
Soldaternes ÜUdpresninger.

1

af

S. Schandorph.

J. Hjemme.
Naar jeg feer Dig, mild og ſtille
Ved Klaveret ſidde bøiet
Og opmerkſom paa de forte
Nodetegn at fæfte Diet,

Og, for en Oktav at ſpende,
Seer de Fingre ſmaa fig ftræfle,
Seer dem famlende at glide
Langs ad de Tangenters Reelke,

Er det, ſom jeg fane Symbolet
Paa en Sjæl, der ſtille higer
Efter Harmoni at finde

J den vide Verdens Riger,

J den vide Verden ſoger

Om et Echo, der kan ſpare
Hjertets dunkle Suk og ſmelte
Dem til Toner fulde, klare.

Digte.

„Beder, faa ſtal Eder gives!“
Du har bedet fromt og længe
Om en Klang fra hine hoie,
Fjerne Sferers Harpeſtrenge.

Derfor vil det og Dig gives,

Sjæl ſom ſoger, Sjæl, ſom loenges!
Ei ſtal for en trofaſt Higen
Tonelandet evig ſtenges.

II. Paa Landet.

Vinden feier fra Stov til Skov
Over de frodige Sletter,

Ragen dandſer paa fine Klov
Gjennem de lyſe Netter,

Vilde Roſer i Tjornehegn,
Aftenfred over tauſe Egn

Tale til Hjertet retter.

Munter Spog i et venligt Hjem
Dræber det Rue og Bittre,

Alt det Blode i Bryſtets Gjem
Kommer ſaa mildt til at zittre,
Minder fra lengſt forſvunden Tid
Skyder med Duft ſom Roſen hvid
Op gjennem Glemſelens Gittre.

222

Digte.

Glemt er Fjendſtab og glemt hvert Nag,
Kampen har holdt ilive,

Varm ſom den kjere Sommerdag

Maa man hos Eder blive,

Mod Enhver til Forſoning ſtemt,

Mild i Alvor og mild i Stkjemt,

Frit man ſig hen tor give.

Alting mig tykkes faa ſmaat, faa ſmaat,
Hvorom paa Jorden man ſtrider,

Hver ſin Kjepheſt ſaa ſtridbar blot
Henover Banen rider.

Under det ſtore Himmelpalads,

Tenker jeg, faae vi vel alle Plads

Nok gjennem alle Tider.

Perlende ſtummer den edle Vin

Nu i de Glas ſaa klare.

Lader os ſmage den Drue fin,

Kort kun kan Glæden vare.

Nyd dens Minut i et kraftigt Drag,
Huſt det! Det er til en Sorgens Dag
Altid godt at bevare.

223

Valdemarernes Stjerne,
Af
O. C. Lund.

Den ſtore Stjerne daled
Engang til Landets Sorg,
Der Himmelegnen maled

Bag Volmers Kongeborg;
Men atter Lys den kaſter

Til Prindſens lille Ly,

Ja! over „Sjaellands“ Maſter
Steg Stjernen op paany!

En lille Gut den oined,

Der flink tilveirs jo kom;
Hvor Vimpelen fig hoined,
Han klattred munter om!

Et Skjer af Morgenrode
Omkring hans Pande laa

Af hine ſtore Dode,

Der Danmarks Storhed ſage.

224

Valdemarernes Stjerne.

Den atter frem ſig voved

Af Glemſels dybe Nat,

Slog Straaler om dit Hoved
Og om din blanke Hat!

Du lover den jo Header

Om foie Tid igjen

Paa hine ſolvblage Steder,
Hvor , Sjælland" nys gik hen!

17 eber en

anner e eee *

7

Ludvig Tieck.

Efter en Haandtegning af Riepenhausen.

Dan Jagt etter en Bog.
af

Forf. til Donun Evornia.

1.

Den 17de Marts henimod Klokken ſyv om Af⸗
tenen horte jeg, at min fortreffelige Ven, Licentiaten
Perez, efter at have faaet Kirkens Sakramenter var ro—
ligt indſlumret i fit lille Hus paa Kathedralpladſen i
Puebla. Da jeg tredive Aar tidligere fremſtillede mig
for den mexikanſke Republiks medieinſke Akademi, havde
Licentiaten Perez veret en af mine Examinatorer; thi
paa ſamme Tid ſom min hederlige Ven var en ud⸗
merket Legiſt, Archeolog og Theolog, var han tillige en
fremragende Botaniker. Paa den Tid var hans Bi⸗
bliothek et af de fuldſtendigſte i den nye Verden, og
navnlig indeholdt det to bibliographiſte Sjeldenheder:
et Octavbind paa 76 Blade, udkommet i Paris 1523
og indeholdende en Skildring af Spaniernes Opdagelſe

15*

ä s V.,. ß

228 Paa Jagt efter en Bog.

af Mollukerne — og en Historia general de las Indias
udgivet af Francisco Lopez Gomara. Denne ſidſte
Bog var med Grund min Ven Licentiatens Stolthed,
thi det var en yderſt ſjelden Udgave, trykt 1552 i Sa⸗
ragosſa hos A. Millan, og maaſtee den eneſte, der var
tilbage.

Efterretningen om Licentiatens Dod bedrovede mig
meget, og jeg læfte flere Gange efter hinanden det Brev,
ber underrettede mig om denne ſorgelige Begivenhed.
Jeg vilde fætte mig til at ſtrive og ſtudere; men beſtandig
vendte min Tanke tilbage til hin allerede fjerne Dag,
da man tildeelte mig Doktorhatten. Samme Aften
trakterede den gode Licentiat mig med en Flaſte af fin
berømte Keresviin, og derpaa lod han mig beundre fin
Gomara, hviå Værd jeg dengang ikke ret havde For=
ſtand paa. Nu ſpurgte jeg mig ſelv med en vis
Vngſtelighed, hvor alle disſe Bøger ſtulde gane hen,
ſom min Ven Licentiaten i et langt Liv havde gjort
fig Umage for at ſamle. Ganſke mechaniſt kom jeg til
at betragte mit eget Bibliothek, ſom uſtridigt kunde
maale fig med den Afdodes, hvis jeg havde kunnet ud—
fylde det Hul, der var mellem Torquemadas og de
Solis Hiſtorier, et Hul, der alene kunde fyldes ved
Originaludgaven af Gomara, [om jeg endnu aldrig havde
været iſtand til ak opdrive.

I de tyve Aar, jeg. opholdt mig i Orizava, be⸗
ſogte jeg aldrig en Syg, uden at jeg forlangte at ſee
de Boger, der fandtes i Huſet. Gomaras Veerk havde

Paa Jagt efter en Bog. 229

nemlig været meget udbredt i Mexiko, da det udkom,
og jeg haabede beſtandig pan, at et lykkeligt Tilfælde
ſtulde bringe mig Originaludgaven, der forreſten er den
feilfuldeſte af dem alle. Min naturlige Nysgjerrighed
blev betragtet ſom en Slags Galſkab, og endnu den Dag
idag kan jeg aldrig krede ind til en Mexikaner, uden
at man ſtrax bringer mig til Efterſyn ſaadanne Ting,
ſom jeg allerede har feet hundrede Gange. Derover
ſkal jeg imidlertid ikke beklage mig, thi paa den Maade
opdagede jeg Antwerpener Udgaven. af Gomara 1554,
der er en ganſke god Udgave. ſom Bibliophilerne i AC
mindelighed lade fig noie med.

Den kjere Licentiat var et barnligt Gemyt. Han
var god, mennejfefjærlig og opoffrende, men holdt maaſtee
en Smule vel meget af ſine Boger. Da jeg en Dag
foreſlog ham at afſtane mig fin Gomara, udbrød han
ivrigt: „Nei, ikke om De faa vilde give mig Deres
Saligheds Part.“

Siden den Dag undlod han aldrig, hvergang han
ſtrev mig til, at citere enten en ny Vildfarelſe af For⸗

fatteren eller en Trykfeil i det koſtbare Exemplar,,

han beſad, og hvergang jeg fil en ſaadan ny Meddelelſe,
manglede det aldrig paa, at jeg blep enten bedrovet eller
misundelig paa ham. i

Sidſte Gang jeg ſage Licentiaten, den 27de April
1853, bad jeg ham i en ſpogende Tone om at teſta⸗
mentere mig fin Gomara efter fin Dod. Dette ufkyldige
Forſlag ſyntes at forurolige ham, og jeg troer end—

230 Baa Jagt efter en Bog.

ogſaa, at han blev lidt vred paa mig i den Anledning.
Stakkels Licentiat! han var en god Chriſten, havde en
faſt Tro, men var ingenlunde begjerlig efter at om—
bytte fin jordiſte Tilverelſe med hin anden, hvori han
jaa ivrigt havde afflaaet min Himmerigs Part. Jeg
kunde ikke lade være at anſtille mine Betragtninger derover,
idet jeg gjennemlæfte Brevet, der opregnede alle hans
Verdigheder og endte med den ſedvanlige Floſtel: Re-
quiescat in pace.

„Requiescat in pace!“ gjentog jeg for mig ſelp,
„ja er det ikke loierligt nok! Hvem veed om, han ogſaa
hviler i Fred, den gode Licentiat, og om han ikke bit⸗
tert fortryder, at han ikke overlod mig fin Gomara?
Gud veed, i hvad Hænder denne koſtbare Bog falder?
Maaſtee er den allerede odelagt, ſtjaalet eller ſolgt for
en usſel Priis!“ Jeg reiſte mig op og gik med lange
Skridt op og ned i mit Verelſe. Pludſelig ſlog Klok—
ken tolv, og der foer mig en Tanke gjennem Hovedet.

Deligencen, der ſiden 1821 gaaer regelmesſigt
mellem Vera⸗Cruz og Mexiko, pasſerer i Reglen Orizava
en Timestid efter Midnat. J mindre end atten Timer
kunde jeg være i Puebla og maaſtee treffe Licentiatens
Tjeneſtepige, inden endnu en profan Haand havde rodet
omkring i hans Boger. Doiia Gertrudis var devot, og
jeg tenkte paa at forære hende den indviede Roſenkrands, ſom
Jeſuitergeneralen havde ſendt mig fra Rom til Tak for min
Afhandling om Jeſuſelſtabets Misſioner. J ethvert
Tilfælde vilde jeg komme til Kundſkab om, hvem der

Ban Jagt efter en Bog. 231

var Licentiatens Arvinger, og hvilke Dispoſitioner han
havde taget inden fin Dod. En frygtelig Angſt greb
mig. Hvis Don Perez inden fin Dod hapde odelagt fin
Gomara? Men nei, han elſkede Boger over Alting, og
han var jo ikke ond af Naturen.

Jeg vilde ikke tænfe mere derover, men gav mig
til at pakke min Vadſak; derpag væffede jeg min Tjener
og leverede ham en Billet til en af mine Collegaer,
hvem jeg bad om at overtage min Praxis under min Fravæ-
relſe. Den halvnogne Indianer ſtod og gabede paa
mig og ſyntes ikke ret at forſtaae mig; jeg maatte tre
Gange gjentage for ham, at han ſtulde lukke Doren i
Laas efter mig, inden han adlod.

Klokken ſtog eet. Jeg gav mig til at lobe, for at
Deligencen ikke ſtulde kjore fra mig. Da jeg naaede
Poſtgaarden, blev jeg overraſtet ved at fee den ufæb=
vanlige Bevegelſe, der herſtede derinde. Man gik og
kom og ffreg i Munden paa hinanden. Et umaadeligt
Baal kaſtede et rødligt Skjær henover et Par hundrede
Nysgjerrige. Tre Vogne, blandt hvilke en Calechevogn
forſpeendt med fire forte Muuldyr, Holdt i Rekke. Til
daglig Brug holdt der tun en gammel guul Deligence,
ſom jeg kjendte udmærket godt. Trætte, ſtovede Rei⸗
ſende liſtede fig da ved Skinnet af et Par ſovnige Log—
ter hen til deres Pladſer ligeſom Spogelſer. Der ſtod—
tes i en Pibe, og det tunge Kjoretoi ſatte fig i Bevæ-
gelſe, trukket af otte Muuldyr, og efterlod kun Morke
og Taushed. J Nat derimod var Poſtdirekteuren ſelv

232 Paa Jagt efter en Bog.

tilſtede, og han modte i fin Embedsdragt, ſom ellers
kun kom frem ved hoilys Dag og ved heitidelige Leiligheder.

Jeg vilde netop ſporge, hvad det ſtulde ſige, da
jeg horte et Udraab af de Nermeſtſtaaende, og Alle
frængte fig hen omkring Calechevognen. Ude pan Per—
ronen ſtod der en ung ſortkledt Dame med en rod Hætte
paa Hovedet. Jeg vil ikke udgive mig for nogen Kjen⸗
der, men fjendes ſtraalende Oine og hendes regelmesſige
Trek gjorde et ubeſtriveligt Indtryk paa mig. Til min
ſtore Forbauſelſe blottede man Hovederne, da hun ſtottet
til en ung Herre, der ſmilende talte til hende, nærmede
ſig Vognen og kaſtede et Blik ud over Mengden. Hun
fatte fig ind i Calechen, en Kammerpige tog Plads lige—
overfor hende, og Vognen rullede ud af Gaarden.

. „Min Gud, Doctor!“ ſagde Poſtdirekteuren, da
han endelig fif Sie pan mig, „De har da ikke iſinde at
ville reiſe inat?“

„Jo, bet har jeg rigtignok! men hvad er det for
en Stoi?“

„Ved min Skytspatrons Navn! Er De da den
Eneſte, der ikke veed, at det italienſte Operaſelſkab er
landet iforgaars, og at vi ſtulle beſorge dem herfra til
Puebla? De har dog vel idetmindſte ſeet den beromte
Tomaſi?“

„Ikke det, jeg veed! J ethvert Tilfælde, min
kjere Don Mateo vilde jeg ſette ulige mere Priis
paa at fane en Plads i Deligencen end pan at fee
hende.“

Paa Jagt efter en Bog. 233

„See at komme tilſengs. Doctor,“ ſagde han og
ſlog mig paa Skulderen, „ſaa u ſkal jeg fkaffe Dem en
Plads imorgen, men idag er det umuligt.“

„Nei! jeg maa og ſtal til Puebla!“ raabte jeg.

„Det kan ikke ſkee, hvad De ſtrax vil overbebiſe

Dem om.“

I det ſamme ringede Klokken, og en Sverm Rei—
ſende af begge Kjon kappedes om at entre op i Deli—
gencerne. Jeg veed ikke, hvad det var for en Folelſe,
der bemegtigede ſig mig. Originaludgaven af Gomara
med fine uregelmesſige Margener, fit dobbelte Titelblad
og fit Pergamentbind ſtod for mine Dine. Jeg lod
min Natſeek ligge, krob op paa Imperialen af den neer⸗
meſte Vogn og var faſt beſluttet paa ikke at ſtige
ned igjen.

Poſtdirekteuren ſaage forbauſet efter mig uden at
ſige et Ord. Tre Reiſende fulgte mit Exempel og
krob op af Stigerne til dette luflige Opholdsſted.

Kudſken, hvem jeg to Gange havde fat Armen
i Led, fad Faa fit Sæbe — jeg tog min Tilflugt
til ham.

„Jeg maa abſolut folge med,“ ſagde jeg til ham.

Han vendte ſig om og tog til Hatten. „Er det
Dem, Hr. Doctor? Hvor i Alverden er De kommen
derop?“

„Ja det veed jeg ikke ſelb, min gode Gutierrez;
men afſted maa jeg.“

234 Paa Jagt efter en Bog.

„Ja, faa maa Hr. Doctoren bekvemme fig til at
være min Condukteur.“

„Ja, med Fornoielſe,“ raabte jeg henrykt.

Jeg greb begjerligt efter Poſen, der er fyldt med
Smaaſtene, ſom Zagalen eller Condukteuren maa
kaſte i Hovederne pan de Muuldyr, ſom Kuͤdſten ikke kan
ramme med Pidſten.

„Men det er jo mit Spog!“ raabte Kudſten. „De,
Doctor Bernagius, De vil da ikke nedlade Dem til at
være Condukteur!“

„Jo det veed Gud, jeg vil, naar jeg blot kan
komme til Puebla. Afſted!“ foiede jeg til med Halv
Stemme.

„Er Alt i Orden?“ ſpurgte Kudſten.

„Ja,“ ſparede Poſtdirekteuren, „lad blot Doctor
Bernagius komme ned forſt!“

„Saa kan De vente længe!" ſparede jeg.

Han lukkede ſagtens et Øie til, medens Kudſten
ſamlede Toilerne, og et Oieblik efter foer vi afſted
i Galop.

Vi kom hurtigk forbi Kirken St. Joſeph og El
borrego, og nu gik det raſt hen ad Ingenio-Veien.
Med fulde Lunger indaandede jeg den friſte Morgen—
luft, der er dobbelt ſtyrkende, fordi den da er mere ſpanger
med Oxygen end den ovrige Deel af Dagen. Hvor
tungt Livet end er, fan. man man dog indremme, at
der er Dieblikle, hvor man friſtes til at troe pan Lyk⸗
ken, denne altid flygtende Sktygge. Det var viſtnok et

Paa Jagt efter en Bog. 235

lykkeligt Oieblik for mig, da jeg torrrede Kniven. af,
efter at have opereret Ignacio Mendez i Oververelſe af
mine mexikanſte Colleger. Men jeg troer, at min Til-
fredsſtillelſe over at have tiltvunget mig en Plads paa
Deligencen hiin mindeværdige Nat var endnu ſtorre;
men jeg vidſte jo heller ikke, hvilken Reække af Eventyr
Skjeebnen havde forbeholdt mig paa denne Reiſe.

2.

„Tag Dem i Agt, Doctor! det gager pan Livet!”
raabte Gutierrez.

Et Stod paafulgte, der kunde have kaſtet mig ho—
vedkulds ned fra mit ophoiede Sæde. Den mexikanſte
Zagal forſtaaer med en ſaadan Behendighed at holde
fig i Ligevægt ved Siden af Kudſten, at jeg ikke anede,
hvad det var for Piinſler, jeg havde fordomt mig til,
da jeg overtog hans Plads. Med Henderne klamrede
om et Par Remme og Armene ſtive af Anſtrengelſe, vilde
det have været mig umuligt at tilkaſte Heſtene en eneſte
Steen; jeg vidſte ikke engang mere, hvor Poſen var,
ſom jeg overmodigt havde bemengtiget mig. Maanen
ſtinnede, og dens Straaler forvandlede hele Sletten ved
en eiendommelig Afſpeiling til en fuldſteendig So; jeg
vilde have ſtuderet bette Phænomen, men Vognen ſkrumplede
faa voldſomt, at jeg hverken kunde tenke eller ſandſe;
jeg bed Leberne ſammen og lukkede Oinene.

236 Ban Jagt efter en Bog.

En Italiener, der ſad bagved mig, ſov; hans to
Kammerater rog og pasſiarede. Jeg forſtager godt Ita—
lienſt, og det var mig derfor ikke muligt at lade være
at høre, at Primadonngen, der kjorte foran os i Ca⸗
lechen, var Signora Tomaſi, og at hun agtede ſig til
Puebla, hvor hun ſtulde give en Rakke Foreſtillinger.
Hun kom fra Havanna, hvor hendes Skjonhed og Ta—
lent havde ſkaffet hende Masſer af Tilbedere, og iblandt
dem den unge Grev del Moro, der havde ladet fig en—
gagere af Selſtabet, for at han kunde være i Nærheden
af ſin Tilbedte.

„Poveretto, han veed ikke, at Tomaſi ikke har noget
Hjerte,“ ſagde den Ene.

„Intet Hjerte, Fanti? Hvis hun lod ſine Oine
falde pan Dig, fan vilde de fortere Dig.“

„Troer Du da, at hun kan elſte?“

Den Anden gav fig til at lee. „Du fjender
hende kun i et Aar,“ ſparede han, „ellers vilde Du
tale anderledes om hende. Veed Du da ikke, at hun i
Florents har givet ſin Elſter et Dolkeſtik, fordi han ap—
plauderede La Stefanone?“

„Det er Kunſtnerinde-Jalouſi!“

„Det er Fruentimmer⸗Jalouſi. Tomaſi har havt
en myſtiſt Hiſtorie i Paris; man ſiger, at hun var for—
elſtet i Hertugen af M. . .., men han viſte hende
Kulde og Ringeagt. Hun brod da ſit Engagement, og
det var en Lykke for os, der nu folge med hende. Jeg
troer, at denne Hiſtorie har forſtemt hende, men der er

Paa Jagt efter en Bog. 237

ingen Grund til at tvivle om, at hendes Hjerte vil
vaagne.“

— — Landsbyen Aculeingo begyndte nu at viſe
fine hvide Huſe. Vi naagede Calechevognen, der ſnart blev
tilbage, og nu begyndte Veien at ſtige ved Cumbres.
Jeg beſluttede at gage tilfods opad Bjerget. Naar jeg
holdt mig til Stierne, kunde jeg i Lobet af en Time
nage op til Toppen, men Deligencen behovede to for
at tilbagelægge Veien. Saaledes kunde jeg faae Leilig—
hed til at hvile ud i Puente Colorado.

Det var Daggry, da jeg naaede Broen, der har
fit Navn af de jernholdige Subſtantſer i den Kloft,
ſom den hvelver fig hen over, og det var en ſand Feſt
for Beboerne af disſe Hoider, da de gjenkjendte mig.
Medens den gamle Antonio lob hen for at hente ſine
Bøger, bragte hans Husholderſte mig et Glas Meek.
Nu kom Calechevognen, der igjen havde faaet For—
ſpring, fordi den var mindre belesſet. Kudſten kom hen
og hilſte mig paa Mexikanſt ved at kysſe mig paa
Haanden. J det ſamme ſprang Sangerinden ud af
Vognen og betragtede os nysgjerrigt. Hun traadte nær=
mere, bad om et Glas Bund og fjernede fig igjen,
efter at hun havde drukket det.

Hun var lille af Vext, men der var i alle hendes
Bevægeljer en henrivende Unde. Kun hendes glim—
rende Dine ſyntes af og til ligeſom tilſlorede og fra-
værende. Men Antonio, der i fine unge Dage hapde
været en ivrig Tilbeder af det ſmukke Kjon, reiſte fig

238 Paa Jagt efter en Bog.

op i det ſamme og raabte: „Ved den hellige Jomfru,
det kalder jeg et ſmukt Fruentimmer, Doktor!“ Tomaſi
vendte ſig om og tilkaſtede os et ſtraalende Blik. Jeg
blev ganſte forlegen, thi jeg frygtede for, at hun kunde
have troet, det var mig, der havde udſtodt denne upas—
ſende Replik; men jeg blev ſnart beroliget, thi juſt ſom
hun gik ud af Stuen var det netop ham, hun hilſte,
ham, hun ſmilede til, og ingen Anden. Hvad dog
Kvinderne ere for forunderlige Skabninger!

J det Oieblik, da Calechevognen fjernede fig, kom
Deligencerne. J Lobet af et Minut var Antonios For—
pagtergaard overſvommet af en halv Snees unge Damer
og ligeſaa mange unge Herrer, hvis ſmukke harmoniſte
italienſte Tungemaal klang i mine Oren ſom Fugle—
kviddren.

Henimod Klokken eet paa Formiddagen ankom vi
ſtovede og puſtende til Vertshuſet i den lille By St.
Agoſtino. Italienerne, der ikke vare vante til ſaadan
en Maade at reiſe paa, beklagede ſig bittert over denne
forferdelige Kjorſel ad Veie, der vare fulde af Huller
og Lavablokke. Jeg beklagede mig ikke, men mine Arm⸗
muſtler vare ſom lammede, og der behovedes abſolut ÜUd—
ſigten til en Originaludgave af Gomara, for at jeg ikke
ſtulde reent opgive min Reiſe.

Vi ſpiſte netop Frokoſt, da Calechevognen rullede
ind i Gaarden, og Signora Tomaſi traadte ind og ſatte
fig hen ved Siden af mig. Vertshuſets ſtore Sal var
fuld af ſammenſtimlede Nys gjerrige, og for at give deres

Paa Jagt efter en Bog. 239

Nerverelſe en rimelig Forklaring ilede de Fornemmere
iblandt dem hen for at hilſe paa mig. Jeg kunde ikke
beſtille andet end rœkke Folk Haanden, og det forbauſede
Sangerinden ikke lidt at fee, at jeg havde ſaamange
Venner. Man vidſte, at jeg havde fungeret ſom Zagal,
og drillede mig i den Anledning; jeg lo ſelv med,
ſtjondt Gud veed, at jeg var mere friſtet til at grede.
Medens jeg talte med dem, gjorde jeg mig Umage for
at viſe hende al den Opmeerkſomhed, ſom en velopdra⸗
gen Mand viſer en Dame. Hun takkede mig paa
Franſt og gratulerede mig i dette Sprog til, at jeg talte
et faa reent Italienſt.

Mine Lidelſer ſkulde lidt efter til at begynde igjen,
og det var med et tungt Hjerte, at jeg igjen begav mig
hen til Diligencen.

„Vil De ikke tage Plads i min Vogn, Doctor?“
ſagde Sangerinden til mig. „Der vil De dog maaſtee
ſidde mere bekvemt. Jeg kan lade min Kammerpige
tage Plads i en af Deligencerne.“

Jeg tog rort imod Tilbudet. Til min ſtore Sorg
merkede jeg nemlig altfor godt, at jeg ikke mere havde
mine tyve Aar, og at jeg neppe vilde have Kræfter. til
at fortſette Reiſen til Puebla, naar jeg igjen ſtulde til
at klamre mig faſt ved Lederremmen i Deligencen. Jeg
havde endogſaa faa ſmaat tenkt paa hellere at fortſette
Reiſen tilfods.

„Jeg kan altſaa takke Dem for, at jeg fkalgjenſee

—

240 Paa Jagt efter en Bog.

Gomara,“ ſagde jeg uden at endſe, at den unge Dame
fane pan mig med et forundret ſporgende Oiekaſt.

Jeg underrettede Guturriez om Sangerindens ven-
lige Tilbud, ſom jeg havde modtaget, og han ſparede
mig kun ved at plire med Oinene, ſom han pleiede,
naar der var Noget, der gottede ham. Pludſelig ud—
ſtodte jeg et Raab af Forundring, thi iblandt de Nys⸗
gjerrige, der omgave Vognene, opdagede jeg en Rytter
af Lobos Bande. J fjorten Dage var der Ingen, der
var bleven overfalden pan Veien fra Orizava til Puebla,
og det hed ſig, at Bandens berygtede Anforer var be—
ſljeftiget i Omegnen af Quaretaro. Jeg gjorde mig
Umage for at komme hen til Rytteren for at give ham
et Bud med til fin Capitain, hvem jeg rigtignok ikke
kjendte perſonlig, men jeg havde dog efter hans An—
mobning havt et Par af hans Folk under Behandling.
Mine Forſog pan at nærme mig ham havde uden Tvivl
vakt Rytterens Frygt, thi et Oieblik efter var han
forſvunden.

a Vi flippe ikke for at blive overfaldne, tenkte jeg.

Der blev kaldt pan mig. Jeg tog Plads hos
Signora Tomaſi med den faſte Beſlutning at tie for
ikke at indjage hende Frygt. Et Par Minuter efter
foer vi igjen afſted i den voldſomſte Fart paa disſe
mexikanſke Landeveie, ſom man i det ſidſte halvhundrede
Aar ikke har tenkt paa at holde vedlige,

Paa Jagt efter en Bog. 241

3.

Det bliver til evig Tid en piinlig Situation, ſelv
for en Mand, der veed Noget, at ſtulle underholde en
ſmuk Dame, og den gamle Antonio Havde Net i, at
Signora Tomaſi var ualmindelig ſmuk. Saalenge
Vognen rumlede hen over Steenbroen i Landsbyen St.
Agoſtino, var enhver Samtale umulig, og jeg overlod
mig til min Betragtninger. Men da Vognen rullede
ſtille hen over Centralſlettens ſaltpeterugtige Jordbund,
vendte jeg mig om til Sangerinden.

Luften var tung, Himlen ſtyfri, og tilhoire flinnede
Vulkanens ſneebedekkede Toppe.

„Det er varmt,“ ſagde jeg til den unge Signora.

„Meget varmt, Doktor,“ ſparede hun.

„Saa varmt,“ vedblev jeg, „at den mindſte Briſe
vilde være velkommen.“

Hun nikkede blot og fatte begge fine fmaa Fødder
op pan Forfædet. Jeg kunde ikke lade være at beundre
hendes ſmaa forte Støvler, et Par Underverker, ſom
ingen mexikanſt Skomager havde været iſtand til at
udfore.

„For Pokker,“ tænkte jeg, „ved Siden af et ſmukt
Fruentimmer og en beromt Sangerinde vilde Gomara
have havt ganſke andre Ting at ſige end ſaadanne Tri—
vialiteter. Jeg fad netop og tenkte pan, hvad han
egentlig vilde have ſagt, da jeg lagde Merke til, at
min Ledſagerſkte havde lukket Øinene og var ſlum⸗
ret ind.

16

Paa Jagt efter en Bog.

1
.
1

De to Deligencer manede os, og idet Gutierrez
kjerte forbi, undlod han ikke at plire med Oinene ſom
ſedvanlig. Lidt efter faldt jeg ſelv i Sovn, og jeg
dromte, at jeg laa i min Seng, og at jeg fane Perez
nærme fig til mig med Gomara i Haanden. Han
lagde denne inderligt eftertragtede Bog paa mit Bryſt,
men ovenpaa den ſtablede han en Mengde andre, uden
at jeg kunde ane, hvorfra han fik dem. Titlerne ſtin—
nede mig i Dinene. Det var alle de nye Oplag, alle
de forſtjellige Udgaver og Overſettelſer af min Bnd—
lingsforfatter. Med hvilken Fornoielſe bar jeg ikke denne
dyrebare Vogt; lidt efter var den dog lige ved at kvæle
mig, og i ſamme Sieblik vaagnede jeg.

Min Ledſagerſte ſov med Hovedet let kaſtet tilbage.
Hendes blonde Haar indfattede det ſmukke Anſigt ſom
en gylden Ramme og faldt ned over Skuldrene. Jeg
beundrede hendes buede Oienbryn og hendes lange
Oienhaar: hendes lille Mund ſmilede i Sovne og kom
derved til at fremviſe et Par ſtinnende hvide Tand—
relker. Hekten var under Sovnen gledet en Smule
tilſide og vifte en Hals, der havde de deiligſte Con—
tourer. Hvor havde dog den gamle Antonios, der
var en halv Snees Aar ælbre end jeg, med et eneſte
Diekaſt kunnet opdage, hvad jeg forſt ſage efter en lang
og grundig Underſogelſe, at Signora Tomaſi var en
ganffe ualmindelig Skjonhed?

Jeg maatte med Magt tvinge mig til at bende
Dinene bort; thi det fynteg mig mindre loyalt at be—

Ban Jagt efter en Bog. 243

lonne Sangerindens Holmodighed paa denne Maade,
og jeg gav mig derfor til at ſpeide ivrigt ud af Vin⸗
duet, for at hun ikke ſkulde blive forlegen, naar hun
vaagnede, eller troe, at jeg havde opdaget nogen Uorden
i hendes Toilette. Jeg ſogte med det ſamme at orien⸗
tere mig, thi jeg vidſte ikke, hvor vi egentlig befandt
os. Snart efter ljorte vi igjennem en heel Plantage
af Agaver, disſe Caktusarter, hvoraf Mexikanerne ud⸗
drage deres kjereſte Liqueur. Solen var ved fin Ned—
gang, da vi nærmede os Landsbyen Amozoc. Rælfer
af peruanſte Pebertrœer ſtrakte fig hen over Sletten, faa
langt Oiet kunde rælfe.

„Hvem er den Mand, Doktor?“ ſpurgte hun paa
Italienſt.

Jeg vendte mig hurtig om. Tomaſi fane ud af
Vinduet og pegede paa en hoi Rytter, der red paa en
pregtig anduluſiſk Heſt et halphundrede Skridt fra Vog—
nen. Jeg foer ſammen.

„Hvad fattes Dem, Doktor?“ ſpurgte hun. „Er
denne Mand Deres Fjende?“

„Nei,“ ſparede jeg, „men maaſtee er han Deres
eller rettere Deres Bagages. Jeg ſtal ſee, om jeg kan
frie Dem for et Eventyr, der er almindeligt i Mexico,
men derfor ikke mindre ubehageligt.“

Hun ſaae ſporgende paa mig, medens jeg kaldte
paa Rytteren. Han vendte Hovedet imod mig, ſalte
Heſten i Spring og var i et Sieblik ved Vogndoren.

Det var en Indianer med guldguul Hud, ſtore
16*

944 Paa Jagt efter en Bog.

forte Oine, blendende hvide Tender og et tykt, krollet
Haar. Han kunde være en tredive Aar gammel, og der
var en merrkverdig Energi i hele hans Ydre. Efter
den Maade, hvorpaa han tumlede fin Heſt, og efter
haus Udtale troede jeg, at det var en af disſe coman—
chiſte Krigere, der undertiden blande fig i det civiliſerede
Liv, men pludſelig gribes af Hjemvee efter Orkenen og
vende tilbage til deres Stamme.

„Er din Capitain her "pan Egnen?“ ſpurgte jeg

Rytteren.

„Min Capitain?“ gjentog han. „Hvem er det?“

„Boboen, hvis Du hellere vil, at jeg ſtal falde
ham ſaaledes.“

„Boboen? hvem er det?“

Naar en Indianer begynder i den Tone, kan Sam⸗
talen fortfættes i en Evighed. Alt ſom Indianeren
ſvarede mig, vedblev han at betragte min Ledſagerſte
paa en fan plump og upasſende Maade, at det ligefrem
oprorte mig.

„Jeg kjender din Anforer,“ ſagde jeg til ham i
en myndig Tone; „hvis Du vil have en god Belon⸗
ning, faa ſiig ham, at Doktor Bernagius ...“

„Bringer ham en Kvinde, der er ſom Solen lige—
over for de andre. Hold op, gode Doktor! Hvis De
er misfornoiet med Deres Plads, faa vil min Moders
Son indtage den med Fornoielſe og overlade Dem

Heſten.“

Paa Jagt efter en Bog. 245

„Tilgiv ham, min Naadige,“ ſagde jeg ſtammende
af Vrede over ſaadan en Uforſlammethed, „tilgiv denne
Ulykkelige .. ..“

Signora Tomaſi ſmilede. Jeg kunde begribe, at
hun ikke havde forſtaget hvad han ſagde, og jeg vilde
netop ſvare Indianeren, ſom han fortjente, da Vognen
pludſelig ſtandſede.

„Hvad er der i Veien?“ raabte jeg til Kudſten,
der havde fat fig op at ride paa et af de forreſte
Muuldyr.

Han vendte fig tilbage og pegede hen pan Hori—
zonten. Jeg troede at høre nogle Geverſalver og fane
nogle ſmaa Krudtſtyer træffe hen over Buſtene. Ogſaa
Indianeren ſyntes at lytte efter. Pludſelig hilſte han
pan Sangerinden, gav Heſten Sporerne og forſvandt i
Galop bag Bebertræcrne, der bedætfebe Sletten med deres
rodlige Frugter.

„Ere vi udſatte for nogen Fare?“ ſpurgte San⸗
gerinden.

„Nei, vi ikke, men vor Bagage, eller rettere. ſagt
Deres er forfærdelig udſat.“

Jeg ſteg ud af Vognen; Signoraen fulgte mit
Exempel og ſtottede fig krafteslos til min Arm.

„Hvad ſtal vi gjore?“ ſpurgte hun.

„Fortſctte vor Reiſe, Signora; vor Skjebne er
uundgagelig, thi naar Deres Kammerater ere udplyn⸗
drede, kommer Touren til os. Hvis det imidlertid er
Loboen, der commanderer perſonlig, ville vi flippe med

246 Baa Jagt efter en Bog.

Frygten. Han ſtylder mig to eller tre af disſe Tje—
neſter, ſom dette ridderlige og uretferdigt udſkregne Folk
aldrig kan glemme.

„Soldaterne!“ raabte Kudſten.

Længft ude ban Sletten ligeved Brynet af en
Skov fane vi en Snees Ryttere bevæbnede med Land—
fer og Faner fvinge fig ud i Carrière. Ti Minuter
efter gjenkoges Skuddene, og de ſmaa hvide Skyer vifte
fig atter over Buſtene. Derpaa lagde der ſig igien en
hoitidelig Taushed ud over den ſolbeſtinnede Slette.

En Kamp blev leveret i ganſte fort Afſtand, og
jeg ventede hvert Oieblik at, fee nogle flygtende Sol—
dater eller Banditter. Tomaſi ſtirrede hen for fig i en
utrolig Spænding. Hendes fine Fingre omſpendte min
Arm ligeſom en Skrue.

„Vil De, at vi ſtulle kjore videre, Signora?“

„De er en modig Mand, Doktor,“ ſagde hun,
idet hun fane mig bukke mig for at plukke en lyſe—
blaa Blomſt med hvide Pletter, ſom jeg betragtede op—
merkſomt.

„Nei,“ ſparede jeg, „men i de tyve Aar, jeg har
opholdt mig i Mexico, er jeg bleven udplyndret een og
ſyrgetyve Gange; faa kan De let forſtage, at Sligt rører
mig ikke mere.“

Vi kjorte langſomt videre. Jeg forklarede min Led—
ſagerſte, at Lobos Bande efter Soldaternes Angreb
uden Tvivl var bleven adſpredt, og at Soldaterne ſagtens
nu eſtorterede de befriede Deligencer, da Vognen

—

Paa Jagt eſter en Bog. 247

pludſelig ſtandſede igjen. Vi kjorte tvers igjennem
Skoven, men et Par dræbte Muuldyr forhindrede os i
at komme videre. Vi ſteg ud af Vognen, og et Sie—
blik efter ſtode vi pan Kamppladſen. Hiſt og her laa
der Stumper af forſtjellige Stoffer og opbrekkede Kuf—
ferter. Jeg loftede en ſtor rod Kappe iveiret, der laa
pan Gresſet; den bedekkede Liget af en Bandit.

Jeg knelede ned ved Siden af den Ulykkelige og
underſogte hans Saar; det var ikke blot dodeligt, men
Doden var paafulgt oieblikkelig. Signorgen knaelede
ogſag ned og bad ivrigt, idet hun med ufordulgt Sfræf
ſage, hvorledes jeg haandterede med Liget.

Jeg forſtod godt hendes Tanke, men forſikkrede
hende, at et Lig, der endnu var varmt, ilke havde
noget Fraſtodende ved fig, da fem eller fer andre ma—
ſterede Ryttere i det ſamme foer ud fra Skoven og omrin—
gede den unge Dame. Jeg ſtyrtede hen til hende og
paakaldte Loboen. En af Rytterne ſtyrtede ind pan
mig, greb mig i Kraven og traf mig med fig.

„Saa Du Fjender os, Du!“ raabte han. „Ved
min Skytshelgen, det er ikke heldigt for Dig.“

Samtidig ſage jeg, at Sangerinden blev bortfort
af et Par andre Ryttere, og jeg horte at hun kaldte
paa mig i Fortvivlelſe. Mine Fodder rørte neppe ved
Jorden, og hvert Sieblik ventede jeg at blive knuſt mod
en Træbul. Jeg ſogte derfor — i den Grad er Op⸗
holdelſesdriften ſtaerk hos et Menneſte — at bibringe
min Modſtander et Slag, der kunde tvinge ham til at

248 Paa Jagt efter en Bog.

give flip paa mig; men jeg ſlog feil, og i ſamme Oie—
blik folte jeg en Revolver ved mit Øre, Skuddet bedo—
vede mig, og en velgjorende Ro bemægtigede fig hele
mit Væfen. Jeg ſyntes, at jeg laa i en blod Seng
og i min Ven Perez's Studereſtue ligeover for hans
Arbeidsbord. Ved Siden af mig ſad hans gamle Tje—
neſtepige i Sorgedragt, og foran mig laa den uvurdeer—
lige Originaludgave af Gomara, og fra det gule Papir
ſtinnede de gothiſte Skrifttrek mig bedaarende imode.

4.

Jeg veed ikle, hvorlonge denne Viſion varede, men
da jeg flog Oinene op, laa jeg paa Maven; mine Arme
vare ganſke lamme, og jeg kom til at gyſe ved Tanken
om Revolveren, der gled ned forbi mit Ore. Skuddet
var gaaet af, og det maatte altſaa være Ryſtelſen alene,
der havde været Skyld i, at jeg beſvimede. Jeg be—
vegede Halſen og folte oieblikkelig en Smerte i Skul⸗
deren; Kuglen Havde altſaa ſtreifet den. Men hvad
var der blevet af Signoraen? Jeg ſogte at forandre
Stilling, og det lykkedes mig at vende mig om paa
Siden; jeg lan nu lige ved Siden af min Boddel,
der var ſtiv, ſteended og vendte et Par bruſtne Dine
mod Himlen.

Jeg troede, at jeg ikke var rigtig vaagen; mine
Been vare frie, og efter et Par Minuters Anſtrengelſer
lylkedes det mig at reiſe mig. Ti Skridt fra mig lage

Paa Jagt efter en Bog. 249

et Par andre Banditter med knuſte Hjerneſtaller. Hvad
betydede dette Slagteri? hvad var der foregaaet under
min Bedovelſe? Jeg forſogte at frigjøre mine Arme
og at tenke mig om; men jeg led frygtelig af Torſt.
For et Glas Vand havde jeg maaſkee i bette Oieblik
opoffret Originaludgaven af Gomara.

En dæmpet Klage trængte hen til mig. Jeg fane
hen til Banditterne, men fra dem kom den ikke. Jeg
vendte mig om, og det Syn, der her modte mig, lod
mig glemme mig felv og alt det Ovrige. Til en mork
Stamme havde man bundet den halvnogne Signora Tomaſi.
Vinene var let lukkede, Hovedet boiet til Siden, og hen—
des deilige Haar faldt ned over de ſneehvide Skuldre.
Hun var bunden om Livet til Træet med et Krep⸗
ſchavl; et andet var ſnoet faſt om hendes Haandled og
bandt dem op ad til en Green. Jeg troer ikke, at Bil:
ledhuggerkunſten har formaget at forlene den fangne
Andromeda en mere rorende og vidunderlig Skjonhed.

Endnu den Dag idag, naar dette Billede fremſtiller
ſig for mig — og det gjor det ofte — mangler jeg
Ord til at udtrykke den Beundring, ſom Synet af denne
fuldendte Legemsbygning fyldte mig med.

Jeg har ſaavel paa Disſektionsſtuen ſom ved
Bredderne af Floden Tehuantepec, hvor Indianerinderne
bade fig, ofte havt Leilighed til at fee ſkjonne kvindelige
Exemplarer; men et eneſte Blik paa Tomaſi var nok til
at overbeviſe mig om den kaukaſiſte Races plaſtiſke
Overlegenhed fremfor alle de andre. Hvis den vidk⸗

— j

250 Paa Jagt efter en Bog.

beromte Venus fra Milo miſtede en Smule af Halſens
Længde og af fin Beenbygnings Omfang og pludſelig
blev en Kvinde i Ordets verdslige Betydning vilde hun
pan det Nermeſte være Signora Tomaſi, ſaaledes ſom
hun ſtod for mig i dette Oiedlik.

Jeg tilſtager, at jeg ſtod ſom forſtenet ved dette
Syn. Tilhoire for mig opdagede jeg pludſelig den hoie
Rytter, ſom vi om Morgenen modte paa Veien. Hans
Pande var blodig, Dinene ſtinnede, han knelede ned
og ſtottede fig til fit blodige Sværd. Hvad var der
dog ſteet?

Jeg vovede ikke at rore mig af Stedet, thi jeg
vidſte jo ikke, hvad Oieblik han vilde myrde mig med.
Jeg forſogte igjen paa at fane Armene frie, men da
jeg ſnart overbeviſte mig om, at alle mine Anſtrengelſer
forte til Intet, og jeg led ubeſtriveligt, beſluttede jeg at
faae en Ende paa det.

„Holla, Don Joſe!“ raabte jeg barſt.

Indianeren foer op og vendte ſig truende om
til mig.

„Har Du iſinde at drebe en Mand, der ikke kan
forfvare fig?" ſpurgte jeg rolig.

Han ryſtede fin tnffe Haarmanke foragteligt og fane
paa fine dode Kammerater.

„De havde Vaaben,” ſagde han; derpaa foiede
han til med Stolthed: „Jeg er Acatl, min Fader var
Hopding for hundrede Krigere.“

„Min ogſaa,“ ſvarede jeg; „men han havde ikke

Paa Jagt efter en Bog. 251

rolig feet pan, at en gammel Wand havde Armene
bundne uden at hjelpe ham.“

Indianeren kom hen til mig, fkar Baandene over
og gik fan igjen hen til Tomaſi.

Jeg gned Armene, og det varede en Stund, inden
Blodet fif fit ſedvanlige Omlob, og jeg kunde holde
mig opreiſt. J bette Oieblik kom Tomaſi til fig ſelv;
jeg fane hende bevæge Armene, ſom om ogſaa hun vilde
bryde ſine Baand, men hendes Lemmer indtoge igjen
deres tidligere Stilling, og et Par ſtore Taarer rullede
ned ad hendes Kinder.

Acatl fane paa mig med et Udtryk af Angeſt.
Jeg tog en Mantille, der tilhorte Sangerinden, op fra
Gresſet. „Befri hende!“ ſagde jeg til Indianeren i en
myndig Tone.

Jeg ventede ikke at blive adlydt; men til min ſtore
Forundring flog han fig for Banden, ilede hen til Træet
og overſkar Skjerfene, der holdt den unge Signora
bunden. Hun ſank tilbage, og den rage og ſpidſe Bark

ridſede hendes Hud tilblods. Indianeren greb mig for⸗

færdet i Armen.

„Det er Ingenting,” ſagde jeg til ham; „er det da 5

ikke Dig, der har bundet hende?“

Han fatte Foden paa Bryſtet af den ene Bandit
og fane vildt hen til de to Andre. „Det var dem!“
ſagde han, „og de ere dode.“

Jeg kaldte Sangerinden ved Navn. Ligeſom jeg
vanfmægtebe hun af Torſt.

—
—

29
("ul
1

Paa Jagt efter en Bog.

„Skaf Vand!“ ſagde jeg til Indianeren. Han
lob hen til fin Heſt, ſpendte en Flaſte fra Sadelhylſtret
og knuſte den, da han faae, at den var tom.

„Kom!“ ſagde han til mig.

„Kan De gage?“ ſpurgte jeg Sangerinden.

Hun reiſte fig op uden at ſpare; men hun vaklede
og klyngede ſig til mig for ikke at falde. Jeg ſtod kun
flet pan mine Been og var ligeved at falde med hende,
da Acatl med Lynets Fart greb hende ſom et Barn og
ſtyrtede ind med hende mellem Trœerne. Jeg ſtyndte
mig efter dem, faa godt jeg kunde — det fane ud, ſom
en Nymfe, der blev bortfort af en Satyr. Snart tabte
jeg dem af Syne og maatte ſtage ſtille og lytte for at
gjenfinde Sporet.

Endelig manede jeg dem. Han havde lagt fin
Byrde ned paa det tykke Gronfvær tæt ved en Kilde.
Med halvttillukkede Oine hvilede Tomaſi fit Hoved til
hans Bryſt og bedekkede det med en Strom af guld—
gule Haar. Jeg gap hende at drikke; lidt efter lidt kom,
hun ſig og hyllede ſig ind i ſin Mantille, ſom jeg
rakte hende.

„Hvilken frygtelig Scene, Doktor! Jeg troede, at
De var dod.“

Jeg fortalte hende mit Uheld, og Sangerinden
meddeelte mig igjen, hvorledes man havde revet Kleederne
af hende og bundet hende til et Trœ. Banditterne
vare derpaa komne i Strid indbyrdes, og juft ſom Sands
og Samling forlod hende, havde hun ſeet Indianeren,

Paa Jagt efter en Bog. 253

hvem vi hapde truffet ſamme Morgen, ſtyrte ind paa
fine Kammerater. J en halv Bedovelſe havde hun hort
Kuglerne pibe og hørt vilde Skrig omkring fig; derpaa
var der indtraadt en dyb Taushed, og da hun igjen ſlog
Oinene op, havde hun feet Acatl ſtage foran hende og
betragte hende.

„Det er en reen Love!“ ſagde hun, og idet hun
foer ſammen ved Tanken om hvad hun havde oplevet,
kaſtede hun Hovedet tilbage og lukkede halvt Oinene.

Jeg trak Indianeren med mig, for at den unge
Dame kunde faae Lov til at klede fig paa. Hans
Pande blodte, og jeg vaſtede Saaret, men det var et
Sabelhug uden Betydning; derpaa forbandt jeg mig
felv, thi jeg havde faaet et Streifſtud i Skulderen.
Da jeg var færdig dermed, ſavnede jeg Indianeren, der
udentvivl var vendt tilbage til Kilden. Jeg lagde til
min Glede Mærle til at der endnu var fire Skud i
Revolveren, ſom jeg havde opfnappet, faa at jeg altſaa
kunde holde ham i Reſpekt, hvis det gjordes nodigt.

Da jeg kom tilbage til Kilden, var Sangerinden
iferd med at flette fit lange Haar. Nogle fan Skridt
fra hende ſtod Indianeren og betragtede hende med Op—
merkſomhed, idet han uden Tvivl undrede ſig over at ſee,
hvor forſkjellige Europcerinderne ere fra Fruentimmerne
her i Landet. Sangerinden, der godt vidſte, at vi vare
i Indianerens Magt, ſmilte godmodigt over den Haard—
nakkethed, hvormed han betragtede hende — Kvinderne
ere jo fodte Diplomater.

254 Paa Jagt efter en Bog.

„Er De iſtand til at gage videre?“ ſpurgte jeg
den unge Dame.

Hun ryſtede paa Hovedet.

Jeg ſpurgte Indianeren, om der var nogen menneſke—
lig Bolig i Nerheden.

„Nei,“ ſparede han.

„Vi mage afſted.“

„Ja, imorgen.“

„Men jeg er ſulten,“ udbrod jeg heftigt.

Han faae fig omlring og ſyntes at overveie hvad der
var at gjore. Derpag kaſtede han fit Fyrtoi til mig,
forſpandt i Morket, og fnart efter horte jeg ham galo—
pere bort.

Jeg vidſte ikke, i hvilken Netning Landeveien faa.
Jeg gav mig derfor til at ſamle nogle torre Grene, og
ſnart efter havde jeg antændt et Baal for Sangerinden,
der kun ſparede med Eenſtavelſesord pan de Sporgsmaal
og Bemeerkninger, jeg henvendte til hende. Hun havde
lagt fig ned i Gresſet og ſage endnu ſmukkere ud end
ſedvanlig i det Skjer, ſom Ilden kaſtede henover hende.
Jeg gav mig til at ſamle Bregner for at fkaffe hende
et Leie, thi det var mig tydeligt, at vi maatte vente
pan Daggry for at komme videre. Jeg lagde mig hen
ved Baalet og var lige ved at falde iſovn, da jeg igjen
horte Heſtetrav. Det var Indianeren, der lagde Brod,
Frugter og forſtjellige Levnetsmidler for Fodderne af
Sangerinden, ſom imidlertid ſpiſte kun meget lidt. In-
dianeren ſatte ſig ved Baalet, fulgte alle hendes Be—

Paa Jagt efter en Bog. 255

vegelſer og ſogte at forekomme hendes Onſter; engang
imellem takkede hun ham med et Blik. Jeg fit hende
til at lægge fig til Ro, fatte mig nogle Skridt fra hende
og faldt imod min Villie iſopn. Jeg vaagnede midt
ban Natten; Sangerinden ſov, og Indianeren fab endnu
og ſtirrede paa hende ſom en Tiger paa fit Bytte.
Jeg ſogte ham forgjeves, da Skoven begyndte at fyldes
med Solglands, Summen og Fugleſang — han var
der ikke længer.

Tomaſi vaagnede forſt ſeent og ſaage ſig forbauſet
omkring. Hun ſmilte da hun faae paa fit Leie, reiſte
ſig halvt op og lyttede til Nattergalen, der i Mexico
ikke blot ſynger om Natten. Vi ſpiſte Reſterne af vort
Aftensmaaltid og begyndte fan at tenke paa at komme
videre. Den unge Dame ſtottede ſig til min Arm og
udſpurgte mig nysgjerrigt om Indianerne, deres Seder,
Skikke, Fordomme og iſcer om Acatl, hvis Fraverelſe
ſyntes at forurolige hende.

„Hpor han er ſmuk!“ udbrod hun pludſelig; der
paa gav hun fig til at lee, og derefter blev hun mere
tankefuld end ſedvanlig.

Det var neſten Middag, da vi naaede Landeveien,
og det forſte, vi opdagede, var Calechevognen, der
holdt forſpendt med to Muuldyr, og i Sadelen ſad
en Meſtitz.

„Er det Deres Vogn?“ ſpurgte han.

„Ja.“

„Lad os faa komme afſted, thi det bliver en lang⸗

5
—— — — — 3 UU —

256 Paa Jagt efter en Bog.

ſom Kjorſel, og vi komme neppe til Puebla for ud
paa Natten.”

Jeg opfordrede Sangerinden til at indtage fin
Plads, men hun ſyntes at gjore det meget nodigt og
ſtirrede beſtandigt henimod Skovkanten. Neppe vare vi
paa Veien, forend Indianeren vifte fig og hilſte ærbobigt
paa Sangerinden.

„Hvilket Eventyr, Doktor!“ ſagde den unge Dame;
„mine Kammerater ere ſagtens fortvivlede, og Deres Ven
Gomara troer uden Tvivl, at De er dod.“

Min Ven Gomara! jeg kunde ikke lade være at lee
over denne Feiltagelſe. Sangerinden, der flere Gange
havde hort mig nævne den beromte ſpanſte Hiſtorie—
ſtriver, havde troet, at det var en Ven, ſom jeg fkulde
beſoge. Jeg forklarede hende omſtendelig — thi hun
ſyntes at fore paa mig med Fornoielſe — hvorledes
det forholdt fig med denne Gomara. Idet hun fane ud
af Vinduet pan Veien, hvor Indianeren red ved Siden
af Vognen, ledſagede hun min Fortælling ſnart med et
Nik, ſnart med et lille Smil. Kvinderne ere dog langt
mere, end man ſtulde troe, iſtand til at folge et viden—
ſtabeligt Foredrag i alle dets Enkeltheder, og jeg har
iblandt dem jevnligt fundet baade mine villigſte og mine
opmerkſomſte Tilhorere.

Indianeren var en udmerket Rytter, og paa ſamme
Tid hun lyttede til min Fortælling, ſyntes hun med
Fornoſelſe at folge alle hans Bevegelſer. Han tabte

os heller ikke afſigte, og jeg begyndte at troe, at Lo⸗

Paa Jagt efter en Bog. 257

boen havde faaet at vide, at jeg var der, og at han
havde paalagt denne Mand at vere mig til Hjelp og
Beſtyttelſe.

Det var neſten Nat, da vi naaede Puebla. Vor
Kudſt ſlog det ene Smeld efter det andet, da han i
raſt Trav kjorte ind i den umaadelig ſtore mauriſke Poſt⸗
gaard, hvor jeg blev hoiligen overraffet ved at fee In⸗
dianeren folge os. Et almindeligt Udbrud af Forbau—
ſelſe og Glæde modtog os, thi en Mængde Skueſpillere
og Nysgjerrige havde ſamlet fig i Gaarden, og de Forſte
vare ube af fig ſelv af Henrykkelſe, da de fane Tomaſi
ſtige ud af den ſtovede Calechevogn. Hun tog min
Arm, da hun gik op ad Perronen. J det Oieblik
vi vilde gage ind i Corridoren, horte vi et alminde⸗
ligt Raab:

„Loboen! Loboen!“ fireg man; „luk Portene! arre—
ſteer ham!“

Tomaſi vendte ſig om. Indianeren reiſte ſig i
Stigboilerne og fane efter hende; derpaa traf han fit
Sværb og lod fin Heſt gjore nogle Kaprioler. Man
vedblev at raabe og ſtrige, og det var tydeligt, at det
gjaldt ham. Han flog med Hovedet, fan hans Hat
Faldt af, og hans tykke Haar reiſte fig ſom en Manke.
I et Spring var Heſten henne ved Perronen, der ſtand—
ſede han den, ſpang fit Sværd og boiede fig dybt;
derpaa vendte han fig om til den truende Forſamling
og raabte:

„Ja, det er Loboen! men pas nu paa ham.“
17

— — nl

258 Paa Jagt efter en Bog.

Han fatte Sporerne i Siden paa Heſten, der ſtei—
lebe, og man veg frygtſomt tilſide; der faldt et Stub,
men han ſatte ud af Porten i et Par Spring. San⸗
gerinden var bleven, ſtagende, og hun trykkede mig ligbleg
i Armen. Hun gav Slip i det ſamme Sieblik, ſom Lo—
boen var forſvunden.

„Vil De negte endnu, Doktor,“ ſagde hun, idet
hun ſtottede fig pan mig med hele fin Vegt, „at han
er ſmuk?“

„Forrykt er han idetmindſte,“ ſvarede jeg. „Der
er fat en Priis pan hans Hoved, og fan følger han os
lige hertil. Er det ikke Galſtab?“

Jeg fik ikke Leilighed til at ſige mere, thi man
omringede os fra alle Sider og overvældede os med
Sporgsmaal. Den unge Dame, der ſyntes ligeſaa
utilbdielig ſom jeg til at fortælle fit Eventyr, ſkyndte
fig ind i fine Værelfer. Om Aftenen ilede jeg hen til
Licentiaten Perez's Bolig. Hans Husholderſte var des⸗
verre gaget ud, men af en Geiſtlig, der havde været
hos min Ven i hans Dodsſtund, erfoer jeg, at han
havde ſtjenket hele fit Bibliothek til Seminariet. Jeg
ſpiſte til Aften med ham og benyttede mig af Lei⸗
ligheden til at udfritte ham, men jeg kunde ikke
fane Noget at vide af ham om Originaludgaven
af Gomara, hvis Tilverelſe han ſyntes aldeles uvi⸗
dende om.

Klokken henimod elleve vendte jeg tilbage til Ho⸗

Paa Jagt efter en Bog. 259

tellet og fane Sangerinden endnu ſidde ude pan Bal⸗
fonen og ſtirre tankefuldt hen for fig.

PÅ

Jeg var oppe inden Daggry, der under denne
Bredegrad førft viſer fig omtrent Klokken fer. Jeg ind⸗
faae, at det endnu var altfor tidligt at gage hen til
Licentiaten; et ſaadant Haſtveerk maatte forundre, og det
var mig jo netop om at gjore at holde Henſigten med
min Reiſe ſaa hemmelig ſom muligt. Jeg ſpadſerede
derfor op og ned i mit lille Verelſe, lukkede Vinduet
op og i og følte mig overvældet af al den Uro, der
følger med at vente, og ſom gjør Timerne faa lange og
faa pinlige. Klokken ſlog ti paa Kathedralkirken, da jeg
ringede paa Licentiatens Port.

Hans Husholderſke, Dona Gertrudis, braſt i Graad,
da hun ſage mig. Jeg udtalte min Medfolelſe for
hende og begav mig lige hen til Bibliotheket. Mit
Hjerte bankede og jeg havde ondt ved at bevare min
Koldblodighed, det er ſikkert nok, at jeg tenkte paa min
ſtakkels Ven, da jeg ſtod i hans Hus og horte hans
Husholderſte fortælle de nærmere Omſtendigheder ved
hans Dod; men jeg tenkte ogſaa paa hans Fortviv⸗
lelſe, hvis han Havde kunnet fee fin Gomara falde i
uverdige Hender. At han havpde ſtjenket ſit Bibliothek
til Seminariet forundrede mig ikke, thi deels tilhorte de

fleſte af hans Boger Theologien, deels havde han jo
17%

260 Paa Jagt efter en Bog.

maattet tænke paa fin Sjels Salighed ved at ſikkre fig
Geiſtlighedens Forbonner. Men at teſtamentere Original⸗
udgaven til et Seminarium, til unge Menneſker, der
ikke kunde vurdere en ſaadan Skat, forekom mig aldeles
uværdigt for en ægte Bibliophil.

J det Oieblik, Dona Gertrudis vilde gaae ind i
fin Herres Verelſe, ſtandſede hun pludſeligt.

„Nei, jeg vover det ikke,“ ſagde hun og braſt atter
i Graad. „Min ſtakkels Herre! jeg ſeer ham endnu for
mine Oine ſidde og læfe derinde, Gaa de ind, Doktor,
De vil finde Alt ſaaledes, ſom han har forladt det.“

Hun ſatte ſig paa en Benk ude i Forſtuen og
rakte mig Noglen. Jeg bekompede min Bevagelſe,
aabnede Doren til Bibliotheket og traadte ind i den
umaadelige Sal, mellem hvis Skatte Perez Havde til—
bragt fit Liv. Hans Egetres Leneſtol, betrukken med
Korduan, ſtod endnu foran Skrivebordet, og en opflaaet
Bog vidnede om, at Doden hapde overraſket ham. Med
ſorgblandet Glede foer mit Blik henover Nætferne af
disſe koſtbare Veerker, der deels vare indbundne i Per⸗
gament, deels i guldſtinnende Maroquinbind.

En fortvivlet Tanke bemægtigede fig mig i bette
Dieblik. Jeg var alene, og den koſtelige Udgave af
Gomara var kun faa Skridt fra mig i det Glasſtab
derhenne. Hvad kunde forhindre mig i at bemægtige
mig denne dyrebare Skat? Dette Bind var maaſtee
det eneſte, der var tilbage. Skulde jeg lade det gage
tilgrunde og maaſtee lade det forſpinde for beſtandig?

Ban Jagt eftev en Bog. 261

Jeg vilde netop bringe det frem for Dagens Lys, ud—
give det med Commentarer, og Efterverdenen vilde da
billige og retfeerdiggjore, hvad jeg havde gjort. J bette
Oieblik vilde jeg have onſket, at Loboen med fit blodige
Sværd i Haanden havde ſtillet fig mellem mig og den
Bog, der friſtede mig. Jeg vilde have kempet med
ham, og jeg vilde have givet mit Liv for at bemægtige
mig Skatten. Men at ſtjele den med koldt Overleg!
Nei, jeg kom lykkeligviis ſnart til Fornuft igjen, og,
jeg ſiger det med Vdmyghed, mit bedre Jeg ſeirede.
Jeg gik hen til Skabet, hvori min Ven Lieentiaten
gjemte fine koſtbareſte Udgaver. Pludſelig blev jeg over=
falden af en Gyſen, en fold Sved bedeekkede min Pande,
og jeg udſtodte et Skrig uden at vide af det, thi Pladſen,
hvor den uſtatteerlige Bog ſtulde ſtaae, var tom.

„Hvad fattes Dem, Doktor?“ ſpurgte Dona Ger—
trudis, der havde aabnet Doren og korſede fig den ene
Gang efter den anden. Jeg lob hen til hende, greb
hendes Haand og trak hende hen til Stedet.

„Gomara?“ udbrod jeg med en Stemme, der var
halvkvalt af Angſt. Det ſtakkels Fruentimmer ſaage for⸗
ſtrekket pan mig.

„Madonna! frels mig! har han viiſt ſig for Dem?“
raabte hun.

„Gomara!“ ſkreg jeg og pegede hen paa Skabet.

Dofla Gertrudis græd, og jeg, der var nerved at
kveles, misundte hende hendes Taarer, Lykkeligviis
huſtede jeg pan den greſte Sentents: „Den Mand, der

262 Paa Jagt efter en Bog.

giver efter for fine Lidenſtaber, om end kun et Oieblik,
er iffe nogen Mand,” og jeg blev igjen Herre over
mig felv.

„Min kjere Dona Gertrudis,“ ſagde jeg efter en
Pauſe; „der ſtod nogle Boger paa dette Sted, hvad er
der blevet af dem?“

„Ja, det maa min ſtakkels Herre vide, thi De er
den Forſte, der har betraadt dette Verelſe efter hans
Dod.“

„Kan De fværge paa det?“

„Ja, ved Alt, hvad der er helligt,“ ſagde hun.

Den ene Time gik efter den anden, og det var
neſten Midnat, da jeg horte op med mine Efterforſt—
ninger i Bibliotheket. Neſte Dag begyndte jeg forfra,
og den tredie Dag fad jeg aldeles forpuſtet i min gamle
Veng Leneſtol, da jeg fane hans Neveu, der er Præft
i en Landsby ude i Bjergene, træde ind i Stuen til
mig, fulgt af Seminariets Intendant, der kom for at
tage Arven i Beſiddelſe.

Jeg kjendte en Smule til Preſten; han holdt i
Haanden et ſtort Kvartbind, ſom jeg forgjeves havde
ſogt om; det var den Katalog, ſom min Ven Perez
ſelv havde affattet over fine Bøger. Efter de ſedvan⸗
lige Hilſener bad jeg ben gode Pater om at tillade mig
at blade lidt i Katalogen, ſom han ſtyndte fig at levere
mig, og Hvori jeg ſtrax ſlog op pan Bogſtavet G. Der
var ſlaget en tyk Bleekſtreg over Navnet Gomara og den
hiſtoriſte Notits om Udgaven af 1552. Der var altſaa

Paa Jagt efter en Bog. 263
ingen Tvivl om, at Perez havde tilintetgjort denne uhyre
Sjeldenhed, der maaſtee var eneſte i ſit Slags, og det
alene for at bringe mig til Fortvivlelſe. Og jeg, ſom
troede, at han var min Ven!

Jeg blev fan bleg, og der overfaldt mig en ſaadan
Stjælven, at baade Preſten og Intendanten ſprang til
for at yde mig Biſtand. Jeg fortalte dem om den
koſtbare Bog, ſom Licentiaten havde eiet, og ſom nu
var forſvunden, men Ingen af dem kjendte noget til
den. Imidlertid huſtede Preeſten paa, at hans Onkel
en Maanedstid førend fin Dod Havde foræret ham en
Snees koſtbare Bind. „Gomara,“ gjentog han, „vent
bare lidt! Det er et Verk, der er indbundet i Perga—
ment og trykt med neſten ulæfelige gothiſte Bogſtaver?“

„Ja,“ udbrød jeg.

„For Pokker, faa har jeg den, det er jeg vis pan.
Og De fætter ſaamegen Pris paa den gamle Bog,
Doktor?“

„Jeg flatter den hoiere end mit Liv,“ ſparede jeg
uforſigtigt.

„Jeg forlanger ikke en Priis, ſom tilhorer Gud
alene,” ſvarede Preſten ſmilende. „Min Gomara er til
Deres Tjeneſte, Doktor; jeg forlanger blot, at De ſtal
hente den ſelv i min Preſtegaard, hvor De faa ofte
har lovet at beſoge mig; til Gjengjælb kan De give
mig en anden af Deres Bøger, helſt en med Billeder.“

Det lovede jeg, og i min Henrykkelſe omfavnede

264 Paa Jagt efter en Bog.

jeg paa Mexikanſt bande Præften, Dona Gertrudis og
Intendanten.

„Hvis der er flere af Deres Vens Boger, ſom De
kunde onſte Dem,“ ſagde denne, „ſaa er De ganſte til
Deres Tjeneſte.“

Jeg takkede den brave Mand, der faa hoimodigt
tilbod mig, hvad der ikke var hans, men Mexico er nu
engang et ridderligt Land. Til Tak for hans gode

Villie hjalp jeg ham med at opſtable Bøgerne, ſom en

Deel Indianere bragte hen til Banegaarden i ſtore
Vidiekurve. Det ſmertede mig forreſten ikke lidt at ſee
den Ligegyldighed, hvormed man behandlede disſe den.
afdode Licentiats gamle Venner, og jeg blev ganſte be—
veget ved at tænfe pan den Dag, da ogſaa jeg ſtulde
betale min Gjælb til Naturen og man vilde behandle
mine Boger paa ſamme Maade.

Et Par Dage efter, Klokken ſex om Eftermiddagen,
bragte man den ſidſte Kurvfuld ud af Licentiatens Hus.
Jeg fulgte dem, der bar den, lige til Seminariet for
endnu engang at ſige Farvel til disſe Skatte, og det
Syn, jeg fade her, far mig i Hjertet. Man havde
tomt Kurvene ud paa Gulvet i en ſtor Sal. De her⸗
ligſte Verker og ſjeldneſte Udgaver lage her kaſtede
ifleng mellem hinanden, og i Videnſkabens Navn be—
breidede jeg mig neſten, at jeg havde været faa delikat
ikke at gage ind pan Intendantens Tilbud.

Jeg vendte tilbage til Licentiatens Neveu, og det

Blev aftalt imellem os, at vi ſtulde tage bort næfte

Paa Jagt efter en Bog. 265

Morgen. Ved ſamme Leilighed horte jeg, at Licentiaten
havde foræret endeel Boger bort til Bogelſtere der i
Byen og i Mexico. Jeg opſtrev alle de Navne, ſom
han kunde huſte, ſtjondt jeg efter Preſtens Angivelſe
ikkte kunde nære nogen Tvivl om, at det var den rig⸗
tige Gomara, ſom jeg ſtulde være faa lykkelig at komme
i Beſiddelſe af.

Klokken ti om Aftenen gik jeg hjem til mit Hotel
i det ypperligſte Humeur. Natten var ſtille, varm og
ſtjerneklar. Hvad Havde dog foranlediget min Ven
Perez til at forære fin Neveu, der ikke havde den mindſte
Kjærlighed for Bøger, denne berømte Udgave af Go—
mara? Det var jo tydeligt, at min gamle Ven i det
Oieblik ikke havde havt fin fulde Forſtand, og det var
jo neſten en Lykke, at Vorherre havde taget ham.

Jeg lod dem dæffe et godt Alftensbord til mig,
inden jeg gik op paa mit Veerlſe, thi i flere Dage
havde jeg fan godt ſom ſlet ikke tenkt paa, at jeg havde
et Legeme, og at dette Legeme havde Fornodenheder.
Nundt omkring mig i Spiſeſalen talte man kun om
Tomaſi, hendes Skjonhed, hendes Talent og hendes
Stemme.

Juſt ſom jeg gik op ad Perronen, ſaae jeg Sanger—
inden ſtige ud af en Vogn; hun kom lige fra Theatret.

„Er det Dem, Doktor?“ raabte hun og tog min
Arm; „jeg troede, at De var reiſt Deres Vei igjen,
ſiden De ikke en eneſte Gang har ladet mig hore fra
Dem eller har ſpurgt til mit Befindende.“

206 Paa Jagt ejter en Bog.

Jeg ſtammede Navnet Gomara. Vi gik igjennem
den lunge mauriſke Korridor, der forte til den unge
Dames Verelſe. Hun gik ſmilende og med lette Fjed
foran mig, og jeg fane forbauſet paa hende, thi jeg
havde ondt ved i denne livlige og kraftige Skikkelſe at
gienkjende den fmægtende Perſon, med hvem jeg havde
giort Reiſen.

Hun traf mig ind i fin Dagligſtue, kaſtede Shavlet
af, Tufte fit Haar og tvang mig til at ſette mig ned.
Hun talte, lo, gik, kom og gav Ordre imellem hinanden.
Hun tændte en Cigarette og kaſtede den fra fig i felv-
ſamme Oieblik. Undertiden ſtirrede hun paa mig med
et fan langt og brændende Blik, at jeg blev ganſte
underlig kilmode. Hun loftede Armene, greb fat i fine
lange Haar, ryſtede Hovedet og fod dem rulle ſom en
Guldſtrom ned over fine Skuldre. Af og til kaſtede
dun et Blik pan Uhret, gik hen til Balconen og ſyntes
at wite.

Ved at fee hende fan forandret kunde jeg ikke lade
dere at ſammenligne hende med de unge Tigerkatte,
fan jeg fan ofte havde feet lege inde i Skoven. Jeg
lau ilte mægle, at hendes beſynderlige Veſen forundrede
mig ille Udet, da mit Ole i det ſamme faldt raa et
Par nalmindelig ſtlonne Tigerblomſter. „Finder De
disſe Vlomſter ſmulke?“ ſpurgte Tomaſi, der davde fulg:
Neiningen af mine Olekaſt.

„He ere ilfe blot ſmulke, men nalmindelig ßerdne,
ſwarebe len, „ihl be groe ikke 1 Orlobuſene eg findes

Paa Jagt efter en Bog. 267

kun ſom en Sjeldenhed i Skovene, og faa ſtal man
endda baade være heldig og forſtage at ſoge dem.“

Sangerinden tog en af Blomſterne.

„Saa de ere virkelig ſjeldne?“

„Ja, her i Serdeleshed. De mage være bragte
herhen fra Omegnen af Atlisco, altſaa tolv Mile herfra.“
Hun ſtak den i fit Bælte og gik igjen hen til Balconen.
„Hvad vil De, Doktor,“ ſpurgte hun, da jeg nærmede
mig raſt.

„Paa min Were, jeg vilde fværge paa ...“

„Hvilket?“

„At den Rytter, ſom kommer der, kledt ſom en
ſtikkelig Forpagter, ikke er nogen Anden end Indianeren,
der for nogle Dage ſiden fulgte os hertil.“

Den unge Dame gav fig til at lee, tog mig under
Armen og flog mig om Kinderne med Blomſten, ſom
hun igjen havde taget ud af Beltet. Derpaa ſagde
hun mig Godnat og ſtubbede mig ud af Doren.

Jeg var netop ifcerd med at gage i Seng, da jeg
horte Klangen af en Stemme, der var ſaa ubeſtrivelig
deilig, at jeg aldrig havde hort noget Lignende. Jeg
faldt i Sovn med Tanken om, at hvis Licentiaten Perez
nu var i ſit Paradis, hvad de, der hapde kjendt ham
nærmere, ikke havde Grund til at tvivle om, jan maatte
han være. meget lykkelig ved hver Dag at kunne høre
ſaadanne Toner.

268 Paa Jagt efter en Bog.

6.

Omtrent tre Uger efter min Afreiſe fra Orizava
fane jeg modlos og feberagtig Taarnene i Puebla ſtige
frem for mine Oine, og jeg nærmede mig Byen faa
hurtig, ſom mit Muldyr vilde tillade. En ubeſtrivelig
Folelſe af Bitterhed beherſkede mig, og jeg folte mig
neſten fyg. Min moralſte Træthed var maaſtee ſtorre
end den phyſiſte; jeg var bleven forfærdelig ſtuffet, og
Fremtiden laa for mig i et troſtesloſt Lys.

Den Preſtegaard, Hvori Licentiatens Neveu boede,
ligger et Par Dagsreiſer fra Puebla inde i Bjergene,
der omgive „Englenes By“, og anſees for et af de
meſt maleriſte Punkter i hele Mexico. Jeg havde
længe troet, at det kun var Indbildning, at der ſtulde
være fan ſmukt der, men nu havde jeg faaet Troen i
Hænderne.

Preſten felv var en fliffelig og brav Mand og
ligeſaa gjeſtfri ſom alle hans Landsmænd. Hans
Forekommenhed var utrolig, og jeg ſogte derfor ogſaa,
i de to Dage, vi vare underveis til hans Praeſtegaard,
at være fan elſtverdig ſom mulig. Henimod Natten
naagede vi hans Landsby; en Snees Indianere med
Harpixfakler i Hænderne hilſede vor Ankomſt med nogle
Gledesſtud, der gjorde mit Muldyr fiy og ner havde
koſtet mig Livet. Jeg faldt af, men ſlap med et or—
denligt Stod. Saaſnart jeg var i Preeſtegaarden, kom
en Kone med Plaſtre og Salver, men jeg bad blot om

rl

Paa Jagt efter en Bog. 269

at fane Gomara at fee — jeg var vis ban, at det vilde
hjeelpe bedre end det Andet.

„Det fkal De imorgen,” ſagde den gode Preſt og
trykkede mine Hænder, „De maa have Taalmodighed
til imorgen, Doktor, og til imorgen maa De lade Dem
noie med Visheden om, at Bogen er Deres. Der er
altfor mange Lighedspunkter mellem Dem og min ftat-
kels Onkel; naar jeg nu vilde give Dem Bogen, ſaa
vilde De ſtrax lukke Dem inde for at leſe den, og De
vilde glemme baade at ſpiſe, drikke og ſnakke, og det
kunde jeg kun daarligt være tjent med.“

Jeg proteſterede og lovede at gjore Ed paa, at jeg
kun vilde læfe Titelen og ſtrax pakke den ind; men det
nuttede mig ikke. Dagen efter maatte jeg, paa Grund
af det Stød, jeg havde faaet, holde Sengen til hoit op
paa Formiddagen; en udmærket Frokoſt gjengav mig
mine Krefter. Derpaa ſtulde jeg fee et Vandfald, be⸗
ſoge nogle Syge, gjore en Tour til en Forpagtergaard
og beſee Kirken. For at behage min Vært hapde jeg
gjort en Tour til Helvede ſelv, om det flulde være.
At han var faa langſom med at opfylde fit Lofte paa—
forte mig nogle af de forfeerdeligſte Piinſler, jeg har
folt i mit Liv; jeg tenker endnu med en vis Bitterhed
tilbage derpaa.

Omſider lod min kjere Vært ved Middagsbordet
bringe en Flaſke Amontillado. Han traf den ſelv op
og fyldte Glasſene, derpaa gav han Sacriſtanen et
Tegn, og denne forlod vieblikkelig Stuen. En Harpe,

— —

270 Paa Jagt efter en Bog.

to Mandoliner og en Fløite begyndte at opfore en Con⸗
cert. En ung Indianerinde i ſin Nationaldragt kom
og lagde et ſtort Foliobind, indhyllet i en broderet Ser⸗
viet, ned foran mig. Glasſene bleve tomte; jeg om—
fapnede Indianerinden, kaſtede en Haandfuld Piaſtre til
Muſikanterne, trykkede min Verts Hænder og havde
Taarer i Dinene. Skjelvende flog jeg Servietten til-
ſide. Jeg behovede ikke at lukke Bogen op for at kjende
den: det var Antwerpenerudgaven af Gomara, hvoraf
der findes Exemplarer nok baade i den gamle og den
nye Verden. 5

Jeg taug længe og frygtede for et Anfald af Apo—
plexi. Lidt efter lidt klarede det ſig igjen for mine
Oine, og jeg forklarede min Vert, hvilken uhyre Skuf—
felſe der var bleven beredt mig; men det lykkedes mig.
ikke engang at bringe ham til at forſtaae mig. Jeg
havde onſket en Gomara, han havde ſtaffet mig den,
og nu var han forbauſet over at fee mig ſaa nedſlaget.
Tiltrods for alle hans Bonner reiſte jeg næfte Morgen
og ſlyndte mig at vende tilbage til Puebla. Jeg var
raſende paa mig ſelv, forbi jeg Havde været fan let—
troende. Hvorledes hapde jeg et Oieblik kunnet troe, at
Perez, der var en fornuftig Mand, kunde falde paa at
forære fin Neveu en Bog, der maaffee var den eneſte
i fit Slags? Det var mig, der havde været forrykt, ikke
ham!

Solen var ligeved at gage ned, og Vinden reiſte
Stopſtyer til alle Sider omkring mig. Jeg dreiede

Paa Jagt efter en Bog. 271

netop om ad en Sidevei, da jeg pludſelig horte en Heſt
galopere bag ved mig. Jeg vendte mig mekaniſt om
og ſtandſede ogſaa mit Muldyr. Det var et ungt
Fruentimmer i en halv europeiſt, halv mexikanſt Dragt.

„Er det Deres Gomara, De ſoger efter her paa
denne Sandſlette?“ ſpurgte Tomaſi, der havde ondt ved
at ſtandſe ſin fyrige Heſt.

„Ja netop,” ſvparede jeg i en ynkelig Tone.

„Er De ſyg?“ ſagde hun og faae paa mig med
Interesſe.

„Jeg er i al Fald yderlig træt,” ſparede jeg.
„Men hvor tor De vove Dem ſaa langt fra Byen?
Veed De ikke, at her er Rovere nok, der kunne have
Lyſt til de Diamantringe, ſom De der har i Drene?“

„Aa, det har ingen Nod,“ ſvarede hun.

Jeg vilde juſt til at fortelle hende, hvor gruſomt
jeg var bleven ſluffet, da i det ſamme Klokkerne i den
gamle gothiſte Kathedral i Puebla begyndte at lyde til
Angelus.

„Farvel!“ raabte Tomaſi, „jeg ſtal ſynge i Aften,
og jeg hører, at jeg har forſinket mig.“

Hun gav fin Heſt et Par Slag af Pidſten og foer
afſted ſom et Lyn. Jeg vilde gjerne have fulgt hende,
men mit ſtakkels Muldyr var baade træt og kjed af
det, og jeg opgav derfor Forſoget. Solen gik ned og
det Havde allerede længe været merkt, da jeg omſider
lagde mig til Ro i Hotellet i Puebla.

J otte Dage travede jeg omkring i Byen fra Hus

—

272 Paa Jagt efter en Bog.

til Hus, gjennemſogte Bibliothekerne og fvævede mellem
Frygt og Haab. De Perſoner, hvem Licentiaten havde
teſtamenteret Bøger, vare meget villige til at viſe mig
dem, men Ingen af dem forſtod hvad jeg mente, naar
jeg talte om Udgaven af Gomara, Saragosſa 1552.

En Aften, da jeg tidligere end ſedvanligt vendte
tilbage fra mine Udflugter og allerede tæntte pan at
tage til Mexiko — jeg havde opſat en Lifte over alle
Perez's Venner i denne By — fil Tomaſi Die paa
mig fra ſin Balcon og kaldte paa mig.

„De falder af, Doktor,“ ſagde hun til mig og
gav mig Haanden; „hvorledes har De det egentlig?
gaaer De endnu beſtandig og tenker pan denne ulykke⸗
lige Bog?“

„Ja beſtandig,“ ſvarede jeg i en bedrovet Tone.

„Det maa De ikke! De ſkal adſprede Dem og
vente paa, at Lykken kommer til Dem iſtedenfor at lobe
efter den. Den kommer jo tidt endogſaa i Sopne, ſiger
man.“

„Ja, Lykken maaſkee,“ ſparede jeg, „men Bøger
kan man ilke ſove ſig til.“

„Apropos, Doktor, i hvilken af mine Roller ſynes
De ſaa bedſt om mig?“

Med en Forlegenhed, ſom bragte hende til at
ſmile, maatte jeg tilſtage, at jeg endnu flet ikke havde
hort hende. :

„De er altſaa en Hader af Muſik?“

„Nei, jeg tilbeder den tvertimod.“

Paa Jagt efter en Bog. 273

„Saa maa De komme og hore mig i Aften. Jeg
forlanger det af Dem,“ foiede hun til for at afſtere
mig Svaret. „Og faa ſpiſer De til Aften med mig
bagefter.“

Den Aften horte jeg Tomaſi i Lucia, og jeg har
ſiden aldrig villet hore nogen anden Sangerinde i denne
Rolle, for at ikke Indtrykket af hendes Stemme ſtulde
udviſtes for mig. Bag ved mig i hendes Loge ſad de
to Italienere, med hvem jeg havde. gjort Reiſen fra
„Orizava oppe ban Imperialen. J en Mellemakt' horte
jeg dem hviſte til hinanden.

„Naa, Fanti, huſter Du ſaa, hvad jeg ſagde til
Dig?“

„Jeg tilſtaaer, at der er foregaget en Forvandling
med hende; det er Kunſt i Ordets hoieſte Potents. Og
Du vedbliver at troe, at hun er forelſtet?“

„Ja, for Pokker, kan Du ikke hore det paa hendes
Stemmeklang?“

„Men i hvem? — Naar jeg undtager Brev Moro,
indſeer jeg ikke ...“

„Chi lo sa! Og hvad kommer det ogſag os ved?“

Publikum var den Aften mageloſt enthuſtaſtiſk, og
jeg maa ogſaa tilſtaae, at de Timer, Hvori jeg horte
Tomaſi, vare de eneſte paa min Reiſe, i hvilke jeg
gonſke glemte Gomara.

Ved at lade Oinene lobe rundt paa Cilſtuerpladſen,
var jeg nærved at komme til at udſtode et Udraab af

Overraſtelſe. Op til en Pille lænebe der fig en Perſon,
18

274 Baa Jagt efter em Bog.

fom faſt og ufravendt betragtede Sangerinden. Jeg
gjenfjenbte i ham Indianeren, i hvis aabne og naive
Træt afſpeilede fig alle de forſtjellige Indtryk, ſom han
modtog. En Tanke gjennemfoer mig: ſtulde denne
Ulykkelige være forelſtet i hende, i denne Sangens Dron⸗
ning, ſom Alt i Verden adſtilte ham fra? Han vovede
fit Liv for at høre hende, thi der var udſat en Priis
paa hans Hoved. Jeg kunde ikke lade være at beundre
hans Forvovenhed. Blev han kjendt, vilde han uden
Tvivl blive ſonderreven af Mængden; og alligevel ſtod
han der og klappede fom en Afſindig. Dette Syn for⸗
dervede mig Reſten af min Aften.

Efter Tomaſis Opfordring kjorte jeg hjem med
hende fra Theatret. Juſt ſom Vognen rullede bort,
blev der kaſtet en Buket af Tigerblomſter ind til hende,
og hun boiede ſig ſtrax efter ud af Vinduet. Der
maatte være Noget, der levende beſtjeftigede hendes
Tanker, thi hun talte ikke et Ord under Kjorslen og gik
taus op til fine Verelſer.

Hun ſyntes at være i en feberagtig Tilſtand; hendes
Dine glimrede med en uſedvanlig Glands, og hendes
Bevegelſer havde ganſte tabt den Kraft og Elaſticitet,
ſom jeg nogle Dage tidligere beundrede. Jeg ſagde
hende Godnat og vilde træffe mig tilbage.

„Men De ſtal jo ſpiſe til Aften hos mig! har
De ogſaa glemt det?“

Jeg bukkede taus, og hun gik hen til Balconen.

„Men faa tal dog,“ ſagde hun til mig; „fortel

Paa Jagt efter en Bog. 275

mig Noget om Øræferne, om Romerne, om Blomſterne,
om Deres Gomara, fort ſagt, hvad De ſelv vil.“

Hun gik op og ned i Varelſet, ſatte ſig ned, ſtjulte
fit Anſigt i fine Hænder og forblev nogle Sieblikke ube⸗
vegelig i denne Stilling.

Den Tone, hun talte til mig i, ſaarede mig, og
jeg vilde igjen trekke mig tilbage, da hun med Et foer
hen til Balconen. Hopflagene af en galoperende Heſt
trengte i dette Oieblik gjennem Nattens Stilhed op til
vore Vinduer. Det var, ſom om en Steen blev væltet
fra hendes Hjerte i bette Oieblik; hun traf Veiret dybt,
gik fan ſmilende hen til mig og tog min Arm for at
gage ind i Spiſeſtuen med mig.

„Om Forladelſe,“ ſagde hun til mig med ſin meſt
indſmigrende Stemme; „De veed jo, at jeg er lunefuld,
men De vil jo nok tilgive Feen Fantasca?“

Henreven af hendes Ynde ſvarede jeg: „De er
Euterpe!" og idet vi ſatte os tilbords, forklarede jeg
hende, at dette Navn paa Muſikens Muſe ogſaa be=
tegnede en pragtfuld Sommerfugl og et zirligt Palme⸗
træ med en meget boielig Stamme; hun lo heit, flog
mig over Fingrene med ſin Vifte og ſagde:

„Hpad disſe lærde Folk dog kunne ſige meget med
eet Ord.“

115

Jeg vaagnede ſildig, og medens jeg kledte mig
paa, tenkte jeg paa, hvor elſtverdig og fortryllende
18*

——

276 Paa Jagt efter en Bog.

Sangerinden havde været Aftenen iforveien. Hun havde
ved Aftensbordet faget mig til at fortælle hende min
Ungdomskjerlighed, og de Erindringer, hun derved havde
fremkaldt, havde gjort mig tankefuld og drommende.
Jeg havde med en vis Tillidsfuldhed givet mig ind
paa disſe Erindringers Skraaplan, og det hapde heller—
ikke undgaget mig, at der af og til var ligeſom noget
Spottende og Ironiſt i hendes Latter, Sporgsmaal og
Bemeerkninger: men et Par Gange havde hun ogſaa
trykket min Haand med et faa varmt ÜUdtryk af Med—
folelſe, at jeg ikke kunde blive vred pan hende.

Juſt ſom jeg vilde gage ud af mit Verelſe, ſtod
hun foran mig.

Jeg troede, at De var en Morgenmand, Doktor,“
ſagde hun til mig. „Naa, jeg vil ikke bebreide Dem
Noget, men jeg har ventet Dem allerede i et Par
Timer.“

„Klokken er neppe otte.“

„Ja, det er ligemeget! De fjender jo General
Traconis, der er Gouverneur her i Byen?“

„Ja, ganfke viſt.“

„Han fætter udentvibl megen Priis paa Dem,
ligeſom alle Folk her i Landet, hvor Deres Navn er
en Slags Talisman, hvilket jeg allerede flere Gange
har bemærfet.”

„Jeg har i tredive Aar her beſtrebt mig for at
være mine Medmenneſter til Nytte, og Folkene i dette
Land ere baade ſtikkelige og taknemmelige.“

Paa Jagt efter en Bog. 277

„Vil De, Doktor, ledſage mig hen til Generalen?“

„Med ſtor Fornoielſe. Men jeg maatte da rigtig—
nok undſtylde mig hos ham med det ſamme, forbi jeg
ikke har beſogt ham i de tre Uger, jeg allerede har op—
holdt mig i Puebla.“

„Ja, hvad gjor det? De fager jo ſaa Leilighed
med det ſamme til at tale med ham om Deres Gomara;
han er jo ogſag Politichef, og hans Sporhunde kunne
maaſkee være Dem behjælpelige i Deres Efterforſkning.“

Dette Indfald forekom mig ikke faa forkeert. Den
unge Dame var hurtig paakledt, og fan Minuter efter
vare vi paa Veien.

„Apropos,“ ſagde jeg til hende, „hvad vil De
egentlig hos Generalen?”

„Jeg vil bede ham benaade Loboen,“ ſparede hun
i en rolig Tone.

Jeg fane overraſtet paa hende.

„Han har frelſt mit Liv, og i Grunden har han
ogſaa frelſt Deres, Doktor; finder de ikke, at vi have
været en Smule utaknemmelige? De har ſelv ved Deres
Fortællinger igaar Aftes bragt mig pan denne Tanke.
Kan jeg gjøre Regning paa Deres Biſtand?“

Jeg nikkede befræftende, uden dog i mindſte Maade
at kunne forſtaae, hvorledes min Fortælling om de
Sorger, der plagede mig i min Ungdom, kunde ſtage i
Forbindelſe med denne Rover. Men hans Liv var jo
truet, og jeg har hele mit Liv igjennem altid havt Med⸗
ynk med dem, der vare hjemfaldne til Loven.

278 Paa Jagt efter en Bog.

Vi RE gieblikkelig Generalen itale. Han er en
ſmuk Mand, en fuldendt Kavalleer, og det ſyntes at
ſmigre ham, at Sangerinden vilde aflægge ham et Be—
ſog. Det var tydeligt nok, at hendes Skjonhed gjorde
et dybt Indtryk pan ham. Han ſagde hende nogle Ar-
tigheder om hendes Stemme, hendes Talent, og ſpurgte
hende, hvormed han kunde være hende til Tjeneſte.

Sangerinden fremſtillede klart og beſtemt, hvad hun
onſkede. Generalen fatte et betenkeligt Anſigt op.

„Endnu igaar,“ ſagde han, „vilde jeg ikke have
betenkt mig paa at opfylde Deres Forlangende, Sig—
nora; idag afhænger det ikke længer af mig.“

Han tog et Papir henne paa ſit Arbeidsbord og
rakte det til den unge Dame, ſom blev ganſte bleg.
Det var en Ordre fra Juarez til, hvad det faa end
ſtulde koſte, at bemegtige ſig Loboen og hans Bande.
Ved et driſtigt Overfald havde den berygtede Bandit
nylig udplyndret den engelſte Geſandtſtabskasſe; to
Menneſter vare blevne dræbte ved denne Leilighed, og
Ambasſadeuren forlangte Retfærdighed.

Ufverlende ydmyg og blid, ſtolt og befalende,
trængte Sangerinden ind paa ham, og jeg forenede mig
med hende. Generalen forſikkrede os, at han Intet on⸗
ſtede hellere end at være os til Tjeneſte; men de be-
ſtemte Ordre, han hapde modtaget, forhindrede ham

deri. Han vilde (uffe Oinene, ikke gjøre noget Forſog

paa at gribe Loboen, ja lade ham undvige, hvis det
ſtulde være nødvendigt; men at give ham et Silkerheds⸗

Paa Jagt efter en Bog. 279

brev, eller et Lofte om Frihed for Straf, efter at han
havde modtaget en ſaadan Befaling, var ligefrem umu—
ligt. Han tilbød os, at han vilde ſtrive til Mexiko i fit
eget Navn, i Tomaſis og mit Navn, men mere kunde
han ikke gjore, og vi bleve nodte til at fjerne os.

Tomaſi taug pan hele Hjemveien til Hotellet, men
hendes hurtige Gang og den Maade, hvorpaa hun af
og til ligeſom krampagtigt trykkede min Arm, ſagde mig
tilſtrekkeligt, at hun var et Bytte for Uro, Sorg og
Forbittrelſe.

„Han er baade heslig og dum, den Gouverneur,“
ſagde hun, idet hun traadte ind i ſin Dagligſtue og
kaſtede fig paa Sophaen, „og jeg kunde ikke meerke,
Doktor, at De havde nogenſomhelſt Indflydelſe paa ham.
J mit Land vilde man paa Oieblikket have opfyldt mit
Onſte, men her ere Folk ingenlunde ſaa civiliſerede.
Loboen har jo hverken drebt fin Fader eller Moder;
han har drebt et Menneſke, for Pokker, det har jeg
ogſaa gjort eller i al Fald villet gjøre.”

Hun reiſte fig heftig, greb en Ridepidſt, der faa
paa et Bord, og gap fig til at pidfie pan Meubler,
Malerier, Uhre, Vaſer o. ſ. v., ſom hun flog i Stykker,
det Ene efter det Andet.

Denne Gang var det ikke længer en munter Tiger⸗
inde, der ſprang omkring i Solen, ſom jeg hapde for
Die, men et vildt og raſende Dyr, der torſtede efter
Blod. Hun var alligevel ſmuk i ſit Raſeri, og jeg
kunde ikke lade være at beundre hende i CLaushed.

280 Paa Jagt efter en Bog.

Langt om længe ſyntes hun dog at blive træt af at
fljænde og ſlage i Stykker, og hun kaſtede fig nu paa
Sophaen og braſt i Graad. Jeg ſogte at komme ud
af Doren, uden at hun merkede det, og begav mig til
Perez. .

Klokken fire om Eftermiddagen vendte jeg igjen til—
bage til Hotellet, efter at have modtaget en Meddelelſe
angagende Gomara, ſom beſtemte mig til endnu ſamme
Aften at reiſe til Mexiko, da jeg pludſelig ſaae
Tomaſi pasſere forbi mig tilheſt. Hun red alene, ſom
hun pleiede, og hendes ſmukke blonde Haar faldt i lange
Lokker ned over hendes forte Ridedragt. Hun fane faa
ſmuk ud, at endogſaa Indianerne vendte fig og ſaae
efter hende. Hun fil Øie pan mig, hilſte mig med en
venſtabelig Geſtus og ſyntes i Begyndelſen at ville
tale til mig; men med Et gav hun Heſten uf Sporerne
og forſvandt. Klokken ſyv var hele det italienſte Sanger⸗
ſelſtab i ſtor Bevegelſe, thi Sangerinden var ikke kommen
tilbage, og hendes Landsmend fatte fig tilſidſt, den Ene
efter den Anden, for at opſoge hende. Klokken ti an⸗
kom Deligencen fra Vera Cruz; men da den kjerte ind
i Gaarden, maatte man fjerne alle de Fruentimmer, der
vare i Nerheden, for at de Reiſende kunde komme ud
af Vognen, thi de vare udplyndrede og neſten nogne.
Ved Midnat, og netop ſom jeg vilde ſtige ind i Deligencen,
der gik til Mexiko, kom en Italiener tilbage i den ſterſte
Fortvivlelſe og meldte, at man havde fundet Tomaſis
Lig paa Veien til Amozoc. Hun var maaſtee endogſaa

Paa Jagt efter en Bog. 281

falden ſom et Offer for ham, for hvem hun ſamme
Morgen faa hoimodigt havde anraabt om Naade.

Jeg vilde gjerne have hort nogle flere Enkeltheder
om denne ſorgelige Kataſtrofe, da Deligencen rullede
bort med mig. Jeg var aldeles fortumlet, og jeg kunde
ikke holde Taarerne tilbage, naar jeg tænkte paa den
ſorgelige Sticebne, der havde ramt en faa ung og elſt—
værdig Perſon, hvem Tilfældet havde bragt mig i Be—
røring med, og for hvem jeg ikke kunde andet end nære
den meſt levende Sympathi. Jeg kunde ikke ſove et
Dieblik, naar jeg tenkte pan, at ſuamegen Skjonhed,
Vnde og Ungdom her var gaaet tilgrunde. Forſt da
Solen var ſtaaet op, kunde jeg begynde at tenke med
mere Rolighed paa det Hele. Vi nærmede os Mexiko,
hvor jeg ſkulde gjøre det ſidſte Forſog paa at gjenfinde
den Bog, der faalænge og vedholdende havde beffjæftiget
mig, og jeg ſogte at forjage min Sorgmodighed, da
jeg følte, at jeg vilde have Brug for alle mine Aands—
evner.

Jeg ſogte at troſte mig ſelv med, at der var ſmukke
unge Fruentimmer i Tuſindeviis, ſom kunde erſtatte
Tomaſi, men at der i bet høiefte kun var tre eller fire
Exemplarer tilbage af Gomara fra 1552. Men det
nyttede mig ikke, og jeg troer endogſaa, at jeg gjerne
havde feigt givet Afkald paa min Skat, naar jeg derfor
havde kunnet kalde Tomaſi tilbage til Livet. Det var
med Taarer i Oinene, at jeg kjorte ind i Mexiko.

—

282 Paa Jagt efter en Bog.

8.

Jeg tilbragte henimod en Maaned i Mexiko, gik
ſildig tilſengs, ſtod tidlig op og vendte hver Aften træt
og fortvivlet tilbage til Hotellet. Der var intet Spor
af Gomara at finde hos Licentiatens Venner. Jeg ud—
ſpurgte den Ene efter den Anden, men Ingen af dem
kunde erindre at have hort Licentiaten tale om denne
koſtbare Bog, og dog var der Nogle iblandt disſe hans
Venner, der havde talt med ham umiddelbart for
hans Dod. Bogen exiſterede ikke længer. Jeg vedblev
at gjentage for mig ſelv, at det ikke kunde nytte mig
at tenke mere paa den, og dog tenkte jeg paa den be—
ſtandig.

Da der var ingen Flere, jeg kunde henvende mig
til, beſluttede jeg at vende tilbage til Orizava, hvor
mine Patienter ventede utaalmodigt paa mig. Jeg
fjernede mig bedrovet fra den gamle By og opgav et⸗
hvert Haab med det ſamme. J Puebla ſpildte jeg
igjen flere Dage. Jeg behevede endnu ſtorre Kraft—
anſtrengelſe for at losrive mig fra den end fra Mexiko.
Ligeſom Cortes brændte jeg omſider mine Skibe. Jeg
fik en Plads inde i Deligencen, og oppe pan Impe⸗
rialen fad der tre Amerikanere, der havde et heelt Ruft-
kammer med fig af Revolvere, Geverer, Sabler og
„mankills«, og ſom lovede at forſvare mig til det
Yderſte, huis vi ſkulde blive angrebne; jeg erfoer forſt
ſenere, at de forte en koſtbar Smaragdſamling med ſig.

——;vð —

Paa Jagt efter en Bog. 283

J Puebla havpde jeg truffet Tomaſis Kammerpiger,
der vedbleve at vente paa, at deres Herſterinde fkulde
vende tilbage. Der var opſtaget Tvivl om Identiteten
af det Lig, der var fundet i Neerheden af Amozoc, men
et Faktum var det, at man ikke havde hort det Mindſte

fra Sangerinden. Jeg vogtede mig imidlertid vel for .

at mistroſte de ſtaklels Fruentimmer.

J Lobet af to Maaneder havde jeg faa ofte bandet
den ſtakkels Perez, at det ordentlig fremkaldte Sam—
vittighedsnag hos mig. Jeg beſluttede derfor at lade
Deligencen holde ved hans Grav for at bede ham til—
give mig alle de onde Ord, ſom jeg i min Forbittrelſe
havde ladet gage ud over ham. Ak, Graesſet voxede
allerede høit over det Sted, hvor han var jordet.

Vi kom forbi Amozoc, og Deligencen rullede raſt
henimod det Sted, hvor jeg paa Udveien havde troet,
at min ſidſte Time var flaaet. Jeg lukkede SØinene,
gjennemgik i Tankerne alle disſe forunderlige Optrin,
ſom jeg dengang havde været Vidne til, og fortabte
mig i Tanken om Tomaſis Charakteer og alle de be—
ſynderlige Modſcetninger i den. J disſe Betragtninger
blev jeg afbrudt ved at høre Kuglerne pibe mig om
Orene; da jeg ſtulde fee mig om, vare Amerikanerne
oppe ban Imperialen i fuld Kamp med tre Banditter,
der havde flubt paa dem fra Landeveien. En af Ro-
verne ſtyrtede ſtrax til Jorden, den Anden fik et Skud
midt i Bryſtet, og den Tredie flygtede. Amerikanerne
vedblev at ſtyde, uagtet Angriberne vare forſvpundne.

284 Paa Jagt efter en Bog.

Rovernes forſte Salve havde truffet vort Forfpand, og Kud—
ſten fif travlt med at ſtille de dode Muuldyr af med deres
Seletoi. Mine Forſvarere, der vare blevne lidt blege
under Kampen, havde taget Plads bag Deligencen med
Blikket fæftet pan Skopkanten og Hanen ſpendt. Jeg
ſteg ud og lob hen til den Mand, der laa i Gresſet;
han var ſteendod. Jeg rev den ſorte Maſte af, ſom
han havde for Anſigtet, og gjenkjendte en af mine gamle
Klienter i Orizava. Stakkelen havde Kone og Born.
Jeg tog hans Uhr og hans Penge til mig for at levere
dem til hans Efterladte. Derpaa gik jeg henimod
Skoven for om muligt at bringe Hjælp til ham, der
havde faaet Skuddet i Bryſtet, og med hvem Heſten
inſtinktmesſigt var jaget ind i Skoven. Amerikanerne
raabte til mig, at jeg ſtrax ſtulde komme tilbage.

„De har gjort Deres Pligt ſom Mænd, mine
Herrer,” ſparede jeg dem; „lad mig nu ogſaa gjøre min
Pligt ſom Lege.“

Og idet jeg loftede Armen iveiret for at viſe dem,
ſom jeg opſogte, at jeg ikke havde fjendtlige Henſigter,
gik jeg videre.

Pludſelig troede jeg at hore en Jamren tilvenſtre,
ikke langt fra mig. Jeg ilede hen i denne Retning og
gjentog i alle Tonarter Ordet amigo (Ven). Henne
ved et Træ fane jeg et knelende Fruentimmer, der reiſte
fig, da jeg nærmede mig; jeg var ude af mig felv af
Forbauſelſe ved at gjenkjende Tomaſi.

Hun kom hen imod mig og betragtede mig ffarpt.

Baa Jagt efter en Bog. 285

Hun var iført en morkeblaa, guldgaloneret Ridedragt og
var ſmuk ſom beſtandig.

„De! De!“ raabte hun og ſtyrtede i mine Arme.

Hun hulkede faa ſteerkt, at hun ikke kunde komme
tilorde. Pludſelig gik hun ind i Skoven og vinkede af
mig, at jeg ſtulde folge hende. Da jeg naaede hende,
havde hun fat fig ned; der laa en Indianer ved hendes
Fodder og ſtottede fit Loved til hendes Knee — det var
Loboen.

„Frels ham!“ ſagde hun til mig, idet hun ſtrakte
Hænderne imod mig.

Jeg boiede mig ned over den Ulykkelige, der traf
Veiret med Anſtreengelſe. „Smaragderne .. til hende ...“
hviſkede han.

Han traf mig ned til fig med en krampagtig Be⸗
vegelſe, udſtodte et dybt Suk og var ikke meer.

„Frels ham dog!“ gjentog Sangerinden. Jeg
ryſtede ſorgmodig paa Hovedet og ſagde hende Sand-
heden. Jeg hapde ventet, at hun ſtulde udſtode et
Skrig og fare forfærdet tilbage; men hun ſyntes ikke at j
forftaae mig og omflyngebe Indianeren med fine Arme.

„Han er dod,“ fagde jeg til hende, „kom og folg
med.“

Hun reiſte fig, ſaae mig ind i Anſigtet, gjentog
to Gange Ordet „dod“, ſom om hun gjorde ſig Umage
for at gjette Betydningen, og faldt faa beſvimet tilbage.
Jeg ſtillede mig faaledes, at hun ikke kunde fee Liget,

286 Ban Jagt efter en Bog.

naar hun igjen fil fin Bevidſthed. Lidt efter flog hun
igjen Øinene op og betragtede mig vildt.

„Kom,“ ſagde jeg igjen til hende.

Jeg hjalp hende op, hun ſtottede ſig til min Arm
og fulgte mekaniſt. Jeg var dybt beveget over den
Tilſtand, hvori jeg gjenfandt den Ulykkelige. Ved Kud⸗
ſtens og Zagalens Hjælp fik jeg bragt hende ind i Deli—
gencen. Amerikanerne overvældede mig med Sporgsmaal,
men jeg havde hverken Tid eller Lyſt til at ſvare dem.
En af dem rakte mig fin Kurveflaſte, og Vognen fatte
ſig i Bevegelſe.

Da vi naaede den ſidſte Station, ſyntes hun at
ſove, og denne Sovn blev efterhaanden fua tung, at
hun ſlet ikke folte, at Vognen ſtodte. Sandſynligviis var
hun bleven holdt fangen af Banditterne, ſom man ſlet—
ikke mere havde hort Tale om, efterat hun var for=
ſpunden. Hvem veed, hvad hun der havde været udſat
for. Jeg længtes efter at hun ſtulde vaagne og efter
at here hende tale, men jeg frygtede med Grund for
hendes Forſtand. Der var Intet, der ſagde mig, at hun
havde kjendt mig.

Kort for vi nagede San Agoſtino, flog hun Di—
nene op.

„Goddag, Doktor,“ ſagde hun og faae fig nys—
gjerrigt omkring. „Hvad ſtal alt det ſige? Hvor ere vi,
og hvor kjore vi hen?“

Jeg fortalte hende noiagtigt Alt, hvad der var
foregaaet. Hun horte paa mig med Opmeerkſomhed og

Paa Jagt efter en Bog. 287

braſt i Graad, hvad jeg betragtede ſom en lykkelig
Kriſis.

Jeg talte nu til hende, ſom man taler til et Barn.
Da vi kom til San Agoſtino, ſpurgte jeg hende, om
hun ikke vilde udhvile der og faa vende tilbage til
Puebla. Jeg tilbod hende da at ledſage hende derhen,
men hun ryſtede blot paa Hovedet og taug.

J San Agoſtino lod jeg hende ſtage ud af Vognen
og gage lidt. Af Kuͤdſten havde man allerede hort, at
jeg bragte den Sangerinde med mig, hvis Forſvinden
havde vakt ſaamegen Opſigt. Folk ſtrommede nysgjer⸗
rigt ſammen for at ſee os. Amerikanerne, der vare
ſtolte af deres Bedrift, fremviſte deres Vaaben, og en
af dem roſte fig i Tomaſis Paahor af, at det var ham,
der havde Dræbt Loboen. Hun faae paa ham med et
raſende Diekaſt, og da han gjorde Mine til at komme
hen til os, vendte hun ham heftig Ryggen og traf mig
med ſig.

Vi fortſatte Reiſen, og i den forſte Tid hulkede
hun faa heftigt, at jeg ikke kunde faae et Ord indfort.
Da vi naaede Orizava, havde hun Feber. Jeg kunde
ikke overtale mig til at lade hende være alene i et Hotel
og tog hende derfor hjem i min Bolig.

J de fire forſte Dage mistvivlede jeg om hendes
Liv, men takket være Damerne i Puebla, der kappedes
om at pleie hende, havde jeg ſnart den Troſt at fee
hende udenfor al Fare. Hun ryſtede kun pan Hovedet
og gav mig Haanden med et ſpagt Smil, naar jeg

ZI— . .

288 Paa Jagt efter en Bog.

tilfeldigviis kom til at tale om hendes Fangenſkab.
Saafnart hun kunde gage, vilde hun tage bort og vende
tilbage til Europa. Jeg mente felv, at Soluften vilde
fuldende Hendes Helbredelſe, og lod hende derfor i en
Bereſtol transportere til Vera-Cruz, hvor hun lykkelig
ankom.

Forſt den Aften, da hun var reiſt, fik jeg Mod til
igjen at gage ind i mit Studereverelſe og tage fat paa
mit Arbeide, Jeg ſad netop og ſtrev paa en lille Af—
handling om Linné's Theobroma cacao, da mit Oie
pludſelig faldt paa en lille Kasſe, der var ſtillet hen
under et Bord. Jeg troede, at det var nogle Oldſager,
ſom en Ven havde ſendt mig, da jeg med Et, efter at
have borttaget forſtjellige Lag af Pappapir og Vat, fik
Die paa — Originaludgaven af Gomara, Saragosſa
1552, ſom min Ven, Licentiaten, inden fin Dod havde

teſtamenteret mig og overgivet til Akſeldriveren Porſirio

Diaz, ſom var taget bort fra Puebla netop ſamme Dag,
ſom jeg ankom til denne By!

Kjære og fortræffelige Perez! Jeg, ſom havde tvivlet
om dit Benffab og miskjendt din ædle Sjæl! Hvor Du
hævnede Dig pan mig.

Altſaa Havde jeg havt Uret i at ſige til Tomaſi,
at man ikke kommer ſovende til Lykten. Stakkels unge
Pige! Endnu længe efter hendes Afreiſe til Europa for⸗
talte man for ramme Alvor i Mexiko, at hun .fjavde
forelſtet fig i Loboen og endnu levede med ham ube i
Bjergene. De, ſom have leit disſe mine Optegnelſer,

Paa Jagt efter en Bog. 289

ville vide, hvor lidt man kan feſte Lid til dette Rygte,
og Ingen kan bedre end jeg bevidne, hvor taabeligt og
urimeligt det er.

Hvad angager Originaludgaven af Gomara, faa
teſtamenterer jeg den til min Fodeby Straßburg ſaa⸗
velſom alle mine ovrige Samlinger, der efter min Dod
dieblikkelig ſtulde fores til den gamle Hovedſtad i Elſaß,
ſaaſnart Landet igjen er blevet franſt, ſom det jo maa
blive.

Et Pust fru Jandeberdenen.

En original Fortelling
af Forf. til Novellen „Capitainen“.“)

Jes fab i min ſmukke, tigt udſtyrede Leilighed i
Gothersgaden og ſpeculerede over hvordan i Grunden
mit enſomme Ungkarleliv ftulde ende, og om aldrig
ſtjonnere Lenker ſtulde binde mig til Hjemmet end de,
Niels Jybe og Madame Roſe omflyngede mig med.
Man maa ikke domme fra hendes Navn, thi Roſen⸗
lenker var det i Sandhed ikke, og der var flet Intet,
der mindede om Blomſternes Dronning, naar hun til
de faſtſatte Tider ſtak Hovedet ind af Doren for at
ſporge om der var Noget, jeg onſtede — det ſtulde da
være hendes Anſigtsfarpe, der [pillede noget vel ſterkt i det
Rodlige; men Niels Jyde paaſtod ogſaa, at hun drak
— han kunde folge Rumſporet ligefra Kjokkentrappen,
hvor hun gik ind, og igjennem den lange Corridor til

*) See ste Hefte (Mai) 1873.

Et Puſt fra Aandeverdenen. 291

mit Arbeidsverelſe — og jeg disputerede aldrig med
Niels Jyde.

Der ſad jeg nu og tenkte paa, hvorledes jeg ſtulde
bruge min Søndag paa den mindſt aandsforterende
Maade, og om for Exempel ikke min Ven Adolf Ring
kunde fage det Indfald at gjøre en lille Udflugt i mit
Selſkab.

Jeg lod Tankerne glide tilbage for otte Aar ſiden,
da begge mine Forældre ble ve ſtedte til Jorden i ſamme
Aar, og hvilket; forunderligt enſomt Liv jeg beſtandig
havde fort ſiden den Tid. Jeg var dengang Student og
lagde mig ifolge min Faders Raad efter Jurgen, ſom
han meente, jeg var bedſt oplagt til, thi ſelv havde jeg
ikke rigtig forſtaaet at finde noget Spor. Det var
gaget font hen ad den ſlagne Landevei, og nu havde
jeg i fire Aar ſiddet i et af Miniſterierne paa yngſt
Gage — men det var det Samme, thi mine Foreldre
havde efterladt mig en faa anſeelig Formue, at jeg med
al min Umage aldrig havde kunnet bruge mere end det
Halve af mine Nenter. Bekjendtere havde jeg faa af,
Viſitter og Selſtaber hadede jeg ſom Peſten, og — hvad
der var det meſt komiſte — jeg havde aldrig været
rigtig forelſket, ſtjondt-jeg var otte og tyve Aar, og min
Embedsexamen allerede lag langt bag mig.

Det kunde nu komme af den meget naturlige Grund
at jeg aldrig havde gjort nærmere Bekjendtſkab med
unge Piger, men ogſaa deraf, at et forunderligt Barnean⸗
ſigt for mange Aar ſiden hapde liſtet fig ind i min

19 *

—

292 Et Puſt fra Aandeverdenen.

Sjæl og ikke rigtig vilde forſvinde. Det var min eneſte
Veng Adolf Rings Soſter, ſom jeg paa mine mange
Beſog i Soholt Preſtegaard havde feet, ligeſiden hun
var et lille Barn med kort Kjole og Mamelukker. Hun
havde dengang kunnet ſtage i hele Timer og ſee mig
ind i Oinene, naar jeg talte med hendes Fader — hun
var ellers ſaadant et folkeſey Barn, og faa kunde
hun komme med fan forunderlige Bemærkninger, at jeg
ofte havde ondt ved at beſvare dem. Men fan voxede
hun til, og Barneoinene bleve kloge og dunkle, og det,
der havde tiltalt mig hos Barnet, forſvandt faa aldeles,
og der kom noget Nyt og Fremmed over hende, ſom
jeg flet ikke kunde forlige mig med. Hun var ogſaa et
underligt Element i dette lykkelige Hjem, thi vi ſaae
hende meget lidt, naar vi tilbragte Dage og Uger der—
ube, og naar hun endelig var tilſtede — for Exempel
ved Maaltiderne — faa talte hun neſten aldrig, forbi
hun fua ganſte gik op i fine huslige Pligter og ikke
havde Tid til at converfere, og naar hun ſagde Noget,
fan vidſte vi ſjeldent, hvad vi ſtulde ſpare dertil,
thi vor Sfere var ikke hendes og hendes Interesſer
ikke vore, og derfor ſtete det i Neglen, at Preſten, Adolf
og jeg droftede Dagens ſtore og [maa Sporgsmaal,
medens Effie — ſaaledes hed hun — ſorgede moder—
ligt for bore Fornodenheder og faa lidt ſom muligt gav
et Ord med i Laget.

Hendes Fader ſagde ofte, at hun hapde ſin egen
Verden, og at han bebreidede ſig, at han hapde ladet

Et Buft fra Aandeverdenen. 293

hende have faamegen Frihed i hendes Opvært, da det
fun havde udvitlet hendes Barneſyner og ledet hende
ind i et phantaſtiſt Spor, ſom det nu var hende umn—
ligt at komme bort fra. Da hun var fjorten Aar, dode
hendes Moder, og den ſpinkle lille Pige blev: nu neſten
nundverlig for Faderen og udrettede langt mere, end
der kunde fordres af hendes Kræfter. Men al hendes
Fritid var hun ube — paa Soen, i Skoven, paa Mar—
ken — kun fulgt af ſin ſtore ſorte Hund Caſtor og ofte
halve Dage ude af Syne. At ſtjende paa hende faldt
aldrig den ſvage Fader ind; men han kunde nok komme
med en eller anden Bttring, der ſaarede hende, og ſom
fif hende til at grede.

„Jeg har ingen anden Glede, Fader! og forlanger heller
ingen. Jeg har ſiddet paa en Steen ude ved Sundet
og feet op i Skyerne — — jeg ſynes, jeg ſaae Mo—
ders Dine, og at de vinkede ad mig — — — Du kan
troe, jeg bliver ikke længe hernede, og det vil kun be—
drove mig for din Skyld, Fader! thi hvem ſtal pleie
Dig, naar jeg er borte?“

„Men Du feiler jo ikke noget, Effie, og bliver jo
ſtor og ſteerk — af hvad Grund ſtulde Du doe?“

„Det er maaſtee ogſaa en Indbildning“, ſparede
hun da og gik til ſine Forretninger.

Men hvad der dog ofte eengſtede Preſten var en
forunderlig Fremſynethed, eller en Tro paa Varſler, der
ligeſom horte Pigebarnet til. Saaledes var hun nogle
Dage for Moderens Dod kommen ind til Faderen, netop

294 Et Puſt fra Aandeverdenen.

da Legen var taget bort efterat have givet et godt Haab,
og havde ſagt med en Fort, klanglos Stemme:

„Nu ſtal den ſode Moder igjen plages med Sen—
nepskager og Igler, og det er dog ikke til den aller—
mindſte Nytte. Hun doer dog, Fader! Vorherre har ſagt
mig det — og jeg taler hver Dag med hende derom
og forbereder hende paa Skilsmisſen.“

„Men Barn dog — hun har det jo bedre, og Du
gjør hende kun ſyg med din Tale.”

„Nei Legen gjor hende ſyg med ſin Mediein og
redder hende ikke alligevel. Gud vil have hende, og nu
troer hun det ogſaa ſelv og er lykkelig ved at komme
op til ham.“

Det gik, ſom Barnet ſagde, og Dagen efter ved
Solnedgang ſov hun ind, rolig og ſtille, med den
Lilles Haand i ſin. Vi forundrede os alle derover,
men meente, at Moderen maaſtee havde vidft det felv
og ſagt den Lille det, for at Sorgen ikke ſkulde over:
vælde hende.

Fra den Dag ubdvillede den lille Pige fig hurtigt,
men i mine Dine ingenlunde ſmukt. Der var noget
Oplobet ved hende, og ſelv nu, da hun var ſytten Aar,
lignede hun ingen Dame, hverken i Holdning, Udſeende
eller Kleededragt; dog var der noget Aparte i hendes
Fremtreden, ſom vel i enkelte Oieblik kunde fængfle og
tiltale — men inden man fik ſamlet noget Indtryk, var
hun borte. Broderen fandt, at der var noget Uhygge—
ligt ved hende, forbi hun ſvevede faa let hen over Gul⸗

Et Puſt fra Aandeverdenen. 295

vet, at man aldrig hørte hende, førend hun var lige ved
En; og ſaa talte hun et eget Sprog, ſom ikke kunde
tiltale ham, thi han vidſte ikke, hvor hun var henne, og
var han paa Jorden, var hun i Himlen. Faderen ſaae
tidt hovedryſtende efter hende, men naar hans egen ſode
Effie med Armen om hans Nakke fane paa ham med
de forunderlige Dine — faa fif hun altid Ret, og faa
hed det beſtandig:

„J mage rette Eder efter Barnet — hun er dog
den klogeſte af os Alle.“

Og klog var hun, det vidſte faa godt vi to kloge
Philiſtre, der altid ærgrede os over, at den lille fine
Pige fik Ret; og en egen Skjonhed havde hun — —
en Teint ſom Sneen og et Haar ſaa fiint og lyſt og
langt — ganſte ſom jeg tenker mig Elverpigernes, naar
de dandſe i Maaneſtin. Og fan en Stemme — —
— ja det var den, der havde liſtet fig ind i mit Hjerte,
og den tenkte jeg paa og horte den ofte, naar jeg fad
i mit enſomme Hjem. Men hun undgik mig — hun
talte aldrig directe til mig — hun ſaage blot underti⸗
den bebreidende paa mig, naar jeg ſagde Noget, hun
ikke ſyntes om; og til Broderen ſagde hun, naar han
talte om mig: — — O, hvor Verden kan forderve et
godt Menneſte! — — gid Du dog ingen Skyld maa
have deri, Adolf!“

„Hvoraf veed Du, at han er fordærvet, Eſſie 2

„Det kan jeg jo hore paa hans Tale — — da
han var ung, laa Hjertet paa hans Tunge; nu fſkjuler

296 Et Puſt fra Aandeverdenen.

han alle ſine gode Tanker, og Verdensmenneſtet kommer
tilſyne i hvert Ord, han ſiger.“

„Verdensmenneſtet? hvad ſtulde han være anbet,
faalænge han lever i Verden?“

„Hvor det er tungt, Adolf, at høre Dig tale ſaaledes!
Troer Du, at der flet ingen Gudsborn er her paa
Jorden?“

„Du ffulbe prove paa at omvende ham, Effie.“

„Det vil jeg overlade til Gud — — han fin=
der ham nok.“

Naar Adolf fortalte mig om disſe Samtaler, var
det virkelig, ſom gik jeg et Oieblik i mig ſelv og blev
Barn paany. Derfor havde jeg altſaa miſtet bette Barns
Venſtab — derfor ſage hun ſaa fremmed paa mig — der—
for havde hun ingen Pligter mod mig, men traf fig til-
bage fra det fordeervede Verdensmenneſte! Og hvor ſtor
Ret havde hun ikke — maaſtee mere end hun vidſte —
men ogſaa hvor ſtor Uret! Ak hvorfor havde hun opgi—
vet mig, og hvorfor havde hendes Barneblik ikke holdt
mig indenfor de rette Grendſer? hun kunde have gjort
det — det følte jeg — hun kunde være bleven mit
Livs gode Stjerne og draget mig op til ſig — — men
da hun fljulte fig bag de morke Skyer, da var jeg for⸗
tabt, og da turde jeg ikke engang mode hendes rene Barneoie.

Nu var hun ſaa fremmed for mig, og der var ikke
Haab om nogen Forandring, ſtjondt hendes Billede ofte
kom tilſyne i mine Dromme og mindede mig om en
Lytte, jeg havde forſpildt —D— — — — Effie! Effie!

Et Puſt fra Aandeverdenen. 297

hvorfor havde jeg ladet mig drage med af Strømmen
og var bleven et koldt Forſtandsmenneſke? Hvorfor var
din lyſe ſtraalende Verden ikke min Verden, og hvorfor
formagede jeg ikke at folge Dig? Men ſaadanne Suk
blive ſom ofteſt ubeſvarede.

Jeg laa paa Sophaen og fordybede mig i disſe
Sporgsmaal; thi ſkjondt jeg var Arbeider i Miniſteriets
Viingaard, var jeg dog ikke aldeles forſtokket og kunde
nok fværme lidt, naar Tankerne fif Lov til at tumle fig.
Saa bankede bet pan Doren, og inden jeg ſik ſagt
„Kom ind“, ſtod Adolf Ring for mig, meget ſommerligt
kledt, med Botaniſeerkasſe over Skuldrene, og brolede mig
ind i Orene, om jeg vilde med til Soholt. — „Jeg er
ikke bov, Adolf! og jeg tager med, derſom jeg ikke beho—
ver at kleede mig om.“

„For mig maa Du gage ſom Du vil — Du
har jo opgivet Woret derude.“ — „Derſom Du dermed
mener din Soſter fan er det viſt hende, der har opgivet
mig. Men det er nu ikke værd at disputere om; min
Verden er ikke hendes.“

„Du maa ſtynde Dig, thi Dagvognen gager om
en halv Time. Hei Niels, Madame Roſe, og
hvad alle J tjenſtgjorende Aander hedder? kom med
Barbeervand!“

— — —

298 Et Puſt fra Aandeverdenen.

„Gior Dig ingen Uleilighed — — jeg er allerede
ferdig. Hvad ſynes Du ellers om min Lerredsdragt?“

„At den er original, og at jeg ikke vilde gane paa
Kjobenhavns Gader med den for aldrig det. Jeg vil
ikke engang folges med Dig, men ftal klogelig holde
mig ban det andet Fortog. Den kleder Dig forreſten
godt, maa jeg ſige — — men kom nu!“

Da faa tog jeg ham under Armen, og da jeg
var den Steerkeſte, maaite han ſmukt gage gjennem Kjo—
benhavns Gader med mig, ſtjondt han kraftig ſtred
imod, ifær da vi gik ned ad Oſtergade.

Det var en varm Dag, og forſt tre Timer efter
kom vi til Soholt Kro; men fan Havde vi ogſaa kun
et ganſte lille Stykke langs med Sundet til Preſtegaar⸗
den, og det var en heel Spir at komme ud af den af:
ſtyelige Svedekasſe af en Dagvogn.

„See, ſee, Herman! Elverpigen dandſer i Sol—
ſtin! det pleie de jo ikke!“ udbrod Adolf med mere
Begeiſtring, end jeg havde tiltroet ham.

Vi ſtandſede Begge.

O min Gud! hvilket Syn! det glemmer jeg aldrig.

Ude i Vandet, fra Steen til Steen floi en hpid⸗
kledt Skikkelſe, der i Afſtand ſaage ud ſom en Maage.
Det lyſe Haar glimrede i Solen, det hvide Klede—
bon flagrede ſom Vinger, og vi horte en Sang, dem—
pet, men dog fuldtonende, fare hen over Sundet.

„Det er Effie — — Gud hjælpe mig — — har

Et Puſt fra Aandeverdenen. 299

Du feet og hort Mage? Og faa Kaſtor, hvor han fa—
rer om paa Strandbredden! — han er bange, fordi
hun er faa langt ude.“

Hun horte os og kom iland.

„Herman og Adolf! hvad mage J troe om denne
Scene? den var arrangeret for at drille Kaſtor, der imor⸗
ges har ſpiiſt mine Kyllinger. See Hvor fortvivlet han
er — han kan ikke taale Sang, og han er ner ved
at doe af Sfræf, naar jeg gaaer faa langt ud i Vandet.”

Hun ſtod for os blendende deilig med blusſende
Kinder og i ſteerk Bevegelſe. Kaſtor ſprang gjentagne
Gange op af hende i fin Glæde over, at hun var kom—
men iland.

Men han var for tung for den fine Skikkelſe; hun
vaklede og faldt bag over med Nakken mod Stenene.

Vi ſprang til og loftede hende op; hun var bleg
og tog ſig til Hovedet.

„Hvad er det? gjor det ondt?”

Nei ikke juſt ondt — men det ſuſer faa under—
ligt derinde; fy, Du fele, plumpe Hund“ — og faa
fatte hun fig ned og ſtog Armene om ham og klap—
pede ham.

„Hor, jeg er ſulten“, udbrød Adolf, „og gaaer
iforveien og melder de Fremmede; maa jeg bede, at
J ſtynde Jer lidt.”

Og borte var han.

„Ja, nu flal vi ſtynde os! men Herman! fee
blot derover — — en eneſte Gang! kan De tenke

300 Et Puſt fra Aandeverdenen.

Dem noget faa ſtjont ſom Solen, der ſpiller paa Bol⸗
gerne og oplyſer Skyggerne af Fiſkerleiet i Vandet?”

Jeg fane ind i hendes Dine. „Effie, jeg kan
ikke losrive mit Øie fra Dig: jeg har aldrig feet noget
Skjonnere.“

Hendes deilige drommende Øie modte mit, og hun
laa ved mit Hjerte.

„O Herman! den Lykke er for ſtor til at vare
flænge. Hvorfor har Du ikke ſagt mig for, at Du el—
ſtede mig? Livet er faa fort.”

„Jeg har ikte vidſt det for, ſom i dette Oieblik,
Effie!“

„Og jeg har vidſt det fan længe. Jeg har jo
gaaet og ventet paa dette Oieblik.“

„Deſto lykkeligere ville vi nu være, min Effie!“

„Det bliver en kort Lykke! men ſelv om den bliver
aldrig faa fort, fan have vore Sjæle dog fundet
hinanden, og vi have Ret til hinanden, om ikke paa
Jorden faa i Himlen. Ja Herman! nu er jeg din,
og kalder Gud mig, inden vi blive forenede, Herman,
fan flal Du fane mit ſidſte Suk, jeg fkal ikke forlade
Jorden, forend jeg har givet Dig et Tegn.“

Hun tog fig til Hovedet og til Hjertet.

„Hvad er det dog! Gud i Himlen, jeg doer af Angſt
— er Du ſyg?“

„Nei, nei! — kom nu og lad os gage hjem.
Fader ſtal dele vor Lykke.“

Et Puſt fra Aandeverdenen. 301

Men hun huſtede ikke, at hendes Fader var i
Kirke, og at han forſt kom hjem ſeent ud paa Eftermid—
dagen. Adolf ſov imidlertid Tretheden bort, og vi
node vor unge Lykke i Jasminlyſthuſet, uden andre
Vidner end Kaſtor. Vi lagde ingen Planer — ja jeg
veed ikke engang, hvad vi talte om. Med Armen om
hendes Liv faae jeg hende ind i de drommende Dine og
trytkede min Mund paa hendes rene Pande og det dei—
lige lyſe Haar. De ſmaa hvide Hænder lage i mine,
og den eneſte Sky for min Lykke var, naar jeg for⸗
nam ligeſom en Gyſen fare hen over hende — — da fryg⸗
tede jeg, at hun var ſyg, at Stodet fra for havde fla-
det hende.

„Hpad er det Effie! Du gyſer jo?“

„Aa det er Intet! jeg er faa lykkelig.“

Du er bleg, og fee! nu blusſer Du! jeg har al—
drig ſeet ſtjonnere Roſer.“

Hun boiede fit Hoved mod mit Bryſt — „Du
kunde have talt for, Herman! thi jeg veed, at Du har
elſtet mig. Huſter Du en Aften ſidſte Sommer, da J
kom hjem med en Hugorm fra Skoven, Du og Adolf,
og jeg greb efter den uden at ane, at den var farlig?
Kjcre Herman! jeg glemmer aldrig, hvor bleg Du
blev, og jeg dromte hele Natten, at det var, fordi Du
elſtede mig.“

„Det gjorde jeg ogſaa, Effie! dit Billede har hvi⸗
let i mit Hjerte, ſiden Du var et lille Barn og ſtod og
faae ind i mine Dine, for, ſom Du ſagde, at leſe hvad

302 Et Puſt fra Aandeverdenen.

jeg tenkte; men faa undgik Du mig; Du ftolede ikke
paa mig; Du opgav mig, og jeg var nerved at gage
tilgrunde.“

„O Herman! hvormeget har jeg ikke paa Samvit-
tigheden! Men Du er lykkeligviis ikke "gaaet tilgrunde
— dit Hjerte er ligeſaa friſtt og reent, ſom dengang
Du ſad og fortalte mig de deilige Eventyr — ikke
fandt? Og kan Du huſte, da Moder var død, og jeg
ikke vilde lade mig troſte af Andre end af Dig? faa tog
Du mig en Aften ned til Søen og roede ud med mig
— langt ud — og faa vifte Du op imod Stjernerne
og ſagde, at Moder var pan een af dem, og at jeg
ſtulde fee opad, fan fif jeg nok Syn paa, hvilken det
var. Og faa, Herman, faa ſtod der een fan fuld og
klar i Oſt; den blev mit Merke, fordi jeg troer,
at hendes Dine fee pan mig fra denne Stjerne,
og Du veed ikke, Herman, hvor ofte jeg har fundet
den i mine enſomme Timer og altid takket Gud for
dens Troſt. Men fan kysſede Du mig, Herman, da
vi ſteg iland, og ſtjondt jeg kun var et Barn,
blev dette Kys dog en Skranke imellem os i de mange og
lange Aar, ſom fulgte efter. Jeg troer ikke, at jeg har
feet rigtig faſt paa Dig ſiden, og dog kunde jeg ikke
flippe Dig — det var, ſom om Du havde taget min
Sjæl med Dig.“

Jeg lukkede hendes Mund med et langt Kys;
anderledes kunde jeg ikke ſvare, thi min Samvittig⸗

2 N.

Et Puſt fra Aandeverdenen. 303

hed var maaſkee ikke ganſke reen. Saadan en ung,
lapſet Student tager det jo ikke altid faa noie!

Adolf kom nu og var ellevild af Glæde over Ny—
heden. „Gudſtelov“, udbrød han; „den Glede troede
jeg aldrig, jeg ſtulde opleve. Forlovet og det med min
bedſte Ven, en flot Cavaleer og kongelig Embedsmand!
Fader er kommen og ſidder ved Bordet og venter paa
Eder; kom nu med, men gjem Overraſtelſen til Desſerten.“

Vi fulgte Adolf, men fif Intet ſagt, thi der kom
Fremmede, inden vi gik fra Bordet. Jeg kom ikke til
at tale med Effie hele Eftermiddagen, men fulgte hen⸗
des yndige Skikkelſe med Øinene og undrede mig over,
hvor Kjerligheden kan klare Synet, thi noget Skjonnere
havde jeg aldrig feet. Hendes fine Skikkelſe med det
nedhengende lyſe Haar var neſten gjennemſigtig, og det
fade ud, ſom om hendes ſmaa Fødder flet ikke berørte
Jorden. Saa havde hendes Blik noget faa uſtgeligt
Rorende — Dremmende — ja neſten Overjordiſk, at
den Tanke mere end een Gang greb mig, at hun faae
ud, ſom om hun flet ikke tilhørte denne ſyndige Jord.

Da Gjeeſterne vare borte, og den gamle Prekſſte—
mand var kommen til Ro i Leneſtolen med ſin Pibe,
gik jeg hen til ham med Effie ved Haanden og bad
om hendes Haand.

„Men hvad tenker De ban, Herman! Er det vir⸗
kelig Deres Alvor? Tor De binde Dem til det lille

304 Et Puſt fra Aandeverdenen.

Fnug fra Aandeverdenen, ſom De fan blæfe bort i ti
Skridts Afſtand? Men for mig gjerne! ſiden hun ſeer
faa lykſalig ud, maa det vel kunne gage an, og min
faderlige Velſignelſe flal De gjerne fage! Hvad figer
Du, Adolf, til den Hiftorie?”

„Jeg kan ikke tænfe mig noget Pregtigere, Fader!
men jeg har kun det at indvende, at Brudgommen vil
ſige Farvel iaften og ikke kan komme herud for Sondag;
ikke een Dag vil han offre fin unge Kjærlighed.”

„Vil, Adolf? — jo den vil jeg offre mit hele Liv.
Men Contoiret tager ikke Henſyn til Forlovelſer, og
Fuldmegtigen har taget Orlov imorgen, fan jeg er nod—
ſaget til at mode.“

„Ja det kan jeg godt begribe, men ſlemt er det,
for fee blot, hvor Effie hænger med Hovedet.”

„Jeg, Fader! nei det tænfer jeg ikke paa! Nu er
han mig lige nær, om han fan var hundrede Mile
borte. Men jeg er træt; jeg vil ſige Godnat og lev
vel, ihi jeg feer Dig ikke imorgen, naar Du vil bort
Kl. 4.“

„Jeg kommer fnart igjen, min elſkede Effie,
faa ſnart jeg kan, og ikke et Sieblik ſkal Du være
ube af mine Tanker.“

„Gud velſigne Dig, Herman! for denne lykkelige
Dag“ — og hun rakte mig ſine Hender og lagde ſtt
Hoved mod mine Skuldre; men da hun loftede det
igjen, ſage jeg, at hun gred.

Et Puſt fra Aandeverdenen. 305

Jeg kysſede Taarerne bort. Snart flulde jo ingen
Adſtillelſe forſtyrre vor Kjerligheds Lykke.

Dagvognen afgik hver Morgen fra Soholt Kro
Klokken halv fem, fan det gjaldt om at være tidlig paa
Benene; men det var heller ikke vanſteligt, thi jeg ſov
ikke den Nat — der var altfor meget Nyt, ſom ſtormede
ind ban mig. Kl. fire ſtode vi reiſekledte efter at have
drukket en god Kop Kaffe, ſagt Farvel til Husjom⸗
fruen og bedet hende om at bringe Fader og Datter vore
hjertelige Hilſener.

Da vi gik forbi Eſfies Dor, gabnede Broderen
den ſagte og gik ind. Jeg ventede taalmodig, ſtjondt
der ingen Tid var at ſpilde.

„Kom herind, Herman!“ hyiſtede han og vinkede
af mig; „hun ſover trygt! ſee blot, hvor deilig hun
ſeer ud.“

„Er Du fra Forſtanden, Adolf? hvad troer Du, hun
vilde ſige, derſom hun vidſte, at vi belurede hendes
Søvn?"

Han traf mig ind med, og o min Gud — hvilket Syn
modte mit Øie! — Hun laa der med de ſmaa Heen—
der foldede over Bryſtet, og det deilige lyſe Haar faldt
ſom en Kaabe ned over Skuldrene. Men Kinderne vare
hvide — ak fan hvide ſom Lagenet, hvorpaa hun hvi—
lede fit Hoved, og det eneſte Livstegn var et Smil, der
ſpillede om den deilige Mund.

20

306 Et Puſt fra Aandeverdenen.

Adolf trak mig med ſig. „Gud frie mig, troer
jeg ikke, Du bliver ſentimental paa dine gamle Dage!“
udbrod han, da vi fore hen ad Veien; „men fod er hun,
og forunderlig er hun, og det har hun altid veeret.
Et Ord af hendes lille Barnemund har frugtet bedre
end alle Papas Tordentaler og Prokener, thi de vare
ſnart glemte; men naar Effie blot ſagde: „Du bedrover
Moder deroppe“, eller „Du kommer aldrig op til Mo⸗
der, naar Du er ond, Adolf“, faa gik jeg i mig ſelv
og kunde grede af Harme, fordi jeg havde bedrovet
hende.

Adolf vilde have mig med ſig i Tivoli efter Con⸗
toirtiden, der var trukket ud til Kl. fer, fordi jeg havde
Fuldmegtigens Arbeide foruden mit eget; men jeg fore—
traf at være hjemme, og faa gik han alene. Jeg for⸗
trod dog neſten mit Afſlag, thi jeg var neppe kommen
ind af min Dor, forend Niels gyde indfandt fig med
et meget betenkeligt Anſigt og ſagde, at han havde en
Bon til mig, ſom jeg endelig ikke maatte afflaae. Hans
Fader var nemlig kommen i Beſog ovre fra Jylland
og vilde fan gjerne have ham med i Tivoli, og derſom
jeg ikke havde Noget derimod, vilde han gjerne gage
ſtrax — men Kl. ti ſkulde han nok være pan Pletten
igjen.

„Jeg troer ogſaa, hele Verden ſkal i Tivoli, Niels!
og jeg alene vere hjemme. Men gaa Du kun! jeg

Et Puſt fra Aandeverdenen. 307

fager vel nok pan en eller anden Maade lidt Aftens—
mad.“

„Jeg har talt med Madame Noſe; hun ftal ikke
i Tivoli og vil gjerne komme herhen iaften, derſom
Herren onſter det.“

„Nei, Gud frie mig fra det Kvindemenneſte, Niels!
Nu ſkal Du ſnart fane noget Andet at fee! jeg gifter
mig, og faa ville vi holde en pen ung FTjeneſtepige,
ſom Du ſtal fane Lov at ſoge ud.“

„Men Josſes da — og jeg vidſte flet ikke, at
Herren havde en Kjeeeſte.“

„Ja det er ogſaa en ny Hiſtorie, Niels; men gaa
nu i Tivoli — fan kunne vi tale derom imorgen!”

Da Niels var gaaet, fatte jeg mig til at ſtrive til
min Hjertenskjer; men underligt nok, det vilde
hverken gage i Proſa eller paa Vers, og jeg var dog
ellers ikte nogen Sinke paa det Omraade, Saa reiſte
jeg mig og aabnede Vinduerne og lukkede dem igjen.
Der var ſaadan en underlig Beklemthed over mig, ſom
jeg flet ikke kunde blive Herre over, og jeg fortrød neſten,
at jeg havde ladet Niels gane. Enſomheden krykkede mig.

J den inderſte Stue ſtod mit Skrivebord, og foran
bette havde jeg ofte ſiddet og feet paa de kjere Por-
traiter, der hang derover — — ogſaa paa et lille
Miniaturbillede af Effies Moder, hvilket hun engang
havde givet mig ſom Dreng. Netop iaften faldt mit
Blik derpaa, og jeg fatte mig hen for at betragte hende

2ot

308 Et Puſt fra Aandeverdenen.

noiere, hende, min Elſkedes Moder, der i mine Dine
havde været en fan fuldendt Kvinde, og ſom jeg faa
ofte havde tænkt pan i de Aar, ſiden hun ſtiltes fra
os! Jeg var glad ved den Lighed, der var mellem Effie
og hende, men eengſtedes dog over, at fun faa tidlig
var faldet bort, ſtjondt hun havde været fan lykkelig og
fan inderlig gjerne var bleven hos fine Born. Mit Blik
faldt pan det blege Anſigt, og der foer ligeſom en
Gyſen igjennem mig — thi ak! det var jo Effie ſelv,
der ſage ned pan mig, og nu var det mig umuligt at
fage Blikket bort derfra!

Effie! min Effie! min blege deilige Brud med det
drommende, uudgrundelige Die! Ak, hvilken Lengſel
greb mig ikke ved at ſtirre pan bette Billede!

Mit Blik fordybede fig i disſe Dine, der fade
ned paa mig, disſe Oine, der ikke vare hendes,
og hvori der dog fan en fan mærkelig Lighed,
denne ſode, alvorlige Mund, denne Nakke og dette
lyſe, oploſte Haar, der faldt ned over Skuldrene.

Jeg ſtottede Hovedet i min Hænder og ſtirrede ..

. men, Du min Gud, hvad bar dog det?

En iiskold Haand havde lagt fig paa min Skul—
der, let og flygtigt, men bog” fan tydeligt, at jeg
gjennem min tynde Leerredsdragt følte Berorelſen af hver
Finger, og et Suk — ligeſom et Puſt fra en anden
Verden — trængte til mine Oren.

„Drommer jeg, eller hvad er det?“

Det var, ſom om en Vegt holdt mig nede, og ſom

Et Puſt fra Aandeverdenen. 309

om enhver Modſtandskraft var brudt; mine Sine ſtir⸗
rede ud i det tomme Rum, og kunde jeg end have faaet
Verdener derfor — vende mig om, kunde jeg ikke. —
Havde der været den ringeſte Sandſynlighed for, at no—
gen anden levende Skabning kunde opholde fig i Ve—
relſet, fan havde jeg reiſt mig op og vendt mig om;
ja jeg havde gjerne begyndt en Kamp paa Liv og Dod
med hvem det end ſtulde være; men denne iisnende
Berorelſe, bette flygtige Aandeſuk — nei, jeg var nær
ved at miſte min Forſtand.

Der fad jeg — jeg veed ikke hvorleenge — fam—
lende efter Lys i dette forfærdelige Vilderede, med
Henderne trykkede imod mine bankende Tindinger og ſtir—
rende, ſom om Oinene ſtulde træde ud af deres Huul—
ninger.

Saa kom Niels. Jeg horte ham ſtikke Noglen i
Bderdoren, fornam hans Trin gjennem Corridoren —
Gud være lovet — han traadte ind i Stuen!

Fortryllelſen var brudt. Jeg ſtod opreiſt foran ham.

Niels ſtirrede paa mig, ſom om jeg var et Spogelſe
fra Graven. „Hvad er det, Herre? hvad er der
ſteet?“

Jeg ſaae mig ſelv i Speilet — de fan Timer
havde gjort mig til en gammel Mand.

Men jeg vidſte ogfan, at hun var dod. Hendes
Aand havde været hos mig — ak hvorfor havde jeg
ikke kunnet folge hende?

310 Et Puſt fra Aandeverdenen

„Jeg er fyg, Niels! — bliv hos mig“ — og ſaa
ſank jeg kraftlos om paa Sophaen.

Han fif mig brugt til Hvile, men ingen Sovn
vilde komme, og henad Morgenſtunden fik jeg en ſterk
Feber.

Jeg ſtod dog op og vilde hen til Adolf; men da
jeg var paakledt, maatte jeg atter hvile mig — det
var, ſom om Benene nægtede mig deres Tjeneſte.

Saa ringede det, og Adolf traadte ind — bleg og
forſtyrret ligeſom jeg felv.

„Hun er dod“, ſtreg jeg ham imode, „Du bringer
mig ingen Nyhed.“

„Men hvorledes veed Du det, Herman? Tele—
grammet kom forſt i dette Oieblik, og Fader ſiger deri,
at jeg flal meddele Dig det haarde Slag!”

„Hun er dod iaftes Klokken otte, Adolf, og hen—
des Sjæl var her hos mig — her i min Stue for at
tage Afſted.“

„Er Du fra Forſtanden, Herman?“

„Horer Du ikke, hvad jeg ſiger! hun havde lovet
mig det, og hun holdt ſit Lofte.“

Op ad Dagen kom der Brev fra Soholt, og den
dybtnedboiede Fader fortalte deri, hvilken ſorgelig Dag
han havde oplevet, efter at vi vare faget bort. Tidlig
om Morgenen var han bleven hentet ind til fit Barn,
og da klagede hun over heftige Smerter i Nakken og

Et Puſt fra Mandeverdenen. 311

bad ham hente Lægen — nu vilde hun faa nødig doe.
Han havde forſt taget det for en af hendes ſedvanlige
ſygelige Phantaſier, men opfyldte dog hendes Onſte, og
da Klokken var ti, kom Legen. Denne ſage noget be—
tænkelig ud, frygtede for en Hjerneryſtelſe og anbefalede
Ro og folde Omſlag — faa vilde han komme igjen
om Eftermiddagen. „Hapde jeg raadet mig ſelv“, ſkrev
den bedrovede Fader, „ſaa havde jeg ſendt Vogn efter
Eder — men Legen havde faa ſterkt betonet „Ro“, og
derfor opgav jeg denne Tanke. Hun laa ogſaa faa
ſtille og ſmilede ſaa kjeerligt til os og talte endogſaa
lidt engang imellem med fin ſedvanlige Stemme, faa
nogen egentlig Frygt nærede jeg ikke; jeg vilde ogſaa helſt
afvente Lægens andet Beſog for at tage ham paa
Raad med. Hen paa Eftermiddagen blev der nogen Foran—
bring med hende, og hun kunde ikke taale at lægge Hovedet
tilbage, men ſatte ſig flere Gange op i Sengen og
ſtirrede faa forunderligt ud i Luften, næften ſom om
hun ſage Syner. Saa kom der en ſteerk Uro over hende,
og vi horte nogle Gange et ſmerteligt langtrukket
Skrig. Kl. fer kom Legen. Han traf mig tilſide og
ſagde mig, at der intet Haab var — hun vilde
ſnart have udſtridt. Hvor pinte det mig, at jeg ikke
havde ſendt Bud efter Eder, thi hendes Oie ſogte rundt
til alle Sider, og et ſagte „Herman! Herman!“ fornam vi
ofte. Da Klokken flog otte, reiſte hun fig op og hviſtede:
Herman! jeg kommer! og faa faldt hun tilbage og
var dod.

3 Et Puſt fra Aaudeverdenen.

Jeg kan ikke troſte Eder, jeg har ſelv miſtet mit
Livs Glæde.”

Fra bette Dieblik veed jeg ikke mere, hvad der fore—
gik; man bragte mig tilſengs, og Niels gik efter Lægen,
der aarelod mig, og det ftaaer dunkelt for mig, at jeg ſaae
Adolfs bedrovede Anſigt, naar jeg en enkelt Gang aab—
mede mine Dine. Nu veed jeg, at der er gaaet ni
Uger ſiden hin Aften, og at jeg har gjennemgaaget en
haard Nervefeber, ſom ofte har truet mit Liv — gid
den havde gjort en Ende derpaa! — og under hvilken
min eneſte Tanke var Synet, jeg havde havt, og mit
eneſte fortvivlede Udraab hendes Navn.

Hendes gamle Fader har flere Gange været inde
for at fee til mig, og min Tilſtand har opfyldt ham
med ſtor Sorg — næften ftørre end den, han folte ved
ſit Barns Dod. Nu vil han have mig ud til ſig, ſaa—

ſnart det er bedre med mig; mig er det ligegyldigt,
hvad de gjore med mig — ſelv den friſte Grav vil intet
Indtryk kunne gjøre pan mit fortorrede Hjerte.

Havde jeg nogen Skyld i hendes Dod? det Sporgs—
maal paatrenger ſig mig fan ofte, og jeg veed ikke, hvad
jeg ſtal ſvare mig ſelv. Vare vi ikke komne faa pludſe—
lig til hin Dag, var Hunden maaſtee ikke bleven faa
uſtyrlig, og hun kunde vel nok have værget for fig.

Et Puſt fra Aandeverdenen. 313

Der var vift ingen Tvivl om, at Stødet har været den
forſte Anledning til Ryſtelſen, der dræbte hende, men
faa kom Sindsbevegelſen — Glæden hviſter den eneſte
troſtende Stemme i mit Bryſt — og den kan jo ogſaa
have gjort Sit, men nogen egenlig Selvbebreidelſe føler
jeg ikke — Gud være lovet!

Mit Liv er forſpildt, det veed jeg, og det, der
ſtulde holde mig oppe, det mangler jeg, — det faſte
Haab om et Gjenſyn. Jeg har desverre itke Effies
faſte Barnetro at ftøtte mig til. Havde det været
Effie, der var bleven tilbage, hvor ganſke anderledes
vilde hendes Sorg ikke have yttret fig; hun vilde have
ſeet opad til Gud, i faſt Tro paa en evig Forening!
Hun havde fin Tro at bygge pan og fit Haab at leve
for — jeg Havde intet. Derfor kom Fortvivlelſen
og med den en Sfare af Elendigheder. Ja, mit Liv
er forſpildt, og Intet paa Jorden vil kunne bringe Li—
gevegten tilbage. Til min Dodsſtund vil jeg høre det
Suk fra Aandeverdenen, ſom jeg fornam hin Aften —
det er det Eneſte, jeg troer paa.

314

Sporslikterens Mistorie.

(Efter „Harpers Weekly“ ved Th. J.)

Der var vildt og enſomt nok paa det Sted, hvor
jeg ſtulde tilbringe idetmindſte en Deel af mit fremtidige
Liv; det var en raa Hytte af Blokke og Lægter med
Steenarneſted og Steengulv, midt inde i uryddede Skove
og indeſluttet af Steenbjergenes hoie, bratte Sider.
Naboer vare der ingen af, undtagen Hiram Wyeliffe,
hvis rode Aplsgaard laa nede i Dalen, en halv Mils
Vei borte, og det var kun paa en rigtig klar Dag, at
jeg kunde fee de morke Rogſoiler ſtige op fra hans
Skorſtene.

Dog var Enſomheden mig ikke ubehagelig. Jeg
havde længe trængt til Beſtjeftigelſe, og her var der nok
for mig at tage fat i. Jeg havde hidtil maattet tæm=
pet for at holde Fattigdommen borte; her hapde jeg et
anſtendigt, om end kun tarveligt Udkomme.

—ä——Fͤ— sml

1

Sporſkifterens Hiſtorie 315

Jeg havde imidlertid ikke været den Eneſte, der
havde ſogt om Poſten ſom Sporſtifter ved Branhill
Stationen. John Walker havde ogſaa ſogt den, og et
loſt Rygte, ſom jeg den Gang fun havde lagt ringe
Vægt paa, og ſom jeg ſiden efter flet ikke troede, havde
fortalt, at den ſmukke Barbara Wyeliffe ſelv fulde være
gaaet til Staden og have anvendt fin Indflydelſe hos
Selſtabets Agenter til Fordeel for John Walker. Jeg
beundrede Barbara Wyeliffe — der var i hendes
morke Skjonheds tropiffe Glod og i Glandſen af hen⸗
des brune Dine Noget, der var forunderligt tiltrokkende
for mig. Jeg kunde paa ingen Maade bekvemme mig
til at troe, at hun vilde gifte fig med den tvære, inde⸗
ſluttede John Walker, og naar min Indbildningskraft
fremkaldte Billedet af mit eget, fremtidige Hjem for
mine Oine, fandt jeg altid Barbara Wyeliffe's friſke
Anſigt indenfor de luftige Mure.

En pregtig Eftermiddag i Marts krob Solens Lys
langſomt op ad de bladloſe Skove og dunkle Streknin⸗
ger af morkegronne Graner, der bedæffebe de øftlige
Hoider. Jeg havde været ivrigt beſtjeftiget med at
fælde Træer nede i Dalen og vendte nu i Ro og Mag
hjem til min Hytte. Ligeſom jeg traadte ind ad Dø-
ren, merkede jeg ved hin beſynderlige, magnetiſte Ind⸗
flydelſe, ſom vi Alle kjende, at der maatte være Nogen
inde i mit Verelſe. Jeg tog heller ikke feil. John
Walker lag magelig henſtrakt i Gyngeſtolen henne ved
Vinduet og leſte i en ugegammel Avis.

316 Sporſkifterens Hiſtorie.

„Halloi, Walker, hvordan er Du kommen her?“

„Gjennem Bagdoren. Jeg kom juſt drivende her
forbi paa Veien fra Wycliffes. Naa, hvordan gaaer
det, gamle Svend?“

„Üdmerket. Hvad tager Du Dig for?“

„For Tiden har jeg Intet at beſtille. Jeg er pan.
Jagt efter en Plads ved E—banen ſom Bremſer, ind—
til jeg kan fane fat ban noget bedre. Du har faget det
rigtig hyggeligt her, Reuben. Har Compagniet uͤdſtyret
din Bolig?“

as

„Den er beqvem“, ſagde han, idet han lod Siet
lobe omkring i Stuen. „Smukke, varme Vegge! et
Ildſted, der er ſtort nok til at ſtege en Oxe paa — ja
to, hvis Du ſtulde have Brug for dem — ſmukke Meub—
ler, og fan oven i Kjobet et Stueuhr; horer det ogſaa
Compagniet til?“

„Ja, feer Du, da jeg ikte har naget faa vidt, at
jeg har kunnet anſkaffe mig et Lommeuhr, maa jeg
ſtole pan det med Henſyn til Liden.”

„Ah, ſaaledes! Har Du fvært Arbeide? Skulle
Sporene ofte ſtiftes?“

„Kun to Gange om Dagen, naar Iltoget moder
Godstoget, og naar Poſttoget ſkal dreie ind paa Tveer⸗
banen.“

„Er det ſilde paa Aftenen, de Tog komme?“

Jeg fandt disſe Sporgsmaal noget nærgaaende og
ſaae pludſelig hen paa ham; men han lod fig ikke genere

Sporfſkifterens Hiſtorie. 317

af mit Blik. Paa en uforſtammet, ſtjodeslos Maade
havde han henkaſtet ſine Sporgsmaal — og dog ſyntes
det, ſom om han vilde have Rede paa alle mit daglige
Livs ſmaalige Enkeltheder. Men jeg lagde Baand paa
mig og huſtede pan, at han dog i en vis Forſtand var
min Øjæft — ſtjondt ikke nogen velkommen — og jeg
ſvarede roligt: „Aa ja, bande tidligt og ſilde; Poſttoget
kommer forbi Kl. ni om Morgenen, og Iltoget Klokken
ſyv om Aftenen.“

„Det kan man kalde at fore et mageligt Liv, Eyre“,
ſagde Walker, idet han ſenkede fine heslige Dienbryn.

„Det er ikke beſperligt; det gjelder bare om at
være paa Pletten i rette Tid.”

„Ja“, ſagde han aandsfraverende, „ja viſt faa!
Seer Du meget til Wycliffes her?“

„Af og til.“

Vi pasſiarede endnu en halv Snees Minuter, og
det var mig en ligefrem Lettelſe, da han endelig reiſte
fig for at gage, thi hans folde, grage Dine ſtreifede,
medens han talede, beſtandig omkring i Verelſet med

en tilſyneladende Beſtrebelſe efter at undgage at mode

mine.

„Naa, farvel, gamle Svend! Pas paa, at Du ikke
gaaer hen og forelffer Dig i den kjonne Barbara, hvis
jeg ſtulde komme til E—banen!“

Jeg ſvarede med et tvungent Smiil; men jeg kunde
havt den ſtorſte Lyſt til at lade ham fole Vægten af
min Neve, og jeg lyttede med den ſtorſte Tilfredshed

—

—

318 Sporſkifterens Hiſtorie.

til den hurtigt forſvindende Lyd af hans Trin. Jeg
havde ingenſinde havt Tillid til dette Menneſte, og den
blotte Tanke om, at han driſtede fig til at tage Bar—
bara Wycliffe's Navn i fin Mund, var mig modbydelig.

Den næfte Dag var en af disſe glimrende og
gjennemſigtige Solſtinsdage, ſom i vort nordiſte Foraar
ere Forløbere for den blidere April og den blomſtrende
Mai. Luften var blaa ſom flydende Safir; Bladknop⸗
perne ſtjod og ſpulmede, og hiſt og her ſtraalede et
blodt Grestœppe frem over det dode, brune Lovlag.
Jeg havde været nede i Skoven for at tilhugge og op—
ſtable de Treſtammer, jeg den foregagende Dag havde
feldet, og idet jeg vandrede opad den ſnevre Bjergſti,
fane jeg indenfor Vinduet i min lille Bolig Glimtet af
et rodt Shawl.

„Atter Selſkab!“ tenkte jeg; men jeg greb mig
til Hjertet, thi jeg vidſte, at der i en vid Omkreds kun
var een Kvinde, hvem det kunde falde ind at beſoge
mig; desuden havde jeg feet et Glimt af Barbara Wy—
cliffes deilige Dine og ilede derfor hurtigt op ad Skraa⸗
ningen og ind ad den aabne Dor.

„Barbara!“ ſagde jeg, idet jeg ſtrakte begge mine
Hender ud imod hende, „hvilken uventet Glæde!”

Hun var bleven blusſende rod, da hun horte mig
komme; nu vendte hun ſig om til mig med en Dod—
bleghed, der forſtrekkede mig.

„Ah, er det Dem, Reuben — Mr. Eyre? Det
glæder mig, at De kommer! Jeg — jeg —“ Hun

Sporſkifterens Hiſtorie. 319

ſtammede, tog efter Veiret og lod til at være heelt for⸗
ſtyrret. „Jeg — jeg var ude i Skoven for at ſee efter
vore Perlehons — de ere lobne bort — og jeg er kom⸗
men længere fra Hjemmet, end jeg vidſte af. Jeg var meget
træt, og faa faldt det mig ind, at jeg kunde gage indenfor
hos Dem og hvile mig et Oieblik.“

„Og De er mig ligeſaa velkommen, Barbara, ſom
Blomſterne i Mai; men det veed De jo godt.“

Hun fane mig med et ſtjalmſt, halvt tvivlende
Blik ind i Anſigtet, og nu blusſede hendes Kinder mel-
lem de morke Lokker — ſom — ſom en Mosroſe, vilde
vel Digterne ſige, men jeg tænkte pan det rode Skjer
af Lokomotivets Frontlygte, der altid var ſtjont i mine
Vine.

„Fandt De ſaa Deſerteurerne?“

„Nei! Jeg tænfer, de mage være nede i Ahorn⸗
ſumpen. Jeg vil ſoge efter dem i Morgen. Men, Mr.
Eyre, jeg vilde ogſaa ſige —“ Hun ſtandſede og boiede
Hovedet.

„Hvilket, Barbara, hvilket?“

„Jeg veed ikke“, ſvarede hun forvirret. „Jeg veed
ikke felv hvad. Men jeg er kommen for at — at ad-
vare Dem —“

Atter foer en Dodbleghed hen over hendes Anſigt,
og der var et beſynderligt, forfærdet Blik i hendes ſtore,
brune Dine.

„Advare mig, Barbara? For hvad?“

„For ham — for bette Menneſte — John Walker!“

320 Sporſtifterens Hiſtorie.

Jeg havde ſtrax, da hun ſagde, at hun var kom⸗
men for at advare mig, tenkt paa ham. Hun blev
overraſtet, da hun bemeerkede, at jeg ikke ſtudſede eller
lod til at blive forſtrekket, og hun ſpurgte mig ilſomt:

„Hpad havde han at gjore her i Dag, Reuben?“

Ved dette Sporgsmaal fane jeg forbauſet paa hende.

„Har han været her i Dag, Barbara? De tenker
viſt pan j Aftes?“

„Nei, viſt ikke!“ ſvarede hun heftig. „Jeg tenker
ikke paa i Aftes. Jeg mener i Dag, for neppe en
Time ſiden.“

„Hvorfor troer De, at han har været her?“

„Fordi jeg faae ham; fordi jeg — jeg fulgte efter
ham. Jeg vidſte, at han havde ondt i Sinde, ondt i
Sinde mod Dem.“

Tvpivlende ryſtede jeg paa Hovedet.

„Er De ganſte vis paa, at De ikke tager feil?
Hvis han havde været her, vilde han dog have ventet
paa mig. Naar fane De ham her?“

„Jeg har jo ſagt Dem, at det ikke er længe ſiden.
Han har ondt i Sinde, Reuben. De kan være vis paa
det. Jeg fane ham ſtikke en ſtor Kniv ind paa Bry⸗
ſtet, da han gik fra os, og jeg fulgte efter ham — lige
til jeg i Fraſtand fane ham nage Deres Dor. Han
ſtandſede ved Doren og ſtod et Oieblik ſtille, ſom for
at lytte.“

„Maaſtkee han vilde hore, om jeg var hjemme.”

„Ja, det var jeg vis paa; og jeg vilde advare

Sporffifterens Hiſtorie. 321

Dem; men jeg var faa angſt, at jeg neſten ikke kunde
røre mig. Jeg fane ham gage ind; jeg vilde ſtrige,
men kunde ikke. Jeg folte, at han vilde bruge ſin Kniv
imod Dem.“

„Og ſaa?“

„Saa gik han ind og lulkede Doren efter fig; men
han var der kun et Par Minuter, for, da jeg endelig
blev iſtand til at lobe, ſaae jeg ham komme ud igjen
og boie ind i Skoven tilvenſtre.“

„Det er den korteſte Vei til Jernbaneſpinget. *
ventede maaſtee at finde mig der.“

„Maaſtee“, ſagde Barbara.

„Eller maaſkee“ — tilfsiede jeg ſtinſygt — „maaſtee
vidſte han, at De var hjemmefra, og han haabede at
mode Dem et eller andet Sted i Nerheden.“

Barbaras lange Dienhaar ſeenkedes for et Oieblik;
derpaa lynede hendes Sine, og noget ſpottende ſvarede hun:

„Det er jo muligt; ſtjont det gaaer over min Forſtand,
at han ſkulde bevæbne fig for at mode mig. J hvert
Fald gik han fan den forkeerte Vei. — Farvel!”

„De vil da ikke allerede gane, Barbara?“

„Jeg er nodt til det. Fader vil troe, at jeg har
forvildet mig, hvis jeg ikke ſtynder mig hjem.”

Jeg ſaae hen paa Uhret. Det var ikke fan ſeent,
ſom jeg havde troet — Klokken var forſt halpſex.

„Maa jeg folge Dem ſaa langt ſom til Broen,
Barbara?“ bad jeg.

Ved enhyver anden Leilighed vilde hun have be⸗
21

322 Sporſkifterens Hiſtorie.

tenkt ſig en Stund eller uden videre have frabedt ſig
mit Folgeſtab; men hendes Haand ſtjelvede, idet hun
lagde den pan min Arm. Paa ſamme Tid var der noget
Uudforſteligt i hendes Oine, der ſyntes at anraabe om
Hjelp.

„Hvad er der, Barbara?“ ſpurgte jeg uvilkaarligt.

Hun ſaae forundret pan mig — hendes Oine havde
allerede tabt det beſynderlige Udtryk.

„Intet. Jeg ſagde ikke noget.“

„Men hvad fattes Dem? Hvorfor er De i en fan
nedtrykt Stemning?”

„Jeg føler, der er noget i Gjcere — dette Men—
neſte — De er ſluppen fri for ham denne Gang; men
jeg beder Dem om at vere paa Deres Poſt.“

„For Deres Skyld?“ vovede jeg at ſporge.

„For Deres egen!“ ſparede hun; derpaa gik vi
begge tauſe ned ad Veien.

Det var en yndig, drsmmerig Vandring ned til
Broen, der med fine rage Planker ſpendte over den lar⸗
mende Strom, medens Solen hang ſom en Guldkugle
over de purpurfarvede Skove, og Luften var fuld af det
fig ſelv bebudende Foraars duftende Aande. Barbaras
blide „Farvel!“ lod ſom den vemodigſte Muſik, medens
jeg vendte mig bort fra Broen og beklagede, at jeg ikke
kunde folge med hende beſtandig.

Da jeg havde gaaet nogle Skridt op ad, vendte
jeg mig for endnu engang mellem de bladloſe Treſtam⸗
mer at kaſte et Blik paa Barbara; men, medens mit

Sporſtifterens Hiſtorie. 323

Øie hvilede paa hendes lette Skikkelſe, faae jeg en hoi
Mand komme liſtende frem fra Underſkoven og ſlutte fig
til hende.

Det var John Walker! Hvor dog Skinſygens for-
tærende Kval gnavede pan mit Hjerte, da jeg ſage ham
boie ſig over hendes lille Haand og blive ved at holde
den i fin, medens han gik ved hendes Side, kilſyne—
ladende i en meget alvorlig Samtale. Var det et af—
talt Spil imellem dem? Havde hun ſagt ham, at han
ſtulde mode hende her, ſaaſnart jeg, den lettroende Nar,
var dem ude af Sigte? Gjorde hun mit Hjem til
et Modeſted for at undgaage Faderens flarpe Die?
Eller —

Tys! Der lød et vildt og redſelsfuldt Skrig, og
det var Barbara Wyeliffe, det kom fra! Jeg kunde ſee,
at hun var vegen tilbage og havde trukket fin Haand
til fig. Min forſte Tanke var at ile ned i Huulveien og
komme hende til Hjælp; men jeg opgav den, da jeg
fane, at han atter greb hendes Haand. Jeg kunde
fee — ikke høre — at han talte ivrigt og geſtikulerende,
og at han hyppigt pegede hen imod min Hytte; derpaa
greb han faſtere om hendes Haand, lagde ſin Arm om
hendes Liv; hendes Hoved hvilede mod hans Skulder,
og jeg ſaae ogſaa, at hun ikke ſtodte ham tilbage.

„Det glæber mig, at jeg ikke gjorde mig til Var,”
mumlede jeg bittert med ſammenpresſede Tender, idet
jeg vendte om og med lange uregelmesſige Skridt ilede

op ad Heien. „Lad dem gage deres Veie. Det er
21*

1

324 Sporſkifterens Hiſtorie.

ſidſte Gang, jeg ſtal lade mig narre af en hjerteløs
Kokette. Jeg er glad over, at jeg tilſidſt har faaet
hende at ſee i det rette Lys!“

Men jeg fluffede mig ſelv. Jeg var ikke glad.
Den dybeſte Smerte, der nogenſinde har ſonderrevet et
Hjerte, gnavede pan mit, medens jeg nærmede mig min
Hytte; og den livlige Melodi, jeg havde tvunget mig
til at floite, medens jeg gik, var, for jeg vidſte af det,
gaaet over til den meſt bedrovelige Mol. Da jeg
traadte ind, ſage jeg uvilkaarligt med det Inſtinkt, ſom
Vanen giver, op til Uhret. Viſeren pegede paa ſex.
Jeg havde troet, det var ſenere. Solen var gaaet ned
bag Skovene, de lange Skugger af Treſtammerne, der
havde ſtrakt ſig hen over den brune Jord foran min
Dor, vare forſvundne, og i den natlige Horizont flam—
mede og bevede en ſtor gylden Stjerne ſom et eneſte
Lyspunkt.

„Solen kan da ilke gage tidligere ned end ſed—
vanligt,” ſagde jeg halv i Tvivl til mig ſelv; „og
dog —

Medens jeg ſtod der og tenkte, jeg veed ikke hvad,
lod Solvoklangen af en fjern Landsbyklokle — Kirke⸗
klokken i St. Mark ved Branhill, ſom jeg kun kunde
høre pan ſcerdeles klare og ſtille Dage, naar Vinden
kom fra en ſeregen Kant — med meerkverdig Tydelig—
hed i mine Oren.

„Et — to — tre — fire — fem — fer — fyn!”

Ligeſom en uſynlig Skrift pludſelig viſer fig ved

Sporſkifterens Hiſtorie. 325

Varmens magiſte Kraft, ſaaledes ſtod nu den hele
Kjede af Begivenheder i en frygtelig Klarhed for mig.
John Walkers hemmelighedsfulde Beſog i min Hytte
for kun to Maaneder ſiden fik nu ſin tilſtrekkelige For⸗
klaring. Han havde fneget fig ind, lydloſt ſom en
Slange, for at arbeide paa min Odeleggelſe. Hans
Haand havde ſtillet Viſerne tilbage, og det af en
Grund, ſom jeg tenkte paa med Forferdelſe. Han
vidſte, jeg hapde jo ſelv fortalt ham det, at Iltoget
modte Godstoget Klokken ſyv, og at det bruſte vildt af
ſted uden at ſtandſe og kun gjorde Signal ved at lade
Damppiben hore. Hovedſporet var fat i Forbindelſe
med Sidebanen; bette maatte forandres inden Klokken
ſyv, ellers vilde Iltoget komme paa det urette Spor og
ſtode ſammen med Godstoget, der roligt ventede i ind-
bildt Sikkerhed. Ja, John Walker havde med djavelſt
Betenkſomhed lagt Planen til min Odeleggelſe; og
Barbara — kunde det være muligt, at ogſaa hendes
Opforſel kun havde været beregnet paa at aflede min
Opmeerkſomhed og narre mig bort fra Opfyldelſen af
min Pligt? Havde Barbara handlet i hans Interesſe,
og var jeg bleven to Gange bedraget? Som jeg ſtod
der ſprang den folde Sved ud af min Pande, og jeg
kunde neſten fee de ſonderſplittede Vogne, de formloſe
Ruiner af det knuſte Maſtineri og de gyſelige, ſpogelſe⸗
agtige Anſigter, belyſte af den rodmende Aftenhimmel,
og hore Skrig, Stonnen og de Doendes Giſpen. Og
jeg — jeg ſtulde være den ubevidſte Morder, den brode⸗

326 Sporflifterens Hiſtorie.

fri Forbryder! Barmhjertige Gud! Var der da Intet,
der kunde afvende denne overhængende Fare?

Alt dette gik gjennem mit Hoved i et Sieblik; og
for endnu den ſidſte Gjenlyd af Klokkeſlagene var ophørt,
ilede jeg ud af Hytten. Ellers gik jeg ned til Sporet
ad en ſteil og ſnever Fodſti, der lob langs med Kanten
af en Bakke, men der var en kortere gjennem Underſtov og
ſammenſlyngede Hybenbuſte. Ad denne Vei ſtyrtede jeg
uden at endſe de ſtikkende Torne og tætte Grene, der
med neſten umenneſkelig Ondſkab ſyntes at ville ſtandſe
mig. Et ſterende Hvin fra Godstoget bevingede
mine Fjed. Det brod jeg mig mindre om, thi
Godstoget vilde ſtandſe og vente, til Iltoget var kom—
met forbi; men jeg gruede for at høre et Hvin til, thi
det var almindeligt, at Signalet fra Iltoget lod ſig
høre umiddelbart efter. Da jeg nærmede mig Sporet
med bankende Hjerte og neſten gandelos, faae jeg Signal-
lampens hvide, ſtraalende Lys paa det ſedvanlige Sted.
Lokomotipforeren paa Iltoget maatte altſaa troe, at alt
var i Orden.

Hvilken Haand hapde ſaa ſtjendigt tændt den for⸗
rœderiſke Stjerne?

Medens jeg ſtyrtede afſted, havde jeg ſogt om
Noglen til Laaſen paa Sporvexleren. Jeg havde den i
Lommen. Jeg ſprang ned paa Banen og rev Signal⸗
lanternen ned med en ſaadan Voldſomhed, at det ſterke
Glas ſplintredes i tuſinde Stykker. Derpaa ſtedte jeg
Noglen i Laaſen og lukkede op. Du ſtore Gud! Vexel⸗

Sporſtifterens Hiſtorie. 327

ſtangen var ubevægelig! Skurken havde ikke gjort fit
Arbeide halvt: en lille Trœkile, der var dreben ind bag
Stangen, forhindrede enhver Bevegelſe. Det høie Hvin
fra det kommende Iltog gav mig foroget Styrke — for⸗
gjeves, jeg kunde ikke bevæge Skinnerne en Linie.
Walker og Barbara havde ikke forſomt det Mindſte for
at bringe deres afſtyelige Plan til at lykkes. Et Sieblik
ſtod jeg ſom forſtenet af Fortvivlelſe. J bette forfærbe-
lige Oieblik oplyſte Lanternen paa det buldrende Iltog
Sporet, og jeg faae, hvad jeg godt vidſte, at Togene
maatte ſtode ſammen. Da jeg var lige ved aldeles at
tabe Beſindelſen overfor den frygtelige Ulykke, jeg ikke
havde Magt til at forebygge, lod en aandelos, giſpende
Stemme i mit Øre, og et tungt Jernredſtab blev kaſtet
i min Haand. Jeg ſaae ingen; men jeg vidſte, hvem
det var. Jeg faae ikke det Redſtab, jeg havde i Hen⸗
derne; men jeg vidſte, der var Kraft i det.

„Reuben! Reuben! Hurtigt! Her er Kofoden“)!“

For hun havde talt ud, havde jeg tenkt og handlet.
Med et mægtigt Slag overhuggede jeg den tynde Jern⸗

ſtang, der forbandt Vexelſtangen med Sporet, og ſom ;

nu, i Stedet for ſom ellers at fætte Skinnerne i Be⸗
vægelfe, forhindrede dem i at bevæge fig. Et eneſte
Slag var tilſtrekkeligt. Jeg horte den ftærfe Klang af
den brudte Jernſtang. Jeg ſprang hen til Sporet. Jeg

*) En Jernſtang med en knivtangdannet Krumning paa
Enden til Brug ſom fvært Brekjern.

328 Sporſkifterens Hiſtorie.

anbragte Bræfjernet under Skinnen og vilde med en
vild, hoverende Latter bringe Sporet i Orden, da jeg
folte begge mine Arme grebne bagfra med et kraftigt
Tag; jeg blev kaſtet heftigt tilbage og tabte i det ſamme
Kofoden.

„Giv Tid, Reuben Eyre!“ hvæfebe John Walkers
forhadte Stemme bagved mit Dre. „Jeg ſkal dog
blive hævnet, ſtjont Barbara har ſpillet falſt Spil.”

Jeg keempede med en Styrke, der ſiden efter ſyntes
mig overnaturlig, for at at befrie mig fra hans knugende
Favntag, men forgjeves. Han havde, jeg antager ube—
vidſt, truffet mig hen paa Sporet, og jeg kunde allerede
fole, hvorledes Jorden ryſtede under mine Fodder — et
ſikkert Tegn paa, at Toget ſnart vilde nage os. Jeg
tenkte paa de ſorgloſe Pasſagerer, hvis Skjebne nu
hang i en Traad. Skulde de omkomme, nu da Hjælp
og Frelſe var at finde kun en Haandsbred fra mig?

Men Hjælpen var, lovet være Gud! nærmere ved
Haanden, end jeg havde vovet at haabe. Medens jeg
brodes med den herkuliſte John Walker, havde Barbara
Wycliffe med forbauſende Mod og Aandsnervperelſe gre—
bet Kofoden og bragt Skinnerne i Orden. Den helte⸗
modige Pige! Der udfordredes kun en Kvindes Styrke,
men hun trængte i dette Dieblik til mere end en Mands
Mod. Det var ikke Muſtelkraft, hun trængte til, men
Koldblodighed og Handlekraft. Iltoget ſagtnede ikke ſin
Fart. Lokomotipforeren Havde ikke lagt Merke til, at
Signalet var borte; Toget kom farende med fuld Fart.

Sporſkifterens Hiſtorie. 329

Men det havde nu intet at betyde. Sporet var i Orden,
Faren var overftaaet.

Faren overſtaget? Nei, endnu ikke. Kan Du fatte,
at medens jeg klart fane alt dette, fane Barbaras kjekke
Daab, ſaae Skinnerne bevæge fig, ſaae Lokomotivpforerens
Uagtpaagivenhed og tenkte paa, at ſelv den var en
Folge af hans urolkelige Tillid til mig, der endnu al⸗
drig var bleven ſvigtet — kan Du fatte, Leſer, at jeg al
den Tid — det var rigtignok kun et Oieblik — kempede
paa Liv og Dod med John Walker? Sjæl og Legeme
vare aldeles adſtilte. Aandelig var jeg aldeles optagen
af Barbaras Daad; legemlig brodes jeg med Walker.
Nu, da Faren for Toget var forbi, vendte min Sjæl
tilbage til Legemet, og Walker meerrkede ſnart, at det
ikte var faa let at fane Bugt med mig. Min forſte
Beſtrebelſe gik ud paa at faae ham og mig ſelv bort
fra Sporet, midt paa hyvilket vi kempede. Det var et
Diebliks Sag. Derpaa beftræbte jeg mig med en over⸗
menneſtelig Anſtrengelſe for at befrie mig for hans Tag
og ſtodte ham heftigt fra mig. Han tumlede et Par
Skridt tilbage, forſogte forgjeves at vinde Ligevægt og
faldt.

Faldt, ſtore Gud! lige tvers over Skinnerne!

Jeg gjorde et uvilkaarligt Spring fremad for at
frelſe ham; men Barbaras Arme flyngede fig om mig,
og hun ſtreg vildt:

„Reuben! Reuben! for min Skyld!“

J ſamme Nu foer Iltoget ſom en Ildſlange hen

330 Sporſkifterens Hiſtorie.

over Sporet, og jeg vidſte, at John Walkers Regning
med bette Liv var opgjort.

Lokomotipforeren og Fyrboderen paa Godstoget, der
ſtode pan Sidebanen, havde, da Iltogets Lanterne op—
lyſte Scenen, været Vidne til Kampen; de havde hort
Barbaras Skrig og kom nu ilende til. J dyb Taushed
fjernede de Liget fra Sporet, hvor det laa, aldeles
knuſt, med ſtirrende bruſtne Oine og ſammentrukne Oien—
bryn, medens et dodeligt Had ſtod afmalet paa de for—
dreiede Anſigtstrek.

Da Foreren havde fattet, hvad der var gaaet for
fig, og forklaret det for de Reiſende, vendte han tilbage
til mig, ſom mekaniſt bragte Sporet i Orden for at lade
Godstoget pasſere, og ſagde:

„Det var en Lykke for Dig, gamle Ven, at Il—
toget kom fem Minuter for ſeent.“

Fem Minuter for ſeent — og disſe fem Minuter
havde holdt Afgjorelſen mellem Liv og Dod i fine flyg—

tige Sekunder!

Da den ſidſte Raslen af Toget, der nu ilede af—
ſted, lod i mine Oren, og mit Arbeide for den Dag
var bragt til Ende, ſpandt al den Styrke, der hidtil
havde holdt mig oppe. Det frelſende Redſtab faldt mig
med en dump Lyd ud af Hænderne, de fjerne Bjerg⸗
toppe ſyntes at vakle og falde ſammen, og jeg faldt
ſvag og afmegtig om paa Jorden med Barbara Wy—
cliffes yndige Anſigt boiet over mig.

Da jeg flere Dage efter atter kom til Bevidſthed,

Sporftifterens Hiſtorie. 331

befandt jeg mig i min lille Hytte, og Fader og Datter
pleiede mig omkaps. Wycliffe fortalte mig, at Folk vare
komne rundt om fra for at fee den bøde Mand og høre
Juryens Kjendelſe og Barbaras Fortælling om, hvorledes
Pasſagererne paa de to Tog med Nod og næppe havde
undgaget den Skjebne, der ſom en Himlens Gjengjel⸗
delſe var falden i hans Lod.

„Det lob dem koldt ned ad Ryggen“, ſagde Wy—
cliffe. „De kaldte min lille Datter en Heltinde, og jeg
troer neſten, at de har Ret.“ — —

„Barbara“, ſpurgte jeg, da den gamle Mand var
gaaet til Kilden for at hente Vand, og vi vare ene,
„hvorledes gik det til? Hvorledes vidſte De, at han —“

„Han ſagde mig det ſelv“, ſvarede Barbara med
ſagte, ffjælvende Stemme.

„Naar?“

„Den ſamme Aften, da jeg havde forladt Dem
ved Broen.“

„Og De, Barbara, hvad ſagde De?“

„Forſt ſtreg jeg af Redſel. Derpaa ſagde han,
at han havde gjort det af Kjærlighed til mig, og at
han vilde gifte fig med mig, naar han havde faaet
Deres Plads. Hvad ſtulde jeg gjore? Jeg turde ikke
vende tilbage til Dem; thi der var Blodtorſt i hans

Øie, og han vilde have bræbt Dem — maaſtee mig

med, længe for jeg kunde have naget Dem; faa lod jeg
ham troe — Gud tilgive mig det! — at jeg vilde
være hans Medhjeelper i Udforelſen af hans ugudelige

332 Sporſtifterens Hiſtorie.

Plan og ſiden efter hans Huſtru. Han ſagde mig Alt,
hvad han havde gjort. Saaſnart han forlod mig, lob
jeg lige hen til det Sted, Hvor jeg havde feet Faders
Kofod ligge; og — Reuben! det ſyntes mig, ſom om
jeg aldrig bilde bære i Stand til at bære det tunge
Redſkab igjennem Skoven til Sporet, Ethvert Vindſtod
i Zrætoppene lod for mig ſom det kommende Log, et⸗
hvert raslende Blad ſom John Walkers Trin!“

Hun boiede gyſende Hovedet og ſtjulte ſit Anſigt i
Henderne. Men gamle Wycliffes Fodtrin hortes uden—
for, og jeg havde endnu ikke erfaret Alt, hvad jeg on⸗
ſtede at vide.

„Altſaa, Barbara, havde jeg Uret, da jeg troede,
Du elſtede John Walker?“

Ja — grundig Uret!“

„Og det var ikke ham — men — men mig, Du
elſtede?

Hendes Kind blusſede — det lille Hoved hævede
ſig noget ſtolt.

„Barbara, jeg ſporger, fordi jeg i lang Tid har
elſtet Dig. Siig mig Hurtigt min Skjcebne — Din
Fader kommer. Ja eller nei?“

Og Barbara hviſkede: „Ja!“

Alt bette er ſkeet for flere Aar ſiden. Barbara er
nu min Huſtru; hendes Skjonhed er mit Livs Solſtin, og
det eneſte Spor, der endnu er tilbage af mit farlige
Eventyr, er den enſomme Grav i Skovpkanten, hvor
John Walker ligger begravet.

Co Digte
af
Martin Kok.

J.

Forspildt.
Er der en ſtraffende Evighed til?
Er det forbi, naar i Doden vi boie
Hovedet tungt og det briſtende Øie
Miſter ſin Glands og ſit ſtraalende Spil?
O, du, ſom drog mig i Malſtrommen vild,
Kan jeg fremmane din Aand med min Klage,
Kom for en Stund fra de Døde tilbage:
Endes mit Liv med de jordiſke Dage,
Eller er de kun Prologen dertil?

Er det da ikke en taabelig Logn,
Opſpunden ikkun i Spermeres Hjerne,
Om bette Evpigheds Liv i det Fjerne,
Ilkun et Blendverk i briſtende Døgn?
Du, ſom Dig kaldte min eneſte Ven,
Du, ſom mig daared med ſindrige Taler
Om de harmoniſte Livsidealer,

Forte min Sjæl faſt til Vanviddets Kvaler —

Giv mig min Ungdom, min Glede igjen!

*
8 ß: EE —⁰Uulʃ ⅛ dun ;pp«⁵ÿÜ vll TLD.

677. — am

334 To Digte.

Ja, jeg har ſyndet fvarligt for Gud,
Bortſtodt Velſignelſens Fred fra mit Hjerte,
Glemt hver en Bon jeg i Barndommen lærte,
Evighedshaabet med Haan ſlettet ud!

Spottet hvad helligt i Livet jeg fandt,

Kaaret mig Laſternes ſminkede Datter,
Blandet min Roſt med de Frekkeſtes Latter,
Nu forſt min Brode forfærdet jeg fatter,

Livet jeg indſtjod, og Tvivl kun jeg vandt!

Gold ſom en Ork er mit jordiſte Liv,

Ikke en Plante med Blomſt eller Blade,
Diet forgjeves fig ſoger et Stade,

Alt blev raſeret af Vantroens Kniv!

Ak, der var Fro dog med ſpirende Kraft,
Engang for tuſinde Kimblade briſted
Jordbunden frodig, men bort jeg dem vriſted,
Alt, hvad jeg eied, i Kampen jeg miſted,
Selv har jeg kvalt hvert et Haab, jeg har haft!

Engang ſom Barn jeg ved Taarernes Veeld
Hver en Bekymring og Sorg kunde ſtille,
Ak, den er borte, den legende Kilde,

Selv har jeg tørret den ud i min Sjæl!
Hvad har tilbage jeg nu i min Vee?

Anſigt til Anſigt jeg ſtaaer jo med Doden,
Skyhoeit ſom Bjerget optaarner fig Broden,
Svimlende ſtriger om Hjælp jeg i Noden —
Morket fig ſeenker, jeg intet kan fee!

To Digte. 335

II.
Sisebus Dod.

Som et tugtende Ris, ſom en flammende Brand
Kananiterne faldt over Israels Land,

Og fra Slægten, ſom glemte Forjottelſens Bud,
Steg nu Dodsangſtens Skrig til den hevnende Gud.

Frem fra By og til By drog den ſtraffende Dom,

Og med Blodſtrift den merked Hvert Sted, hvor den kom,
Fra de rygende Tomter ſteg Rogſoilen mork,

Og den bølgende Ager blev gold ſom en Ork.

Med nihundrede Stridsvogne Siſevas Leir
Over Landet ſtred fremad fra Seir og til Seir,
Da forbarmedes Herren og ſendte fin Tolk,
Profetinden, med Troſt til det ſtjelvende Folk.

Og ſom Herren dem bod, bandt de Sværdet ved Lend,
Kjckt om Barak fig ſamled de jernkledte Mend,
Medens Siſeva, ſtolt af den ſeirrige Færd,

Saae med Haan paa Jehovahs den udkaarne Her.

336 To Digte.

Men Jehovah var med, og med Nædfel og Gru
Slog han Siſevas Stridsmend i Kampdonnets Nu,
Og, ſom Avner henveires for Stormvindens Kaſt,
Spredtes Israels Fjender i Dodsangſtens Haft!

Og i vanvittig Nedſel ſprang Siſeva ned
Af fin Karm for at ſnige fig ukjendt afſted,
Men Jehovahs Forbandelſe var i hans Spor,
Og den hevnende Dom ſelv imede ham foer.

Gjennem Dale og Krat han i martrende Kval

Flygted ſtjelvende mat ind i Teltet hos Jabel,
Og, bedaaret af Kvinden med Ord og med Vin,
Faldt i Sovn han bag Teltets beſtjermende Lin.

Da kom Herrens Befaling til Ja'el, og hun lod.
Ud af Stolpen paa Doren hun Teltnaglen brød,
Og den vægtige Hammer i Haanden hun tog,

Gjennem Siſevas Tinding hun Jernſemmet jog.

Og i Dodsgyſet zittred det bevende Lig

Og fig væltet pan Jorden med gispende Skrig,
Men fra Israels Folk til Baſunernes Klang
Steg en Tak til Jehovah med jublende Sang!

— — —

res

N
HS
RUSTER

N

| 88 an

2

7
1

,
,,
,

,
, v 7 ,.
/ jf SLITE

7 „5 2

,

Esaias Tegnér,

Til en gammel Wen.

Af
Ludvig Bodtcher.

Nu vore Aftenſtyggerne, du Kjere! —
Magnetiſt hæmmes Skridtet af vor Fod,
Og Ilden ſpales i det trætte Blod

Ved Luftning fra en anden Atmodfære.

Og Tidens Haand, hvor fnilbt den om os leger!
Den reber Seilene med hver en Stund

Og bringer altid nermere vor Mund

Hen til Forſagelſernes bittre Beger;

Det er ei lyſteligt, naar Vaaren binder
Sin brogetfriſte Krands af Blomſt og Blad
Og ſteenker den i Morgenduggens Bad,

At fætte Lopſpring kun ved — gamle Minder!
22*

339

3840 Til en gammel Ven.

Og dog — hvor gylden var vor Ungdomsſcene!
De ranke Stammer Sundheds Lylke fit

Og Haabets Gront beſtandig for fit Blik,

Og Livets Fugleſang i ſine Grene;

Sodt floited, Eros! dine Nattergale,

Men mægted ei at gjore Sjælen fold

For Uglen i Minervas blanke Skjold,

Som bragte aandig Kamp i Damarks Dale.

Og hvilke Skjonhedskilder til at ledſte,
Da Skjalden aabned Romantikens Land
Og ſeirrig forte Nordens Guder an,
Mens Thorvaldſen fremtryllede de græffe;

Guldharpen løb fra Digterkongens Sæbe -—
Hin Klang, der jevned Bolgen af et Had,
Som ſtilte trende Brodres Hjerter ad,

Der ſkabtes til hverandres Værn og Glede.

Selv ſvundne Somre gjemmer Hjertets. Minde —
Det var, ſom Solens Straale dengang gled

Med mere varm og trofaſt Kjærlighed

Hen over Skovens Bogetrcer og Linde.

Til em gammel Ben.

Og Vinteraftenen den mørke, lange

Lod Arnen vinke med en kvegſom Drik,
Og Bægret tomtes uden Politik,

Kun fulgt af Rahbeks meſterlige Sange —

Ja ſelv naar Arnen trued med at falde,

Til Huſets Guder ſtod vor faſte Lid;

Thi ingen Loke ſatte ſnedig Splid,

Og „Danmark fremfor Alt!“ vi jubled Alle. — —

„Den gamle Pan er bød” — en frigjort Alder
Opforer nu fit Fremtidsſtueſpil:
Forventningsfuldt vi lytte og ſee til —

Gid Haanden klappe maa, naar Tæppet falder!

— ...' — ̃ — eee Re

Ara Verona.

Af Fr. Juling Meier.

Med Undtagelſe af Venedig er der neppe en af
Norditaliens Steder, Hvortil der knytter fig ſaa mange
hiſtoriſte Minder, ſom til Verona. Her huſede efter
hverandre Gallere og Romere, Gother og Longobarder;
her blev Alarik ſlaaet og Alboin drebt; her fodtes Cor⸗
nelius Nepos og Catullus, en Digter, ſom Verona efter
Ovids Udſagn var ligeſaa ſtolt af ſom Mantua af fin
Virgil; her, fane Paul Veroneſe og Scipio Maffei Da⸗
gens Lys; her holdt „Diderik af Bern“ ſit krigerſte
Hof; her herfkede Scaligernes edle Slægt, og her lader
Sagnet Familierne Montecchi og Cappelletti kempe den
ſorgelige Kamp, ſom den ſtorſte af alle Digtere har for⸗
eviget.

Fra Deſenzano og Peſchiera farer Toget puſtende
og ſtonnende gjennem en vidtſtrakt Slette og nærmer

*
*

Fra Verona. 343

lig Verona. Egnen er yndig: i det Fjerne Tyroleral⸗
pernes ſneedakte Tinder og Gardaſdens Vandſpeil, der
ſtraaler i utallige Farveloner; overalt rige Maismarker
og Olivenplantninger, Morbeer- og Orangelunde, hvor⸗
fra utallige venlige Smaahuſe titte frem, Det er intet
Under, at Afgroden finder fan yppigt frem paa denne
Slette, thi den er gjodet med Menneſteblod; det er Val—
pladſen ved Solferino. Det er maaſtee ogſaa disſe
raudiſte Sletter, hvor C. Marius ved at nedſable Cim—
brerne reddede Sydens Cultur fra en for tidlig Under—
gang, og ſom have givet Oldgranſkerne fan meget at
ſtaffe.

Det var Aften, da vi kom til Verona, en ægte,
italienſt Aften, klar og rolig, varm og duftende. Hele
Befolkningen lod det til, var paa Guderne: elegante
Damer i luftige Dragter, ſolbreendte Mænd, halvnogne
Born, ſmudſige Capuccinere, ſtolte Berſaglieri, Bonder
i maleriſke Dragter og Officerer i broderede Uniformer
mylrede i broget Forvirring omkring mellem hverandre
og indaandede i fulde Drag Aftenens friſtere Luft, der,
om end varm, dog var vederkocgende i: Sammenligning
med Dagens brændende Hede, Fra Kaffehuſe og Oſte—
rier lod munter Sang og Latter; der fode Mend og
Kvinder baade indenfor og udenfor og node Jis, Sorbet
eller ſfummende Aſtiviin. Vi kom til Adigefloden, ſom
løber midt igjennem Byen. Huſene gage heelt ned til
Vandet, Hvori muntre Svommere boltrede ſig. Over den
rivende Strom forte en Bro; her var det, at en ube—

—

344 Fra Verona.

kjendt Landmand ovede den Heltedaad, ſom Bürger be—
ſynger i ſin „Lied vom braven Manne.“ Morket be—
gyndte at falde paa; hiſt og her omkring i Huſene tend—
tes der Lys; man kunde ſee heelt ind i Verelſerne til
Beboerne. Paa den klare blaa Himmel begyndte Stjer—
nerne at glimre; mange af dem hapde vi aldrig for
ſeet; de komme aldrig op over vor nordlige Horizont.

Den folgende Morgen gik vi hen for at beſtue de
ærværbige Levninger fra Romertiden, ſom altid ere Maa—
let for den Reiſendes forſte Udflugt. Den ſaakaldte
Porta dei Borsari (aa ikke langt borte. Det er en
Triumfbue med to Gallerier over hinanden og med to
Gjennemgangsbuer, eller efter Andre kun en Port af
den gamle, lengſt forſvundne Stadsmur, opført, ſom en
Indſtrift paa den melder, i Aaret 265, da Gallienus
var romerſt Keiſer. Skjondt vel vedligeholdt og af
ſtjonne Forhold vidner den dog i Orneringen om Kun—
ſtens Forfald og kan ſelvfolgelig med Henſyn til det
Indtryk, den gjør paa Beſkueren, ikke taale nogen Sam:
menligning med det mægtige Amfitheater, Didexrik af Berns
Hus, ſom Tydſkernes Oldſagn falde det, hvorhen vi nu
ſtyrede vore Fjed.

Jeg havde tidligere i Selſtab med en bygnings—
kyndig Ven i Ruiner af romerſk Oprindelſe, navnlig ved
Maintz og paa forſtjellige Steder i Frankrig, beundret
de Gamles vidunderlig ſolide Bygningsmaade, men
endnu hapde jeg aldrig feet nogen af deres Storbygnin⸗
ger. Jeg blev derfor i hoi Grad greben ved Synet af

Fra Verona. 345

det umaadelige Amfitheater paa Brapladſen i Verona.
Man tenke fig en af kolosſale Marmorblokke opført
elliptiſt Bygning af Heide ſom vort Rundetaarn, og hvis
ſtore og lille Axe ere henholdsviis fem og fire Gange
faa lange ſom ſamme Taarns Hoide, og man vil kunne
gjore fig et Slags Begreb om bette Theaters kempe⸗
masſige Proportioner. Halvfjerdſindstyve tuſinde ſtaaende
Tilſtuere kunne rummes i det Indre, og det er et i Ve⸗
rona almindeligt Sagn, at den ſtore Napoleon engang
med hele ſin Her marcherede ind og tog Plads i denne
Kempebygning. Var det, medens Bonaparte var Over⸗
general i Italien, kunde han ganſte viſt med Lethed
have fundet Plads derinde for hele ſin Her og maaſtee
for en til.

Det var med virkelig Harme, at vi midt paa Are⸗
naen fik Øie paa en lurvet Treebygning. Ved nærmere
Efterſyn vifte denne fig imidlertid at være Veroneſernes
Yndlingstheater, der, ſtjondt ingenlunde lille eller flet
udſtyret, dog ban den latterligſte Maade contraſterede
mod fine colosſale Omgivelſer. Den Tanke laa nær at
drage en Parallel mellem Nutidens og Oldtidens fceniffe
Kunſt, og ſtjondt det vilde være baade ubilligt og taa-
beligt at poſtulere, at den forſte forholdt ſig til den
ſidſte ſom denne Theſpisbod til Diocletians Amfitheater,
der omſluttede den, kunde jeg dog efter mit Kjendſtab til
Skueſpilkunſt i Syden neſten være tilboielig til at troe,
at jeg og mange af mine Landsmend, naar galt ſtulde
være, hellere vilde overvære en Foreſtilling fra Dioele⸗

— —

346 Fra Verona.

tians Tid paa Arengen i Verona end en Nutids-Pre⸗
ſtation paa det mindre Theater.

Den ene af mine Neifefæller, en ung Bankier fra
Danzig, en hoiſt vakker Kammerat, men. en Elſker af
Magelighed, foretrak at ſoge Skygge og Kolighed i det
moderne Theater fremfor ſom jeg og min anden Reiſe—
kammerat, den nys nævnte bygningskyndige Ven, at be—
ſtige det antike. Efter at have reduceret vor Paakleed—
ning til det mindſt mulige, — thi ſtjondt det var tid—
ligt paa Formiddagen, brændte Solen dog med afrikanſt
Styrke, — fatte vi To os da i Bevegelſe og begyndte
at klattre op af de 45 Rekker Marmorſeder, ſom taarne
ſig over hverandre til en ſvimlende Hoide. Det var
ingenlunde nogen let Aſcenſion: Stenene vare faa hede,
at man neppe kunde rore ved dem, et Feiltrin vilde
have været den visſe Dod, og vi vare ingenlunde faa
ſikkre paa Foden ſom de vimſe Firbeen, vi ved hvert
Skridt opſkremmede, og ſom fly forſvandt i deres Hul—
ler. Endelig manede vi, badede i Sved, den overſte
Rand. Liggende paa Maven ſtrakte vi forſigtigt Hove⸗
det ud over Kanten og ſaae ned i et ſpimlende Dyb,
paa Menneſtene og deres Ferden og deres Smaaboliger,
der fane ud ſom Paddehatte, der vare ſtudte op i Skyg—
gen af en mægtig Eg. Pludſelig horte vi hoie Skrig
nede fra Arengen, og vi gjenkjendte vor Reiſefelles
Stemme. „Hülfe, Hülfe“, løb det. „Det er ham; han
raaber om Hjælp”, udbrød vi og kom hurtigt paa Be—
nene. Vort forferdede Øie fane i Tankerne en frygte

Fra Verona. 347

lig Kamp mellem vor Ven, hvem vi troede fordybet i
Nydelſen af en af ſine fortreffelige Cigarer, og italienſte
Banditter, der uden Tvivl vare hidlokkede ved den ma—
gifte Glands, der udſtraalede fra en koſtbar Brillant,
han bar paa fin Finger. Med Fare for at brekke
Arme og Been ſprang vi med feberagtig Haft ned fra
Steen til Steen og naaede endelig ſtonnende og aande⸗
loſe Jorden. Skrigene vedͤbleve beſtandigt. J fuldt
Lob fatte vi afſted hen over Arenaens Sand for at
komme vor ulipykkkelige Ven til Hjælp. Men til vor
ſtore Beroligelſe og Glæde afloſtes Raabene, da vi neer⸗
mede os Theaterbygningen, hvori vor Ven havde ſogt
Skygge, af mildere Toner, og vi horte ham med kraf⸗
tig Stemme deklamere:

Da hört man auf den höchſten Stufen
Auf einmal eine Stimme rufen:
„Sieh da, ſieh da, Timotheus,

Die Kraniche des Ibyeus!“

Vor Frygt var ſom ved et Trylleſlag forſvunden;
vor Reiſefelle havde i fin Enſomhed moret fig med at
lokke Ekkoet frem af Amfitheatrets ældgamle Mure, og
da han var kjed deraf, forſlog han nu Tiden med at
deklamere ſin Schiller.

Ligeſom det ærværdige Amfitheater ved en let for—
ſtagelig Ideeasſociation havde fort vor Vens Tanker hen
til Ibycus og hans Traner, ſaaledes forte overhovedet
hele Verona med uimodſtaagelig Kraft min Tanke hen
paa det det deilige Sagn: om Romeo og Julie. Midk⸗
veis mellem Padua og Verona. havde jeg feet Ruinerne

1 ——-—

348 Fra Verona.

af Montecchiernes Borg hænge ſom en Ornerede paa
Siden af et ſteilt Fjeld, og nys havde jeg, ſom ſed—
vanligt med Beundring og Henrykkelſe, atter læft Shak—
ſpeares uovertreffelige Meſterveerk. Paa mit Forſlag
begave vi ſ os nu paa Veien for at beſoge de Steder,
hvor, Sagnet lader disſe ryſtende Scener foregage.
Romeo og Julies ffjæbnefvangre Kjærlighed og de
Sorgeſcener, den gav Anledning til, henforer Sagnet
til Aarene 1301 eller 1302, da Bartolomeo della Scala“)
(dod 1303) regjerede i Verona. Den findes allerforſt
omtalt hos Luigi da Porto fra Vicenza (død 1529)
i dennes eneſte, i Aaret 1524 ſtrevne Novelle. Luigi
vil have hort Fortællingen af fin Bueſtytte, en fodt
Veroneſer, der igjen havde den fra ſin Fader, men han
meddeler den med et viſt tvivlende Forbehold, ligeſom
ogſaa hans Hjemmelsmand, Bueſtytten, ſtiller ſig tem—
melig ſteptiſt til ſin egen Beretning, „da han i gamle
Kronikerhavde feet, at Familierne Montecchi
og Cappelletti horte til ſamme Parti.“ Ban⸗—
dello (dod 1561) giver i anden Deel af fine Novel—
ler, der udkom i Lucca 1554, en noget afvigende Be—
handling af Fortællingen hos Luigi da Porto, og det
er denne Bandellos Novelle, ſom Shakſpeare har be—
nyttet ſom Hovedkilde. Girolamo della Corte, en
Hiſtorieſtriver, hvis Paalidelighed allerede Se. Muffei

*) Sbhakſpeares „Escalus“ er denne Fyrſtes Familienavn
Scala med maſeulin Endelſe og det eufoniſke E.

Fra Verona. 349

har reiſt grundet Tvivl om, fortæller derimod i fin
Istoria di Verona, der gaaer til 1560, Sagnet ſom en
ſand Begivenhed, der hapde tildraget fig i Verona i de
forſte Aar af det fjortende Aarhundrede, men leverer
ikke Skygge af hiſtoriſt Bevis for denne Paaſtand, og
naar henſees til de anførte Aarstal og til forſtjellige
indre Kriterier, er det rimeligere med A. W. Schlegel,
Simrock o. A. at antage, at det her er Hiſtorieſkrive-
ren, der har benyttet Novelliſterne ſom Kilde, end med
Eschenburg at mene det Modſatte.

Heller ikke Dante, der dog var i Verona fort
efter Bartolomeo della Scalas Dod, omtaler Romeo
og Julies ulykkelige Kjerlighed; ſtjondt han meget vel
kjender Familierne Montecchi og Cappelletti, taler han
dog ikke om noget Fjendſkab imellem dem; tvertimod
tydes Digterens Ord, Purg. CVI. 106:

Veni a veder Montecchi e Cappelletti,

Monaldi e Filipeschi, om senza cura

Color gia tristi e costor con sospetti,
der ere rettede til Keiſer Albrecht den Forſte, alminde⸗
lig ſom en Opfordring til Keiſeren om at ile fine Til⸗
heengere, de undertrykte Ghibellinere, til Hjælp. Det
fremgager heraf, ſom og af den anforte Ytring af Luigi
da Portos Bueſtytte, at de to beromte Familier ſtode
paa ſamme Parti, og at begge horte til Ghibellinerne. En
af Dantes eeldſte Commen tatorer, Rombaldi da Imola
(omtrent 1375), lader de nævnte to Familier være fore

350 Fra Verona.

nede mod Greven af San Bonifacio; Andre erklere
endog Cappellettierne for Cremoneſere.

Der foreligger ſaaledes intet Bevis for nogen Feide
mellem Familierne Montecchi og Cappelletti, ſnarere det
modſakte. Romeo og Julie kunne have exiſteret, men
der kan ikke fores noget hiſtoriſt Bevis derfor, og den
lerde og patriotiſte Veroneſer Filippo Scolari, der i ſit
Skrift sulla pietosa morte di Giulia Cappelletti e
Romeo Montecchi, lettere critiche, Livorno 1832,
ſtreber at forſvare Indholdet af Bandellos og Luigi da
Portos Noveller ſom hiſtoriſt Sandhed, er bleven grun—
digt imodegaget af Profesſor G. Todeschini i „Lettere
storiche di Luigi da Porto, Firenze 1857.“

Efter Luigi da Porto var Cappellettiernes Familie—
grapſted paa Kirkegaarden ved Franeiſkanernes Kloſter—
kirke. Dette ſtemmer fuldkommen med Bandellos Be—
retning, der lader den af Munken Lorenzo bedovede Julie
blive biſat i en Sarkofag i Familiens Marmorgrap—
hvælving pan Kirkegaarden San Francesco. Vi ſtyrede
altſaa forſt vore Fjed til det forhenværende Franciſta—
nerkloſter. Gjennem en lav Port kommer man ind i
en temmelig ſtor forfalden Urtegaard, hvor Tidſler og
Ukrud ſtyde frodigt frem. J nogen Afſtand fra Mu-
ren ſindes en brondagtig Fordybning, ſom nu er loben
fuld af Vand, og ſom udgives for det Sted, hvor Ju—
lies Legeme forſt blev nedſat; men af noget Mauſoleum
findes her intet Spor. Derimod gjør man et Kapel i
Haven, ſom i mange Aar har varet benyttet ſom Re—

Fra Verona. 351

miſe, til Cappellettiernes Familiegrapſted, ſljondt det
vienſynligt er flere hundrede Aar yngre, og her forevi⸗
ſes en ſtor plumpt tilhugget Steenkiſte, ikke ulig et
Vandingstrug for Heſte, ſom tomba di Giulietta, ſom
den Sarkofag, der engang har gjemt Stovet af den
ſtjonneſte af Veronas Kvinder. Stedet ſelv, Beliggen⸗
heden, de ſmudſige og forfaldne Omgivelſer gjorde et
hesligt og fraſtodende Indtryk, og vi ſtyndte os bort
fra denne ſaakaldte Julies Grav for at beſoge hendes
Fedrenebolig.

Denne ligger i en af Veronas Hovedgader, ſom
i fordums Dage kaldtes via Cappelletti, men derpaa
fit Navnet via San Sebaſtiano af den tetved liggende
Sebaſtianskirke. J vore Dage har den atter faaet fit
gamle Navn. Cappellettiernes Bolig er et høit, ſmalt,
uanfeeligt Hus, graat af lite. Gjennem en lav og
ſnavſet Port kom vi ind i et omfangsrigt Gaardsrum,
hvor et Par lurvede Karle midt imellem Bunker af
Feieſtarn og Heſtegjodning vare iferd med at ſpende et
Par magre Og for en Pindevogn. Ved Synet af de
fremmede Herrer ſtyrtede en Flok pjaltede, halvvoxne
Knoſe los paa os, idet de ſtrakte den ene Haand ud
efter en Almisſe og med den anden pegede paa et ælt-
gammelt, fort og forvittret Steenbillede, der var indmu—
ret over den indre Port. Det var Cappellettiernes Fa⸗
milievaaben, en Hat eller Hætte. Taps betragtede jeg
de forte Mure, den faldefeerdige Svale, de ſtjeve, ure⸗
gelmesſigt ſtillede Vinduer, der for en ſtor Del vare

352 Fra Verona.

tilſpigrede med uhovlede Bredder. Her var intet Spor
af fordums Herlighed, intet, ſom lod formode, at her
havde en mægtig Adelsſlegt huſet i gamle Dage, intet,
ſom kunde gjenkalde i Erindringen Luigis og Bandellos
Skildring af Mesſer Antonio og Madonna Giovanna
dei Cappellettis ſtraalende Feſt. Alt var kun Fattigdom
og Ureenlighed, og ſtorſte Delen af Huſet ſyntes ube—
boet. J Sidebygningen til venſtre for Porten var der
et Oſteri; vi traadte derind. En fed, midaldrende
Kone modtog os med et venligt Smiil og benkede os
ved et umalet Trœbord, hvorfra et Par Mænd i Sfjor=
teermer høfligt reiſte ſig for at give Plads for de frem—
mede Herrer, medens et Par halpvoxne unge Piger be—
tragtede os med deres ſtore, ſorte Dine. Konen lagde
Polentaen med ſin bare Haand paa vor Tallerken og
fatte en Flaſke neeſten udrikkelig Vin for os.

Vi ſtode atter paa Gaden og kaſtede et ſidſte Af—
ſtedsblik paa dette Hus, ſom Shakſpeares guddommelige
Geni i mine Vine havde omgivet med en magiſt Glands,
trods dets Armod og Smuds. Da bemærkede vi en
Marmortaple, der var indſat i Muren og forſynet med
en Indſtrift, ſom oienſynlig er moderne, og ſom i Over⸗
fættelfe lyder ſaaledes:

„J bette Hus boede Capellettierne. Til denne

Familie hørte Julie, for hvem fan mange ædle

Yuglingers Hjerte bankede, og om hvem Dig—
terne have ſunget.

Venedig.
Fruens Indtryk.

Af Guſtave Droz.
Overſat af Richard Kaufmann.

Det er fuldſtendig rigtigt, naar man paaſtager, at
det forſte Aar af et Wgteſkab er et Forſog, et Prove⸗
aar, et Slags Forord. — Det indrommer jeg naturlig⸗
viis ikke offentligt, men ſaadan under fire Dine tor jeg
nok ſige det: Hvedebrodsdagene har Noget ved ſig af
ſamme Natur ſom disſe ſmaa Glas Madeira, Men⸗
dene drikke for Middag for at fane Appetit.

Hvedebrodsdagene ere den literaire Side af Sagen,
om jeg maa bruge det Udtryk; det er Lykken i Theori;
de har den halvvaagne Droms fortryllende Ynde, det
ſamme Behag ſom en ledſtende Drik, naar det er varmt,
og man ſiger til ſig ſelv: jo, nu ſtal jeg ordentlig
drikke!

De ere ſom en Vandring pan en maanebeſkinnet
Himmel, medens alle Jordlivets Bekymringer ligge ſom

Skyer nedenunder. Hjerte og Aand ſpadſere omkring i
23

354 Venedig.

Feſtdragt og juble i ſtraalende Bufketter; men man
foler ſnart, at disſe himmelſte Promenader ere en Smule
altfor udelukkende Indbildning, og man vilde ikke have
Noget imod at bytte disſe poetiſke og ſtyggerige Bu—
fletter med en ganſte lillebitte virkelig Have, ſelv om
den var proſaiſt, naar man blot raadede rigtigt over den.

Intet gjør Maven faa tom ſom disſe Udflugter til
en overjordiſt Lykke. Ganſte viſt ere de ſtraalende Feſter
hoiſt behagelige, men de erſtatte ikke de daglige Maalti—
der under ſire Oine, hvor man ligefrem og ugeneert ſpi—
ſer ſine Hverdagsretter, og hvor man frit drikker ſin
hjemmepresſede Vin, denne gode Vin, hvis Buket man
kjender, og ſom man holder ſaameget mere af, fordi man
flænge, længe har ſtuderet dens fortræffelige Egenſtaber.

Har De været i Venedig? — Jeg har været der,

jeg ſom nu taler med Dem; jeg har endogſaa opholdt.

mig der en Tid, og her har De mine Indtryk:
Forſlaget om denne Reiſe var nærved at gjøre mig
ellevild af Glæde. Komme til Venedig! Det blotte
Navn Venedig bragte mig til at ſtjcelve af Henrykkelſe!
Det er faa lyſt, faa klangfuldt, faa harmoniſt, bette
velſignede Navn! J hele fjorten Dage hviſkede jeg det
hver Aften ind i Kniplingerne paa min Hovedpude, og
naar jeg lukkede Dinene, faae jeg en Horizont af Hvide
og roſenrode Marmorpaladſer, forgyldte af Soleu. Paa
de brede Trapper, der gage ned til Vandet, fane jeg
kun Silke og Brokade, gyldent broderede Faner vaiede
i Luften, Serenader led i mit Øre, og purpurkledte

Venedig. 355

Gondoler gled hen over Lagunerne til Guitarens ſmeg—
tende Toner. O Venedig, Venedig! ...

Siden, da vi kom til at reiſe, folte jeg hele mit
Legeme beve i en underlig Skrak for virkelig at røre
ved Iddalet og drage ind i denne ubekjendte Vidunder—
ſtad. Men jeg var paa Veien, Jernbanen forte mig
afſted under en forfærdelig Stonnen og Piben, og en
Aften ſagde Moder, ſom fulgte med:

Ja, min Pige, nu ere vi der.

Jeg var nærved at faae ondt, men alligevel fpær-
rede jeg naturligvis Dinene vidt op for ikke at gage
Glip af Noget af det, der ſtulde viſe ſig for mig.

Jeg maa indromme det: jeg blev ſtuffet i mine
Forventninger. Vandet i Kanalerne var juſt ikke fly—
dende Kryſtal, Paladſerne vare morke, fattige og ofte
neſten faldefcerdige, Gondolerne vare forte og triſte, og
Gondolererne forekom mig flet ikke at være faa langt
ube i Slægt med vore egne Hyrekudſte — paa Koſtu—
met nær. J en halv Snes Dage lod man mig gjen—
nemſtreife Byen. Jeg blev hurtig træt, og det var nee—
ſten en formelig Tortur, disſe travle og uophorlige Ud⸗
flugter, paa hvilke min Nysgjerrighed blev tilfredsſtillet,
men ſom ikke realiſerede min Sjcels Dromme. Imid-
lertid beſage jeg Alt, Steen for Steen. Man ſagde til
til mig: vent blot, De vil nok komme til at fole Dem
greben, De vil ſnart finde Poeſt, Unde og Behag i
disſe ſimple Gondoler med deres forflidte Puder; vent

blot, Venedig er ikke en Logn. Jeg troede, at man
23+

356 Venedig.

vilde narre mig, og en Dag, da jeg var ude, ſagde jeg
til mig ſelv:

Nu, jeg har imidlertid dog ſeet Venedig og kan
tale om den; det er allerede grumme meget, ſkjondt jeg
rigtignok gjorde Regning paa noget mere.

Jeg har ſenere, og Himlen være takket for det, af-
lagt et nyt Beſog i den minderige Stad, og jeg har
gjort mig fortrolig med dens fælfomme og herlige Liv,
ſom jeg dengang ikke kjendte; jeg har befundet mig vel
i disſe tauſe og hurtige Gondoler, og de gamle billed—
prydede Paladſer forekom mig nu faa veltalende, de
lange, morke Kanaler fan fortryllende hemmelighedsfulde,
Lagunerne fan ſtraalende af Lys, Himlen ſaa poetiſt og
Solen ſaa guddommelig. Strommen af al denne Poeſi
og Lykke har beruſet mig, og efterhaanden ſom jeg blev
mere og mere fortrolig med disfe Nydelſer, gjennem—

trængte de mig endnu inderligere, og fuldere og klarere

folte jeg deres Tryllekraft.

See Sagen er, man ffal ikke bomme en By forſte
Gang man fætter Foden iland der — og i denne Hen—
ſeende finder jeg, at Hiſtorien om min Reiſe til Vene-
dig fuldſtendig ligner Hiſtorien om Agteſkabet. Hvis
jeg ikke var bange for at ſige en eller anden Dumhed, vilde
jeg fore Sammenligningen endnu videre; det er forreſten
let at opdage Beroringspunkterne. Man vænner fig
ikke paa een Dag til at leve ien Baad. Selv om man
er ſovant og har naturlige Anlæg dertil, gribes man
alligevel af Beven.

Venedig. 357

Men ſiden! Aa ja, ſiden! .

Nutildags har Alverden veret i Venedig. Nogle
har gjennemilet Byen i flyvende Fart og ere derpaa
hurtigt vendte tilbage; de manglede baade Tid og ogſaa
denne Modtagelighed for Indtryk, der er fan uundgaage—
lig nodvendig for at kunne opfatte Kunſtens Frenibrin⸗
gelſer. Andre har, for at ligne Gud og Hvermand,
talt fig i Extaſe og holdt glimrende Lovtaler, medens de
betragtede Alt en detail og ikke forſtod en Smule;
men hvor mange har vel tilbunds gjennemforſtet disſe
Vidundere og Draabe for Draabe drukket den livsveek—
kende Poeſi, ſom de indeholde?

Oprigtigt talt troer jeg, at det netop er et Beviis
paa Ufuldkommenhed hos Kvinden, naar hun ikke til—
bunds forſtaager den hellige Stad. Ja, det tenker idet—
mindſte jeg. Thi mellem disſe roſenfarvede Paladſer
maa vor Sjæl aabne fig, og vort Hjerte udvide fig.
Den fyſiſte Nydelſe indleder og forbereder hos os den aan-=
delige, og det er kun i Venedig, man finder denne dob—
belte Lykke forenet: en Gondol, ſom ſagte vugger os
afſted, og Underveerker, ſom fortrylle os.

Vi ere hverken mindre poetiſte eller mindre kunſt⸗
forſtandige end Mendene, men vi ere det paa en anden
Maade. Vi ere mere helſtobte end de, det er Sagen.
Hos os folges Sjel og Legeme ſaa inderligt ad, og
vor Sjæl er faa rig, at den ligeſom ſtrommer over af
Poeſi og idealiſerer ſin Ledſagers mindſte Folelſer, ſaa
at ildeſindede Folk let kunne komme til at paaſtaae, at

••„— nn

— RT RØN

358 Bentedig.

de aandelige Stromninger i på, vore Glæder og vore
Sorger, ſom ofteſt ere fremkaldte af en fyfift Nydelſe
eller Smerte.

Det er nu ikke ſandt; men det maa indrommes,
at naar vore Sandſer fole et Velbefindende, felder og—
fan port Hjerte Taarer af Glæde, og at Intet i Ver⸗
den er behageligere for det end at fee fine ſmaa Kam:
merater glade og vel tilmode. Mendene beſidde den
Evne at kunne ſpalte fig, men det er Noget, jeg
flet ikke gratulerer dem til, thi det er paa ingen Maade
ſmukt eller fintfolende, naar man har en Kammerat,
faa at handle uden hans Vidende og lade ham ſtivne
af Kulde. Deres Sjæl ſynger „J Maanens milde
Straaler“, og deres Legeme nynner imens om Sund—
hed og alle flige materielle Sager. Jeg kjendte en
Lord, hvis Hoved blev noget af det Gyſeligſte af Ver⸗
den, medens hans Hjerne udforte de beundringsveetdigſte
Beregninger, men under dette ſtore, opſvpulmede,
pudſige Hoved faae han ogſaa ud ſom en Rotte, der
bar paa et Greskar; naa, men lad os ikke tale videre
om det. Helt anderledes forholder det ſig med Kvin⸗
den; hvis Nogen af os havde vort Hoved beſat med
Ubdværter, der vare fulde af Algebra og andre ſaadanne
grimme Ting, vilde hun doe af Sorg, thi denne Van⸗
ſtabning vilde rokke Ligevegten mellem Sjæl og Legeme,
mellem Gudinden og hendes Ven.

Blandingen, det inderlige Fellesſtab mellem vor
gandelige og fyſiſte Væren, er fan fuldſteendig, at man

—
ä —————ð 23

Venedig. 359

undertiden kunde være friſtet til at troe, at hver mate⸗
teriel Del af os, hvor lille og fordringslos den end er,
alligevel har en Sjel for ſig.

Hvor vi igrunden ere beundringsverdig organi—
ſerede! — ja, vi behove flet ikke at være beſkedne; —
vor Hjerne, vort Nervecentrum, ſom Dr. Jacques ſiger,
ſidder ikke her eller der i os, det er overalt ... over⸗
alt. Ideer og Folelſer trænge ind i os gjennem alle
Porer, og den lille Finger hos en vel organiſeret Kvinde,
den alene er en langt finere Grademaaler for aandelige
og fyſiſke Indtryk end ſelp en fiintfolende Mands hele
Legeme. Muſik, Kunſt, Literatur, Religion, Kjærlighed

. vi indſuge alt dette ligeſaameget gjennem Sjee⸗
len ſom gjennem Legemet det er det, der — i Paren⸗
thes bemeerket — gjor, at vi hvad Religionen angager
ikke behove at ſtaae tilbage for nogen Mand. Vi ere
religioſe med Fodderne, med Heenderne, med Ryggen,
med Forſtanden, med Hjertet, forbi vor Sjæl ſtadig er
nærværende i alle disſe Dele af vor Perſon og ſtadig
folelſesfuld og modtagelig for Indtryk ... Mendene
derimod har en haard Hud, og deres Sjæl forlader al⸗
drig fin Feſtning. Dette vil altid være Grunden til,
at de ere ringere.

Men naturligvis findes der alligevel mange fiink⸗
folende og letbevegelige Mænd. Disſe Egenſtaber ere
imidlertid efter min Mening hos dem mere Folgen af
et Raiſonnement end af nogen intuitiv Egenſkab; men
ligemeget: der er Mend, ſom ere aldeles vidunderligt

..

360 Venedig.

intelligente, og fee! dem elſter man ikke — dem tilbe-
der man.

For at beviſe denne min Paaſtand behover jeg ikke
at ſoge langt efter Exempler, thi min Mand, min el⸗
ſtede Georges, han horer netop til disſe Mænd, han
forſtager mig, jeg foler, at han aner, hvad der rorer fig
i min Sjæl, og han har en faa forunderlig Evne til
at lade fine Ideer fane Indpas i mig, at jeg under⸗
tiden neſten endogſaa foler mig en Smule ydmyget ved
altid og i Alt at vere af ſamme Mening ſom han.
Det er ikke, forbi han preſenterer mig uigjendrivelige
Argumenter eller henriver min Sjæl med en overlegen
Veltalenhed; nei, flet ikke, han taler kun lidt og dispu⸗
terer aldrig, men desuagtet føler jeg, at mit Hjerte er
fanget, min Sjæl fortryllet ved det forſte Ord, han
ſiger. Jeg veed ikke, hvorledes han bærer fig ad, men
hans Mening er i den Grad bleven min, at jeg ſtun—
dom endogſaa onſter, at han vilde gage videre, for at jeg
kunde have den Fornoielſe med ham at overſtride den
ſunde Fornufts Grendſer.

Forreſten er det underligt nok, men undertiden fal⸗
der det mig ſaadan ind, medens hans Ideer ſperme
omkring mig paa alle Kanter — falder det mig et Sie⸗
blik ind, ſiger jeg, at han maaſkee dog alligevel i Grun⸗
den ikke har ſaa ganſte Ret. Men troer De vel, at
det derfor bliver mig vanſkeligere at dele hans Mening?
Nei, aldeles ikke. Jeg føler tvertimod en endnu ſtorre
Nydelſe ved at lade mig overbeviſe. En lille Feilta⸗

Venedig. 361

gelſe har, naar man er To om at dele den, noget for—
underlig Tillokkende ved fig; den giver Torſt. — Geor—
ges overbeviſer mig forſt og diskuterer fan; derved ere
vore Diskusſioner blevne ſmaa Lyſtture, paa hvilke vi
kappes om at overoſe hinanden med Artigheder. Og
kan De gjætte, hvorledes han bærer fig ad for at over—
beviſe mig? — Han taler ganſte ſimpelt om Venedig.
Et Ord er tilſtrekkeligt til at opfriſte disſe Erindringer,
der altid ere levende i mig; et Ord, en Geſtus, og jeg
befinder mig atter i Gondolen, blidt vugget hen over
Lagunen. Et Ord, og jeg feer den blændende Sol
ſende ſine Straaler ned bag de gamle Paladſer. Et
Ord, en Geſtus blot, og jeg feer Rialtoen, Taarnene
paa St. Markus, Pladſen med de brede Fliſer, og jeg
foler mig fortryllet, lykkelig, blændet i denne herlige
Drom fra de ſvundne Dage.

Indſeer De nu, hvor vigtigt det er at have ſtude—
ret Venedig med Haanden paa Hjertet, faa man In⸗
genting forbigik, men nod Alt?

Man taler om Kvinder, der fore deres Mend i
Ledebaand, og man gjor Net i at tale om dem, man
gjor endogſaa Ret i at lee af dem. Det er jo virkelig
en reen Latterlighed! Hvor de Mænd mage være Men⸗
neſter uden Takt, uvidende om Lagunerne og uverdige
til den Dragt, de bære! Vi andre ſtakkels Kvinder
ſtrekke tvertimod Haanden frem, for at man ftal lebe
os, vi ſoge et Træ for at kunne flotte os, vi forlange

Intet bedre end at blive formede, dannede, underviſte;

"
1

362 Venedig.

vi vil med Fornoielſe gaae ind pan Eders Ideer, end—
ogſaa de meſt forunderlige, paa Eders Smag, Eders
Feil, ja ſelv paa Eders Fortrin. Det er den ſimpleſte
Sag af Verden. Vi gage ind paa Alt, naar J blot
i Forveien har forſtaget at overbeviſe os og gjore Jer
elſtede.

Men hvorledes ſtal man da overbeviſe Jer?

Hvorledes ... hvorledes! Herregud, hvor Folk,
der ikke har ſeet Adriaterhavet, dog i Grunden er dumme!

Det var for otte Dage ſiden — De ſtal ſee, hvor
veltalende et lille Exempel kan være — Klokken kunde
vel bære Ti om Aftenen, da Georges bankede paa Do—
ren til mit Verelſe. Man var i Færd med at frifere
mig, min Baldragt laa bredt ud paa Chaiſelongen, Ro—
ſenbuketterne og Guirlanderne pyntede Kaminkanten;
Alt laa hulter til bulter.

Kom ind, ſagde jeg, kom ind, min Ven; din Ci⸗
gar er da god?

Javiſt faa ... men min Gud, hvad er der paa—
færde her?

Kan Du ilke fee, jeg er ifeerd med at pynte mig?
jeg haaber da, Du ikke har glemt, at vi i Aften ſtal til
Fru de K. .. til den ſode Fru de K. . . . Hor,
veed Du hvad, jeg ſynes i Grunden ikke om disſe ſmaa
Kroller over Panden; hvad mener Du?

Jeg dreiede Samtalen af, fordi jeg vidſte, at min
ſtakkels Ven flet ikke holdt af dette Bal hos Fru de K.

Venedig. 363

. . og at det var lutter Forſtillelſe, naar han lod,
ſom han havpde glemt det.

Naa ja, Fru de K. ...! — Han nynnede
ſagte paa et Brudſtykke af en Viſe og tilføjede: Jo,
jeg ſynes netop, at disſe ſmaa Kroller ere aldeles for⸗
tryllende. Kommer der mange Menneſker til dette .. .?

Det gjør der uden al Tvivl. Hor, oprigtig talt,
jeg er nærved at doe af Lengſel efter at komme til
denne Soirée. Thi for det Forſte har man under
Tausheds Lofte fortalt mig, at Geſandterne fra China
. . . Cochin⸗China .. . ja Du veed jo nok disſe gamle
Herrer, der torre Næfen i Papir, at de komme der
iaften ... og for det Andet har jeg Luft til engang
igjen at fage den Kjole pan, ſom Du maaftee har lagt
Meerke til for . .. Du veed nok, den med de ind⸗
vævede Solvtraade og med Pufkjolen underneden .
naa, kortſagt jeg har ſtor Lyſt til ikke at gane Slip af
dette Bal.

San maa jeg ogſaa gane ind og klede mig om,
ſagde Georges og gik.

Et Kvarteer efter blev der atter banket paa Doren.

Jeg forſtyrrer Dig vel ikke, lille Kone? ſagde
min Mand, idet han traadte ind til mig.

Han var endnu i fin daglige Frakke, men meget om-
hyggelig friſeret, nylig barberet og duftende af Parfume.
Jeg kunde ikke lade være at lee.

Kalder Du det for at kleede Dig om?

—

— NE

364 Venedig.

Javiſt, feer Du da ikke, at det gaaer langſomt,
men ſikkert.

Kom igjen, naar jeg ringer pan Dig, ſagde jeg
til Julie. Og da vi var alene, vendte jeg mig om til
ham ... — Hor, fig mig, Georges, ſynes Du virke⸗
lig, at det er faa kjedeligt at tage til Fru de K. ... 2

Nei viſt ikke, viſt iffe. Hvor Du feer nydelig
ud med disſe ſmaa Krøller over Banden; det forandrer
Dig, men Du er lige ſod for det. Og med den ene
Haand trak han i Krollerne over Panden, medens han
med den anden ſlog til mine ſtore Orenlokker, mine Ba⸗—
taillelokker ſom han kalder dem.

Jeg ſaae pan ham i Speilet, og jeg ſage hans
Anſigt lige tæt ved mit. Jeg folte hans Oienhaar
kildre mit Ore, medens den fine Spids af haus Mu⸗
flader berørte min Neſetip.

Nei, hor nu, Georges, ſagde jeg leende, jeg har
virkelig travlt; pan den Maade bliver jeg aldrig færdig.

Aldrig ferdig! jeg ſtal hjælpe Dig. Vi vil be⸗
gynde med Fruens Fodder, hvis Fruen vil være ſaa
artig at fætte fig her ved Kaminen.

Og medens han ſagde det, manovrerede han ſaa
beheendig, at inden jeg vidſte et Ord af det, fad jeg
paa hans Skjod. Ja, der findes Ting, ſom man umu—
lig kan forudſee.

Tor det Forſte vil vi give Fruen disſe ſmukke ro⸗
ſenrode Silkeſtromper paa, der udbrede en ſaa deilig
Violduft. Nei, hvor det lugter godt! Og han indaan—

Venedig. 365

dede Parfumen i lange Drag, medens han lukkede Øinene
halvt til. — Men Gudbevares, hvor har jeg mine Oine
henne! Jeg har jo vendt Vrangen ud af Strompen;
om Forladelſe, min elſtede Ven, om Forladelſe.

Aa, det gjor flet ingen Ting. Men ſtynd Dig
nu, tjære Georges, og pas paa, at der ingen Folder
kommer.

Jo viſt fan, jeg kan godt fee pan Dig, at Du
er vred, forbi jeg har vendt Vrangen ud. Kjære, lille
Kone, om Forladelſe! — Han fingerede en faa ſterk og
komiſt Fortvivlelſe, at jeg var nodt til at kysſe ham
for at berolige ham en Smule.

Tak, Tak! Hvor det gjorde godt! Ja jeg ſaae nok,
at Du var vred paa mig, gyſelig vred, veed Du det.
Nu ja, for Pokker, en Strompe pan Vrangen, det har
man da ogſaa Lov til at blive vred over.

Hvor Du dog ſidder og fnakter! Nu er Klokken
Elleve, Georges.

Ja virkelig, den er Elleve! Saa maae vi rigtig:
nok ſtynde os! Hvor Tiden dog gaaer hurtigt; det brin—
ger mig formelig pan alvorlige Betragtninger over Li—
vet i Almindelighed. Ved Du hvad, hvis jeg turde,
hængte jeg virkelig fire og treſindstyve Chronometre op paa
Væggen i mit Verelſe ligeſom Commandeuren paa Ala—
bama. Kjender Du ikke Hiſtorien om Capitain Sem⸗
mes' fire og treſindstyve Chronometre?“

Et Kvart eer paa Tolv, Georges!

Ja, ja, nu flal vi ſtynde os! Hvad der er faa

366 Venedig.

fortryllende ved Dig, min Elſkede ... — aa, ftræf
Foden en lille Smule frem, — det er, at Solen viſer
fig umiddelbart efter Uveiret. Nu f. Ex., fee hvor ro⸗
lig, hvor. ſmilende Du er, hvor ſtraaler ikke dit Øie ..

. er det virkelig ogſaa ſandt, at Du flet ikke gjør no—
gen Kunſter med dine Dine, for at fane dem til at
ſtraale ſaaledes?

Aa fy! Du fan jo felv fee efter.

Nei, paa min re, der er Ingenting, og paa
Leberne, er der heller ikke Noget der?

Men, det er jo oprorende! Hvad troer Du da
om mig? See ſelv ad.

Jeg troer Dig, jeg troer Dig, min Ven. Aa,
hvor dine Læber er yndigt rode .. . ret ligeſom to
Granatebler, der ſpille i Solen.

Nei, nu vil jeg have, Du fkal være ſikker i din
Sag; ſaadan en Tvivl vil jeg ikke have maa .

Men det var ogſaa virkelig dumt, afſtyeligt
af mig.

Ja, det er en afſtyelig Mistanke, Du har kaſtet
paa mig.

Han overbeviſte fig paa det artigſte og ſyntes til-
fredsſtillet.

Ja, hvis der er Noget pan de Leber, faa maa
bet rigtignok være noget ganſte overordenlig rart!

Det er rimeligt nok, at jeg faae paa ham med en
vis Glands i Diet. Man foler ſig altid rort over disſe
fine Artigheder, felv naar man har traplt.

Venedig. 367

Vore Oine modtes, og i Dybet af hans Pupil
troede jeg at fee den ſtraalende, blinkende Lagune un⸗
der dens uendelig blaa Himmel. Jeg folte mine Ne⸗
ſebor udvide ſig for at indaande Duften fra den gyldne
Bred, og min Mund halvt aabne fig for at indſuge
den rene og livsvekkende Luft.

Hvad tenker Du paa? hviſtede han ind i mit Øre.

Jeg flog mine Arme om hans Hoved og bedek—
kede det med Kys.

Ja, det [yder rigtignok utroligt, men da Uhret flog
halv To, var han endnu kun færdig med den ene Fod.

Og Fru de K. .. 8 Bal? ſpurgte han.

Vi brod ud i en uſtandſelig Latter. Naturligviis
vare Cochinchineſerne, der gage tilſengs med Honſene der⸗
ovre fra, allerede tagne hjem. Jeg frygtede rigtignok et
Oieblik for, at jeg ſiden ſtulde angre det, men faa ſagde
jeg til mig ſelv: Nu, hvis det virkelig ſtulde blive Til
fældet, faa maa Georges tage det paa fin Kappe.

Ja, fee ſaadan er det, naar man har Tillid til hinanden!

Men lad os nu tale alvorlig, thi der ligger virke⸗
lig en philoſophiſt Tanke bag Alt bette her. Jeg har for-
ſomt et Bal, hvor jeg havde megen Lyſt til at komme,
og jeg har dog ikke følt det mindſte Spor af Vergrelſe,
ikke yttret den ringeſte Bebreidelſe til Nogen; det maa
De indromme, det er virkelig forbauſende!

Men hvoraf kom det? — Ganſte ſimpelt af, at
Overbevisningen hos mig gik forud for alle umulige
Raiſonnementer. Aa Venedig, Venedig!

ty: 66
En ne.

Efter Leopold Kompert.

Det forunderlige Bæfen, ſom man falder Lykken,
bevæger fig paa en bortflygtende Bolge. Alverden kan
ſee den, den pasſerer forbi Alles Blikke, undertiden paa
faa nært Hold, at man neſten kunde faae den til at for⸗
ſvinde ved et Puſt. Og dog er det kun givet en En⸗
kelt at faae fat paa den. Der gives en Hærffare af
Boger, hvis Forfattere lære os til Fuldkommenhed Kun⸗
ſten at narre den lille Fiſt for at fane den til at bide
"paa Krogen, Maaden, paa hvilken man flal nærme fig
Fuglen i Skoven for at hindre den i at undflippe, og
omringe det vilde Dyr, for at det kan blive et Bytte
for Menneſtet, dets ondſkabsfulde Fjende; men Ingen
vil nogenſinde bære i Stand til at lære os, hvorledes
man flal bære fig ad med at fpærre Veien for det
forunderlige Veſen, vi for omtalte, ſaaledes at det bli⸗—
ver nodt til at ſtage ſtille og lade fig gribe. Kunſten

En „Min“. 369

at fange Lykken exiſterer endnu ikke. Tuſinder af Men⸗
neſter, ſom ſtaae paa Strandbredden, fee den med deres
egne Oine og ſtrekke Hænderne ud for at gribe den.
Hvormange Anſtrengelſer er der ikke gjort, hvormange
Udraab have ikke lydt! Alle Klogſtabsregler have Intet
hjulpet. Andre derimod vige tilbage overfor faa megen
Uleilighed. Idet de trætfe fig tilbage i fig ſelb uden
at lade Omverdenen merke Noget, idet de ſtedſe ere paa
deres Poſt og uophørlig beſtjeftigede med deres Frygt
for at blive opdagede af nesviſe Dine, vandre de
fremad paa Taaſpidſerne med Blikket til alle Sider, og
ved Hjælp af disſe Forſigtighedsregler kommer Lykken til
dem, længe førend de Andre have kunnet fange den.

Saafremt Menneſtene vilde og turde vove at for⸗
telle, hvorledes hver Enkelt af dem har forſtaaget at
gribe Lykken, En uden nogen Vanſtelighed, en Anden
bedoekket af Saar, da vilde man høre høift forunderlige
Fortellinger. Men da burde man forſt og fremmeſt
give Ordet til det tauſe Individ, ſom ſtadig forer et
indadvendt Liv, ſom vandrer ſtille og lydloſt frem, og
hvem Ingen vover at ſporge om, af hvilken Aarſag dets
Wine af og til ſtraale med en faa forunderlig Glands,
eller hvorfra et faa merkverdigt lykkeligt Smil en enkelt Gang
tegner fig pan dets Leber: ved bette Individ mener jeg
„Minen“.

21

370 En „Min.“

J.

I den lange og jævnt brede Gade, ſom i en vis
Ghetto i Bohmen ſtrekker fig fra Torvet til Floden,
ligger der i den nederſte Ende et fuldſtendigt iſoleret
gammelt Hus. Det ſtriver fig fra en af hine Arkitek—
turens gamle Tidsaldere, hvor Politiet, ſom ſtulde have
Tilſyn med Opforelſen, endnu ikke var naget til ſom i
vore Dage at begunſtige Murerne pan Tomrernes Be⸗
koſtning. Dette Hus er i Virkeligheden udelukkende op⸗
fort af ſtore Bjelker, hvis Mellemrum, der ere opfyldte
af Kalk, ſom er overſtroget med en guul Farve, i og
for fig antyde, at Oxen ikke har været eneraadende ved
Opforelſen. Huſet er ſtjult af tre Valnoddetreer med
ſtore Kroner. Hvem har plantet dem? Hvem har for—
ovrigt bygget ſelve Huſet? Det er et orkesloſt Sporgs⸗
maal, felv for Beboerne i Gaden. Hvad det angager,
vide de kun Et: at dette Hus ſtedſe har været beboet
af en og ſamme Slags Menneſter. Det var hele Huſets
Hiſtorie.) De, ſom fra Arilds Tid vare gagede ud
af dette Hus, lige fra Barnet, ſom legede med ſin Top,
og indtil Oldingen, der ſtedſe holdt fig opreiſt, takket
være Dodsenglens utrolige Ligegyldighed — thi i bette
Hus levede man uendelig længe — alle de Menneſker
kortſagt, ſom nogenſinde havde levet og boet der, Kvin—
derne iberegnede, gik i Naboernes Dine for at være
„Miner“. Naar man forſt engang har indviklet en
Familie i et Ogenavns Net, faa veed man, at der

En „Min“. 371

behoves intet Mindre "end himmelſte Aanders gigantiſte
Kræfter for at rive Maſkerne i et Net af en ſaadan
Natur i Stykker. Et ſaadant Net ubdſtrekker og breder
ſig uſynligt ud over alle vore Forbindelſer og ſociale
Forhold; det omſpender alle vore Handlinger, knytter ſig
til vort Legeme og vor Sjæl og omflynger ſaavel dem, der
komme, ſom dem, der gage, det vil ſige ſaavel de Ny—
fodte ſom de Doende. J Sammenligning med dette
Net er det ſteerkeſte Ankertoug kun et Edderkoppeſpind.
Det var kort og godt i et Garn af denne Natur, at
man hapde inbfnøret det omtalte Hus: man kaldte det
„Minernes Hus.“

Det er vanſteligt at forklare hele den omfattende
Betydning af bette lille Ord „Min“, der indeholder fad
faa Bogſtaver. Beboerne af Ghetto betegne med bette
Napn færlig en Mand uden ydre Fremtreden eller An⸗
ſeelſe, der ikke gjør Spræl med fin Perſon, en af disſe
Mend, ſom ien Gade, hvor ti Fodgenngere kunne gaae
ved Siden af hverandre, ſtadig vil gage af Veien for
Dig for ikke at genere Dig eller komme til at ſtode Dig
paa Albuen. Det er der forovrigt ikke Noget at ſige
til, thi hvem af os har ikke folt ſig ſmigret over at ſee
fin Næfte betragte fig ſom Ens Underordnede? Men
hvad man navnlig bebreidede dette Hus, det var, at
alle dets Beboere vare „Miner“. Denne dilſyneladende
Rolighed, denne Mangel paa enhver Lyſt til at ſynes
ſtjulte i Verdens Sine mange hemmelige Henſig—

ter, mange Myſterier. Ligeoverfor ſaadanne Folk maatte
24*

372 En „Min“.

man nodvendigvis være pan fin Poſt; man maatte ikke
indlade ſig for meget med dem, da man aldrig kunde
være ſikker paa, om det vilde gage godt eller galt. Hvor
gjennemſigtigt end Enhvers private Liv i Ghettoen er,
hvor vanſteligt det end er at ffjule det, ſom paa et ſaa⸗
dant Sted uundgagelig falder Enhver i Øinene, faa er
det dog ikke deſtomindre ſandt, at det nevnte Hus i ſaa
Henſeende dannede en Undtagelſe. Havde Wolff med
Filnavn „Minen“ nogen Formue? Var han lwykkelig?
Hos ham bemeerkedes ikke den mindſte Stoi, ikke den
ringeſte Bevegelſe, ſom kunde lede til at troe det Ene
eller det Andet. Det kommer af, at „Minen“ ſtadigt
har et lyſtigt Humeur. Endnu Et: hvem havde plan⸗
tet de tre ſtyggefulde Valnoddetreer, Hvis tykke Lov
ſtjulte Huſet? Den Samme rimeligvis, ſom hapde ladet
Huſet bygge, og han maatte have været en „Min.“
Og hvorfor lod hans Son og hans Sons Son disſe
Træer blive ſtaaende? Var det maaſtee, fordi Træerne
bar fortræffelige Frugter? Nei, thi man afplukkede og
ſolgte ikke engang Tiendeparten deraf. Rebb Koppel
Friedmanns Son, den iltre lille David, ſom efter de
ſidſt indlobne Efterretninger fra Amerika er bleven ud⸗
næbnt til Dommer i en By ved Ohio, den iltre lille
David, ſige vi, flog periodiſt Valnodderne ned, medens
de endnu vare indhyllede i deres grønne Deekke. Man
havde altſaa ladet Træerne blive ſtaaende ikke for at
nyde deres Frugter, men ganſte ſimpelt for at Folk ikke
ſtulde ſee, hvad der foregik bagved; ellers havde Alver⸗

En „Min“. 373

den kunnet vide, hvorledes „Minen“ Wolff og hans Fa⸗
milie levede inden deres fire Vegge.

Vor Pligt ſom Hiſtorieſkriver noder os nu til at
ſige nogle Ord om denne hemmelighedsfulde Tilværelfe,
ſom man navnlig bebreidede vore" „Miner“, og ſom
mindede om Kattenes Veren. Der var i Virkeligheden
noget hoiſt Mærfværbigt ved den Taushed, ſom herſtede
over alle deres Gjerninger og Bevegelſer. Deres Liv
lignede pan en vis Maade Dore, ſom, naar de gabne—
des, bevægede fig pan oliebeſmurte Heengsler. Man
kunde med Sikkerhed angive den Dag, paa hvilken
Rebb Wolff vilde viſe ſig i en ny Overfrakke eller
hans Huſtru Perl, ſom var endnu mere taus end ſin
Mand, vilde lade fig fee med en ny Hue. Det flete
kun paa den førfte Dag i Paaſten og aldrig paa nogen
anden Tid. Desuden forſpandt denne uſadvanlige
Luxus ligeoverfor den, ſom alle de andre Beboere af
Ghettoen udfoldede pan den Dag, og pan denne Maade
kunde den hverken fordunkle eller krenke Nogen.

Paa ſamme Maade holdt man ſig tilbage under
hundrede Omſteendigheder. Naar der for Exempel var
Tale om at vælge Forſtandere for den jodiſte Menig⸗
hed, fua indtog Rebb Wolff en Stilling, ſom det tydſte
Sprog i den ſenere Tid betegner ved Ordet „Centrum“
og Ghettoens Sprog ved Ordet „Min“; det vil ſige,
at han hverken fluttede fig til Hoire eller til Venſtre.
Men han var ſerlig glad, naar han overhovedet kunde
lade være at afgive fin Stemme.

374 En „Min.“

Trods dette indtraf der en ſtjon Dag en Begivenhed,
hvorom Mindet endnu vil leve i Ghettoen i lang Tid. Man
fortæller, at det var Rebb Koppel Friedmann, ſom pan
denne Dag i al Stilhed udfoldede en fua utrolig Akti⸗
vitet, at han ved Forſtandervalget fif Majoriteten af
Stemmerne til at falde paa Wolff med Tilnavnet
„Minen“.

Paa denne Maade kom altfan en uventet Glands
til at lyſe over Bindingsverkshuſet, ſom laa i Stygge
af de tre Valnoddetreer, en Glands, ſom Huſet forov—
rigt aldrig havde drømt om. Hvad Koppel Friedmann
angik, da havde han kun ſogt at opnaae dette Reſultat
for „at more fig”; han havde ganſte ſimpelt været nys⸗
gierrig efter at fee, hvorledes en „Min“ ſom Wolff
vilde tage ſig ud i ſit nye Embede. Men derfor var
Valget ikke deſto mindre lige fuldgyldigt.

Skulde man troe Folkeſladderen, kunde man den
ſelbſamme Dag i lang Tid have hort „Minens“ Hus
gjenlyde af faa ſmertefulde Skrig, ſom aldrig tilforn
havde lydt ud derfra. Den, ſom i bette Oieblik havde
kaſtet et nysgjerrigt Blik gjennem de tre Noddetrcer,
vilde have kunnet ſee Skyggen af den til Hverdagsbrug
jaa rolige Perl tegne fig fnart paa den ene og fnart
paa den anden af Dagligſtuens Vægge, idet den gik
frem og tilbage med foldede Hænder. Fra Tid til an⸗
den vilde man ogſaa have hort Graad og Beklagelſe.
Under Pauſerne hævede Rebb Wolff fin bedende Stemme
og forſogte, idet han pan ſamme Tid beklagede fig, at

En „Min“. 375

lægge en Demper pan Klageudbrudene. Alverden
troede at have hort Perls larmende Graad lyde heelt ude
paa Gaden.

„Paa den Maade, ſagde man, veed Perl, Rebb
Wolffs Huſtru, altſaa ogſaa, hvad det vil ſige at græde!
Som Folge deraf er hendes Mand ikke en „Min“,
ſom man har antaget i faa lang Tidl”

Andre derimod ſagde:

„Skulde man ikke have ſvoret paa, at man levede
i Rebb Wolffs Hus ſom i Paradis, det vil ſige i den
ſtorſt mulige Sindsro og med den meſt fuldkomne
Glæde i Hjertet?”

Kun nogle ganſte Faa- troede at ane, at der var
et viſt Sammenhæng mellem Perls Taarer og...
Forſtandervalgene. Men allerede den neſte Dag erflæ-
rede Rebb Wolf, at det var ham umuligt at modtage
den Verrdighed, hvormed man havde bekloedt ham; han
var Menigheden meget erkjendtlig derfor, men han fore⸗
trak at betale den i et ſligt Tilfælde paabudte Bode
fremfor at paalegge fig ſelb en Byrde, der laa over
hans Kræfter.

„Seer De „Minen“! ſagde man overalt; det er
den rigtige „Min“.“

En vis Perſon, der har ſtor Interesſe af denne
Hiſtorie ſom af ſaa mange af de andre, der ere pasſe—
rede i Ghettoen, var netop tilſtede den ſamme Dags
Aften, da den iltre lille David efter Gudstjeneſten ret⸗

376 En „Min“.

tede folgende Sporgsmaal til en ung Mand med et
jævnt enfoldigt Udſeende.

„Sig mig, Kobi, hvorfor har din Fader nægtet at
modtage Beſtillingen ſom „Gabbe“ (Menighedskasſerer)?“

„Det vilde have været et altfor vanſteligt Hverv
for ham, ſvarede den unge Mand, idet han paa en
forunderlig Maade blinkede med Oinene. Hvorfor ſtulde
han paalegge fig ſelvb en Byrde, ſom Ingen vilde vide
ham Tak for? Han har Nok i Forveien af det Slags.“

Dette Svar forbløffede dienſynlig den iltre lille
David; men han fattede fig ſnart og lagde leende til:

„Skal jeg ſige Dig, hvorfor han nægtede det? Det
er ganſte ſimpelt, fordi din Fader er en „Min“, forbi
din Moder er en „Min“, og fordi. Du ſelv ogfan er
ſaadan en!“

Den iltre lille David havde Ret, og det er netop
denne unge „Min“, med hvem vi ville underholde vore
Leſere.

II.

Kobi var en ſmuk ung Mand med brunlig An⸗
ſigtsfarve, ſorte Haar og ſterkt markerede Dienbryn.
Han var fnarere hoi end lille, og hans Figur var flir⸗
ſtaaren og kraftfuld, men lidt krumboiet ſom Folge af
den langvarige Vane at gage forover boiet. Han gik der⸗
for ogſaa for at være lille, men det var kun i Ghet⸗
toen, og naar dens Beboere vare tilſtede, at han ind—
tog denne Stilling. Traadte han derimod over Dor⸗

En „Min“. 377

terſtelen paa det Hus, vi tidligere have omtalt, faa
naaede han neſten op til Grenene paa et af de tre
Valnoddetreer, der vare plantede foran det. Man lagde
overhovedet ikke ſtort Merke til ham, og Storſteparten
af Folk betragtede ham ſom en ubetydelig Dumrian.
Naar man talte om ham, ſagde man:

„Det er et ſmukt Hoved, men en tom Hjerne!“

Men ba ber altid findes Folk, hvis Dine ere mere
gjennemſtuende end Andres, vil Leſeren ikke blive for⸗
bauſet over den Dom, ſom Koppel Friedmann, den iltre
lille Davids Fader, allerede for lang Tid ſiden havde
fældet over Kobi. — „De ſtal fane at fee, havde han
ſagt, at denne lille Fyr vil blive „Minen“ Rebb Wolff
op af Dage, og en ſtjon Dag vil han ſom „Min“
overgan alle de Andre tilſammen, hvis ikke vil jeg være
en Logner.“

Sandheden er, at da Kobi havde fyldt fit fire og
tyvende Aar, havde alle de klogtige Hoveder i Ghet—
toen fattet deres Tanke om ham, og de ſtemmede i Et
og Alt overens med Koppel Friedmanns Profeti.

Kobi gav fig af med ,, Forretninger” og hadede
Lediggang. Kjobte han Et eller Andet til Huſet, gjorde
han altid, hvad man falder „et Coup.“ Ikke deſto
mindre bare Meningerne ogſaa delle angagende denne
Side af Sagen: „Minen“ Rebb Wolff fandt ſelv, at
hans Son var altfor taus; i hans Dine havde Kobi
ikke tilſtrekkeligt Initiativ, han forekom ham ikke at være
nok „barien“, ſom man ſiger i Ghetto, naar man taler

E

378 En „Min“.

om visſe entreprenante Individualiteter, hvis hele For⸗
mue beſtaager i deres Klogt, og ſom ilke beſto mindre
ere i Stand til at erhverve en Verden, ſaafremt Skjeb⸗
nen ikke havde ladet dem blive fødte i en Ghetto.
Mere end een Gang havde Rebbi Wolf i et fortroligt
Oieblik ſagt til ſin Huſtru Perl:

„Har han nogenſinde forekommet Dig at have en
eller anden ſtor Plan for? Har han nogenſinde gjort
Indtry' paa Dig af at være en ung Mand, ſom for
Exempel havde Lyſt til at tage fig en Huſtru og begive
fig hen til et Giftermaalsmode? At tenke fig, at en
faa ſmuk Fyr, der er rank ſom et Træ og allerede fire
og tyve Aar gammel, lader ſig diſtancere af mange me—
get Yngre, der kun fee ud ſom Born ved Siden af ham!“

„Lad ham gjore, ſom han ſelv vil! Lad ham det!
ſvarede Perl lidt mut, hvergang dette Sporgsmaal blev
gjort hende. Hvorfor ønffer Du, at han allerede nu
ſtulde bære de Byrder, ſom Wgteſtabet fører med fig,
paa fin Ryg? Lad ham leve, ſom han har Lyſt til;
han har jo Tiden for fig, og den Kvinde, ſom han ſtal
tage tilægte, er uden Tvivl født for lang Tid ſiden.“

„Det er ogſaa en Maade at tale pan! ſparede i
fan Tilfeelde Rebb Wolff med et Smil. Havde jeg rai-
ſonneret ſaaledes, vilde jeg faa have ægtet Dig? Tu⸗
finder af Andre vilde være komne mig i Forkjobet.“

„Du ſpoger altid, ſvarede Perl, hvis Kinder ved
ſaadanne Leiligheder farvedes af en kydſt Rodme, ſom
aldeles ikke klodte hende ilde.

En „Min“ 379

„Hvem ſiger Dig, at jeg ſpoger? ſagde Wolff, og
i det han udtalte disſe Ord, blev hans Stemme mod
Sedvane endogſaa neſten heftig; jeg gjentager det:
den Dreng bliver ikke til Noget. Jeg forſtager godt,
at man er taus, og at man ikke gjør altfor megen Op⸗
ſigt her i Verden; jeg bærer mig ſelv ſaaledes ad;
men derfor er det ligefuldt fandt, at en Mand ogſaa
kan være altfor taus.“

„Lad ham gjøre, ſom han ſelv vil! Jeg vil ikke
have, at der bliver ſagt det allerringeſte Ondt om min
Kobi: Du ſtal nok faae at fee, at Drengen kommer vi⸗
dere i Verden, end Folk og Du felv troe. Jeg vil
indrømme Dig, at han er taus, men hør engang: vilde
Du foretrekke at fee ham gjore Spræl, ſpille den Nafle
og give fig ud for Noget, han flet ikke er? Glem ikke
mine Ord: ſtjondt det for Oieblikket ikke feer ſaaledes
ud, vil vor Dreng gjøre fin Lykke i Verden, og det i
langt hoiere Grad, end Du kan tenke Dig.“

„Han er altfor taus, gjentog Rebb Wolff uaflade⸗
lig; naar man ikke gjor det allermindſte Spektakel, ſaa
bekymrer Verden fig ikke om Ens Tilverelſe. Kobi be⸗
hover kun at ftræffe Haanden ud, og Gitel Hahn vil
være altfor lykkelig til ikke ſtrax at ſtjcenke ham fin
Datter og to tuſinde Gylden; ovenikjobet vilde hun
optage ham ſom Part i Forretningen.“

„Men jeg vil ikke have, at han ſkal ægte den lille
Fogele med de rode Haar, udbrod Perl med en Art
Foragt, hun, ſom dagligdags var faa langt fra at gjøre

380 å En „Min.“

Nar ad Nogetſomhelſt. Der har aldrig, ſaavidt jeg
veed, været et eneſte rødt Haar i vor Familie, og jeg
vil ikke have, at Kobi ffal gjore Forſoget paa fin egen
Bekoſtning. Nei, nei, dertil holder jeg altfor meget af
min Dreng!“

Et Moderhjerte er en forunderlig Ting. Naar der
er Tale om at forſvare et Barn mod en virkelig Fare
eller kun mod den mindſte Bagtalelſe, da er Moderhjer⸗
tet i Beſiddelſe af en Kraft og et Mod, der trodſe
Doden, og hvoraf mange Helte ikke have følt fig be—
ſjelede pan Valpladſen. Derſom hun kun aner Faren,
da bliver hun frygtſom, ja neſten feig. Da Perl ſaae
ſin Sens Fremtid i en ſaadan Belysning, ſom vi nys
have feet den, kunde hun ikke undertrykke en let Skjeelven;
hun var bleven langt mere forſkrekket derover, end hun
vilde lade ſig merke med.

„Skulde man ikke troe, udbrød hun ivrig, naar man
hører Dig tale ſaaledes, at han til ſyvende og ſidſt
maatte fee ſig ſelv reduceret til at ſlaae paa den ſtore
Tromme for at fane alle Nabolagets gamle Jomfruer
til at fromme hen til ham?“

„Jeg holder paa, hvad jeg een Gang har ſagt: han
er altfor taus.“

Med disſe Ord endte i Regelen Familieraadet, der,
ſom det altid er Tilfældet ved ſaadanne Leiligheder,
forte til, at hvert af de to Partier langt mere end tid—⸗
ligere var overbevift om Rigkigheden af fine Anſkuelſer.

Enkelte Samtaler af denne Natur naaede af og til

En „Min“. 381

Kobis Oren, hvad enten han nu lurede, eller han
ikke lurede. De bidroge imidlertid ikke til at gjore ham
mindre taus; thi de gjorde kun ringe Indtryk paa ham.
Jenkelte velordnede Huſe har man ingen Hemmelig—
heder for Bornene; man tillader dem at give Raad og
ſige deres Mening, fua meget de have Lyſt til; man
giver dem ogſaa Lilladelſe til at give deres Folelſer
og Sindsbevegelſer Luft, og man fager paa denne
Maade Leilighed til i Tide at opdage ſaavel deres gode
ſom deres ſvage Sider. Deraf kommer det ogſaa i
Regelen, at deres Forſtand udvikles, faa at de længe
i Forveien gjætte, hvad der foregager i deres Foreldres
Sjæl, endffjondt de ikke ere blevne ſpurgte til Raads.
Saaledes gik det med Kobi. Han gjettede med en
ſjelden Skarpſindighed, Hvorom hans Forceldres Sam⸗
tale havde dreiet fig; kun lod han beſtandig, ſom han
aldeles ikke anede det. Det var en ſnu Krabat, den
Kobi! Han vidſte godt, at hans Fader aldrig Ivilbe
anvende Tvang i faa Henſeende, om faa den lille Fo-
gele med de rode Haar end havde havt' to tuſinde
Gylden mere i Medgift. Forøvrigt var han filter paa
at finde Underſtottelfr hos fin Moder; han vidſte, at
hun, naar Kampen var hedeſt, vilde beſtytte ham med
ſit Skjold, og der gives ganſte ſikkert Ingen, ſom ikke
forſtaaer, hvilken Betydning en ſaadan Beſtyttelſe kan
have i visſe farefulde Oieblikke i Livet; den har ofte
afgjort de heftigſte Kampe.

Men maaſtee var han ſelv bleven bragt i Forvir⸗

382 En „Min“.

ring, ſaafremt man havde ſpurgt ham, Hvorfor han ſaa—
ledes fatte fig op mod fine Forældres Planer. Hvem
fan roſe fig af at læfe tilbunds i en „Mins“ Sjæl?
J nogen Tid havde der imidlertid herffet en Art Vaaben⸗
ſtilſtand i Huſet. Rebb Wolff lod „den altfor tauſe
Dreng” ſtjotte fig ſelb, og den rodhaarede Fogele var
der ikke mere Tale om. Roligheden var vendt tilbage
til bette ſedvanlig fan rolige Hus.

Der kom ikke deſto mindre et Oieblik, hvor Rebb
Wolffs hemmelige Saar atter begyndte at blode. Det
var igjen blevet „Halamoed“. Saaledes kaldes de ſire
lyſtige halve Feſtdage, ſom indtræffe periodiſt to Gange
hvert Aar, ved Paaſten og Lovpſalsfeſten. Naar Hala⸗
moed kommer til Ghettoen, medbringer den Glæden,
Nydelſen og de glimrende Forhaabninger. Den veekker
Tuſinder af gamle og unge Hjerter til Live: Modre⸗
hjerter, unge Mends Hjerter og unge Kvinders Hjerter.
Man venter med Lengſel dens Ankomſt, man feer den
komme med Angſt, der er blandet med Haab. Og er
den endelig kommen, hvad da? Saa ffulde man troe,
at det var en Fjende, ſom var kommen uforberedt, uſyn⸗
lig, inkognito, og til Wre for hvem man ifører Huſet,
Vinduerne og ſig ſelv den ſmukkeſte Dragt. Hvem er
den lykkelige Dodelige, hos hvem den vil tage ind?
Under hvilken Skikkelſe vil den viſe ſig? Hvormange
Mødre og frygtſomme unge Piger kunde ikke onſte at
vide det i Forveien! Men da det nu ikke er givet dem
at fane det at vide, faa troſte de fig med atter og atter

En „Min“. 383

at tenke paa deres Medgift. Man veed jo heller ikke,
hvilket Oieblik Doren kunde gage op. Tiden er kom⸗
men til „Wgteſkabsbeſogene“.

Paa denne Dag havde Rebb Wolff i den tiblige
Morgen betragtet fin Son noie med det ene Die, me⸗
dens han omhyggelig holdt det andet tillukket, og havde
uden nogen Indledning ſagt til ham:

„Og Du, min kjere Kobi, ſtal Du ikke paa Far⸗
ten idag? Veed Du ikke, hvad det er for en Dag idag?“

„Hvorfor ſtulde jeg ikke vide det? ſvarede han med
et let Smiil. Idag er det Halamoed.“

„Og fan?" ſagde Rebb Wolf uden at tilfoie Videre.

Dette liſtige Sporgsmaal, ſom ſyntes at være et
direkte Angreb paa Kobi, bragte ham aldeles ikke ud af
Fatning. Han ſparede med fuldſteendig Ro:

„Og hvad ſaa?“

„Gjeſtgiverſtederne, bemeerkede Rebb Wolff ond⸗
ſtabsfuldt, ere idag opfyldte af Vogne; man kan alle⸗
rede nu ikke fane Logis et eneſte Sted.”

„Virkelig?“ ſpurgte Kobi med forbauſet Mine.

„Allerede imorges tidlig og længe for Gudstjene⸗

neſten ſage jeg tre, fire Vogne komme forbi”, vedblev
Rebb Wolff uden at lade ſig bringe ud af Fatning ved
Kobis forſtilte Forbauſelſe.

„De, ſom have leiet disſe Vogne, maa rimeligvis
have en Forretning for“, ſparede Kobi tørt.

„Men Du, Ulykkelige, Du har ingen Forretning
for, ſukkede Rebb Wolff; jeg kunde gjerne predike for

384 En „Min“.

Dig, til min Strube blev ganſke tor, og dog vilde Du
ikke flytte Benene udenfor Byen, ſom man ſtulde troe,
at Du var naglet faſt til. Alle Menneſter gaae og
komme for at ſoge ſig en Huſtru; kun Du bliver rolig
ſiddende hjemme. Hvad forhindrer Dig i at leie en
Vogn, ifore Dig dine nye Kleder og ſige til Kudſten:
„Kjor mig der eller derhen, for at jeg ogfaa engang
kan gjore mit Valg?”

„Men hvor vil Du dog have, at jeg ffal lade
mig kjore hen?“ ſpurgte Kobi med Blidhed.

Dette Sporgsmaal bragte tilſidſt Rebb Wolffs
Harme til Udbrud. Med en ſtingrende Stemme, ſom
kun yderſt ſjelden var bleven hort i dette tauſe Hus,
udraabte han:

„Bliv Du kun ved! Lad kun, ſom om Du ikke
veed, at To og To ere Fire; det er ikke mig, man fager
Sligt bildt ind. Troer Du maaſtee, at din Fader ikke
veed, at Du er en fnedig Krabat? Bil Du maaſtee
lere mig Noget? Nei, gaa Du til Andre, min Dreng!

„Hvis jeg forſtaager Dig ret, vil Du have, at jeg
ſtal velge mig en Huſtru“, ſagde Kobi rolig.

„Ja, og hvad venter Du paa? udbrod Rebb Wolff
med Varme. Hvorfor begiver Du Dig ilke afſted? AL
verden er allerede i Bevegelſe. Alle de, ſom have Oine
for at fee og Fodder for at gage, ere idag pan Benene
for at treffe deres Valg. Hvor lang Tid behover Du
endnu for at overveie?“

Denne heftige Ordſtram bragte Kobi lidt ud af

En „Min“. 3 8 5

Fatning. Det ſage endog i nogle Dieblikke ud, ſom
om han var bleven forſtrœkket. Han fattede ſig imidler⸗
tid hurtig, og med et halvt ironiſt Smil ſvarede han:

„Overveie! det er allerede beſorget for lang Tid ſiden.“

„Er det beſorget? udbrod Rebb Wolff med Liv.
Naa, der kan Du ſelv fee, Perl! Gud fkal vide, hvem
han har ſtjenket fit Hjerte!”

„Ja, det er beſorget, Fader; jeg har for længe
ſiden raadet over mit Hjerte, og der er kun een Ting,
der forbauſer mig, og det er, at Du endnu ikke har
lagt Meerke dertil.“

„Men hvem har Du ſtjenket dit Hjerte, hvem?
ſpurgte Rebb Wolff næften med Heftighed, idet han
gjorde et Par Skridt hen imod Sonnen. Lad os høre
det, fan tal dog! Jeg har længe havt en Anelſe derom,
og nu er endelig Timen kommen til at tale.“

Perl forholdt fig taus. Hun ſtod ganſte maallos
og betragtede fin Son. Hvem kunde ſige eller engang
ane med Sikkerhed, for hvilken haard Kamp Moderhjer—
tet i bette Oieblik var et Bytte? Hvad var det, der nu
beherſtede hende? Var det kun den almindelige, koinde⸗
lige Nysgjerrighed, eller var det den ſmertefulde Tanke,
at hendes Barn faa længe havde kunnet leve i hendes
Nerhed med en Hemmelighed i Hjertet? Hvad Kobi
angik, da betragtede han fine Forældre med en „Mins“
Oine, og efter at have tilfredsſtillet ſig ſelv ved at be⸗
merke Faderens Heftighed og Moderens utaalmodige

Nysgjerrighed ſvarede han med et fiffigt Udtryk:
25

386 En „Min“.

„J ſporge mig, hvem jeg har fljæntet mit Hjerte?
Ganſte ſimpelt min Fader og min Moder.“

Det vilde blive vanffeligt at beſtrive den Virkning,
ſom Kobis ſnilde Maneuvre gjorde paa hans Foreldre.
Som et heftigt Vindſtod opklarede den med Et den hus—
lige Himmel, der lige i Forveien havde været bedekket
med faa talrige Skyer; i et eneſte Oieblik var Him—
len atter bleven reen og azurblaa.

„Gnd holde fin Haand over Dig, mit kjcre Barn!
udbrod Perl med Taarer i Dinene; men ſiig mig, har
man Lov til at ſpoge ſaaledes med fine Forældre?”

„Og hvad mig angaaer, faa gjentager jeg for tu—
ſinde Gang, at han er altfor taus“, ſagde Rebb Wolff
med et umerkeligt Smil. Og for ikke at ſynes faa
ſterkt bragt ud af Fatning, ſom han virkelig var, ſtyndte
han ſig ud af Stuen.

Da Faderen var gaaet, ſagde Perl til fin Son:

„Denne Gang var det Dig, mit fjære Barn, der
havde Ret. Maa jeg ſporge Dig: har din Fader ikke
ogſaa Net? Hvorfor vil Du ikke glæde ham ved at gage
hen til et eller andet Wgteſtabsmode?“

„Kjere Moder, ſvarede Kobi ki en Tone, ſom denne
Gang var meget alvorlig, hvorledes kan Du forlange
af mig, at jeg ſtulde gage hen og beſoge en ung Pige,
hvem det fan forøvrigt kunde bære, naar jeg veed, at
jeg bliver udſtillet, ligeſom man viſer en Sek med Uld
frem? Denne Seek bliver udſtillet ſaaledes, at den gode
og fine Uld ligger overſt, medens Bunden af Sælfen

En „Min“. 387

kun indeh older ſnavſet og daarlig Uld. J den overſte
Del af Sceekken glimrer noget viſt Forgyldt, og neden—
under er der kun Stov og Snavs. Hvad vilde Du i
faa Tilfælde ſige om din Son? Hvor mange Gange
har Du ikke ſelp fortalt mig, at Fader egtede Dig uden
nogenſinde at have været paa Parade for Dig, men at
han tog Dig for dit gode Anſigts Skyld? Og have J
derfor været mindre lykkelige? Har Nogen af Eder
Grund til at beklage ſig derover?“

Nu ſyntes Perls Forbauſelſe forſt at have nuaet
fit Hoidepunkt; hun havde aldrig for hos Kobi bemær-
ket en fan dyb Viisdom. Og denne Viisdom flød ud
af hans Mund ſom en gylden Strøm; hun kunde i
Timer og Duge have lyttet til, i faa hoi Grad for⸗
tryllede Tonen i hans Ord hende, i ſaa hoi Grad
trængte den ind i hendes Hjerte? Hvorfra havde dog
denne hendes Son oſt al denne Viisdom? Skulde man
ikke, naar man horte ham, troe, at han rar Univerſets
forſte Stor⸗-Nabbiner?

„Om vi have levet lykkelige, din Fader og jeg!
udbrod hun i en vis Henrykkelſe; det ſtal ethvert Is—
raels Barn vide, at det Liv, din Fader og jeg leve,
det kunde Fyrſter misunde os; og ſeer Du, Kobi, Alt
dette gik for fig uden noget egteſtabeligt Beſog, din
Fader kunde ikke vide, om ikke hele min Medgift kun
beſtod i fer Lommetorkloeeder. Han og jeg gjorde hinan⸗
dens Bekjendtſkab uden den allerringeſte Ceremoni. Det

var en Lordag Aften, netop ſom jeg kom fra et Beſog
25*

388 En „Min“.

hos min ſyge Tipoldemoder Milke, der var et hundrede
og ti Aar gammel — ja, hende har Du ikke kjendt —,
da din Fader modte mig i Nærheden af Süskind Trauers
Kjelder. Gode Gud, hvor jeg blev forſkrekket! „Bliv
ikke fan bange, Fjære Perl“, ſagde han til mig, „og
tal ikke hoit; Folk behøve ikke at vide, hvad der fore—
gaaer her mellem Dig og mig. Jeg ſporger Dig kun
om den ene Ting: vil Du have mig til Ægtefælle?”
— Og feer Du, Kobi, jeg ſagde Ja dertil og Gud
være lovet i den ſyvende Himmel, vi fluttede en Pagt,
for hvilken der ikke var gaget noget Beſog i Forveien.
Men hvor have ikke Sederne forandret ſig i min Leve—
tid! Ja, mit Barn, jeg giver Dig fuldſtendig Ret:
Du ſtal ikke gage til noget Wgteſkabsbeſog.“

„Jeg vil ikke fværge paa, kjcre Moder, at jeg al⸗
drig vil aflægge noget ſaadant Beſog, nei, men hvad
der er afgjort er, at jeg aldrig vil lade mig viſe frem
ſom en Seek Uld. Den Dag, da jeg vil ſtrebe hen
efter et ſaadant Maal, vil jeg være min egen „Schad—
chin“ (Ngteſkabsindleder); det vil være fan meget fpa-
ret. Og trænger jeg maaſkee til en Mand for at tale
for mig?“

Perl, hvis Bryſt ſvulmede af Glæde, bifaldt. alle
ſin Sons Planer. J fit Hjerte maatte hun tilſtage fig
ſelv, at hendes Klogſtab ſtod langt tilbage for hendes
Barns; og dog, hvilken uinteresſeret Stolthed og hvil:
ken blid Tilfredsſtillelſe ſtjulte der ſig ikke bag denne
Tilſtagelſe?

En „Min“. 389

Rebb Wolff var kommen tidligere tilbage ved Mib-
dagstid, end han pleiede at gjore. Lige fra det Die—
blik, da han var traadt ind i Huſet, Havde Kobi og
hans Moder lagt Merke til, at der var et færegent
Udtryk i hans Anſigt. Takket være en lang Vane og
det inderlige Samliv i „Minens“ Hus, forſtod man der
at leſe dette ſtjulte Sprog langt bedre, end mange
Andre kunne leſe i ſmukt trykte Boger. Men hverken
Moder eller Son gjorde Rebb Wolff nogetſomhelſt Sporgs—
maal. De vidſte af Erfaring, at hans Tanker i et
Tilfælde ſom bette nok tilſidſt vilde give fig Luft.

Ved Bordet ſad Rebb Wolff længe henſunken i
Tanker. Pludſelig ſagde han:

„Skal jeg fortælle Eder, mine Born, hvor jeg
kommer fra?“

„Fortel det, hvis Du finder det rigtigt; ellers ville
vi ikke anmode Dig derom.“

„Jeg kommer lige fra vor Menigheds Overhoved.
J ville gjøre ſtore Dine, naar jeg forteller Eder, hvad
han vilde mig.“

„Skulde man paany omgaaes med den Tanke at
ville bekleede Dig med en eller anden Værdighed? Vil
man atter gjøre Dig til Noget, for Exempel til „Gabbe“?
udbrød Perl ganſte forſtrelket.

Rebb Wolff braſt ud i Latter.

„Hvad det angager, ſvarede han munkert, kan Du
være ganſte beroliget; jeg vilde ſige Nei til Alt, ſelv
om man udnevnede mig til Borgmeſter. Nei, her er

390 En „Min“.

Tale om ganſte andre Ting, og jeg vil ikke ſpende
Eders Nysgjerrighed paa Pinebeenken. Jeg ſtal begive
mig til et Wgteſtabsmode i Stedet for hans Son.“

„Du! bemerkede Perl med et vantro Smil; hvorle—
des falder han pan at bede Dig derom?”

J ſamme Oieblik foregik der en forunderlig Foran—
dring i Kobis Anſigtstrek. Han var lutter Ore, og
Nysgjerrigheden gjorde hans Anſigtstrek ligeſom længere.

„Hvad ſtal man ſige? ſagde Rebb Wolf og traf
paa Skuldrene; han vil nu engang ikke höre tale om
Andre end mig.“

Rebb Wolff, ſom juſt ikke i nogen hoi Grad horte
til de meſt lakoniſte Taleres Klasſe, begyndte nu at for⸗
telle, hvorledes han havde modt Forſtanderen paa „Tor—
vet“. Denne havde taget ham under Armen, uden at
han kunde forklare fig, hvorfra den uventede Wre ſtrev
fig, at han. ſaaledes fulde komme til at ſpadſere med
denne hovmodige Perſon, der i en halv Mils Afſtand
lod ſine Dalere klinge i Lommen. Lidt efter lidt havde
Forſtande ren forſogt paa at ſige, hvad der laa ham paa
Sinde; forſt ſtulde man troe, at han havde faaet et
Been i Halſen, ſaaledes havde han ſtammet, rømmet
ſig og hoſtet. Endelig havde han taget Mod til ſig og
ſagt: „Wolff, jeg vil ikke længere lade Dig være i Uvis⸗
hed; jeg ſtager i Begreb med at føge et pasſende Parti
for min Son, og i den Anledning trænger jeg til en
Haandsreœkning af Dig.“

En „Min“. 391

„Af Dig?“ udbrod paany Perl, ſom atter blev
overraſket.

Rebb Wolff fortalte, at han havde gjort fig ſelv
det ſamme Sporgsmaal, og at han felv var bleven
overraſket derover, uden at det dog havde bragt ham
pan Sporet. Forſtanderen, ſom derpaa var bleven mere
meddelſom, havde da under Tausheds Lofte — hvad
Wolff angik, da havde han ingen Hemmeligheder for
ſin Huſtru og Son — fortalt ham, at der ſex Mil
derfra befandt ſig en ung Pige, ſom var, hvad man i
Sandhed kunde kalde et Parti; hun vilde pasſe fortræf-
felig til hans Son. Hvad Formuen angik, faa var
der mere deraf, end der behovedes; paa ſamme Maade
gik det med den unge Piges Udſeende og gode Rygte.
Men det Vigtigſte var, at man ikke jane pan Penge til
hende, men at man fremfor Alt vilde have en Mand,
ſom i og for fig Havde nogen perſonlig Betydning.
Rebb Wolff havde nu ganſte forbauſet ſpurgt fig ſelv,
hvor i al Verden der var ſtjult en ſaadan Gudinde,
ſom i en og ſamme Perſon forenede Skjonhed, Rigdom
og et godt Rygte, og for hvis Skyld der ikke var Tale
om Pengene, og hvor man kunde finde en ſaadan Skat.
Forſt efter at have givet god Tid fik han den nodven⸗
dige Forklaring paa det Hele. Den omtalte unge Pige
var en Datter af Rebb Joſel Süſs, den rige Randar'),

*) Saaledes kalder man i Böhmen den Jøde, der af en
eller anden fornem Herre har forpagtet en Eiendom med
Ret til at breende Brændevin og have Krohold.

1

392 En „Min“.

der efter Sigende var faa rig, at han ikke vidſte, hvor
Meget han eiede. Denne Formue kom forøvrigt her
tilſyyne i Form af Korndynger. Hvorſomhelſt man ka⸗
ſtede Blikket hen, fane man i hans Forpagtergaard kun
Overflod og Rigdom. Den omtalte unge Pige var
eneſte Barn, idet hun ikke havde nogen Broder eller
Soſter, og ſom Folge deraf vilde hun efter Faderens
Dod komme i Beſiddelſe af en Arv, ſom ethvert af Is
raels Born vilde onſte fig. Man kunde reiſe det halve
Bohmen igjennem uden at treffe paa Magen til Rebb
Joſel eller en ung Pige, der lignede hans Datter.

„Men faa fortæl dog, ſpurgte Perl med ſtedſe ſti—
gende Nysgjerrighed, Hvorledes Du kan være ham til
Nytte i denne Sag?“

Rebb Wolff ſvarede, at det ſtulde hun ſtrax fade
at vide. Han havde gjort. Forſtanderen det ſamme
Sporgsmaal, men han havde maattet give Tid, inden
han fik noget Svar. Endelig havde Forſtanderen i al
Fortrolighed meddelt ham, at lige fan heldigt og onſte—
ligt det vilde være for hans Son, at denne Sag fif en
god Afflutning, lige faa vanſteligt var det at nage dette
Maal. Det var ikke fra Forſtanderens Side, ſom man
kunde tenke fig, at Hindringerne ſtrev fig, men de kom
fra ſelve Vanſteligheden ved at fage et Wgteſkabsmode
i Gang. Skulde man troe Rygtet, fan vogtede Ran—
daren Rebb Joſel ſit Barn, ſom Lovinden pasſer ſin
Unge, og vilde ikke fljænfe hende til Nogenſomhelſt.
Forøvrigt var han en Mand af den allerforſtrekkeligſte

En „Min“. 393

Slags. Hvor ſtor hans Formue end var, fan var han
dog endnu mere bild og raa, end han var rig. J fine Ma⸗
nerer lignede han de Bonder, blandt hvilke han ferde—
des hele Aaret rundt. Tuſinder af unge, ſmukke og
rige Mend vare komne til Forpagtergaarden for at ſee
den unge Pige, uden at dog en Eneſte af dem havde
havt Held med fig. Men Randaren hapde ogſaa fin
egen Maade at være pan; han gav ikke Beilerne Af⸗
ſlag, ſaaledes ſom det er Skik i de Huſe, hvor man
kjender til god Levemaade. Der afſtediger man Bei⸗
lerne med pæne, hoflige Ord for ikke at faae dem til
Uvenner. Nandaren derimod lod dem taale alle mulige
YVdmygelſer og jagede dem derpaa med Haan bort fra
fin Gaard. J den Anledning fortaltes der utallige
Anekdoter. Flere end en af dem havde maattet udſtaage
de blodigſte Fornermelſer. Nogle af dem, ſom kun havde
vovet at begive ſig til Randaren for at ſee og lade ſig
fee, vare, hvis man ellers kunde troe Rygtet, blevne
tagne ved Kraven af Huſets Herre og ſatte ud paa
en Maade, der nok kunde betage dem Lyſten til at prove
deres Lykke endnu en Gang.

„Himmelſte Fader! udbrod Perl, er det et Men=
neſte eller en Ulv?“

„J Verdens Dine, foarede Rebb Wolff, gaaer han
ſnarere for at være en Bjørn.”

„Jeg ſporger ſtadig mig ſelv, bemærkede Perl efter
nogle Dieblikkes Taushed, hvorledes Du kan være ham
til Nytte i denne Anledning?“

394 En „Min“.

Alt dette fulde der nok komme en Forklaring paa,
bemerkede Rebb Wolff. Forſtanderen kunde nok have
Lyſt til ſelv at begive fig til Forpagtergaarden, men han
manglede Mod dertil, og hans Son, der var en vel—
opdragen ung Mand, hapde i endnu mindre Grad Mod
dertil. Hvad vilde Folk ogſaa ſige, naar det blev for—
talt, at Forſtanderens Son med Skam var bleven faftet
pan Doren? Var det klogt og rigtigt at udſette fi
for Sligt? See, derfor havde Forſtanderen tilſidſt ſpurgt
fig ſelb, om det ikke var det Klogeſte at indlede Sagen
ved en eller anden klogtig Mand. Denne Mand kunde
da begive fig til Randaren og i indſmigrende Üdtryk
gjøre ham det forklarligt, hvilken Lykke det vilde være
for hans Datter, ſaafremt hun kunde komme ind i For⸗
ſtanderens Familie; Underhandleren ſtulde kortſagt bane
Veien ſaaledes, at Sonnen kun behovede at viſe ſig for
at afſlutte hele Sagen. J Forſtanderens Oine var der
Ingen i Verden, ſom ved fin Mand og Klogt bedre
kunde hjælpe ham end Rebb Wolff. Og i det OSieblik,
at han tog Sagen i ſin Haand, vilde Forſtanderen
være lige faa ſikker pan Udfaldet, ſom om man allerede
havde ſlaget Koppen itu.“) Han bod ham i den An—
ledning fire hundrede Gylden kontant.

„Endelig kjender jeg da Forſtanderens Plan, ſagde
Perl, da hendes Mand havde endt fin Fortælling, det

*) Hos mange Jøder er det endnu en Skik, at man ved
Bryllupshgitidelighederne ſlaaer en Kop i Stykker.

En „Min“. 395

koſtede ſandelig Uleilighed nol. Og hvad ſparede Du
ham ſaa?“

„Jeg ſparede ham, at jeg vilde tenke over Sagen,
men dette Svar ſyntes han ikke om; naar jeg vilde
give mig af med Affairen, maatte det være ſtrag. Der
var ingen Tid at give bort. Det var Halamoed, og
hvor kunde man vide, om ikke en Anden kunde komme
ham i Forkjobet og vere heldigere end de, der kom bag—
efter? „Godt“, ſagde jeg til Forſtanderen, da jeg atter
havde overveiet hans Forſlag, „fra det Oieblik af, at
det er ſlaget faſt, at jeg ſtal have fire hundrede Gyl—
den for min Uleilighed, ſktal jeg tage mig af Sagen;
men vil De have, at jeg fiul gjøre Bedre endnu?
Jeg har, ſom De veed, en Son, der juſt ikke er nogen
Dumrian. Jeg kan aldeles ikke maale mig med ham.
Hvad mener De, om vi ſendte ham i mit Sted?“ —
Forſtanderen gav fig til at lee og ſvarede ſtrax: „Det
var en god Idee, det var min Tro godt udtenkt! Thi
det er ſikkert nok, at Kobi er en endnu ſtorre „Min“
end Du. Hvis Du altſaa vil det, fan ſender Du din
Son afſted; han er ſom ſtabt til denne Affaire?“ Og
derpaa gik vi hver til Sit. Nu ſporger jeg Dig, kjeere
Kobi, ſynes Du om denne Plan, ja eller nei?

Oplosningen paa denne lange Fortælling var alt=
for uventet, til at den ikke ſtulde gjøre en formelig be⸗
dovende Virkning paa Perl. Virkningen var mindre
ſynlig hos Kobi. Han Havde ſiddet ganſte rolig, idet
han dels legede med fin Kniv, dels Havde Blikket fæ-

— —

396 En „Min“.

ſtet paa Faderens Læber. J det Oieblik, da Rebb
Wolff tilſidſt opfordrede ham til at udtale ſig, farvedes
hans Kinder pludſelig rode. Ved at ſe ham ſaaledes
ſtulde man troe, at man havde voverraſtet ham i Et eller
Andet.

„Jeg vil da haabe, at Du ikke har i Sinde at
ſende vort Barn hen til den Bjorn?“ udbrod Perl, ſom
atter var kommen ſig lidt af ſin Overraſtelſe.

„Han eder ham ikke, det fvarer jeg Dig for, be—
merkede Rebb Wolff uventet. Forovrigt kan man gjerne
finde fig i en eller anden Ubehagelighed, naar man kan
tjene fire hundrede Gylden.“

„Hvad mig angager, udbrød Perl i en beſtemt
Tone, fan vil jeg aldrig give mit Minde til, at min
Son begiver fig lige lukt ind i Ulvens Gab. Aldrig!“

„For et Oieblik ſiden kaldte Du Randaren for en
Bjorn, og nu kalder Du ham for en Ulv. Hvormange
andre Forvandlinger vil Du endnu lade ham undergage?“

„Nei! at ſende fit Barn hen til en ſaadan Vild—
mand! vedblev den ellers faa blode Perl med en vis
Bitterhed, nei, det har man dog aldrig hort for i ſit
Liv! Og his nu denne Bjorn eller bette vilde Dyr
fulde falde paa at kneekke et Been eller en Arm paa
ham, vilde Hr. Forſtanderen ſaa vere rig nok til
at holde ham ſtadeslos derfor?“ '

„Hvad det angaaer, udbrød pludſelig Kobi med bet
ironiſte Smil, der var ham egent, hvad det angager,
kan Du være ganſte rolig, kjere Moder. Man lader

En „Min“. 397

ſig ikke ſaaledes mishandle uden at tale et lille Ord
med. Og naar Alt kommer til Alt, hvorfor ſtulde
man ikke paatage ſig en ſaadan Forretning, naar der er
fire hundrede Gylden at tjene? Man ubſakter fig ofte
for langt verre Ting, hvor Gevinſten er langt ringere.
Lykkes Sagen, faa fager man Forſtanderen til Ven
ovenikjobet, og der kunde komme det Oieblik, hvor hans
Venſtab vilde være til Nytte for os.“

Ovenpaa disſe Kobis Ord fulgte der nogle Mi—
nuters Taushed.

„Du er altſaa beſluttet pan at tage derhen? Kjere
Kobi, veed Du vel, hvad det er, Du indlader Dig
paa?“ ſagde endelig Perl, idet hun betragtede ſin Son
med ſtore, forbauſede Oine.

„Hvorfor ikke, kjeere Moder? ſparede han tort.
Hvorfor ſtulde jeg forſomme en fan god Forretning?
Man tjener ikke hver Dag en faa kjon Stilling.”

„Godt, jeg ſkal ikke tale mere derom, tilfoiede
Perl efter en lang Pauſe; Du veed bedre end jeg, hvad
Du har at gjore. Fra det Oieblik, da Du har beſtemt
Dig til at tage derhen, har jeg intet Videre at be—
merke.“

Perl havde fan hoie Tanker om fin Sons gode
Hoved, at hun ikke lukkede Munden op fra det Oieblik,
da han faa beſtemt havde udtalt fin Beſlutning.

„Det ligner Kobi! ſagde Rebb Wolff. Naar der
er Tale om at gage i Stedet for en Anden, fan er
han parat til at begive fig til et Wgteſkabsmode, og

398 Eu „Min“.

jeg tvivler ikke paa, at han vil fore Forretningen lyk—
kelig til Ende. Men er der derimod Tale om at ſore—
tage ſig Sligt for egen Regning, ſaa rorer han ſig ikke
af Pletten og ſvober ſig ind i ſin gamle Ordknaphed!
Det kunde jeg have ſagt i Forveien.“

Perl vovede ikke at gjore den ringeſte Indvending.
Hun noiedes med at veere tilſtede, medens Faderen og
Sonnen holdt Raad for at overlegge, hvorledes man
bedſt fulde indlede Sagen med den omtalte Bjorn.
Hun vogtede ſig vel for at give det ubetydeligſte Raad.
Men det, hun horte, var tilſtrekkeligt til at opfylde hele
hendes Sjæl. Det var kurieuſt nok at høre Rebb
Wolff give ſin Son Undervisning og i Forveien viſe
ham den Maade, paa hyilken han kunde gjøre Bekjendt⸗
ſtab med Randaren. Hans Inſtruktioner angaaende den
Maade, paa hvilken man maatte indlede en ſaa delikat
Misſion, vilde ikke have været uden Nytte for et helt
Auditorium af Diplomater. J denne Samtale godt=
gjorde Rebb Wolff rigtig fit Ry ſom en ſnild og pderſt
dreven „Min“. Selv Perl hapde aldrig forhen hort et
ſaadant Veld af Klogſkab ſtromme ud af hans Mund.
Hun beundrede ham i hoieſte Grad. Vi beklage at
maatte kaſte et Slor over denne Felttogsplan, ſom var
udarbeidet midt under hemmelighedsfulde Smaaudbrud,
men vi ere nodte dertil af den Grund, at den endnu
ikke tor fortælles, Men det kunne vi forſikkre, at derſom
Verden havde kjendt den, vilde den helt og holden have
været af ſamme Mening ſom Perl, der ikke kunde lade

En „Min“. 399

være fra Tid til anden at komme med et beun⸗
drende Udraab.

„Ah! ſagde hun, nu forſtager jeg det; naar
man vil gribe Sagen an paa den Maade, faa maa
Kobi have Held med ſig. Naa, er han ikke ogſaa vor
Son, naar Alt kommer til Alt?“

Det var ſaaledes med den ftørfte Ro, at man ud—
arbeidede hele Slagplanen. Der er kun Et, ſom vi
allerede nu kunne fortælle, Endnu ſamme Dag leiede
Rebb Wolff et Kjeretei til den folgende Dag. Men
dette Kjoretoi ſkulde holde udenfor Byen og vente paa
Kobi. Det var unødvendigt, at Folk fif at vide, i
hvilken Retning han kjorte afſted paa en Halamoed-Dag.
Kort efter begav Rebb Wolff fig hen til Forſtanderen
for at meddele ham, at Kobi hapde indvilget i at tage
afſted. Da de to Mænd Havde forladt Huſet, kunde
Perl ikke forhindre, at hendes Moderhjerte blev opfyldt
af Uro og Kummer. Saaleenge hendes Son havde
været tilſtede, havde hun følt fig beroliget ſaavel ved
hans Ord ſom ved hans Blikke.

„Gud i Himlen! ſukkede hun i fin Sjels In⸗
derſte, naar han kun ikke tilfoier ham noget Ondt!
Han er vort eneſte Barn. Hvorfor gav jeg ogſaa mit
Samtykke dertil?“

Meget tidlig den neſte Morgen var Kobi, inden
hans Forælbre endnu vare ſtagede op, ferdig til at tage
afſted; han havde allerede endt fin Bon og lagde i bette

400 En „Min.“

Oieblik fine „Tefilims“*) ſammen. Da Perl kom ud
af fit Sovekammer og fil Øie paa fin Son, kunde hun
neſten ikke komme fig af fin Forbauſelſe. Hendes Son
havde aldrig forhen været faa ſmuk i hendes Oine.
Kobi havde nemlig iført fig fine Hoitidskleeder, og hans
Moder troede, at det var en eller anden Fyrſte, der ſtod
foran hende. Nu forſt gik det ret op for hende, hyil—
ken ſmuk Son hun havde. Han ſtod opreiſt foran hende
med fin ranke, fmælfre Figur: han ſage ud, ſom om
han var ſtobt i en eneſte Stobning. Ved Synet af
ham folte hun atter fit Mod og fine Kræfter vende til
Dage. Hun hapde tilbragt den halve Nat uden at
kunne ſove, og i den anden Halvdeel havde hun havt de
uhyggeligſte Dromme. Hun ſyntes uafladelig at fee en
Bjorn med et menneſkeligt Anſigt for fig. Det var til
at blive forfærdet over! Snart havde hun troet at fee
fin Son Kobi halte afſted, ſnart havde hun feet ham
vandre faa rank ſom et Kirkelys paa ſine to ſolide Ben,
men fan var han til Gjengjeld enarmet; der var ingen
Tvivl om, at han havde miſtet fin ene Arm i Kampen
med Uhyret!

Rebb Wolff meente paa fin Side, at Kobi fane
ligeſaa fornem ud ſom en Hertug eller Pair.

„Hvor ogſaa bette ligner ham! ſagde han til
fin Huſtru. Han haspde ſikkert nok ikke pyntet fig ſaa

„) Smalle Lederremme, ſom man vikler om den venſtre
Arm og Halſen, naar man holder fin Morgenbon.

En „Min“. 401

ſmukt, naar han ſtulde have været et Sted hen for egen
Regning.“

Kobi ſvarede ikke. Hverken hans Moders Forbau—
ſelſe eller hans Faders Bebreidelſer ſyntes at gjøre no⸗
get Indtryk paa ham. Han bad kun om, at der fnart
maatte blive ſat Frokoſt frem, thi hvis man ikke ſtyndte
fig dermed, lob han Fare for at blive feet af Gadens
Beboere, naar de begav fig til Synagogen.

Saaſnart Frokoſten var ſpiſt, reiſte Kobi fig ſtrax
fra Bordet. Perl var Bytte for en ualmindelig Vevæ-
gelſe, og hun gjorde ſig Umage for ikke at gjore ſin
Son blod om Hjertet, men hendes forſtyrrede Anſigts⸗
trœk forraadte tydelig hendes Hjertes Hemmelighed.

„Vil Du ſtille Dig vel fra dit Hverv?“ ſpurgte
Rebb Wolff, ſom trods al den Tiltro, han nærebe til
ſin Sons Snildhed, dog ſyntes at frygte for at have
givet ham en altfor fvær Opgave.

„Jeg haaber det“, fvarede Kobi tørt.

Perl vilde for enhver Pris følge fin Son til Ud⸗
kanten af Byen, og Rebb Wolff havde den ſtorſte Moie
af Verden med at fane hende derfra. Hun behovede
kun at gjøre det, ſagde han, faa kunde hun være ſikker
paa, at alle Folk vilde gjette, Hvad Kobi havde for.

„Jeg har kun en eneſte Ting at bede Dig om,
ſagde hun med en bonlig Stemme, da be allerede ſtod
paa Dorterſkelen; lov mig, Kobi, at Du ikke vil fætte
Sagen paa Spidſen, naar Du ſeer, at der ikke er no⸗

gen Mulighed for at bringe den til en lykkelig Ende.
26

402 En „Min“.

Sog ikke Kiv med ham, dril ham ilke, ſaafremt Du be⸗
merker, at han bliver vred paa Dig. Hor! vil Du
love mig det?“

„Det lover jeg Dig“, Moder, ſvarede Kobi ſmilende.

Derpaa tog han Afſted med fine Forældre. Efterat
Moderen hapde kysſet ham, lagde hun fin Haand paa
hans Hoved og velſignede ham.

„Det kan i ethvert Tilfælde ikke flade Dig“, ſagde
hun til ham.

Kobi berorte med fin Haand „Mezouſaen““), ſom
var gjort faſt paa Dorſtolpen, og ilede derpaa ud. Han
var allerede under Valnoddetrcerne, da han vendte fig
om. Hans Læber bevegede fig, og man ſtulde troe, at
han vilde ſige Noget.

„Er der Noget, Du har glemt?“ ſpurgte Perl.

„Nei, nei, ſvarede han med et forunderligt Smil,
ſom gjorde et ſeregent Indtryk paa hans Moder.
Det er tidsnok, naar jeg kommer tilbage.“

Perl fulgte finn Son med Oinene, indtil han for⸗
ſvandt for hendes Blik. Derpaa traadte hun dybt be⸗
drovet ind i Huſet.

„Gud i Himlen! ſukkede hun for ſig ſelv, beſtyt
ham og vaag over ham! Jeg har maaſtee handlet urig—
tig i at lade ham reiſe. Vort eneſte Barn, hvem vi

*) Et Staalhylſter, ſom hos de orthodoxe Jøder er anbragt
pan Darſtolpen, og ſom indeholder Jødernes vigtigſte
Bøn, ſkreven paa et Stykke Pergament.

En „Min“. 403

ſtulle elſte ſom vore Oieſtene, ham have vi ſaaledes la—
det reiſe uden rigtigt at vide, hvorhen han begiver ſig.
Hvorfor gav jeg dog mit Minde dertil? Men ak! hvad
ere vi ſtakkels Kvinder ligeover for Man dens Jernvillie!
At ſende ham hen til en Tiger, til en Elefant af ſaa⸗—
dan en Slags! Paa den Maade at ubdſektte fit eget
Kjod og Blod for Fare! Naar der kun ikke maa tilſtode
ham noget Ondt!“

„Du lille Tosſehoved! ſagde Rebb Wolff, ſom
forſogte at troſte hende; der vil ikke hende vor Son
noget Ondt, nei, ſelv ikke om han ſteg op paa det aller—
hoieſte Taarn; det indeſtager jeg Dig for.“

III.

Da Kobi var kommen udenfor Byen, fandt han
Vognen, ſom efter Aftale ventede paa ham. Han ſteg
hurtig op og kjorte ſtrax afſted. Det tykke Lerredsfor⸗
hæng, der bedekkede Vognen, ſtjulte ham for de Forbi—
gaaendes Blikke, ligeſom det forhindrede ethvert nys—
gjerrigt Øie fra at fee den Bevegelſe, der var i hans
Indre, og ſom forraadte fig fnart ved et liſtigt Smil
og ſnart ved en Sammentrekning af Leberne. Hvorle⸗
des ſtulle vi bære os ad med at gjette hans Tanker?
Det Fornuftigſte er, at vi ikke fortkabe os i Gisninger,
men folge ham, hvem Forſtander en har udſeet til at gage
i Sonnens Sted, og at vi folge ham, idet vi ſnige os

26 *

404 En „Min.“

bag efter ham og lenke os til hans Skridt, ſom Skyg⸗
gen er lenket til Legemet.

Neppe var Kobi paa Veien, for han beſluttede ſig
til at forandre Et og Andet i den Slagplan, ſom hans
Fader havde forklaret ham. Han handlede herved lige—
ſom den tappre Heerforer, der, ſtjondt han trofaſt i det
Store adlyder Befalingerne fra ſin Overordnede, dog
ikke deſto mindre er tilſinds at gjore Noget, ſom han
ſelb har udtenkt.

Hans Fader havde raadet ham til at begive fig
direkte til Randarens Forpagtergaard, eller om han ikke
netop havde ſagt det med rene Ord, var han dog gaget
ud fra, at dette vilde ſtee. Men efter at have over
veiet Sagen grundig fandt Kobi det klogere at angribe
Fjenden i Flanken end i Fronten. J Stedet for at
kjore lige derhen foretrak han at gjore en Omvei, thi
naar Alt kom til Alt, kjendte han kun daarlig ſin Mod⸗
ſtander. Efter det Portrait, ſom Faderen havde givet
af ham, havde Kobi kun en ſvag Idee om ham, men
naar det virkelig kom an paa at angribe ham raff og
uden Toven, faa var det godt at fjende ſaavel hans
ſterke ſom hans ſpage Sider og at vide, om man ſtulde
angribe ham i hoire eller i venſtre Flanke, med andre
Ord: om man ſtulde angribe hans Hoved eller hans
Hjerte.

„Jeg kan ikke tenke mig, ſagde Kobi, idet han
holdt Raadſlagning med fig felv, om et ſaadant Uhyre
ikke ſtulde kunne angribes med Held fra en eller anden

En „Min“. 405

Side. Jeg har ſtadig hort ſige, at Enhver har ſin
ſvage Side, hvorfra han letteſt kan overvindes. Hvor⸗
for ſtulde Randaren faa ikke ogſaa have fin ſvage Side?“

Som man feer, vilde Kobi juſt ikke være bleven
nogen daarlig General; han forſtod ganſke godt Krigs—
kunſtens Regler. Saafnart han derfor var bleven enig
med ſig ſelv, var hans Slagplan lagt.

Kobi gjorde med Rette den Slutning, at jo mere
ſparſomme og upaalidelige Dommene og Oplysningerne
vare, naar de havde vandret en lang Vei, deſto mere
poſttive og noiagtige maatte de til Gjengjeld blive, ef—
terhaanden ſom man neermede fig den Forpagtergaard,
i hvilken Randaren boede, Han lod derfor ſpende fra i den
forſte Landsby, han traf paa fin Vei, og efter at have
ladet Heſte og Vogn blive tilbage i Gjeſtgivergaarden,
begav han ſig tilfods til Ghettoen. Han var ukjendt
der, men han ſpildte ikke Liden ved at gage igjennem
Gaderne. Han beſvarede de Sporgsmaal, der bleve
gjorte til ham, men han indlod fig ikke paa lange
Samtaler, thi han brændte af Begjerlighed efter at be⸗
træde et Hus, hvor han var vis paa at erholde de Op⸗
lysninger, han onſkede. Han traadte endelig ind i
bette Hus. Kobi havde valgt det frem for alle andre,
fordi det horte til den Slags Huſe, i hvilke man kunde
faae Oplysninger om de meſt forſtjellige Ting, om Vær=
dien af en Sek Uld ligeſaa godt ſom om de Folks
Rygte, der boede i ti Miles Omkreds.

Der løb et forbauſet Udraab, da man faae ham

—̃

406 En „Min“.

fræde ind i en faa pragtfuld Dragt, en ſand Feſtdragt,
han, hvem man paa bette Sted aldrig havde feet uden
i „Forretningskleder“.

„Velkommen! lod det ham imode fra alle Sider.
Herren har uden Tvivl en eller anden Plan for ...“

„Med Deres Tillavelfe vil jeg ſpare ja“, ſagde
Kobi.

„Man har altſaa endelig taget en Beſlutning?
vedblev man i den lidt paatrengende og frie Tone, ſom
man gjerne flager ind paa ved en ſaadan Leilighed.
Og hvorhen gjelder Reiſen? Tor man vide det?“

„Hvorfor ikke? ſvarede Kobi. Den gjelder der
og derhen.“

Han nevnede en Nabomenighed, men vogtede fig
vel for at ſige, af hvad Navn og Stand den Familie
var, ſom han vilde beſoge. Som man vel kan teenke,
havde han ingen Lyſt til at nævne Randarens Forpag—
tergaard.

Heldigvis havde Kobi at gjore med Folk, ſom ikke
vilde gaae for at være nysgjerrige; de trengte ikke
videre paa og fod fig noie med det Svar, de havde
faaet.

Efter ſaaledes at have ſikkret fine Bagtropper dreiede
Kobi ved en ſnild Maneuvre Talen hen pan Randaren,
uden at nogen af de Tilſtedeverende havde den mindſte
Anelſe om, at han havde nogen Bagtanke derved. Han
fortalte, at han ſtulde tilbyde Randaren en Forretning
juſt ikke i fit eget Navn, men i en Trediemands, ſom

En „Min“. 407

havde anmodet ham derom. Man vilde let kunne for
ſtaae, hvilken Troſt det under ſaadanne Omſtendigheder
var at have noiagtige Oplysninger angaagende den Mand,
med hvem man ſtulde gjore Forretninger. Han bad
derfor, om man vilde fortelle ham Alt, hvad man vidſte
om denne Mand, og han takkede forud for enhver Med—
delelſe, der vilde blive ham givet.

Gud i Himlen! det var ſmukke Ting, Kobi fif at
hore. Han troede at have ſtukket Haanden i en Vep—
ſerede, en ſaadan Mylr af ubehagelige Oplysninger
ſummede i hans Oren, uden at Ordſtrommen ſyntes
at ville fane Ende. Det var en Mand, ſagde man,
lige over for hvem man maatte være paa fin Poſt; thi
han var i Stand til at blive ſaa opbragt bare for et
Par Skillings Skyld, at han kunde bræffe Arme og
Been pan En. J ſaadanne Oieblikke var Alt ham li⸗
gegyldigt, hvad enten det var en Rig eller Fattig, en
Jode eller en Chriſten; naar han engang var kommen
i Raſeri, havde hans Modſtander intet Andet at gjore
end at befale fin Sjæl Gud i Vold. For at fane Kobi
til at afſtaae fra fit Forſcket nevnede man ham ſom
Exempler nogle i Sandhed forſtrekkelige Optrin, hvoraf
det fremgik, at man maatte vogte ſig for at indlade ſig
paa Nogetſomhelſt med Randaren. Cn, ſom hapde
narret ham for to Skilling ved at ſelge ham en Tonde
Havre, var det for beſtandigt forbudt at komme i hans
Hus, og en Anden, der var kommen i den Henſigt at
frie til Datteren, var med Spot og Spee bleven jaget

408 En „Min“.

paa Porten, fordi han ved fin Indtredelſe i Huſet havde
glemt at kysſe Mezouſaen. Tillige fulde hans Vrede
være loben af med ham i faa hoi Grad, at han engang
pudſede fine Hunde paa en Tredie, der ikke efter Maal⸗
tidet havde kunnet fremſige Bordbonnen uden Feil, ſom
den ſtulde ſiges. Man maatte imidlertid ſige til Ran⸗
darens Roes, at naar man var ſaa heldig at treffe ham
i godt Humeur, og naar man var fnild nok til at lede
ham, jaa var han meget nem at komme ud af det med.
J faa Tilfælde var han et Menneſke ſom alle Andre,
og man kunde gjore med ham, hvad man ſelv vilde.
Disſe Oplysninger ſtillede Kobi til Nod tilfreds.
Han havde ikke ventet at fane fan Meget at vide, og
han fandt ſnart et Paaſtud til at ſige Farvel. Han
takkede atter for al udviſt Venlighed, men dog ikke i en
rørende Tone, der kunde have bragt hans Vært til at
troe, at der var beviſt ham en ſtor Tjeneſte, og derpaa
gik han. Han ſteg op i Vognen og kjorte videre. Da
han kom til den næfte Landsby, lod han ikke deſto
mindre atter ſpende fra. Der boede en fattig Bisſe⸗
kreemmer, af hvem Kobi, naar han modte ham, altid
pleiede at kjobe Et eller Andet, enten forbi han havde
Brug derfor eller af Medlidenhed. Bisſekrœmmeren
reiſte meget omkring i Landet, og Kobi tenkte med Rette,
at han ogſaa her vilde kunne erholde veerdifulde Op⸗
lysninger. Der fandt den ſamme Modtagelſe Sted,
de ſamme Forbauſelſesudraab og de ſamme Sporgs—
maal om, "hvor han ſtulde hen, og Hvad han hapde i

En „Min“. 409

Sinde. Kobi ſparede med fag Ord, ligeſom han havde
ſvaret den forrige Gang. Han nægtede ikke, at han
havde Noget for, men han forſtod atter faa fnildt at
behandle fin Mand, at Bisſekreemmeren uden at ane
det pludſelig ſage fig henflyttet til Randarens Forpagter⸗
gaard, og nu begyndte han at ſnakke los, ſom om man
netop havde betalt ham for det.

„Randaren! horte Kobi ham ſige, det var det gro—
veſte Mandfolk paa hele Jordkloden! Han hadde for
Vane, uden at man bad ham derom, at ſige alle Men⸗
neſter de Sandheder, ſom de ikke onſkede at hore; han
gjorde ingen Omſvob med Nogen og brod ſig hverken
om Gud eller Menneſter. Dermed ſtulde det ikke være
ſagt, at man ikke levede i Forpagtergaarden ſom Ret⸗
troende; tvertimod, man vilde ikke i hele Bohmen kunne
finde et jodiſt Hus, der var ſaa fromt ſom Randarens,
men det var ikke deſto mindre ſandt, at Herren i dette
Hus var en raa og uopdragen Mand, hvis Lige neppe
fandtes. Navnlig maatte man vogte fig for at gjore
ham imod. Det var hændet ham ſelv, Bisſekremmeren,
at han en Dag var kommen op at kives med Randaren,
og det vilde han aldrig glemme, faalænge han levede.
En Bonde havde nemlig tilbudt ham et Parti Uld for
en meget billig Pris. Forretningen var god, men han
havde ikke Penge nok til at kjobe Ulden. Saa kom
Bisſekremmeren i Tanker om, at han boede i Ner-
heden af Rebb Joſel Süſs — ſaaledes hed Randaren.
Halvtreds eller tredſindstyve Gylden, ſagde han til fig

410 „En Min.”

felv, det vilde ikke være nogen ftor Sum for Randaren!
Og han beſluttede fig derfor til at henvende fig til ham
om at laane dem. Men han fik en ſaadan Modtagelſe,
ſom han ikke vilde onſte fin bittreſte Fjende. Han havde
lovet at bringe ham Pengene tilbage inden tre Dage, og
han havde talt til Randaren i den meſt beſtedne og
ydmyge Tone. Men denne lod ham ikke engang tale
ud; der var en Raaben og en Skrigen, faa at man
neppe kunde høre Orenlyd, og man ſkulde næften troe,
at der var Tale om at berove Randaren Hele hans
Formue til Bedſte for Bisſekreemmeren.“

„Jode! hapde han ſtreget op, troer Du maaſtee,
at jeg kun har⸗Penge for at give Dig dem, og at min
Formue kun er til for al hjælpe Tiggere? Troer Du
ikke, at jeg veed, hvad det vil ſige, at Du lover mig
Pengene igjen inden tre Dage? Jo, tre Dage, det vil
ſige det Samme ſom aldrig!

Bisfefræmmeren havde nu tilbragt et Kvarteerstid,
ſom vilde blive regnet ham til Gode en Dag, naar han
ſtulde udſone alle fine Synder, og han havde fljælvet
over alle ſine Lemmer. Men da Sagerne ſtod ſaaledes,
var Randarens Datter kommen til. Denne Datter ſatte
Faderen meſt Pris pan af Alt i Verden, og med Et
Blev han et andet Menneſte. Skammede han fig lige
over for (in Datter, eller havde Herren forandret hans
Sind? Det vidſte Bisſekrœemmeren ikke, men ſikkert nok
var det, at Randaren var gaget lige hen til fit Skab,
havde aabnet det og aftalt Pengene til ham uden at

En „Min“. 411

ſige et Ord. Han havde gjort Mere endnu, idet han
havde beholdt ham hos fig til Middag. Kort og godt,
han vilde aldrig glemme denne Dag, felv ikke naar han
laa paa fit Pderſte.“

Saaledes lød Bisſekremmerens Fortælling, Disſe
Oplysninger glædede Kobi, og han takkede ham hjerte⸗
lig derfor. Naar man ret overpveiede Sagen, faa ſtod
disſe Oplysninger fuldſteendig i Modſtrid med dem, han
havde faget i den forſte Landsby. Hvor vild og raa
Randaren end var, faa havde han dog fin ſpage Side:
Datteren!

Kobi gjorde Holdt i en tredie Landsby, den ſidſte,
inden man kom til Randarens Forpagtergaard. Han
var beſtemt paa ikke at ville rykke for raſt frem mod
Fjenden. Naar Alt kom til Alt, tenkte han, maatte
man her kjende Randaren bedſt; her maatte man ofte
fee ham, fordi han uden Tvivl om Lordagen og paa
Hoitidsdagene maatte begive fig herhen for at overvære
Gudstjeneſten i Synagogen. J denne tredie Kommune,
hvis Beboere af en Grund, ſom det er unodvendigt at
forklare her, kaldtes „Spottefuglene“, gav Kobi ſig atter
i Kaſt med Folk, der ſtrax kunde fortælle ham Noget.
Efter at have maattet beſvare de ſedvanlige Sporgs⸗
maal tog Kobi ſin Tilflugt til ſin tidligere Taktik for
at nage fit Maal, og atter her — Hvad der ikke var
nogen let Sag, efterſom „Spottefuglene“ Havde fine
Neſer — blev Kobi Herre over Valpladſen.

„Hvad for Noget!“ ſagde man til ham med en?

dr,

412 En „Min“.

medlidende Mine, „De vil begive Dem hen til denne
Bonde for at ſlaae en Forretning af med ham? Men
han er ikke ſom alle andre Menneſter; han har hverken
Manerer eller god Opforſel. Det er en uopdragen
Bonde, ſom kun kan omgages fine Ligemend; han giver
ſig alene af med Bonderne. Han bliver forlegen, naar
han kommer ſammen med velopdragne Menneſker. Men
hans Datter er at beklage. Hun fortjente noget Bedre
end at tilbringe ſit Liv mellem Bonder og Bonderpiger!
Det var onſteligt, om hun kunde blive ordenlig forſorget
og komme til at boe langt fra Faderens Hus. Men nei!
denne Bonde vilde ikke fljænfe hendes Haand til nogen
Anden end til en eller anden Bonde, hvis hele For—
tjeneſte beſtod i at kunne ſpille Frantzfuſs med ham
eller at kunne ſige paa et eller to Bund, hvor meget
en Oxe veiede.“

Kobi vidſte nu fortræffelig, hvad han fulde tenke
ſaavel om de Domme ſom om de Lovtaler, der hidtil
vare komne ham for Oren angagende Randaren. Hvor
mange forſtjellige Treck og Nuancer vare ikke ſammen—
blandede i denne Individualitet? Han var en Bjorn
og et Uhyre efter den Skildring, ſom Faderen havde
givet af ham; efter Andres Mening en tolperagtig Bonde,
ſom man dog til visſe Tider kunde vende og dreie! Alt
bette tilſammentaget gjorde et ſaadant Indtryk paa Kobi,
at han et Sieblik blev ligeſom fortumlet; han var bleven
mere forvirret end oplyſt. Han havde hort faa Meget og

ſaa mange forſtjellige Ting angaagende en og den ſamme

En „Min“. 413

Perſon — og dog have vi her neppe opregnet Hundre⸗
delen deraf —, at det af og til forekom ham, at han
endnu aldeles Intet vidſte om Randaren. Hvorfor tie
dermed? Han blev med Et ſom ſlagen med en ufor—
klarlig Redſel, og hans Forehavende antog da i hans
Oine en fabelagtig Skikkelſe. Han ſage i det kun en
dumdriſtig Plan, ſom han mulig aldrig vilde kunne
bringe til Üdforelſe, ſelb om han opbod alle fine
Kræfter.

Heldigvis var han ikke længe under Paavirkning af
bette Indtryk. Der var Noget i ham, ſom man i
Længden ikke kunde undertrykke, thi det ſprang ſtedſe
frem ligeſom en Fjeder: vi ſigte herved til hans ung⸗
dommelige Mod. Han kom fig fnart af denne Fortryl—
lelſe, og i det Oieblik, da han forlob „Spotternes“
Terxitorium, var hans Hjerte atter troſtet. Da han
ſpurgte fig ſelv, hvad hans Fader, hvem han betragtede
ſom langt klogtigere end ſig ſelv, vilde ſige, ſaafremt
Sendelſen mislykkedes, fan forjog denne ene Tanke
ligeſom et velgjorende Uveir enhver Modloshed af
hans Sind.

Dagen hældede, da Kobi naaede den Landsby,
hvor Randaren boede. Allerede i lang Fraſtand havde
han gjenkjendt Huſet pan Fagaden, der bredte fig i
Gaden. Det var et Slot i Sammenligning med de
andre Bondergaarde. En Randars Bopæl udmerker
fig forøvrigt ſtedſe ved en vis Storhed. Kobi blev paa⸗
ny et Bytte for en Frygt, ſom fik hans Hjerte til at

er"

414 En „Min“.

banke. Befandt han ſig ikke nu Anſigt til Anſigt med
Fjenden? Han befalede Kudſken at kjore langſomt lige
foran Huſet og ſtrax at ſpringe ned fra Bukken, naar
han var kommen foran Indkjorſelen, for vieblikkelig at
fpænbe fra. Denne Befaling blev punktlig adlydt.
Vognen Hjorte langſomt frem og ſtandſede pludſelig for⸗
an Randerens Hus.

IV.

J ſamme Dieblik ſages en firſkaaren Mand, i
hvem man paa en halv Mils Afſtand vilde have gjen⸗
kjendt Randaren, træde ud af Huſet. Denne Mand
havde et fandt Lovehoved. Forvovne, graaſprengte
Dienbryn ſtyggede pan en truende Maade for hans
Dine, og et Skjeg af ſamme Farve indfattede hans
knoklede Anſigt. Naar man fane ham ſaaledes, kom
man uvilkaarlig til at tenke paa Samſon. Der var
ingen Tvivl om, at den bibelſke Helt vilde have feet
ſaaledes ud, ſaafremt man ikke havde raget ham altfor
tet. Forovrigt var Manden i Sfjorteermer og havde
kaſtet et blaat Torkleede over Skulderen, hvad der gav
ham et endnu anſeeligere og mere ſtrekindgydende Ud⸗
ſeende.

Kobi ſprang med et Set ned ad Vognen. Hans
Fjende ſtod overfor ham.

En „Min“ 415

„God Aften, Rebb Joſel,“ ſagde han med en kraft—
fuld, men dog beſkeden Stemme; „jeg er jo her hos
Rebb Joſel Süßs, ikke fandt?”

„God Aften,” ſparede Manden, idet han hilſte,
men dette „God Aften” kom ud af hans Mund med
en fua kraftig og hul Tone, at Kobi traadte et Par
Skridt tilbage. „Hvad ſtaager til din Tjeneſte, min
Dreng?“

Dette Sporgsmaal gjorde en forunderlig Virkning
paa Kobi; han ſtod ſom lynſlaaet. Han havpde ikke
ventet, at man vilde ſige „Du“ til ham eller kalde ham
„min Dreng.” Men i ſamme Nu folte han ſig ſlaget
af en af de Tanker, ſom ofte i et kritiſt Sieblik be⸗
mægtige fig vor Sjæl og give os en uventet Sikkerhed.

Ved en Indſtydelſe, der var lige faa hurtig ſom
Lynet, begreb han, at han for at holde denne Mand
Stangen maatte optræde med Sikkerhed og Faſthed, at
han maatte behandle ham ſom ſin Ligemand, tale driſtig
til ham og vel vogte ſig for at lade, ſom om han
nærede nogen Frygt for ham.

„Jeg har en Forretning at foreflaae Dem, Rebb
Joſel, om De ellers ſynes om den,“ 1 Kobi med
faſt Stemme.

„Jeg gjor ikke Forretninger paa en Halamoed
Dag,“ ſvarede Nandaren fort, men beſtemt. „Du kan
komme igjen efter Helligdagene, min Dreng.“

„Jeg tvivler pan, at jeg kan vente ſaalenge,“
ſagde Kobi med Frimodighed. „Jeg horer til det Slags

416 En „Min“.

Folk, ſom ikke lide Opſettelſe, og jeg foretrekker en
Fugl i Haanden for ti paa Taget.”

„Naa, faa det er dit Princip, min Dreng?” ud:
brod Randaren, og hans Stemme lod ſom et Trom—
petſtrald.

Kobi folte fig bange i bette Oieblik. Skulde han
have ſagt Noget, der kunde mishage Randaren? Eller
havde denne Tordenſtemme kun udtrykt ſit Bifald? Han
ſamlede imidlertid alt ſit Mod.

„Ja, det er mit Princip, ſparede han med Faſt⸗
hed, men uden Skryden; og jeg har altid ſeet, at man
befandt ſig vel derved.“

Randaren ſvarede ikke herpaa. Til Gjengjæld
kunde man derimod under hans tykke Dienbryn ſee et
faa underſogende og ſtrokindgydende Blik, at det kunde
faae enhver Anden til at ſlaae Oinene ned. Men Kobi
ubholdt bette Blik, ſtjondk han ſamtidig folte den folde
Sved ſpringe frem.

„Derſom det er dit Princip, min Dreng, ſaa
er der ingen Grund til, at vi ikke ſkulle tale om For⸗
retningen,“ ſagde Randaren efter at have betragtet Kobi
ſtift, og det ſyntes ikke, at denne Underſogelſe havde
været til hans Skade, thi Randarens Stemme var
langtfra faa raa ſom for. Den lød tvertimod, ſom om
den var bleven mildnet med Olie. Kobi troede paa ſin
Side at have bemerket, at ligeſom et Smil havde op—
livet Randarens barſke Træf, idet han udtalte disſe

En „Min“. 417

Ord. Alt bette gjengav ham Modet, og han følte atter
Blodet blive varmt i Aarerne.

„Spend fra,“ ſagde han til Kudſken, ſom afven⸗
ventede denne Befaling og allerede halvt havde efter⸗
kommet den.

„Hvad ſtal det gjøre godt for?“ ſpurgte Randaren,
men uden den ringeſte Barſthed. Forretningen ftaaer
vel ikke længe paa, bilder jeg mig ind! Den er er vel
ikke ſaa vigtig?“

„Hor engang, Rebb Joſel,“ ſparede Kobi, „naar
maa vil tale alvorlig om Ting, maa man have Tid
dertil. Jeg lader derfor fpænbe fra, ſoameget mere ſom
Heſtene ere trætte, da de idag have tilbagelagt fer Mil“.

Der foer et nyt Blik ud under Randarens Dien⸗
bryn, et Blik, ſom forvirrede Kobi i hans inderſte Sjæl.

Denne Mand, ſom havde en Bjorns Styrke, fandt det

maaſtee underligt, at ſaadan „en Dreng” tillod fig at
tale ſaaledes til ham.

„Lad gaae,“ ſagde Randaren endelig, „men ſtynd
Dig ſaa at komme indenfor.“

Det var et godt Varſel for Kobi. Idetmindſte
udlagde han det ſaaledes. Ikke deſtomindre ſtyndte han
fig iffe med ſtrax at folge Randarens Indbydelſe, hvad
enhver Anden vilde have gjort med Glæde. Han rørte
ſig ikke af Stedet.

„Naa! hvorfor kommer Du ikke?“ udbrod Randaren
med en raa og grov Stemme. Skal jeg ſige Dig det

to Gange?“
27

418 En „Min.“

„Jeg gjor ikke et Skridt, Rebb Joſel,“ ſvarede
Kobi med Beſtemthed, „nei, ikke om jeg kunde tjene en
Million derved. Man har ikke i Deres Hus modtaget
mig ſaaledes, ſom enhver Israelit bor modtage en anden
Israelit.“

„Hvad mener Du med det, min Dreng?” ſpurgte
Randaren med hele ſin frygtelige Stemmes Styrke. „Er
jeg maaſtee ikke en god Israelit?“

„Undſtyld mig, Nebb Joſel, og bliv ikke vred
paa mig derfor, ſparede Kobi uden i mindſte Maade at
ſynes forſtrekket; jeg er vant til, naar jeg betreder et
israelitiſt Hus, at blive budt „Solem aleckem“ ).“

J ſamme Sieblik lod der fra Randarens brede
Bryſt Noget, ſom man bedſt kunde ſammenligne med
en fjern Torden. Det varede en rum Stund, for det
omtalte Noget kunde komme frem af det gigantiſte Legeme,
for tilſidſt at trænge ud af hans Mund i Skikkelſe af
et Latterudbrud.

„Troer Du da, min Dreng,“ udbrod han, „at jeg
et eneſte Dieblik har troet, at det var Dig ligegyldigt?
Nuvel, jeg hilſer Dig med „Solem aleckem“.“

Derpaa traadte han et Skridt henimod Kobi og
rakte ham ſin megtige Haand.

„Aleckem solem“, ſparede Kobi glad og lod fin
Haand falde ned i den, der blev ham rakt.

*) Der israelitiſke Hilſen, der betyder: „Fred være med
Dig.“

En „Min“. 419

Hvad. var det ikke for et Haandtryk! J de fleſte
Folks Dine maatte man være en Bonde ſom Randaren
for at kunne trykke en Andens Haand paa denne Maade,
men for Kobi var dette Haandtryk ubetaleligt. Det
overbeviſte ham om, at han havde gjort Alt for at for
tjene det. Ikke for Alt i Verden vilde han have hapt,
at Sagerne ſtulde være foregagede anderledes, end
ſteet var.

„Og kom nu,“ ſagde Nandaren til ham og gik
forud for ham ind i Huſet.

Kobi lod ſig det ſandelig ikke ſige to Gange. Han
fulgte Manden med den kjempemesſige Skikkelſe. Denne
lod ham gage igjennem en Forſtue, ſom fra Overſt til
Nederſt var opfyldt af Kornſekke. For Kobi traadte ind,
ſogte han med Blikket efter det Sted, hvor „Mezou⸗
ſaen“, der var anbragt paa Dorſtolpen, ſtinnede. Han
berorte den med fin Haand, ſom han derpaa erbodig
forte til Munden. Nandarens Blik hvilede. atter paa
Kobi, og denne Sidſte kunde mærke det; men denne
Gang brendte ikke Randarens Dine, denne Gang ſtiv⸗
mede de ikke Blodet i hans Aarer; hans Dine vare
neſten blevne blide.

Det farſte Verelſe, hvilket han kom igjennem til⸗
ligemed Randaren, var en Sal, der gjorde Tjeneſte ſom
Borgſtue. Ved Siden af Bonder, der ſad ved deres
Glas, bemeerrkede han en hel Skare af jodiſte Tiggere,
ſom hver Aften kom fra alle Verdens fire Hjorner til

Forpagtergaarden. Der var Mænd, Kvinder og Born
27

420 En „Min“.

iblandt dem. Det var rigtig fraſtodende Anſigter, ſom
vare bukkede under for Fattigdommens Aag og Snauſet
paa Landeveien. De bare ſamlede her for at tilbringe
Natten i Forpagtergaarden. Langt fra at fjerne ſig fra
dem gik Kobi hen til Mændene og gav hver af dem et
hjerteligt „Solem aleckem“. Og Alt bette gjorde han
med den Elſtvoerdighed, ſom blodgior ethvert Hjerte;
for ham ſyntes disſe Tiggere kun at være forarmede
Brodre.

Rebb Joſel betragtede denne Scene med en vis
Forundring. Han havde uden Tvivl aldrig Jeet en ung
Mand med ſaa gode Manerer bare ſig ſaaledes ad lige—
over for en hel Sperm af Tiggere. Og hans haarde
Anſigtstrek fil ved Synet heraf Udtrykket af en ſtarp
Jagttagelſe.

Da man var kommen ind i Dagligſtuen, ſagde
Randaren til Kobi:

„Scet Dig nu, min Dreng, og lad os tale om
den Forretning, Du har at foreſlaae mig. Naa, lad
hore! Er der Noget at tjene ved den?“

„Det afhænger af, hvorledes De forſtager det. Vi
mage begge To finde vor Fordel derved; ellers vilde det
ikke være en Forretning.”

Idet Kobi ſagde disſe ſidſte Ord, følte han fig itfe
mere beſjelet af det Mod, ſom han hidtil havde lagt
for Dagen. Randaren hapde opfordret ham til ſtrax at
rykke ud med, Hvori den omtalte Forretning beſtod, og
det forekom ilke Kobi at være noget godt Varſel.

En „Min“. 421

„Det har Du ikke Uret i,“ bemeerkede Randaren
leende; „til enhver Forretning hører der to Perſoner:
En, der vil tjene Noget, og en Anden, der indvilger i,
at den Forſte tjener paa hans Bekoſtning.“

„Men hvis der nu var Tale om, at Begge ſtulde
tjene derved?” ſvarede Kobi med lidt mere Mod.

„Sag er jeg ikke med; det er altfor hoit for mig,“
ſagde Randaren plumpt. „Man maa tale rent ud af
Poſen med mig, min Dreng.“

„De bliver ikke vred paa mig, Rebb Joſel, fva-
rede Kobi med Beſtedenhed, ſaafremt jeg ikke idag giver
Dem nogen noiere Forklaring heraf. Men ſaaſnart vi
imorgen have afgjort vor Forretning, ſtal jeg fortelle
Dem, hvad jeg meente dermed.“

Randaren ſyntes at forſtage denne Udflugt, thi han
ſlog ſtrax ind paa Kobis Tankegang.

„Det er altfor ſeent idag til at tale om vor For⸗
retning, bemeerkede han oieblikkelig, men har Du Lyſt
dertil, min Dreng, kan Du tilbringe Natten her. Hver⸗
ken Du eller din Kudſt ſkal komme til at lide Nod.
Hvad Heſtene angager, faa vil jeg lade dem ſette ind i
Stalden.“

„Jeg takker erkjendtlig for Deres Tilbud,“ ſparede
Kobi raff; „jeg troer ogſaa, at det vil være bedre at
vente til imorgen med at tale om vor Forretning.
Natten bringer Raad for alle Ting.“

Han aandede atter lettere, efterat han nu havde
fanet baade Ret og Opfordring til at blive Natten over,

422 Eu „Min“.

og han havde beſat Kamppladſen, uden at Fjenden havde
gjort den ringeſte Modſtand. „Skulde min Fjende nu
kunne jage mig ud herfra?“ ſpurgte han ſig ſelv.

„Er Du ſulten, min Dreng?” ſpurgte Randaren ham.

„Jeg har reiſt langt idag, og jeg vilde ikke tage
ind i Vertshuſene i de Byer, jeg kom igjennem,” ſva—
rede Kobi, ſom hapde fine Grunde til at ſpare ſaaledes.

„Og hvorfor ikke?“ ſpurgte Randaren paany med
fin flræffelige Stemme, medens et nyt provende Blik
ſages under hans Oienbryn. Hvorfor ikke? Finder Du
maaftee ikke Kjokkenet godt nok i de jodiſke Gjeſtgiver⸗
ſteder, eller er Du mulig vant til at faae Mad af en
anden Slags?“

Kobi forſtod meget godt, at Randaren med „Mad
af anden Slags“ meente Mad, ſom ikke var bleven til⸗
lavet efter jodiſt Nitus.

„Jeg holder hverken af Veertshusmad eller af Mad
af anden Slags,“ ſparede han med en hei Grad af
Frimodighed; „hvad jeg holder meeſt af, er hjemmelavet
Mad. Det kan Intet opveie, og desuden er det billigere,
for at tale reent ud.“

Dette Svar mishagede aabenbart ikke Randaren,
og hans Stemme gik atter fra Plumphedens dybeſte
Noder over til hans ſedvanlige Djerpheds hoieſte Toner.

„Du ftal da nok blive tilfredsſtillet her, min Dreng,
ſvarede han, og jeg haaber, at Du vil finde Aftens⸗
maden efter din Smag, thi det er min Datter, ſom
gager i Kjokkenet.“ i

En „Min“. 423

J hvor hoi Grad Kobi end havde troet fig at være
Herre over Situationen, faa tabte han dog i ſamme
Oieblik, ſom Randaren kun omtalte fin Datter, alle de
hidtil vundne Fordele. Det var forovrigt en aldeles
naturlig Forbauſelſe, ſom Krigshiſtorien til alle Tider
har kunnet bekrefte. Alle Aarhundreders ſtorſte Hær-
forere have maattet give Beviſer herpaa.

„Gager Deres Datter i Kjokkenet, Nebb Joſel?“
udbrød han med en Übeſindighed og en Tone, hvis
Heftighed ſtod i altfor ſtoerk Modſtrid med den, i hvilken
han hidtil Havde talt, til at den ikke ſtulde ſynes paa⸗
faldende.

„Hvad gaaer der af Dig, min Dreng?“ ſpurgte
Randaren. „Er der noget faa forunderligt i, at en
ung Pige gaaer i Kjekkenet?“

Kobi havde gjenvundet fin vante Ro. Kun et
eneſte Oieblik havde han glemt fig ſelv og ladet fig lokke

lengere frem, end Klogſkaben bod det. — „Forunderligt?

nei,“ ſparede han rolig; det er tvertimod det Naturligſte.
Men ikke deſto mindre overraffer det mig. Ved De
vel, Rebb Joſel, hvorledes vor Tids unge Piger bere
ſig ad med Kjokkenet? En Maaned for deres Bryllup
lade de en vældig Kogebog hente fra Prag, derpaa lade
deres Modre dem fee en eller to Gange paa Gryderne

og faa bilde de fig ind, at de ere Pokkers kloge
paa Kjokkenſager. Og naar faa Brudgommen kommer,
kan han være ſikker paa at treffe dem med Skumſteen i
Haanden og Anſigtet fværtet af Sod. Naa, nu ſporger

1

424 En „Min“.

jeg Dem, om vore Viſe efter Alt dette ikke have handlet
ret i at tillade Manden at ftille fig ved fin Huſtru, naar
hun giver ham brændt Suppe?“ — „Have vore Viſe
virkelig gjort det?“ udbrod Randaren, idet han lo ſaa
ſterkt, at den ſtore Leneſtol, i hvilken han ſad, ryſtede
og knagede. — „Det ſtaager klart og tydelig ſtrevet i
Talmud,“ ſvarede Kobi. Randaren lo endnu heftigere
end for. — „Vore Forfœdre have dog været ſtore Mænd!
Allerede paa hin Tid holdt man ikke af brændt Suppe,
og derfor tog man fine Forholdsregler derimod. Nuvel,
min Dreng; min Datter fial aldrig opparte Dig med
brændt Suppe, det ſparer jeg Dig for.“ — „Opparte
mig?“ tenkte Kobi ved fig ſelv. „Hvad mener han der⸗
med?“ Men han fik ikke Tid til at tenke videre der⸗
over. — „Du ſtal om et Oieblik ſelb komme til at
domme derom,“ vedblev Randaren. „Mirl!“ raabte han
med Tordenroſt; „kom herind, Mirl!“ J ſamme Die—
blik aabnedes Deren, og en ung, ſmuk og rank Pige
ſtod paa Dørtærffelen. Hendes Anſigt var ſmukt farvet
af Ilden paa Skorſtenen. Kobi hapde aldrig i fit Liv
feet noget faa Undigt. Alt Blodet ſteg ham fra Hjertet
op til Hovedet, og hans Anſigt maatte uden Tvivl være
blodrodt, thi han kunde merke, hvorledes hans Dine
brændte. Han havde ilke ventet fig et ſaadant Syn!
„Mirl!“ ſagde Randaren, „lav os lidt Mad; vi ere
ſuline. Denne unge Mand her er vor Gjeſt og vil
tilbringe Natten hos os. Men gjør Dig Umage for
at gjøre Dig ſelv Ære, thi denne Fyr kommer fra en

En „Min.“ 425

Landsby, hvor de unge Piger, naar de ville lave en
god Ret Mad, pleie at ſende Bud efter en Kogebog i
Prag. Pas derfor paa, thi han er vant til noget Bedre
end vort Bondekjokken.“ — „Godt, kjere Fader,“ ſvarede
Mirl med en henrivende Stemme, ſom gav Gjenlyd helt
ned i Kobis Hjerte. „Aftensmaden ſtal fnart vere fer⸗
dig; Du veed, at jeg altid har ſorget for at have til—
ſtrekkelig Mad.“ Derpaa gik hun. Inden hun forlod
Værelfet, kaſtede hun et ſtjaalent Blik paa Kobi. Havde
hun gjettet, hvem han var, og had han vilde?

Da den unge Pige var gaget, herſtede der et Die—
blik en farlig Taushed blandt de to Mænd. Det vilde
have været Kobi umuligt at fage et eneſte Ord frem,
faa ſterkt bankede hans Hjerte, i faa hei Grad var hans
Blod i Oprer. Alle Ungdommens Demoner hapde be—
megtiget fig ham, disſe Dæmoner, ſom med uimodſtage—
lig Kraft more fig med at udvikle deres Herredemme i
det Rum, ſom findes mellem fire Dine. Naar de forſt
engang have bemegtiget fig et Menneſte, hæve de det
enten til Skyerne eller ſtyrte det ned i uranſagelige Af⸗
grunde. — „Hvorledes ſynes Du om min Datter? Hvad
ſiger Du om hende?“ ſpurgte Randaren pludſelig. Dette
Sporgsmaal bragte Kobi reent ud af ſig ſelv. Han
ſamlede al fin Kraft for ikke at tabe Hovedet, men det
var ham umuligt at ſtjule den Rodme, hvormed hans
Bande bedoeekkedes. — „Hvad ſtal jeg ſpare hertil, Hr.
Randar?“ ſagde han ſtammende. „Vilde De troe mig,
naar jeg ſagde Dem, at hun er den ſmukkeſte og elſt⸗

426 En „Min“.

verdigſte unge Pige, jeg nogenſinde har feet? Eller vilde
det bære pasſende, at jeg ſagde det til Dem?“ — „Tal
frit og uden Omſvob,“ ſagde Randaren barſt. „Jeg
veed bedre end nogen Anden, hvad hun er verd.“ —
„Jeg mener,” ſagde Kobi med en Stemme, der ryſtede
af indre Bevegelſe, og idet han fljælvede over alle fine
Lemmer, „jeg mener, at den Mand, der fager hende til
Huſtru, kan ſige at have faaet Himlens ſtjenneſte Gave.“

Ordet var udtalt; det havde ſeiret over enhver
Snildhed, ethvert Hykleri; ſom en Bjergſtrom, der er
opſpulmet ved Uveirets Raſen, var det veldet ud af
Kobis Mund, idet det under fit Lob havde ligeſom med
Villie begravet en hel Hob af kloge Forſigtighedsregler.
Det var for ſeent at angre det. Kobi folte det i ſamme
Nu. Gud alene vidſte, hvilken Ulykke denne Strom
kunde foraarſage! ... Men trods Alt dette vilde Kobi
ikke have onſtet det Sagte uſagt. Han kaſtede et ſty
Blik op paa Randaren for at fee, hvilken Virkning disſe
Ord havde gjort paa ham. Til fin ſtore Overraſtelſe
faae han en forunderlig Forandring hos ham. Muſt⸗
lerne i bette Anſigt, der ſyntes at være hamrede af en
Smedehammer, vare nu oplklarede af et viſt tilfreds
Smil, der gav dem et ſandt Udtryk af Blidhed. Man
ſtulde neſten troe, at Solen Havde ladet fine Straaler
ſpille paa dem.

„Min Dreng, ſagde Randaren i en Tone, ſom han
forgjeves ſogte at gjøre ligegyldig, Du har Ret, ſaa⸗
ſandt jeg hedder Joſel Süſs. Den, ſom tager hende

En „Min“. 427

til Ægte, kan roſe fig af at have faaet en Huſtru.
Jeg ſiger ikke Mere, det pasſer ſig ikke, at jeg roſer mit
eget Barn altfor meget, men jeg vil kun tilfoie dette
Ene: ſiden min Huſtrues Dod har jeg aldrig et Oieblik
merket, at jeg favnede hende. Min Datter opliver hver
Krog i hele Huſet, hun er Sjælen i Alt, hvad der fore—
gaaer her. Jeg har af og til beklaget, at hun ikke var
et Mandfolk, thi i fan Tilfælde vilde jeg have havt
En, til hvem jeg kunde have efterladt Eiendommen.
Men det er mig ligemeget; hun er mig kjerere end
halvhundrede Sonner paa engang; hun alene fylder
hele mit Hjerte og foraarſager mig idel Glede og Til—
fredsſtillelſe, og derſom der i Verden gives et Veſen,
hvem jeg ſtylder Erkjendtlighed, da er det hende. Herren
bevare hende derfor for mig!“

Men ſom om Randaren havde ydmyget fig altfor
meget ved at lade ſee, at hans heftige Natur ikke var
ufolſom for Faderkjerligheden, ſpurgte han ſtrax derpaa
Kobi med fin ſedvanlige Stemme: „Hvad koſter Havren
hos Jer?“ Kobi havde ikke ſtrax et Svar paa rede Haand,
i faa hoi Grad var han bleven bevæget ved at tale
med denne Mand, der af Omegnens Beboere var ble⸗
ven ſtildret ſom en Bjorn, en Ulv, et Uhyre. Han
ſpurgte fig ſelv, om hans Moder ogſaa vilde have fryg⸗
tet for at ſende ham til Randaren, ſaafremt hun havde
hort denne tale, ſom han for gjorde det. Nandaren
afbrød imidlertid ſom ſagt denne Samtale ved et fuld⸗
ſtendig proſaiſt Sporgsmaal. — „Naa, min Dreng,

—ͤũſũ— D —

428 En „Min“.

ſpurgte han paany, „hvad koſter faa Havren hos Jer?“
— „Fire Gylden og tretten Kreutzer, Hr. Randar, ſtyndte
Kobi fig at ſvare. — „Ikke Mere?“ — „Paa ſidſte Uge⸗
dagsmarked kunde man fage lige fan Meget, man vilde
have, til den Pris.“ — „Forſtaaer Du Dig paa Havre,
min Dreng?” ſpurgte Randaren neſten forbeufet.

„Det horer juſt ikke med til mine Forretninger,
men da man aldrig kan vide, hvad der kan ſtee, fan er
det godt at fjende lidt til Alt.“ Man undgager paa den
Maade at gjøre daarlige Forretninger, hvad der ikke
falder i min Smag.“

„Du lader til at forſtaae Dig paa mange Ting,
min Dreng,“ ſagde Randaren efter en Pauſe og med
et fünt og betegnende Smiil, ſom „Spotterne“ aldrig
vilde have tiltroet ham.

Hvad Kobi angik, da folte han fra det Oieblik,
da han hapde udtalt de ſtjebneſvangre Ord, i fit Indre
en hel Legion af Djevle, ſom med hoie Raab fordrede
at blive ſlupne los.

Han følte ligeſom en Utaalmodighed og Kjedſom⸗
melighed ved at ſidde her og tale i Ro og Mag med
Randaren, naar han ſtedſe var uvidende om, hvorvidt
den Perſon, for hvis Skyld han havde foretaget Rei⸗
ſen, vilde indvilge i, at han blev, og at han fortſatte
ſit Forehavende.

Hidtil havde „Min'en“ baaret fig udmerket ad for
at ſtjule for alle Andre, ja tilſyneladende for fig felv,

En „Min“. 429

ved hvilke Midler han haabede at fore det Hverv, han
havde paataget fig, lykkelig til Ende.

Han fattede, at Oieblikket var kommet, hvor hans
vovelige Planer enten vilde blive latterlige ved et be⸗
ſteemmende Uheld eller fore til en lykkelig Seir. „En
Fader, ſagde han til fig felv med Lynets Hurtighed, en
Fader, der fætter faa hoi Pris pan fin Datter, vil
ganſte ſikkert ikke lade fin Villie være det afgjorende,
naar der er Tale om en Wgtemand til hende, hvoraf
hendes Fremtids Lykke kan afhænge. Det er umuligt
Andet, end at han adſporger fin Datter og hører hendes
Mening. Men derſom hans Datter nu afflog det? ...“

Han ſtjelvede i bette Oieblik, og da han forte
Haanden op til ſin Pande, folte han, at den var is—
kold. Hvad havde han gjort? Hvad var det for et hoit
Spil, han ſpillede? Vovede han, en Son af „Min'en“
Rebb Wolff, at hæve Blikket op til den rige Randars
Datter?

Men de ſamme Demoner, ſom hidtil havde. ført
ham frem, disſe uforfcerdede Demoner gav fig ſtrax
til at bortjage af „Min'ens“ Sjæl, ſaafnart den folte
ſig beſat deraf, deres perſonlige Fjender, det vil ſige den
urolige Frygt og beſtedne Modloshed. „Min'en“ ind⸗
faae, at han maatte byde Alt Spidſen. Indſatſen var
faa ſtor, at han foretrak at vedblive Spillet fremfor at
trælle fig tilbage med Skam.

Men hvis hun nu ikke ſyntes om hamm

Dette Punkt maatte han have opklaret; Sagen

430 En „Min“.

maatte bære afgjort forinden Aftensmaden. Han forlod
Verelſet under Paaſtud af at ville fee til fin Kudſt.
Lysſtjcret, ſom faldt fra Skorſtenen ud i Gangen, forte
ham lige til Kjokkenet. Et eneſte Oiekaſt overbeviſte
ham om, at han der kunde finde den, han ſogte. Han
traadte raſt ind i Kjokkenet og gik lige henimod den
forſtrekkede unge Pige.

„Tilgiv mig, ſtyndte han fig at ſige med ſterkt
bevæget Stemme, tilgiv mig, hvis jeg kommer til Ulei—
lighed. See pan mig og ſvar mig, om jeg maa faae
Tilladelſe til at blive og ſige Alt til din Fader. Eller
ſtal jeg tage bort? Skal jeg det, faa fig mig det ſtrax;
jeg vil ikke leve to Minuter til uden at fane Vished
om, hvad enten jeg ſtal blive lykkelig for hele Livet
eller ulykkelig til min Dod.“

Saaledes lod Kobis Ord. Han havde fnarere
fremſtammet end udtalt Ordene, og idet han udtrykte
fig ſaaledes, blev hele hans Veſen ligeſom opvarmet
af Varmen fra en af disſe dybe Folelſer, der gjore et
ſterkere Indtryk paa Hjerterne end de meſt lidenſtabe—
lige Eder. Den elffværdige unge Pige mærkede det i
bette Sieblik. J fin Forvirring, der kun gjorde hende
endnu ſmukkere, lod hun ſit Blik ſtreife hid og did, ind—
til det tilſidſt ſtrandede ved den unge Mand, der havde
talt til hende pan en Maade, ſom ingen Andre hidtil
havde gjort det.

„Har jeg krenket Dig, vedblev Kobi i ſamme
Tone, faa fig mig det, og jeg tager da ſtrax bort.

En „Min“. 431

Men jeg troer ikke, at en ung Pige kan føle fig kren⸗
ket over, at en Mand begjerer hende til Ægte. Sig
mig derfor, om jeg tor blive?“

„Jeg kan Intet ſige; Fader maa give ſit Sam—
tykke dertil”, ſtammede Mirl, idet hun vovede fig til at
ſee den unge Mand lige ind i Anſigtet.

„Du feer ſelv, at din Fader har givet mig Tilla⸗
delſe til at blive, men hvad nytter det mig, naar Du
ikke indvilger deri?“

„Fader er fan ofte bleven bedraget, ſvarede Mirl
forvirret, at jeg frygter for ...“

„At ogſaa jeg vil bedrage ham, afbrod Kobi hende.
Nei, Mirl, det troer Du ikke om mig; i Navnet af min
Fader og Moder, ſom jeg elſter faa høit, tro det ikke!
Jeg veed godt, hvilken hei Plads Du har i din Fa-
ders Hjerte; troer Du, at jeg, derſom jeg ikke havde
den inderligſte Overbevisning om, at vi To vilde kunne
gjøre ham endnu lykkeligere, troer Du faa, at jeg vilde
tillade mig at tale ſaaledes til Dig?“

Ved disſe Ord hævede Mirl Hovedet i Veiret.
Hendes Dine ſtod i Taarer, og med ſterkt bevæget
Stemme ſpurgte hun:

„Kan man virkelig ſtole paa Dig?“

„Jeg ſperger ikke, ſagde Kobi, men Du kan troe
mig pan mit Ord.“

„Saa bliv”, ſparede hun med en næften uhorlig
Stemme.

To Hænder ſogte og fandt uvilkaarlig hinanden,

—— ——ô h

432 En „Min“.

og de havde vanſteligt ved at flippe hinanden. Ikke
deſto mindre traf Kobi forſt fin Haand til ſig ...

Da han atter traadte ind i Dagligſtuen, fane han
Randaren ſidde med boiet Hoven, ſom om han var
nedſunken i dybe Tanker. Han hævede Hovedet og
ſpurgte:

„Naa, befinder din Kudſt fig faa godt?”

„Meget godt, Rebb Joſel, ſparede Kobi, og Heſtene
lade ſig Eders Havre ſmage fortreffelig.“

„Det forbauſer mig ikke, ſagde Randaren med en
vis Stolthed; min Havre er ikke af den daarligſte.“

Man talte nu om alt Muligt inden Aftensbordet,
og Tiden forlob hurtig. Ordet „Forretninger“ var ikke
blevet nævnet en eneſte Gang, og dog dreiede Samtalen
fig ikte om Andet. Det var en Art Prove, ſom Ran⸗
baren vilde lade Kobi undergaae. Mange Lærde, hvis
Hoveder ere fuldtproppede af Boger, og ſom takket være
deres Viden ere i Stand til neſten paa et Gram at
kunne udregne, hvad ethvert dodeligt Veſen forterer af
Kjod, Brod og Melk, mange Lærde ſige vi, vilde ved
denne Leilighed have beundret den omfattende Viben,
ſom begge disſe Menneſker lagde for Dagen i Statiſti⸗
ken, Landokonomien og Politiken. De fulgte med Alt
og havde kunnet give Oplysninger om de meſt forſtjel⸗
ligartede og hinanden modſatte Gjenſtande, lige fra det
Som, man tager op paa Gaden, til den Seek Uld, ſom
Skibene bringe til England, lige fra Harens Stind,
ſom Bisſekremmeren har Uleilighed med at faae ud af

En „Min“. 433

Jegerens Haand, og indtil Runkelroe⸗Sukkeret, ſom fin⸗
des opſtablet i Tuſindvis af Tonder i de bohmiſte Fa⸗
briker. Kobi lod ſkimte, at han havde en lys Aand,
og at han havde forftaaet at bruge fine Dine paa fine
Udflugter i Landet, faa at han beſad en hel Skat i
al denne ſin Viden. Og dog ſtod alt dette ikke i di⸗
rekte Forbindelſe med den Forretning, han brev til dag⸗
lig Brug.

Randaren ſagde ham dog ikke et eneſte roſende Ord
i den Anledning, men Kobi meerkede alligevel godt, at
hans Svar havde tilfredsſtillet ham.

Denne Prove havde varet lige til Aftensbordet.
Mirl var i Mellemtiden kommen ind i Stuen. Hun
havde lagt en Dug, der var Hvid ſom Sneen, paa Bor⸗
det og fat tre Tallerkener, nogle Fade og en umaabelig
ſtor Krukfte med Ol derpaa. Ilke en eneſte af den
unge Piges Bevægelfer undgik Kobis Blik; han fandt,
at der over hendes Perſon var udbredt en uforlignelig
Ynbe, en „Tan“ — for at benytte os af et uoverſet⸗
teligt Ord fra Ghettoen —, ſom han aldrig for havde
feet Mage til. Maaltidet var rigeligt og delikat tilbe⸗
redt. Kobi, hvem Anſtrengelſen og Kjerlighedens Kva⸗
ler Havde givet en god Appetit, lod det vederfares al
Wre. Han roſte ikke Retterne, hvad der i hans Mund
kunde have lydt mistenkeligt, men han beviſte i Gjer⸗
ningen, hvilken Pris han ſatte paa Mirls Kogekunſt.
Man behovede ikke at ſige til ham, at han ſtulde lade,

ſom om han var hjemme. Han levnede ikke en Krumme
28

434 En „Min“.

pan fin Tallerken og ſparede heller ikke pan Øllet. —
„Det kan jeg lide! udbrod pludſelig Randaren, ſom gien-
ſynlig glædede fig over fin Gjeſts gode Appetit; Du
levner ikte en Krumme paa din Tallerken. Saaledes
flal det være. Naar Manden er ſulten, ſkal han ikke
gjøre Omſpob, men kun ſpiſe. Med en ung Pige er
det en anden Sag. Alverden har Blikket henvendt paa
hende, og hun maa vogte ſig for ikke at blive anſeet
for at være en Fraadſerſke, thi det kunde flade hende.
Men hvorfor fiulde en Mand pualægge fig nogen Tvang
i fan Henſeende?“

Kobi kaſtede af en Hendelſe Øinene over paa
Mirls Tallerken. Hun havde neſten ikke rørt den Mad,
der ſtod foran hende, og i bette DOieblik rodmede den
unge Pige meerkverdig ſterkt.

Da der var taget af Bordet, ſagde Nandaren til
Mirl: „Kald os nu paa en af Tiggerne.“

Kobi fattede ſtrax, hvad dette vilde ſige. Randa⸗
ren vilde uden Tvivl fætte ham paa en ny Prove og
lade ham have den Ære efter endt Maaltid at fremſige
med hoi Roſt den ſedvanlige Bordbon, og da de kun
vare to Mænd, maatte der idetmindſte være en Tredie
tilſtede, for at Bonnen kunde blive fremſagt hoit.

Kobi tog ikke Feil. Da Tiggeren var traadt ind,
ſagde Randaren til Kobi: „Naa min Dreng, fremſig nu
Bonnen.“ Kobi begyndte med at fylde Nandarens
Glas med Ol, derpaa Tiggerens og endelig ſit eget.
Derefter greb han ſit Glas, og idet han vendte ſig lidt
mod Randaren, udbrod han med kraftig Stemme og i

En „Min“. 435

Zions hellige Sprog: „Med Tilladelſe fra Herren i
bette Hus ville vi nu loppriſe den, der har mættet os.“
— De to andre Mænd gjentog med faſt Stemme:
„Lovet være den, der har mættet os.“

Kobi fremſagde derpaa den lange Bordbon med
hoi Stemme, med en Silkerhed og en ſaadan Tunge⸗
færdighed, at ikke en eneſte Stavelſe gik tabt.

Der var ikke den Overrabbiner, ſom vilde kunne
have ſtilt fig bedre derfra eller fremſagt denne neſten
endeloſe Bon med ſtorre Kraft og ſte rre Inderlighed. —
Da Kobi var ferdig, hævede fan atter fit Glas, velſig—
nede dets Indhold, forte det til ſine Leber og boiede
ſig paany over mod Randaren for efter Skik og Brug
at takke ham for den re, han Havde beviſt ham. —
Idet Kobi endelig kom til at kaſte Blikket hen paa
Mirl, ſage han hendes ſmukke Anſigt ſtraale af Til
fredshed, og han ſluttede deraf, at han maatte have
fremſagt Bonnen godt. :

Mirl tog nu det, der var blevet ftaaende pan Bor—
det, bort, og Randaren fatte fig tilrette i fin Læneftol,
idet han med ſtor Uleilighed et Par Gange undertrykte
fin Gaben. Med Et udbrod han: , Hvorledes fkulle vi
tilbringe Aftenen, indtil det er Sengetid? Forſtager Du
at ſpilte Franzfus, min Dreng? Det gjør Du uden
Tvivl, thi Du kan jo Alt.“ — Kobi betenkte fig et
Dieblik paa, hvorledes han ſtulde beſpare bette ſnedige
Sporgsmaal. Pludſelig ſagde han: „Naar man har

Brug for mig, ſiger jeg aldrig Nei.“ — „Godt, min
28%

— rer

436 En „Min“.

Dreng, ſpvarede Randaren og fatte fig op i Stolen; nu
ſtulle vi fane at fee, hvad Du duer til.“ — Mirl bragte
Kortene og to Stykker Kridt. Randaren greb Kortene, blan—
dede dem med ſtor Feerdighed og begyndte at give. Ved
et merkeligt Tilfælde havde Kobi faaet yderſt flette Kort
paa Haanden.

Forend Randaren begyndte Spillet, ſtak han Haan⸗
den ned i fin Frakkelomme og fremtog en Tyve⸗Kreutzer
af Solb, ſom han lagde ved Siden af fig paa Bordet.
Kobi ſogte ogſag i fin Lomme efter Penge, men han
fremtog kun en Kobber⸗Kreutzer, ſom han ligeledes lod
falde pan Bordet. — „vad ſtal det ſige? udraabte
Randaren med hele ſin barſte Naturs Heftighed. Troer
Du, jeg er en Tigger? Og troer Du, at jeg vil ſpille
et Parti om en Kreutzer? Det er Joſel Süss, Du
ſpiller med, min Dreng; veed Du det?“ — „Og jeg,
ſvarede Kobi med Faſthed, jeg ſpiller ikke faa hoit.
De har Lov dertil, Rebb Joſel, om De vil; jeg gjør
det ikke.“ — „Men jeg vil ikke ſpille om en lumpen Kreut⸗
zer“, udbrod Randaren vred. — „Er der maaſtee Nogen,
ſom tvinger Dem dertil?“ ſagde Kobi ſmilende. Ran⸗
baren brummede Noget mellem Tenderne, ſom Kobi ikke
forſtod; derpaa tog han atter fine Kort op og ſagde i
en rolig Tone: „Begynd, min Dreng; for at gjore Dig
en Glede ſtal jeg anſee din Kreutzer for at være lige
Jana Meget værd ſom mine Tyve. Du har Udſpillet!“

Kobi havde i fin Faders Huus lært til Fuldkom⸗
menhed dette Spil, ſom færlig er yndet i Ghettoen.
Han havde med Lethed kunnet viſe, at han langt over⸗

Z —— ⸗ ˖ ·¾¾»ͤi

En „Min“. 437

gik fin Leremeſter. Men hvis han nu vandt, vilde han
fua ikke fornærme fin Vert? Paabod Hofligheden ham
ikke at lade Randaren vinde? Hvad indeſtod ham paa
den anden Side for, at Randarens gjennemtrengende
Blik ikke vilde opdage det, og at han vilde blive anſeet
for en Hykler, ſom af lav Hoflighed tabte ſine Penge? Ikke
deſto mindre befluttede han fig til det Sidſte og vilde
lade Randaren vinde. For han beſluttede ſig dertil,
raiſonnerede han ſaaledes: Naar to Perſoner ſpille ſam—
men, vil Enhver af dem gjerne vinde, og Enhver bliver
glad, ſelb om han kun vinder en elendig Kreutzer.
Hvorfor ſtulde Randaren være anderledes end alle andre
Menneſter?

Kobi tog fin Tilflugt til en Krigsliſt. Trods fine
ſlette Kort lod han ſtrax i Begyndelſen ſee, at han var
en Meſter. Men fnart faldt hans Spil af, han begik
grove Feil og led et Nederlag, ſom han hapde kunnet
undgage. Idet han blandede Kortene, kom han af en
Hendelſe til at fee paa Mirl. Han bemeerkede ligeſom
et melankolſt Udtryt i hendes Anſigt. Paa ſamme Tid
forekom det ham, ſom om hun havde gjort et neſten
umerkeligt Tegn til ham, ſom Ingen kunde have for⸗
ſtaaet uden han. Hvad vilde det ſige? J Himlens
Navn, havde han begaaet en Feil, og advarede hun ham
derfor? Han betragtede hende mere opmeerkſomt. Sorg⸗
modigheden var endnu ikke forſvunden, og hun gjorde
atter et Tegn til ham. Nu vidſte han, hvad han hapde
at gjore.

J anden Omgang gav: Skjebnen ham bedre Kort.

438 En „Min“.

Efter al Sandſynlighed kunde han med ſtorſte Lethed
have vundet. Men trods bette beſluttede han at ved—
blive med ſin Krigsliſt, det vil ſige at tabe. Randaren
ſtulde ikke troe, at Kobis Hjerte helt og holdent var op—
fyldt af Tanken om at vinde nogle Tyve⸗Kreutzer Styk—
ker. Denne Gang begik han endnu grovere Feil. Ran⸗
daren, ſom ogſaa ſpillede godt, vidſte med Behendighed
at beuytte ſig af Kobis Feil. Kobi ſage paany hen
paa Mirl; han lagde endnu Merke til det ſorgmodige
Udtryk, ja, han troede endogſaa at kunne fee, at hun
betragtede ham med en vis Medlidenhed. Hun gjorde
ikke mere noget Tegn. Kobi begyndte forvirret paa det
tredie Spil.

Han ſpillede igjen meget flet. Pludſelig betrag⸗
tede han Mirl og fane, at hun havde Taarer i Oinene.
Naſten i ſamme Oieblik bemerkede han, at man berørte
hans Fod let under Bordet, maaſtee altfor let. Han
ſaae paany hen til den unge Pige; hendes Anſigt be—
dekkedes i ſamme Nu af en ſmuk Rodme, men denne
veg atter Pladſen for Sorgmodigheden. Kobis Pande
bedekkedes af en fold Sved; Blodet ſtivnede i hans
Aarer. Hvad mente hun dog? Og Hvad vilde hun
advare ham imod? Thi hun vilde advare ham imod
Noget; det folte han i fin Sjels Inderſte. Skulde
det vere, at han ikke maatte lade Randaren vinde?
Var det da faa ſtor en Brode i Mirls Sine? For forſte
Gang i fit Liv var han Bytte for en fuldſtendig Uvis⸗
hed, og en Folelſe af en ſtedſe voxende Fortvivlelſe be⸗
megtigede fig hans Sjæl. Han var ſom omgivet af et

En „Min“. 439

tæt Morke, midt i hvilket kun Mirls Skjonhed lyſte ſom
en funklende Stjerne. J Mellemtiden havde han imid⸗
lertid uden at tenke derover ſpillet ganſte meſterlig, og
det var derfor ikke uden en vis Overraſkelſe, at han be⸗
merkede, at Spillet ſtod godt for ham.

Da han endelig igjen faae hen til Mirl, opdagede
han, at Sorgmodigheden var forſvunden fra hendes An⸗
ſigt, og at et yndigt, henrivende Smil ſaa at ſige var
udbredt over hele hendes Perſon. Det var altſaa det,
hun mente? tænkte Kobi, hvis Hjerte, ſom var blevet
befriet for en tung Byrde, bankede af Glede. Nuvel!
faa ſtulde hun for Fremtiden nok blive fornøiet med
ham, og Nandaren ſtulde ſnart faae at fole, at han
havde fundet fin Meſter i Kobi. Og Kobi folte fine
Kræfter bore.

De følgende Spil gabenbarede Kobis nye Slag⸗
plan og lod hele hans Dygtighed komme tilſyne. Hvor
gode Kort Randaren end fik, kunde han dog ikke maale
ſig med ſin Modſtander. Tyve⸗Kreutzer Stykkerne op⸗
hobedes det ene efter det andet paa Kobis Side ſom
ligeſaa mange Trofæer, der vare erobrede paa en blodig
Slagmark, men Kobi vogtede ſig vel for ved et for⸗
noiet Anſigtstrek at aabenbare Hjertets ſtjulte Bevee⸗
gelſe. Mirls Aaſyn var hans Ledeſtjerne, og bette
Aaſyn ſtinnede beſtandig med et yndigt Smil og blev
ſtjonnere for enhver af hans Seire. Hvis Kobi forov⸗
rigt midt under denne urolige Sindsbevegelſe ſtulde
have begaget en eller anden Feil, da havde det ganſte
viſt været meget undſtyldeligt.

— ar

440 Eu „Min“.

Efter den ſyvende Omgang kaſtede Randaren Kor⸗
tene med en temmelig heftig Bevegelſe og ſagde derpaa,
idet han gabede, ſom om hans Kjeber ſtulde gage af
Led: „Nu kan det være nok; Du har desuden ogſaa
plyndret mig godt, min Dreng. Lad os nu komme til Ro!“

Kobi ſamlede de Penge ſammen, ſom han havde
vundet, og reiſte fig ov. Han havde godt feet, at Ran⸗
baren fulgte ham med Oinene. Han vogtede fig vel
for at ſtikte Pengene i Lommen; tværtimod beholdt han
dem i den hule Haand og gik lige hen imod den Dor,
ſom forte ud til Borgerſtuen. — „Hvor fkal Du hen?“
ſagde Randaren, idet han kaldte paa ham.

Kobi ſvarede ikke, men aabnede Doren og raabte
ud til dem, der befandt fig i Verelſet: „Hei, Fattig⸗
folk! er der en iblandt Eder, ſom endnu ikke er falden
i Søvn? Lad ham komme hen til mig.“

Fra Baggrunden af den morke Stue, hvor Tig⸗
gerne havde redet deres Natteleie, fane man et Oieblik
efter nogle merke Skikkelſer, ſom deres intet mindre end
poetiſte Dragt næften gjorde ſtrekindgydende, komme til⸗
ſyne. Tiggerne ſtillede fig op ved Dorterſtelen. —
„Hvad er til Tjeneſte, gode Herre?“ ſpurgte En af dem
med en ſovndrukken Stemme. — „Der, ſagde Kobi og
gav Manden de Penge, han holdt i Haanden; deel disſe
Penge, men paa en rolig og ftikkelig Maade. For⸗
ſtaae J mig?“

Man ſkulde have hort Skrigene og Raabene fra
dem, ſom bare blevne faa guvmildt berigede. Det lød,
ſom om det var en Flok hungrige Ulve, ber midt i

En „Min“. 441

Vinterens Kulde vare faldne over et Bytte, ſom de for⸗
tœrede i Fellesſtab.

Idet Kobi vendte ſig om, ſtod han lige overfor
Nandaren, hvis Anſigt var blevet truende og forferde⸗
ligt at fee til. Kobi blegnede af Skrek. — „Hvad har
Du gjort med mine Penge?" ſpurgte Randaren, hvis
Stemme atter lod frygtelig. — Kobi ſaae paa Mirl,
ſom ſtod ved fin Faders Side. Forunderligt! Det dei⸗
lige Smil ſtinnede endnu paa hendes Anſigt. — „Jeg
har givet dem til de Fattige, Rebb Joſel; de trænge
haardere dertil end De og jeg“, ſvarede Kobi i en mild,
men faſt Tone. — „Veed Du vel, at Du har givet dem
fem Solvpenge paa tyve Kreutzer Stykket? vedblev
Randaren. Har en Forretningsmand Lov til at viſe
en ſaadan Odſelhed? Er Du maaſtee rig nok til at
kunne give de Fattige ſaadanne Gaver?” — „Jeg benyt⸗
ter aldrig Penge, ſom jeg vinder i Spil, paa anden
Maade, ſagde Kobi, idet han betragtede Randaren ſtivt.
Jeg gjemmer aldrig flige Penge, thi faa vilde jeg være
bange for, at de ſtulde brænde mig i Lommen.“ — „Er
det ogſaa et af dine Principer?“ ſpurgte Randaren i en
kort Tone. — „Det er det, Rebb Joſel, og det vil jeg
altid blive tro.“ — Det fane ud, ſom om Randaren
ikke havde Noget at ſpare hertil. Han vendte ſig plud⸗
ſeligt om til fin Datter og ſagde: „Mirl, viis ham
hans Verelſe. Imorgen kunne vi tale om hans For⸗
retning. Godnat!“ — Med disſe Ord gik han. —
„Godnat, Hr. Randar!“ ſagde Kobi til ham, medens han
endnu kunde høre det.

442 En „Min.“

Mirl forte Kobi til et Verelſe, hvori der ſtod en
opredt Seng. Da hun forlod ham, folte han ſig atter
ſom oplivet af Straalerne fra hendes ſode Smil.
Dette Smil forekom ham at være et godt Varſel og
ligeſom en yndig Erindring til Drommen i denne Nat,
der faa at ſige vilde danne Broen, ſom ſtulde forbinde
idag med imorgen.

Kobi gik endnu i nogen Tid frem og tilbage i
det Verelſe, man havde anviiſt ham. Han tænfte over,
hvad der var foregaget i Dagens Lob. Burde han fole
fig tilfreds dermed? Hans Hjerte var delt mellem Tvivl
og Haab; ſnart ſyntes det Ene, fnart det Andet at
have Overmagten. Viſt er det, at han aldeles ikke følte
fig tryg. .

V.

Den folgende Morgen vaagnede Kobi udmattet og
træt ſom Folge af en urolig Søvn; fan havde iffe
faaet Ro i Sindet. Tvivlen og Haabet ſtredes endnu
i hans Indre, og nu, da han nærmede fig det afgjs⸗
rende Sieblik, følte han fig ſvag og overveldet.

Han vilde ikke have havt Kraft til at tilbringe
endnu en Dag ſom den foregaagende. Hvorledes vilde
Alt dette ende?

Derpaa tog han ſine „Tefilim“ og begyndte ſin
Morgenbon. Forſt bad han maſtinmesſig, og medens
Zions hellige Ord flod ud af hans Mund, vare hans
Tanker andetſteds. Men pludſelig følte han fig ſom

En „Min“. 443

reven med af den meſt opbyggende Fromhed, og han bad
med Inderlighed. Israels Guds hellige Sprog lod nu
fra hele hans Veſen, og de guddommelige Ord trængte
mere og mere Fart frem fra hans Indre. Hans Sjæl
ſagde ham, at han fulde bede til Herren om noget
Helligt og Stort, jeg mener Mirl.

Han var lige færdig med fin Bon og ſtulde netop
til at lægge fine „Tefilim“ ſammen, da Randaren
traadte ind. — „Har Du ſovet godt, min Dreng 2” ſpurgte
han barſt. — „Som man ſover, naar man forſte Gang
ligger i en fremmed Seng“, ſparede Kobi, der ikke vilde lyve.

Et ironiſt Smil ſages fare hen over Randarens
markerede Anſigtstreek. — „Du vil ſove bedre inat“, ſagde
Randaren i en Tone, ſom lod Kobi i Uvished om,
hvorvidt hans Ord ſtjulte en Spot eller et Haab.

Strax derefter dekkede Mirl Frokoſtbordet, og Kobi
fandt ſom alle Forelſtede, at hun var langt ſmukkere
idag end igaar.

Han udforſkede hendes Anſigt for at lede efter et
Smil eller et og andet Udtryk, der kunde oplive hans
Mod, men det forekom ham, at hun fnarere ſaae be⸗
drovet end glad ud. Hun vovede ſig ikke engang til at
betragte ham. Efter Frokoſten gik Mirl ud af Stuen,
og de to Mænd blev ene tilbage. — „Naa, min Dreng!
ſagde Randaren efter nogle Minuters Taushed, idet han
af gammel Vane udbredte fit blaa Lommetorklede, ſom
om det hade været et uhyre Flag. Naa, ſtulle vi faa
tale om vor Forretning?“

Denne Indledning fik Sveden til at perle paa Kobis

444 En „Min“.

Bande. En forunderlig Ryſtelſe fnørede hans Strube
ſammen, og han lagde konvulſiviſt ſin ene Haand paa
Stoleryggen, ſom om han frygtede for, at en eller anden
rœedſelsfuld Kataſtrofe nu ſtulde indtræffe og knuſe ham
for beſtandig. — „Vor Forretning, Hr. Randar?“ ſtam⸗
mede Kobi og lagde lidt efter til i en fortvivlet Tone:
„Men jeg har aldeles ingen Forretning at foreſlage
Dem.“ — „Har Du ingen Forretning at foreſlaae mig?“
udbrod Randaren med uſedvanlig Heftighed, og det blaa
Tørklæde, der laa over hans ene Skulder, bevægede fig
paa en gigantiſt Maade ſom Tegn paa en foreſtagende
Kamp. Du har altſaa havt mig til Bedſte, min
Dreng?” — „Jeg havde rigtignok en Forretning,” ſtam⸗
mede Kobi, men ...“ y

J ſamme Sieblik braſt Randaren ud i en faa vold—
ſom og forfærdelig Latter, at den rungede over hele
Verelſet. Kobi hævede forſtrekket Blikket op til ham.
— „Troer Du da, min rare Dreng, at jeg ikke kjender
den Forretning, der har fort Dig hen til mig? Har Du
tenkt Dig, at Joſel Sifs var et Barn, ſom man kunde
lege med efter eget Godkbefindende? Du er kommen
herhen for min Datters Skyld.“ — „Siden De veed det,
Hr. Randar, ſparede Kobi i en ynkelig Tone, faa ſpot
mig i det mindſte ikke. Jeg ſtal ſtrax paa Oieblikket
forlade Deres Hus.“ — „Vil Du pænt tie ſtille! be⸗
falede Randaren, ſom ſad i en uafbrudt Latter. Troer
Du maaſtee, at jeg lader Dig reiſe, for jeg har endt
min Forretning med Dig?“ — „Gud i Himlen! ud⸗
brod Kobi i fin Lykkes Overmaal, idet han foer op fra

*

En „Min“. 445

Stolen. Hvorledes! Rebb Joſel, De giver Deres
Samtiykke?“ — „Hor mig, min Dreng, ſagde Randa—
ren, ſom atter var bleven alvorlig. Allerede iaftes, da
jeg fane Dig ſtige ned fra Vognen, var jeg overtydet
om, at Du var kommen her for Mirls Skyld. Jeg
kom Dig imode ſom en Bjorn, og jeg gav Dig en
Modtagelſe, ſom neppe en Ulv vilde have givet Dig.
Men Du var ikke bange, og det var netop det, jeg
ſyntes godt om hos Dig. Svar mig engang: forekom
jeg Dig ikke at være en Bjorn eller et. andet vildt
Dyr?“ — „Jeg vil juſt ikke paaſtaae, at De var ſynder⸗
lig venlig mod mig, Hr. Nandar,“ ſparede Kobi med en
tvungen Latter. — „Jeg ſagde ſtrax til mig ſelv: hvis
denne Dreng er ſaaledes i alt Andet, fan behøver jeg
ikke længere at plage mig med Mirls Fremtid. Der
har været utallige Menneſter i mit Hus for mit Barn,
min elſkede Mirls Skyld. Nogle af dem vare nette
unge Menneſter; de kom paakledte ſom Fyrſter og gjorde
et Spræl, der lod til aldrig at ſtulle fane Ende. Men
naar jeg gav mig til at betragte dem nærved og at
underſoge, hvad der boede i deres Sjæl, faa fandt jeg
kun Ukrudt. Det var ikke ſaadanne Folk, hvem jeg vilde
have givet Tilladelſe til at fore min Mirl ud af Huſet!
Jeg vilde tuſinde Gange have foretrukket at lægge mig
i Graven ved Siden af min hæderlige Huſtru. En af
dem lod til rent at glemme, at han var i et jodiſt Huus,
og til at være uvidende om, at der gives Noget i Ver⸗
den, der kaldes en „Mezouſa“. En Anden var det
umuligt at fremſige Bonnen efter Maaltidet; en Tredie

446 En „Min“.

vandt mine Penge fra mig ſom en Spiller af Profes—
ſion; en Fjerde var ikke i Stand til at ſtjelne en Sek
Uld fra et Hareſtind, og en Femte forſtod altfor Meget.
Han vilde abſolut give mig Raad om, hvorledes jeg
ſtulde bere mig ad i den eller den Sag, ſom om jeg
havde været et nyfodt Barn og han en Olding paa
otte og halpfjerds! Jeg vilde aldrig blive færbig, naar
jeg ſtulde fortælle Dig alle Detailler af denne Slags.
Derfor gjorde disſe Menneſker mig ogſaa af og til ra—
ſende, og jeg tog aldeles ikke i Betenkning at ſige dem
Sandheden, ſom de ville huſte hele deres Liv. Men
Du, det vil jeg ſige Dig lige op i dit Anſigt, Du be—
hagede mig fra forſte Færd; kun var jeg bange for, at
ogſaa Du ſtulde bære Dig galt ad. Thi det ſiger jeg
Dig: his ogſaa Du, min Dreng, havpde ſtuffet mine
Forventninger, da havde jeg ladet min Datter doe ſom
gammel Pige.“

Randaren taug. Kobi turde neppe træffe Veiret.
— „Men jeg merkede ſnart, vedblev Randaren med en
Bevegelſe, ſom han forgjeves forſogte at blive Herre
over, at Du var den Mand, ſom jeg trængte til for
min Datter. Du er en god Handelsmand, ſom kjender
Verden, og hvis Dine ere aabne for mange Ting, hvad
der for mig er mere værd end Formue. Paa alle de
Sporgsmaal, jeg gjorde Dig, havde Du ſtrax et Svar
i Beredſkab. De, ſom jeg for omtalte for Dig, vare
ligeledes gode Handelsmeend, men fnart havde de en,
ſnart en anden Feil; hvad Dig angager, fan er Du
hverken Spiller af Profesſion eller Hykler; Du kunde

En „Min“. 447

have ladet mig vinde, og dog gjorde Du det ikke.
Men der var iſer to Ting, hvorved Du vandt mit
Hjerte: Du er af et beſindigt Gemyt og en god Jode.
Jeg veed nok, at der er Folk, ſom ſette Pris paa det
ſtik Modſatte; de luffe Oinene for mange Ting, naar
man kun ikke er en god Jode, men jeg horer ikke til
den Slags Menneſker! Min Datter trænger til hos fin
VÆgtefælle at finde et israelitiſt Hjerte og en from
Natur, og Du beſidder begge Dele. Nei, ſeer Du, den
Maade, paa hvilfen Du fremſagde Bonnen efter Maal⸗
tidet og iførte Dig dine „Tefilim“, den gaaer mig
aldrig af Glemme! Jeg har nu kun et eneſte Sporgs—
maal at gjore Dig: Vil Du have min Mirl til Huſtru,
ja eller nei?“ — „O, Hr. Randar! Hr. Randar!“ ud⸗
brod Kobi lidenſkabelig; „kan De ſporge mig derom?
Men med Alt det veed De jo ikke endnu, hvem jeg er!“
— „Har jeg ſpurgt Dig derom?” ſparede Randaren i
en alvorlig Tone, „eller behøver jeg at ſporge Dig der⸗
om? Troer Du maaſtee, at jeg ikke fjender Dig? Selv
om Du var en Son af ham, der feier Synagogen, vilde
jeg ikke tage mit Ord tilbage. Hvis Du imidlertid trods
Alt dette abſolut vil ſige mig det, ſaa har jeg Intet
derimod, men Du kan fortælle det til min Datter.”

Under denne Samtale var Doren til Stuen lyd—
løft bleven aabnet. Mirl ſtod paa Dortærffelen med
Anſigtet badet i Taarer; men igjennem disſe Taarer
lyſte paany det ſeirrige Smil, ſom den foregaaende Dags
Aften havde været Kobis ledende Stjerne.

„Hvad mener Du, mit ljære Barn?“ ſagde Ran⸗

448 En „Min“.

daren med Omhed; „ſagde Du ikke til mig, at Du vilde
have ham eller Ingen? Var det ikke dine Ord?“ |

Vi ville fun paa Taaſpidſerne gage forbi Forfynet,
ſom i Randarens Forpagtergaard havde fort to Væfener
ſammen, der uden dets Medvirkning aldrig vilde have |
truffet hinanden. Der gives i Livet visſe Sieblikke, ſom |
fordre at nydes i Stilhed; talte man for meget derom,
kunde man let vekke en eller anden ondſkabsfuld Aand,
og Ulykken kunde folge i dens Fodſpor.

Kobi vidſte dette lige ſaa godt ſom vi. Han talte
ikke om fin Lykke, han noiedes med at nyde den i de
faa Timer, hvilke han endnu havde at tilbringe i Ran⸗
darens Hus. Vi forbigage derfor dette i Taushed.

En Vogn ruller ned ad Gaden i den fremrykkede
Nat. Den ſtandſer foran Huſet med Valnoddetreerne.
Man ſeer endnu Lys i Dagligſtuen. Faderen og |
Moderen vente paa Sønnens Tilbagekomſt. Moderen |
er et Bytte for alle en oprørt Sjæls Ængfteljer. Kobi |
træder ind. Et Gledesſtrig lyder gjennem hele Veerelſet. |
— „Er Du jund og raff, mit Barn?“ ſpurgte Perl fin
Son, idet hun underſogte ham efter forſt at have kysſet
ham mange Gange. Han har vel ikke tilfsiet Dig no⸗
get Ondt?“ — „Jeg befinder mig overordentlig vel,“
ſvarede Kobi ſmilende. „Man har ikke rørt et Haar paa"
mit Hoved!“ — „Og Forretningen?“ ſpurgte Rebb Wolff.
— „Den lykkedes over al Forventning, kjere Fader,“
ſparede Kobi. — „Det anede mig nok, da jeg lagde den
i dine Hender,“ ſagde Rebb Wolff med Faderſtolthed.

— ———

En „Min“. 449

Uden at Nogen ventede det, gik Kobi hen til et
Stab, i hvilket der i neſten militairiſt Orden var op—
ſtillet koſtbare Tallerkener og Porcellains Kopper. De
hapde tilhørt Perls Oldemoder, der, ſom man vil erindre,
var dod i en Alder af hundrede og ti Aar. Kobi
tog den ſmukkeſte af alle Kopperne; den var kantet med
en fin Guldrand. Derpaa kaſtede han den med al fin
Kraft ned imod Gulvet, og den gik i tuſinde Stykker.

Perl udſtodte et forferdet Skrig. — „Gud i Him⸗
len!“ udbrod hun; „hvad har Du gjort, Kobi? Det
var min ſmukkeſte Kop ...“ Kobi fane med et Smil
paa hendes Forferdelſe, og efter nogle Dieblikkes Taus⸗
hed ſvarede han: „Kjere Moder, har Du ikke altid ſagt
mig, dengang jeg var et Barn, at Du gjemte denne
Kop til mig? Nuvel! Betenker Du Dig maaſtkee paa
at offre den for din Son, naar han bringer Dig en
Svigerdatter? “)“

Kobis Forceldre betragtede ham uden at kunne faae
et Ord frem. — „J Himlens Navn! Du ſtulde da vel
ikke ...“ — „Jo, kjere Moder, jeg er trolovet, ſaa⸗
fremt da J, mine kjere Forældre, ville give Eders Sam⸗
tykke dertil.“ — „Men med hvem da?“ ſpurgte Perl og
Wolff ſamtidig. — „Med Randarens Datter.” — „Og
Forſtanderens Son?“ — „Han? .. . ham har jeg ſan⸗
belig flet ikke tænft paa.”

„) Koppen, ſom ſlaages itu paa en Igdes Forlovelſesdag, er
ligeſom den fyldte Vinflaſke, der ituſlaaes paa Bryllups⸗
dagen efter Vielſen, en Slags memento mori, en Erin⸗
dring om, at der ingen Glæder er uden Sorg.

450 En. „Min“.

Forſt ſenere fortalte Kobi fine Forældre, Hvorledes
han havde vundet fin Brud, men han gik ikke i De-
tailler. Han bevarede ſtadig Tausheden om det vig—
tigſte Punkt, idet han uophorlig i fin Sjæl med Er—
kjendtlighed huſkede paa, at hvor fiin og ſnedig man end
er, faa nager man dog aldrig et ſaadant Maal uden
at have Kjerlighedens Flamme og den guddommelige
Villie til Hjelpere.

Som man kan tenke, vakte Kobis Forbindelſe med
Nandarens Datter en umaadelig Opſigt. Man talte
derom, ſom om det var den ſtorſte Begivenhed, der
nogenſinde var indtruffen. Men, forunderligt nok! der
var Ingen,” ſom var forbauſet derover. Man havde
altid tenkt fig, at en „Min“ ſom Kobi vilde gjore noget
Lignende. — Forſtanderen fandt ſig juſt ikke befoiet til
at fortælle Folk, hvorledes han ſelv havde bidraget mod
ſin Villie til Kobis Lylke. Hiſtorien kom ikke deſto min⸗
dre ud blandt Folk. Forſt hviſkede man i Krogene der⸗
om, og ſenere talte man gabenlyſt om denne Hiſtorie
over hele Bohmen.

Randaren har ikke taget Feil i Valget af ſin
Svpigerſon! Himlens Velſignelſe hviler bienſynlig over
„Min'ens“ Hus.

— —ũ—ũ— ͥ —— —6— — —— ——

8

WS N

M. Goldschmidt.

453

Bimbre 6.
Af
Carl Anderſen.

Ti Birgers Stad Du ſendes over
Med Budftab, ſom maa ſpildes ei;
Min Sangfugl! lad mig ſee, Du vover
Da Farten Hælt den lange Vet;

Dal forſt, naar Dig imode blinker

Et Bryllupsblus fra Melarns Strand!
Der Dig til Arnen venlig vinker

En Vip og hendes Wgtemand.

Men at Du kan dem Begge kjende,
Jeg vil dem male for Dig her,
Saadan ſom disſe kjere Tvende
Jeg fluer ſelv i Venſtabs Skjeer
Ei dermed jeg det Ydre mener,

Ei Haar og Sine, Kjole, Hat,

Og ei, hvad Mange tidt forlener

En Sfjæbne blid af Dognets Skat.
29*

494

Rimbrev.

Nei, hvad dem meſt fra Andre ſtiller,
Er Sindets Adel, Tankens Guld;
Er Kjerlighedens ſtille Kilder,

Der ſprudle frem af Hjertets Muld;
Er Lebens milde Troſteſange;

Er Haandens Villighed, der lod

Sin Gave ſtramme til de Mange,
Som ſatte ſig ved denne Flod.

Men feer Du nu de Oine tindre,
Som jeg har ſeet dem mangen Gang,
Da veed Du nok, at meget Mindre
Dig ſiger ſelv den bedſte Sang;
Nuvel, fan noies da med Dette

Til Kjendetegn; men huſt dernæft,
For mig Du og en Krands flal flette
Til Pryd ved deres ſtjonne Feſt.

Du veed, hvor i min Hu jeg vanker
Blandt Livets gode Minder helſt,
Og hvor maaſtee de bedſte Tanker
Jeg fik for alle Dage frelſt;

Thi Romas mindeſtore Heie

Med mig, o Sangfugl, Du jo fane,
Og Sfinxen, Capri, tidt dit Die
Drog over Golfens Bølger blaae —

—

Rimbrev.

Saa. veed Du ogſaa, hvad der ſtenker
Sit Glimt pan Blomſtens Hjerteblad:
Ja, Vennerne ſom Led jeg tenker
Mig mildt blandt alle Minders Rad —
Med mig de jo iblandt dem Hvilte,
Med mig de jo hin Skjonhed nod,
Med mig de jo ad Stien ilte,

Hvor hvert et Fjed os Undre bod! —

Blandt Vennerne fra hine Timer
De gladeſte var Han og Hun,

For hvem Solvbryllupsklokken kimer
Saa frydefuldt i denne Stund.
Hans Venneſtemme, hendes Latter,
Og Begges Dine, Begges Smil —
Jeg ſeer det Alt, jeg ſeer det atter!
Derfor jeg beder, Sangfugl, il!

Il over Soer, over Fjelde,

Og ſet Dig paa de Kjeres Tag
Og ſyng: „J To! jeg hur at melde
Poetens Hilſen Jer idag;

Han ſelv, den Staffel, lenkebunden
Hiſt kure maa, pan Skjeebnens Dom,
Men kommer jeg, er det i Grunden
Det Samme, ſom om ſelv han kom.

456

Rimbrev.

Jeg veed jo, hvordan Onſtet falder,
Hans Hjerte gjemmer: „Herrens Fred
Med Alt herinde, hver en Alder,
Med Husbond, Viv og Barnet med!
Sundhed og Hjertets ſtille Glæder,
Og Lykke god tit Livets Krav;
Dertil en aldrig misundt Hæder,
Som Jorden feer, men Himlen gav!”

— 6 ————— —

— ne

457

Oberst Ebrard.
En Fortælling efter Jules Sandeau
ved H. P. Holst.

Han var en ſtille, taus og lidt ſorgmodig Mand,
der var ligeſaa tilboielig til at gage paa, naar der blev
kempet, ſom til at dromme, naar han fad i fit Telt.
Skjendt han hverken af Natur eller Opdragelſe var
beſtemt til Soldat, havde han dog i en Alder af fem
og tyve Aar taget Tjeneſte i Armeen i Afrika. Paa
een Dag hapde Han feet alle fine Ungdomsforhaabnin⸗
ger tilintetgjorte tilligemed den Fremtidslykke, han havde
dromt om, og da han ſaa forſte Gang i ſit Liv hapde
folt fig ene, var han gaaet til Armeen. Det var nu
tyve Aar ſiden. J disſe tyve Aar havde han Fod for
Fod vundet alle fine Grader uden anden Protektion end
den ſtrengeſte Pligtopfyldelſe. Armeen kan i flere Punk⸗
ter ſammenlignes med et Kloſter. Den lægger Tomme

458 Oberſt Evrard.

pan Lidenſtaberne og bringer Ro i Sjælen; den aabner
et Tilflugtsſted for mangfoldige Smerter og for ſtore
Skuffelſer, der kun lade En beholde Troen tilbage.
Den havde ogfan bragt Ro i hans Sind og lært ham,
hvor han fiulde ſoge Beroligelſe og Troſt. Alligevel
blev han tro imod fin Sorg, og Erindringen om den
Lykke, han var gaaet glip af, vedblev at være ham by:
rebar. Saaledes var Oberſt Evrard. Han havde nu i
tyve Aar ikke gjenſeet Frankrig, og inden han forlod
det havde han ſolgt fin lille Eiendom og realiſeret, hvad
der tilførte. ham. Det Eneſte, han nu onffede, var, at
man flulde lade ham ældes i Ro under den lyſe og
ſmukke Himmel, hvor hans Sjæl hapde fundet Hvile.
Han elſtede Soldaterſtanden, der havde frelſt ham for
ſig felv, og han havde faaet en neſten ſonlig Kjerlig—
hed til den Jord, der var bleven hans nye Fæbrene-
land. For et Aarstid ſiden beſluttede han fig imidler⸗
tid til at indſtibe fig til Marſeille. En af hans kje—
reſte Vaabenbrodre, en af disſe ubekjendte Helte, der
forſvinde i Valpladſens Rog, var bleven dodelig ſaaret
paa et Streiftog mod en af de oprorſte Tribuer, og
idet han udaandede, havde han indſat ham til fin Uni—
verſalarving. Han teſtamenterede ham ſin Moder og
Soſter, der levede under ſmaa Kaar i Paris, og ſom
ved hans Dod vilde komme til at lide Mangel. Det
var Eudamidas's Teſtamente, og Oberſt Evrard be⸗
tenkte fig ikke paa at modtage det. Hans Regiment
trengte i Oieblikket ikke til ham: han ſogte derfor om

Oberſt Evrard. 459

Per misſion og reiſte oieblikkelig bort for at hæve en
Arp, ſom Ingen vilde falde paa at afdisputere ham.

J mindre end en Maaned lykkedes det hans Ufor—
trodenhed og Hoimodighed at flaffe de to ſtakkels Fruen⸗
timmer en Fremtid, der ſikkrede dem mod at lide Nod.
Da det var ſteet, havde han endnu nogle Uger for ſig,
ſom han ikke vidſte ret, hvad han fkulde gjøre med.
At Paris var blevet forſtjonnet og forvandlet ligeſom
ved et Trylleſlag, interesſerede ham mindre. Hans lange
Fraverelſe havde gjort ham ligegyldig for ſaadanne
Mirakler, og han begyndte allerede at ſavne ſit andet
Hjem med de vidtſtrakte Horizonter, de ſtjonne, ſtjerne⸗
klare Nœtter og den afrikanſte Sol, der kaſtede fin Glands
henover de uhyre Orkener. Han beſluttede at forkorte
fin Permisſion, men inden han vendte tilbage til Al⸗
gier, vilde han gjenſee den Plet af Jord, hvor han var
fodt, og for ſidſte Gang ſige Farvel til de Steder, ſom
han havde elſtet faa hoit.

En Pillegrimsgang til det Sted, ſom man har
forladt i en ung Alder og ikke gjenſeet ſiden, er i Re⸗
gelen en af de værfte Skuffelſer, man kan udſette fig
for. Man troer at gjenfinde Indtrykkene fra fit Livs
Morgen i hele deres Friſthed, og naar man [aa kommer
derhen, har Alt miſtet Farve og Glands. De ſmilende
Skikkelſer ere forvandlede til heslige Spogelſer. Alt,
hvad man finder, er kun Afke og Stov. Naturen felv
har miſtet fin Friſthed og Ynde. Er det den Sti,
hvor vi dengang gik ſog dromte? er det den Kyſt, vi ſtyrede

460 Oberſt Evrard.

hen til med vore forſte Forhaabninger? er det den Skov,
der gav os ſin hemmelighedsfulde Skygge? Ak, det er
kun os, der ere forandrede, og denne Udflugt, hvori vi
haabede et Oieblik at gjenfinde vor Ungdom, har kun
overbeviiſt os om, hvor fattige vi ere blevne. Det var
ikke Tilfeldet med Evrard. Han var endnu beſtandig
ung, thi der er Intet fan ſundt for Sjælen ſom at
leve for at erindre et Kjeerlighedshaab, der er blevet
ſtuffet. Hans Fodeſted fyldte ham med al den Hen—
rykkelſe, ſom han havde bromt fig. Det var en fattig
lille Plet, en ubekjendt Krog inde i Midtfrankrig.
Han faue og gjenkjendte Alt med en Bevegelſe, ſom han
ikke brod ſig om at ſtjule, den Plads, hvor han havde
leget ſom Barn, den Have, hvori han ſenere Havde fæft
Biblen og Homer, de Gader, han havde ftreifet omkring
i, den Kirke, ſom hans Moder havde bragt ham til, lige
fra han kunde gaae. Der var ved Nedgangen til Da—
len en Sti, ſom han omhyggelig undgik om Dagen,
men ſom han fneg fig hen til, ſaaſnart Morket faldt
pan. Havde man fulgt efter ham, vilde man have feet
ham ſom en Forbryder liſte fig omkring en tilgittret
Have. Der var hengaaget faa mange Aar, at han var
bleven en Fremmed der pan Egnen: han bankede ikke
paa nogen Dor og fornyede kun Bekjendtſkabet med
Hekker og Mure. J nogle Dage levede han kun for
fin. Fortid, men faa beſluttede han fig til at reiſe. Et
uventet Mode holdt ham tilbage og var Skyld i, at han
blev langt ud over den Tid, han hapde faſtſat.

Oberſt Evrard. 461

En Dag flakkede han omkring der paa Egnen, da
han ſtandſede foran en Bolig, der i visſe Maader lig⸗
nede Forpagtergaardene i Normandiet. Porten ſtod paa
vid Væg, og i Baggrunden af en vidtſtrakt Gaards⸗
plads, der var beplantet neſten ſom en Frugthave, fane
man Hovedbygningen og til begge Sider Længerne, der
lage halvt ſkjulte mellem blomſtrende Træer. Det var en
klar Solſtinsdag, og det Hele vidnede om Velhavenhed,
Flid og en god Smag, der ikte er almindelig hos de
normanniſte Forpagtere. Skjondt denne Bygning var
undergaget mange Forandringer, ſaae Oberſt Evrard
pan Oieblikket, at det var Forpagtergaarden Aubiers,
og ſamtidig ſtod der for hans Erindring en ſmuk lille
Epiſode fra hans Ungdom, ſom det gledede ham at
gjenkalde ſig. Han havde dengang, tyve Aar gammel,
været pan Jagt der paa Egnen og havde kjek og glad
gjennnemſtreifet Heden, da han kom forbi Forpagter⸗
gaarden Aubiers, der dengang faae langt mere bonde⸗
agtig ud end nu, og han var bleven ſtagende i Porten
for at kaſte et nysgjerrigt Blik ind i Gaarden. Der
ſtod en Mængde pyntede Landsbyfolk i to lange Rek⸗
ker; Evrard havde forſt troet, at der fkulde være Bryl—
lup, men ved at fee nærmere til opdagede han, at der
var Fadderſtads. Fadderne ſtode utaalmodigt og ven⸗
tede paa den, der fkulde holde Barnet over Daaben, og
det var ingen ringere end Baron Tankred Hektor Lan⸗
dry de Champignolles, den rigeſte Landjunker der "pan
Egnen. Baronen hapde været” nedladende noktil at ville

462 Oberſt Evrard.

holde den forſtefodte Son af Sylvain Cordoan, hans
Forpagter, over Daaben, og Gudmoderen flulde være
en ringe Gaaſeurt der fra Egnen, ſom var Tante til
den Nyfodte. Man havde imidlertid allerede ventet i
to Timer; Preſten havde allerede tre Gange ſendt Deg—
nen til Forpagtergaarden, og Alle begyndte at blive uro—
lige, da en Jæger pludſelig kom ridende i Carriere ind
i Gaarden og fremkaldte almindelig Forfeerdelſe: han
bragte den Efterretning, at Baronen Aftenen iforveien
var kommen doddrukken hjem, og da man kom ind i
hans Verelſe om Morgenen, var han dod. Der var
altſaa ingen Baron at kigge efter dengang, Rakkerne
opleſtes, Gudmoderen græd, Sylvain var fortvivlet,
Ammen, der hapde gjort Regning pan Baronens Gav—
mildhed, hulkede heit, og Patteglutten, ſom hverken ſtulde
komme til at hedde Tankred eller Hektor eller Landry, ſtreg
gudsjammerligt. Hvad var der at gjore? hvorfra ſtulde man
i ſaadan en Fart faae fat paa en Gudfader? Liden
gik, og der var ikke et Oieblik at ſpilde. Saaledes ſtode
Sagerne, da den unge Mand, der i Porten havde været
Vidne til denne Scene, faldt ned iblandt dem ſom en
Engel fra Himlen. „Jeg er ikke Baron“, ſagde han
til Forpagteren. „Min Fader hedder Eprard, og St.
Paul er min Skytspatron. Uden at være nogen Hel
gen ſom han, er jeg dog en ganſte ſtikkelig Fyr, og jeg
indeſtaaer for, at naar min Gudſon bliver ſtor, ſkal han
i mig have baade en hengiven og paalidelig Ven. Hvis
De vil tage tiltakke med mig, fan er her min Haand.

Oberſt Evrard. 463

Med disſe Ord rakte han Sylvain Haanden, og denne
ſtyndte fig at gribe den. Det unge Menneſte faae faa
godt. ud i fin Floiels Blonſe med den graage Jagthat
og Silketorkledet bundet ſtjodesloſt omkring Halſen, og
over hele hans Perſon var der udbredt en ſaadan Frei⸗
dighed og Aabenhjertighed, en ſaadan Elſtveerdighed og
Bravhed, at han, inden han endnu havde talt til-
ende, havde vundet alle Hjerter. Reken ordnede fig
igjen under Raabet: Leve Hr. Eprard! og et Oieblik
efter var hele Procesſionen med Ammen og Barnet i
Spidſen paa Veien til Kirken. Ingen tenkte mere paa
Baronen, og den Lilles Gudmoder var ude af ſig ſelv
af Glæde over at gage med ſaadan en ſmuk og ſtin
Cavaleer under Armen. Da man efter Daaben kom
tilbage til Aubiers, var Alting ordnet paa det Feſtligſte.
Evrard havde tenkt paa Alt: han havde tomt fin Jagt=
taſte i Kokkepigens Forflæde og ſendt Bud ind til Byen
efter Kager, Læffrerier og udmerket Viin. Det feſtlige
Maaltid blev fortæret under de gamle Elmeircer, og
aldrig ſaaſnart reiſte man fig fra Bordet, for Lands—
byens Ungdom trængte ind i Gaarden til Lyden af
Seekkepiber og Lirekasſer og gav Signalet til Dandſen:
det var ogſaa en Overraſtelſe, ſom den unge Gudfader
havde forberedt Familien. Maanen ſtod hoit paa Him⸗
len, da Evrard tog Afſted med fin Vært og alle Gje⸗
ſterne, der overoſte ham med Velſignelſer; han gik for⸗
noiet hjem og lagde fig til at ſove med den Bevidſt⸗
hed, at han ikke havde. ſpildt fin Dag.

464 Oberſt Evrard.

Fem Aar efter log han til Afrika. J disſe fem
Aar havde han ofte beſogt Forpagtergaarden, hvor han
altid blev modtagen ſom en Engel fra Himlen. Viſt er
det, at Lykken var dragen ind i den gamle Gaard fra
den Dag, da han forſte Gang kom did, og det lader
til, at der er Noget i det, naar man ſiger, at Ungdom—
men bringer Lykke med ſig. Sylvain, der var forſtan⸗
dig, virkſom og driftig, var paa Nippet til at blive en
af de rigeſte Landmænd paa Egnen. Han havde faaet
en Molle nede ved Floden og havde udbetalt Alt, hvad
der ſtod i Forpagtergaarden. Den lille Paul trivedes
godt, og da hans Gudfader altid kom til ham med
Lommerne fulde, Havde han fattet en afgjort Kjerlig⸗
hed for ham. Da Eprard Dagen for ſin Afreiſe kom
for at tage Afſted, græd bande Forpagteren og hans
Kone, og den Lille klyngede fig. fan faſt til hans Been,
at man hapde ondt ved at fane ham bort.

Det gaaer med de forſte Ungdomsindtryk ligeſom
med Daggryet: de vare kun kort. Evrard hapde vel
ikke aldeles glemt Sylvain og hans Familie, men Erin⸗
dringerne vare traadt ſteerkt i Baggrunden, og det var
forſt ved Synet af Forpagtergaarden, at de vaagnede i
deres Friſthed. Saaledes er undertiden Duften af en
Blomſt, et Lysglimt, et Vindpuſt tilftræffeligt til at
velke en heel Verden, der ligger begravet. Det er viſt
nok, at en Gudſon, ſom man har forladt, da han var
ganſte lille, og ſom man i tyve Aar ikke har gjenſeet,
ikke kan ſlaae dybe Rodder i Ens Tilverelſe; imidlertid

Oberſt Evrard. 465

folte Evrard fig dog forunderlig bevæget, da han kom
til at tenke paa al den Kjerlighed og Godhed, man
havde viiſt ham under dette Tag. Hvad var der fore—
ganet under hans Fraverelſe? hvad var ber: blevet af
disſe Folk, der havde holdt ſaameget af ham? Det maatte
han vide og derfor gik han tversover Gaarden og hen
til Huſet. Efter at have banket forgjeves paa nogle af
Dorene, aabnede han en og blev iffe lidt overraſket, da
han traadte ind i et ſtort Verelſe, hvis Meublement og
Udſmykning ikke vilde have ſtjcemmet Dagligſtuen i et
Slot. Det var ogſaa en Dagligſtue, men den ſyntes
tillige at blive brugt ſom Arbeidsverelſe og Atelier.
Her ſtod et Staffeli med et paabegyndt Landſtab, der var et
Bord bedeekket med Skizzer og Tegninger, og hiſt lan
der Aviſer og Brochurer. Paa Meublerne ſtode
Broncefigurerſog Kunſtgjenſtande; pan Veggene hang der
Malerier og Vaaben, og overalt faae man pragtfuldt
indbundne Boger. Det var tydeligt, at Boligen var
kommen i andre Hender. Han vilde netop fjerne fig
igjen, da han pludſelig blev ſtagende ſom forſtenet;
hans Blik var faldet paa et Portrait, der foreſtillede en
Officeer i Felten, og i dette Portrait gjenkjendle han
fig ſelb. Han troede at dromme, thi han havde aldrig
i ſit Liv ſiddet for en Maler, og dog var det hans
Træf, hans mandige Anſigt, forbrendt af den afrikanſke
Sol, hans Regiments Uniform, kort ſagt det var ham
ſelv fra Isſen til Fodſaalen. Et ungt Menneſte i Jagt⸗
dragt, der traadte ind i Stuen, rev ham ud af hans

466 Oberſt Evrard.

Forbauſelſe. Oberſten gjorde nogle Skridt henimod ham,
men idet han vilde aabne Munden for at undſkylde fig
og forklare, hvorledes han var kommen her, kaſtede det
unge Menneſke ſig om hans Hals med det Udraab:
„De her, Gudfader!“ og knugede ham faſt i ſine Arme.

Nogle Oieblikke efter havde Evrard faget forklaret,
hvad det var for en Revolution, der var foregaget i
Forpagtergaarden, ſiden han reiſte. Sylvain havde havt
Lykken med fig i alle fine Foretagender og havde i den
Grad arronderet ſine Beſiddelſer, at han var bleven en
Matador der paa Egnen. Maul havde ſtuderet og var
nu færdig med fin juridiſte Examen. J en Alder af
een og tyve Aar var han Herre over fin Skjebne og
Eier af en Snees tuſind Francs i aarlig Rente; men
han var vedbleven at leve i Paris for at finde en
Carriere, der kunde tiltale ham, ſom vaklede mellem
Kunſt og Videnſtab, og ikke kunde beſtemme fig til, hvil—
ket han ſkulde vælge. Langt om længe havde han fagt
fig, at hans naturlige Plads var pan hans Eiendom,
og nu havde han levet i et heelt Aar i Aubiers, hvor
han dyrkede fin Jord og forfriſkede fig efter fit Ar⸗
beide ved Kunſt og Videnſtab, der beſtandig havde: be—
varet deres Tillokkelſer for ham.

„Men hvorledes”, ſpurgte Oberſten, hvis Nysgjer—
righed endnu ikke var ganſte tilfredsſtillet, „hvorledes
kunde Du gjette, da Du fane mig, at jeg var din
Gudfader?“ 5 i

Oberſt Evrard. 467

„Jeg kjendte Dem jo“, ſvarede Paul, „og det var
da ikke fan vanſkeligt, da De ligner Deres Portrait der.“

„Men hvem har malt det Portrait, der ganſte viſt
er mit, og hvorfra ſkriver det fig 2”

„Efter den Affaire, hvori De vandt Deres Capitains⸗
Epauletter, meddelte alle de illuſtrerede Blade i Paris
Deres Portrait tilligemed Fortællingen om Deres Be-
drift. Jeg fkaffede mig dem alle, bevarede dem ſom
Reliquier, og ſaaſnart jeg kunde fore Penſlen, malte
jeg derefter Deres Portrait, og det forekommer mig, at
det ikke er faa ilde.”

„Man havde ba ikke glemt mig her? man talte da
undertiden om mig?“

„Glemt Dem i Aubiers! Jeg er bleven opdragen
til at tænfe pan Dem. De var min Moders Afgud,
og min Fader kunde aldrig blive kjed af at gjentage,
at med Dem var Lykken draget ind i hans Huus;
det var Dem, han tilffrev det Held, ſom ledſagede ham.
De har ikke en Dag været ude af vore Tanker. Naar
vi ſad ſammen om Aftenen, talte vi om Dem. Vor
nærmefte Nabo herude var en afſtediget Officeer, der
altid fif tilſendt den officielle Krigstidende; vi har fulgt
Dem Skridt for Stkridt, og hvergang De avancerede,
var det en Feſtdag for vor Familie. J Skolen var
De min Helt. Hvor ofte har jeg ikke villet ſtrive Dem
til, og hvormange Breve til Dem har jeg ikke begyndt
paa og aldrig fuldendt, thi De lod os aldrig høre

Noget fra Dem. Jeg var fun et Barn, da De forlod mig, og
50

468 Oberſt Evrard.

jeg ſagde til mig felv, at nogle Maaneder havde været
nok til at udſlette mig af Deres Erindring. Jeg tog
altſaa feil, ſiden De efter ſaamange Aars Forlob har
fundet Veien herud; jeg tog feil, efterſom De er her,
og efterſom jeg nu holder Deres Hender i mine.“

Alt dette var meget ſmukt, men Evrard vedblev
dog at være en Smule urolig. Hvormed havde han
fortjent at erindres faa trofaſt og kjerligt? han havde
ſagt paa Daabsdagen, at hans Gudſon, naar han
voxede til, ſtulde finde en Ven i ham, og det var om—
vendt Gudſonnen, der havde overtaget Gudfaderens Rolle
og holdt hans Forpligtelſer. Det unge Menneſkes Elſt⸗
verdighed gjorde, at han fandt fig endnu mere ſtyldig
og neſten følte en Slags Samvittighedsnag. Han
ſtulde reiſe neſte Dag og kunde kun tilbringe nogle
Timer i Aubiers; dem anvendte han til at beſee Eien—
bommen, hvor Alt var nyt for ham. Sage man Ho—
vedbygningen fra Gaarden, havde den endnu beſtandigt
noget Bondeagtigt ved ſig, der mindede om dens For⸗
tid; men ſeet nede fra Haven ſyntes den med ſine to
nylig opførte Pavilloner at ligne et lille Kaſtel. J det
Indre var der ilfe Spor tilbage af det Gamle med
Undtagelſe i al Fald af nogle faa Meubler, der vare
bevarede af Pietet. Alt vidnede her om en fiin og ud⸗
ſogt Smag, og bar Preg af Rigdom og Elegance.
Eiendommen blomſtrede paa alle Maader, Jordene vare
indbringende, Bonderne bleve vel behandlede, og Paul
fatte fin re i at forbedre deres Stilling. Som næften

Oberſt Evrard. 469

alle overlegne Folk, der have gjort Krigen med i Afrika,
var Evrard paa engang Soldat og Agerdyrker og kunde
derfor give adſtillige gode Raad, ſom hans Gudſon tog
til Indtegt. Forreſten talte de ikke blot om Agerbru⸗
get, men om tuſinde andre Ting, ſom det altid gaaer
mellen Venner, der kun have fort Tid at være ſammen
og gjerne ville udvexle ſaamange Tanker og Folelſer
ſom muligt.

Det var nu blevet Aften. De havde ſpiiſt til
Middag og fade endnu ved Bordet og ſamtalte lige
overfor hinanden. Solen var gaaet ned, og Maanen
ſtod rund og ſtraalende paa den modſatte Side af Ho—
rizonten. Skilsmisſens Oieblik nærmede fig; Paul var
ſorgmodig, og ſelv Evrard ſyntes heftig bevæget. Det
er ikke Tiden alene, der avler Venſkab: det, der fodes
hurtigſt, er ofte det bedſte og det varigſte.

„Det var en god Dag, ſom jeg ikke ſtal glemme“,
ſagde Evrard. „Det gjør mig kun ondt, at jeg flal for⸗
lade Dig faa hurtig, men jeg er tilfreds med Dig, min
kjere Paul. Dine Foreldre vare fortræffelige Folk, og
jeg feer, at Du gaaer i deres Fodſpor. Bed at træffe
Dig tilbage til din Eiendom har Du givet Bevis baade
paa Forſtand og Beſtedenhed, thi Jorden trænger ikke
blot til Arme, men endnu mere til trofaſte og taknem⸗
melige Hjerter. Lad mig nu give Dig et ſidſte Raad.
Menneſtket er ikke beſtemt til at leve alene, og Lykken
fager kun fin rette Værdi, naar den deles med en Anden;

kan Du finde din Glæde i en jevn, ſimpel og virkſom
30%

470 Oberſt Evrard.

Tilvœrelſe, man Du ikke betenke Dig paa at gifte Dig
og ſtaffe Dig en Familie. Over et enſomt og barn
loſt Hus hviler der ſjelden nogen Velſignelſe. Gift
Dig derfor, min Ven, og fee at finde en brav, beffeben
og elſtoerdig Livsledſagerinde, der kan blive en Glæde
og Pryd for dit Huus ....“

Han fik ikke ſagt mere, thi Paul havde paa

eengang ſtjult fit Anſigt i fine Hænder og hulkede høit.
Hidtil havde han beherſket fig ſelv og ſeet glad og ſmi—
lende ud, men Evrard havde, uden at vide det, rørt ved
et endnu blodende Saar, og det ſtakkels unge Menneſte
var i det forſte Oieblik ikte iſtand til at beherſte fig.
Ved bette uventede Syn havde Oberſten reiſt fig op.
Han tog Paul i fine Arme og ſagde i den kerligſte
Tone: „Hvad er der iveien? har jeg berørt en ſmerte—
lig Streng uden at ane det? Du har altſaa Sorg.
Hvorfor har Du ikke talt til mig derom? ſiig om jeg
kan gjore Noget for Dig? jeg kan endnu lægge nogle
Dage til og tilbringe dem hos Dig. Selv om det ikke
kan helbrede Dig, kan det dog maaſtee være Dig nogen
Troſt?“
„Nei, reis!“ raabte Paul, „reis og tag mig med
Dem. Tag mig bort fra dette Sted! Overlad mig ikke
til mig ſelv og lad mig ikke doe her af Sorg og For⸗
wivlelſe.“

„Ver rolig”, ſagde Evrard, der holdt hans Hoved
mellem ſine Hender og trykkede det til ſit Bryſt. „Hvad
Du lider, have Andre lidt for Du. Begynd med at

Oberſt Evrard. 471

betroe mig Din Sorg, fan kan vi altid afgjore, om
Du fkal reiſe eller blive.”

„Ja, min Ven, jeg ſtal fortælle Dem det Hele.”

Og efter at have beroliget og ſamlet ſig, begyndte
Paul folgende Fortælling:

„Jeg havde forladt Paris og var vendt tilbage her
til mit Fodeſted, uden at det koſtede mig nogen Over⸗
vindelſe. Mine nermeſte Venner og Bekjendte mente,
at Skuffelſe, krenket Forfengelighed, maaſtee ogfaa en
ulykkelig Lidenſkab havde bragt mig til at ſoge Enſom—
heden; det var ingenlunde Tilfældet. Jeg indſaae, at
der er ikke noget Jammerligere til end at være en mid—
delmaadig Kunſtner eller Videnſkabsmand. Jeg havde
noie provet mig ſelv og taget Affked med alle Chimerer.
Hvis Lykken beſtager i Sindsro og Fred, fan havde jeg
Lov til at betragte mig ſom lykkelig. Det var imod
Slutningen af en lang og afſtyelig Vinter, at jeg kom
hertil; Foraaret brud ſtraalende frem ligeſom for at lyk—
onſte mig til min Hjemkomſt. Vore Landſtaber mangle
i Almindelighed Storhed og Charakteer, men der er ved
Foraarets Ankomſt udbredt over dem noget ubeſtriveligt
Mildt og Tiltalende. Jeg var glad over at kunne tage
fat paa en fund og ſtyrkende Beſtjeftigelſe, leve efter
mit eget Onſte og udfore mine gode Henſigter; Alt
omkring mig, den rene Luft, den klare Himmel, den
blomſtrende Skovbund og de grønne Marker, forhoiede
min Glede, og jeg forlangte ikke Andet af Lykken.

Efter nogle faa Ugers Forlob fik mit Liv imidler⸗

472 Oberſt Evrard.

tid ganſte uventet en ny Interesſe, ſom jeg har Van⸗
ſtelighed ved at beſtrive. Hver Morgen ſage jeg pan et
beſtemt Klokkeſlet en ung Amazone, ledſaget af en gam—
mel Tjener, ride forbi herude fan Veien. Jeg feer
hende endnu ride hen imellem Heekkerne med fin lille,
italienſte Straahat, fin blaa Cachemirs Troie og et
langt, folderigt Rideſkjort. Hun var i det hoieſte nitten
Aar gammel og tiltrods for hendes ſorgmodige Mine
var der en ſaadan Friſthed, Ungdom og Glaͤnds ud—
bredt over hende, at hun ſage ud ſom Vaargudinden
ſelv. Om Aftenen kom hun tilbage ad ſamme Vei, og
ſom ofteſt ſtod jeg da ude i Porten for at ſee hende
ride forbi. Jeg hilſte hende ærbøbdigt, og hun boiede
altid Hovedet gratioſt til en Gjenhilſen, og derved for—
blev det. Efterſom jeg allerede var taget bort herfra i
en Alder af tolv Aar, var jeg i Grunden en Fremmed
her paa Egnen og kjendte neppe. engang Navnene paa
mine Naboer. Uden at forbinde nogen Tanke dermed,
var jeg bog nysgjerrig efter at vide, hvem den ſmukke
unge Dame var, og jeg horte da ſnart, at det var
Froken Marthe de Champlieu, og at hendes Familie
boede tet ved min Eiendom. Hun begav fig hver Dag
hen til det lille Slot Granges, til ſin Veninde Froken
Thereſe de la Varenne, en ung og ligeſaa nydelig Pige,
der for Siebliktet var faa ſyg, at man var alvorlig be
kymret for hendes Liv. Hun ſad hele Dagen ved ſin
Venindes Seng og vendte forſt ud paa Aftenen tilbage
til ſin Familie. Det var blevet mig en Vane at ſee

Oberſt Evrard. 473

hende, og, hvorledes det gik eller ikke, kom jeg umerkelig
til at dele hendes Bekymring. Saaſnart jeg fane hende
langt borte, gav jeg mig med en Slags Angſt til at
ſtudere hendes Holdning og Phyſionomi, og jeg blev be⸗
drovet eller glad, efterſom hun ſelv ſyntes at være enten
det Ene eller det Andet. Paa den Maade opſtod der
efterhaanden ligeſom en taus Forſtaagelſe imellem os.
Hun havde udenkvivl gjettet, at jeg kjendte hendes Be⸗
kymring og delte den, thi naar hun kom forbi, tilkaſtede
hun mig enten et lille Smil eller et bedrovet Blik, der
for mig var det ſamme ſom en Bulletin. Der var ſlet
ikke noget Eventyrligt i alt dette; og dog, flulbe De
troe det? bemægtigede disſe ſimple Begivenheder fig hele
min Tilværelfe og udfyldte den ganſke. Jeg interesſe⸗
rede mig for Froken de la Varenne, ſom om jeg kjendte
hende, og om jeg havde kjendt hende aldrig fan godt,
kunde jeg umuligt havt en ſtorre Deeltagelſe eller en
mere levende Sympathi for hende. Jeg tenkte kun paa
de to Veninder, jeg dromte kun om dem og, forunder⸗
ligt nok, ſaavel i mine Tanker ſom i mine Drømme
vare de aldrig adſkilte fra hinanden: naar jeg fane
Froken de Champlieu ſtraalende af Sundhed og Bnde,
var der beſtandig et blegt og lidende Anſigt ved Siden
af hendes. En varm Eftermiddag i Slutningen af
Mai ſad jeg for at adſprede mig og arbeidede i mit
Atelier. J flere Dage var Froken Marthe ikke kommen
tilbage fra Granges, og jeg var betagen af de ſorge⸗
ligſte Anelſer. Pludſelig horte jeg, med forſtjellige re⸗

474 Oberſt Evrard.

gelmesſige Afbrydelſer, en fin Klokkeklang ude fra Mar⸗
kerne. Jeg havde i lang Tid ikke hort denne Lyd, og
dog kjendte jeg den igjen, og den trængte ſom et Kniv⸗
ſtik ind i mit Hjerte. Jeg ſtyrtede ud paa Veien, og
medens Fuglene fang i Buſtene, fane jeg en lang Pro-
cesſion af Mandfolk, Fruentimmer og Born pasſere
forbi mig; forreſt gik der to Chordrenge, hvoraf den ene
bar et Kors, den anden ringede med en Klokke, og efter
dem kom der en Geiſtlig i ſin Mesſehagel under en
Baldachin og med Hoſtien i ſine Heender.

„Hvor gage J hen?“ ſpurgte jeg en Krobling, der
kom allerſidſt.

„Til Granges“, ſvarede hun.

Jeg fluttede mig mechaniſt til Toget, og efter et
Par Timers Gang og uden at jeg et Oieblik havde
gjort mig Regnſkab for, hvad jeg egentlig vilde, ſtragede
jeg med de Andre paa eengang henover en Slotsgaard,
ſteg op ad en Steentrappe og traadte ind i et ſtort Væ-=
relſe, der kun var halvt oplyſt og hvorfra en kampheragtig
Lugt trængte mig imode. Alle Perſiennerne vare rul⸗
lede ned, og Vinduerne ſtode aabne. Idet Spermen
traadte ind, knelte den ned. Jeg blev ſtagende henne
ved Doren og ſage ved Skjeret af de Lys, der brændte
henne i Baggrunden af Salen, en lille Seng uden Om⸗
hæng, der var faa ſimpel, ſom om den kunde tilføre en
Nonne. Paa Hovedpuden laa der et blegt lille An⸗
ſigt. Dienlaagene vare halvt lukkede. Paa Leberne
faa der et Smiil, og Troekkene, hvis Skjonhed Lidel⸗

Oberſt Evrard. 475

ſerne ikke havde kunnet tilintetgjore, havde et forunder—
ligt reent og barnligt Udtryk. Haaret faldt i Fletnin⸗
ger ned over Teppet, og Armene hang ud af Sengen
med foldede Hender. En Kvinde — det var hendes Mo⸗
der — fad taus, mork og med taareloſe Dine ved hendes
Hovedgjoerde, og ved Siden af hende ſtod Froken de
Champlieu badet i Taarer. Jeg blev forſt reven ud af
min Drøm, da jeg ſage Preſten boie fig ned over den
Doende. Hvorledes! dette Barn ſkulde doe? retfærdige
Gud, hvilken Strenghed! Hvad havde hun gjort, og
hvorfor ſkulde hun modtage Sakramentet? Hvilke onde
Ord kunde der være kommet udover denne Mund? hvilke
ſtrafvcerdige Tanker havde nette Bryſt kunnet huſe? hvor⸗
ledes havde disſe ſmaa Fodder kunnet komme ind paa
noget Vildſpor? jeg knelede ned og bad til Gud, at
han vilde lade denne uſtyldige Skabning leve, og jeg
tilbød til Erſtatning Alt, hvad jeg eiede, al den Lykke
og Glæde, der endnu kunde vente mig. Jeg bad længe
og inderligt, og da jeg reiſte mig op, havde Preſten
allerede forladt Veœrelſet, og de Øvrige fjernede fig
langſomt.

Natten faldt paa, da jeg endnu flakkede om i Om⸗
egnen af Granges. Hvad vilde jeg der? hvad ventede
jeg ban? det var ſom om en uimodſtagelig Magt fengs⸗
lede mig til denne ulykkelige Bolig. Jeg lyttede til den
mindſte Stoi; jeg ſage med Forferdelſe Tjeneſtefolkene
komme og gage; enhver Forandring af Lyſet inde i
Verelſerne forøgede enten min Skreek eller fremkaldte et

476 Oberſt Evrard.

Haab. Der var Oieblikke, Hvori det forekom mig, at
min Bon var ſteget op til Gud, at den Vagt, jeg havde
tilbudt, var bleven modtaget, og at dette Barn hverken
kunde eller maatte doe. Langt om lenge vendte jeg
tilbage til Aubiers. Tæt ved min Bolig horte jeg
Froken de Champlieu komme ridende bag efter mig og
ſtandſe ſin Heſt, da hun gjenkjendte mig trods Morket.

„Nu, Froken, nu?“ raabte jeg med en ſtjelvende
Stemme.

„Der er endnu Haab”, ſvarede hun; „den længe
ventede Kriſe, der kan redde hende, er endelig indtraadt,
og Himlen maa gjore Reſten. Jeg takker Dem, fordi
De i Deres Bønner har fluttet Dem til os.“

Med disſe Ord rakte hun mig ſin Haand, ſom jeg
greb og trykkede til mine Læber. Lyden af Heſtetravet
var for lenge ſiden forſvunden, og jeg ſtod endnu beſtan—
dig paa den ſamme Plet.

Nogle Dage efter erfoer jeg, at Froken de la Va⸗
renne var uden Fare. Froken Marthe havde opſlaget
fin Bolig paa Granges og kom ilke mere forbi mig.
En forfærdelig Kjedſomhed bemægtigede fig mig: jeg
hade ikke Sands for nogetſomhelſt og gik og kom uden
at vide hvorfor. Denne forunderlige Sindstilſtand kunde
jeg alene tilſtrive Froklen de Champlieu, og dog vare de
Folelſer, jeg nærede for hende, fan ubeſtemte og for—
virrede, at jeg ikke engang kunde ſige, om jeg virkelig
elffede hende. Det forekom mig, at min tidligere Lykke
kun havde været en Illuſion; Alt ſyntes mig ode og

Oberſt Evrard. 477

tomt, og der var noget Tilintetgjorende i den Enſomhed,
der omgav mig.

Saaledes levede jeg i nogle Maaneder. Jeg vidſte,
at Froken Thereſe var fuldkommen raſt, jeg hapde i al
den Tid ikke feet Noget til Froken Marthe, og jeg tenkte
paa at gjøre en Reiſe. En Dag — og hvor dyr denne
Dag end er bleven mig, velſigner jeg den dog beſtan—
dig! — fad jeg og arbeidede i mit Atelier. Sommeren
var neſten forbi, men Veiret var endnu varmt og ſtraa
lende. Jeg lagde mig hen paa en Sopha for at hvile
og blev væffet af en frygtelig Torden. J mindre end
en Time hapde et Uveir truffet fig ſammen over denne
Dal. Lynene knittrede, og Regnen ſtyrtede ned i Stromme,
da jeg horte en Lyd, ſom om en Flok forfærdede Duer
ſlog ned udenfor mine Vinduer. Det var dem, det
var de to Veninder! ÜUdentvivl vare de paa en Udflugt
i et eller andet menneſkekjerligt Oiemed, thi en Tjener
med en Byldt Klæber under Armen fulgte efter dem.
De havde fjernet fig for langt fra Granges, vare
blevne overfaldne af Uveiret paa aaben Mark og havbe,
enten de vilde eller ikke, maattet tage deres Tilflugt til
Aubiers. De kan begribe, at jeg ikke lod dem blive
ſtagende ved Doren. Hvad jeg folte ved at modtage
hos mig disſe to nydelige unge Piger, hvoraf den ene
var i ſin Skjonheds fuldeſte Flor, den anden endnu
noget bleg og tilbageholden, men uforlignelig yndig,
vil De ſagtens kunne foreſtille Dem. De vare Mæbte -
ganſte eens, og denne Overeensſtemmelſe i Dragten gav

478 Oberſt Evrard.

nem Begge endnu en Tilloffelfe mere. Marthe var et
Par Aar ældre end fin Veninde, men denne var allige—
vel langt mere ſtille og adſtadig, hvad enten det nu laa
i hendes Charakteer, eller Grunden var den, at Dodens
Puſt endnu for ſaa kort ſiden hapde viftet omkring hende.
Jeg tændte Ild i Kaminen, lod dem fætte fig ved Ar⸗
nen, og medens de efterhaanden ſyntes at toe op, kunde
jeg ikke faae mit Øie fra dette Barn, ſom jeg for ikke
lang Tid ſiden havde i Tankerne taget Afffeb med, og
ſom jeg nu havde der under mit Tag, levende og gjen—
opſtanden. Froken Marthe havde pan Oieblikket betrag⸗
tet hele Huſet ſom fit; hun gik fra den ene Stue til
den anden, vendte op og ned paa Alting, bladede i
mine Skizzer, bemægtigede fig min Palet og gav fig til
paa et Landſkab, jeg havde optegnet, at male Faar,
Fugle og Træer imellem hverandre. Jeg vidſte ikke ret,
om jeg var hos hende, eller hun hos mig, men jeg kom
ſnart til den Overbeviisning, at vi alle Tre vare hjemme
og ikke burde forlade hinanden mere. Hvilken lykkelig
Dag og hvilfe elſtveerdige Skikkelſer! Desværre var Uvei⸗
ret forbi, og Solen tittede frem mellem Skyerne. Froken
Marthe, der ikke havde Ro paa fig, var gauet ud i
Haven; jeg forblev et Oieblik alene med hendes Veninde,
og bette Oieblik var afgjorende for hele mit Liv.

Hun ſad og boiede ſig over et Album, ſom hun
adſpredt bladede i; jeg ſad ved Siden af hende og be—
tragtede hende taus. Altſom jeg betragtede hende, fore—
kom det mig, at hun var min Eiendom, at hendes

Oberſt Evrard. 479

Skjebne var knyttet til min, og at det var til mig,
Vorherre havde ſtjenket hende. Jeg veed ikke, hvorledes
det gik til, men jeg lukkede det Album, hun fab og ſaae
i, tog det ſagte ud af hendes Hænder og gav mig til
at fortælle Alt, hvad der var foregaget med mig ſiden
den Dag, da jeg erfoer, at hendes Liv fvævebde i Fare;
jeg talte om den Interesſe, hun havde indgydt mig,
om den brændende Sympathi, jeg havde folt for hende,
uden at fjende hende, om min Frygt og Bekymring, om
hvorledes jeg var fulgt med Procesſionen til Granges,
om de Bonner, jeg havde henvendt til Forſynet, og jo
mere jeg talte, deſto klarere fane jeg ind i mit eget
Indre, deſto mere levende folte jeg, hvorledes det var
fat med mig. Rolig og med nedſlagne Dine havde
hun hort paa mig uden at afbryde mig en eneſte Gang.

„Det vidſte jeg Altſammen. Tak!“ ſvarede hun blot.

Idet hun ſagde disſe Ord, loftede hun Hovedet;
jeg fane en Taare perle i hendes Oienhaar, og jeg
folte, at jeg elſtede hende. Froken de Champlieu havde
altſaa kun veret det myſtiſke Baand, der forbandt os.
Ja, jeg elſtede hende og, hvorfor ſkal jeg ikke tilſtage
det: jeg følte, at hun elſtede ogſaa mig, og at en lige—
ſom uſynlig Magt drog hende til mig. Vi taug, og jeg
veed ikke ret, hvad jeg vilde have ſagt, da Froken de
Champlieu igjen traadte ind i Stuen.

Hun kom med Favnen fuld af Blomſter, ſom hun
kaſtede i Sophaen. Hvis der ikke var flere, var det ikke
hendes Skyld, thi hun havde ſom en Orkan meiet Al⸗

480 Oberſt Evrard.

ting af, hvad hun havde kunnet fane fat paa. Det
gjaldt nu om at bringe Orden i dette Chaos og at
forme det Hele til en kolosſal Buket, ſom hun vilde
tage med ſig ſom en Erindring om Aubiers. Vi toge
alle Tre fat paa bette Arbeide, men det gik faa lang—
ſomt fra Haanden, at det endnu en god Time efter ikke
var færdigt. Vi kunde ikke blive enige om Valget af
Blomſterne, og der opſtod ſtadig om dette Punkt Kiv
og Strid, der altid endte med Skoggerlatter. Marthes
Lyſtighed havde ogſaa ſmittet Thereſe, og min ellers ſaa
tauſe Stue gav uophorlig Gjenlyd af vor ungdomme⸗
lige Latter, Under alt dette havde vi ikke bemerket, at
Veiret var klaret op, og pludſelig kaſtede Solen, der var ved
at gage ned, en ſtraalende Glands ind i Varelſet. Det
var Signalet til Opbrud. „Farvel, Hr. Paul“, raabte
Marthe, „vi ſees igjen, naar vi neeſte Gang komme
ud i ſaadant et Veir!“ — Og for at jeg paa denne
Dag flet Intet ſkulde favne, kom de ogſaa, inden de
gik, til at tale om Dem, Oberſt! ja netop om Dem.
De ſtandſede nemlig foran Deres Portrait.

„Det er min Gudfader, en Helt ovre fra Afrika,“
ſagde jeg til Dem med Stolthed.

„Helt eller ikke“, ſagde Marthe, „ſaa maa han, hvis
Portraitet forreſten ligner, være en udmeerket Mand.“

„Og en Mand, ſom man maatte onſte at have til
Ven“, tilfoiede Froken de la Varenne. f

Og dermed foer de ud af Doren. Jeg hapde la-
det fpænde for, hjalp dem ind i Vognen og fulgte dem

Oberſt Evrard. 481

med Dinene, og endnu i lang Alfſtand vedͤbleve de at
vifte med deres Lomme torkleder til Farvel.

Nogle Uger efter var jeg en daglig Gjæft paa
Slottet Granges. Thereſes Moder havde ſtrevet mig
til for at takke mig og udtalte med det ſamme Onſlet
om at ſee mig og lere mig at kjende. Jeg lod mig
naturligviis ikke bede to Gange derom. Jeg blev godt
modtaget, og det var mig allerede ved mit forſte Beſog
tydeligt, at jeg ikke havde gjort noget uheldigt Indtryk.
Fru de la Varenne var Enke efter en Adelsmand og
havde i de ſidſte Aar af fin Mands Liv fort et temme⸗
lig luxurioſt Liv i Paris; men hans Dod og de ſmaa
Kaar, der fulgte ef ter, tvang hende til at træffe ſig til⸗
bage i Enſomhed. Hun havde let kunnet gifte ſig igjen,
men det lod til, at hun hapde gjort bittre Erfaringer,
ſom hun ikke Havde Lyſt til at fornye. Hun opholdt
fig nu pan fin lille Eiendom, der gav hende et anftæn=
digt ÜUdkomme, og tog kun i et Par af de ſtrengeſte
Vintermaaneder til den nærliggende By. Hun var
endnu en ſmuk Kone og ſyntes at beſidde en livlig og
uddannet Mand. De ærgjerrige Planer, hun hemmeligt
nærede, kom jeg forſt ſenere under Veir med, og de
traf mig da ſom et Lyn fra en klar Himmel. Jeg
havde vel af og til ſporet, at der kunde være noget
Koldt og Spottende hos hende, og at hun forraadte en
vis Utaalmodighed over ſit enſomme og indeſluttede
Liv; men jeg tænfte den gang ikke paa at ſtudere hen-
des Charakteer. Hun modtog mig med Velvillie, og fan

482 Oberſt Evrard.

ſtor var min Forblindelſe og Enfoldighed, at jeg under⸗—
tiden indbildte mig, at hun kjendte min Hemmelighed,
og at hun billigede mine Folelſer og opmuntrede dem.
Selv Tieneſtefolkene Holdt af mig, og jeg kunde læfe
paa alle Anſigter, at jeg var velkommen. Hertil kom
at Froken de Champlieu og jeg ſyntes at forſtage hinan⸗
den, uden at vi havde vexlet et eneſte Ord derom.
Hvad der ogſaa vidnede om de to unge Pigers elſt—
værdige Charakteer var den Omſtendighed, at min Kjær:
lighed til den ene af dem ikke bidrog til at kjeolne deres
Venſtkab, hvad der jo faa ofte er Tilfældet, men tverk⸗
imod ſyntes at give deres gjenſidige Kjærlighed en for—
nyet Styrke. Det var umuligt at leve i en elſtver⸗
digere Kreds, og det var derfor intet Under, at jeg be—
nyttede ethvertſomhelſt Paaſkud til ar beſoge Granges,
enten det nu var en Brochure, en Bog, en Plante eller
blot nogle Frokorn, jeg havde med mig. Hvis jeg ſelb
havde ſavnet Anledning, er jeg vis paa, at Marthe
vilde have ſtaffet mig den. Hun var Kjælebæggen paa
Slottet, og man gjorde Alt, for at foie og more hende.
Smart var det Seiltoure eller Udflugter tilvogns, fnart
ſtulde man ud at fiſte i Agen eller fange Fugle i
Skoven — Altſammen for hendes Skyld, og jeg ſtulde
naturligviis være med. Mede i Parken var der en
Laage, ſom forte hen til en Fiſtedam. Her gik vi ſom
ofteſt ned og fatte os paa Skrenten, naar Veiret var
ſmukt. Jeg havde mine Tegneredſkaber med og de de⸗
res Sytoi, og ſaaledes fad vi og arbeidede og pasſſa⸗

Oberſt Evrard. 483

rede. Naar Veiret var daarligt, malede jeg Landſkaber
pan Væggene eller Dorſtykker, og det var igjen Mar⸗
thes Opfindſomhed, der havde udſpekuleret den Slags
Arbeide for mig, for at jeg ikke ſkulde behove at blive
Dorte i Regnveir! Saaledes fil jeg jævnligt Thereſe at
fee, og hver Gang jeg faae hende, blev hun mig kjerere
og kjerere. Hun fværmebde for fin Moders Sfkjonhed,
hun var ligefrem ſtolt af hende, og vilde ikke paa nogen
Maade tillade hende at tage ſig af Huſet. Fruen holdt
af at lade fig beundre, og Thereſe fif derfor Lov til at
ſorge for Husholdningen, og det gjorde hun ſaa ſtille
og bramfrit, at hun vandt alle Folkenes Hjerter. Her⸗
til kom, at hun altid havde et godt Humeur, var noiſom
og beſkeden og fandt fin ſtorſte Tilfredsſtillelſe i altid
at bære beſtjeftiget. Vi holdt af hinanden uden at
ſige det, og vi trængte hverken til Eder eller til Løfter.

Endelig kom November Maaned og adſtilte os.
Fru de la Varenne tog ind til Byen, og Marthe tog
tilbage til fin Familie. Jeg udſetter mig maaſtee for
at ftaae ſom en Taabe i Deres Dine, men De flal
alligevel vide, hvor bidt min Godtroenhed gik. Saa⸗
længe jeg fane Thereſe hver Dag, hapde jeg intet an-
det Onſte for Fremtiden, end at dette Forhold maatte
vedblive beſtandig. Forſt efter hendes Afreiſe begyndte
jeg at lægge Planer for Fremtiden, og jeg var naiv
nok til at troe, at der ikke kunne optaarne ſig Hindringer
imod mig. Jeg ſtolede paa min Lykke, ſom man ſtoler

Paa en trofaſt og paalidelig Ven, og anvendte Vinteren
51

484 Oberſt Evrard.

til at indrette mit Hus paa at modtage hende. Gaar—
den var dengang omtrent i den ſamme Tilſtand, hvori
min Fader havde efterladt mig den. Jeg gjorde mig
Umage for at forſtjenne den og indrette den efter hen—
des Smag; maaſlee gjorde jeg endogſaa mere i den
Retning, end hun ſelv vilde have onſtet. Jeg ſage Dem
ſmile i Morges ved at treffe paa adſkillige Luxusartik⸗
ler, ſom De ikke havde ventet at finde i en Agerdyrkers
Hus. De tænfte ikke paa, min Ven, at De var i det
Verelſe, jeg havde tiltænkt min Kone. Hvor jublede
jeg ikke ved i min Phantaſi at fee hende her ſom Her—
ſterinde! Denne Vinter forekom mig ſom et Foraar!
Aldrig ſaaſnart havde jeg ombygget Huſet, for jeg tenkte
paa Haven og gav mig til at plante og bygge Driv—
huſe. Paa ſamme Tid bragte jeg Orden i mine Fi—
nantſer og opgjorde min Status. Jeg var bun engang
Maſard, Lenotre og Colbert. Jeg var vel ingenlunde
rig, men eiede dog tilſtrekkeligt til at ſikkre min Familie
en lykkelig Fremtid og til at tilbyde Fru de la Va-
renne en langt behageligere Exiſtents end den, hun nu
forte paa Granges. Der var jo heller ſlet ikke noget
Ufornuftigt i alt dette. Imod Slutningen af Markts
havde jeg truffet alle mine Dispoſitioner og ordnet Alt
paa: det Bedſte. Jeg Havde kun ſjelden været inde i
Byen, i det hoieſte to eller tre Gange, og jeg ventede
paa deres Tilbagekomſt, for at anholde om Thereſes
Haand. Nu var der kun en Uge tilbage, da jeg fik et
Brev fra Fru de la Varenne, der underrettede mig om,

Oberſt Evrard. 485

at hun havde truffet en anden Beſtemmelſe: hun tog
til Paris med fin Datter og haabede at fee mig paa
Granges i de forſte Dage af Sommeren.

Denne pludſelige Afreiſe, ſom jeg rigtignok ikke
havde ventet mig, kunde dog ikke overraſke mig, da jeg
vidſte, at Thereſe havde Paarorende i Paris, der alle—
rede længe havde onfket at fee hende. Jeg ſage derfor
uden altfor ſtor Utaalmodighed Foraaret glide hen;
men da Sommeren kom, da den Termin, ſom Thereſes
Moder havde fat, var udløbet, da der gik Dage og
Uger, uden at jeg horte Noget fra dem, blev jeg alvor⸗
ligt forſtrekket. Hvad var der ſteet? var Thereſe ſyg?
hvorfor kom hun ikke tilbage? jeg forhørte mig pan
Slottet, men der vidſte man Intet; jeg beſluttede da at
henvende mig til Froken de Champlieu. Hun var tid⸗
lig bleven foreldrelos og levede hos nogle gamle Slegt⸗
ninge, der havde opdraget hende og overtaget Beftyrel-
ſen af hendes Eiendomme, ſom bare meget betydelige.
Jeg vil ikke ſige, at hun modtog mig koldt, men jeg
kunde ikke ſtjule for mig ſelv, at hun ſyntes mig tvungen
og geneert, at hun undgik at ſee paa mig, og naar
hun engang imellem feſtede fine Dine paa mig, var
det med et Udtryk, fon jeg ikke var vant til. Vi vare
ikke alene, og vare derfor nodte til at indſtrenke vore
Sporgsmaal og Svar til de almindelige Phraſer. Fru
de la Varenne og hendes Datter befandt ſig vel.
Det var ikke ſandſynligt, at deres Fraverelſe vilde træffe

længe ud — der var tvertimod al Grund til at troe,
31%

486 Oberſt Evrard.

at de ſnart vilde være tilbage — forreſten ikke et Ord,
der kunde hentyde til vort tidligere fortrolige Samliv
eller til vor foreſtaaende Forening. Kort ſagt, da jeg
gik bort, var jeg fuldſteendig beroliget med Henſyn til
Thereſes Sundhed, men langt mere ulykkelig og forvir⸗
ret, end da jeg kom der. Nogle Uger forlob igjen, og
jeg var i dem et Bytte for den heftigſte Uro. Min
Kjærlighed, der tidligere havde havt en rolig og ſorglos
Charakteer, gik nu over til den heftigſte Lidenſkab. Jeg
havde jo havt Lykken i min Haand — hvorfor hapde
jeg ſelv ladet den undflippe mig, Hvorfor havde jeg ilke
ſtyndt mig at gribe den? der var Timer, hvor jeg følte
mig greben af de morkeſte Anelſer, ſom næften bragte
mig til Fortviplelſe, og til andre Tider kunde jeg igjen
ſmile af min Skrek og bebreide mig, at jeg plagede
mig ſelv uden Grund. Undertiden kunde jeg om Afte—
nen flakke om i Nærheden af Granges, og naar jeg da
faae Perronen tom, Haven forladt og Perſiennerne
nedrullede overalt, vendte jeg tilbage mere ſorgmodig
end nogenſinde.

Langt om længe fane jeg en Morgen Fru de la
Varennes Gartner træde ind i mit Atelier. Han kom
for at underrette mig om, at hans Frue var vendt til
bage Aftenen iforveien, og at hun ventede mig ſamme
Dag. De har jo feet, hvorledes et Vindſtod undertiden
i et Oieblik kan feie Skyerne fra Himlen; noget Lig⸗
nende foregik der med mig. Alle de Chimærer, ſom jeg
havde dannet mig, alle de truende Skikkelſer, ſom min

Oberſt Evrard. 487

feberagtige Hjerne Havde undfanget, forſpandt i et Die⸗
blik, og jeg ſtod med eet glad og ſmilende ligeoverfor
Virkeligheden. Thereſe var gjengivet mig! hendes Mo⸗
ders Iver for at kalde mig tilbage, vidnede om, at deres
Folelſer for mig ikke havde forandret ſig. Jeg tenkte
vel pan det Indtryk, ſom mit Beſog paa Champlieu
havde efterladt, men det var kun for at bebreide mig,
at jeg et Dieblik Havde kunnet give ſaadanne Tanker
Rum. Rigtignok havde jeg gjort den Erfaring — og
det havde været mig dyrt — at det ikke er klogt at op⸗
ſœette ſin Lykke, og jeg ilede derfor til Granges med den
faſte Beſlutning, at denne Lærdom ikke ſtulde være ſpildt.

Hvilken deilig Morgenſtund! Hvor var Himlen reen
og Luften friſt og balſamiſt! Snart ilede jeg hurtig af—
ſted, ſnart ſagtnede jeg igjen mine Skridt, for ret i Ro
at nyde min Lykke. Jeg modte paa min Vandring
kun glade Anſigter og horte kun gode og velvillige Ord.
Under alt bette forekom min Kjærlighed mig mere dyb
og alvorlig end nogenſinde, og hvis der havde været
nogen Uro og Frygt i min Sjæl, vilde min Ankomſt
til Granges have forjaget dem. Jeg blev modtaget
ganſte ſom i tidligere Dage. Tjeneſtefolkene toge glade
imod mig, og Hundene foer hen og ſlikkede mig paa
Hænderne. Doren, der blev aabnet paa vid Væg, ſyn⸗
tes at ſige til mig: ſtynd Dig, man venter jo pan Dig.
Jeg ilede op ad Trappen, og uden at meldes traadte
jeg ind i Dagligſtuen.

Fru de la Varenne var alene. Idet jeg traadte

488 Oberſt Evrard.

ind, dreiede hun Hovedet om til mig, reiſte ſig hurtigt
og gik mig imode med udſtrakte Hender. Det var for
mig et Oieblik, ſom om hun ſelv tilbod mig, hvad jeg
kom for at bede om.

„Kom, kom!“ udbrod hun med Varme. „Jeg har
en flor Nyhed at meddele Dem, og jeg fætter fan megen
Priis pan Deres Venflab for os, at jeg har onſtet, at
De ſtulde vere den Forſte, der horer den.“

Og, ſom om hun legede med et Skydevaaben og
med eet gav mig den fulde Ladning i Bryſtet, meddelte
hun mig nu, at hendes Datter med det Forſte ſtulde
have Bryllup. Det var en Luffe, ſom hun ſeeet ikke
havde kunnet vente ſig! Trehundredtuſinde Franes i aar⸗
lig Rente, et rigt Hotel i Paris og et glimrende Slot
ved Bredderne af Loire! Paa Landet ſaavel ſom i
Byen et fyrſteligt Train, og i Perſpectiv de ſtore offi—
cielle Feſter og en Plads i Senatet for hendes Sviger⸗
fon! alt dette blev fremført med en flydende Tunge og
en feberagtig Iver. Hun var ude af fig ſelv af Henryk
kelſe. Jeg ſtod og ſtottede mig til et Meubel og den
kolde Sved perlede paa min Pande. Hun maa uden⸗
tvivl have feet, at jeg var dodbleg, thi hun ſagde pan
eengang: „Set Dem dog ned.“

Uden at endſe min Taushed eller min Forbauſelſe
begyndte hun igjen at fortælle mig bidt og bredt om,
hvormeget hun Havde lidt ved at leve forglemt herude
pan Landet. Hun lagde ikke længere Skjul pan fin
Lyſt til at glimre, hun lod mig fee Hart ind i hen⸗

Oberſt Evrard. 489

des ærgjerrige Sjæl og brød fig ikke om at ſtjule hver⸗
ken de Skuffelſer, hun havde lidt i Fortiden, eller de
ſtore og glimrende Forventninger, hun nu knyttede til
Fremtiden. Endelig ſtulde hun begynde at leve! Hele
Verden aabnede fig for hende og lilhorte hende. Idet
hun arbeidede fig ind i disſe Tanker, lagde hun de dei⸗
ligſte Planer for, hvorledes hun vilde tilbringe de kom—
mende Dage. Om fin Svigerſons moralſke Egenſtaber,
om der var nogen Udſigt til, at denne Forbindelſe
kunde gjøre hendes Datter lykkelig, taug hun aldeles.
Hun alene var paa Seenen, det var hende alene, hvorom
Alting dreiede fig! Jeg var ſom tilintetgjort, men hun
ſyntes ikke at ane det Mindſte; jeg havde for hende
kun været et Redſtab til at adſprede hende, en taalelig
god Nabo. '

„Men hvad tænfer De dog paa?” ſagde hun, idet
hun vendte fig til mig, „hvorfor ſtynder De Dem ikke
at gratulere mig?“

„Jeg venter kun paa at hore”, ſvarede jeg, „om
Froken Thereſe er ligeſaa lykkelig ved Tanken om bette
UEgteffab ſom De.“

„Aa, derfor frygter jeg ikke“, ſparede hun ſmilende.
„Thereſe har rigtignok i Begyndelſen viiſt nogen Util⸗
beielighed, thi man vænner fig ikke ſaaledes i et Die⸗
blik til at ſee hele ſin Stilling forandret, men det kjere
Barn har omſider indſeet, at hendes Lykke er uadſtille⸗
lig fra min.“ Ved disſe Ord ſtod det Hele tydeligt for
mig: Thereſe havde ikke været fri; hun gav efter for

490 Oberſt Evrard.

fin Moders indtrængende Foreſtillinger og opoffrede fig
for hende. Jeg var ligeſaa bedrovet ſom indigneret, og
jeg veed ikke, hvad der oprørte mig meſt, enten at fee
alle mine Forhaabninger gaae tilgrunde, eller den naive
Maade, hvorpaa Moderen her lagde fin grendſeloſe
Egoisme for Dagen.

„Jeg gratulerer Dem, Frue“, ſagde jeg, idet jeg
reiſte mig op; „ver vis paa, at den Lykke, der er hændt
Dem, berører mig langt dybere, end De er iſtand til
at. ane.“

Med disſe Ord gik jeg hen til Doren.

„Hvorledes!“ udbrod hun, „vil De ikke ſtjenke os
denne Dag? har De ſaadant et Haſtveerk? Thereſe er
taget ind til Byen med Marthe, men De ville være
her paa Oieblikket. Bliv dog.“

„Jeg kan ikke“, fvarede jeg. „Netop ſom jeg er⸗
foer, at De var kommen tilbage, var jeg iferd med at
træffe Forberedelſer til en Reiſe, der i nogen Tid vil
fjerne mig herfra Landet. Undſtyld, at jeg er nodt til
forlade Dem ſaa hurtigt.“

Hun var faa optagen af fine Fremtidsplaner, at
hun anede ikke det Mindſte. Hun havde hverken lagt
Merke til mit blege Anſigt, mine forſtyrrede Trek, min
hurtige Bortgang eller mit torre Farvel.

„Jeg haaber dog“, tilfsiede hun, „at De er her
tilbage, inden min Datters Bryllup?“ Jeg bukkede taus
og gik ud af Doren.

Hvilken ſteerende Modſeetning mellem min Sinds⸗

nv

Oberſt Evrard. 491

ſtemning nu og for lidt ſiden, da jeg paa den ſamme
Vei folte mig faa ung, faa lykkelig og tillidsfuld.
Vrede, Fortvivlelſe og Sorg over at ſee alle mine
Dromme tilintetgjorte, opfyldte mig nu. Jeg anklagede
mig ſelp, fordi jeg ikke bedre havde forſtaaet at faſtholde
min Lykke; jeg vilde vende tilbage til Granges, erklere
Fru de la Varenne, at jeg elſkede hendes Datter, at
hun elſtede mig, at Gud havde givet mig Ret til at
eie hende, og at jeg ikke vilde give Slip paa hende,
faa længe jeg levede, men da jeg faa traadte ind af
min egen Port og kaſtede et Blik paa den Plet, ſom
jeg havde forſkjonnet og udſmykket med faa megen Kjer⸗
lighed, og ſom endnu imorges var min Glede og min
Stolthed, gjenkjendte jeg den ikke mere. Alt ſyntes mig
usſelt og elendigt, og jeg ſelv forekom mig ſom en fattig
Stymper, der havde loftet Oinene op til Noget, ſom
var mig for høit, og ſom jeg burde vidſt, at jeg aldrig
kunde naae. Jeg ſaae Thereſe i hendes Hotel i Paris,
i hendes Slot ved Bredderne, af Loire, ag jeg braſt i
Graad og begyndte at hulke ....“

„Jeg beklager Dig“, ſagde Evrard, da Paul havde
endt fin Fortælling, „men jeg beklager ifær Froken de la
Varenne. Naar ſtal hun have Bryllup?

„Med det forſte. Det ſiger man idetmindſte overalt.“

„Godt, min Ven, faa tager jeg Dig med mig.
Du vil ikke blive den Forſte, ſom derovre har gjenfun⸗
det fin Fred og fin Sjelsſtyrke. Din Skjebne er tung,
men ben hører ikke til dem, der ødelægge et Menneſkes

492 Oberſt Evrard.

Tilvœrelſe. Man har ikke brevet Spil med din Kjær:
lighed; Fru de la Varenne hapde ikke lovet Dig Noget,
og hun veed ikke engang noget af, at hun har tilfoiet
Dig ſaa tungt et Slag. Dit Saar er dybt, men Tiden
vil læge det. Afſted, min kjcere Paul! Pak din Kuf⸗
fert, thi vi reiſe imorgen.“

„Nei, ikke imorgen!“ raabte Paul. „Jeg har ikke
ſagt Dem Alt. Nu er det fjorten Dage ſiden, at jeg
havde denne Samtale med Fru de la Varenne; jeg
vilde have reiſt ſtrax, men alligevel blev jeg. At miſte
Thereſe, uden at ſee hende engang endnu, overſteg mine
Kræfter. Mit eneſte Haab var Froken de Champlieu,
men forſt imorges lykkedes det mig at fage hende i Tale,
og dennegang vare vi alene. Hun tog begge mine
Hender og var meget bevæget. „Reis“, ſagde hun til
mig, „vi ere ligeſaa ulykkelige, ligeſaa fortvivlede ſom
De. Hvis jeg havde raadet mig ſelv, havde Fru doe la
Varenne nu vidſt det Hele, men Thereſe forbod mig at
tale; hun opoffrer ſig og vil ikke engang tillade, at hen—
des Moder ſtal vide, hvilket Offer hun bringer. Hvad
gjør De her endnu?“ foiede hun til i en mild, bebrei⸗
dende Tone. „Jeg troede, at De allerede var borte
De man reiſe, det ſkylder De baade hende og Dem
ſelv.“

„Jeg kan ikke reiſe, for jeg har feet hende“, raabte
jeg. „Der er Ting, ſom jeg aldrig har ſagt hende, og
ſom jeg nodvendigviis maa ſige hende en eneſte Gang.
Jeg vil ſige hende, at jeg elſter hende, og at jeg med

Oberſt Evrar d. 493

hende miſter Alt, Hvad der har noget Verd for mig i
Verden. De er god, og De vil forbarme Dem over
mig! Imorgen Aften vil jeg være nede ved den lille
Fiſtedam. Bring hende derned til mig, og jeg ſtal vel—
ſigne Dem, ſaalcenge jeg lever.“ — Med disſe Ord
ilede jeg bort uden at oppebie hendes Svar.

„Og Du troer, at de to unge Piger? ...

„Jeg troer det, jeg haaber det.“

„Jeg“, ſagde Evrard, „jeg troer det ikke, og jeg er
neſten vis paa, at de ikke komme. Altſaa“, foiede
han til med halv Stemme, og ſom om han talte med
ſig ſelv, „ved Fiſkedammen ville de fees for ſidſte Gang

. . . ved Fiſkedammen imorgen Aften!” Han faldt i
Tanker, og hans unge Ven vovede ikke at forſtyrre ham.
Nogle Minuter efter gik han og lovede at komme igjen
iovermorgen. Paul bad ham indſtendig om at blive
og tilbringe Natten i Aubiers, men Oberſten vilde ikke
og gik tankefuld tilbage til Byen.

Den folgende Eftermiddag foregik der paa Slottet
en Scene, der vilde have været et udmerket Motiv for
en Genremaler. Thereſes ÜUdſtyr ankom til Slottet, og
Fru de la Varenne var iferd med at tømme Kasſerne
inde i Dagligſtuen. Det var et Udſtyr ſom til en
Prindſesſe, og Fruen var i den ſyvende Himmel. Thereſe
faae ligegyldigt paa de koſtbare Broderier og Kniplin⸗
ger, ſom Moderen udfoldede for hendes Oine, og kun
engang imellem ſpillede der et lille Smil om hendes
Læber, naar det lykkedes Marthe ved fine lyſtige Ind⸗

1

494 Oberſt Evrard.

fald at opmuntre hende en Smule. Fru de la Va⸗
renne var den Dag i et ſtraalende Humeur. Hun havde
om Morgenen modtaget et Brev, hvori hendes Phonix
af Spigerſon underrettede hende om, at han vilde komme
ſidſt i Ugen, og uagtet hun betragtede ham ſom en lov⸗
lig Priſe, var det hende dog ikke imod, at han ſelv
ſyntes utaalmodig efter at fremſtynde det afgjorende
Dieblik. J fin Gledesruus faae hun ud ſom en tyve⸗
aarig Pige. Thereſe ſyntes ſelv, at hendes Offer var
mindre, naar hun fane fin Moder faa ung, faa ſmuk
og fan triumferende. Pakkasſerne vare endnu ikke nær
tomte, da Doren til Dagligſtuen aabnede fig paa⸗
klem, og Gartneren ſtak Hovedet ind i Stuen.

„Kom ind, Leonard, kom ind! Hvad er der paa⸗
fœerde?“

„Der er ikke Andet paafærde, Frue, end at De jo
nok veed, at Skytten her paa Gaarden har Gigt og kan
ikke komme udenfor Doren. Jeg vilde derfor ſporge
Fruen, om De ikke vilde ſende Bud efter nogle Gen⸗
darmer.“ 5

„Hvad er det for en Idee!“ udbrod Marthe.

„Hvad ſtulde jeg gjore med Gendarmer?“ ſpurgte
Fruen.

„Jo, Frue, det var ikke faa galt. Her har i et
Par Timerstid liſtet fig en mistenkelig Perſon om nede
i Parken, og det lader til, at han ikke har noget Godt
iſinde.“

Oberſt Evrard. 495

„Hvad er det for nogen Snak! Her er jo ingen
Forbrydere pan Egnen.“

„Ja, om Forladelſe, Frue, men han lader heller
ikke til at være her fra Egnen.”

„Hvor kommer han da fra? hvad vil han da? har
De talt med ham?“

„Nei, det har jeg egentlig ikke, men jeg har fulgt
ham i Afſtand.“

„Hvorledes ſeer han da ud, ſiden De har ſeet
ham?“ ſpurgte Marthe. |

„Ja, Froken, egentlig talt feer han ikke fan ilde
ud, men man flal ikke ſtue Hunden paa Haarene.
Reentud ſagt, faa er det en hoi, ſmuk Mand, der er
meget ordentlig kleedt. Men han feer ud, ſom om han
vilde ede Folk og faa er han fort og brun i Anſigtet
ſom en Tyrk. Jeg vil ikke ſige, at han egentlig er ſtyg,
men han berer fig ad ſom en gal Mand .... Snart
er han her, ſnart der; ſnart ſtaaer han og feer paa
Slottet, ſom om han vilde udſpekulere Leiligheden, ſnart
er han igjen inde i Parken, og fan fægter han med
Stolken og flaaer omkring fig, ſom om han havde
Gendarmerne i Helene paa fig. Saadan bærer jo
intet chriſtent Menneſte fig ad. Syntes De derfor ikke,
at jeg i en Fart flal hente Gendarmerne?“

„Nei,“ ſagde Marthe, „det er ikke nogen alminde⸗

lig Forbryder. Har han travet ſaalenge omkring nede
i Parken, fan maa han være træt — lad os derfor
ſelv gage ned til ham og bede ham hvile ud heroppe.”

496 Oberſt Evrard.

„De behover ſaamen ikke at gjore Dem Uleilig—
hed, for der er han.“

J det ſamme Dieblik kom der en Fremmed op af
Terrasſen og ſtyrede fin Cours lige hen imod Slottet.
De tre Damer ſtyrtede hen til Vinduet, medens Gart—
neren ſom en klog General fandt det rigtigſt at for-
ſvinde.

„Han feer jo udmærfet godt ud!“ raabte Froken
Champlieu. „See dog, Thereſe, ſynes Du ilke, at vi
har ſeet det Anſigt engang for?“

„Jo, Du har Ret,“ ſagde Thereſe.

„Det er dog beſynderligt!“ hviſkede Fru de la
Va renne. „Hvorfra kjender jeg dog denne Skikkelſe?“

Han gik op ad Perronen. Efter at han forgjæ-
ves havde venter paa Nogen, der kunde melde ham,
traadte han ind i Dagligſtuen, hvis Dor endnu ſtod
paaklem, og gik med en alvorlig Mine henimod Fru
de la Varenne, der kom ham et Par Skridt imode.
Man behovede blot at ſee paa hans utvungne Manerer,
for at fole fig fuldklommen beroliget. „De kjender mig
ikke igjen, Frue?“ ſpurgte han.

Ved Klangen af denne Stemme, ſom Aarene ikke
havde forandret, foer Fru de la Varenne ſammen.
Hun betragtede ham imidlertid med et ſtarpt Blik og
ſparede ikke. :

„De kjender mig ikke igjen og har maaffee endog⸗
ſaa glemt, hvad jeg hedder?“

Han vilde lige til at nævne fit Navn, da hun i

Oberſt Evrard. 497

det ſamme med en glad Overraſkelſe udbrod: „Eprard!
Hvad, det er Dem! det er Dem, min kjere Paul, men
fan omfavn mig dog og kald mig Julie, ligeſom i
gamle Dage! Er jeg da ikke mere Deres Barndoms⸗
Deres Ungdoms-Veninde? jeg begriber ikke, at jeg ikke
kjendte Dem ſtraxk, men De har ogſaa forandret Dem
endeel, veed De det, min kjere Ven? Hvad var det for
en Idee af Dem at gage i Krig? Jeg troede, at jeg
aldrig mere ſtulde fee Dem. Hvorlenge er det nu
ſiden, at De forlod os?“

„Det er idag netop tyve Aar ſiden.“

„Tyve Aar ſiden! Er De ogſaa vis pan det?“

„Ja det er jeg, thi jeg har talt dem.“

Medens de talte ſammen, og medens Evrard i faa
Ord fortalte, at en uopfættelig Pligt havde tvunget ham
til at vende tilbage til Frankrig, og at han da ikke havde
kunnet modſtaae fin Lyſt til et Oieblik at gjenſee
fit Fodeſted og de Venner, han der havde efterladt,
havde Thereſe og Marthe, der sdieblikkelig gjenkjendte
Pauls Gudfader og Helten fra Afrika, hvis Portrait de
havde ſeet i Aubiers, trukket ſig tilbage i en Vindues⸗
fordybning. De ſtode Begge og tænkte paa, om ikke
hans uventede Ankomſt kunde forandre Begivenhedernes
Gang, om det ikke var en Styrelſe af Forſynet, at han
netop var kommen nu, og uden at meddele hinanden
deres Tanker, betragtede de i Taushed bette ſmukke og
mandige Anſigt, der ſtrax havde indgydt dem et Haab
om Frelſe.

498 Oberſt Evrard.

„Min Datter,“ ſagde Fru de la Varenne, idet
hun preſenterede Thereſe.

„Vil De betragte mig ſom Deres Ven, Froken?“
ſpurgte Evrard i en ubeſtrivelig kjeerlig Tone.

„Ja, inderlig gjerne!“ ſvarede Thereſe, rort til
Taarer, uden ſelv at vide hvorfor.

„Hvorfor omfavner De hende ikke?“ ſpurgte Fru
de la Varenne.

Han flog fin Arm om hendes Liv og trykkede
hende blidt til ſit Hjerte.

„Og denne unge Dame der, det er min anden
Datter, Froken de Champlieu. Kan De ilke nok huſte
hendes Moder?“

„Jo, Froken, jeg huſter meget godt Deres Moder,
og naar jeg feer pan Dem, ſynes jeg at fee hende
ſelv.“

„Saa omfavn da hende med“, ſagde Marthe og
rakte ham Kinden.

Et Forhold, der begyndte paa den Maade, trænger
ikke til mange Omſvob. Evrard havde neppe faaet Tid
til at ſætte fig ned, for han allerede var en Ven af de
to unge Piger, ligeſaa vel ſom af Moderen. Timerne
forlob under fortrolig Pasſiar. Man kan begribe, at
Fru de la Varenne flog om fig med fin Svigerſons
Millioner! Lylkeligviis havde Marthe bemegtiget fig
Oberſten tilſidſt, og hun overoſte ham nu med Sporgs⸗
maal om hans militaire Lobebane i Afrika, om Be⸗
duinerne, om Duarerne og Gurbierne, om Loverne og

Oberſt Evrard. 499

Pantherdyrene. Evrard talte naturligt og ligefrem om
ſit Krigerliv; han fortalte om ſine Streiftog uden en
eneſte Gang at gjøre fig ſelv til Helten, og han indblandede i
fine Fortællinger nogle Pantherhiſtorier, der henrev
Frolen de Champlieu til Beundring. Marthe kunde
ikke begribe, hvorledes man kunde leve i et Telt ved
Foden af Atlas; Thereſe taug, men hun betragtede
ufravendt Pauls Gudfader. Hvad ventede hun ſig af
ham? hvad kunde han gjore for hende? bet vidſte hun
ikke, men alligevel var det hende, ſom om hun i ham
havde fundet en Stotte. En hemmelig Roſt ſagde hende,
at hun ſtulde haabe, og det ſtakkels Barn haabede. Det
var kun et forfengeligt Haab, ſom et eneſte Ord af
Eprard var iſtand til at tilintetgjore.

Efter Bordet vendte man tilbage til Dagligſtuen.
Altſom Dagen tog af, begyndte Marthe at blive taus,
og Thereſe ſyntes urolig og bevæget; det var ſom om
een og den ſamme Tanke paa engang hapde grebet dem
Begge. De holdt fig afſides og klyngede fig til hinan⸗
den. Men medens Evrard talte med Moderen, vedblev
han at folge dem med Oinene. Nu var det Aften.
Thereſe rorte ſig ikke af Pletten, men hendes Anſigt
forraadte, hvor urolig og forpiint hun var. Marthe be—
tragtede med en adſpredt Mine Trætoppene, der forgyld—
tes af den nedgagende Sol.

„Hvad vil det ſige?“ udbrød Fru de la Varenne.
„De er akkurat kommen og taler allerede om at reiſe
igjen! det er da ikke Deres Alvor, vil jeg haabe.“

52

500 Oberſt Evrard.

„Det er ulykkeligviis mit Alvor“, ſparede Evrard.
„Jeg har ikke min Frihed, thi jeg har truffet Aftale
med en ung Ven, og vi reiſe imorgen.“

Idet han ſagde disſe Ord, havde han nærmet fig
til de to unge Piger og betragtede Thereſe med et varmt
og deeltagende Blik. Thereſe forſtod ham. Hun ſtod et
Oieblik ſom ſonderknuſt, derpaa greb hun raſk Marthes
Arm og traf hende med fig ud af Stuen.

„Hvilken ſmuk Aften!“ ſagde Evrard, idet han
ſaae dem ile ned ad en Allee. „Skulle vi ikke ogſaa
gjore en lille Spadſeretour i Parken?“

„Med Fornsielſe“, ſvarede Fru de la Varenne.

Hun kaſtede et Shawl om fig, Oberſten bod hende
Armen, og de ſteg ned ſammen af Perronen. Det
var i Sandhed en ſmuk Aften. Solen, der var lige
ved at gage ned, kaſtede fine gyldne Vile igjennem
Lovet. Der var Partier af Parken, der ſtraalede i fuld
Belysning, og andre, ſom allerede dekkedes af hemme⸗
lighedsfulde Skygger. Jriſkerne floitede endnu deres
Farvel til Dagen, inden de ſogte deres Reder; langt
borte horte man de bogende Hjorder, der vendte tilbage
til Stalden, og nede fra Kjeret løb Frsernes Kvekken.

De gik taus og langſomt, og den, der havde feet
dem vandre ſaaledes hen ved Siden af hinanden under
de ſtyggefulde Træer, vilde have troet, at det var to
Menneſter, hvis Tanker gik i den ſamme Retning, og
hvis Sjæle modtes i bette Oieblik.

„Veed De vel“, ſagde endelig Fru de la Va⸗

Oberſt Evrard. 501

renne, „at De ikke engang har gratuleret mig i Anled—
ning af min Datters Bryllup? De kan da ikke nægte,
at det er et glimrende Parti?“

„Det er det viſtnok“, ſvarede Evrard, der blev
voktet af fine Drommerier. „Trehundredtuſinde Franes
om Aaret, et Palais i Byen og en fyrſtelig Villa paa
Landet! og fan fortæller De mig jo, at Deres Sviger⸗
ſon har fortjent alt dette ved ſit eget Arbeide! For
Pokker, hvis han er ung endnu, faa har han ikke ſpildt
ſin Tid. J bvilfen Carriere har han fortjent alle disſe
Penge?“

„J Induſtrien og ved at gjøre Forretninger.”

„Forretninger?“

„Ja hederligt og aabenlyſt, naturligviis.“

„Det vil jeg troe, og ſtjondt jeg i Regelen har
nogen Mistillid til disſe Formuer, der ſamles fua hur⸗
tigt, og ſtjondt Redelighed, Arbeide og Forſtand ikke al⸗
tid ere nok til at ſtaffe dem tilveie, faa antager jeg
ham naturligviis for en honnet Mand, ſiden De har
kunnet vælge ham. Elſter Deres Datter den Mand,
ſom De har beſtemt hende?“

„Hvorledes mener De?“

„Jeg troede ikke, min Kjære, at det kunde misfor⸗
ſtages. Men da jeg nylig horte Dem opregne med
ſaamegen Fornoielſe alle Deres Spigerſons udmerkede
Egenſtaber, lagde jeg Mærke til Deres Datter, og det
forekom mig, at hun ingenlunde deelte Deres Glade.

Jeg ſporger Dem derfor, paa Grund af vort gamle
52*

i

502 Oberſt Evrard.

Venſtab, om den Spigerſon, ſom De har valgt, har vidſt at
vinde Deres Datters Sympathi, om hun foler ſig hendragen
til ham, med eet Ord, om hun elſker ham .. .. Er
det tydeligt nok?“

„Aa jeg vil ikke ſige, at Thereſe er dodelig forelſket
i fin Forlovede. Hvorledes ſkulde hun kunne elſke ham?
hun kjender ham jo neppe. Bryllupet er jo i Regelen
ikke nogen Hjerteſag. Man gifter fig, og Kjerligheden
kommer bagefter.“

„Men hvis den nu ikke kommer?“

„Saa hjælper man fig uden den.“

„Jeg kan umulig troe, at det er Dem, Julie, der
vil gifte Deres Datter bort imod hendes Villie!“

„Mod hendes Villie! Hvem taler om Sligt?“

„De vil ikke gifte hende bort, uden at Partiet er
efter hendes Smag.“

„Jeg har gjort det, der er bedre end at tage Hen—
fyn til hendes Smag”, ſvarede Fru de la Varenne i
en tor Tone; „jeg har taget Henſyn til hendes Lykke,
og derom troer jeg, at jeg kan dømme bedre end De,
min kjeere Ven. Hvad Thereſe end mener eller tænfer
i bette Dieblik, faa er jeg fuldkommen rolig, thi jeg
veed, at hun vil takke mig bagefter.”

„Fortreffeligt, Frue, fortreffeligt! Jeg er kun en
Soldat, og De forſtaaer Dem naturligviis langt bedre
paa flige Sager end jeg. Men hvoraf kommer det vel,
at Deres Datter feer faa nedboiet ud, at hun ikke en⸗
gang er iſtand til at ſtjule det? At man, forinden man

Oberſt Evrard. 503

gjør et Pengeparti, kan være kold og ligegyldig, for⸗
ſtaaer jeg meget godt, og jeg kan endogſaa deri fee et
Beviis paa en ſtolt og fintfolende Sjæl. Men hvorle⸗
des ſtal jeg forklare mig de Skyer, der leire ſig paa
Deres Datters Bande, den Sorg og Lidelſe, der obien⸗
ſynligt har flappet alle hendes Træf, og de Taarer, der
uvilkaarligt bryde frem af hendes Dine? De lever ſam⸗
men med hende og ſeer hende hver Dag, og Intet af
alt bette har overraftet Dem? jeg, der feer hende forſte
Gang, jeg forſikkrer Dem, at dette Barn er ulykkeligt.“

„Min Datter ulykkelig?“

„Ja, Julie, hun er ulykkelig. Har De bekymret
Dem om at ſtudere hendes Hjerte? er De ganſte vis
paa, at hun ikke har nogen anden Kjerlighed?“

„Jeg feer, at De er ligeſaa romanagtig ſom- i
gamle Dage! Fordi Thereſe ikke er opromt og lyſtig ſom
hendes opvergivne Veninde, faa bilder De Dem ſtrax
ind, at hun er et ulykkeligt Offer. Min Datter er op⸗
voxet under mine Dine — hvem fkulde hun være for⸗
elſtet i? i den blaa Fugl? i Prinds Charmant?“

„Er her ikke i hele Slutningen af forrige Aar
kommet jevnlig, for ikke at ſige daglig, et ungt Men⸗
neſte her fra Egnen?” .

„Joviſt, den lille Cordoan fra Aubiers. Men
hvad ſaa?“

„Er det aldrig faldet Dem ind, at han kunde vere
forelftet i Deres Datter?"

„Nei, det forſikkrer jeg Dem.“

504 Oberſt Evrard.

„Eller at Deres Datter kunde være forelſket i ham?“

„J ham, ſom bragte mig Fro, fiſkede Krebs for
mig og ſmurte Dorſtykker op paa mine Vegge?“

„Men hvis Thereſe nu elſtede ham alligevel?”

„De er forrykt.“

„Hvis hun nu elſkede ham?“

„Ja ſaa fik hun virkelig Lov til at glemme ham
igjen, thi det kan jeg ſige Dem med Sikkerhed, at
om jeg end ikke havde givet mit Ord til nogen Anden,
faa vilde jeg dog aldrig finde mig i, at min Datter
ſtulde gifte fig med en Bondeſon.“

„Er der da iblandt Deres fine Folk her i Pro—
vindſen Mange, der kan taale at ſammenlignes med
denne Bondeſon? tor De paaſtage, at Deres Sviger⸗
ſan er af ſaa god Herkomſt ſom han?“

„En ung Knos, der ikke duer til Noget, og ſom
hverken beſtiller Noget eller vil beſtille Noget!“

„Han har Smag for Kunſten og beſtyrer ſin Eien—
dom. Hvis den Bane, han er ſlaget ind paa, ikke fø-
rer til Wre og Rigdom, kan man være vis paa, at
den heller ikte ender med Skam og Ruin.“

„Hans Eiendom! Hans Eiendom! Han eier jo
ikke det Mindſte.“

„Han har tyvetuſind Francs om Aaret, ſom hans
Fader redeligt har erhvervet ſig.“

„Virkelig! Saa den unge Nabob har tyvetuſind

Francs om Aaret! Og De, ſom kommer lige oprefra

Orkenen, De er naiv nok til at troe, at man nutil—

Oberſt Evrard. 505

dags kan gjøre nogen Figur i Verden med tyvetufind
Francs?“

„Jeg troer, ærligt talt, at det er ſaameget, at man
nok kan ſlage fig til Ro dermed. Hvad Nodvendighed
er der for, at et Par unge Menneſter ſtulle gjøre Fi—
gur i Verden? J Begyndelſen lader man Lylken blive
hjemme i Huſet og vil blot knibe ud nogle Timer.
Man kommer tilbage, og den er der endnu og tilſmiler
En ligeſom tidligere. Man negligerer den endnu mere
og tilbringer hele Dage og Netter ud af Huſet, indtil
den endelig bliver kjed af at vente og ſmutter ud enten
af Doren eller af Vinduet, Jeg kunde tilfoie .. ..“

„Lad os ikke gage videre, thi faa komme vi ind
paa Landlivets Glæder, pan Noiſomhedens Forkreffelig—
hed og Huslivets Poeſi. Jeg fjender alle disſe Gle—
der, og jeg har faaet nok af denne Poeſi. Lad os ikke
tale mere derom, thi vi ville dog ikke blive enige. Der
er foregaaget i vore Sæder og Sedvaner en Revolution,
ſom De ikke ſynes at have nogen Anelſe om. Alle
Livsbetingelſer have forandret ſig.“

„Har Hjertet forandret ſig med det ſamme? er der
hverken blevet Ungdom eller Kjerlighed tilbage?“

„Kjerligheden er kun en Morgenſtund, og Ungdom—
men er kun en Dag, men Livet er langt, Evrard.
Endnu engang lad os ikke tale mere derom! Hvis
Herren af Aubiers har loftet fine Øine op til min
Datter, hvis han har gjort ſig et latterligt Haab om at
ægte hende, fan gjør det mig ondt for ham. Hvad

506 Oberſt Evrard.

Thereſe angager, kan De være fuldkommen rolig; hun
tenker ikke og har aldrig tænft paa ham.“

„De bedrager Dem, hun elſker ham“, ſagde Ober—
ſten koldt og i en faa faſt Tone, at Fru de la Va:
renne blev ganſte imponeret. „Hun elſter ham, og jeg
kan beviſe det.“

„Tag Dem iagt for hvad De ſiger, Evrarb.”

„Deres Datter har ſtrevet til Paul.“

„Det er ikke ſandt!“

„Hun har ſtrevet, og jeg har leſt hendes Brev.”

„Nei!“

„Jeg har leſt det! Her er det!“ ſagde Evrard og
flog med Haanden pan Bryſtlommen.

„Viis mig dette Brev .. .. giv mig det! Jeg
vil have det, jeg forlanger det!“

„Jeg kan ikke give Dem det, men jeg kan læfe
det for Dem.“

J bette Oieblik var han igjen Soldaten, og der
var en Commando i hans Holdning, hans Blik og
hans Stemme, ſom Fru de la Varenne uvilkaarligt
maatte boie fig for. De havde under denne Samtale
naget en aaben og lyſere Plet i Skoven.

„Set Dem der!“ ſagde han og pegede paa en
Benk, der ſtod under et Gøgetræ.

Hun adlod, han ſatte ſig ved Siden af hende, tog
et Brev ud af fin Breptaſte og begyndte at læfe:

„Paul, min tjære Paul, jeg elſker Dig, og jeg flal
miſte Dig...“

Oberſt Evrard. 507

„O det ulykkelige Barn! .... Hvor kunde jeg
vente det? .. giv mig bette Brev.” Og hun gjorde
en hurtig Bevegklſe for at bemægtige fig det.

„Ver rolig!” ſagde Evrard og holdt paa hen—
des Arm.

„Det morer Dem da, at pine mig!“ raabte hun
fortvivlet.

„Nei, ver De ganſte rolig. J dette Brev er der
Intet, ſom De ikke kan taale at høre. Det er udſtrom⸗
met af en ſtjon Sjæl, og der er ikke et Ord deri, ſom
den, der har ſtrevet det, behover at rodme over.“

Og han vedblev: „Paul, min kjere Paul, jeg el⸗
fler Dig, og jeg ſtal miſte Dig. Modtag mit Farvel
og tilgiv mig. Jeg formaaer Intet imod min Moders
Villie, jeg har kun Taarer og Bonner og kan ikke mere
gjøre Modſtand. Det er altſaa fandt, at man vil ſtille
os ad! Jeg veed ikke, hvad jeg ſtriver, thi jeg er ſon⸗
derknuſt, og mine Sandſer forvirres. Hvor min Moder
dog er gruſom! Intet har kunnet boie hende, hverken
mine Bonner eller min ydmyge Hengivelſe i hendes
Villie. Hun glæder fig over mit Offer, ſom om det
ikke koſtede mig det Mindſte; hun triumferer, og jeg
doer. Man ſtulde troe, at bande Fornuft og Klogſtab
forbod os at elſte hinanden: man ſtulde troe, at alle
bore Fremtidsplaner kun vare Galfkab. Du er altfor
fattig og din Herkomſt altfor ringe! Som om ikke bin
Fattigdom vilde have været Rigdom for mig! Som om
jeg ikke vilde have veret ſtolt af at vere din Huſtru,

— ERR

508 Oberſt Evrard.

bære dit Napn, dele din Skjebne, klynge mig til Dig
og underſtotte Dig i dit Arbeide! det var mit Ung⸗
domshaab, og det man jeg nu offre for en Forfengelig—
hed, ſom jeg ikke engang begriber, for den Forfengelig—
hed, at min Moder kun vil have en Adelsmand til
Svigerſon. Er det ikke ynkeligt? — Hvad agter Du
at gjøre? her kan Du ikke blive, thi Du vil ſpare mig
for den Skam, at jeg ſtal holde Bryllup ligefor dine
Oine. Reis bort, reis langt bort og tag hele min
Sjæl med Dig! Jeg ffal aldrig gjenſee Dig mere, Du
min Barndoms⸗ og Ungdomsven! Lev vel for beſtandig.
Min Tanke vil folge Dig og altid være hos Dig. J
Mindet om Dig vil jeg ſoge min Frelſe, og hvis der
er Noget ved mig, der duer, fan er det Dig alene, bei
fyldes.”

Altſom Oberſten læjte videre, foregik der en mært
værdig Forandring i Fru de la Varennes Phyſionomi.
Hendes Ophidſelſe og Heftighed forſvandt med hvert
Punktum. Hun ſage forvirret ud, traf Dinene til fig,
blev ſiddende ubevægelig og ſaae ned for fig.

„Hvis der endnu er nogen Tvivl tilbage hos Dem,
faa er her Underſtriften“, ſagde Oberſten, da han havde
leſt Brevet tilende.

Uden at vende fig om tog Fru de la Varenne i
Taushed Brevet, ſom han rakte hende, og krollede det
heftigt ſammen imellem ſine Hender.

„Hvor vil De hen med alt bette?” ſpurgte hun
med en ſtjcelvende Stemme. „Ja, det er mig, der har

Oberſt Evrard. 509

ſtrevet bette Brev, men hvad vil De udlede deraf?
ſtal det bære en Forbrydelſe, at jeg ikke tenker og føler
nu, ſom jeg tenkte og følte for tyve Aar ſiden? Den⸗
gang betragtede jeg min Moders Villie ſom et Tyranni;
nu indſeer jeg, at den var fuldkommen berettiget, thi
nu er jeg ſelv Moder. Har Erfarenheden da flet Intet
at ſige?“

„Erfarenheden? er det Dem, ſom paakalder den?“
ſpurgte Oberſten i en barſt Tone.“ Naa, faa tal dog og ſiig,
hvad den har lært Dem. De er Moder, og De har gjort Er⸗
faringer, ſiger De; hvilke Leveregler har De da uddraget deraf?
har den Vei, ſom De har gaaet, fort Dem til Lykken?
har det Giftermaal, ſom De indgik, været jaa heldigt,
at De vil drive Deres Datter ind paa den ſamme Vei
og overgive hende til de ſamme Tilfeldigheder?“

„Mit Giftermaal har idetmindſte havt den Fordeel,
at det ikke for mig har været Kilden til nogen Skuf⸗
felſe. Kjender De mange Inclinationspartier, hvorom
De kan ſige det ſamme?“

„Det ſiger De!“ raabte Eprard og ſlog fig for
Banden; „der maa altſaa komme et ulykkeligt Die⸗
blik, hvori man kun erindrer ſig ſin Ungdom, for at for⸗
nægte og beplette den! Naar man er ung, knuſes man
ſelb mod Skjerene, og ſenere bliver man ſelv et Skjer,
hvorpaa den Slægt, der folge efter, nodvendigvis man
knuſes. Denne ſorgelige Hiſtorie fager da aldrig nogen
Ende, men man ſtal altid begynde den forfra.“.

„De foretrælter altſaa, at man lader Ungdommen

—
2 —

510 Oberſt Evrard.

folge fine Drifter og Tilboieligheder? De vil ikke tillade,
at Fornuft og Erfaring maae gjore Indſigelſer imod
Ungdommens Luner?“

„Jeg onſter, at Fornuften maa viſe ſig mild og
eftergivende imod de edle Inſtinkter, og at den, iſtedenfor
at undertrykke dem, vil lade ſig noie med at lede dem.
Jeg onſter, at vi, naar vi kale om vor Erfaring, ikke
mage glemme, at vi har havt en Sjæl, der har koſtet os
Taarer, og at vi mage onſte, at de, der folge efter os,
mage realiſere, hvad vi blot have dromt os. Jeg on—
ſter, at Aftenen iffe maa haane Middagen, og at Mid—
dagen ikke maa ſpotte Morgenen. Jeg onſter endelig,
at Tro, Begeiſtring, Uegennyttighed, alle edle Folelſer
og hoihjertede Tillob ikke beſtandig maae fordommes og
ſpottes ſom Ungdoms⸗Illuſioner.“

„Men hvad gaaer der dog af Dem?“ udbrød Fru
de la Varenne og traf paa Skuldrene. „Naar man
hører paa Dem, ſtulde man troe, at Alt ſtod paa Spil.
Er det Umagen værd at bruge faa ſtore Ord om ſaa—
danne Smaating? forbi ikke enhver Elfkovshiſtorie ender
med et Giftermaal, behøver man da ikke fortvivle om
Menneſteheden og betragte den ſom jordet og ſtrinlagt!
Javiſt, vi have elſtet hinanden, vi To, og vi har havt

vor lille Roman, men Ingen af os er dod deraf, og

Dem gjenfinder jeg nu her ſom Oberſt, Officeer af
Wreslegionen og i onſteligt Velbefindende, ſom det lader.“

„Hvis jeg ikke er dod“, ſagde Evrard, „ſaa er det,
forbi denne lille Roman, ſom De falder den, har

Oberſt Evrard. 511

veret mit Livs Hiſtorie, og fordi jeg kun har levet og
aandet for den. Men De, ſom i Verdens Tummel
har ſogt at glemme, hvad De har lidt, De, ſom for at
ſtjule Deres Sjels Tomhed har fortabt Dem i alle
forfængelige Lyſter, De er bød, død for ramme Alvor!
Der er Intet tilbage af Dem, Intet tilbage af den
Julie, ſom jeg elſtede fan hoit. Hvad gjorde De, me—
dens jeg erindrede Dem med Troſkab? hvad gjorde De,
medens jeg paa Forpoſt, i mit Telt og under Kugle⸗
regnen ſtadigt betragtede Dem ſom min uſynlige Skyts⸗
aand? har Deres Tanke, efterat De blev fri, blot et
Dieblik vendt fig imod mig? har De nogenſinde bekym⸗
ret Dem om at vide, om jeg overhovedet var til? rorte
der fig Noget i Dem, da De for lidt ſiden fane mig
igjen? har dette Brev, ſom aldrig har forladt mig,
vakt nogen anden Folelſe hos Dem end WÆrgrelfe og
Misfornoielſe? Og nu ſpotter De! Deres Ungdoms⸗
kjcrlighed, Deres Glæder og Lidelſer, alt det er nu i
Deres Oine kun en taabelig Roman, hvorover man
har Lov til at gjøre fig lidt lyſtig! Det gaaer dog no—
get for vidt. Det er netop idag tyve Aar ſiden, at jeg
adlod Dem, reiſte, og vi ſagde hinanden det ſidſte Far⸗
vel. Det var tet herved paa en Aften ganſte ſom
denne. Det erindrer De ikke mere, og De har vel og⸗
faa glemt, hvorledes De hulkede og græd? ....
Godt, fan kom“, foiede han til i en heftig Tone, „ſaa
ſkal jeg give Dem Deres Hukommelſe tilbage.”

Han greb raſt hendes Arm og drog hende ned

—

512 Oberſt Evrard.

med fig til Fiſtedammen. Nogle Oieblikke efter ſtand⸗
ſede de ved den lille Laage, der forte til Parken. Laa⸗
gen ſtod vidt aaben, og i Aftendemringen kunde de ty—
belig fee, hvad der foregik en Snees Stkridt fra dem.
Paul og Thereſe fade ved Siden af hinanden paa en
Steenbenk nede ved Dammen. Overveldet af ſin
Smerte Havde Thereſe lagt fit Hoved til Pauls Skul⸗
der, og de græd Begge. Marthe ſtod troſtende ved
Siden af dem.

„See paa Dem, Julie,“ ſagde Evrard rort. „De
ere unge og ſmukke, Livet med alle ſine rige Lofter
aabner fig for dem. De elſte hinanden ligeſom vi, og
dog ſige de hinanden nu Levvel, for at ſtilles ad lige—
ſom vi! See, Julie, det er din Datter, det er dit
eneſte Barn, det Barn, Du nylig har været nær ved at
miſte. See, hvor hun endnu er ſpag og fiin, frygter
Du ikke for at Sorgen ſtal drebe hende?“

Hun rorte fig ikke og taug. Evrard ſpeidede i
hendes Trek, om ikke hendes Hjerte vilde til at vaagne,
men der var Intet, der forraadte, at der foregik Noget
hos hende. Paul reiſte ſig idetſamme, men Thereſe
blev ſiddende og ſtjulte fit Anſigt i fine Hender. Marthe
ſlog ſin Arme om hende, og man horte hendes Hulken
i den ſtille Aften.

„Kom, min Ven“, ſagde pludſelig Fru de la
Varenne.

De gik hen til Dammen, tilſyneladende ligeſaa
rolige, ſom om man der ventede paa dem. Thereſe

Oberſt Evrard. 513

reiſte fig op, ſaaſnart hun fil Øie paa dem, og de tre
unge Menneſter ſtod der og ventede frygtſomt paa hvad
der vilde komme.

„Du har ikke godt af, fjære Thereſe, at opholde
Dig fan ſilde hernede ved Vandet,” ſagde Fru de la
Varenne. „Jeg kan fole paa dine Hænder, at Du har
lidt Feber. Aftenen er lidt kold, og Du gjor bedſt i,
at gage op, mit Barn.“

Hun tog fit Shawl af og lagde det ømt og om—
hyggeligt om Datterens Skuldre.

„Jeg veed, at De reiſer imorgen, Herr Paul. De
gaaer jo til Afrika, og Oberſten tager Dem med fig.
Det er ſmukt af Dem, at De er kommen for at ſige
Farvel til Deres Veninder. Jeg ſtal aldrig glemme
den Deeltagelſe, De har viiſt os, endogſaa før De
kjendte os rigtigt, og den rørende Inleresſe, De havde
for min Datter under hendes Sygdom. Thereſe, jeg
onſter, at vor kjere Nabo flal medtage en lille Erindring
om Dig. Giv ham den Ring, ſom jeg ſatte paa din
Finger, da Du endnu var et Barn.“

Thereſe forſogte ſtjcelvende at tage Ringen af
Fingeren; men hvor fiin Fingeren end var, lykkedes det
dog ikke.

„Jeg kan ikke Moder,“ ſagde hun i en modlos
Tone.

„Prov paa det engang endnu.”

Thereſe gjorde et nyt Forſog, ſom ogfan mis⸗
lykkedes.

514 Oberſt Evrard.

„Moder, det er umuligt.“

„Saa veed jeg virkelig ikke hvad vi ſtal gjore,“
ſagde Fru de la Varenne; „men ſiden vi vilde give
vor fjære Nabo din Ring, og Du ikke kan fane den af
Fingeren, fan veed jeg ikke noget Bedre, end at vi give
ham Haanden med!“

Hun tog Thereſes Haand, lagde den i Pauls, og
i nogle Sieblikke holdt de hinanden alle Tre tæt om—
favnede.

„Jeg ſagde jo ſtrax, at De var en brav Mand,”
raabte Marthe og ſprang hen og omfavnede Oberſten.

„Naa! er ſaa Julie dod?“ ſpurgte Fru de la
Varenne.

„Nei,“ ſvarede Evrard, „hun ſov fun, og jeg har
vælfet hende.“ Derpaa tog han Paul og Thereſe i
ſine Arme og ſagde til dem: „Jeg er alene og uden
Familie, J ſtulle fra nu af være mine Born.“

De vendte Alle tilbage til Slottet; de Unge gik
foran, og Evrard og Julie fulgte efter.

„Men, min Gud!“ raabte pludſelig Fru de la
Varenne, „hvad gjor vi med min anden Spigerſon,
der vilde komme i Slutningen af Ugen?“

„De ſtriver ham til,“ ſagde Evrard.

„Ja naturligviis, men hvad ſtal jeg ſtrive?“

„Sandheden, ganſte ſimpelt. Hvis han er en brav
Mand, faa vil han takke Dem. Hvis han gjør fig vred,
faa lad ham gage Pokker i Vold.“

„Men Udſtyret?“

Oberſt Evrard. 515

„Det kunde jo aldrig komme mere beleiligt. De
beholder det og forandrer kun Meerkerne.“

„Det ſtal jeg førge for,“ raabte Marthe, idet hun
vendte ſig om, og jeg lover Dem, at det ſtal gage i
en Fart.“ — — — Tre Uger efter blev Kontrakten
underſtreven paa Granges. Fru de la Varenne be⸗
klagede fig juſt ikke over, at hun hapde givet efter for
en god Indſtydelſe, men hun tenkte dog allerede paa
at benytte ſig af ſin Frihed til at tage til Paris for
deeltage i det Liv, ſom alene havde Tillokkelſe for
hende. Paul og Thereſe vare lykkelige. Evrard glæ-
bede fig over deres Lykke, der jo var hans Vært,
men han hapde betalt den dyrt. Den koſtede ham alle
hans Livs Illuſioner. De tre Uger, han tilbragte i
Familien, havde gravet en dyb Kloft mellem ham og
Fru de la Varenne. Han gjenfandt hos hende Intet
af alt det, ſom han ſelv, med Troſkab havde bevaret, og
han indſage, at han vilde komme til at reiſe bort
endnu mere ene, end han var kommen.

En Dag var der ſtor Feſt oppe pan Slottet. Alle
Landjunkerne fra Omegnen og alle Skjonaanderne inde
fra Byen vare inviterede med. Man ſtulde have troet,
at Marthe var fraværende, men hun var der alligevel,
fun havde hun ſogt hen til en afſides Krog i Salen.
Hun faae alvorlig og tankefuld ud, og i de ſidſte Dage
havde hun tabt al fin Munterhed. Paul og Thereſe,

der kun levede for hinanden, havde neppe lagt Meerke

35

516 Oberſt Ev rard.

til den Forandring, der var foregaget med deres Veninde;
men Evrard havde feet det med Bekymring, og han gik
hen og ſatte ſig hos hende.

„Hvorledes har De det?“ ſagde han til hende.
„Hvor har De gjort af Deres gode Humeur, der ſatte
Liv i os Alle? J den ſidſte Tid er De altid tankefuld
og bekymret.“

„Har De lagt Merke til det? De har altſaa dog
en Smule Venſtab for mig?“

„Nei, meget. Lige fra det Dieblik jeg ſaae Dem,
vandt De mig ſtrax. Det forekommer mig, at jeg altid
har været Deres Ven, og det vilde ſmerte mig at tage
bort med den Tanke, at De har en hemmelig Sorg.
Siig mig, mit Barn, hvad der fattes Dem?“

„Det kan jeg ikke, og det vover jeg ikke.“

„De har altſaa ingen Tillid til mig, og De troer
ikke, at jeg kan vere Dem til nogen Nytte?“

„Der er Ingen i Verden, jeg har ſaamegen Tillid
til ſom til Dem.“

„Saa tal og aabn Deres Hjerte for mig.“

Hun blev ſiddende nogen Tid taus, derpaa ſagde
hun med en ſtjelvende Stemme;

„Set, at ogſaa jeg elſtede Nogen ligeſom The—
reſe?“

„Saa vilde De troſte Dem ligeſom Thereſe,“ ſagde
Evrard ſmilende.

„Thereſe er gjenelſtet,“ ſagde hun bedrovet, „men

—

Oberſt Evrard. 517

jeg, jeg veed ikke, om den Eneſte, ſom jeg fætter Pris
paa, bryder ſig Noget om mig.“

„Det maa da være Keiſeren af China.“

„Spot ikke, men ſvar mig ærligt. Troer De, at
en alvorlig, en meget alvorlig Mand kunde falde paa
at fnutte fin Skjebne til ſaadan en Vildkat ſom mig,
og at han vilde finde ſig i at vere min Veileder og
Stotte?“

„Jeg troer, at De er en faa elſtverdig Perſon, at
enhver brav Mand vilde fole ſig lykkelig ved at give
Dem ſit Navn.“

„Mener De, hvad De der ſiger?“

„Ja, ganffe viſt.“

„Jeg er rig, forceldreless, og mine gamle Paa⸗
rorende holde ſaameget af mig at de aldrig ville mod⸗
ſette fig min Tilboielighed. Hor derfor, hvad for en
ubegrendſet Tillid jeg har til Dem! Jeg ſtoler paa
Dem, at De vil tilbyde den, ſom jeg imellem Alle
har valgt mig, min Haand og mit Hjerte, De kan
ſige til ham, at hvis han ikke tager imod dem, faa
gifter jeg mig aldrig.“ f

„Men,“ ſpurgte Evrard med nogen Bevagelſe,
„kjender jeg ham da?“

„Ja, De kjender ham. Det er en Officeer fra
Afrika, Brapheden og Haderligheden ſelv.“

„Men hvem da?“

„Det er,“ ſagde Marthe, idet hun reiſte ſig op

33˙¹⁷

518 Oberſt Evrard.

og ſage paa ham med taarefyldte Bine, „det er Oberſten
i Deres Regiment.“

Hvad ſvarede Evrard? Det Samme, ſom Du,
kjere Leſer, ſagtens vilde have ſvaret i hans Sted.
Han vendte ikke alene tilbage til Afrika, han tog med
fig den ſjeldneſte af alle Skatte, en brav, edel og el
ſtelig lille Huſtru.

Et utrykt Digt af lelbaben.

Ved en Grav, 1838.

Hans Blod var ungt, hans Kraft var frodig,
Han ſtod, hvor Banen aabned ſig,

Hvor Barmen banker varm og modig,

Hvor hver en Drøm er ſeirrig;

Han var faa ſtjon, faa haabefuld,

Hans Sjæl var reen ſom prøvet Guld.

Da kom den gaadefulde, hoie
Herold fra Dodens ſtille Kyſt

Og ſtirred i hans lyſe Die

Og lagde Haanden paa hans Bryſt;
Det var et Nu: hans Ild var fluft,
Hans Hjerte koldt, hans Øie luft,

O, kunde vi med al vor Evne

Blot ane, hvad hans Øie fane

J bette hemmelige Stepne,

Da Englens Haand paa Hjertet laa;

519

520

Et utrykt Digt af Welhaveu.

Den er jan faſt, den er faa ſval —
Ak, er det Glæde eller Kval?

Men Himlens Troſt dog rigeſt fvæger
Juſt her ved Livets Skillepunkt;

Den ſpeiler fig i Smertens Beger,
Naar det er fuldt og taaretungt,

Den viſer mild og underbar,

At Dodens Nat er ſtjerneklar.

Mlodet i Shoben.

Af Sophus Bauditz.

Pan, den ſelſomme Guddom,
Om hvem faa meget forlød,
Guden med Bukkefoden,

Han er endnu ei dod.

Mangt et Tempel er ſunket,
Og Scoiler dekkes af Jord,
Hjemlos er mangen Guddom,
Der nepnedes engang ſtor.

Men Pan til Were fig hæver
Saa mangen en Helligdom,
Om ham kan Mange fortelle,
Som dybt i Skovene kom.

521

Mødet i Skoven.

Endnu paa enſomme Steder
Har han ſin vante Gang,
Selv har jeg troet at here
Stundom hans Floites Klang

J, hos hvem gamle Fraſagn
Strengene ſtemme i Bryſt,
Og ſom med Andagt lytte
Til henfarne Tiders Roſt;

J, hvem dempede Toner
Fra Skoven rinde i Hu,
I, ſom har dromt derinde:
Laaner mig Øre nu.

— Pan, den ſelſomme Gamle,
Som Mangen i Angſt bortjog,

Pan, den enſomme Guddom,

Ind i Skoven mig drog.

Jeg havde ment at hore
Stundom hans Floites Klang,
Nu til ham ſelv at mode
Folte jeg ſelſom Trang.

Mødet i Skoven. 523

Længe en Sti jeg fulgte
Ind i hans Helligdom,
Gik med varſomme Fodtrin
Langſomt i Skoven om.

Ei nogen Lyd jeg horte,
Intet Stilheden brod,
Fuglen taug med fin Trille,
Bekken ſagtelig flod.

Stien rakte ei længer,

Jeg maatte ſelv træde Bei,
Bromberrankernes Snarer
Standſed min Gang dog ei.

Stamme kneiſte ved Stamme,
Green over Green der laa,
Rundt forgjeves jeg ſtirred,
Til Guden Intet jeg faae.

Jeg ſtandſed, for driſtig at kalde
Paa Skovens enſomme Magt,
Men Ordet dade pan Leben,
Og jeg fik Intet ſagt.

524

Mødet i Sfoven.

Solen var nær fin Nedgang,
Skyggerne lengedes alt,

En enkelt, forvildet Straale
Paa Lovet blinkende faldt.

Gulrod trængte en Lysning
Mellem Stammerne ind,
Troœernes Toppe beved

For en ſagte, hviſtende Vind.

Og Lysningen vandt i Styrke
Og ſpredte et eget Skjer,

Jeg horte en dempet Suſen,
Der ſnart kom mig mere ner.

Da horte jeg Intet mere,
Og Lysningen ſaae jeg ei,
Forferdet jeg ſogte at bryde
Igjennem Tykningen Vei.

Redſelen floi ved min Side,
Som jaget afſted jeg foer,

Indtil Stien jeg fik under Fodder
Og fandt mine egne Spor.

Mødet i Skoven. 525

Nu var det morkt derinde,

Og Intet Stilheden brod, —
Kun een Gang jeg mente at hore
En Latter, ſom bag mig lod.

Men grant jeg ſtjonned, at Guden,
Som Enſomheden har kjer,
Jeg hapde i Sfoven truffet
Og ſtaget ham ganſte ner.

Og endnu troer jeg at høre
Stundom hans Floites Klang,
Da ſtifter jeg Vei og ender
Med bankende Hjerte min Gang.

J Drustens Studerekammer.

En Skizze af R.

Du lille, fredelige Landsby med Kirken, omgiven
af Kirkegaarden og Preſtegaardshaven, med dit Kjær
og med dine mange, hvidmurede Bondergaarde, —
hvor er Du ſmuk i Maanens og Stjernernes Skin!

Alt er fan tyſt, faa hoitideligt ſtille. Forlengſt
ere Aftenklokkens ſidſte Toner bøde hen i de ſpage
Luftninger, og forlængft er Bonden vandret hjem fra
Marken med Leen paa ſin Ryg. Kun hiſt henne gjennem
Træerne ſtimte vi Lys; det er i Preſtegaarden. Vi
ville kigge lidt derind!

Den gamle, ærværbige Paſtor med det ſolvglind⸗
ſende Haar, de livfulde Oine og de ſmulkke, æble Trek
ſidder i fit Studerekammer. Hans Pibe er gaaet ud,
og Lampen — den ſom troligt har fulgt ham gjennem
Livet fra hans tidligſte Studeredage — brænder noget

J Præftens Studerekammer. 527

føvnigt; men Preſten er ikke ſovnig! Skjondt det er
over Midnat, leſer han ligeſaa flittigt og ivrigt, ſom
dengang han ſtulde op til theologiſt Embedsexamen og
hente fit „laudabilis“. Og hvad er det faa, han
leſer? Det er Oldtidens Klasſikere; dem elſter han,
og dem dyrker han med Liv og Sjæl, dem helliger han
fin Tid, naar hans beſperlige Emhedsforretminger ikke
lægge Beſlag paa den. Af fine Kundſtaber i Horats
er han ſtolt, og naar han er i godt Humeur, citerer
han ham ofte og det med en Sikkerhed, ſom maa vakke
Tilhorernes hoieſte Beundring. Forſt naar Natten
ſtunder til, og Alt omkring ham flumrer, nyder han
fine Klasſikere ret, og fan kan han ſidde flere Timer
uden at vende Dinene fra Bogen. Han er i bette
Dieblik faa levende inde i Cicero, at om end Trofaſt
ude i Porten gav fig til at tude, han vilde ikke høre
det! Af og til yttrer han ſin Begeiſtring ved en
Haandbevegelſe eller Nikken med Hovedet, og ſtrommer
hans Henrykkelſe over alle Bredder, maa han give fig
Luft i et lille Udraab.

Preſten er dog ikke den Eneſte blandt Gaardens
Beboere, ſom i denne ſildige Nattetime ikke har lagt ſit
Hoved til Puden.

Tat oppe ved Tagſtjcegget ſtaaer et Vindue aabent,
og i Vinduet ſtager en Kvindeſtikkelſe, taus og ube⸗
vegelig. Du kan ikke ſtjelne hendes Træt ved Maanens
ſvage Lys; men jeg ſtal fortælle Dig, hvem det er.
Det er en ung Pige, der er ſaa uſigelig lykkelig, men

528 J Bræftens Studerekammer.

tillige fan uſigelig beklemt om Hjertet. Vil Du vide
hendes Navn, hedder hun Agnes. Hun er Prekſtens
Pleiedatter og udkaarne Vndling; hun er Gledens og
Hyggelighedens Fee i den ſtille Preſtebolig. Ingen
ſom hun kjender Paſtorens fjære og fære Baner, og
hun pleier dem efter bedſte Cvne. Fra Morgen til
Aften vimſer hun let omkring, beſtandig ſyngende og
ſmilende, og hun er flink baade i Kjokken og Kjelder.
Det er en minderig Dag, der inat med alle fine Be—
givenheder pasſerer Revue for hendes Tanke. Hun har
været i Beſog pan den ſtore Herregaard en halv Mils
Bet borte. — — —

Erik, Herregaardens enefte Son, var kommen hjem
ſom Student lige fra Examensbordet. Han havde været
hendes Barndoms bedſte Legekammerat. Tidt og ofte
havde hun ſendt ham en kjerlig Tanke under den lange
Fraverelſe; og var han i Ferietiden nu og da kommen
hjem pan Landet, havde de talt ſammen ſom trofaſte
Venner. Nu havde han holdt fit Indtog ſom Student,
og der havde været Bal pan den ſtore Gaard til hans
Wre. Aldrig havde Agnes moret fig faa deiligt, og
aldrig var Erik forekommet hende faa elſtverdig og ſmuk
ſom hin Aften. Han havde havt hende tilbords og
drukket hendes Skaal i ſtummende Champagne; og da
de et Oieblik havde været ene, havde han fortalt hende,
at han holdt fan inderlig meget af hende, og at denne
Aften var den ſtjonneſte, han havde oplevet.

Fjorten Dage ere forlobne, ſiden Ballet ſtod,

J Bræftens Studerekammer. 529

og idag har Agnes ſom ſagt atter været paa Herre—
gaarden, for efter Skik og Brug at takke for Ballet.
Med bankende Hjerte var hun dragen bort fra Praeeſte⸗
gaarden, men endnu ſteerkere bankede dog det lille Hjerte,
da hun vendte hjem. Erik havde friet til hende, og
hun hapde ſagt ja.

Da hun kom hjem, vare Gaardens Beboere gaaet
til Ro; kun med Preſten havde hun vexlet et Par
Ord, og derpaa ſtyndt fig op paa fit lille Værelfe; hun
maatte derop; hun maat tie hengive fig til fine egne
Tanker.

Hun ſtager nu i Vinduet og feer ud over Land—
ſtabet; nu og da ſtuer hun op imod Sſjerneprimlen,
paa Maanen tor hun ikke ſee; hun ſynes, at den ſmiler
faa ironiſt til hende, ret ſom om den vilde gjøre Nar
af den unge Pige, der har faaet fig en Kjærefte.

Hun havde ſagt ja; — ja hun: men hvad vilde
mon den gamle Preſt og hans Huſtru ſige, naar de
fif den Forlovelſe at høre? Hun ſtager nu juſt og
overveier, om det dog ikke er bedſt at tage Mod til fig,
gage ned til Preſten og fortelle ham hele Hiſtorien;
at bære i denne pinlige Uvished er hende utaaleligt.

Beſlutningen er tagen; med vaklende Trin begiver
hun fig paa Veien; nu ſtager hun udenfor Doren til
Preœſtens Studerekammer. Hun kigger gjennem. Nogle⸗
hullet: jo, han er oppe endnu. Hun banker og banker
igjen paa Doren — men Preſten ſparer ikke. Hun
betenker fig lidt, og —en—to—tre — aabner hun

530 J Bræftens Studerekammer.

Doren, flyver hen imod ſin Pleiefader, kaſter ſine Arme
omkring hans Hals, trykker et brændende Kys paa hans
Pande og lægger fit Hoved mod hans trofaſte Bryſt.

„Men hvad Pokker — hvad i al Verden er det!
Min kjere Pige, jeg har jo for flere Timer ſiden ſagt
Dig Godnat, og faa kommer Du her og overfalder mig
gamle, hjelpelsſe Stakkel! Hvad er der dog hendt Dig,
lille Agnes?“

„O Fader . . . . Der er Noget ...“

„Hvad er der?“

„Der er Noget — Noget, ſom jeg maa fortælle
Dig.“

„Naa, fan flig frem, min rare Pige, og reis Dig
op!“ —

Agnes, der beſtandig har hvilet ved ſin Faders
Bryſt, folger hans Opfordring og reiſer ſig. Vi ville
benytte Leiligheden og betragte den unge, ſmukke Pige
lidt nærmere ved Lampens, rigtignok kun matte, Skin.
En flank Figur, gule, bølgende Lokker og to deilige
himmelblaage Oine blive vi da ſtrax vaer. Men fee vi
noiere efter, opdage vi en fiin, lille Næfe, en Mund,
ſom man uvilkaarlig fager Lyſt til at kysſe, og en
Hudfarve, faa rod og hvid. .

„Hvad er bet faa,” begynder Preſten igjen, „ſom
har forſtyrret din Nattero? Nu tender jeg min Pibe,
faa prœdiker Du, og jeg er andegtig Tilherer. Naa —
ub med Sproget! men Du maa ikke ſee faa bedrøvet

J Bræftens Studerekammer. 531

ud; hvad kan det dog være, der er iveien! Naa lad
os nu hore!“

„Fader,“ begyndte Agnes noget frygtſomt, „Du
maa ikke blive vred.”

„Naar har jeg været vred paa min lille Agnes?
Naa, — det er vel Noget, Du har flanet i Stykker
deroppe? Er Speilet knuſt, Uhret faldet ned — eller,
hvad er det dog, min rare Pige?”

„Nei, Fader, det er noget ganſte Andet! — Fader
— jeg er — jeg er bleven ...“

„Hvad er Du bleven?“

„Jeg er bleven for ...“ Nei, hun kunde ikke faae
det Ord over Leberne!

„Forſtyrret i Hovedet er Du nok bleven. Det kan
jeg merke pan Alting,” ſagde Preſten leende.

„Nei, forlovet!” udbrød Agnes hulkende, og Preeſten
betragtede hende med et Blik fuldt af Kjærlighed og Omhed.
Han griber hende ved Haanden, træffer hende hen til
fig og kysſer Taarerne bort fra hendes Dine; men han
kan ikke forhindre, at de bryde frem af hans egne.

„Er Du bleven forlovet, Agnes?“ begyndte Præjten
efter en længere Pauſe. „Det er vel Erik, ſom ikke
kan lade dit lille Hjerte vere i Fred? Men Du har
da ikke Noget at græde over, — jeg er flet ikke vred,
Agnes!“ i;

„O, Gud ſtee Lov!" udbrod Agnes, kjendelig op⸗
livet ved de ſidſte Ord. „Jeg var ſaa bange for, at

Du ſtulde blive vred,” vedblev hun med lidt dæmpet
< 34

532 J Præfteng Studerekammer.

Stemme. „Jeg er blevet forlovet med Erik idag. Han
vilde have, at jeg ſtulde holde det hemmeligt; men da
jeg kom hjem, Fader, og fane Dig, ſaa ſyntes jeg ikke,
at jeg kunde fane det over mit Hjerte, at holde det
hemmeligt for Dig.“

„Hvor gammel er Erik?“ afbrød Preſten hende
alvorlig.

„Atten Aar,“ ſvarede Agnes; „men han fylder
ſnart nitten,” foiede hun raſt til.

„Naa,“ fortſatte Præften igjen underſogende, „hvor⸗
ledes gik det ham til Examen?“

Han fik anden Charakteer, — men det var en
„god anden“, og desuden var det viſt meget Lererens
Skyld, han ikke ft „forſte“.

„Ja — og Eriks,“ ſvarede Preſten lidt vred.

„Men, Fader, nu er Du jo dog vred.“

„Nei — jeg er ikke; men Erik har ikke været
flittig. ”
„Ja—a — men, han har lovet, at han for Frem—

tiden kun vil leve for fine Bøger og mig. O, Fader!
Du maa iklke ſige Nei.“

„Du kan være rolig, min Pige, at holder Du af
Erik og han af Dig, ſtal J ogſaa faae hinanden.”

„O Tak! Tak Fader!“ udbrød Agnes og omfav—
nede fin gamle Velgjorer.

Agnes var foroprigt glad ved, at Preſten faa hurtig
havde forladt Sporgsmaalet om Eriks Examenscharakteer.
Det havde hun meſt befrygtet; thi hun vidſte, at Preſten

— —— —

— rf ———————
.

J Preſtens Studerekammer. 533

fatte en „god forſte“ over alt Andet i Verden, og ſelv
havde han faaet den til alle Examiner. „Men Eriks
Forældre?” ſpurgte Preſten.

„Ja,“ ſtyndte Agnes ſig, „de ſtal Ingenting vide
for om et Aar eller to.“

„Men din Moder?“

„Hun flal have Alt at vide imorgen tidlig! O
Fader, jeg er faa glad, fan glad!“

„Ja, det troer jeg!“ ſparede Preſten med et god—
modigt Smil. „Du ſlemme Pige! Og jeg ſom troede,
at Du altid vilde leve og boe hos mig.“

Skjondt begge ſmilede, maatte dog begge grede
ved disſe Ord; men efter en lille Pauſe lod det til, at
Preſten var troſtet. Han ſage i fin Bog, og han ſaae
paa Agnes ſtkiftevis, og endelig ſagde han: „Agnes,
kom her hen og fee i denne Bog; kan Du leſe, hvad
der ſtager?“

„Men Fader, hvor kan Du troe, at jeg kan leſe
Latin?“

„Jo Du kan! Stav blot.”

„O tempora, o morest)! Hvad fkal det ſige?“

„Ja,“ ſagde Preſten, „det kan Du ſporge Erik
om. Gaa ſaa i Seng, min rare Pige, og glem ikke at
bede din Aftenbon og at bede Gud om, at din Forbindelſe
med Erik maa blive lykkelig. Godnat, Agnes!“ „Godnat,
Fader.“ Efter at have omfavnet den gode, gamle

*) O Tider! o Sæder!
5

534 J Bræftens Studerekammer.

Preſt gik Agnes med let Sind op paa fit Varelſe,
hvor hun af Lommen fremtog et Brev, ſom Erik havde
givet hende ved Affkeden.

Det var et lille Digt:

Jeg veed ikke ſelv, hvordan det er fat,

Men ſnart i min Sjel er den mörkeſte Nat
Med Sorg, med Tvivl og med Anger,

Og ſnart kan Mørket forſvinde brat,

Og glad kan jeg kvidre ſom hiſt mellem Krat
Den lille bevingede Sanger.

Men ſorged min Sjæl, var i Sind jeg mod,
Det var mig ſtedſe, ſom Du hos mig ſtod
Og delte min Sorg og Smerte;

Og var end trang og tornet min Vei,

Du hjalp mig trofaſt og ſpigted ei,

Men leged mit ſaarede Hjerte.

Og ſtinnede Solen paa hver en Plet,
Var ſtrpet med Blomſter og var den let,
Den Bei, ſom jeg maatte træde,

Du gik ved min Side faa hjerteglad;
O! Skjebnen vil, at vi folges ad —
Ja! følges i Sorg og i Glede!

Atter og atter læfte Agnes Brevet, og det varede
leenge, inden hun kunde bekvemme fig til at ſove; og
Preœſten dernede — ja han fab i dybe Tanker; — men
denne Gang var det dog ikke Clasſikerne, han tæntte pan.

535

Den norske Emigrant.

Overſat fra Engelſt af M. Solter.

Aslak Lian var gammeldags, og man kunde ikke
ſige ham noget Behageligere, end at han var gammel—
dags. „Alle disſe nye Opfindelſer,“ ſagde han, „ere
den bare Daarlighed. Lad os blive ved, Hvad vi og
vore Fedre have prøvet og fundet at være godt.“

Aslak Lian var en beſynderlig Mand. At ſlutte
fra hans høie Skikkelſe, hans faſte Gang og Maaden
hvorpaa han bar fit Hoved, ſkulde man anſee ham for
en Mand, ſom kun Havde kjendt Verdens Sorger af
Navn. Og dog kunde man ogſaag høre Rygter af en
anden Art; dog det var kun Rygter. Ingen havde
nogenſinde feet Aslak anderledes, end han ſedvanlig var,
og det Hele hvorpaa Rygterne grundede fig, var den
Kjendsgjerning at man til visſe Tider flet ikke ſaae
ham. Om Foraaret, naar Golfſtrommens milde Vinde

536 Den norſke Emigrant.

komme legende igjennem Norges ſnavre Fjorde og morke
Dale, da fane man forgjæves efter Aslak — han var
intet Sted at finde, og der var ingen Levende, ſom
kunde ſige, hvor han var gaaet hen. Sagnet gik, at
han flygtede for Feberen; thi Vinden fra Golfen er
feberſvanger. Og virkelig havde Aslak Lian Grund til
at frygte den amerikanſke Feber, thi denne Feber havde
taget hans eneſte Sen fra ham, og nu var der kun to
Dottre tilbage i Hjemmet.

J et lille Sogn, hvor kun ſjeldent Noget af Inter⸗
esſe forefalder, maatte man naturligviis være nysgjerrig
efter at faae at vide, hvor Aslak gik hen, naar Foraaré-
vindene brev ham bort fra Dalen. Enhver gjettede
naturligvis paa Noget, og det var ikke underligt, om En
eller Anden blandt fan mange ſtulde have truffet det
Rette. Nogle troede, han gik op i Bjergene, fordi han,
ſiden Sonnen reiſte til Amerika, ikke kunde lide at ſee
de amerikanſke Skibe, høre tale om Amerika eller fee de
unge Menneſtker drage bort. Men Sneen laa endnu
dybt i Bjergklofterne, naar han pleiede at forſpinde,
ſaa det var ikke meget rimeligt, at han gik derhen.
Andre, og de vare maaſtee nærmere Sandheden, ſagde,
at han fulgte Fjorden ud til, Hvor den møder Havet,
for at ſee, om den Vind, ſom bortforte hans Son, ikke
ogſaa ſtulde bringe ham tilbage igjen.

Om Gudbrand, Aslaks Son, havde man ikke hort
meget, ſiden han tog hjemmefra, og det var en ti Aar
ſiden. Siden en vis Dag hapde man aldrig hort hans

Den norſke Emigrant. 537

Fader tale om ham, og man vidſte, at han heller ikke
onſtede at nogen Anden kom ind paa det Thema. Der
var kommet et Brev fra Gudbrand — ſaaledes fortalte
Aſtrid, hans Soſter — hvori han havde fortalt fin
Fader, at han nu var amerikanſk Borger, og at han
ſom faadan havde anſeet det for fin Pligt at gribe til
Vaaben for at forfvare fit nye Fædreland, den ameri—
kanſte Republik. Derfor havde Gudbrand taget Geværet
paa Nakken i 1861, og det var det Sidſte, man hapde
hort om ham. Men dette Brev om den „amerikanſte
Republik“ havde været Faderen et haardt Slag, „Er
det ikke nok,“ ſagde han til Kari, hans Huſtru, „er det
ikke haardt nok for os at have miſtet Drengen — men
at han ogſaa ſtulde vanære os! — Nyt Fedreland!
Amerikanſt Republik! „Ver tro mod dit Land og din
Konge, min Son“ pleiede min Fader at ſige, „at det
maa gage Dig godt, og Du længe maa leve i Landet,”
„Det er,“ ſagde han, „ligeſaa godt ſom det fjerde Bud.“
Pigerne havde undertiden prøvet paa at tage Gudbrands
Parti, men det nyttede kun lidt. „Mit nye Fedreland,
den amerikanſte Republik,“ mumlede Aslak, og ſaa vidſte
de, at der var Ende paa Sagen.

Foraaret var i Anmarche, det ſagde dets Forlobere,
Sovindene, der kom danſende og ſyngende ned ad Bjerg—
ſiderne. Da Sneen begyndte at ſmelte oppe i Klofterne,
og Foraarsblomſterne ſprang frem, da Sofuglene fløi
pludrende i ſtort Selſkab ud i Fjordene for at udſoge
deres Rugepladſer — da begyndte de unge Menneſter

538 Den norſte Emigrant.

at fane Uro i Blodet og fee lengſelsfulde til de høie
Bjergtoppe.

En ſtor Knudeild knagede og flammede paa Lians
Arneſted. Lige foran Arnen ſad Aslak og ſtirrede i
Siden. Trææffen, han havde ffaaret paa, var falden
ham ud af Haanden, og Kniven laa paa Gulvet; i en
bred, tung Stol, ſom helt var udſkaaren af en ſtor
Fyrreſtamme, ſad Kari, hans Huſtru, og ſtrikkede. Hun
var kledt i en fort Treie og Skjort af fort Vadmel og
havde en ſtor hvid Hovedbedekning om Panden i Form
af en Halvkreds. Aſtrid, Datteren, laa paa Knæ paa
Gulvet med fine hvide Wrmer ſmogede op over Al—
buerne; hun havde travlt med at ſture Malkekarrene,
medens hendes yngre Soſter havde taget Plads paa
Kanten af Skorſtenen og flynget den ene Arm om Jern⸗
ſtangen, ſom ftøttede den, medens hun med den anden
nu og da vendte de brændende Knuder eller rørte om i
Enebeergrenene, ſom kogte i en ſtor Gryde over Ilden.
Pigerne vare eens kledte, de havde begge et rodt Liv⸗
ſtykke og et fort, fort Skjort med grønne Kanter. Aſtrids
rige blonde Haar var gjennemflettet i fin fulde Længde
med rode Baand, medens Soſteren lod ſtt falde ned over
Skuldrene og udfolde hele fin Skjonhed.

Der herſtede en dyb Taushed omkring Arnen, thi
Enhver havde nok at tenke pan. Nu og da kunde en
Gniſt eller Glod falde ud for Aslaks Fodder, og han
fab da tankefuld og iagttog den, til den hendede. Et
ſterkt Vindſtod flog ned i Skorſtenen, og Ilden blusſede

Den norſke Emigrant. 539

op; Aslak reiſte fig pludſelig, ſaae fig urolig omkring
og gik hen imod Doren.

„Hvad er der i Veien, Fader?“ ſpurgte Aſtrid.

„Den amerikanſke Vind,” mumlede Aslak. „Jeg
foler, at den kommer.“

„O, nei, viſt ikke!“ raabte Aſtrid ivrigt; „det er
ikke den amerikanſte Vind, Fader. Det er meget for
tidligt. Kom og ſet Dig igjen, faa ſtal jeg lave Dig
en god Kop Kaffe! Sæt Dig nu bare!“

Aslak tovede endnu et Oieblik ved Doren; derpaa
vendte han ſig langſomt og gik tilbage til ſin Plads.
„Det er idag ti Aar ſiden, han reiſte, hele ti Aar.“

„Hor, Fader! jeg troer neppe, vi fage Foder nok,
til Sneen er borte, derſom vi ikke blande det med
Tang,“ ſagde Aſtrid hurtigt.

Aslak fatte fig: ned, ffar en Splint af et Sthykke
Tro og begyndte at ſnitte.

„Jeg gad vide, hvorledes han nu har det,“ ſagde
han efter en lang Pauſe.

„Det maa, Du vel ſige,“ ſukkede Kari.

„Min Huſtru,“ ſagde Aslak efter en lang Paufe,
og han talte langſomt og med Eftertryk, „jeg troer, jeg
bliver gammel.” Der var intet mere tilbage af Splinten;
den gik itu imellem Fingrene paa ham og faldt paa
Gulvet. Man horte i det ſamme en Stoi i Forſtuen,
Doren gik op, og en Mand traadte ind.

„God Aften,“ ſagde han, „og Tak for ſidſt.“

„Selv Tak.“

540 Den norſte Emigrant.

„Det er et daarligt Fore i denne Aften.”

En pludſelig Gyſen foer igjennem Aslak; han
vendte Hovedet og fane den Fremmede lige ind i An⸗
ſigtet. Det var en hoi, velvoxen Mand; hans Anſigt
var bevoxet med et lyſt Skjceg; en blaa Soldaterkappe
var loſt kaſtet: over hans Skuldre.

„Vil De ikke komme nermere til Ilden og tage
Plads,“ ſagde en af Pigerne. Den Fremmede betenkte
fig et Oieblik; han vilde tale, men hans Stemme var
kvalt af Bevegelſe.

„Gudbrand,“ raabte de Alle, og Gudbrand ſtod
atter iblandt dem.

Det varede naturligviis ikke længe, for det rygtedes
i Dalen, at Aslak Lians Son var vendt tilbage fra
Amerika, og at han havde været i Krigen og var bleven
Capitain i den amerikanſke Armee. Hvor de unge Men⸗
neſter modte til Dands eller Lyſtighed, var Gudbrand
Lian ſtrax paa Alles Leber, og man vilde paaſtaae, at
der fulgte ham mangt et langt Blik, naar han ved Siden
af ſin Fader gik til Kirke.

„Det er ſlemt,“ ſagde Præften til Sysſelmanden,
„at den Mand er kommen hjem; tro De mig, iaar
vil den amerikanſke Feber blive verre end nogenſinde.“

Gudbrand, eller Capitainen, ſom han nu kaldtes,
havde ikke været hjemme ret længe, førend man begyndte
at lægge Merke til en ſtor Forandring hos Aslak.
Han havde nu et venligt Ord for Alle og ſtandſede
altid om Søndagen efter Kirke for at hilſe pan Venner

Den norſke Emigrant. 541

og Naboer efter Gudstjeneſten. Dette fandt nu Alle
naturligt nok, men hvad Ingen kunde forſtaae var, at
netop det ſidſte Par Uger havde gjort Aslak mange
Aar ældre. Hans ranke Skikkelſe begyndte at boies, og
han bar ikke fit Hoved paa den gamle Maade. Ende⸗
lig driſtede man fig til at gjøre ham en Bemeerkning
derom. „Ja, nu kan jeg taale at boie mig,“ fvarebe
Aslak, „thi jeg har fundet en Sterkere at ſtotte mig til.“

En Morgen, omtrent en Maaned efter Gudbrands
Hjemkomſt, gik Fader og Son ſammen over Markerne.
Lians Eiendom laa paa Skrenten mellem Bjergene og
Fjorden Aslak ſkar en Gren af et Tro og forſogte
at bore den i Jorden. „Jeg er bange for, at Froſten
endnu ikke er forbi,“ ſagde han.

„Paa vor Side Havet,” bemerkede Sonnen, „er
Sæben for længe ſiden i Jorden, og Markerne have
længe været gronne. Det er dog Skade, at en Mand
ſkal ſpilde fine Kræfter paa at dyrke et Land ſom bette,
fan længe der er Land og Hjem nok for Alle i et
meget gunſtigere Klima.“

Aslak ſaae op og feſtede et uroligt Blik paa fin
Son.

„Paa hans Side Havet,” mumlede han og ryſtede
paa Hovedet.

„Jeg har aldrig ſagt Dig, Gudbrand,“ begyndte
han lidt efter, „hvad det er mig for en Troſt at have
Dig hjemme igjen. Jeg begynder nu at blive gammel,

542 Den norſke Emigrant.

feer Du, og kan ikke længere have Opſyn med Alt ſom
i gamle Dage. Jo for Du overtager Beſtyrelſen af
det Hele, des bedre er det for os Alle.“

Nu var det Gudbrands Tour at blive urolig.

„Jeg troede, Du vidſte, Fader,“ ſagde han, „at jeg
kun kom her for at gjenſee Dig og min Fedrebygd
endnu en Gang og faa vende tilbage.”

„Son, Son,“ ſtonnede han, „hvorfor har Du aldrig
ſagt mig det?“

Dette var den forſte Hentydning, ſom var bleven
gjort til Gudbrands nye Fædreland; men da Iſen engang
var brudt, tog Aslak Mod til ſig til engang imellem at
gjøre Sporgsmaal, og, ſom Tiden gik, blev disſe Sporgs⸗
maal hyppigere, end han ſelv vidſte. Gudbrand fortalte
pua fin rolige og jævne Maade om fine Hendelſer i
Krigen, om Amerikas frie Inſtitutioner, og om norſte
Landmends Liv i det fjerne Veſten. Saa boiede Aslak
ſig fremad i ſin Stol, ſom han altid pleiede at gjore,
naar han lyttede ivrigt. Kari, hans Huſtru, kunde ikke
Andet end fee Forſtjellen.

„Du ſynes at have forandret Mening om Amerika,“
ſagde hun.

„Kone,“ ſparede Aslak, „jeg har aldrig vidſt meget
om Amerika — men han der er den ſmukkeſte Knos,
jeg nogenſinde ſage for mine Oine.“

St. Hans Aften ſamledes de unge Menneſter altid
paa St. Hans Bakken. Der brendtes Blus og blev

Den norſke Emigrant. 543

ſunget Stev“*) og dandſet, og der var ikke Ende paa
Lyſtigheden. Saa ſtete det, at „Amerikaneren“ iaar
ogſaa kom der med fine Soſtre. Et ſtort Gledesblus
flammede allerede oppe paa Bakken. En let blaalig
Sommertaage hang i Luften; Solen ſtod lavt over den
natlige Bjergaas og fkinnede drommende gjennem Taagen.
Fyrreſtovens dunkle Omrids, ſom hiſt og her blev brudt
af en Hengebirks fine og yndefulde Linier og friffere
Grønne, ſtod varm og blod mod Horizonten; Violinerne
klang allerede, og de unge Knoſe begyndte at drage de
undſeelige, halvt modſtrebende unge Piger hen til
Dandſepladſrn.

Da Gudbrand Lian vifte fig i fin fremmede Uni:
form, vendte Alles Blikke fig mod ham. Muſikken ſtand⸗
fede, Knoſene flokkedes om ham, og Kvinder og Born
pegede paa ham og ſagde: „det er ham, der har været
i Amerika.“ Gubdbrand havde holdt ſig hjemme den
meſte Tid, ſiden han kom tilbage, undtagen - om Son⸗
dagen, naar han ſedvanlig gik i Kirke med ſin Fader.
Dette var forſte Gang, han var taget ud, og derfor
forſte Gang, Folk hapde Leilighed til at tale med ham;
men jævn og ligefrem, ſom han var, havde han ikke
ventet, at hans Nerverelſe ſtulde væffe faa megen Op⸗

5) Stev er en improviſeret Vexelſang; at ſynge Stev har
fra gammel Tid været en ydet ſelſkabelig Underholdning
i Norge.

544 Den norſke Emigrant.

ſigt. Forſt bad han de unge Karle at gane tilbage til
deres Dands, men han fandt fnart, at det var forgje—
ves, thi naar den amerikanſke Feber tager fat paa Folk,
viger den ikke Pladſen for Noget, ikke engang for Dandſe—
feberen; og det Verſte ved den er, at den er faa ſmit—
ſom. Da derfor Gudbrand ſaage, at der Intet hjalp,
kaſtede han en Solpdaler til Spillemanden og vinkede
til ham, at han ſtulde ſpille op til en Springdands.
Han folte atter det norſte Blod i ſine Aarer, banede ſig
pludſelig Vei gjennem Mængden, greb en af de rod—
mende Piger ved Haanden og begyndte ſom i gamle
Dage paa den lyſtige Dands. Da de unge Knoſe faae
ham, tilraabte de ham lydeligt Bifald, ſprang over, hvor
Pigerne ſtode, og med den amerikanſte Capitain ſom
Anforer bevægede de fig ſnart i en lang Rekke om
Ilden, flaaende Takt med Hele og Arme til Dandſe—
muſikken. Pigerne undrede ſig over, at Gudbrand efter
fan mange Aars Fraverelſe dandſede faa godt, og mange
ſendte misundelige Blikke hen til den lyshaarede Pige,
han dandſede med. Forende hende ved Haanden, ſnart
nogle Skridt foran hende, ſnart ved hendes Side, ſvang
han hende rundt, faa hendes loſt flagrende Haar feiede
hen over hans Anſigt; derpaa ſtod han pludſelig ſtille
ſom naglet til Jorden, lagde begge Armene om Pigens
Liv, medens hun hvilede fine Hænder paa hans Skuldre;
ſaa ſnurrede han hende rundt ſom en Top, og Skovene
gjenlode vidt og bredt af Mengdens Beundringsraab.

Den norſke Emigrant. 545

Forſt da Spillemanden begyndte at blive træt og
Ilden at blive ſovnig, begyndte Dandſerne at tenke
pan Hvile; da fatte de fig, alle Unge og Gamle i en
Kreds omkring Ilden, ſom ſnart begyndte at brende op
igjen, og Alle ſom En raabte til „Amerikaneren“, at
han ſtulde fortælle dem en Hiſtorie. Gudbrand ſaae,
der var ingen anden Udvei; han tog fig en Drik af
Olkruſet, ſom gik rundt, ſatte ſig ned hos en Flok unge
Piger og begyndte:

„Jeg flal fortælle Eder en Hiſtorie, men den bliver
meget kort.“

„Om Amerika, om Amerika,“ raabte Stemmerne
omkring ham.

„Godt, altſaa om Amerika! Der var engang en
Dreng, ſom tilfeldigviis var fodt i en mork og fnæver
Boigdedal, hvor Solen ſtod ſilde op og gik tidlig ned.
Rundt omkring fig ſage han Snee og hoie Bjerge, og
Intet uden Snee og Bjerge. Da Drengen voxede til
og ſage Solen ſtaae op og gage ned, begyndte han at
ſporge ſig, hvorfra den kom, hvor den ſtod op, og hvor
den gik hen, naar Natten havde ſtjult den for hans
Blik; og han begyndte da at tenke, at der maatte være
meget ſmukt der bag Bjergene, hvor Solen gik til Hvile
i de lange, morke Vintre. Og ſom Drengen voxede,
voxede hans Lengſel, indtil han fandt, at det var morkt
og koldt i Dalen, hvor han var født, og tilſidſt kunde
han neppe røre fig eller trekke Veiret der. Saa ſagde

546 Den norſke Emigrant.

han til de Andre i Dalen, hvor koldt og fnævert han
ſyntes det var. Men de loe kun af ham og fandt ham
beſynderlig. Saa begyndte Drengen at hade Bjergene,
ſom udelukkede Solen; han hadede Fyrren, ſom ſaae
faa mørt paa ham, og tilſidſt hadede han endogſaa Fol—
kene, forbi de lobe af ham. Saa flete det en Dag —
det var tidligt om Foraaret — at der kom en Briſe fra
Soen, ſom fang om hans Lengſel, og denne Briſe tog
ham med ſig. Og da han kom paa Soden, havde han
rigtignok Lys nok, og det Holdt han af, faa længe
det var nyt. Men han var en underlig Fyr, ſaa
Folk i Dalen havde maaſtee Ret i, hvad de havpde ſagt
om ham. Han havpde ikke flænge været paa Søen og
ſeet Solen ſynke i Vandet, for han begyndte at undre
fig over, hvad der var pax den anden Side Havet.
Saa kom Drengen til et Land, hvor Siet kunde flue
vidt, og Tankerne ſtrekke fig langt og tumle fig ligeſom
Sovinden. Da trak Drengen Veiret langt og dybt, ſom
om han ikke for havde vidſt, hvad det var at trekke
Veiret. Og han var lykkeligere end nogenſinde og be—
ſluttede at leve og dee i bette nye Land, hvorhen hans
Længfel havde baaret ham. Men det var ſandt, at
han var en underlig Dreng. Da derfor et Aar var
gaaet, begyndte han at blive træt af Afſtanden, og hans
Tanke længtes efter noget Bedre.

En Aften, da han ſad pan en Hoi og faae Solen
gage blodred ned i det nye Land, kunde han ikke længer

Den norjte Emigrant. 547

ſtyre fin Lengſel, og han begyndte at undre fig over,
hvad der kunde være paa den anden Side Solen. Og
ſom han ſad der i Tanker, horte han Lyden af hundrede
Trompeter, Lyden af Heſtenes Hovſlag og Menneſters
vilde Raab. Det var Nordſtaternes Her, — Frihedens
Her. Og for Trompeternes Ekko var hendoet, ſtyrtede
han ned ad Bjergſiden og fulgte Strømmen. Her, tenkte
han, gaager maaſtee Veien til Landet hinſides Solen.

Aarene gik, og der blev Fred igjen. Hans Lengſel
var ſtillet, hans Epner havde fundet: deres Virkekreds,
og han følte, at han var bleven Mand. Men for han
begyndte det nye Liv, ſom nu laa for ham, ſyntes han,
at han endnu engang vilde fee den Bygd, hvor han
var fodt, og han onſtede at fortælle dem, der ligeſom
han ſelv havde Lengſel efter at fee over Bjergene, om
det ſtore og ſmukke Land, hvorhen hans Lengſel havde
baaret ham.“

Da Gudbrand var ferdig, var der længe tauſt om⸗
kring Ilden. Mange Blikke ſtirrede dremmende ind i
den hendsende Flamme; kun nogle raftløfe Mander ſprang
op og ſaae trodſig mod Bjergtoppene, ſom for at maale
Styrke med Afſtanden. Og mange vare de Tanker, ſom
halvt hjelpelsſe den Nat loftede Vingerne mod det ſtore
Land hinſides Havet.

En Aften ſeent paa Efteraaret var en ſtor Mængde
Mond og Kvinder forſamlede nede. paa Strandbredden.
Maaneſtinnet var blidt og dempet, og Luften ſyntes

35

548 Den norſke Emigraut.

opfyldt af Dromme. Hoie, ſteile Bjerge hævede fig
hoitideligt op over Vandet, med Toppene hyllede i en
uigjennemtrengelig Taage. Ved den pderſte Ende af
en Bro, ſom gik langt ud i Fjorden, lage ſex ſtore Baade,
ladede med Kasſer, Kiſter og Kufferter. Bolgernes mono-
tone Pladſten mod Broens Bjelker blev kun nu og da
afbrudt af Suk og af Klager. De fleſte af Udvan⸗
drerne — der var tredive eller fyrretyve Mænd, Kvinder
og Born — vare allerede i Baadene, og Rorkarlene
fab paa deres Plads. En hoi, ung Mand med lyſt
Haar og Skjeg tøvede endnu paa Broen, ſom om han
ikke havde Hjerte til at drage fin Haand fra en gammel
Mands, ſom neſten krampagtig klyngede fig til ham.

„Fader,“ ſagde den unge Mand, med Varme i
Stemme og Blik, „om Du nogenſinde fulde — tenke
anderledes — og komme ...“

Aslak ryſtede paa Hovedet og feſtede fit Blik paa
Sonnen, ſom om han onſtede at indſuge hans Billed.
„Aldrig,“ mumlede han, „aldrig“.

En Baad ſtodte fra Broen og gled langſomt ud i
Fjorden, derpaa en anden, og endnu en; nu var der
kun en eneſte tilbage.

„Farvel, Fader!“ og Stemmen ſpigtede ham.

„Gud velſigne Dig, min Son,“ hviſtede den gamle
Mand, „Gud velſigne Dig.“

Det var langt over Midnat; dog ſaae man endnu
gamle Aslak Lian paa det Sted, hvor hans Son havde

Den norſke Emigrant. 549

forladt ham, ſtirrende ud over Fjorden, hvor han havde
feet Baadene forſvinde i det Fjerne. Morgenſolen ſtod
op. Joklens Toppe funklede lig hundrede Kryſtaltaarne,
og Sofuglene floi ſteiende hen over den klippefulde
Kyſt; endnu ſtod den gamle Mand og ſtirrede ud i det
Fjerne.

35 *

j ͤ „„A ĩðĩ?V?łĩĩ ͤe— — ———

550

Mladame Vosenham.

En Theaterhiſtorie
af
Hector Berlioz.

For nogle Aar ſiden „beſtilte“ Hr. Duponchel en
Femakts⸗Opera hos en vis franſt Componiſt, hvis Navn
jeg ikke vil nævne. Medens man var beſtjeftiget med
de ſidſte Prover, fad jeg i min Kakkelovnskrog og ud⸗
malede mig den ulykkelige Kunſtners Kvaler i dette
Oieblik, de utallige Lidelſer, ſom under flige Omſteen⸗
digheder Ingen kan undgaage i Paris — hverfen
den Store eller den Lille, den Taalmodige eller den
Irritable, den Beſkedne eller den Hovmodige, Tydſteren
eller Franſtmanden, ja neppe engang Italieneren. Jeg
foreſtillede mig den gyſelige Langſomhed ved Indſtude⸗
ringen, hvor alle Menneſker ſpilde Tiden med Vrovl,
ſtjondt hver Time, der gaaer tabt, kan foranledige Styk⸗

Madame Roſenhain. 551

kets Fald; jeg tenkte mig Tenorens og Primadon⸗
naens Vittigheder, ſom den fortvivlede Componiſt er
forpligtet til at lee ad af fuld Hals, ſtjondt med Dø-
den i Hjertet. Jeg horte i Tankerne Dirigenten
iretteſette ham i den meſt overlegne Tone — jeg ſaae
den ſtakkels Slave blive afvexlende rod og bleg over
hans Despots, Dirigentens, forrykte Bemeerkninger om
Muſik og Muſikere, og over hans forbauſende Theorier
om Melodi, Nytme, Stil og Inſtrumentering, i hvilke
han behandlede de ſtore Meſtre ſom Idioter, og Idio—
terne ſom ſtore Meſtre. Saa melder man, at Mezzo—
Sopranen har taget fin Afſted, og at Basſen er bleven
ſyg; man foreſlager at ſette en Debutant iſtedet og at
lade en Choriſt indſtudere Hovedrollen, og Componiſten,
der er tilmode, ſom om han ſtulde kvoeles, maa natur-
ligviis finde fig i Alting. O, hvor godt har de det
dog ikke, ſom ſidde i deres lune Stue i Uvirkſomhed og
høre paa Haglen og Regnen og Bloeſten, ſom piber
gjennem Skovene, og tenke paa det ſlemme Føre og den
uſikkre Is og den nagende Sult og Nattens uhyggelige
Enſomhed; hvor gotte de ſig ikke ved Stormens fjerne
Bruſen og lukke ſaligt Oinene ſom en Kat i Kalkkelovns⸗
krogen, idet de gjentage Heinrich Heines uopfyldte Bon:
„O, min Gud! Du veed, at jeg har et godt Hjerte, at
min Folelſe er dyb og levende, at jeg er fuld af Sym-
pathi og Medlidenhed med Andres Smerte; ver da faa
naadig at give min Neſte mine Lidelſer at bære. Jeg
ſtal da pusle om ham med en ſaadan Omhu og viſe

552 Madame Roſenhain.

mig faa virkſom og opfindſom i min Medlidenhed, at
han ſtal velſigne din Haand, Herre, idet der ſtjenkes
ham al denne Troſt og Lindring!“ Som jeg ſad der
fordybet i disſe Betragtninger, bankede det ſagte paa
Doren. Min Kammertjener var juſt reiſt i en Misſion
til et fremmed Hof; jeg ſpurgte mig derfor ſelv, om jeg
var viſibel, og da Svaret fon bekreftende, raabte jeg:
kom ind!

En Dame traadte ind i Stuen, elegant kledt, men
ikke overdrevent ung. Jeg fane ſtrax ved forſte Oiekaſt,
at jeg havde en Kunſtnerinde for mig. „Min Herre,
ſagde hun til mig, De har nylig dirigeret en ſtor Con—
cert i Verſailles, og lige til den ſidſte Dag hapde jeg
haabet, at jeg ſtulde have medvirket .. .; dog, ſteet
er fleet.“ — „Madame, afbrød jeg hende, Programmet
var lagt af Muſikforeningens Beſtyrelſe, fan jeg har
ingen Skyld i denne Sag. Desuden vare Madame
Dorus⸗Gras og Madame Widemann .. — „O ja,
disſe Damer have ſikkert ikke ladet fig: merke med No—
get, men det er dog ikke deſtomindre ganſte viſt, at de
have været heiligt misfornoiede.“ — „Hvorover, tor
jeg ſporge“ — „Over at jeg ikke var engageret.“ — „Ah,
ſaaledes! troer De virkelig?“ — „Ja, jeg veed det.
Men lad os nu ikke ſtrides om den Ting. Jeg kom⸗
mer for at bede Dem have den Godhed at anbefale
mig til de Herrer Roqueplan og Duponchel; det er min
Henſigt at gaae til Operaen. Min Virkſomhed har
været knyttet til Théatre-Italien lige indtil den ſidſte

Madame Rofenhain. 553

Saifon, og jeg kan ſikkert tilffrive mig Wren for det
ſjeldne Held, ſom Hr. Vatel har havt i al denne Tid;
men ... ſiden Februarrevolutionen .. De vil
forſtage, aten ſaadan Skueplads ikke længer convenerer mig.“
— „De har viſt gode Grunde til at være ſtreng i Valget
af Deres Medſpillende; derſom jeg imidlertid turde
yttre en Mening ... —“ „Det nytter ikke! min Beſlutning
er fattet, uigjenkaldeligt fattet; det er mig ganſke umu⸗
ligt at blive længere ved Théatre-Italien. Alt der er
mit bedre Jeg imod i allerhøiejte Grad, Kunſtnerne ſaa—
velſom Publikum, baade det, ſom kommer der, og det,
ſom ikke kommer der; og ſtjondt Operaens nuværende
Forhold ikke ere ſynderlig brillante, vil jeg dog være
ret tilfreds med en Anſettelſe der, fan meget mere ſom
min Son og mine to Dottre ere blevne engagerede der
forrige Saiſon pan ret favorable Vilkaar. Med Henſyn
til Honoraret ſkal jeg ikke gjøre Vanſteligheder.“ — „De
ſynes ikke at kjende Forholdene ved Operaen, min Frue!
De Herrer Direkteurer lægge kun ringe Vægt paa An⸗
befalinger, i Scerdeleshed paa mine. Dog tor jeg maaſtee
ſporge Dem, hvad Slags Stemme De har?“ — „Jeg
ſynger ikke.“ — „Saa? ja da vil min Stemme have
endnu mindre at betyde, naar det gielder Dandſen.“ —
„Jeg dandſer ikke.“ — „Ja ſaa! Det er altſaa kun
blandt Figurantinderne, De onſter en Plads!“ — „Jeg
figurerer ikke. De tager ganſke meerkverdigt feil af mig.
Jeg er (bette ſagde hun med et lidt ironiſt Smil) Ma⸗
dame Roſenhain.“ — „J Familie med Pianiſten?“

554 Madame Roſenhain.

— „Nei, men Damerne Perſiani, Griſi, Alboni, og de
Herrer Mario og Tamburini mage have omtalt mig
for Dem, thi jeg har i fer Aar havt megen Andeel i
deres Triumfer. Jeg havde et Oieblik den Tanke at
gage til London for at give Underviisning, da man,
efter hvad jeg hører, ſkal være temmelig langt tilbage
derovre. Men — jeg gjentager det — den Omſteen⸗
dighed, at mine Born ere ved Operaen ... ., frem—
deles den ſtore Skueplads, ſom der aabner fig for min
Grgjerrighed. ..“ — „Undſtyld min Mangel paa
Skarpſindighed, Frue; men vilde De ilfe være faa god
at ſige mig, hvad Slags Talent, De beſidder?“ —
„Min Herre, jeg er en Kunſtnerinde, ſom har indbragt
Hr. Vatel flere Penge end ſelve Rubini, og jeg ſmig⸗
rer mig med det Haab, ogſaa at kunne ophjælpe Ope⸗
raen. Jeg er Blomſterkaſterinde.“ — „Ah ſaaledes!
De er anſat i Begeiſtringsfaget!“ — „Ja netop! Denne
Green af den muſikalſke Kunſt har neppe endnu begyndt
ut ſette Blomſt. Forhen var det Damerne af Beau—
Monden, ſom gave ſig af dermed — gratis, eller ial—
fald ſaa godt ſom gratis. De huſter jo nok Liszt's
Concerter og Duprez's Debuter. Hvilken Blomſterregn!
hvilken Applaus! Man ſaae unge Damer, ja felv gifte
Koner blive begeiſtrede uden allermindſte Undſeelſe; en⸗
kelte af dem compromitterede ſig endog ganſte alvorligt,
og det mere end een Gang. Men hvilket Spektakel!
hvilken Uorden! og hvormange deilige Blomſter gik der
ikke tilſpilde! Det gjorde mig virkelig ondt. Men nu,

Madame Roſenhain. 555

nu blander Publikum ſig ikke mere deri, takket være
Himmelen og Kunſtnerne! Nu har man ordnet Bifaldet
efter mit Syſtem, og det er rigtignok noget heelt Andet.
Under den forrige Operadirection var vor Kunſt nærveb
at gage tilgrunde eller idetmindſte at udarte. Man be—
troede Begeiſtringen til fire unge, uerfarne Dandſerin—
der, ſom ovenikjobet vare perſonligt kjendte af alle Abon—
nenterne; disſe Born, der vare ganſte uovede, ſom vi
jo Alleſammen ere i den Alder, fatte fig beſtandigt paa
de ſamme Steder i Salen og kaſtede altid i ſamme
Dieblik de ſamme Buketter paa den ſamme Sangerinde;
det gik endog ſaa vidt, at man tilſidſt begyndte at gjore
Nar af dem. Men efter min Anviisning er alt dette
nu reformeret ved mine Dottre, og jeg troer nok, at
Direktionen i det Hele har befundet ſig vel derved.“ —
„Er Deres Hr. Son ogſaa i Blomſterfaget.“ — „Nei!
min Son vekker Begeiſtring paa en ganſte anden Maade:
han har en udmerket Stemme,” — „Saas? hvor er det
da muligt, at hans Navn er mig ganſte ubekjendt?“ —
„Han er aldrig paa Pla katen.“ — „Og dog ſynger
han?“ — „Nei, min Herre, han raaber.“ — „Naa ja,
det maatte jeg jo troe!“ — „Ja, han raaber; og det
er ofte: under de allervanſt eligſte Omſtendigheder lykke⸗
des hans mageloſe Stemme at rive de meſt halsſtar⸗
rige Masſer med fig; min Son er anſat ved „Frem
kaldelſen“ — naturligviis naar Publikum ſidder ſtivt og
koldt „og ikke onffer Nogetſomhelſt da-capo. De ind
ſeer, at det ingenlunde er nogen magelig Stilling, han

556 Madame Roſenhain.

har, og at han nok kan fortjene ſit Honorar. Det traf
fig fa: heldigt, da han debuterede i Théatre-Frangais,
at der var en ſtor tragiſt Skueſpillerinde, hvis Navn
begyndte med en ganſte udmeerrket Stavelſe: Stavelſen
Ra! Tænk Dem engang Alt, hvad der dog kan gjeres
ud af dette Ra! Jeg blev virkelig alvorligt bekymret for
min Sons Succes i Operaen, da jeg horte, at den
berømte Sangerinde, hvis uforlignelige O rungede faa
herligt gjennem Salen trods de fem plumpe Conſonan⸗
ter, der omgav det, havde taget fin Affked; men til al
Lykke optraadte der netop ſamtidigt en ny Primadonna,
hvis endnu fordelagtigere Stavelſe, nemlig Stavelſen
Ma, bragte min Son med eet Slag paa Beremmelſens
Toppunkt. — Nu er De med, ikke fandt?” — „Fuld⸗
ſtendigt, Frue, og jeg ſiger Dem reentud, at De i De—
res Talent har den bedſte Anbefaling, De kan fane, og
at Operadirectionen uden Tvivl vil gribe til med begge
Hænder. Men De maa praeſentere Dem fnareft mu-
ligt; thi man ſoger juſt for Sieblikket Folk af Deres
Fag, da man er ifærd med at lilveiebringe en ſtorartet
Enthouſiasme for en vis tredie Akt, ſom man levende
interesſerer ſig for.“ — „Jeg takker Dem, Farvel!
jeg iler bieblikkelig til Operaen!” Kunſtnerinden forſpandt,
og jeg har. ikke hørt Noget fra hende ſiden; men jeg
har faaet flanende Beviſer pan hendes. Methodes For⸗
treffelighed og er vis paa, at hendes Engagement ved
Operaen er til begge Parters Tilfredshed. Ved den
forſte Opforelſe af det nye Stykke, ſom Duponchel havde

Madame Roſenhain. 557

beſtilt, faldt der en ſand Skylregn af Blomſter efter
tredie Akt, og man kunde tydeligt merke, at den kom
fra en øvet Haand. Men desveere formaagede de ſtjonne
Blomſter ikke at redde Stykket fra at doe ligeſaa hur
tigt ſom de ſelv.

558 ”

Literatur og Munst.

een Ir Spielhagen
pan Danſt ſeneſt overſatte Roman, er i det Hele taget en
Bog, der vil læfeg med megen Juteresſe. Den er ſom „Ham⸗
mer og Ambolt“ og „Problematiſke Naturer“ en ſocial Ro⸗
man, i hvilken Forfatteren med ſtor Varme fører mange af
Tidens vigtigſte Spørgsmaal 1 Ilden og digteriſe gjenſpeiler
den urolige, higende og ſpgende Gjæring, der i Grunden
charakteriſerer alle de igvrigt faa forſkjellige Aar ſiden 89.
Fortællingens Handling ſpiller i 1848, men der kunde meget
godt iſtedetfor 48 ſœttes 75, og Bogens Hovedperſoner, færlig
den varmt bevægede, men uklare Bernhard Münzer, har
ſikkert Hundreder og atter Hundreder aandelige Nerbeſlegtede
i vore Dage. At alt Sligt forøger Bogens Interesſe, er
naturligt. Men igvrigt har dens Figurer i det Hele taget
og paa alle Omraader faa megen menneſkelig Sandhed og
Livskraft, det Hele er gjennemgaagende faa godt fortalt, og
dens Handling — paa enkelte vel romanagtige Üdſkeielſer nær
— komponeret faa talentfuldt, at man ogſaa uden det fociale
Element maatte finde den i hai Grad underholdende. Det
er et volumineuſt Arbeide, men ſelv de, der egentlig ikke ere
Romanleſere, ville ingenlunde. trettes af det; dertil er der
fan at ſige paa hver Side altfor meget, der fætter baade

Literatur og Kunſt. 559

Phantafi og Reflexion i Bevegelſe, og dertil er Forfatteren
ogſaa altfor meget Digter.

— „Ved Søen og i Skoven“ er Titlen paa en ſmuk lille
Bog af Sophus Bauditz. Den er talentfuldt ſkrevet og
interesſerer ikke blot ved fit Indhold, men ogfaa ved de
Fremtidslgfter, den indeholder. Hos dem, der glæde fig over
danſt Literatur, kan der ikke være Tvivl om, at den for
Eftertiden har en Forfatter mere, ſom er iſtand til at levere
noget Godt og Fortrinligt. Enkelte Übehendigheder fra⸗
regnet, f. Ex. den Maade, hvorpaa den gamle Sgmand for⸗
maaes til at fortælle fin Hiſtorie pag. 17, og den for hyp⸗
pige Gjentagelſe af Ordet „paa Forhaand“ i den ſamme
Fortælling, har Forfatteren en livlig, tiltalende og farvefuld
Stil, og Bogen behøvede ikke engang at hedde „Ved Søen
og i Skoven“ for at godtgjore, at han, hvor ung han end
er, har levet i et inderligt og fortroligt Samliv med Na⸗
turen, der netop er en af de Kilder, hvorfra Poeten henter
fine Inſpirationer. At han ogſaa har et aabent og ſkarpt
Blik for Menneſtelivet, er ligeſaa tydeligt, men naar de Skil⸗
dringer, han henter derfra, endnu ikke er ligeſaa , fuldendte
ſom hans Naturfſkildringer, fan er det ikke Noget, man har
Grund til at bebreide Den, der endnu kun har ſeet lidt af
Livet og ſkal forſt til at gjøre ſine Erfaringer. At han
derfor ogſaa i Bogens Titel har lagt Accenten paa Naturen,
er kun et yderligere Bevis pan, at ogſaa han ſelv forſtaaer,
hvad der endnu er hans egentlige Omraade.

— Af Frankrigs unge, feterede og i Virkeligheden ogſaa
rigt begavede Forfatter, Guſtave Droz har Hr. Richard
Kaufmann under Titlen „Under fire Dine“ overſat en
indtagende Samling Smaaſkizzer. Maanedſtriftets Læfere
ere allerede blevne bekjendt med et Par Stykker af dem,
„Omeletten“ og „Venedig“, og det kan neppe feile, at man
af disſe Prøver har fanet Lyſt til at fee noget mere af Droz.

560 Literatur og Kunſt.

Navnlig vil man viſtnok mindes „Omeletten“ ſom et over—
ordentlig ſtemningsfuldt og tiltalende lille Meſterveerk. J
adſtillige af de overſatte Stykker er det netop denne inderlige
Klang i Fortellemaaden, denne dybe og varme Forſtagelſe af
ſelv de zarteſte Rorelſer i Menneſkehjertet, der giver Forfatte—
rens Smaabilleder deres eiendommelige Hude. J andre ſlutter
fig dertil eu friſt og fund Humor, Hvis ſatiriſke Pile ramme
ganſke fortræffeligt, men hvor Forfatteren dog ſelv bag de
meſt vittige og tilſpidſede Angreb ſtaager elfiværdig og ſmi—
lende, faa man alligevel paa en vis Maade kommer til at
holde af de Figurer, han ſtiller blot. Han har, ved Siden
af Formens Lethed og Elegance, ſin Styrke i gjennem faa
Ord at tegne Skikkelſer, ſom blive lyslevende for Leſerne,
og det er fuldkommen vigtigt, naar Overſetteren gjennem
den for Bogen valgte Titel har antydet, at man gjennem
Loœsningen af disſe Skizzer fkulde fane Indtrykket af en for⸗
trolig Samtale med gode Veuner.

— Af den i Frankrig meget populære Forfatter Jules
Verne er der for nylig udkommet en danſt Overſettelſe
under Titlen „Rundt om Jorden i 80 Dage“, en Bog,
der har det behagelige Fortrin at være ualmindelig morſom.
Det er en rolig, flegmatiſk engelſt Gentleman, Mr. Phileas
Fogg, der vedder med fine Venner i Klubben om at fore—
tage, ſaaledes ſom Communicationsmidlerne nu ere, en Reiſe
om Jorden i 80 Dage. Den anſeelige Sum af tyve tuſind
Bund, ſom han vil riſikere paa dette Veddemaal, holdes af
de øvrige Gentlemen, og Mr. Fogg giver fig paa Bei for
at realiſere Reiſen, ledſaget af ſin Tjener Pasſepartout, en
Franſkmand, der naturligvis ifølge fin Nedſtamning fra den
anden Side Kanalen er lige Modſetningen af fin Herre.
Begge disſe to Figurer ere af Forfatteren tegnede med et
viſt Dickenſk Lune, og dette bidrager felvfølgelig meget til at
gjøre Bogen underholdende; men fin veſentlige Interesſe har

Literatur og Kunſt. 561

den dog i ſelve Udforelſen af Reiſen og ſerlig i Fortællingen
om alle de Gjenvordigheder, ſom mode den uforferdede
Englænder. Han fuldfører ganſke viſt fin Reiſe i den beſtemte
Tid, men uden Vanſkelighed er det rigtignok ikke. Hindringer
af enhver Art optaarne fig paa hans Bei, og til Overflod
begaaer den mindre beſindige Franſkmand alle Slags gale
Streger, der bryde ned Alt, hvad Mr. Foggs urokkelige
Koldblodighed har bygget op. Og da han endelig, efterat
have været i Colliſion med Hinduerne om en Enke, ſom de
ville brænde og han befrie, efterat have været ftævnet for
Retten i Calcutta og idømt Straf for Helligbrode, efterat
have maattet lade fig transportere paa Elefantryggen, da
Jernbanen var afbrudt, efterat have maattet opføge fin Tjener
mellem japaueſiſke Gjoglere i den ſtore Batulcars Trup, efterat
have udſtaaet et Overfald af Indianere paa Pacifikbanen og
ſeilet med Jisyacht over Land, efterat have feet fig ugdſaget
til at brænde det Skib, hvorpaa han ſeiler, for at nage til
Liverpool i rette Tid og efterat have udſtaaet en Mængde
andre Gjenvordigheder — da han endelig efter Alt det fætter
Foden paa engelſk Grund igjen og er lige ved "ut vinde fit
Veddemaal, ſtandſes han „i Lovens Navn” af en ligeſaa
ufortrͤden Opdagelſesbetjent, der har fulgt ham Jorden
rundt og uu arreſterer ham ſom formodet Banktyv Alt
ſynes tabt, men Sagerne tage uventet en heldig Vending.
Dog, hvorledes Mr. Fogg til allerfidſt og trods Alt vinder fit
Veddemaal og en Kone oven i Kjobet, ville vi overlade Lœ⸗
ſerne at fee af den morſomme Bog ſelv. Til Underretning
for de Tvivlende fkulle vi kun tilfgie, at en ſaadan Reiſe om
Jorden i 80 Dage — hvad jo ogſaa Mr. Fogg viſer —
virkelig er mulig, ja at der endogſaa er dem, ſom paaſtaae,
at den kaun gjøres pan 70, naar man ikke, ſom Mr. Fogg,
lægger Veien over Indien.

— Endelig vil et ftørre Udvalg af Byrons Arbeider

562 Literatur og Kunſt.

komme til at foreligge ban Danfi i en Overſcttelſe, der om
den end kan have Mangler, alligevel i veſentlige Henſeender
tilfredsſtiller de Krav, ſom kan ſtilles. Det er Hr. Edvard
Lembcke, der har endt fine Overſettelſer af Shakſpeare og
nu vender fig til den anden af Englands ftørfte Digtere.
Han vil pan Danfi overføre dramatiſke Digte af Byron
(Sardanapal, Manfred, Kain og Marino Falieri) ſamt epiſte
Digte (Bruden fra Abydos, Corſaren, Ejaouren, Corinths
Beleiring, Fangen pan Chillon og Øen). Det er jo altid
en hel Del, og man kan ſelvpfolgelig ikke Andet end være
Hr. Lembcke taknemmelig for, at han overhovedet paatager
fig Noget af dette vanſkelige Arbeide. Men vi mage dog
beklage, at han ikke har turdet gage videre, og at adſtillige af
Byrons ypperſte Verker, navnlig Don Juan, ikke findes
mellem det Udvalg, han vil overſette. Vi ville haabe, at
det, der nu udgives, maa vinde fan ſtor Paaſtjgnunelſe Hog
Leſeverdenen, at han derved lader fig bevæge til at gage ud
over fin oprindelige Beſtemmelſe. Af Overſeettelſen foreligger
allerede Sardanapal, Manfred og Kain. Den har, ſom ſagt,
Mangler, og har navnlig paa forſtjellige Steder upaatvivlelig
tabt noget af den Byronſke Dictions Kraft og Flugt, ligeſom
ogſaa ſelve Formningen af Verſet af og til er lidt tung;
meu naar man feer dette, maa man ſamtidig huſke paa, at
Byron hører til de Digtere, ſom allervanſkeligſt lade fig
giengive i et fremmed Sprog, og være glad ved, at de, der
ikke kunne gage til Originalen, her faae Leilighed til at Fjende
disſe Meſterverker gjennem en Overſettelſe, ſom dog pan
ingen Maade udviſker det mægtige Indtryk af dem.

992

sd

J. S. Welhaven.

— ==
— 1 — — —

,

n

Ynlen.
15

Theodor Schorn.

Velkommen, deilige Feſt, paany
Med al den Glæde, du bringer,
Din Lovfang fra den lyſende Sky,
Din Suſen af Englevinger!

Du bærer Budſtab til Land og By,
Som født og livpſaligt klinger.

Ja, glæd dig, Jord! Din Frelſer er fod,
Han elſted over al Maade;

For Dig forlod han Faderens Stkjod,
Med Fred han kom og med Naade;
Hans mægtige Haand hver Lenke brod,
Han loſte Dig Livets Gaade!

56%

565

566

Julen.

Lad ham i Hjertet da fæfte Bo,

Vi' ham din Hu og din Tanke,

Klyng faſt Dig til ham i Bon og Tro,
Om Stammen ſno Dig ſom Ranke —
Da ſtal Du finde hos ham en Ro,
Som er uden Maal og Skranke.

Julehilsen.
Af
Jul. Chr. Gerſon.

Naar Juleklokken ringer om foie Tid til Feſt,

Og Julelys paa Bordene man tender,

Fra Hovedſtaden kommer til Dem en gammel Gjeſt
Med Hjertet fuldt, men kun med tomme Hender.

Det er en velſeet Husven, der var engang Dem ner,
Dem, Barn endnu, ſtjondt han i Aar var fremme,
Der faae Dem lee og græde og fengſlet fik Dem kjer,
Og ſom det Sete endnu ei kan glemme.

Han kommer for at leve og være hos Dem blot

En ſtakket Sum af korte Vinterdage,

At høre, hvad De ſiger af Kjerligt og af Godt

Og give Dem til Gjengjeld Lidt tilbage;

Han kommer for at glemme, Hvad helſt han glemme vil,
Den Livets Kamp, vi daglig her mage ſtride,

At høre Deres bløde og ſtemningsfulde Spil

Og dovne faa en Stund ved Deres Side.

568 Julehilſen.

Han kommer, for at bringe den Smule, han formager,
Det Lunets Liv, han ellers bærer ſtille,

At aabne for de Kilder, der, trods Sorger og trods Aar,
J Solſtin endnu muntert kunne ſpille;

Han kommer, for at være fig ſelv tilgavns igjen,

At bringe Klang i halvt forſtemte Strenge,

At lede Lys og Luftdrag i mangen Afkrog hen,

Hvor Taager lage og trykked altfor længe.

Saag tag da mob ham venlig og vær ham for en Stund,
De Dage, han hos Dem vil boe og bygge,

Hvad Kvinden helſt man være, men Faa dog ere kun,
En liflig Skat af Hjemlighed og Hygge!

Giv ham af hvad De gjemmer bag Hjertets Slaa i Skjul,
Af det, ſom Mol og Ruſt ei kan forteee,

Og tag fan mod det Onſte: Gud gjore Deres Jul
Saa ſmuk ſom nogen Juletid kan være !

2 r ͤ ꝓÜä—

Hummer et i min Klasse.

CS

*

Hun var meget flittig, faa flittig, at hun aldrig
fik Anmerkning eller Minus af nogen af Lærerne eller
Lererinderne, ja ſelv vor franſte Lærer, Hr. Folly, der
formelig gik paa Jagt efter at opdage vore Mangler, og
lagde Snarer i Form af vanſtelige, indviklede Sætninger
for os, felv han maatte roſe hende og ſtrev ſtadigt
zirlige Ugeer til hende i Protokollen. „Mademoiselle
Sofie Müller est træs appliquée,“ bemerkede han ofte
med et Smil, der vifte tvende Rekker prægtige, forlorne
Tender.

Hun var ogſaa Dux i vor Klasſe og holdt fig
urokkelig paa den Plads. Hun havde ved den maaned—
lige Sammentkelling altid en tyve til tredive Points
flere end Nummer to. Nummer to vexlede ofte; det
var en Plads, hvor der ſtadigt var Miniſterſtifte, der
var ikke færre end fire Candidater til den. Nummer to,
tre, fire og fem legede Hver Maaned „bytte Gaarde,“
og den Lykkelige, der vandt Sæbet ved Siden af Duxen,

570 Nummer et i min Klasſe.

kaſtede triumferende Blikke paa de tre andre Candidater,
hvoraf En, Chriſtine Poulſen, regelmesſigt udgjod Taarer,
naar hun ikke var den Heldige, hvorfor hun ogſaa i
Klasſen fik Navnet „Taareperſen.“

Forfatterinden af disſe Linier horte i lang Tid til
det yderſte Venſtre, feet fra Lærernes ophoiede Plans.
Mine Evner, ſaaledes lod Lærernes Dom, vare meget
gode, men min Opforſel var hoiſt dadelverdig. Mit
Ogenavn i Klasſen var „den rode Republikaner,“ fordi
jeg ſvermede for Republiken og engang i et Frikvarteer
havde holdt et begeiſtret Foredrag for mine Medelever
om det Fortjenſtfulde ved, at Landets Borgere regjerede
fig ſelv og ikke fode fig regjere af enkelte ofte hoiſt
uduelige Subjekter, Subjekter, der ſom Konger gif i
Arp til Folket gjennem hele Generationen, og jeg op—
fordrede alle i Sandhed frihedselſtende, danſke Kvinder,
(vi vare i en Alder af tretten—fjorten Aar), til at
afryſte Aaget, og hævde vor menneſteljge Selpſtendighed.

Vi begyndte denne Selvyſteendighedskamp med at
gjøre Oppoſition imod vor tydſke Lærer, idet jeg ſom
Ordforer erklerede, at det var en Uting at lere Tydſt,
da det danſte Folk blot kunde fole Had til Tydfferne,
og at tydſk Grammatik var en unedvendig Tortur, et
Aag, ſom man burde afryſte jo for jo heller.

Hr. Schneider, vor tydſte Lærer, en hoi, alvorlig
Mand, fane med Forbauſelſe pan mig: „Marie Schmidt,“
ſagde han langſomt og med megen Vægt paa hvert
Ord, „onſter viſt helſt ak afkaſte ethvert Aag og vil

Nummer et i min Klasſe. 571

viſt helſt have alle Sprog affkaffede. Deres Plads i
Klasſen“ (jeg var Nummer toogtyve af fireogtyve) „er
det bedſte Beviis for, at Aaget ikke tynger Dem ſeerdeles,
men da ſaadanne frie, ſelvſtendige Vttringer ikke pasſe
ſig hverken for en vordende Kvinde eller for en Elev i
et Pigeinſtitut, ſeer jeg mig nodſaget til at anmerke
Deres hoiſt upasſende Opforſel i Protokollen og bede
Inſpektricen at tale alvorligt med Dem. Og nu, Sophie
Müller, beder jeg Dem at ſige mig, hvilke Prepoſitioner,
der ſtyre Dativ.“

Jeg blusſede af Harme. Hr. Schneiders clasſiſte
Ro hapde aldeles knuſt mine efter min egen Mening
fan vel rettede Projektiler, og jeg folte mig ffamfuld
over ſaaledes at være flanet af Marken.

Inſpektricen, Fru Hammer, en ſjelden elſtveerdig
Perſonlighed, ſom i mine Dine var et Ideal af en
Kvinde, lod mig efter Timen falde ind i fit Verelſe,
og foreholdt mig det Upasſende og Ukvindelige i min
Opforſel.

„Men er det da ikke Sandhed, hvad jeg ſiger?“
udbrod jeg, „ſtager ikke Danmark fjendtlig ligeoverfor
Tydſtland,“ (den forſte ſlesvigſte Krig var lige endt)
„og bor vi da anſtrenge os for at lere et Sprog, ſom vi
kun kan hade, da det tales af vore Dodsfjender?“

„Ikke faa ſterke Udtryk, kjcere Marie,“ ſagde Fru
Hammer blidt; „vel ere Tydſterne for Oieblikket vore
Fjender, men Sproget bor vi derfor ikke hade, men vel
erindre, at det tydſte Sprog er en Kilde for os til

572 Nummer et i min Klasſe.

mangen Nydelſe. Tenk paa Tydſtlands ſtore Digtere,
tenk paa Goethe og Schiller! hvilket Savn vilde det ikke
være, naar man ikke kunde leſe disſe Digtere i Original—
ſproget.“

Denne ſidſte Yttring ſlog mig. Fra Barn af
havde jeg været megen hengiven til Lesning, og Schillers
deilige Tragedier havde mægtigt grebet min Phantaſi.

„Von Dig i det Hele af med denne Heftighed,
med denne Lidenſtabelighed, ſom gjor Dig til Uven
med alle dine Lærere, Lev mere i Virkeligheden end i
Phantaſien. Bliv flittigere, anvend de Evner, Du i
faa rigt Maul har faaet, pan en Dig verdigere Maade.
Hæv Dig fra din lavere Plads i Klasſen op blandt de
Overſte og viis mig, at jeg ikke har taget feil af Dig,
og at Du endnu vil bringe Skolen i Wre.“ Hun
boiede fig ned over mig og kysſede mig pan Panden.

Jeg blev forunderlig rort ved denne Omhed fra
hendes Side. Jeg var fan lidt vant til Kjeertegn, da
min Moder var dod ved min Fodſel, og min hele
revolutionaire Natur havde bortſtodt de kvindelige Veſener,
der tjente i min Faders Hus. Desuden, nu kan jeg
fan godt indſee det, var jeg ingenlunde ſmuk; lille og
ſpinkel af Vært ſaage jeg i en Alder af fjorten Aar
ud, ſom om jeg var kun tolv; mit Anſigt var meget
uregelmesſigt, min Teint mork, min Mund ſtor og altid
beredt til at opponere, mine Oine, der vare ret ſmukke,
ſage fig altid udfordrende om, kort, jeg man have fore⸗

' n

2

Nummer ct i min Klasſe. 573

kommet Enhver ſom en uforſtammet, heslig, nesviis,
lille Tingſt.

Fru Hammers Venlighed rorte mig, og greben af
en mig hidtil ukjendt Folelſe af Omhed, tog jeg hende
om Halſen og kysſede hende heftigt, idet jeg ſagde:
„Jeg ſtal være flittig, jeg ſkal arbeide og blive Nummer
to, thi Nummer et, det er en Umulighed.“

„Hvorfor en Umulighed? Intet er. umuligt, naar
man vil,“ ſagde Fru Hammer med et opmuntrende
Smil; „lad mig nu fee, Marie at Du holder Ord.
Jeg troer, Du kan, hvad Du vil.“

„Jeg kan, hvad jeg vil,“ tenkte jeg, „ja jeg ſkal
viſe det!“ — |

Fra denne Time blev jeg ſom forvandlet, Den
Slovhed og Ladhed, jeg havde udviiſt ligeoverfor mine
Skolediſcipliner, forſvandt. Jeg arbeidede til min Faders
ſtore Forbauſelſe, fra jeg kom hjem til ſeent ud paa
Aftenen, og han drillede mig med, at jeg viſt bar paa
den hemmelige Tanke i denne emanciperede Tid at ville
foregaae Kvinden med et godt Exempel og ſtudere Medicin
eller Jura. 3 .

„Ja,“ ſagde Fader en Aften, han ſad ved ſit
Skrivebord og læfte i nogle medicinſte Afhandlinger,
(han var Lege), og jeg ſtrev en tydſk Stil ved ſamme
Bord, „ja, Marie jeg bliver viſt hoiligt ſtuffet, thi
iſtedetfor at fane en flink, lille Husmoder, fager jeg
mig nok en Amanuenſis, og medieinſte Candidater er

574 Nummer et i min Klasſe.

der ſaamen Guds Velſignelſe af. Der er fnart flere
Læger end Patienter.“

Ved den næfte Sammentelling blev jeg Nummer
fem. Det var et godt Spring fra Nummer toogtypve,
men endnu var Rom ikke bygget. Tre meget ſamvittig—
hedsfulde Elever ſtulde jeg endnu kempe med, og ſaa
Umuligheden, Nummer et, Sophie Müller!

Denne Sophie Müller var en meget ſtille, bleg,
temmelig [vagt udſeende, blond Pige. Hun var hoi,
men temmelig fiin af Vært. Hun bar fit Hoved lidt
nedadboiet; det var, ſom om hun allerede boiede ſig for
Livets Storme, og Üdtrykket i hendes morke, blaae
„Oine var meget melankolſt og ſygeligt. Hun mindede
om en. Plante, der ſtod paa et Sted, hvor aldrig Solens
opvarmende Straaler naaede hen. Hun var meget inde⸗
ſluttet, talte kun lidet og ſjeldent om Andet, end
hvad der angik Skolen. Hendes Hjem omtalte hun
aldrig, kun engang kom hun tilfeldigt til at yttre, at
hendes Moder var meget ſvag og altid ſengeliggende.
Hendes Forældre vare, ſaaledes lod Skolerygtet, meget
uformuende, og hun havde flere Soſtende. Faderen var
Copiſt oppe i et af Miniſterierne. Det var ſmaat,
meget ſmaat for dem, det kunde man ſee paa hele
Sophies Garderobe, der vel var renlig, men vderſt.
tarvelig, ja faa tarvelig, at hun ofte var udſat for
ſpottende Bemeerkninger af enkelte rigere, hjerteloſe
Kammerater. Hun havde Friplads i Stolen, og Rygtet
ſagde, at ſelv det Linned og Broderi, hun ſyede, blev

Nummer et i min Klasſe. 575

foræret hende af Inſpektricen, da hendes Forældre ikke
hapde Raad til at give hende Noget. J Spiſekvarteret,
Klokken elleve, tog hun regelmesſigt to ſammenlagte
Stykker Rugbrod frem uden Paalceg og ſpiſte disſe
meget hurtigt. Havde ikke Sophies uhyre Flid været,
ſom uvilkaarligt indgjod hele Klasſen Reſpekt, vilde
hun ofte været udſat for Spotteri — Born ere faa lidet
fintfolende — men nu var det kun enkeltviſe Glimt af
Haan, ſom Sophie maatte lide under.

Hendes værfte Fjende var en meget ſmuk Pige,
Julie Fangel, Datter af en Grosſerer Fangel, der gik
for en hovedrig Mand. Naar Veiret var daarligt, kom
Julie kjorende til Skolen i lukket Wienervogn med
Kudſk nog Tjener, hvilket imponerede alle de øvrige
gagende Diſeiple. Selv Born boie fig for Mammon,
og Julie havde mange Veninder i Klasſen. Det var
et fordeelagtigt Bekjendtſkab, flere Baller og Selſtaber
om Vinteren, deilige Kjoretoure om Sommeren; der
blev formelig beilet til hendes Gunſt, og hun havde
en lille Hofſtat om fig. Enhver kan tenke fig, at jeg
ſom Republikaner ikke horte til hendes Suite; jeg oppo⸗
nerede tvertimod altid imod Guldets Magt, og hvor
jeg kunde, fod jeg Julie fole, at „Guld er kun Chimeere.“

Denne Julie var imidlertid ærgjerrig og meget
forfængelig. Det var hende ikke nok, at hun var den
rigeſte og ſmukkeſte Pige i Klasſen, men hun vilde ogſaa
gjerne være Nummer et. Hun var en af de tre
Overſte neeſtefter Sophie, og jeg er vis paa, at det

576 Nummer ct i min Klasſe.

var hende en ſand Hjerteſorg, at Sophies Plads var
en uindtagelig Fæftning. Men denne Faſtning blev
beſtudt pan mange Maader.

Engang erindrer jeg paa en regnfuld Efteraarsdag,
hvor Julie var kommen kjorende tel Skolen, kom Sophie
meget ſeent. Hun traadte aldeles gjennemvaad ind i
Klasſen, ifort en morkegraa ulden Kjole, der neſten var
bleven fort pan Nederdelen af Regn. Dengang havde
Julie erobret Nummer to og var altſaa Sophies Side⸗
mand. Jeg fab ligeoverfor, da det var i min revolu—
kionaire Periode, hvor jeg ikke vilde anſtrenge mig eller
bære paa noget Mag. Da Sophie kom ind og fatte
fig paa fin Plads, kom hendes vaade Kjole til at berore
Julies elegante, rode Cachemirskjole, og med et haanligt
Træf paa Skuldren tog Julie fin Kjole tilſide og ſagde:
„Det er virkelig ubehageligt, at man ſtal gade i en
Skole, hvor man udſetter fig for at fage fit Toi odelagt.“

Sophie blev blusſende rod. „Det regner fan
ſterkt,“ bemerkede hun.

„Ja viſt regner det, men har man ikke Raad til
at kjore, fan maa man dog, naar man gaaer i en
ordentlig Skole, have Raad til at have en Paraply
eller en Regnkappe,“ tilfoiede Julie, idet hun overmodigt
ryſtede fine prægtige, lyſebrue Lokker.

Sophie blev afvexlende rod og bleg. Jeg kom
hende til Undſetning. Vi havde Religion i den forſte
Time, og vor Lærer var endnu ikke kommen. Jeg bladede
i Bibelen og leſte hoit: „Hvo, der haver to Kjorkler,

Nummer et i min Klasſe. 577

han give til den, ſom Ingen haver, Hvo, der haver
Paraply og mange Penge, han kjobe en Paraply til
den, der Ingen haver.“ Der blev en almindelig Smilen
og Lutter. Nu kom Religionslereren. Julie tilkaſtede
mig et alt andet end venligt Blik, ſom jeg udholdt
med Heltemod.

Vi havde en Lærer i Danſk, Hr. Anderſen, der
fil et Preſtekald og ſkulde forlade Skolen ved Nytaar.
Da han var meget yndet af os Alle, paa Grund af at han
forſtod den vanſkelige Kunſt paa engang at behandle os ſom
Born og dog pan en Maade ſom tilvoxende Damer,
Noget en fjortenaars Pige fætter en utilborlig Priis paa,
beſluttede vi til Afſted at forære ham et Solöſtrivetoi,
maaſtee ſom Erindring om alle de daarlige Stile, han
havde rettet for os. Julie ſatte ſig ſtrax i Spidſen
for Indſamlingen og ſtrev fig overſt paa Liſten for ti
Daler. Ved ſaadanne Leiligheder var hun naturligviis
glimrende og blændede Alle. Jeg mindes godt, at jeg
for at ærgre hende ligeledes ſtrev mig for ti Daler,
hvilken Odſelhed flaffede mig Bebreidelſer af min Fader.
Da nu Julie kom med Liſten til Sophie, rodmede
denne og ſparede: „Jeg troer deſtopeerre ikke, jeg kan
give Noget; jeg“ — „Det tenkte jeg,“ afbrod Julie
hende med en haanlig Latter, derpaa vendte hun fig
om til fin forſte Hofdame og uadſtillelige Ledſagerinde,
Hanne Falk, en ſledſt, lille Øientjencrinde, der ſpiſte af
Wgyptens Kjodgryder og ikke tænfte paa Treldommen,
og ſagde faa hoit, at vi Alle kunde hore det: „Den

*

578 Nummer et i min Klasſe.

fattige Pjalt! Hun pasſede bedre for en Fattigſkole end

for en af Kjobenhavns bedſte Skoler.“

Sophie foer op, hendes fine Hoved hævede fig, og
ſeende Julie ſtift ind i Anſigtet, ſagde hun: „Julie Du
forglemmer Dig ſelv, Du er hjertelos!“

„Bedre hjertelos end pengelos!“ gjenſvarede Julie.

Det havde været en Scene for en Genremaler.
Det var i et Frikvarteer, og ingen Lererinde var tilſtede.
Omgiven af fin Hofſtat, (jeg ſtammer mig paa Menneſte—
hedens Vegne ved at ſige, at over Halvdelen af Klasſen
horte til den), i fin elegante Kledning og med fin
ſtraalende Skjonhed, thi hun var netop i Beſiddelſe af
denne uppige Skjonhed, der bedaarer ved forſte Blik,
ſtod Julie ſom et Billede paa jordiſt Magt, imedens
Sophie ſtod ligeoverfor hende, alene, i fin ſimple graa
Kjole. Det blonde, let kruſede Haar omgav hendes
Hoved ſom en Martyrglorie, Oinene ſtode fulde af
Taarer, de fine Leber fortrak ſig ſom i Smerte, en
Maler kunde have benyttet hende ſom Model til et
Billede paa den jordiſke Forſagelſe. De oprige Elever
og jeg ſade pan en Beenk og ordnede vort Sytoi til
den næfte Time.

Men ved Julies ſidſte Vttring „bedre hjertelos
end pengelos,“ ſprang jeg op og ilede hen og ſtillede
mig ved Siden af Sophie. „FJy Julie,“ udbrod jeg,
„Du mener ikke, hvad Du ſiger, og mener Du det,
faa beklager jeg Dig. Sophie behover ikke at bidrage
til Hr. Anderſens Skrivetoi, han vil nok erindre hende

Nummer et i min Klasſe. 579

alligevel, da hun ved fin Flid har ſkaffet ham mere
Glæde, end han vil have af vor Forcring.“

„Nei hor Taleren, Marie Schmidt!“ ſagde Julie
ſpottende; „hun prediker Moral, det pasſer godt for en
rod Republikaner.“

„Det pasſer altid for en Republikaner at antage
fig de Forurettedes Sag. Republiken er et Værn mod
Forurettelſer, og jeg vil ikke taale, at Du anmasſer
Dig Forrettigheder ligeoverfor Sophie, fordi din Fader
har forſtaaet at puge Penge ſammen. Penge er ikke
den ſtorſte Magt, Kundſtaber er en langt ſtorre, og derfor
erklerer jeg Sophie for at være den Rigeſte af os Alle,
thi hun har de fleſte Kundſkaber. Med alle dine Penge,
Julie, kan Du ilke erobre hendes Plads i Klasſen. Ja
det er harmeligt, men det er ſandt. For Sophie Müller,
Nummer et, boie vi os, hun leve!“

„Hor vor Cicero, vor Demosthenes!“ udbrød flere
af Eleverne leende.

„Hvad er det for en upasſende Stoi!“ lod en
flarp, ſtrigende Stemme, der tilhørte vor Sylererinde;
„unge Piger mage aldrig tale høit,” („nei,“ tenkte jeg,
„det er kun forbeholdt de gamle,“) „mag jeg bede Dem
fætte Dem paa Deres Plads. Marie Schmidt har
beſtemt igjen gjort Optoier. Stadigt hører man kun
Klager over Dig. Tag dit Sytoi frem og ti ſtille.“

Hele denne Tale blev holdt paa Franſk. Det var
den Tid Mode i de bedre Pigeſkoler, at al Tale mellem

Lærere og Elever blev fort paa Franſt i Timerne,
37

—

580 Nummer et i min Klasſe.

hvilken Mode juſt ikke udviklede Elevernes Veltalenhed
i Franſt, da vi, med Undtagelſe af de hoiſt nodvendige
Sporgsmaal med Henſyn til vore Arbeider, forholdt os
aldeles pasſive; men vi holdt os ſtadesloſe for denne
ufrivillige Taushed ved at hviſte flittigt paa Danſt til
vore Naboer.

Fra denne Dag folte jeg, at Sophie Müller ligeſom
nærmede fig mere til mig; hun var ikke ſaa indeſluttet
ſom for, ja engang fulgte hun mig endogſaa til min
Port, men hun var ikke at formage til at gage op med,
ligeſom hun aldrig modtog nogen Invitation fra Skolen.
Da jeg en Dag ſpurgte hende om Grunden dertil,
ſvarede hun: „Den Tid, jeg har tilovers fra mine
Lectier, maa jeg anvende til at pleie min ſyge Moder,
og pasſe mine ſmaa Soſkende, desuden“ — her
ſtandſede hun, og en dyb Rodme overtrak hendes Anſigt.

„Desuden?“ ſpurgte jeg.

„Desuden, veed Du, kan jeg ilke gjore nogen
Gjengjeld.“

„Gjengjoeld!“ udbrod jeg, „bliver Du ligeſom
Julie Fangel, at Du udregner Alt? Det troede jeg
ikke laa i din Charakteer, Sophie. Pan Torsdag,“
vedblev jeg, „er det min Fodſelsdag. Der komme
nogle af Klasſen hos mig til Middag. Fader tager
Pladſer i Theatret til om Aftenen. Elverhoi gaaer,
teenk Dig, Heibergs deilige Elverhoi! Negt nu ikke at
komme til mig. Du berover Dig ſelv en ſtor For.
nøielfe.”

Nummer et i min Klas fe. 581

Sophie blev overraſtet, det kunde jeg godt merke.

„Naa, har Du ikke Lyſt?“ ſpurgte jeg.

„Om jeg har Lyſt,“ ſvarede hun med ſagte beveget
Stemme, „o Marie, Du veed ikke, hvormegen Lyſt jeg
har! gid jeg kunde, — men nei, det er en Umulighed,
jeg kan ikke.“

„Men hvorfor?“

„Moder kan ikke undvære mig.“

„Aa jeg vil ſelv folge Dig hjem og bede hende
derom,“ ſagde jeg hurtigt.

Sophie ſtandſede. „Nei, Marie, det maa Du ikke,“
hendes Stemme lød neſten eengſtelig, „Moder er desuden
faa ſvag, hun kan ikke tage imod Dig. Vee ikke vred
paa mig, jeg paaſtjonner din Godhed, din Venlighed
imod mig, jeg ſtal tenke paa Dig pan Torsdag, men
jeg kan ikke komme, bed mig ikke mere derom.“

Jeg ſagde et hurtigt Farvel til hende og gik hjem.
Jeg følte mig fornærmet ved hendes Afflag; jeg fandt,
det var et utaaleligt Tyranni, denne ſyge Moder udøvede
over hende. Skulde Sophie, fordi Moderen var ſyg,
være et Offer, ſtulde hun i faa ung en Alder allerede
flæbe paa faa tungt et Kors? Min Oppoſitionsaand
vaagnede i mig, og jeg ſpekulerede paa, om det ikke var
muligt at befrie Sophie fra denne Byrde. Men
hvorledes?

Om Aftenen talte jeg med min Fader derom.

„Bland Dig aldrig ind i Andres Familieforhold,“
ſagde han, idet han roligt bankede ſin Pibe ud og

575

582 Nummer et i min Klasſe.

ſtoppede fig en ny, han var ligeſaa rolig, ſom jeg var
urolig; „enhver Familie maa leve efter ſine Midler,
og Du vil kun ſaae Utilfredshed i hendes Sjæl og
gjøre hende Livet endnu tungere, iſtedenfor at lette
hende Korſet. Alle have vi et Kors at bære paa,”
hans Blik faldt paa Ridderbaandet, der ſtak i hans
Knaphul, „ja jeg mener ikke dette, det Kors har Folk
ofte nok Kors med at fane,” her ſmilede han ſatiriſt,
„men jeg mener tungere Kors, der ofte ere uſynlige for
Andre. Dit Kors, Marie, er dit heftige, lidenſkabelige
Sind, og det er et Kors, ſom Du deſtoverre ofte lader
Andre bære meb paa.”

„Det er af bare Menneſtekjerlighed,“ ſparede jeg
leende, „jeg forſoger at udvikle Taalmodigheden, denne
ſtionne Dyd, hos mine Medmenneſter.“

Sophies Kors maatte jeg altſaa lade ligge.

Torsdag kom. Jeg pleiede ellers aldrig at gane
i Skole paa denne Dag, men da jeg nu ved uhyre
Flid og Anſtrengelſe var avanceret op til Nummer to.
faa var jeg engſtelig for at miſte Streger ved at udeblive,
og jeg gik derfor til Faders og vor gamle Husjomfrues
ſtore Forbauſelſe i Skole. Jeg blev naturligviis gratu—
leret af Alle, ogſaa af Sophie, der den Dag forekom
mig endnu mere ſtille og melankolſt end ellers. Da
Skolen var forbi, trak hun mig hen i en Krog, trykkede
mig en lille Pakke, zirligt indſpvobt i rødt Silkepapir, i
Haanden og hviſtede: „Forſmaa ikke denne lille Bagatel,
men ber den af Venſtab for mig.“

Nummer et i min Klasſe. 583

Forundret aabnede jeg Papiret og fane en ganſte
deilig broderet Krave.

„Men, kjcre Sophie, naar har Du dog ſyet den?“

„Om Aftenen, naar mine Soſtende vare komne
iſeng, og tidligt om Morgenen; jeg begyndte den Dag,

Du huſter nok, da Julie, da Skrivetoiet, da“ — hun
rodmede og tog mig om Halſen, „da Du tog mig i
Forſvar.“

Rort kysſede jeg hende og takkede hende for denne
ſjeldne og ſmukke Gave.

„Hvor jeg nu vilde være glad, hvis Du kom hjem
til mig idag, Sophie,“ ſagde jeg indtrengende.

„Aa Marie, bed mig ikke derom,“ ſparede hun og
tilkaſtede mig et faa ſorgmodigt, bedende Blik, faa jeg
ſtrax taug og uvilkaarligt tænfte paa Faders Ord, at
jeg kunde gjore hendes Kors endnu tungere.

Mit Maal at blive Nummer et, vedblev at være
en Umulighed. Der var flere Difcipliner, Hvori jeg
aldrig kunde tenke paa at nage Sophie. Hun ſtrev en
elegantere Haand, hun broderede ſmukkere, og disſe
Fuldkommenheder gav hende altid en Overvegt, ſom jeg
forgjeves kempede imod. ;

Da indtraf en uventet Begivenhed.

En Morgen ſtod Duxens Plads tom i over en
Uge, og Inſpektricen fortalte, at Sophie var meldt ſyg.
En uimodſtagelig Længfel greb mig, jeg maatte fee til
hende og høre til hendes Befindende. Af Fru Hammer
fif jeg hendes Bolig. at vide. Den var paa Veſterbro.

584 Nummer et i min Klasſe.

Jeg fil Tilladelſe af min Fader til at gaae derud, og
forſynet med to ſtore Klaſer Vindruer begav jeg
mig en kold Vintereftermiddag paa Veien, ledſaget af
Husjomfruen, der ſkulde vente ſom min Sauvegarde
udenfor Huſet, imedens jeg aflagde Beſoget.

Omtrent midt pan Veſterbrogade i et lille trefags
uanſeeligt Hus, ſom nu forlengſt ec nedrevet tilligemed
dets ligeſaa yd myge Naboer og har givet Plads for en
ſtor anſeelig Gaard, boede Sophie pan anden Sal. Sy:
gangen var meget ſnever og ſteil. Kommen til Doren
var der paa den faſtheftet et Viſitkort iſtedetfor Dorplade,
og derpaa ſtod „M. Müller. Alt ſtriftligt Arbeide
modtages og udfores her.“ En tynd Hampeſnor hang
til at ringe paa, En tynd, ſtrattende Lyd gav Klokken,
og Doren blev aabnet af en tynd, hoi Mand med et
magert, indfaldent Anſigt, der i en høflig Tone ſpurgte,
hvad jeg onſtede.

„Jeg vilde gjerne ſee til Sophie,“ ſparede jeg,
„jeg er en Klasſekammerat af hende,“ ſagde jeg neſten
med Taarer i Oiet, faa forlegen og bevæget følte
jeg mig.

„Ver faa artig, træd indenfor! De maa undſtylde,
her ſeer viſt meget forſtyrret ud, men min Kone ligger
nu paa tolvte Aar, og Sophie, ſom ellers har holdt
Alt i Orden, har ligget over en Uge, ſaa De maa
ſom ſagt undſtylde, hvis ikke Alt er, ſom det burde være.”

Med disſe Ord aabnede han Døren til et to Fags
Verelſe mod Gaden, hvor i Sandhed ikke Alt var, ſom

Nummer et i min Klasſe. 585

det burde være, Meublemenket beſtod af en Meubelſirtſes⸗
ſopha, hvor Betrekket var lappet og ſtoppet pan mange
Steder, fire Stole med ditto Betrœk og et rundt Bord,
der juſt ikke ganffe havde Mahognitrœets Blankhed.
Ved Bordet fad fire Born og leſte Lektier, Faderens
Plads var i Sophaen, hvorfra han hapde reiſt fig, da
han lukkede mig op; derom vidnede nogle Skriverier,
der laane paa Bordet, og en Pibe, der ſtak frem af
Sophahjornet. Paa en gammel malet Kommode ſtod
nogle Levninger af en meget tarvelig Middagsmad
ſammen med nogle Kopper og en ſort Thepotte. For⸗
ſtjellige Kledningsſtykker lage og hang hiſt og her i
Verelſet og tjente juſt ikke til at forhsie dets Hyggelighed.
Børnene, to Drenge og to Piger, vare pderſt fattigt
paakledte, fort, Værelfet og dets Beboere gjorde et hoiſt
nodtorftigt Indtryk paa mig, der fra Hjemmet var vant
til en ſolid Velſtand.

„His De vil vente et SDieblik her og være ſaa
god at tage Plads,“ ſagde Sophies Fader, idet han
trak fin meget medtagne Slobrok tættere om fig, „ſaa
vil jeg gaae ind og fee, om Sophie er faa vel, at hun
kan have den Fornsielſe at tale med Dem.“

Jeg ſatte mig i Sophaen og indledede en Samtale
med Bornene, der forbauſede ſtirrede paa mig. Jeg
gjorde mig ſtrax gode Venner med dem ved at give
dem nogle Vindruer.

„Er Sophie meget ſyg?“ ſpurgte jeg den eldſte
Dreng, der havde et ſmukt, opvakt Anſigt.

eemmmmmmgf

586 Nummer et i min Klasſe.

„Ja hun er meget ſyg, hun kan ikke engang klede
Mathilde og Emma van om Morgenen, det maa jeg
gjøre,” tilfoiede han i en vigtig Tone.

„Hvad ſiger da Doktoren?“ ſpurgte jeg videre.

„Ja Fader har endnu ikke tilfaldt nogen Doktor,
for det er ſaa dyrt,“ ſagde Drengen, „det koſter mange
Penge.“

Her kom Faderen tilbage og bad mig trede ind i
Sideverelſet, idet han igjen bad mig undſtylde, hvis
der ikke ſaae ordentlig ud, thi Sophie havde ikke været
iſtand til at holde Værelfet i Orden en heel Uge.

„Stakkels Sophie,“ tænkte jeg, „hvormeget Arbeide
har hun dog ikke i Hjemmet, og dog er hun Nummer
et i Skolen!“

Soveveeelſet, jeg blev fort ind i, gjorde om muligt
et endnu fattigere Indtryk end Dagligſtuen. Det var
kun paa eet Fag, meget lille, og opfyldt med tre Senge
og en Kommode. Paa Kommoden ſtod et Vandfad og
vifte, at den gjorde Tjeneſte ſom Servante. J den ene
Seng nermeſt Vinduet laa Sophie. Ak Hvor forandret!
Hendes Kinder vare blevne faa indfaldne, hendes Dine
ſaa ſtore og forunderlig klare. Hun rakte mig ſi
Haand, hvor lille og mager fane den ikke ud!

„Det var ſmukt af Dig, at Du vilde opſoge mig
her, Marie,“ ſagde hun med mat Stemme, „jeg har
tidt teenkt paa Dig.“

„Jeg har ſapnet Dig meget, Sophie,“ ſvarede jeg,
„hvorledes befinder Du Dig nu?“

1222

Nummer et i min Klasſe. 587

„Jeg har ingen Smerter, men jeg er ſaa mat,
faa underlig mat.“

„Tal ikke, Sophie, altformeget, anſtreng Dig ikke,“
ſagde Faderen i en om, kjerlig Tone, „nu gaaer jeg
ind og holder Bornene lidt rolige. Sæt Dem ned,“
han ſtillede en Stol hen ved Sophies Seng. Pladſen var
faa knap, at Stolen akkurat kunde klemmes ind mellem
Sophies og en Barneſeng, der ſtod ved den anden Veg.

„Vi have det kun ſmaat,“ hviſtede Sophie, da Fade⸗
ren havde forladt Verelſet, „Fader er kun ſvag og Moder,
Stakkel, altid ſengeliggende, men vi holde af hinanden.“

Der laa i disſe Oro en faa rørende Undſkyldning
for deres Fattigdom, og Sophie ſage paa mig med et faa
bedende Blik, at jeg følte mig ganſte bevæget.

„Blot Du ſnart maa komme Dig, Sophie,“ ſagde
jeg med al den Blidhed, der ſtod i min Magt, „ſaa
vil Alt blive godt.“

„Ja jeg er jo egentlig raſt,“ ſparede hun, „det
er kun denne Mathed.“

Hun forſogte, at hæve Hovedet, men det faldt
kraftesloſt ned pan Puden. Jeg gav hende nu Vindruerne,
hun takkede mig og ſagde: „Hvor Moder vil blive glad,
og hvor de ville ſtyrke hende!“

Opoffrende Sophie, aldrig tenkte hun paa ſig ſelv.

Jeg fortalte hende nu om Skolen, og om de
hundrede Smaabegivenheder, ſom vare forefaldne, der i
og for ſig ere et Intet, men ſom have ſtor Interesſe
for Skolepiger. Hun ſmilede ſvagt, da jeg meddelte

588 Nummer et i min Klasſe.

hende, at Julie Fangel faa ſmaat havde glæbet fig til
at blive Nummer et ved Sophies Fraperelſe, men at
Fru Hammer Havde nedflanet alle Pretendenters For⸗
haabninger om denne Plads ved at erklere, at Sophie
fulde beholde Nummer et, ſaalcenge hun var ſyg, og at
hendes Charakterer ikke bleve talt med.

„Det vil glæde Moder,“ ſagde Sophie; „veed Du,
Marie, at det er min ſtakkels Moders ſtorſte Glæde at
vide, at jeg er Nummer et, og ſelv om jeg ſtulde
arbeide til langt ud paa Natten, vilde jeg gjore det for
at beholde min Plads. For Julie Fangel er jeg ikke
bange, men jeg er meſt engſtelig for Dig; er det ikke
merkeligt, at jeg holder meſt af Dig i hele Klasſen,
og dog frygter jeg Dig meſt,“ og hun trykkede kjerligt
min Haand.

„Du flal ikke frygte mig, Sophie, jeg kan aldrig
naae Dig,“ ſvarede jeg gjeng jeldende Haandtrykket, og
i bette Dieblik lovede jeg mig ſelv, at ſelv om jeg
kunde, vilde jeg ikke være Nummer et, jeg vilde ikke
berøve en fattig, fyg Moder hendes bedſte Glæde.

Kortefter forlob jeg Sophie, idet jeg lovede fnart
igjen at beføge hende. Men jeg havde, imedens jeg
ſad hos hende fattet en Beflutning, Hun havde ingen
Læge, og jeg folte, at hun trængte til en ſaadan. Da
jeg kom hjem, lob jeg ſtrax ind i Faders Varelſe;
jeg var faa heldig. at treffe ham, ligeſom han tog fin
Overfrakke paa for at tage i Sygebeſog. Med min
ſæedvanlige Lidenſtabelighed fortalte jeg ham om Sophie,

Nummer et i min Klasſe. 589

om hendes Sygdom og bad ham ſtrax at kjore derud
og ſee til hende.

„De ere fattige, Fader, Du fager ingen Penge af
dem, men jeg ſtal elſte Dig tuſinde Gange hoiere, end
jeg for har gjort, hvis Du vil ſee til hende,“ ſaaledes
endte jeg min indtrængende Tale.

Fader var en god Mand, jeg var hans eneſte,
forkjelede Barn, — han tog derud.

Med hvilken Spænding ventede jeg ikke hans
Tilbagekomſt. Jeg maatte vente flere Timer, da han
aflagde fine andre Sygebeſog med det ſamme. Klokken
var ni, for hans Vogn kjorte ind i Porten. Jeg ilede

ned ad Trapperne.

„Naa, Fader, hvorledes har hun det? Troer Du,
hun ſnart kommer fig?” ſpurgte jeg aandelos.

Men Fader ſpvarede ikke, førend han var kommen
ind i Dagligſtuen.

„Nei, Marie, hun kommer ſig ikke,“ var hans
alvorlige Svar.

„Hvorledes? Du mener?“

„Din Veninde har en terende Sygdom, en Sygdom,
ſom hun længe maa have baaret paa, og ſom er bleven
foroget ved legemlige Anſtrengelſer. Hun kommer aldrig
mere ttl at indtage ſin Plads i Skolen.“

Hvor hulkede jeg ikke, jeg var utroſtelig.

„Greed kun ud,“ ſagde Fader kjerligt; „det er en,
Sorg at miſte en faa elſtverdig Veninde, men ſaadanne
Sorger er Livet fuldt af, og man maa venne ſig dertil.“

590 Nummer ct i min Klasſe.

Men jeg unge, heftige, lidenffabelige Veſen, jeg
kunde ikke reſignere, og jeg græd neſten uafbrudt hele
Natten.

Den næfte Morgen ved Thebordet fane jeg meget
lidende ub.

„Nu man Du være fornuftig, Marie,“ fagde
Fader, „en Maanedstid kan Sophie endnu leve; i den
Tid kan Du beſoge og pleie hende og ſaaledes for—
ſtjonne hendes ſidſte Dage, faa har Du altid det Minde
at tage med Dig i Livets Kampe.“

Fra nu af beſogte jeg Sophie hver Eftermiddag,
og læfte mine Lektier om Aftenen. Fader ſendte Familien
Vin, Syltetoi og alle de Smaating, der kan mildne et
langvarigt Sygeleie. Fader havde underrettet Sophies
Forceldre om hendes virkelige Sygdom, og Sorgen var
grendſelos ſtor. Kun Sophie anede Intet. Omhyggeligt
undgik Forældrene at tale med hende derom. Moderen
lod kun fin Seng flytte ind i Sophies Verelſe, for at
være hende ner til det Sidſte.

Det var et ſorgeligt Syn, at ſee denne blege og
lidende Moder, (hun led af et ulegeligt Nerveonde,

ſagde min Fader) hvilende i den ene og den ſtakkels

fvage Sophie i den anden Seng. Men velgjorende
var det at ſee- de kjerlige Blikke, at hore de omme
Ord, ſom de gjenſidigt tilhviſtede hinanden.

En Eftermiddag erindrer jeg faa tydeligt.

Sophies Moder var falden i en let Slummer, og
Sophie talte om Skolen.

—— —— —————P

Nummer et i min Klasſe. 591

„Hvis jeg ſtulde doe,“ ſagde Sophie pludſeligt.

„Hvorledes falder det Dig ind,“ hviſkede jeg
cengſteligt.

„Vi ſtulle jo Alle doe tidligt eller ſeent, og heller
doe end at blive ſom ſtakkels Moder,“ tilfoiede hun
hviſtende; „et ſaadant Liv er jo Doden tuſinde Gange,
og hvormeget lide ikke Omgivelſerne derved! Havde
Moder ikke været ſyg, vare vi heller ikke blevne faa
fattige, jeg kunde da have beſogt Dig, jeg kunde have
deltaget i din Fodſelsdagsfeſt“ —

„Det kunde Du godt have gjort alligevel,” afbrød
jeg hende.

„Ak nei, Marie, nu kan jeg ſige Dig det, da Du
ſeer og veed, hvorledes vi have det, nei, Marie, jeg
kunde ikke komme, thi jeg havde ingen,“ hun lagde
Armen om min Hals og traf mig nærmere ned til fig,
„jeg havde ingen Kjole. — Men jeg generede mig for
at ſige det til Dig.“

Stakkels Sophie! —

Nogle Uger efter dode hun blidt og roligt; hun
ſvandt umerkeligt hen, blev mattere og mattere og kunde
tilſidſt neppe tale. De ſidſte Ord, hun ſagde til mig,
vare: „Marie, nu kan Du blive Nummer et.“

J Skolen vakte hendes Dod megen Sorg hos
Lærerne og Lererinderne. Flere af Leererinderne beſogte
hende under hendes Sygdom. Alle Eleverne, felv Julie
Fangel, forærede hende tilſammen en flor Krands, der
blev lagt rundt om Kiſten. Doden forſoner, og Julie

592 Nummer et i min Klasſe.

talte ſelb bedrovet om Tabet af ben flittige Sophie,
der havde været fan hjelpſom imod Alle.

Fader vedblev at være deres ubetalte Huslege.
Jeg tog mig af Smaapigernes forfaldne Garderobe, og
Fader hjalp paa Drengenes. Sophies Friplads gik
over til Mathilde, hun kom i en yugre Klasſe, men
blev aldrig fan flittig ſom Sophie. Nu er hun gift
med en velhavende Mand. Sophies Forældre ere dode
for nogle Aar ſiden.

At jeg blev Nummer et i Klasſen forſtager fig af
fig felv, og jeg faſtholdt denne Plads, til jeg forlod
Skolen, ſom en hellig Arv efter Sophie. Og nu ſom
Aldre, ſom Moder til mange Born, hører jeg aldrig
disſe omtale Duxen i deres Klasſe, uden at en vemobig
Tanke ſendes Sophie, Nummer et i min Klasſe.

593

Distolskuddet.
Af
Alexander Pufgtin.
(Paa Danſt ved A. D.)

1.

Vi lage i Garniſon i den lille By N. og forte
Linieofficerernes bekjendte Liv: om Morgenen Exerceer⸗
pladſen og Rideſko len, om Middagen hos Regiments⸗
commandeuren eller hos en jodiſt Spiſeveert, om Aftenen
Punſch og Kort. Der var ilke et eneſte Hus i Byen,
der gjæftfrit havde aabnet fine Dore for os, og unge
Damer var der ikke Spor af. Vi ſamledes fnart hos
een Kammerat, ſnart hos en anden, og fane ikke Andet
end Uniformer.

En Eneſte i vor Kreds horte ikke til Armeen. Han
kunde vel være femogtredive Aar gammel, og vi betrag—
tede ham neſten ſom en Olding. Hans Erfaring gav
ham en vis Overlegenhed over os, og hans morke

594 Piſtolſkuddet.

Veſen, hans bittre Domme og hans flarpe Tunge gjorde
et ſteerkt Indtryk paa os unge Menneſtker. Hans For⸗
tid var indhyllet i Morke; han ſyntes at være en Rus—
fer, men Havde et udenlandſt Navn. Tidligere havde
han — og det med Udmerkelſe — tjent i Huſarerne,
og Ingen vidſte, hvad der kunde have foranlediget ham
til at tage fin Afſted og trekke fig tilbage til denne
elendige Rede, hvor han paa en Gang førte et tarveligt
og et odſelt Liv.

Han gik altid tilfods og var altid ifort den ſamme
gamle Overfrakke, men holdt aabent Bord for alle Of—
ficererne af vort Regiment. Hans Maaltider beſtod
ganſte viſt kun af to eller tre Retter, ſom en gammel
afſtediget Soldat tilberedte, men ved disſe beſtedne Di-
neer flod Champagnen i ſtore Stromme. „Ingen kjendte
hans Familie⸗ og Formuesforhold, og Ingen vovede at
ſporge ham derom. Han havde mange Boger, krigs⸗
videnſkabelige Værler og Romaner, ſom han beredvillig
laante ud, uden nogenſinde at fordre dem tilbage, og
ligeſaa lidt faldt det ham ind at give dem tilbage,
han laante af Andre. Hans Hovedbeſtjeftigelſe beſtod
i at flyde med Piſtoler. Væggene i hans Verelſe vare
jaa gjennemborede af Kugler, at de lignede Cellerne i
en Biſtade, og en koſtbar Piſtolſamling udgjorde den
eneſte Luxus i hans turvelige Bolig. Ved beſtandig
Ovelſe havde han opnaaet en utrolig Ferdighed, og
hvis han havde faaet Lyſt til at flyde Kvaſterne af en
Hue, vilde der ikke have været En iblandt os, der vilde

Piſtolſkuddet. 595

have været bange for at fætte denne Hue paa fit Hoved.
Ved vore Sammenkomſter faldt Talen ofte paa Dueller,
men Silvio — ſaaledes vil jeg falde ham — tog al—
drig Deel deri. En Dag ſpurgie man ham, om han
aldrig havde duelleret; han ſparede kort, at det var
hendet ham et Par Gange, men vi kunde tydeligt merke,
at den Slags Sporgsmaal berorte ham ubehageligt.
Vi ſluttede deraf, at Erindringen om et eller andet
ulykkeligt Offer for hans Duelighed tyngede paa hans
Samvittighed; men ikke en Eneſte af os kunde falde
paa, at Silvio ſtulde være feig. Der gives Menneſter,
hvis Ydre er tilſtrekkeligt til at gjøre en ſaadan Mis⸗
tanke umulig; den Begivenhed, jeg nu vil fortælle, for⸗
bauſede os derfor i hoieſte Grad.

En Dag havde en halv Snees af os ſpiiſt til
Middag hos Silvio; vi havde ſom ſeædvanligt drukket
tæt og opfordrede ham til at lægge Bank op. J Be⸗
gyndelſen vægrede han fig, thi han ſpillede næften aldrig;
men tilſidſt lod han bringe Kort, lagde et halvthundrede
Dukater paa Bordet, og Spillet begyndte. Ved ſaa⸗
danne Leiligheder pleiede han at iagttage den dybeſte
Taushed og omhyggelig at undgaae enhver Strid, en⸗
hver Uenighed. Naar der ved Pointeringen blev be-
gaaet en Feil, pleiede han, uden at ſige et Ord, enten
at betale, hvad Vedkommende vandt, eller markere med
Kridt, hvad der tilkom ham ſelv. Vi kjendte denne
hans Sedvane og lod ham have ſin Villie; men denne
Gang befandt der ſig i vort Selſkab en nylig ankommen

38

596 Piſtolſtuddet.

ung Lieutenant, for hvem Silvio var fremmed, og ſom
ſpillede meget adſpredt. Han gjorde en forkeert Paroli,
ſom Silvio markerede ſom ſedvanlig. Officeren ſtud—
ſede og forlangte en Torklaring; vor Vert ſpillede rolig
videre. Officeren, der tabte Taalmodigheden, viſtede
Tallene ud. Silvio ſtrev dem igjen. Opflammet af
Vinen, ophidſet af Spillet og forbittret over Kammera—
ternes Latter, greb Lieutenanten, der troede fig forneer—
met, en Lyſeſtage pan Bordet og kaſtede den efter Ho:
vedet paa Silvio. Denne boiede fig behændig til
Side, men reiſte ſig bleg af Forbittrelſe og raabte
med funklende Dine:

„Gag Deres Bei, og tak De Gud, at bette foregik
hos mig.“

Vi vare ikke et Oieblik i Tvivl om, Hvad Fol-
gerne af bette Optrin vilde blive, og anfaae allerede

vor Kammerat for at være en bød Mand. Han gik.

bort med den Erklering, at han var fuldſtendig beredt
til at give Satisfaction; vi fortſatte endnu en kort Tid
vort Spil; men da vi bemerkede, at vor Veert ſyntes
fraværende, brød vi efterhaanden op og tenkte, medens
vi begav os til vore Kvarterer, pan den Vacance, der
foreſtod Regimentet.

Den næfte Morgen ſtod vi juſt paa Ridebanen og
talte om, hvor vidt den ſtakkels Lieutenant endnu var
ilive, da han pludſelig lod ſig ſee, og ſagde, at han
endnu ikke havde faaet noget Bud fra Silvio. Det
var utroligt; vi begav os til Silvio og traf ham be⸗

Piſtolſkud det. 597

ſtjeftiget med at ſende den ene Kugle efter den anden
ind met Hjerteres, der var naglet til Væggen.

Han modtog os ſom ſedvanlig og omtalte ikke med
en eneſte Stavelſe, hvad der var forefaldet den fore—
gaaende Aften. Tre Dage gik hen — og Lieutenanten
levede endnu beſtandig. Er det muligt, vil Silvio ikke
ſlaaes? ſpurgte vi hinanden, indbyrdes. Og Silvio ſlo⸗
ges ikke, men lod fig afſpiſe med en let og intetſigende
Undſtyldning.

J Begyndelſen gjorde denne Hendelſe et betydeligt
Afbrak i vor Agtelſe for Silvio. Feighed betragtes ſom
den utilgiveligſte Feil af unge Officerer, for hvem Mod
ikke blot er Kronen paa alle menneſtelige Dyder, men
en Und ſtyldning for alle Udſteielſer.

Lidt efter lidt blev imidlertid Alt glemt, og Silvio
gjenvandt fin tidligere Indflydelſe. Jeg alene kunde ikke
mere omgaages med ham pan ſamme Maade ſom tid—
ligere. Min levende Fantaſi havde draget mig mere end
de andre Officerer henimod denne Mand, hvis Liv var
mig en Gaade, og ſom ſtod for mig ſom Helien i en
eller anden myſtiſt Roman.

Ogſag han ſyntes at have fattet en vis Forkjer—
lighed for mig. Naar vi var alene, opgav han fin ſar⸗
kaſtiſte Maade at tale pan og talte i en ligefrem, be=
hagelig Tone med mig om alt Muligt. Men ſiden hin
Aften, jeg nylig har omtalt, kunde jeg ikke frigjøre mig
for den Tanke, at han hapde ladet fætte en Plet paa

fin Wre uden at forſoge paa at afvaſke den — en
38%

598 Piſtol ſkuddet.

Tanke, ſom gjorde det umuligt for mig at omgages ham
ſom ellers. Silvio var for fiin og fkarpſynet, til at
han ikke ſkulde bemerke bette Indtryk og gjette Grunden
dertil, Han ſyntes ogſaa ſmertelig berort deraf, og to
Gange forekom det mig, ſom om han onſtede at give
mig en Forklaring; men jeg undveg ham, og nu traf
ogſaa han fig fuldſtendig tilbage fra mig. Fra den
Tid af var jeg aldrig alene med ham, og vi talte af-
drig mere fortroligt med hinanden.

Beboerne af ſtore Byer, der tilbyde faa mange og
forſtjellige Adſpredelſer, have ingen Anelſe om den
Spernding, ſom Ankomſten af Poſten fremkalder paa
Landet. Hver Tirsdag og Fredag var vort Regiments
Contoir opfyldt med Officerer, af hvilke Nogle ventede
Penge, Andre Breve og atter Andre Aviſer. Her bleve
Brevene aabnede og leſte og Nyhederne meddelte til
Kammeraterne; i det ſtore Contoir herſkede der den liv—
ligſte Bevegelſe. Ogſaa Silvios Breve bleve afleve—
rede i vort Regiments Bureau. En Dag blev der over⸗
rakt ham et Brev, ſom han brod med ſynlig Haſt; jo
mere han leſte i det, deſto mere funklede hans Dine;
men Kammeraterne vare for ivrigt beffjæftigede med deres
egne Breve til at lægge Mærle dertil.

„Mine Herrer,” ſagde han, efter at han havde
loeſt det til Ende; „en vigtig Efterretning tvinger mig
til at tage bort endnu i Nat. Jeg haaber, at De
endnu en Gang, for ſidſte Gang, ville ſpiſe hos mig.
Jeg venter ogſaa Dem,“ tilfsiede han henvendt til

Piſtolſkud det. 599

mig. „Jeg venter Dem ſikkert.“ Med disſe Ord gik
han hurtig bort, og vi bleve enige om at modtage hans
Indbydelſe.

Jeg indfandt mig til den aftalte Tid og traf Kam—
meraterne ſamlede. Silvio havde allerede pakket fine
Sager, og hans Bolig frembød ikke Andet end de nogne
Vægge, der vare gjennemborede af Kuglerne. Vi gik
til Bords. Silvio var meget munter, og Lyſtigheden
blev ſnart almindelig. Uafladelig ſprang Champagne—
propperne mod Loftet, og uafladelig fyldtes vore Glas
med den perlende Vin. Vi drak pan en lykkelig Reiſe
og paa hans Velgaagende, der vilde forlade os, og det
var ſilde, da vi reiſte os fra Bordet. Silvio ſagde os
Alle Farvel; men da jeg vilde gane, greb han min
Haand. „Jeg har Noget at tale med Dem om,“ hvi⸗
ſtede han til mig; og faa blev jeg.

Vi vare alene, ſade tauſe ligeoverfor hinanden og
røg. Silvios larmende Munterhed havde givet Plads
for en eftertæntfom Alvor. Med fit blege Anſigt, fine
brændende Øine og Rogſtyerne, der vældebe ud af hans
Leber, faae han ud ſom en ſand Demon. Saaledes
hengik nogle Minuter, da brod han Tausheden.

„Det er muligt, at vi ikke ſees igjen,“ ſagde han,
„derfor maa jeg, for vi ſkilles, give Dem en Forklaring.
De har vel bemerket, at jeg ikke bryͤder mig om de
Andres Mening, men Dem har jeg kjer, og det vilde
være mig pinligt, om De vedblev at have en falſt Me⸗
ning om mig.“

er
*

600 Piſtolſkuddet.

Han taug og tendte ſin Pibe, og med boiet Hoved
ventede jeg paa at høre hans Meddelelſer.

„Det har været Dem paafaldende,“ begyndte han
igjen, „at jeg ikke har forlangt Satisfaction af den
dumme Lieutenant. Da det ſtod til mig at vælge Vaa⸗
ben, vil De ſikkert indrømme, at jeg havde hans Liv i
min Haand, medens jeg kun lob ringe Fare for mit.
Naar jeg forholdt mig pasſiv, kunde det altſaa godt be—
tragtes ſom en Hoimodighed fra min Side; men jeg
vil ikke lyve. Havde jeg kunnet hævne mig paa dette
Menneſte uden at ſette mit eget Liv paa Spil, var han
ikke ſluppen faa let.“

Beſtyrtet over denne Tilſtagelſe fane jeg op paa
Silvio.

„Saaledes forholdt det fig,” vedblev han; „jeg har
ikke Net til at udfætte mig for nogen Livsfare, thi for
fer Aar ſiden fif jeg en Orefigen, og den Mand, ſom
gav mig den, lever endnu.“

Min Nysgjerrighed var i hoieſte Grad vakt. „Og
De har ikke duelleret med ham?“ ſagde jeg; „ydre
Omſtendigheder have altſaa hindret Dem deri?“

„Jeg har duelleret med ham, og her er et Minde
om min Duel,“ ſparede Silvio.

Med disſe Ord tog han en rod Hue med Guld—
kvaſt og Tresſe — en bonnet de police, ſom Franſl⸗
mendene kalde dem — ud af en Hateee og fatte den
paa Hovedet. Omtrent en Tomme over Panden var
den gjennemboret af en Kugle.

Piſtolſkuddet. 601

„De veed,“ vedblev han, „at jeg har gjort Tje⸗
neſte i det — ſte Huſarregiment. Min Charakteer kjender
De — jeg har en vis Tilboielighed til at herſte — i
min Ungdom var det ligefrem en Lidenſtab hos mig.
J min Tid vare Renommiſterne i Mode, og jeg var
den meſt Forrykte i hele Armeen. Vi ſatte vor Wre i
at drikke, og jeg drak den beromte B., ſom Denis
Dawydoff har beſunget, under Bordet, Dueller horte
til Dagens Orden. Naar jeg ikke ſelv floges, var jeg
i det mindſte Sekundant. Mine Kammerater forgudede
mig, og Regimentscommandeuren, der vexlede hvert Oie—
blik, betragtede mig ſom et nodvendigt Onde.

„Medens jeg ſaaledes i Ro — eller Uro — glæ-
dede mig ved min Beromthed, blev en ung Mand af
rig og fornem Familie forſat til vort Regiment. Jeg har
aldrig for eller ſenere feet et ſaadant Lykkens Skjodebarn.
Foreſtil Dem Ungdom, Aand, Skjonhed, den meſt over=
givne Munterhed, den dumdriſtigſte Tapperhed — alle
disſe Egenſkaber forenede med et anſeeligt Navn og en
ſtor Formue, og De vil omtrent kunne foreſtille Dem
den Opſigt, den unge Officeer vakte hos os. Min
Stjerne begyndte at dale. Tiltrukken af mit Ry, be⸗
ſtrebte den unge Mand fig for at vinde mit Venſkab,
men jeg var kold imod ham, og han trak ſig da tilbage
uden at bekymre fig videre om mig. Jeg folte, at jeg
hadede ham. Den Lykke, han gjorde ſaavel blandt Of⸗
ficererne ſom hos Damerne, gjorde mig raſende. Jeg
ſogte at yppe Klammeri med ham, men mine Vittig⸗

602 Piſtolſkuddet.

heder beſvarede han med andre, der vare baade bedre
og mere pikante. Han lo, og jeg ergrede mig. En
Aften endelig paa et Bal hos en polſk Godseier, Hvor
han igjen gjorde forfærdelig Lykke hos alle Damerne,
ogſaa hos Vertinden, ſom jeg tidligere havde ſtaaet mig
godt med, gik jeg hen til ham og tilhviſtede ham nogle
Grovheder, ſom han beſvarede med en Ørefigen. Vi
trak vore Sabler, Damerne beſpimede, og det blev aftalt,
at vi ſtulde flaaes efter Ballet.

„Ved Dagens Frembrud var jeg paa det aftulte
Sted med mine tre Sekundanter og ventede med Utaal—
modighed paa min Modſtander. Solen gik op, og det
begyndte at blive varmt. Endelig kom han; han var
tilfods og i Skjortecermer; Uniformsfrakken havde han
hængt pan Spidſen af fin Sabel, og han havde kun en
eneſte Secundant med fig. Da han kom nærmere, ſaae
vi, at han gik og ſpiſte Kirſeber af fin Felthue. Se⸗
eundanterne afmaalte tolv Skridt; jeg havde forſte Skud,
men var ſaa ophidſet, at jeg ikke kunde forlade mig paa
min Ferdighed, og for at vinde Tid foreſlog jeg min
Modſtander, at han ſkulde ſtyde forſt. Han afſlog det;
endelig kom vi overeens om at afgjore Sporgsmaalet
ved Lodtrekning, og det forſte Skud tilfaldt da ogſaa
meget rigtigt denne Lykkens Pamphilius. Han tog Sigte,
og Kuglen gik gjennem min Hue.

„Nu var Touren til mig — hans Liv tilhorte
mig! Med vild Glæde ſtirrede jeg paa ham og ſogte
at finde en Skygge af Bekymring i hans Trek; men

Piſtolſtuddet. 603

han ſtod rolig, udſogte fig de modneſte Kirfebær og ſpyt—
tede Stenene hen for Fod derne af mig. Denne Lige⸗
gyldighed bragte mit Blvd i Kog. Hvad Fornoielſe
har jeg af at berøve ham Livet, naar han ſelv bryder
fig faa lidet om det? ſpurgte jeg mig ſelv. Pluͤdſelig
opſtod der en diaboliſk Tanke hos mig; jeg lod Piſtolen
ſynke og ſagde:

„Det lader ikke til, at De er oplagt til at doe i
dette Oieblik; De har mere Lyſt til at ſpiſe Frokoſt, og
jeg agter ikke at forſtyrre Dem.“

„Bryd Dem blot ikke om mine Affairer,“ ſvarede
han, „og ſtyd De bare! Forreſten gjør, ſom De vil!
De har et Skud tilgode, og jeg 1 til enhver Tid
være til Deres Tjeneſte.“

Jeg vendte mig til Secundanten og erklerede, at
jeg ikke vilde ſtyde idag. Kort efter tog jeg min Afſted og
trak mig tilbage til denne lille By; der er ikke gaaet en
Dag, uden at jeg har tenkt paa min Hevn — og nu
er Tiden kommen.“

Silvio tog det Brev frem, han ſamme Dag havde
modtaget, og fod mige leſe det. Man ſkrev til ham fra
Moſtou, at den bevidſte Perſonlighed ſtod i Begreb med
at gifte ſig med en ung Dame.

„Hvem den bevidſte Perſonlighed er, kan De tenke
Dem,“ vedblev han; „jeg reiſer til Moſtou og vil dog
fee, om han i fin Kjeerligheds Lykke kan fee Doden
lige faa rolig under Dine, ſom den Gang, da han ſpiſte
Kirſebeer.“

604 Piſtolſkuddet.

Med disſe Ord reiſte Silvio ſig og gik op og ned
ad Gulvet ſom en Tiger i fit Buur. Jeg havde hort
paa hans Fortælling med de meſt modſtridende Folelſer.

Tjeneren traadte ind og meldte, at Heſtene ſtode
beredte. Silvio trykkede mig hjertelig i Haanden, og vi
omfavnede hinanden. Saa ſteg han ind i Vognen,
hvori der var to Kasſer, den ene med hans Piſtoler,
den anden med hans Bagage. Endnu en Gang ſagde
vi hinanden Levvel, og faa kjorte han bort.

2.

Nogle Aar ſenere blev jeg af Familieforhold tvun—
gen til at nedſette mig i en usſel lille Landsby i Gou—
vernementet N. Overlesſet med Forretninger tenkte
jeg med Lengſel tilbage paa mit tidligere ſorgloſe, mun—
tre Liv. J Særdeleshed faldt det mig haardt at vænne
mig til at vere ene om Aftenen. Indtil Middag gik
Tiden temmelig godt, idet jeg ſnart ſnakkede med mine
Staroſter, ſnart gik omkring og pasſede paa Arbeiderne
i Marken og ſnart tog mine nye Bygninger i Oieſyn.
Men ſaaſnart Aftenen. brod frem, vidſte jeg ikke mere,
hvad jeg ſtulde gjore med mig ſelv. De faa Bøger,
jeg havde fundet i mit Skab og oppe paa Loftet, kunde
jeg udenad, og var altſaa inderlig kjed af dem. Alle
de Eventyr, ſom min Husholderſte Kirolowna havde pan
Lager, morede mig ikke længer, og Bonderpigernes Sang
gjorde mig kun mere melankolſt. Engang kom jeg

Piſtolſkud det. 605

fan vidt, at jeg forſogte paa at vænne mig til Brende—
vin, men det gav mig kun Hovedpine, og jeg var bange
for med Tiden at blive en Drukkenbold, og af dem var
der i vort Diſtrikt allerede nok i Forveien. Naboer
havde jeg ingen af undtagen maaſtee to eller tre af den
her nævnte Race, hvis Hele Underholdning indſkrenkede
fig til Stonnen og Hikken — og fan var dog Enſom—
heden langt at foretrekke. Endelig fattede jeg den Be⸗
ſlutning at gage tidlig i Seng og ſpiſe faa ſeent ſom
muligt til Middag; paa denne Maade forlængede jeg
Dagen og forfortede Aftenen.

J nogen Afſtand fra min Bolig laa et prægtigt
Gods, ber tilhørte Grevinde B., men kun beboedes af
en Intendant. Grevinden havde kun een Gang, fort
Tid efter ſit Giftermaal, opholdt ſig der i nogle Uger;
men da jeg allerede var paa andet Aar der paa Egnen,
ubbredte der fig pludſelig det Rygte, at hun vilde gjeſte
det igjen, og hun indtraf virkelig ogſaa i Juni Maaned
tilligemed ſin Mand.

En rig Godseiers Ankomſt er for de Omkring⸗
ſtaaende en Begivenhed, der baade af Adelsmend og
Bonder bliver debatteret tre Maaneder for og tre Maa⸗
neder efter Ankomſten. Ogſaa mine Tanker bleve fatte
i livlig Bevegelſe ved Efterretningen om en ſmuk ung
Frues Naboſkab; jeg brændte af Utaalmodighed efter at
ſee hende, og den forſte Sondag efter hendes og hendes
Gemals Ankomſt begav jeg mig pan Veien for at aflægge
dem et Beſog.

606 Piſtolſkuddet.

En Lakai forte mig ind i Grevens Arbeidsverelſe
og gik ind for at melde mig. Det rummelige Værelfe
var elegant meubleret Ved Veggene ſtod der ſtore med
Buſter ſmykkede Bogſtabe, og et ſmukt Teppe bedeekkede
Gulvet; et ſtort Speil ſtraalede over Marmorkami—
nen. Jeg var bleven aldeles afvoent med al Luxus i
min ſimple Bolig, og det var længe ſiden, jeg havde
været i Beroring med Rigdommens Glands; jeg følte
mig derfor lidt trykket ved Synet af dette ariſtokratiſte
Verelſe og ventede paa Greven med en lignende Frygt—
ſomhed ſom den, en Supplikant fra Landet foler, naar
han flal ſtedes til Audients hos en Miniſter. Doren
gik op; en ſmuk ung Mand paa omtrent toogtredive
Aar traadte ind og kom mig venlig imode. Jeg vilde
preſentere mig ſelv, men med den elſtverdigſte Fore—
kommenhed gjorde han en Ende paa alle Formaliteter.
Vi fatte os ned. Den utvungne Maade, paa hvilfen
han indledede Samtalen, beſeirede neſten min Frygt—
ſomhed, og jeg begyndte juſt at blive mig ſelv igjen,
da Grevinden traadte ind.

Hun var meget ſmuk. Greven foreſtillede mig for
hende. Min Forlegenhed tiltog, og jo mere jeg vilde
lade ugeneert, deſto galere gik det. Tilſidſt begyndte de
Begge, for at give mig Leilighed til at ſunde mig, at
tale ſammen indbyrdes, ſom om jeg var en gammel
Ven, for hvem man ilke behovede at genere fig, og jeg
gik imidlertid omkring i Verelſet og fane paa Bøgerne
og Malerierne. Jeg forſtager mig ikke paa at vurdere

Piſtolſtuddet. 607

Malerier; men et af dem, jeg ſaae, tiltrak fig dog min
Opmerkſomhed. Det var et Schweizerlandſkab; men
jeg maa tilſtage, at ſelve Landſkabet interesſerede mig
ikke, men derimod den Omſtendighed, at Maleriet var
giennemboret af to Kugler, der ſad tet ved Siden af
hinanden.

„Det er et ſmukt Skud!“ raabte jeg, idet jeg
vendte mig til Greven.

„Ja, Skuddet er godt,“ gav han til Svar; „De
er vel ogſag øvet i at flyde med Piſtoler?“ foöiede
han til.

„Aa, ja,“ ſvarede jeg, glad over endelig at have
fundet et Converſationsthema, ſom jeg kunde magte.
„Paa tredive Skridt vilde jeg neppe feile et Kort, na—
turligviis forudſat at jeg fjender Piſtolen.“ —

„Virkelig!“ ſagde Grevinden med ſynlig Interesſe,
„og Du, min Ven, vilde Du ogſaa være i Stand til
at treffe et Kort paa tredive Skridts Afſtand?“

„Det kan vi altid forſoge,“ ſvarede Greven. „Der
var en Tid, da jeg ſtjod godt; men det er flere Aar
ſiden, jeg har havt en Piſtol i min Haand.“

„Hvis det er Tilfældet,” ſagde jeg, „ſaa tor jeg
vedde, at Hr. Greven ikke kan treffe et Kort paa tyve
Skridts Afſtand. For at kunne ſtyde godt med Piſto⸗
ler, maa man, det veed jeg af Erfaring, ove fig dag—
lig. Jeg var bekjendt i mit Regiment for at være en
god Piſtolſtytte; men da jeg en Gang havde holdt op
i flere Uger, ſtjod jeg fire Gange feil af en Flaſke pan

608 Piſtolſkuddet.

tyve Skridts Afſtand. En Ritmeſter hos os, der var
en Spogefugl og havde feet derpaa, lo mig ud og
ſagde: „For Pokker, Kammerat, Du er altfor maade—
holden, Du flaaner jo Flaſtkerne!“ Nei, man maa ove fig,
ellers taber man fin Ferdighed. Den bedſte Piſtol⸗
flytte, jeg nogenſinde har kjendt, gjorde daglig i det
mindſte tre Stud inden Middag. Det var blevet ha m
til Vane, ligeſom der er Folk, der ſtulle have en Appe—
titſnaps for Bordet,” Greven og Grevinden ſyntes at
glede fig over, at jeg ryſtede min Forlegenhed af mig.

„Og hoad ſtjod han da efter?” ſpurgte Greven.

„For Exempel efter en Flue paa Bæggen. De
leer, Fru Grevinde; men det er virkelig ſandt. Under⸗
tiden, naar han ſaage en Flue, raabte han: „Rufta,
mine Piſtoler!“ Ruſta bragte en ladt Piſtol, og i neſte
Oieblik var det ude med Fluen.”

„Det er merkverdigt!“ ſagde Greven. „Og hvad
hed den Skytte?“

„Silvio!“

„Silvio?“ raabte den unge Mand, idet han hurtig
reiſte ſig op. „Har De kjendt Silvio?“

„Ja, Hr. Greve, vi ſtode paa en venſtabelig Fod
med hinanden. Officererne i mit Regiment behandlede
ham ſom en Kammerat. Men i fem Aar har jeg ikke
hort det Ringeſte til ham. — Hr. Greven kjender ham
maaſtee ogſaa?“

„Ja, det er ham, det er ham! Har han aldrig for⸗
talt Dem om en beſynderlig Begivenhed?“

Piſtolſkud det. 609

„Mener De det Bal, paa hvilket han fif en Ore⸗
figen af en ung Dogenigt?“

„Ja, har han ikke ſagt Dem denne Dogenigts
Navn?“

„Nei, han har aldrig nævnet hans Navn,“ gav jeg
til Svar, og greben af en Anelſe foiede jeg til: „Hr.
Greve, jeg vidſte ikke. . .. Undſtyld mig ... var
det maaſkee Dem?“

„Ja, det var mig,“ ſparede Greven i en ſynlig
ophidſet Tilſtand, „og dette Billede, der er gjennem⸗
boret af to Kugler, er et Vidnesbyrd om vort ſidſte
Sammentref.“

„Ak, kjcre Ven,“ raabte Grevinden, „tal for Guds
Skyld ikke derom; det er altfor ſtrekkeligt for mig.“

„Jeg maa fortælle det,“ ſagde Greven, og hen-=
vendt til mig vedblev han: „De kjender, hvorledes jeg
fornærmede Deres Ven, nu ſkal De høre, hvorledes han
har hævnet fig.”

Med disſe Ord bod han mig en Læneftol, og
med ſpendt Opmærlfomfeb horte jeg paa folgende
Beretning:

„For fem Aar ſiden giftede jeg mig og tilbragte
mine Hvedebrodsdage her. Jeg har her uydt de ſtjon⸗
neſte Oieblikke i mit Liv; men paa den anden Side har
der ogſaa her fundet en Scene Sted, hvis Erindring tyn⸗
ger ban mig beſtandig. En Aften var jeg ude at ride
med min Kone; hendes Heſt var lidt urolig, hun blev
bange, gav mig Toilerne og ſteg af for at gane til

610 Piſtolſkuddet.

Fods hjem. J Gaarden holdt der en Vogn jeg ikke
ljendte, og jeg erfoer nu, at en Fremmed, ſom havde
en Forretning at afgjere med mig, men ikke vilde nævne
fit Navn, ventede paa mig i mit Arbeidsverelſe. Jeg
traadte ind og ſage en Mand i en ſtovet Dragt og
med langt Skjeg ſidde ved Kaminen. Jeg gik hen til
ham og ſogte at gjenkjende hans Træt.

„Hr. Greve, kjender De mig ikke?“ ſagde han
med uſikker Stemme.

„Silvio!“ udraabte jeg, og jeg tilftauer, at Haa—
rene i dette Oieblik reiſte ſig paa Hovedet af mig.

„Det er mig,“ vedblev han. „De veed, at jeg har
et Skud til Gode, og jeg er kommen for at gjøre mig
betalt. Er De beredt?“

Der ſtak en Piſtol ud af hans Sidelomme. Jeg
afmaalte tolv Skridt, ſtillede mig ligeoverfor ham og bad
ham blot ſtynde ſig at ſtyde, inden min Kone kom
tilbage.

Han tovede og forlangte Lys. Tieneren bragte
Lys. Jeg gav Befaling til ikke at lade Nogen komme
ind i Verelſet og indtog igjen min Stilling. Silvio
ladede en Piſtol og tog Sigte. Jeg talte Sekunderne
og tænkte paa min elſtede Huſtru. Et forfærdeligt Minut
hengik nu. Silvio lod igjen Armen ſynke.

„Jeg beklager, at Piſtolen ikke er ladet med Kirſe⸗
berſtene, ſagde han; Kuglen er for tung; jeg er til:
mode, ſom om jeg er her ikke for at gjore Ende paa
en Duel, men for at begane et Mord; jeg kan ikke ſigte

Piſtolſkuddet. 611

paa en Ubevæbnet. Vi ville begynde vor Tvekamp for⸗
fra; Loddet man igjen afgjere, hvem der ffal have det
forſte Skud.“

Det ſvimlede for mig; men jeg troer, at jeg vifte
Forſlaget tilbage. Desuagtet ladede vi en anden Piſtol
og lavede to Lodder, ſom Silvio kaſtede i den af mig
gjennemſkudte Hue. Atter tilfaldt det forſte Numer mig.

Hvad der foregik i mit Indre, og hvorledes det
lykkedes ham at beſeire min Modſtand, veed jeg ikke;
Hovedſagen er, at jeg ſtjod, og at min Kugle traf
Billedet der.“

Greven pegede paa det Maleri, der havde kiltrukket
ſig min Opmerkſomhed. Hans Anſigt blusſede, Grev⸗
indens var hvidt ſom Snee, og jeg kunde ikke undertrykke
et Forfeerdelſes⸗Udraab.

„Jeg ſtjod,“ vedblev Greven, „og Himmelen vere
takket, at jeg ſtjod feil. Med mørt Mine begyndte
Silvio at tage Sigte paa mig, i ſamme Sieblik aab⸗
nedes Doren, og Macha ſtyrtede ind og kaſtede ſig om
min Hals. Synet af hende gav mig ſtrax min Fat⸗
ning igjen. :

nRjære Macha, feer Du da ikke, at vi have en
Spog for?“ ſagde jeg. „Hvor Du er ophidſet! Gaa
ind og drik et Glas Vand, ſaa kan Du komme igjen,
og jeg vil preſentere Dig for en gammel Kammerat.“

Macha troede mig ikke.

„Er det fandt?” raabte hun, idet hun vendte
39

612 Piſtolſkuddet.

fig til Silvio; ſiiig De mig, om det er ſandt, eller det
kun er Spog?“

„Deres Mand ſpoger altid, Fru Grevinde,” ſva—
rede Silvio. „For Spog har han en Gang givet mig
en Orefigen, for Spog har han fkudt en Kugle gjennem
min Hue, og lige nu har han atter for Spog ſtudt
feil . . . . nu er det min Tour at ſpoge.“

Med disſe Ord begyndte han atter at ſigte paa
mig — i hendes Nerperelſe. Macha kaſtede ſig for
hans Fodder.

„Staa op, hvilken Skjendſel!“ raabte jeg ra—
ſende . . . . „og De, min Herre, hør dog op med at
pine en ulykkelig Kvinde .. .. vil De endelig en Gang
ſtyde eller ei?“

„Nei,“ ſvarede han; „jeg er tilfreds. Jeg har
feet Deres Forvirring, Deres Angſt har tvunget Dem til
at ſtyde endnu en Gang paa mig; det er nok ... jeg
overlader Dem til Deres Samvittighed.“

Med disſe Ord gik han ud; men paa Dor⸗
terſtelen vendte han fig om og ſtjod, neſten uden at
fee derhen, fin Kugle ind i Maleriet tæt ved Siden
min. Min Kone var beſpimet; Tzenderſkabet faae fuld
af Forbauſelſe efter ham, men forſogte ikke at holde
ham tilbage. Han begav ſig ud i Gaarden, raabte
paa fin Kudſtk, og for jeg kunde befinde mig, var
han borte.“

Greven taug. Hans Beretning gav mig Slut⸗
ningen paa en Hiſtorie, hvis Begyndelſe havde grebet

Piſtolſkuddet. 613

mig dybt, og hvis Helt jeg ikke ſtulde ſee igjen. Da
Alexander Ppſilanti greb til Vaaben mod Tyrkiet,
ſluttede Silvio ſig til ham. Han fik Overbefalingen
over en Skare Heteriſter og flal være falden i Slaget
ved Skulomany.

595

614

Bisp Waldemar.

Hiſtoriſt Skizze
af
Th. M. Johuſen.

Ahe kjende Ingemanns romantiſte Fremſtilling af
Biſtop Valdemar. Hvor fattig og tor tager ikke Hiſtoriens
ſig ud ved Siden deraf! Idet vi indromme den Inge—
mannſte Romans ſtore Værd med Henſyn til national
Opvokkelſe og Fedrelandskjorlighedens Befeſtelſe og
ikke underkjende disſe Verkers eſthetiſte Betydning,
kunne vi dog ikke undertrykke en Folelſe af, at den
Hiſtoriker, ſom beſtjeftiger fig med Middelalderen, maa
fee noget ſtjevt til denne Gren af den Ingemannſte
Produktion. Aldeles afſeet fra, at det altfor meget ſtorter
Ingemann paa grundig Kundſtab til Tidens virkelige
Seeder og Former og Hart Blik for den Mand, der
bevæger fig deri, have hans ſteerkt farvede Skildringer
af middelalderlige Tilſtande og de romantiſte Overdrivelſer,
hvorved han fager fine Perſonligheder til at ſpringe i
Dinene, i den Grad gjort den ulærde Leſers Gane

Biſp Valdemar. 615

kreſen ligeoverfor Fremſtillinger, der grunde fig paa rolige,
videnſtabelige Underſegelſer, at man, for at tage et Cs
empel, godt her af kan forftaae, hvor liden Ubbredelſe
A. D. Jorgenſens talentfulde Studier til Danmarks
Middelalder have faget. Og dog har Hiſtoriens mono—
tone, men alvorlige Stemme en ganſte anderledes Vægt
end den moderne Digters- phantaſtiſte Combinationer.
Gjennem den torre Kronike og Annalerne, der ſjeldent
eller aldrig lade Forfatternes ſubjektive Anſtuelſe komme
til Orde, taler Hiſtorien til os i Fortidens jævne,
ukunſtlede Sprog og afgiver netop herved et ſlaaende
Beviis for, at om end ſtore Lidenſtkaber regerede og
mægtige Ideer rortes i hine Lider, da ſkete dette aldeles
ubevidſt for Tilſtueren og, derom er der ingen Tvivl,
ofte ubevidſt for den, der felv var midt inde i Kampen;
han droges uvilkaarligt med af ſin hemmelige Drift, og
idet han berortes af den fig i Tiden bevægende
Idee, blev han ofte fort langt bort fra det Maal, han
i Virkeligheden hapde fat fig.

En Artikel i et anſeet tydſt vibenſtabeligt Tids⸗
ſtrift har nylig atter henledet Opmerkſomhed paa den
merkelige Biſp Valdemar. Ved Hjælp af den og ſtottet
til de Reſultater, vor egen Litteratur frembyder, ſtulle
vi her forſoge at give et Omrids af Mandens Liv.
Men vi bede atter og atter Leſeren om at erindre, at
det ikke er „Romantik,“ men „Hiſtorie,“ for hvilken der
jo ogſaa er aabnet en Rubrik i bette Maanedſtrift, vi
ville byde ham her. Effektſcener ſom Ingemanns Skil⸗

616 Biſp Valdemar.

bringer fra Sjoborg Fengſel og Toccum Kloſter,
romantiſte Situationer ſom den forkledte Biſps Mode
med Giftblanderen paa Heden og hans Optreden i
Keiſer Ottos Leir, bor han ikke vente ſig her; thi
derom fortæller Hiſtorien Intet.

Biſp Valdemars Livshiſtorie behøver ingen Eventyr,
den er eventyrlig nok i Forveien. Allerede over hans
Fodſel hviler et hemmelighedsfuldt Slor. At hans
Fader har været hin Knud Magnusſen, der blev myrdet
ved Svend Erikſens Gjeſtebud i Roskilde, derom ere
de vigtigſte Kilder enige, og derfor taler ogſaa al Sand—
ſynlighed; men hvem hans Moder har varet, kan ikke
beſtemt angives; Biſp Peder kalder ham ſenere lige—
overfor Innocens III. „en Son af dobbelt Utugt“, altſaa
maa han bære avlet gjennem gjenſidigt Wgteſtabsbrud;
er Suhms Gisning rigtig, ſtkal han have været en Son
af den ſpenſke Prindſesſe Ingerid Ragnvaldsdatter,
ſom forſt var gift med den danſte Prinds Henrik
Skadelaar, der var med i Sammenſpeergelſen mod
Knud Lavard, ſenere med den norſte Kong Harald
Gilde. "Allerede Henrik Skadelaar ſtal have havt Grund
til Skinſyge; ved ham blev hun Moder til de to meerke—
lige Kronprœtendenter Buris og Magnus Henrikſen,
begge lidenſkabelige og ærgjerrige Ungerſvende; den
forſte kjendt af Valdemar den Stores Hiſtorie, der
fortæller . om, hvorledes han lokkede Kongens Soſter,
liden Kirſten og ſiden, da han konſpirerede mod Valde—
mar for at binde Kronen, led en ſorgelig og forſmedelig

Bifp Valdemar. 617

Straf; den anden bekjendt af fit driſtige Tog til Sverrig,
hvor han overfaldt den fromme Erik den Hellige under
Mesſen i Upſala Domkirke og drebte ham, men kun
bar den ſvenſte Kongekrone et Aar, da han blev fældet
i et Slag af Stormeendene. Er den ovenomtalte Gjet⸗
ning altſaa rigtig, maa Biffop Valdemar være en
Halvbroder til disſe to Mænd, og da er bette Slegtſtabs⸗
forhold ganſte viſt meget charakteriſtiſt.

Knud Magnusſen var myrdet, inden Valdemar ſage
Lyſet. Kong Valdemar antog fig imidlertid kjerligt fin
faderloſe Navne og lod ham opdrage overensſtemmende
med hans Byrd. Allerede tidlig maa han have været
beſtemt for den geiſtlige Stand; thi ſaaſnart han havde
opnaaet en dertil pasſende Alder, blev han ſendt til
Paris for der at tilegne ſig den theologiſte Dannelſe,
ſom der udfordredes til at beklede de hoiere geiſtlige
Embeder (Pariſerklerke). Fr. Hammmerich har i fit
interesſante Skrift „En Scholaſtiker og en Bibeltheolog
fra Norden“, givet en malende Skildring af Studenter⸗
livet i Paris paa hin Tid; deraf fee vi, at der har
frembudt fig ligeſaamange kjodelige Friſtelſer ſom aande⸗
lige Fordele for den unge Videnſtabsmand under Opholdet
i denne By; disſe Sfjær ſynes dog Valdemar at have
undgaget, hvis vi ellers ſtulle troe den Ros, Abbed
Stephan i St. Genovevas Kloſter“) yder ham, naar

*) St. Genoveva Kloſter laa i Nerheden af Collegium
dacicum, hvor de Dauſke ſtuderede.

6

618 Biſp Valdemar.

han i et Brev omtaler hans mandige Modenhed, værdige
Opforſel, Ybmyghed, Gavmildhed og Belevenhed, hvorved
han har gjort fig bemerket hos Alle. Naar den
unge Klerk er kommen tilbage til Danmark, vide vi ikke,
og om han har bekledt noget geiſtligt Embede, for han
blev Biſp i Slesvig, er os ogſaa ubekjendt, men viſt
er det, at da den Mand, til hvis Efterfolger han var
udſeet, Biſp Frederik af Slesvig, druknede paa et Tog
til Venden i Mai 1179, kunde Valdemar ikke modtage
den biſpelige Indvielſe, da han endnu ikke havde fyldt
fit toogtyvende Aar; et Lateranconcilium, hvori ogſaa
en danſt Biſp var nærværende, havde nemlig fornylig
beſtemt: ut nullus in episcopum eligatur, nisi qui
jam tricesimum annum ætatis exegerit“); ſaaledes
maa Kong Valdemar rimeligvis have faaet Pave Alex
ander III's Dispenſation til, at hans Foſterſon maatte
ſom udvalgt Biſp beſtyre Slesvig Stift, indtil han
havde fyldt ſit 30te Aar.

Den Haſt, hvormed Valdemar den Store ſogte at
faae fin Foſterſon anbragt i en af Rigets anſeeligſte
Stillinger, kaſter et Hart Lys over Forholdene og reekker
Noglen til Forklaringen af Biſp Valdemars ſenere Ad—
færd. Vi ville her erindre Leſeren om de chaotiſke
Tilſtande, der havde herffet i Danmark for Valdemar

— —

*) At ingen maatte vælges til Biſp, Hvis han ikke allerede
havde fyldt fit 30te Aar.

Bifp Valdemar. 619

's kraftige Regjering. Lige ſiden Erik Eiegods Dod,
kunde vi gjerne ſige, havde forſtjellige Prindſer fæmpet
om den danſte Krone og alle med lige god Ret; i gamle
Dage havde ber iffe været nogen beſtemt Lov for Thron⸗
følgen, enhver Ætling af det regjerende Fyrſtehus,
ligegyldig om han var ægte eller uægte fodt, kunde
optrede med Krav paa at blive Konge; blev Kravet ikke
taget tilfolge, gjorde han fælles Sag med andre Kron⸗
prœtendenter og de forſtjellige Landſkabers Almue, der
ængftelig vaagede over deres Seerettigheder. Herved
blev naturligvis den regjerende Konge beſtandig uſtkker
paa Thronen. Det var flige forfærdelige Forhold, der
havde ſonderrevet Norge og ſkulde undergrave det for mange
Aarhundreder; men ogſaa i Danmark havde man ſukkel
flænge nok under ſaadanne Forhold i Krigene mellem
Magnus Nielſen, Erik Emun og deres Efterfolgere. Det
var denne uſalige Sedvane, ſom Valdemar den Store,
inſpireret af den geniale Abſalon Hvide, vilde ophæve,
da han lod ſig ſalve og krone af Lunde Erkebiſp i
Roskilde Domkirke, for derved at give fin Udnepnelſe til
Konge kirkelig Hevd, og det var hin Sedvanes Folger,
han vilde hindre, da han 1170 lod Efkil ſette Kronen
paa hans ſyvaarige Son Knuds Hoved i Ringſted,
efterat han allerede tidligere var hyldet af de Store. Og
hyoor nodvendige flige Forholdsregler vare, viſer tilſtrekfelig

Buris's foromtalte Konſpirationer, Erik Lams Son
Magnus's ſenere Forſog i Halpfjerdserne og endelig
Harald Skrengs Reisning af de ſtaanfke Bonder. Det

r DRS.

1

1
ir
(|

620 Biſp Valdemar.

var derfor itke fan underligt, at Valdemar I. ſogte at
fage fin Foſterſon ſom en Wtling af Kongehuſet ſaa
ſnart ſom muligt anbragt i en hoi og geiſtlig Stilling,
idet han med Rigets Enhed og Kronens Magt for Die
antog, at naar hans Foſterſon forſt havde faaet Krum—
ſtaven i Haanden, vilde han ikke gribe efter Scepteret;
men han forregnede ſig.

Da Valdemar var bleven indviet til Biſp i Slesvig
1187, vifte han ſnart fin energiſke Natur ved den
Interesſe, hvormed han tog ſig af Kloſtre og Munke.
St. Mikkels Kloſter i Nærheden af Slesvig, hvis Abbed
og Munke vare bekjendte for deres forargelige Levnet,
blev reformeret, og Storſtedelen af dets Beboere flyttet
til et nyt Kloſter pan Oen Guldholm, en Mils Bei
nord for Byen. Til dette nye Kloſter ſtjenkede Biſpen
fire Kirketiender af fit Menſalgods, og derſom hans eergjer—
rige Planer ikke vare komne ham i Veien, vilde han viſt
have begavet det endnu mere; man tillægger ham de
Ord: „Aurea insula tu vocaris, et ego te, si vixero,
deaurabo“ ). Han indforte en ſtrengere Ordensregel
her end i St. Mikkels Kloſter og indbod flere af de beromte
Esrom Munke hertil. Ogſaa Aas Kloſter ti Halland og
Lygum Kloſter i Sonderjylland modtoge betydelige Gaver
af ham. Men ſnart drog ſom ſagt hans ereſyge Sind
og Forholdenes Udvikling ham bort fra denne ſtille Ferd.

*) Du kaldes den gyldne Holm og, ſaaſandt jeg lever, ſtal
jeg forgylde Dig. f

Biſp Valdemar. 621

1188 gjorde Hartvig U. af Bremen et Tog til
Ditmarſten, hvis Bonder ikke vilde anerkjende hans
Overhoihed. Da disſe itke kunde ſtage fig mod Erke—
biſpens pantſerkloedte Skarer, lovede de Underkaſtelſe og
forpligtede ſig til at betale ſtore Boder. Knap hapde
imidlerlid Bremerne vendt dem Ryggen, for Ditmarſterne
ſtikfde Bud til Biſp Valdemar i Slesvig, lovede at
være ham underdanige og gave ham Gidsler for deres
Troſtab, idet de paa den Maade mente at kunne redde
deres gamle Friheder. „Fra nu af,“ ſiger den gamle
Chroniſt, Arnold af Lübeck, „bleve Ditmarſkerne regnede

med til Danmarks Rige og tjente den hellige. Petrus i,
Slesvig, ſom de for Havde tjent ham i Bremen.“

»Saaledes ſaae Biſp Valdemar pludſelig fin Magt foroget;
den havde allerede faaet en betydelig Tilvært, da han
i ſin unge Fetters, den ſenere Valdemar Seirs Mindre⸗
aarighed, var bleven udvalgt til Regjeringsforſtander i
Sonderjylland. Hertugverdigheden (Landevernsmandens
Embede) havde for værer bekledt af Mænd ſom Knud
Lavard og hans Son Valdemar, det er derfor ikke at
undres over, at Biſp Valdemar; da han blev bekledt
med dette Embede, i fin ergjerrige Sjæl har begyndt at
omtumle Tanker, hvis Maal den danſte Kongekrone var,
og vi kunne fatte hans Forbittrelſe, da den unge Valde⸗
mar Valdemarſon i Juni 1191 blev erklæret for myndig
og den Termin faſtſat, paa hvilken Biſpen ſtulde aftrede
ham Slesvig. Fra det Oieblik var Fjendſtabet mellem
Kongehuſet og Biſpen erkleret, fra det Oieblik begyndte

622 Biſp Valdemar.

han at fole at. Niels's Slægt var bleven tilſideſat for
Erik Eiegods; hans Bedſtefader Magnus Nielſens Aand
foer i ham, og ſnart brændte Hadet luehoit mellem ham
og den unge Hertug Valdemar. Biſpen kaldte Paven
til Hjælp; denne ffrev til Kong Knud VI. og ſogte at
mægle; ja han ſendte endogſaa Cardinal Cynthius til Dan—
mark, for at denne ſtulde være Voldgiftsmand i Striden.
Ethvert Meglingsforſog blev forgjeves. Da beſluttede
Biſtop Valdemar at benytte ſig af Situationen i Tyſkland.

For fort ſiden havde han bekempet de hohenſtaufiſt
ſindede Fyrſter i Nabolaget, nu traadte han i et ven—
ſtabeligt Forhold til dem. Han knyttede Forbindelſer
med Adolf af Holſtein, Aſkanieren Otto af Brandenburg
og gav Hertug Bernhard af Sachſen ſin Soſter Jutta
til Gemalinde. Derpaa forelagde han det tydſke Keiſer—
hof fine Planer, hvor man kan vide, at de vare ſaare
velkomne. Henrik VI., der klarere end nogen anden
Keiſer af det hohenſtaufiſte Hus, indſage, at det keiſerlige
Verdensherredomme ingen faſt Grund kunde faae, naar
Keiſeren itke var Meſter i Tydſtland, grev med Begjer—
lighed Biſtop Valdemars Plan, der lovede ſaameget at ſette
Skranke for den fyrſtelige Oppoſition i Tydſtland og ifær
ryſte Velfernes Magt ved at ſonderrive den truende For⸗
bindelſe mellem bem og Danmark“) og endelig atter bringe

) Man erindre fig, at Svend Erikſen kom tilbage til Dan⸗
mark ved Henrik Loves Hjælp, at Valdemar J. ſluttede
fig til ham i Anledning af haus Erobringsplaner i
Venden, og at Knud VI. var gift med hans Datter Gjertrud.

Bifp Valdemar. 623

Danmark tilat anerkjende den tydſte Keiſers Lehnshoihed,
ſom Knud den Sjette nylig faa kjekt havde vegret fig
ved og forſtaget at give denne Vegring Kraft ved Abſa—
lons beromte pommerffe Tog. Forholdene i det bremiſte
Erkeſtift formede fig netop i denne Tid ret pasſende til
at danne Üdgangspunktet for Keiſerens og Biſpens
Operationer. Det derverende hohenſtaufiſt ſindede Parti,
Borgerſtabet og Flertallet af Miniſterialerne hapde for
to Aar ſiden fordrevet Erkebiſpen Hartvig II., en Tit
hænger af Henrik Love. Paa Legfolkets Opfordring og
rimeligvis ogſaa efter Keiſerens udtrykkelig udtalte Villie,
beſluttede nu ogſaa Domlapitlet fig til at affætte Hartvig
og vælge en ny Erkebiſp: dette blev da — Valdemar
af Slesvig. At Bremerne har havt nogenſomhelſt Anelſe
om, at de ſtulde bruges ſom Rebffaber for Biſp Valde⸗
mars ærgjerrige Planer er ikke rimeligt; men for Kong
Knud af Danmark og hans Raadgivere kunde det ikke
være ſtjult. Det danſke Hof proteſterede da ogſaa ſtrax
mod dette Valg og ſogte at hindre Biſpen i at tage
Erkeſtiftet i Beſiddelſe. Vel ſatte denne Trods mod
Trods og lod Domkapitlet beſtyre Stiftet, udſtedte An⸗
ordninger i fit Navn, lod præge Mont med fit Billede
paa o. f. fr., men han meerkede dog fnart, at han
maatte træbe op med ſtorre Eftertryk, derſom hans Planer
ellers ſtulde tage nogen Fart. Den norſke Kong Sverre
havde allerede i længere Tid ſtaget i fjendtligt Forhold
til det danſte Kongehus i Anledning af del Cilflugtſted,
det ydede hans Medbeiler til Thronen, Magnus Erlingſen,

624 Biſp Valdemar.

den trondhjemſte Erkebiſt og flere misfornoiede Norſte.
Til ham begav nu Biſp Valdemar ſig for at vinde
ham for fine Planer. Det lykkedes. J Sommeren
1193 landede han med en Flaade paa over tredive
Langſtibe, ſom han hapde ſamlet i Norge og Sverrig,
ved Sønderjyllands Kyſter og antog Kongenavn.
Saa ſamme Tid, altſaa ſandſynligviis efter Aftale med
Valdemar, drog Grey Adolph af Holſteen med en ſtor
Stridsmagt over Eideren. Men for begges Strids—
træfter havde kunnet fage Leilighed til at ſamvirke, fad
Biſp Valdemar i Fengſel. Uforſtageligt! Efter ſaa
mange Intriguer og Renkeſpind, da hans Planer vare
ligeved at bære Frugt, i det afgjorende Oieblik, hvor
det netop kom an paa at handle med Beſtemthed og
Kraft, lod Biſp Valdemar ſig af ſine forrige Venner lokke
til en Sammenkomſt wed Kong Knud, der opholdt ſig
paa Bronlund Slot ved Aabenraa. Om han har havt
frit Leide til denne Sammenkomſt vide vi ikke; men
næppe var han ankommen her, for man lagde Haan d
pan ham. En ſaadan Fremgangsmaade var uhedderl ig
og ſvigefuld, det er fandt; men Politiken har allerede
længe for Machiavels Tid havt en anden Katechismus
end Moralen. Rigets farefulde Stilling maa undſtylde
denne voldſomme Handling.

Hertug Adolph var ſtrax vendt om, da han erfarede
Biſpens Fengsling, forende et godt Bylte med fig fra
Plyndringerne i det ſydlige Slesvig, og ſaaledes var
altſaa det Net, der var ſpundet til Danmarks Fordærv,

Bifp Valdemar. 625

briftet; men nu gjaldt det om at forſpare hin Daab
for Biſpens rette Vernething, Paven. Abſalon og
hans Lydbiſper fkreve ſtrax til Coeleſtin III.; men
denne erklaerede, formodentlig paavirket af den tydffe
Keiſer, at han ikke kunde billige, hvad den danſte Konge
havde gjort, og et ſenere Brev fra den beromte Abbed
Vilhelm i Ebelholt, hvori Biſpen kaldes en vitterlig
Majeſtœtsforbryder, og Kong Knuds Paamindelſe om
hans Faders og hans egen Hengivenhed for St. Peters
Efterfolger ſynes heller ikke at have gjort ſtor Virkning
hos den hellige Fader. Ogſaa maa den Cardinal
Fidentius, ſom Aar 1196 kom herind for at opmuntre
til et Korstog og forhandle om Dronning Ingeborg af
Frankrigs Sag, rimeligviis have ſogt at indlægge et
godt Ord for den fangne Biſp; men Beſtrabelſerne for
at faae ham losladt bleve dog forſt drevne med Efter⸗
tryk, da den myndige Innocens III. beſteg St. Peters
Stol, Den femte Decbr. 1203 tilſkrev han den unge
Valdemar Valdemarſon et Brev, hvori han i Begyndelſen
udtaler fig i ſterke Udtryk om Biſpen; han onſker, at
han aldrig Havde været til, fordi han havde ringeagtet
den biſpelige Verdighed ved at ville attrage Songeværbig-
heden og fammenfværge fig imod Kong Knud, hvem han
havde ſporet Huldſtab og Troſkab, og hvis Brod han havde
ſpiiſt. Paven onſter ham forvandlet til en Saltſtotte,
for at han, idet han felo flod hen i Vandene, alene
kunde begrede fin egen Forvirring og hverken ſtulde
fremkalde Taarer paa Kirkens Kinder eller Pletter paa

626 Bifp Valdemar.

Biſpeſtanden; thi det Havde været bedre, om han var
omkommen ved fit eget Sværd, efterdi han hapde grebet
det legemlige Sværd, og ſaaledes var falden i den Grav,
han havde gravet, end han ſtulde have beſmittet Kongens
Hender ved fit Fangenſkab og ſaaledes give Anledning
til at krenke den kirkelige Frihed. Men den retfærdige
Gud Havde ſtraffet ham for hans Hovmod og nedſtodt
ham ligeſom fordum Djeelen, der vilde være den Hoieſte
lig, i Elendighed, for at han i fit Fengſel kunde erkjende
ſin Ondſkab. Da nu Gud ſaaledes hapde ſtyrket Kongens
Trone ved Biſpens Bdmygelſe, burde Kongen have viiſt
fig taknemlig og ikke udſtrakt fin Haand til hans For⸗
nermelſe. Han burde have lagt fig det paa Hjerte, at
enhver Tjener ſtager eller falder for fin egen Herre, og
derfor ikke have dømt en Andens Tjener eller raſet mod
en Biſp ſom imod en usſel Cræt, men have overladt
Dommen til den romerſte Kirke og den apoſtoliſte Stol.
Han burde ei heller have antaget, at Biſpen fulde kunne
ſpotte den apoſtoliſte Stols Dom eller undflye dens
Straf, efterdi der fra dennes Mund udgager et tveægget
Sværd, ſkarpere end ethvert andet Sværd, ſom i et
Dieblik kan ſvinges fra Hav til Hav, og ſom binder
dem, det rammer, ikke blot paa Jorden, men ogſaa i
Himlen. Hermed mener dog Papen ingenlunde, at
Kongen ſtulde have næret en Slange i fin Barm eller
have rakt fin Fjende et Sværd mod fin egen Strube,
men at fan ſkulde have overladt Dommen til ham, der
ſiger, at hvo der rover hans Tjener, rover hans Sieſteen.

Biſp Valdemar. 627

Om end Biſpen hapde forſeet fig nok faa grovt, hvori
havde da den apoſtoliſke Stol ſyndet, eller hvad havde
den almindelige Kirke begaget, hvorfor begges Frihed
krenkedes i hans Perſon? Endſtjont Gud havde beſtjermet
Kongen, var denne dog bleven vaklende i ſin Tro paa
ham, og idet han ſtjelvede, hvor der ikke var Grund til
at ſtjeelve, frygtede han mere for ham, hvem han troede
bilde dræbe Legemet, end for Gud, hvem han vidſte
kunde ødelægge Sjæl og Legeme i Helvede, og hade
kaſtet Biſpen i Fengſel, hvor han laa bunden med
Fod⸗ og Haandlenker. Herved hapde Kongen ikke alene
fortornet Gud og Chriſtus, men ogſaa nedſat hele Kirken
og iſer den romerſke, idet han havde væbnet Alles
Tunger imod den, fordi den ikke var gjennemtrengt af
Iver for Herrens Huus, men var ſom en ſtum Hund,
der ikke kunde gjoe, og fordi den lod, ſom om den ikke
merkede fine Underſaatters Synder. Af denne Kongen
haarde Adferd mod Biſpen havde andre Regenter taget
Anledning til at undſtylde lignende Synder; ſaaledes
Keiſer Henrik, da Pave Coeleſtin ved fine Sendebud
havde indlagt Forbon hos ham for Erkebiſpen i Salerno,
hvem han havde jaget i Landflygtighed. Paven er
ogſaa af den Formening, at Biſpens haarde Behandling
har bragt ham til fund Fornuft, faa at han ikke oftere
vil ſette fig op imod ham, ved hvem han er nedſtegen
i Elendighed, ifær da den Arm, paa hvilken han meget
har ſtolet, og hvilken Kongen ifær har frygtet, er knoekket
ved Keiſer Henriks Dod, og en anden (Otto) er kommen
j 40

628 Biſp Valdemar.

i hans Sted, med hvem Kongen er forbunden ved Ven:
ſtab og Svogerffab. Derfor bor Kongen adlyde Pavens
Ord og overlade Biſpens Dom til Gud, ſom kan for—
andre Menneſtenes Sind; thi da intet Menneſke altid
forbliver fig ſelv ligt, bor man ikke mistvivle om Nogens
Omvendelſe; Aarene omſtifte ofte Scederne. Derpaa
anføres ſom Exempel, hvorledes en pavelig Legat havde
ſtiftet Forlig mellem Kong Henrik af Ungarn og hans
Broder Hertug Andreas, der havde tilrevet fig Kronen
efter deres Faders Dod. Af dette Forlig ſendes Kongen
en Afſtrift, og Paven vil end yderligere ſorge for hans
og Rigets Sikkerhed. Han foreſlager nemlig, at foruden
den Borgen, ſom Biſpen formager at ſtille ved fig felv
eller ved Andre, flal der garlig en Gang i alle Rigets
Kathedralkirker lyſes Ban over Biſpen og Enhver, der
med ham vover at forurolige Kongen eller hans Rige,
og bette Ban vil Paven fornye paa de fornemſte Hoitids—
bage. Endvidere ſtulle alle Rigets Stormeend edeligen
forpligte fig til, at de aldrig ville ſtaae Biſpen bi i
lignende Forſog. For at fjerne enhver Mistanke, ſtal
Biſpen opholde ſig i Italien og aldrig komme tilbage
til Danmark igjen uden Kongens eller hans Efterfolgeres
og Pavens eller hans Succesſorers Samtykke. Dog,
paa det at han ikke, til Skam og Skjendſel for Biſpe⸗
værdigheden, ſtal nodes til at tigge, ſtal han med Kongens
Samtykke beſtikke i fit Biſpedomme en Vikar, der er Kongen
hengiven, og ſom fkal ſende ham fornødent Underhold
ſamt beſtyre hans Embede efter bedſte Evne. Til Slut⸗

Bifp Valdemar. 629

ning formaner Paven Kongen til at loslade Biſpen og
ſende Svar pan dette Brev, for at han ſaaledes kan
ſorge for ſit Rygte og ſin Frelſe og ved fromme Gjer⸗
ninger gavne fin afbøde Broders Sjæl; thi det vil han
lade Kongen vide, at han ikke lengere roligt kan taale
Biſpens Fangenſtab, efterdi dette geraader Guds Maje⸗
ſtet til Fortornelſe, den apoſtoliſte Stol til Skjendſel
og den almindelige Kirke til Vanære.

J Aaret 1205 ægtede Valdemar den bohmiſte
Prindſesſe Margrethe (Dagmar). Hun havde lovet fin
Moder, der rimeligviis var paavirket i ſaa Henſeende
af Geiſtligheden, at gage i Forbon for den fangne Biſp.
Folkeviſen beretter:

Saa aarle om den Morgeuſtund,
Længe før det var Dag,

Det var ungen Frøfen Dagmar,
Hun kreved fin Morgengave:

„Den førfte Bøn jeg beder Eder om,
Allerkjcœreſte Herre min!

J lade Biſkop Waldemar af Taarnet komme
Til Slægt og Frender fine!”

„Den førfte Bøn J tie ſaa ſtille,
J tie, Froken Dagmar! faa kver;
Kommer han ud Biſkop Valdemar,
Han gjor Eder Enke i Aar.“

i
|

630 Biſp Valdemar.

Hun tog Guldkronen af ſit Hoved
Og fatte for Kongen paa Bord:
„Hvad ſkulde jeg i Dannemark,
Maa mig ikke vides et Ord?”

Biſpen kom dog ikke los lige Herefter, ſom Folfe-
viſen har det; men ſamme Aar tilſkrev Kongen Paven
ſom Svar paa Ovenſtagende, hvori han forſikkrer, at han
gjerne vil frigive Biſpen, naar blot hans og Rigets
Rolighed og Sikkerhed ikke maa lide herunder. Derpaa
gjennemgager han kortelig Biſp Valdemars Hiſtorie for
at viſe, at denne havde viiſt „den ſorteſte Utaknemmelig⸗
hed” mod ham og hans Slægt; Skulde Kongen derfor
loslade ham, maatte Paven ſorge for, at han ikke paa
Veien til Rom blev opfnappet af Kongens Fjender
(Hertug Philip af Schwaben og Kong Philip Auguſt
af Frankrig), men blev henſat paa et ufkadeligt Sted,
efterdi Kongen ikke kunde vente ſig noget Godt af ham.
Kunde bette ikke flee, beder han om Tilladelſe til frem—
deles at holde ham i Fengſel, Hvortil næften alle hans
troe Raadgivere have raadet ham. Paa bette Brev
ſvarede Paven, den tyvende Jannuar 1206, i en Skrivelſe,
hvori han roſer Kongens Lydighed og Taknemmelighed
mod den romerſte Stol og yttrer fin Glæde over, at han
nu har beſluttet fig til at ville loslade Biſpen, endſtjondt
bette ſyntes Mange betenkeligt, hvorfor Paven ogſaa vil
treffe ſaadanne Forholdsregler, at Kongen for Fremtiden
kan være ſikker for Biſpen. Han ſender derfor efter
Cardinalcollegiets Raad fin Klerk Mag. Peder, ſom ſtal

Biſp Valdemar. 631

modtage den losladte Biſp og fore ham med ſikkert
Leide til Kong Andreas af Ungarn, hvorfra Paven vil
beſorge ham bragt i Sikkerhed til Rom. Men da Biſpen
ikke kan gjore denne lange Reiſe eller forblive i længere
Tin hos Paven uden ſtore Bekoſtninger, hvilke han
viſtnok ikke ſelb kan udbrede, beder Paven Kongen at
tildele ham ſaameget af hans Biſpeſtols Indtengter, at
han kan leve ſommeligt og anſtendigt deraf. Den
pavelige Legat ſtal ſammenkalde Rigets geiſtlige og
verdslige Stormend og ved flukkede Lys og under
Klokkeringning forkynde Ban over den eller dem, ſom
for Biſpens Skyld vove at forurdlige Kongen, Riget
eller Underſaatterne; ligeledes ffal Biſpen love, at han
vil begive ſig til Rom. Hvad derimod det Punkt angager,
at Kongen indſtendig har begjæret, at den udvalgte
Biſp, Nicolaus, maa blive indſat i Stiftet Slesvig
ved pavelig Dispenſation, da maa Kongen vide, at
Paven ilke kan opfylde en ſaadan Bon, efterdi de hellige
Fedres kanoniſte Beſtemmelſer udtrykkeligt forbyde, at
Nogen mage træde i den Levendes Sted, for denne er
kanoniſt afſat. Men naar Biſpen kommer til Rom,
ffal Paven ikke undlade at underſoge den hele Sag.
Saaledes kom da endelig Biſpen paa fri Fod under
folgende Betingelſer: han maatte aldrig komme tilbage
til Danmark, ikke opholde ſig i Rigets Neerhed eller
pan et mistenkeligt Sted og ikke flane fig til Rigets
Fjender; han ſtulde reiſe lige til Rom og forblive der,

632 Bifp Baldemar.

indtil Paven kunde forſkaffe ham en pasſende Anſettelſe;
Alt under Banſtraf. Folkeviſen forteller:

Der han kom af Taarnet ud,

Da kunde hau ikke gange:

„Jeg haver her ſiddet pan tolvte Aar,
De Tide vare mig ſaa lange.“

Haus Spſter tog Guldkam af fit Skrin,
Hun kemmed hans gule Haar,

For hver den Lok, hun hannem redte,
Da feldte hun modig Taar'. M

„Hor Du, kjereſte Søfter min!

Og græd Du ikke for mig;

Fuld vel ſkal jeg hævne min Harme,
Om jeg et Aar er qvæg *).“

„J tie fvær, Biſkop Valdemar!

Lader ikke Eders Vrede regjere;
Kommer J atter pan Sigborg Taarn,
Jeg feer Eder aldrig mere.“

Ikke kunde Biſpen lade ſin Harm,
For han maatte Landet rømme;

Det fortrød Dronning Dagmar meſt,
Han kunde ikke bedre ſtjonne.

*) Gl. Ord for levende (qvil).

Bifp Valdemar. 633

Hvor forandrede vare ikke Forholdene, da den
ulykkelige Prœelat atter kurde aande Frihedens Luft efter
de lange Feengſelsaar. Den geniale Hohenſtaufer, Keiſer
Henrik VI.'s ſtolte Planer vare ſtyrtede over Ende med
hans Dod, Tydſtland var oploſt i voldſomme Kampe
og Partier, Biſpens Blodsfjende, den unge Kong Valde⸗
mar, havde lengſt knyttet „Seir“ til fit Navn og truede
med at forene hele Oſterſoens Kreds under fit Scepter.
Ogſaa med Henſyn til den danſte Kirke havde denne
ſtore Planer: han ſtrebte ikke efter mindre end at gjøre
det hamburg⸗-bremiſte Erkebiſpedomme til et Led af hin.
Fra ældgammel Tid huvilede Metropolitanmagten her
paa Foreningen af det hamburgſte Erkebiſpedomme og
det bremiſte Biſpedomme; men i Tidens Lob udviklede
Forholdene fig ſaaledes, at den erkebiſtoppelige Dignitet
udelukkende blev knyttet til Bremerkirken, og Hamburger
biſpen blev denne underordnet. Her tog da den danſte
Konge fat. Paa hans Opfordring fornyede det hamburgſte
Domkapitel ſine gamle Retskrav, og da man var ſaa heldig
at faae disſe anerkjendte, flyttedes Erkebiſpedemmets
Tyngdepunkt til Hamburg, d. v. ſ., efterat Valdemar
havde erobret Nordalbingien, til det danſte Rige. —
Efterat Biſpen var løsladt af Fengslet, fortes han til
Rom, hvor han rimeligviis er ankommen fort efter
Nytaar 1207; thi anden April ſamme Aar ſtriver Inno-
cents til Kongen og takker ham, forbi han har losladt
Biſpen. Han ſiger, at denne ſoger at undſtylde fil
Forhold mod Kongen, medens Kongens Sendebud

634 Biſp Valdemar.

beſtrebe fig for at beviſe, at han er ſkyldig, Hvorfor
han (Paven), indtil en endelig Dom i Sagen kan falde,
vil have det anordnet ſaaledes, at Biſpen forbliver i
Rom. Men da den ſlesvigſte Kirke ikke bor favne en
Hyrde, fkal Erkebiſtkoppen i Lund beſtikke den en duelig
Beſtyrelſe, der kan foreſtaae baade de geiſtlige og verds—
lige Sager og aflægge Regnſkab for Stiftets Indkom—
ſter, hvoraf den Pengeſum, ſom er laant til ſelve Bi—
ſpens Forbrug, ſkal hetales, og hvoraf han, ſaaleenge
det gjores nodigt, ſtal have fornodent Underhold. Paven
formaner Kongen til at lade dette iveerkſœette og opfor—
drer ham til ved forſtkommende Juletid at ſende nogle
forſtandige og troe Mend til Rom ſom Underhandlere
i Pavens Sag. Naar Paven da har hort begge Par—
ter, vil han fælde Dom i Sagen. Men inden de
danſte Sendemeend vare ankomne til Rom, var Biſpen,
ſom Kongen ganſte rigtig havde befrygtet, begyndt at
trede i Forbindelſe med den tydſte Keiſer Philip, en
Broder til den afdode Henrik VI, for at ophidſe ham
mod fin Fetter. Philip Havde nemlig faaet en Mod—
keiſer i Velferen Otto, Henrik Loves Son, hvis Broder
Vilhelm af Lüneburg var gift med Valdemar 1.8 Dat—
ter. J Foraaret 1207 havde Valdemar Seir netop be—
gyndt at ſtotte ſin Spogers Broder; det er altſaa klart
hvor velkommen Biſp Valdemars Tilncermelſe maatte
være Philip. Den bremiſte Erkebiſpeſtol maatte ſnart blive
ledig; kunde Biſp Valdemar atter blive valgt her, vilde
Keiſeren i Rom ffaffe fig en trofaſt Forbundsfelle mod

Bifp Valdemar. 635

Nord til at ſprenge den velfiſt-danſte Alliance og fpærre
Otto Soveien til England; derpaa maatte altſaa alle
Keiſerens og Biſp Valdemars forenede Beſtrœbelſer for
det forſte gane ud. Saaledes vil man let kunne for
ſtaae, hvormange Intriguer der ſamvirkede, da det bre—
miſte Domkapitel efter Hartvigs Dod 1207 udkaarede
Biſp Valdemar til hans Efterfolger paa Erkebiſpeſtolen.
Dette Valg gik da heller ikke af uden ftærfe Indven—
dinger. Propſt Burchard i Bremen, der ſelv havde
giort fig Haab om Erkebiſpeverdigheden, udeblev tillige—
med fine Tilhængere fra Valget, og det hamburgſte
Domkapitel proteſterede mod dets Gyldighed, paaſtagende,
at dets Kirke ſom Stiftets Moderkirke maatte have
forſte Stemme. En Deputation af bremiſte Domherrer
og Miniſterialer ſtyndte fig imidlertid til Bologna, hvor
Biſp Valdemar dengang opholdt ſig, for at melde ham,
at han var kanoniſt udvalgt til deres Erkebiſp. Val⸗
demar ilede da ſtrax til Rom med Geſandterne for at
fremſtille ſig for Paven. Pag ſamme Tid ankom Kei⸗
fer Philips Brev, Hvori denne efter en meget ſmigrende
Indledning, der tager fig mistenkelig ud, naar man
erindrer i hvilket fjendtlig Forhold han nylig havde

ſtaaet til Inno cents, paa det kraftigſte anbefalede Val⸗

demars Valg og bad Paven ikke at opjætte dets Stad⸗

feſtelſe, da han var valgt eenſtemmig, og Stiftet ikke

godt kunde undvære en Erkebiſtop, da den afdode havde
beſtyret det ſlet. Til Slutning lover han af al Magt
at ville arbeide paa Stiftets Opkomſt. Paven modtog

8

E6—— ³ĩ·A te

mn.

— es

—

>= — sk
— me — —

636 Biſp Valdemar.

Biſp Valdemar venligt og lykonſkede ham til, at Guds
Maade atter begyndte at hvile over ham; men Inno—
cents har viſtnok, ſom Suhm ganſte rigtig antager,
neppe i det Oieblik været orienteret med Henſyn til
Bremens Beliggenhed, ellers vilde han ſnart have folt,
i hvor ſtor Strid dette Valg ſtod med Betingelſerne for
Biſpens Losladelſe. Det varede da heller ikke mange
Dage, inden Sendebud fra det hamburgſte Kapitel ind—
fandt fig, rimeligviis paa Valdemar Seirs Foranledning,
og erklerede det nye Erkebiſpevalg for ſtridende mod
Kirkeretten, og paa ſamme Tid ankom den danſke Ge—
ſandt, Provſt Peder af Roeskilde, til Rom. Sfjondt
hans Fuldmagt var bleven ham fratagen ved et roveriſt
Overfald paa Veien derhen, forebragte han dog ſit
Wrinde mundklig med en ſaadan Djeervhed, at det
gjorde et ſterkt Indtryäk paa Innocents. Paven be-
fluttede at overveie Sagen nærmere med Cardinalerne
og kom ſnart til det Reſultat, at Propſt Peder havde
Ret. De bremiſte Kanniker bleve opfordrede til at fore—
tage et nyt Valg, og Paven lovede Biſp Valdemar „af
Henſyn til Kirkens Frihed“ at udvirke hos den danſte
Konge, at det flesvigſte Biſtopſtifts Indtegter bleve
ham gjengivne, mod at han holdt en Vikar her, og at
hans Arvegodſer bleve ham reſtituerede; men den bre—
miſte Erkebiſpeſtol maatte han opgive, Saafnart Leilighed
gaves, ſtulde Paven da ſee ſig om efter en anden Plads,
der pasſede for ham.

Biſpen dempede fin Harme, modtog Pavens For—

Biſp Valdemar. 637

flag med forſtilt Taknemmelighed og udbad fig nogle
Dages Betenkningstid med Henſyn til ſit fremtidige
Opholdsſted. Neppe vare dog disſe Dage forlobne, før
det Rogte udbredte fig, at Biſp Valdemar var undveget
fra Rom og var ilet til Bremen, hvor han havde holdt
ſit Indtog med Keiſer Philips Geſandter i ſit Folge og
var bleven hilſt med Jubel af det tilſtrommende Folk.
Man kan tenke fig Innocents's Vrede. Han ſlyngede
ſtrax Banſtraalen mod bette „forfaldne, forſtokkede, af-
ſindige og oprorſte Menneſke, ſom Djævlen hapde ind⸗
givet at træde i Judas's Fodſpor“, og denne Banlys⸗
ning lod han hoitidelig opleſe i alle Frankrigs og
Tydſklands Kirker. Som Svar pan Keifer Philips An⸗
befalingsſtrivelſe ſendte han allerede i Februar ſ. A.
hans Dronning Marie et Brev, hvori gjentoges alle
Propſt Peders graverende Beſtyldninger mdd Biſpen, og
formanedes Dronningen at formage fin Gemal til ikke at
underſtotte en Banlyſt. Bremerkapitlet befalede Inno⸗
cents ſtrengt inden en Maaneds Friſt at vælge en ny
Erkebiſp i Forening med Hamburgerne, i modſat Fald
var Erkebiſpen af Magdeburg beordret til at udnevne en
ſaadan. Hoiſt charakteriſtiſt er det at fee, hvilket Synspunkt
Paven ifær fremhæver for at motivere fin Fremgangs⸗
maade: den apoſtoliſke Langmodighed, ſtriver han, havde
baaret over med alle Valdemars Synder, Utugt (han
havde avlet Born, efterat han var indtraadt i den geiſt⸗
lige Stand) Meened o. ſ. fr. men da bette raſende
Menneſte havde begyndt at fætte fig op mod Kirkens

1 5 . ͤ —ð ev A

— aov mø

638 Bifp Baldemar.

Diſciplin og uden hans, den romerffe Pontifexes Til-
ladelſe ſat ſig i Beſiddelſe af Erkebiſpeſtolen, da havde han
overgivet fig ſelv til Kirkens ſkaanſelsloſe Forbandelſe.
J Bremen var imidlertid Folkets Begeiſtring for den
nye Erkebiſkop faa ſtormende, at man ikke vovede at
offentliggiore den pavelige Banbulle, indtil endelig En
under Mesſen lagde den iſtedenfor Offer paa Alieret.
Biſp Valdemar brændte af Begjerlighed efter at fore
Krigen over paa danſt Gebeet; den danſte Konge var
heller ikke ledig, han beredte ſig til Strid og lod Ham—
burgerkapitlet udnevne en Modbiſtop, den nævnte Bur⸗
chard, hvem han ſelv udovede Inveſtituren paa. En
forbittret Grendſekrig tog nu ſin Begyndelſe, hvis En—
keltheder vi ikke her ville indlade os paa: Stade blev
gjentagne Gange erobret, igjen erobret tilbage, og hele
Landet frygtelig hærget. Men Biſp Valdemars vilde,
henſynsloſe Fremferd og Erkebiſpedommets frygtelige
Forfatning vendte ſnart Geiſtlighedens og den ſtorſte
Deel af Adelens Hjerter fra ham; da nogle Aar vare
gagede, forenede de Maadeholdne af begge Parter fig
for at afſette ham og valgte i hans Sted Gerhard af
Osnabrück til Erkebiſtop. Alligevel var Valdemar
endnu i Forhaanden; de bremiſke Borgere, Stedinger
Bonderne og flere Adelsmend vare ham af Hjertet hen—
givne. Da ſtete atter et lignende Omſlag hos Val—
demar ſom det, der fandt Sted hin Sommer 1193:
pludſelig lod han Alt i Stikken, ilede til Rom og ka—
ſtede fig i ydmyg Sonderknuſelſe for den hellige Faders

Biſp Valdemar. 639

Fodder. „Fuld af Anger og uden at blive træt, ban—
ker han paa den apoſtoliſte Kjcerligheds Dore, ſom Ingen
kan aabne, naar de ere lukkede, og Ingen kan lukke,
naar de ere gabnede; og den apoſtoliſke Kjærlighed er
uendelig i fin Barmhjertighed.“ Innocents loſte ham
af Bandet og tillod ham at forrette kirkelige Handlin—
ger allevegne med Undtagelſe af i Bremen.

Imidlertid havde den politiſte Conſtellation ganſte
forandret fig, Otto IV havde vovet at bryde med Rom,
og Innocents havde opſtillet den unge Hohenſtaufer Fre—
derik ſom Modkeiſer. Paa den Tid vendte netop Biſp
Valdemar tilbage over Alperne; hvorhen ſtulde han
vende ſig? alt Haab om atter at kunne gjore fig gjel⸗
dende i Verden var jo ude. Han begav fig til fin
Svoger, Hertug Bernhard af Sachſen, der forberedte ſig
til Krig mod Danmark og blot ventede paa en For⸗
bundsfelle for at begynde”). Han behovede ikke at
bruge mange Overtalelſer ligeoverfor Valdemar; der var
Gift nok i dennes Blod, til at det ikke fkulde koge over
ved det forſte ophidſende Ord; uden Toven kaſtede han
fig i ſin tidligere Modſtander Ottos Arme, thi Keiſer
Otto maatte være hans Ven, nu da han var bleven
den e * Fjende. Under Hertug Bernhards

*) Det var denne Hertug Bernhard, ſom 1209 paa et Mode
i Brunsvig til alle Tilſtedevcrendes Jubel havde fore
ſlaaet at lade den Malmlove, ſom Heurik Lgve havde ladet
opreiſe med Gabet 0 mod Sſt (de vendiſke Lande),
dreie mod Nord.

— —y„-V EDEN

640 Biſp Valdemar.

Beſtyttelſe bled Valdemar fort tilbage til Bremen; han,
ſom man troede endnu laa for Pavens Fodder ſom en
angergiven Synder, vifte fig pludſelig igjen paa Kamp—
pladſen og antog for tredie Gang Navn af bremiſt
Erkebiſp. Hans trofaſte Tilhængere i Bremen jublede
ham atter imede, Stedingerne fluttede fig igjen til
ham, og i Pfalzgrev Henrik, Otto IV.s Broder fif han
en kraftig Forbundsfelle. Saaledes var han igjen
uindſtrenket Herſter fra Elben til Veſeren og holdt ſig
i denne Stilling henved fem Aar. Ganſte viſt maatte
dette hans tredie Pontificat endnu mere end de tidligere
undvære Skinnet af geiſtlig Indvielſe; Hele Geiſtlig—
heden var neſten uden Undtagelſe imod ham; Paven
ſlyngede den ene Banbulle efter den anden imod ham,
og Interdictet med al den aandelige Nod, det Havde i
fit Folge, var blevet permanent. Det var et odeleeg⸗
gende Voldsherredomme, han opretholdt. Hans Hoved—
ſtotte var det demokratiſte Element; det bremiſte Borger⸗
ſtab udvidede og befeeſtede dengang fine communale'
Friheder, og Stedinger Bønderne forjog de landsherre—
lige Fogeder og nedbrændte den neerboende Adels Borge,
indtil deres uordentlig ſammenſatte Skarer bleve flagne
i en blodig Trefning af Greven af Hoya. Alle de,
der i det Hele taget i de Dage havde Beſiddelſer i det
bremiſte Erkeſtift, bleve ilde medhandlede, ifær lede Kir⸗
ken og dens Tjenere en haard Medfart. Valdemar
fordrev uden Skaanſel enhver Geiſtlig, der ikke under⸗
kaſtede ſig ham — og det var kun de Ferreſte, der gjorde

Biſp Valdemar. 641

det — fra fit Prabende, og Kirkens faſte Eiendomme
bleve gjorte i Penge og bortodslede. Uden Lon tjente
Ingen ham, og han behovede mange bevæbnede Mend,
thi hans Sværd var aldrig ude af Skeden: mod Syd
havde han beſtandig Smaaſtjcermydſler med Gerhard af
Osnabrück, den Erkebiſkop, ſom det hohenſtaufiſte Parti havde
opſtillet, og mod Nord maatte han verge fig mod Val
demar Seir. Under ſaadanne Forhold kunde der natur⸗
ligviis ikke være Tale om en ordenklig Regjering, og
der findes da heller ikke et eneſte Diplom fra de Aar,
hvori han har huſeret i Bremen; al offentlig Skik og
Sekdvane var bleven afloſt af en grendſelos Uorden.
Ligeſom for Keiſer Otto, til hvem Biſtop Val⸗
demar nu uoploſelig havde knyttet fin Sag, var Loddet
forlengſt kaſtet for ham. Hans Kamp kunde ikke fane
andet end en flet Udgang; men ikke deſtomindre ved⸗
bleve de begge at kempe uden Haab, thi Kampen var
nu bleven dem et Maal iſtedenfor et Middel. Som den
dodelig ſaarede Soldat ſtred de, ſaalenge de kunde røre
en Arm. Tilligemed Hertug Albrecht af Sachſen og
Pfalzgrev Henrik udgjorde Biſp Valdemar Keiſerens
eneſte Tilhang ſiden 1216. Otto IV.s Modſtandere
indſaae, at ligeſom i alle ældre Welferkrige maatte
Hovedſlaget ogſaa ved denne Leilighed fores mod Bre=
men og Weſermundingen, der bare Noglerne til Nord⸗
ſoen og aabnede Forbindelſen med England. Den 14de
Marts 1216 lod Innocents udgaae en Opfordring til
Stedingerne, at de ſtulde jage Valdemar, ſom var en

642 Bifp Valdemar.

Schismatiker og en Fordervelſens Son, ud af deres
Lande; dette virkede, og hans for ſaa trofaſte Forbunds—
fæller traadte nu over til Biffop Gerhard. Derved havde
Bremen miſtet Dekningen mod Oldenborg, og Weſer⸗
linien var gjennembrudt: Gerhard kunde nu tilligemed
de Danſte, der ſtormede frem over Elben, drage mod
Stade. Medens Pfalzgrev Henrik gik disſe imode, vandt
Gerhard Leilighed tit at træde i Underhandlinger med
Bremen, ſom han lovede Stadfeſtelſe af deres commu—
nale Friheder. Valget kunde naturligviis ikke være
disſe vanſkeligt, naar de paa den ene Side havde Ger—
hards antagelige Forſlag og paa den anden Side al
Udſigt til at blive revne med i Valdemars og Ottos nær
foreſtaaende Fald. Da Pfalzgrev Henrik og Keiſer Otto
modte til Bremens Undſctning, var det allerede for
ſeent: Bremen havde alt udſtodt Valdemar og aabnet
Portene for Gerhard 1217. Dermed var Keiſer Ottos
Skjebne afgjort, og kort efter bøde han paa fine Arvegodſer.

Efter Valdemars Fordrivelſe fra Bremen ſtod han
en Tidlang i Forbindelſe med ſin Soſterſon Albrecht af
Sachſen og fandt rimeligviis ſit Underhold ved hans
Hof; men 1218 blev Bannet after fornyet imod ham,
og efter Keiſer Ottos Dod, da Alle underkaſtede ſig
Frederik II., var han vel ikke engang mere ſikker hos
den ſachſiſke Hertug. Banlyſt af Kirken, forladt og ud⸗
ſtodt af Verden, ſyg paa Legeme og Sjæl, bankede
den ulytkelige hjemleſe Kongecetling paa Loccums Klo⸗
ſterporte for at tiltrygle fig et Tilflugtsſted. Et Kle⸗

Bijp Valdemar. 643

nodie havde han dog medbragt fra Bremen, Chriſti
Kjortel, den lod han indmure i Kapellets Muur. Den
gamle Mand var Doden ner, og Kloſterets Abbed var
barmhjertig nok til at loſe ham af Bannen. Men hans
Livskraft blusſede op igjen, han kom ſig og gjorde en
Pilgrimsreiſe til Rom, hvor Pave Honorius III. gjen⸗
optog ham i Kirkens Skjod og tillod ham at indtræde i
Ciſtercienſerordenen. Men ſelv i Kloſterlivets fredelige
Luft kunde denne urolige Sjæl ingen Fred finde; gamle
Minder og Hoihedstanker nagede og pinede ham be⸗
ſtandig. Da naaede ham Efterretningen om at hans
forhadte Rival, den lykkelige Valdemar Seir, ogſaa
engang var blevet bedragen af Lykken og nu maatte
ſmegte i en lille tydſt Greves Feengſel. Denne
Triumf var altfor ſtor for hans Had, til at den ikke
ſtulde have ladet ham blive ung igjen: han kaſter
Munkekutten og ſtormer i Spidſen for en bevebnet Hob
ind over de danſke Grendſer 1224. Og virkelig havde
han nogle Tilhængere endnu, han indtog en Borg og
drebte flere af Kongens Lehnsmend; men han maatte
dog ſnart vige for Grev Albert af Orlamünde. Fra nu
af tie alle Kilder om ham. Rimeligviis dode han nogle
Aar derefter. i

Hvilken underlig, eventyrlig Skikkelſe denne Biſtop
Valdemar! Scepteret, Krumſtaven og Tiggerſtokken har
hans Haand vexelviis baaret. Idag Ven med Kei⸗
ſere og Fyrſter og baaret paa Folkets Skuldre, imorgen

en ſonderknuſt og angergiven Synder for Pavens Fod⸗
ål

644 Biſp Valdemar.

der eller en dedsſyg, banlyſt gammel Munk i et uan⸗
ſeeligt Kloſter! Hvilken Livskraft maa der dog ikke have
bæret i en Mand, der i 70 Aar har kunnet udholde
et ſaadant Liv; men hvor megen Egoisme og Lidenſtab
maa der pan den anden Side ilke have været i Bevæ-
gelſe hos ham for at kunne fore et ſaadant Liv! Han
er da ogſaa et interesſant Emne for en Roman⸗
forfatter ſom Ingemann, og den tybffe Hiſtoriker, ſom
vi her have benyttet, kan ikke nokſom fremhæve det
Interesſante i „denne demoniſke Natur“. Men det
forekommer mig, at man begaaer en Feil, naar man leg⸗
ger Tyngdepunktet her i de perſonlige Motiver; ogſaa
gjennem Biſp Valdemar har en Idee i Tiden faget ſit
Üdtryk, hvorved han bliver en tragiſt Skikkelſe. Han
er en complet Modſetning til Biſkop Abſalon. Me⸗
dens denne gjorde Alt for at ſikkre og ſamle Danmark
ved at bryde bets udvortes Fjenders Magt og forhindre
indre Splittelſe ved at ſikkre den udelelige Tronfolge,
faa at vi nu med Rette kan nævne Abſalons og Bal:
demarernes Tid ſom Landets meſt glimrende, da det
grundlagde fin Fremtid ſom Rige, træder Biſp Valdemar
op for Kongeetlingernes gamle Ret, der hævdede, at
de ſtulde have Deel i, om de end ikke kunde faae Sty⸗
relſen af hele Niget, og for at fremme denne perſonlige
Ret gjor han Fellesſtab med Danmarks Fjender og
conſpirerer mod dets Exiſtents; men han havde Tidens
Krav imod ſig. Tiden arbeidede for Centraliſation; der⸗
for fik han Uret og maatte falde.

645

Skisser kra Corsica.

Efter Ferdinand Gregorovins ved P. H.

I.

Dampſtibstouren fra Livorno til Corſica er ſmuk
og langt mere underholdende og afvexlende end Reiſen
fra Livorno til Genua. Man ſeiler gjennem den tos⸗
kanſke Kanal, og hvor man vender fig hen, treffer Diet
paa de maleriſte Oer, der opfylde bette Farvand. Bag⸗
ved os ligger Italien med Livorno og dens Skov af
Maſter ved Foden af Monte Nero; foran os det een⸗
ſomme Vagttaarn paa Meloria, den bekjendte Klippeo,
i hvis Nerhed Piſanerne under Ugolinos Anforſel bleve
tilintetgjorte af Genueſerne, hvorved de miſtede deres
Magt paa Havet og maatte afſtage Corſica til Fjenden;
længere ube Øerne Gorgona og Capraja. Den ſidſte
O ſtjuler Veſtſpidſen af Corſica, men bagved den ſeer

man Cap Corſos blage Bjerge hæve fig med deres bol⸗
41*

646 Skizzer fra Corfica.

geformede Konturer op af Havet. Lengſt mod Veſt dut
ker Elba frem, hvis mægtige Klippemasſer firaane ned
mod det i Horizonten forſpindende italienſte Faſtland.

Havet ſtraalede med en vidunderlig mork,-violet
Farve, da Solen ſank ned bag Capraja og kaſtede et let
roſenrodt Skier paa de forbiſeilende Skibe og de fjerne
Kyſter. Det ſtemningsfulde Naturmaleri fatte uvilkaar—
lig Phantaſien i Bevegelſe, og Tanken gled tilbage til
hine fjerne Tider, da Phoniciernes og Grekernes Flaa—
der, da Phokcernes Skibe flakkede om paa det ſtjonne
Middelhav; jeg tænkte paa Hasdrubal og Karthagenien—
ſerne, paa Etruſkerne, Romerne, Maurerne og Spanierne,
Piſanerne og Genueſerne, thi Farten gjennem denne
minderige Egn er i Sandhed ligeſom en Fart gjennem
ſelve Hiſtorien. Og endnu mere indtrængende minder
Synet af Elba og Corſica om det ſtore Verdensdrama,
ſom bærer Navnet Napoleon. Begge Oer ligge faa fre—
deligt ved Siden af hinanden ſom et Menneftes Vugge
og hans Grav. Han var felv ſom en Ø i Verdens—
hiſtoriens Ocean, unico nel mondo, ſom den corſicanſte
Styrmand ſagde, med hvem jeg ſtod og talte om hans
ſtore Landsmand, medens vi med raſt Fart nærmede os
Corſiea.

Morket var imidlertid faldet paa. Stjernerne

ſtraalede pragtfuldt, Havets Bølger lyſte med et phos—

phoragtigt Skjcer. Hoit over Corſica flinnede Venus,
stellone eller den ſtore Stjerne, ſom Somendene kalde
den, og ſom Dampſtibet nu ſtyrede ſin Cours efter. Vi

Skizzer fra Corſica. 647

ſeilede mellem Elba og Capraja, tæt forbi den ſidſtes
Klippekyſter. Her var det, at Hiſtorieſtriveren Paul Dia⸗
conus levede i Landflygtighed. Capraja beſtager af
nøgne Granitmasſer. Et gammelt genueſiſt befaſtet
Taarn rager op fra Tinden af en mægtig Klippe, bag
hvilken Øens eneſte Flekke, der bærer ſamme Navn ſom
denne, ligeſom ſtjuler fig frygtſomt. De hvide Mure
og Huſe, de morkerode Bjergmasſer, det Ode og Ver—
densforladte minder om Syriens Bjergbyer. Capraja
blev erobret af Corſikanerne paa Paolis Tid, og for⸗
blev under Genuas Herredomme, dengang Genueſerne
ſolgte Corſica til Frankrig; ſenere kom den tilligemed
Genua ind under Piemont.

Vi nermede os nu Kyſten af Corſica, hvor man
ſaae Lys ſtinne hiſt og her fra Huſene, indtil endelig
Skibet ſtyrede mod Fyrtaarnet ved Baſtia, og vi lob
ind i Havnen. der banner en Halvkreds med Byen paa
alle Sider. Tilvenſtre ligger et gammelt genueſiſt Fort,
tilhoire Marina'en, og overalt i Baggrunden hoie Bjerge.
En Baad kom pan Siden af Skibet for at medtage de
Pasſagerer, der vilde i Land.

Saa ſtod jeg da omſider paa Corſica, denne ro-
mantiſte O, der altid havde havt noget forunderligt
Tillokkende for mig, ligefra jeg var Barn, hvergang jeg

betragtede den paa Landkortet. Det forſte Skridt i et

fremmed Land er altid forventningsfuldt, ifær naar Mer⸗
ket kaſter fit hemmelighedsfulde Slor over Alt, og de
forſte Indtryk, man modtager, pleie at være afgjorende

—

648 Skizzer fra Corſica.

for en lang Tid. Jeg tilſtager, at jeg var i en meget
uhyggelig Stemning, ſom jeg længe itke kunde gjøre
mig fri for. Vi Nordboere vide i Reglen viſtnok ikke
ſtort Mere om Corfica, end at Napoleon er født der, at
Pasquale Paoli var en heltemodig Forkemper for Oens
Frihed, og at Corſicanerne udove Blodhevn og Gjeſt⸗
frihed og ere nogle uforbederlige Banditer. Uklare Fo—
reſtillinger om alt dette opfyldte mig, og de forſte Be—
givenheder, jeg oplevede. pan Øen, egnede fig ikke til at
give mig bedre Tanker om dens Befolkning.

Baaden landede ved Quaien, hvor nogle faa Haand—
lygter kaſtede et dunkelt Skjcer pan en Gruppe Toldbe—
tjente og Matroſer. Baadsmanden ſprang i Land. Det
var en ran Karl med et ufædvanligt afſtrekkende Vore,
den livagtige Charon, med en rod, ulden phrygiſtk Hue
ffævt paa Hovedet og et Torkleede bundet over det ene
Øie; den umotiverede Forbittrelſe, hvormed han ban—
dende og raabende paa Pasſagererne monſtrede de
Drikkepenge, han fik, ved Skinnet af en Lygte, gav mig
ſtrax en Prove paa Corſicanernes vredagtige Charakteer.

Folkene paa Quaien vare i en ivrig Samtale. Jeg
horte dem fortælle, at en Corſicaner for et Kvarteerstid
ſiden havde myrdet en af. fine Naboer med tre Dolke—
ſtik („amazzato, amazzato“, et Ord, ſom man ikke kan
undgaage at høre utallige Gange paa Corſica, „amazzato
con tre colpi di pugnale“). „Hvorfor?“ — „Aa,
blot under en ivrig Samtale! Sbirrerne ere efter ham,
men han maa nu allerede være i Macehia'en.“ Mae⸗

Skizzer fra Corſica. 649

chia'en er den tætte, uigjennemtrengelige Underſkov, der
bedekker Storſtedelen af Bjergene. Paa Corſica horer
man Ordet macchia ligeſaa ofte ſom amaꝛzato eller
tumbato. Han er flygtet til Macchia'en vil ſige det
Samme ſom: han er bleven Bandit.

Jeg blev noget uhyggelig tilmode og folte denne
Speending, ſom Forventningen om Eventyr let bringer
den Reiſende i. Imidlertid gav jeg mig til at hore
om et Vertshus. En ung Mand kom hen til mig,
tiltalte mig pan Italienſt og tilbød fig at være mig be—
hjeelpelig. Jeg fulgte den venlige Italiener, ſom var
en Billedhugger fra Carrara. Kun Himmelens Stjer⸗
ner ſtinnede til vor Veiledning gjennem Baſtias ſnevre
Gader. Vi bankede forgjeves pan i fire Locanda'er;
Ingen gabnede. Vi provede en femte, men med ſamme
Reſultat. „Her blive vi heller ikke lukkede ind, ſagde
Carrareſeren; jeg huſter nu, at Værtenå Datter nylig
er dod.“ Vi gik neſten en Time omkring i den ode
By uden at finde noget Aſyl. Det er altſaa den be—
romte corſikanſte Gjeſtfrihed, tenkte jeg; jeg troer ſna—
rere, at jeg er kommen i de Dodes Sted; imorgen vil
jeg ſtrive over Baſtias Port: „J, ſom træde ind her,
lader ethvert Haab blive tilbage.“

Vi vilde imidlertid gjore et Forſog endnu, og da
vi gik videre, traf vi paa nogle andre Reiſende, ſom
ikke havde været heldigere end vi. Der var to Franſt⸗
mend, en italienſt Emigrant og en engelſt Convertit.
Jeg ſluttede mig til deres Selffab, og vi gjorde endnu

Rg se
— ——

650 Skizzer fra Corſica.

engang Runden til alle Locanda'erne. Denne Nattetour
bidrog ikke til at give mig noget ſerdeles gunſtigt Be:
greb om Corſicas Cultur, da Baſtia er den ſtorſte By
pan Øen og har henved 15000 Indbyggere. Kan en
Reiſende ikke finde Husly her, hvordan ſtal det faa gage
ham i det Indre af Landet?

Vi traf imidlertid nu paa en Afdeling Sbirrer eller
corſtkanſte Gendarmer, kraftige Karle med veirſlagede
Anſigter og kulſorte Skjeg, kloedte i blaa Uniformsfrak—
ker med Hvide Skulderſnore og bevæbnede med dobbelt—
lobede Bosſer. For dem klagede vi vor Nod. En af
dem tilbod fig at fore os til en Soldet, ſom holdt en
Slags Beværtning, og hvor han meente, vi kunde finde
Logis for Natten. Vi ledſagede ham til et gammelt
Hus ligeoverfor Feſtningen. Det varede længe, for
vi fil Soldaterverten banket op, og han vifte fit Hoved
i Vinduet. J ſamme Sieblik lob en Perſon forbi os;
Gendarmen ſatte efter ham uden at ſige et Ord, og
begge forſvandt i den morke Nat. Hvad var det? Hvad
fulde denne Jagt betyde? Lidt efter kom Gendarmen
tilbage; han havde troet at gjenkjende Morderen i ham,
der lob forbi: „Men han er nok allerede naget til
Bjergene”, ſagde han, „eller en af Fiſkerne har fat ham
over til Elba eller Capraja. For fort ſiden flød vi Ar⸗
right i Macchia'en tilligemed Masſoni og Serafino. Det
var en varm Bataille, den med Arrighi. Han drebte
fem af vore Folk.“

Den gamle Soldatervoert kom nu ud og førte os

Skizzer fra Corfica. 651

ind i et ſtort og meget uhyggeligt Verelſe. Vi fatte
os imidlertid glade tilbords og lode Aftensmaden ſmage
os godt: en fortræffelig corſikanſt Viin der ikke var
ulig den ſpanſte, tilligemed godt Hvedebrod og friſt
Faareoſt. En oſende Olielampe oplyſte bette homeriſke
Reiſemaaltid, og vi kom ſnart i en munter Stemning.
Der blev tømt mangt et fuldt Glas til Ære for Corſi⸗
lag Helte, faa at vor Vert maatte hente den ene Flafte
efter den anden fremfra Hjorneſtabet.

Imidlertid var Morgenen brudt frem. Vi forlode,
den gamle Corſicaners Huus og vandrede ned til Strand—
bredden, hvor vi glædede os over det prægtige Hav, der
udbredte fig for os i Morgenrodens Glands. Solen
ſtod op og belyſte de tre Oer, ſom man ſeer lige ud
for Baſtia: Capraja, Elba og den lille O Monte
Chriſto. Den fjerde i Rekken er Pianoſa, de Gamles
Planaſia, hvor Tiberius lod Auguſtus' Barnebarn,
Agrippa Posthumus myrde; den er, ſom Navnet anty—
der, flad og kan derfor ikke ſees i faa ſtor Afſtand.
Det forſtjonner i hoi Grad Spadſeretouren ved Baſtia,
at man beſtandig feer disſe tre blaa Bjergøer i Hori—
zonten.

Jeg fatte mig paa Faſtningens forfaldne Mure og
betragtede Havet og den lille favn, hvor der kun laa
en halv. Snees Fartoier. De rodbrune Bjergmasſer,
ſom beſtylledes af Bolgerne, de gronne Olivenſtove,
ſom ſtrakte ſig op ad Skraaningerne, de mange ſmaa
Kapeller ved Kyſten med enkelte grage Taarne fra Ge⸗

—

652 Skizzer fra Corſica.

nueſernes Tid, Havet, der ſtraalede i hele Sydens Far—
vepragt, og Folelſen af at ſtaae forladt og ene pan en
fremmed O — Alt dette fatte mig i en forunderlig
Stemning og gjorde et Indtryk paa mig, ſom endnu er
levende i min Erindring.

Det var blevet hoilys Dag, da jeg rev mig los
fra mine Drommerier og vandrede tilbage til Byen,
for nu at ſoge mig et bedre Logis. Paa Veien faar
jeg atter en Scene, ſom var vild og eiendommelig nok.
En Mængde Menneſker omringede to Carabinierer, der
var tilheſt; bunden i en lang Line foran ſig holdt de
en Mand, ſom gjorde de vidunderligſte Spring, der
ſtulde efterligne en Heſts Bevegelſer. Jeg ſage ſtrax,
at Manden var afſindig og ſmigrede ſig med den Ind—
bildning at vere en edel Heſt. Ingen af de Omkring⸗
ſtaaende lo, ſtjondt de Caprioler, den Ulylkkelige gjorde,
ofte vare temmelig pudſeerlige. Alle ſtode alvorlige og
tauſe, og da jeg fane disſe Menneſter ſaaledes betagne
ved Synet af Ulykken, folte jeg mig for forſte Gang
mere hjemlig tilmode paa Øen, og jeg ſagde til mig
ſelv, at Corſtcanerne ikke kunde være Barbarer. Ryt—
terne rede omſider afſted med den Gale, ſom hele Veien
travede forud ſom en Heſt ved Linen og ſyntes at være
umaadelig fornoiet. At man ſaaledes gik ind paa hans
fixe Ideer for at bringe ham til hans Beſtemmelſesſted,
forekom mig baade at viſe Klogſkab og Humanitet.

||
| Skizzer fra Corſica. 653

II. a

Baſtia har en overraftende ſmuk Beliggenhed, ſelv

11 om man nylig har feet Genua eller andre beromte Pa—

noramaer. Byen ligger amphitheatralſt om den temme—

lig lille Hayn; Havet danner ikke nogen Golf her, men

kun en Landingsplads, en faakaldet Cala. Den hoire

Side af Havnen ſperres af en gigantiſt fort Klippe,

ſom Folket kalder Leone, da dens Form noget minder

om en Love. Over denne rager det ſtumle genueſiſte

Ul Fort, Donjon, iveiret. Tilvenſtre løber Quaien ud i en

Molo, ved Enden af hvilken der er anbragt et Fyr⸗

taarn. Fra Havnen af hæver Byen fig terrasſeformigt;

4 Huſene ere hoie, tæt ſammenbyggede, ſmalle og taarn—

agtige, med talrige Balconer. Baggrunden dannes af

de gronne Bjerge, der bedekkes af Olivenſtove, mellem

hvilke hiſt og her en gammel Kloſterruin titter frem,

eller af Frugthaver, hvor Appelſiner, Citroner og Mand—
|| ler vore i Sydens hele yppige Fylde.

| Byen hur faaet fin Navn af en Baſtion eller

Skandſe, ſom Genueſerne anlagde her. Dens Oprin—

| delſe ganer ikke faa langt tilbage i Tiden; hverken Pli⸗

nius, Strabo eller Ptolemæus omtale den. Tidligere

var hev blot et Üdfkibningsſted for den nærliggende

Flekke Cardo, indtil den genueſiſte Gouverneur Lionello

Lomellino i Aaret 1383 lod bygge det befeſtede Fort,

omkring hvilket da ſnart opſtod en By, ſom i Modſeek⸗

ning til den ældre Deel eller Terra vecchia blev faldet

5
—

—

654 Skizzer fra Corſica.

Terra nuova. De to Kvarterer høre endnu den Dag
idag hver til fit Canton. Genueſerne forlagde Sædet
for den corſikanſte Regering fra Biguglia til Baſtia, og
her reſiderede Spinola'erne, Doria'erne — elleve Doria'er re-
gjerede ſaaledes Corſica i over fire hundrede Aar —
Vivaldi'erne, Fornari'erne og ſaa mange andre af de i
Middelalderen berømte adelige genueſiſte Familier. Da
Corſica kom under franſt Herredomme i Aaret 1797,
og blev deelt i to Departementer, ſom opkaldtes efter
Floderne Golo og Liamone, blev Baſtia Hovedſtad i
Departementet Golo. J Aaret 1781 forenede man
atter begge, og nu blev det lille Ajaccio Landets Ho—
vedſtad. "Endnu kan Baſtia ikke glemme, at den engang
var Øens Hoved, og at den nu er ſunken ned til Sous⸗
prœfektur, ſtjͤndt den utvivlſomt, hvad Induſtri, Handel
og Intelligents angaaer, ſtaaer overſt. Det gjenſidige
Nag mellem Indbyggerne af Baſtia og Ajaccio vilde
tage fig ud ſom en lattelig Ravnekrogsfeide, naar man
ikke vidſte, at Corſicas Sondring i Landet pan denne
og hin Side af Bjergene er ſaa gammel ſom Hiſtorien
felv, og at Befolkningen i disſe to Dele af Landet have
en ganſte forſtjellig Charakteer. Hinſides den Bjerg—
fjæbe, ſom deler Corſica paalangs fra Nord til Syd,
ere Beboerne langt ragere og vildere, og enhver gaaer der
bevæbnet; paa denne Side findes der ſtorre Cultur, Ager—
dyrkning er mere udbredt, og Sederne ere mindre barſte.

Terra vecdia er egentlig nu blevet til Terra
nuova, thi den indeholder de bedſte Gader. Den an⸗

—————— ðͤ — OM

Skizzer fra Corſica. 655

ſeeligſte af disſe er Via traverſa, der boier ned imod
Havet og har Huſe paa ſex eller ſyv Etager. Den
minder om en af de ſmukkeſte Gader, jeg erindrer at
have ſeet, nemlig Strada Balbi og nuova ui Genua.
Men ſtjondt Huſene ere ſtore nok til at vere Paladſer,
finder man dog hverken Kunſt eller ſmukt Materiale
anvendt paa dem. Corſica beſidder vel en utrolig Rig⸗
dom af praglfulde Steenarter, Marmor, Porphyrer,
Serpentin, Alabaſt og koſtbare Granitarter, men de be⸗
nyttes ſaagodtſom ikke. Neſten overalt ligger Naturen
hen i fin Jomfruelighed ſom en deilig fortryllet Prind⸗
ſesſe.

Trods dens Længde og Brede er Via traverſa
dog en af de meſt ade Gader i Baſtia. Hele Ferſe⸗
len concentrerer ſig omkring Pladſen Favalelli paa Hav⸗
nequaien og i Terra nuova omkring Feſtningen. Hver
Aften feer man Beaumonden ſpadſere pan den ſtore
Plads St. Nicolao ved Havet, hvor ogſaa Prafektur⸗
boligen og Raadhuſet findes.

Den Reiſende ſoger her forgjeves architektoniſte
Mindesmeerker; han er henviiſt til at ſtudere Folkelivet
og glæde fig ved de henrivende Spadſeretoure langs
Havet og gjennem de af Olivenſkoven overſtyggede
Bjerge. Kirkerne ere tildeels anſeelige og rigt udſty⸗
rede, men plumpe i deres Bdre og uden fynderligt
Kunſtverd. Domkirken, der gjemmer Stovet af ſaa⸗
mange genueſiſte Fyrſter, ligger i Terra nuova; den
anſeeligſte Kirke i Terra veechia er Sankt Johannes den

656 Skizzer fra Corfica.

Dobers, hvor Marbeuf ligger begravet. Marbeuf var
Regent paa Corſica i ſexten Aar; han var en Ven af
Carlo Bonaparte, der til en Tid var en faa ivrig Til-
hænger af Paoli, og det var ham, der aabnede Napo⸗
leons Lobebane ved at ſtaffe ham en Plads paa Mili—
tairſtolen i Brienne. Hans Gravpſted i Kirken bærer
ingen Indſkrift; den, der oprindelig var fat, blev til—
intetgjort under Paolis Opſtand mod Frankrig. De
corſikanſte Patrioter firev da paa Marbeufs Grapſteen:
„Dette Monument, ſom ffjændig Løgn og lav Smiger
fatte for det blodende Corſicas Tyran, har nu det jub—
lende Corſicas ſande Frihed og frie Sandhed tilintet—
gjort.” Da Napoleon var bleven Keiſer, vilde Madame
Lætitia udnevne Marbeufs Enke til Hofdame, men Na⸗
poleon forhindrede denne Taktloshed, da han indſaage,
hvor upasſende det vilde være at tilbyde Madame Mar—
beuf en underordnet Plads i den Familie, ſom havde
hendes Gemals Beſtyttelſe ſaameget at taffe for. Han
tilſtod derimod Marbeufs Son en Penſion af tituſind
Franes, men den unge Gemal faldt fort efter i Spid⸗
ſen for ſit Regiment i Rusland. — Det lille Theater
i Baſtia er et Minde om Marbeuf; han har ladet
det bygge paa fin egen Bekoſtning. 5
Den ſtorſte Interesſe for mig i Baſtia havde imid—
lertid Livet ved Havnepladſen og Ferſlen paa Torvene.
Der var forſt Fiſtertorvet, hvor jeg regelmesſigt
hver Morgen aflagde et Beſog, og naar Fifkerne havde
noget Merkeligt, undlode de aldrig at viſe mig det og

Skizzer fra Corſica. 657

fortælle mig, hvad det var: Her er en murena, her er
en razza. og her er en pesce spada og pesce prete,
en ſmuk rod triglia, og en capone og en grongo.
Ferſtvandsfiſterne, ſom ikke horte med til Lauget, fade for
fig ſelb i en Krog af Torvet. Ban Sſtkyſten af Cor⸗
ſica findes der flere ſtore Ferſtvandsſoer, ſom ſtaae i
Forbindelſe med Havet, hvorfra de kun ere adſtilte ved
ſmalle Landtunger. J disſe Søer fanger man med ſtore
Ruſer af Siv en Mængde fortrinlige Fifi. Den ſmuk⸗
keſte Fiſt, jeg ſaae, var Mur enen; den ligner noget en
Slange og har en porphyragtig marmoreret Hud. Den
forfolger en Hummerart, Leguſta'en, og ſuger ſig ind i
den; Leguſta'en forfølger paa fin Side Scorpena'en og
denne atter Murena'en. Det er den gamle Fabel om
Ulven, Lammet og Kaalhovedet og om hvordan Fiſkeren
ſtulde bere ſig ad for at bringe dem over en Flod.
Jeg er for lidt Diplomat til at bilægge ben krydsviſe
Krig mellem de tre Sodyr, ſom Fifferne ofte pan en⸗
gang fange i ſamme Net. J Havbugterne fanges
mange Thunſiſt og Sardin er, iſer omkring Ajaccio og
Bonifacio. De gamle Romere holdt ikke af Slaver fra
Corſika, da de vare ſaa trodſige, men Corſikas Fiſt ſatte
de derimod megen Priis paa; de prangede paa de Riges
Bord, og ſelv Juvenal roſer dem meget.

Torvet paa Pladſen Favalelli frembyder om Mor⸗
genen et livligt Skue. Gront- og Frugkkonerne ſidde
nemlig her med deres Kurve, ſom bugne af Sydens
ſtſonne Frugter. Man behover kun at vandre om paa

658 Skizzer fra Corſica.

bette Torv for at fane at vide, hvad Corſikas Natur
kan frembringe; der findes Pærer og Æbler, Ferffener
og Aprikoſer, alleſlags Blommer, gronne Mandler, Ap—
pelſiner og Citroner, Granateebler ved Siden af Kar—
tofler, blaa og gronne Figen mellem Blomſterbuketter,
og fremfor Alt de uundgagelige Pomid'oro (Tomater):
de ſkjonneſte Meloner kjober man for en Soldo Stylkket,
og med Auguſt Maaned begynde Mufkatellerdruerne fra
Cap Corſo at bringes til Byen. Fra de omliggende
Landsbyer feer man i den tidlige Morgenſtund Koner
og Piger bringe deres Frugter tiltorvs, og mange ſmukke
Skikkelſer findes der imellem dem. Da jeg en Aften
vandrede langs Havet henimod Pietra nera, traf jeg
en ung Pige, ſom med den tomme Frugtkurv paa Ho—
vedet gik hjem til fin Landsby. „Buona sera“ —
„Euvira siore,“ og nu fif vi en livlig Pasſiar. Med
den ſtorſte Aabenhjertighed fortalte den unge Corſicaner—
inde mig fine Hjerteſorger; hendes Moder vilde tvinge
hende til at gifte ſig med en ung Mand, ſom hun ikke
holdt af. „Og hvorfor kan Du ikke lide ham?“ —
„Nei, jeg Tan ikke udſtaae hans Bæfen, ah Madonna.”
— „Er han da ſkinſyg?“ — „Ah Madonna, come un
diavolo! Jeg har tidt tenkt paa at flygte til Ajaccio
fra ham.“ — Som vi ſaaledes ſnakkede videre, modte
vi en Corſikaner, der med fin Vandkrukke i Haanden gik
til Bronden. „Vil J have friſkt Band at drikke,“ ſagde
han, „ſaa vent, til jeg kommer tiibage, og Du, Paolina,

Stiger fra Corfica. 659

kom ſiden hjem til mig; jeg har Moget at fortælle
Dig om dit Bryllup.“

„See,“ ſagde den unge Pige til mig, „det er en
af min Familie; de mene mig det alle godt, og naar
jeg moder dem, fager jeg altid et venligt Godaften;
ingen af dem kan lide, at jeg ſkal giftes med An⸗
tonio.“ — Vi nærmede os nu hendes Hus. Paoolina
vendte fig da alvorligt om imod mig og ſagde: „Siore,
nu maa De vende om, for hvis Folkene i Landsbyen
fee, at jeg folges med en fremmed Herre, vil jeg fage
meget Ondt at høre, Men hvis De vil komme igjen

imorgen og beſoge min Moder, kunne vi give Dem An⸗

befalinger til vore Slegtninge; vi have mange Venner
og Bekjendte paa Cap Corſo.“ — Jeg vendte om, og
ved Synet af det deilige Hav og de ſtille Bjerge, hvor
Gedehyrderne begyndte at antænde deres Vagtblus, kom
jeg til at tenke paa min Bndlingsdigter Homer og For⸗
tellingen om de gjeſtfrie Pheaker og Nauſikaa.
Kvinderne paa Corſica beere den ſaakaldte Mandile,
et Slags Torklede af forſtjellig Farve, ſom er bundet
over Banden og tet knyttet op om Hovedet, faa at Haa⸗
ret ikke kan ſees. Denne Hovedbekledning bruges paa
hele Corſica; den er eldgammel, da man allerede finder
kvindelige Figurer paa de etruriſte Vaſer afbildede der⸗
med. Unge Piger kleder det fortræffeligt, men ikke de
gamle Koner; det giver dem et jodiſt Udſeende. Men⸗
denes Hovedbedekning er den brune eller rode Beretto,

den eldgamle phrygiſte Hue, ſom allerede Paris, Priamus's
42

— —

KJ

660 Skizzer fra Corfica.

Son, bar, ſaaledes ſom man kan fee det paa Bas—
relieffer, hvor man ogſaa i de mange ſymbolſte Frem⸗
ſtillinger af Mithrasofferet ſeer den baaren af den per—
ſiſte Mithras. Hos Romerne var den phrygiſte Hue
Kjendetegn pan en Barbar; de bekjendte daciſke Krigs—
fanger fra Trajans Triumfbue, der nu findes paa Con—
ſtantinsbuen, bere den. Ligeledes de mange paa Bas—
relieffer af Triumftog afbildede Barbarerkonger, ſamariſke
og aſiatiſte Slaver o. I. Dogerne i Venedig bleve
prydede med den ſamme phrygiſte Hue ſom Tegn paa
deres Bærdigheb.

Ligeſom i Italien bære de corſicanſte Kvinder altid
deres Byrder paa Hovedet, og det er utroligt, hvor
Meget de pan denne Maade kunne bare, ſtjondt de til:
med ofte have Tenen i Haanden og ſpinde, medens
de gage. Det er et maleriſt Syn at ſee dem komme
gagende med det ſtore tohankede Kobbervandkar paa Ho—
vedet. Disſe Kobberkar fane jeg kun omkring Baſtia;
hinſides Bjergene bruger man Leerkrukker, ſom i Reg—
len ere plumpe, men dog af og til minde om de etru—
riſte Former.

„Seer De den Kone med Vandſpanden paa Ho—
vedet?“ — „Ja. Hvad Meerkeligt er der ved hende?“
— „Hun kunde nu have været Prindſesſe af Sverrig
og maafkee en Konges Gemalinde.“ — „Madre di
Dio!“ — „Seer De den Landsby henne pan Bjerget,
det er Cardo. En menig Soldat ved Navn Bernadotte
forelſtede fig engang i en Bondepige der fra Byen, men

Skizzer fra Corfica. 661

Forældrene vilde ikke vide Noget af denne fattige Dje—
vel. II povero diavolo blev imidlertid en ſkjon Dag
Konge, og hapde han faaet Vigen, fan var hun bleven
Dronning. Der gaaer nu hendes Datter med Vand—
ſpanden paa Hovedet og gremmer fig over, at hun
ikke er bleven ſpenſk Prindſesſe.“ — Denne Samtale
fortes paa Landeveien fra Baſtia til San Fiorenzo,
hvor Bernadotte engang ſom menig Soldat arbeidede
med paa Veien. Ved Ponte d'Ucciani blev han Cor⸗
poral, og glad var han over ſin Forfremmelſe, da han
nu ſik Opſynet med Veiarbeiderne og leilighedsviis af—
ſkrev Regimentsliſterne for Intendanten. J Pariſer⸗
arkiverne findes der endnu en Mengde Negnſkaber med
hans Haandfſkrift.

Ven Gelobroen, et Par Miil fra Baſtia, var det,
at Masſena blev udnævnt til Corporal. Ja, Corſika
er en pidunderlig D. Mangen En vandrede her i de
enſomme Bjerge uden at drømme om, at han engang
ſkulde bære en Krone. Pave Formoſus i. bet niende
Aarhundrede var fodt i den corſicanſke By Vivario; i
det ſextende Aarhundrede blev en corſicanſk Renegat fra
Baſtia ved Navn Lazaro Dey i Algier; en Corſicaner⸗
inde var pan Napoleons Tid forſte Keiſerinde i Marocco,
og Napoleon ſelv var den ſtorſte Keiſer i Europa.

Udflugterne i Baſtias Omegn ere vidunderlig
ſmukke, iſcer i den tidlige Morgen eller henimod Sol—
nedgang, Med fan Skridt er man ved Havet eller i
Bjergene, begge Steder fjern fra Verden og midt i Na⸗

42*

662 Skizzer fra Corſica.

turens ſkjonneſte Enſomhed. De tætte Olivenſkove gaae
neſten heelt ned til Stranden. Ofte leirede jeg mig
her ved en eller anden Familiebegravelſe med mauriſk
Kuppel paa en tillokkende enſom Plads og faae ud over
Havet med de tre Oer i Horizonten. Luften er ſaa
ſolvarm, faa vederkvegende, og Hvorhen man vender
Diet, har man Indtrykket af en forunderlig Sabbats—
hvile og Kloſterſtilhed, ſom Alt bidrager til at frem—
kalde: Kyſtens rodladne Klipper, der ere bedekkede med
tornede Cactus, de enſomme forfaldne Vagttaarne, intet
Menneſke eller Dyr at vine paa Vandet og tilhoire og
venſtre de himmelhoie, varme og ſolbeſkinnede Bjerge!
Kommer man hoiere op i Bjergene over Baſtia
bliver Udfigten over Byen, Havet og Øerne mere ſtor—
artet. Egnen er bedeekket med Viingaarde, Olivenſtove,
Orangehaver, ſmaa Landſteder af de vidunderligſte Byg—
ningsformer, hiſt og her en Dvergpalme, Grupper af
merke Cypresſer oper Grapkapeller og Ruiner, der for⸗
ſvinde under de tætte Epheumasſer. Stierne deroppe
ere beſperlige, fulde af loſe Steen og gammelt Muur—
værk og ſperrede af Brombeecrranker, Vedbend og

Ukrudt. Udſigten over Kyſten Syd for Baſtia var over⸗

raſkende, da jeg førftegang naaede herop. Bjergene,
der her ſom næften overalt paa Corſika have en ſmuk
Pyramideform, fjerne fig paa dette Sted fra Havet og
gaae jevnt over i en fmilende Slette, hvor man feer
den ſtore Su ved Biguglia, omkrandſet af Siv, ſtille
og ubevægelig, kun oplivet af en enkelt Fiſkerbaad.

Skizzer fra Corſica. 663

Solen gik netop ned, da jeg betragtede denne Udſigt.
Søen og Bjergene fil et roſenrodt Skjær. Havet ſtraa⸗
lede i Aftenvinden, og kun et enkelt Skib vifte fig i det
Fjerne. Sjelen bliver forunderlig beroliget af denne
Naturens ſtorartede Stilhed. Tilvenſtre laa Kloſteret
San Antonio omgivet af Oliventræœer og Cypresſer;
to Preſter ſade foran Indgangen, og ſorttilſlorede
Nonner kom netop ud fra Kirken. Det Hele mindede
levende om et Maleri, jeg engang havde feet, der fore—
ſtillede en ſicilianſt Ave Marie.

Paa Hjemtouren kom jeg ud paa den Landevei,
der fører til Cervione. Hyrderne brev netop deres
Gedehjorder hjem, og Ryttere paa rodbrune Heſte ja—
gede forbi mig, alle med den phrygiſke Hue paa Ho—
vedet, den morkebrune Vams fuld af Uldtotter og deres
dobbellobede Bosſer hængende over Ryggen: vilde Karle
med ſolbrendte Anſigter. Der var tidt to paa en Heſt,
og ofte ſeer man ogſaa Mand og Kone ride ſammen,
med en ſtor Paraply eller rettere Solſkjcerm over Ho—
vedet. Denne Solſkjerm er uundværlig her i den
brændende Solhede; jeg har endog feet Mænd og Kvin⸗
der ſidde ved Strandbredden i Havet, Kvinderne paa—
kleedte, Mendene nogne, med Solſkjermen over fig i et
kannibalſk Velvære, De corſikanſke Kvinder ſidde tilheſt
ſom Mendene og ere flinke Rytterſker. Mændene bære
altid deres Zucca eller runde Graskarflaſker og ofte
ogſaa en mindre Gedeſkindsſcek eller Zaino hængende over

664 Skizzer fra Corfica.

Skulderen, og om Livet deres Carchera, et Laderbelte,
hvori Krudt og Kugler gjemmes.

Foran mig faae jeg en Mængde Markarbeidere, der
efter endt Dagverk vendte tilbage til Byen. Jeg gav
mig i Samtale med dem og ſik at vide, at de iffe vare
Corſicanere, men Italienere fra Faſtlandet. Der kom—
mer nemlig aarligt over fem tuſind Arbeidere fra Li—
gurien, fra Lucea og Piombino over til Corſica for at
forrette Markarbeider for Corſicanerne, der have en
uovervindelig Afjiy for Agerdyrkning. Disſe fremmede
Arbeidere gage her under Navn af Luccheſi. Jeg har
gjentagne Gange ſeet, hvor utroligt foragtede af Cor—
ſicanerne disſe flittige Menneſker ere, fordi de have for—
ladt deres Hjemſtavn og arbeide i deres Anſigts Sved,
udſatte for den odeleggende Feberluft paa Sletterne, for
at kunne bringe en Spareſkilling hjem med. Ordet
Luccheſe bruges ofte ſom Skjeldsord, iſer i det Indre
af Landet, hvor alt Markarbeide er forhadt og anjeer
for at være en fri Mand uveerdigt. Efter den fra Fe—
drene nedarvede Skik er Corſicaneren her Hyrde og
noies med fine Geder, fit Kaſtaniemeel, en Drik Kilde—
vand og fit Jagtudbytte.

III.

Dagen efter min Ankomſt til Baſtia blev jeg vek—
ket af en forferdelig Larm, da jeg netop var falden
iſovn i min nye Locanda i Jeſuitergaden. Det var ſom

Skizzer fra Corſica. 665

om Lapitherne og Centaurerne paany vare komne i
Haandgemeeng. Jeg kaſtede nogle Kleder om mig, ilede
til Doren og blev i Spiſeſtuen Vidne til en forvirret
Tumult: Værten flod ſkrigende og bandende med fin
Bosſe lagt an paa en Mand, ſom laa paa Knæ foran
ham, medens de Omkringſtagende raabte i Munden paa
hverandre og ſogte at mægle Fred. Synderen bad om
Naade og blev kaſtet paa Doren. Det var et ungt
Menneſke, ſom havde levet nogen Tid pan Credit i Lo⸗
canda'en, udgivet fig for at være fra Marſeille og ſpil⸗
let den fornemme Herre, men til Slutningen ikke kun—
net betale Regningen.

Da jeg faa Dage efter i den tidlige Morgenſtund
gik over den offentlige Promenadeplads San Nicolao
for at tage mig et Bad i Stranden, fane jeg, at Bod⸗
delen og hans Folk vare ifærd med at opreiſe Guil⸗
lotinen ved Siden af Raadhuſet og paa ſelve Prome⸗
menadepladſen, om end juſt iffe midt paa den. Cara⸗
binierer og nysgjerrige Folk vare Tilſtuere ved den
uhyggelige Scene, der dannede en grel Mobdfætning
til det rolige Hav og de fredelige Olivenſkove. Luften
var tung og trykkende af Sciroccoen. Paa Quaien ſtode
Grupper af Sofolk og Arbeidsmend, der betragtede den
rode Pel, medens de ſmogede deres Kridtpiber; mere
end en iblandt dem gjorde med ſin ſpidſe Beretto, ſin
brune Jakke flængt over den ene Skulder, fit nøgne ſol⸗
brændte Bryſt og ſit ſtjodesloſt knyttede rode Hals⸗
torklede Indtryk af at kunne have mere med Guillo⸗

666 Skizzer fra Corſica.

tinen at gjøre end blot at fee paa den. Og i Sand⸗
hed, der var viſtnok ikke En blandt Tilftuerne, hvem ikke
den ſamme Skjebne kunde ramme, ſom ventede For⸗
bryderen, hvis nemlig Tilfældet ſtulde føje det faa, at
Blodheevnens hellige Lov tvang ham til at beguae et
Mord, og bette tvang ham ind i Banditlivet.

„Hvem er det, der fkal henrettes?“

„Det er Bracciamozzo (ham med den ſtumpede
Arm). Han er kun treogtye Aar gammel. Sbirrerne
have fanget ham i Bjergene. Han ſlog fra ſig ſom en
Djævel, den ene Arm fil han knuſt, den blev ſat af,
og nu er han helbredet.“

„Hvad har han gjort?“

„Han har myrdet ti Menneſter.“

„Ti Menneſteliv! Og af hvad Grund?“

„Af capriccio.“

Jeg ſtyndte mig ned til Havet for at afkjole mig
med et Bad og ilede faa tilbage til min Locanda for
ikke at mode Toget. Morgenens Indtryk var fan uhygge⸗
ligt, at jeg gyſte ved at føle mig ene mellem disſe vilde
Menneſter. Jeg tog min Dante frem; jeg ſyntes, jeg
maatte leſe hans vilde Phantaſier om Helvede, hvor
Djevlene ſtode de ſtakkels Sjæle ned i Beghavet med
Harpuner, hvergang de prove paa at dukke op for at fane
Luft. Mine Vinduer vendte ud til den ſnevre og ſtumle
Jeſuitergade. En Timestid var vel forloben, da jeg blev
velket af en dump Mumlen og Hovflag af Heſte. Det
var Bracciamozzo, der blev fort forbi, ledſaget af hvidkledte

Skizzer fra Corſica. 667

Dominikanerbrodre med deres Kutter over Hovedet, ſom
ſtjulte hele Anſigtet med Undtagelſe af Oinene, der ſtir⸗
rede ſpogelſeagtigt ud gjennem Kuttens tvende Aabnin⸗
ger — livagtige Demonſtikkelſer, der ſagte mumlede den
gyſelige Dodningemesſe og ſage ud, ſom om de lyslevende
vare ſprungne ud af Dantes Helvede, Banditten gik
med faſte Skridt mellem to Praſter, hvoraf den Ene holdt
et Cruciſix foran ham. Det var et ungt Menneſte af
Middelhoide: et ſmuktformet Broncehoved med kulſort
krollet Haar; Anſigtet var blegt, og Blegheden fremhæ-
vedes end mere ved en fiin ſort Knebelsbart. Den ven⸗
ſtre Arm var bunden paa Myggen, den haire var en lem⸗
leſtet Stump. Hans ildfulde Øie, der nok ſage ud til
at kunne ligne en Tigers, var nu ſtille og roligt. Under
Gangen mumlede han hen for ſig formodentlig Bonner.
Hans Gang var ſikker og hans Holdning rank. Foran
red en Afdeling Gendarmer med dragne Sabler; bagefter
Forbryderen kom Dodningebrodrene parvpiis; den forte Lig⸗
kiſte, der blev baaren af fire barmhjertige Brodre og
hvorpaa der var malet et hvidt Kors og et Dodninge⸗
hoved, fluttede Toget. Langſomt drog det gjennem Je⸗
ſuitergaden, fulgt af den mumlende Menneſtemengde, og
ſaaledes forte de Vampyren med den ſonderſtudte Vinge
til Blodpelen. Jeg har alorig været Vidne til en gyſe⸗
ligere Scene, og fan har ſom denne imod min Villie
præget fig i min Hukommelſe indtil de mindſte Enkeltheder.

Man fortalte mig ſenere, at Banditten havde lidt
Doden med fuld Fatning, og at hans ſidſte Ord havde

„ A — — AVA Vee

668 Skizzer fra Corſica.

været: „Jeg beder Gud og Verden om Tilgivelſe, thi
jeg indſeer, at jeg har gjort meget Ondt.“

Dette unge Menneſte var ikke Morder af perſonlig
Hevnfolelſe, men var bleven Bandit af Vergjerrighed.
Hans Hiſtorie er oplyſende med Henſyn til den ſtrekke⸗
lige Samfundstilſtand paa Corſica. Da den berygtede
Masſoni var bleven Bandit, efterat have hævnet en Slegt—
nings Dod, bragte den unge Giacomino — det var
Bracciamozzos egentlige Navn — ham ofte Levneté-
midler, Banditterne vedligeholde nemlig ſtedſe Forbin⸗
delſe med deres Venner og med Gedehyrderne, ſom
bringe dem Proviant til deres Smuthuller og modtage
Betaling derfor, naar de kunne fade nogen. Giacomino
blev beruſet af den tappre Masſonis Berommelſe og
ſatte ſig i Hovedet at ville efterligne ham og lade ſig be—
undre af hele Corſiea. Han dræbte den Forſte den
Bedſte, lob til Bjergene og blev Bandit. Af Follet fil
han ſnart Tilnavnet il vecchio, den Gamle, ſandſynlig⸗
viis forbi han i en faa ung Alder Havde udgydt lige—
ſaameget Blod ſom en gammel Bandit. En Dag ſtjod
Vecchio den almindeligt afholdte Lege Malespina, Onkel
til en af mine Værter paa Corſica; han havde lagt fig
i Baghold bag en Buſt og fyrede paa Poſtvognen, ſom kom
kjorende fra Baſtia, og flygtede derpaa atter til Bjergene,
hvor han huſerede, indtil Straffen omſider naaebe ham.

En ſaadan Livshiſtorie kan altſaa høre til Hverdags⸗
begivenhederne paa Corſica. Ingen foragter her Ban⸗
ditten, ſom hverken er Tyv eller Rover, men en Helt,

Slizzer fra Corſica. 669

en Havner og fri ſom Ørnen paa Bjergene. Sveermeriſke
Naturer ophidſe deres Phantaſi ved Tanken om at erhverve
fig Berommelſe ved Vaabendaad og ſaaledes at ſikkre fig
Udodelighed og beſynges i Folkeſangene. Det fyrige Tem—⸗
perament hos disſe Naturmenneſker, der ikke ere teemmede
af nogen Kultur, der ffye Arbeide ſom en Vanere og
torſte efter at udmerke fig uden at fjende andet af Verden
end de vilde Bjerge, ſom Naturen har fængflet dem til
midt i Oceanet, ſunes ligeſom Vulkaner at trænge til
heftige Udbrud. De ſamme Menneſker, ſom nu aarviis
leve i Bjerghuler og kempe med Gendarmer i Bjerg⸗
ſkovene, vilde under ſtorre Forhold og andre Livsvilkaar
være blevne Krigshelte ſom Sampiero og Geffori.

Efter Bracciamozzos Henreitelſe var jeg nysgjerrig
efter at ſee, om Byens Damer ſom ſedvanlig vilde ſpad⸗
ſere om Aftenen paa San Nicolao Pladſen, og jeg for⸗
ſomte derfor ikke at indfinde mig der. Min Formodning
blev bekreftet; de unge Skjonheder toge deres Aften⸗
promenade ban det ſamme Sted, hvor Bandittens Blod
havde flydt om Morgenen; det var, ſom om der Intet
var forefaldet. Og jeg ſelv, ſom dog havde været Vidne
til den uhyggelige Scene, vandrede der jo ogſaa, thi
Havets Farvepragt var ſaa vidunderlig ſkjon. Fiſker⸗
baadene med deres Blus glede ſagte hen derover, og
Fiſkerne iſtemmede den ſmukke Barcarole: O pescator
dell'onda. a

— — — — —— —

—— ——— ˙* 0 — —

670

Viterntur og Kunst.

Af den ved Harald Stein og Jacob Paulli ud»
givne „Kriſtelige Kalender“ er udkommen Aargaugen for
1874, der ligeſom de foregaaende bringe forſtjellige interes-
ſaute Artikler, bl. Andet Prof. Scharlings om Opdagelſen
af det fra det Ade Aarhundrede ſtammende ſiuaitiſke Bibel—
haandffrift, der ſaalcenge har fat de lærde Theologer i
Bevegelſe, Paſtor Paullis Biografi af Pſalmedigteren
Hiller, der ledſages af overſatte Prøver paa hans Digte,
R. Volfs Skildring af Stadmisſionens Stifter, David
Naswith, ſamt H. Steins ſerdeles interesſante Skildring
af „en Tjeneſtepiges Levnet”, Ved Siden af flere andre
Artikler indeholder Kalenderen desuden Digte af Chr. Ri⸗
chardtog Hilda Magaard, ſamt en Bøn af Marie Stuart,
ſom hun ſkal have ſkrevet i fin Bpnnebog faa Timer for fin
Henrettelſe.

— Carl An derſens ſidſte Bog „Liv i Lenker“ beſtager
af to epiſke Digte, i hvilke Forfatteren har villet ſtildre Perſon⸗
lighedens Udvikling under Kampen for Fædrelandets Frihed og

Uafhængighed. Sujettet til fit Arbeide har han i det forſte

Digt „Kathinka“ hentet fra Polens ulykkelige Hiſtorie, i
det ſidſte er det Grœkenlands bekjendte Frihedshelt Marcos
Botſaris, om hvem Fortællingen gruppere ſig. Sfjøndt man

Literatur og Kunſt. 671

fra ct ſtrengere kritiſk Standpunkt har kunnet finde Ind⸗
vendinger at reiſe mod forſkjellige Ting i disſe Digte, er der
dog næppe Tvivl om, at Digterens mange Leſere ogſaa ville
glæde fig ved denne ſeneſte Frembringelſe af haus trods de
fremmede Sujetter ſpecielt danſte Muſe. Carl Anderſen er
unægtelig mere lyriſt end epiſk Digter, men den Elſtveerdig—
hed, hvormed han fortæller, og den ſmukke Grundtone i
Digtene vil ſandſynligviis ogſaa her ligeſom i tidligere Ar⸗
beider indtage Leſerne for ham, fan de uden kritiſk Naie⸗
ſeenhed glæde fig over den varme Stemning, der har frem»
kaldt Bogen.

— Det er i Grunden forſt i den ſeneſte Tid, at Over⸗
ſettelſesliteraturen er kommen i Mode hos os, og der fore—
ligger derfor i de forſtjellige europciſke Landes ældre Lite⸗
ratur adſtillige betydningsfulde Arbeider, der ikke ere
tilgængelige undtagen for den Del af vort Publicum, der
kan ſoge til Originalſproget ſelv. Nu er det jo imidlertid de
Allerfereſte, der kunne leſe Italienſk, og den for Sieblikket
udkommende Subſeriptionsndgave af Manzonis ligeſaa
fortræffelige ſom berømte Roman „De Trolovede“ (I pro-
messi sposi) maa derfor ſaavel for: Overſctterens (Cand.
Barth) ſom Forleggerens (Høft & Sen) Vedkommende betragtes
ſom et meget fortjenſtfuldt Foretagende. Bogen vil udkomme
i ſyv maanedlige Hefter, hvoraf det forſte foreligger.

— Af den ypperlige franſke Romanforfatter Victor Cher⸗
buliez er nu Fortællingen „Meta Holdenis“ bleven
overflyttet pan danſt Grund i en i det Hele meget vellykket
Overſaœttelſe. Det er en Bog, ſom nodvendigviis maa
fengſle Interesſen ikke alene paa Grund af det Liv og den
Elegance, hvormed Forfatteren fortæller, men færlig pan
Grund af det overlegne Taleut, hvormed Fortællingens
Figurer ere teguede. Meta felv er en ganſke eiendommelig
Kvindeſtikkelſe, et af disſe beſynderlige Veſener, hvis Cha⸗
rakteer ſlipper En bort mellem Hænderne. Det ene Hieblik
føler man fig overbeviiſt om, at hun er i Beſiddelſe af alle

672 Literatur og Kunſt.

mulige elſtveerdige Egenftaber, ja man er endog ikke langt
fra ſelv at blive forelſket i hende, et fan ſjeldent Talent til
at ſmigre ſig ind har hun, naar hun viſer ſig fra den gode
Side, — men ſaa forandrer Belysningen ſig pludſelig, og
man ſeer ned i en Afgrund af Uſandhed og ſnedig Jeſuitisme.
Med Meſterhaand har Cherbuliez forſtaaet at tilveiebringe
en Handling, der kan kaſte disſe vexlende Belysninger fan
fuldſteendig, at mau til Slutning kommer paa det Rene med
denne merkelige Kvinde, efter hele Bogen igjennem med
ſtigende Interesſe at have opkaſtet fig ſelv Sporgsmaalet
om, hvorvidt hun i Virkeligheden er Engel eller Demon.
Det er et pfychologiſk Maleri, der er ligeſaa fint og virknings⸗
fuldt i Farveblandingen, ſom det oprindelig er tegnet med
flaaende Sandhed. Og faa er denne Figur tilmed ikke

den eneſte interesſante i Bogen. Bed Siden af hende ſtage

adſkillige, der ogſaa i fuldt Maal aflægge Vidnesbyrd om
Forfatterens Evne til Charakteerſtildring og da navnlig Metas
Tilbeder Tony Flamerin, der i Fortællingen undergaager de
ſamme Skuffelſer ſom Leſeren ved at fee Meta drive fin
lunefulde Leg med den ulykkelige unge Maler. Cherbuliez
er i denne Fortælling ikke mindre end ellers fuld af Aand
og gode Indfald, og da tilmed hans Stil er ſerdeles
fengſleude, leeſer man Bogen med ikke ringe og ublandet
Interesſe.

* É z F TT
cc i N24
W K K „ Kann Ak e e —— N

Nr En
Vs SÅS

For Romantik og
Historie

bd. // (873)